Tre Dronninger 1913


Emma Gads Dronningerække


Wikimedia Commons
Dronningerne Louise (af Hessel-Kassel), Louise (af Sverige) og Alexandrine.

Dronning Dronningetid Konge
Louise
*1817 †1898
1863-1898 Christian 9.
*1818 †1906
Ærespræsident for Kvindernes Udstilling 1895. Dronning da Urban Gad tiltraadte som Yachtkaptajn på Kongeskibet “Danebrog” i 1897.
Louise
*1851 †1926
1906-1912 Frederik 8.
*1843 †1912
Protektrice for Kvindernes Udstilling 1895. Protektrice for Dansk Kunstflidsforening som Kronprinsesse, Dronning og Enkedronning. Herunder også Protektrice for “Koloniudstillingen” 1905.
Alexandrine
*1879 †1952
1912-1947 Christian 10.
*1870 †1947
“Hun sender dem ofte en personlig skrevet Middagsindbydelse, og Tonen ved disse smaa Selskaber er da ganske utvungen, snart med Kortspil, snart Dans efter Bordet. Dronningen elsker at danse.”
Ingrid
*1910 †2000
1947-1972 Frederik 9.
*1899 †1972
Margrethe 2.
*1940
Regerende
1972-
Prinsgemal
Henrik
*1934 †2018



Nationaltidende, 15. november 1913.

Der bliver saa ofte sagt, at hvor meget end Livsforholdene forandrer sig og nye Fremskridt vinder Indgang, forbliver Menneskene altid de samme. Men gør de nu det? Selv om de menneskelige Grundegenskaber som Kærlighed og Egenkærlighed, Misundelse og Ærgerrighed selvfølgelig er blivende og uforanderlige, er saa dog ikke Menneskene saa nøje forbundne med det Liv, der omgiver dem, suger de ikke dets aandelige og materielle Indhold til sig med saa utallige fine Føletraade, at deres Tænke- og Handlemaade er Tidsperiodens ligesaa fuldt som deres egen? Utvivlsomt. Forholdet mellem Slægtsleddene vilde ellers ikke volde saa store Vanskeligheder og kræve saa megen Hensyntagen, som det gør. Naar man personlig har kendt de tre Dronninger af Huset Glücksborg og fulgt lidt med i deres Virken som Fyrstinder og Mennesker, saa er det ikke alene de tre Personligheders medfødte Forskelligartethed, der falder En i Øjnene, men ligesaa fuldt de vekslende Tidsperioder, der har paatrykt dem hver sit Særpræg.

***

Den ældre Dronning Louise var den fuldgyldige Repræsentant for Familien og Hjemmet, saaledes som Datidens Begreb, om Hjemmet maatte forme sig for en Dronning, altsaa som et Hof. Ingen, der har set hende som Værtinde ved en Hoffest, selv i hendes høje Alderdom klædt i festlig Dragt, prydet med Blomster og Juveler – saare smukt, vil nogensinde glemme den fuldendte Elskværdighed og store Charme i Optræden, hvormed hun udfyldte sine Repræsentationspligter, der for hende var særdeles vanskelige. Dronning Louise var nemlig i sin Alderdom meget tunghør, og dog underholdt hun sig paa en saadan Aften med Hundreder af Mennesker, forstod at finde for hver Enkelt netop det lille Ord, der for den Paagældende behageligt at høre, gik saa med sit indtagende Smil videre til den Næste, der var ligesaa fortryllet af hendes Væsen, fordi det var umuligt andet.

Dronning Louise
Man fornam uvilkaarligt, at det var hende selv en Glæde at føle sig som Herskerinde her, hvor alt, hvad Fødsel og personlig Dygtighed havde gjort til det bedste Selskab i Landet, bragt hende Hyldest som naturligt Midtpunkt. Denne kongelige Værtindeglæde hang nøje sammen med hin Tids kvindelige Liv, blot koncentreret hos Dronningen til højeste Potens. Den Tids Fyrstinder havde vist aldrig set det Indre af en Daglejerhytte, eller talt med dens Beboere; de viste sig aldrig engang til Fods paa Gader og Veje. Til en vis Grad var alle Datidens Damer af samme Støbning. De var henviste til skønlitterære Interesser og til Tidsalderens æstetisk religiøse Forestillingskreds, fordi de politiske og sociale Synspunkter endnu ikke var til for Kvinder. Det faldt dem derfor ikke ind, at det kunde være anderledes. Det bevirkede kun, at de brugte deres Evner, Intelligens og deres Indflydelse, som aldrig er ringe, hvor det gælder Kvinder overfor Mænd, udelukkende til Forherligelse af Familielivet, Hjemmet og Vennekredsen. I Beretninger fra gammel Tid ser man med Undren, hvilken Betydning Omgangslivet kunde faa. Hvor vil man nutildags, da alle Livsmaal og aandelige Værdier er saa udflydende og skiftende, finde f. Ex. en Kreds og et Hjem, der som det Rahbekske eller det Heibergske lever i Mindet gennem Tiderne, fordi de sluttede sig som en fast Ring om de fælles Livsinteresser og det fælles Venskab. Det laa i, at Værtinderne samlede al deres Interesse om dette ene Punkt. Nu spreder de den omkring til Valgtribuner og Missionshuse, Talerstole og Examenslæsning – Gæstevenskabet et blevet noget underordnet og tilfældigt, og dets Magt er derved brudt. Endnu lever Familiefølelsen, omend lidt mere fortyndet end dengang.

For Chr. den 9des Dronning og Hustru stod Familiesammenholdet ikke alene som Livets største og skønneste Værdi, men ogsaa som en Magt, der kan modstaa næsten alt. Hun opdrog sine Børn, der var bestemte til at indtage de højeste Stillinger, som kan naaes af Mennesker, til fremfor alt at holde af hverandre og holde sammen gennem tykt og tyndt og aldrig at glemme Samhørigheden. Hun glemte den ikke selv et Sekund og indprentede dens gode og kloge Lære til sine Døtre, de vordende Fyrstemødre, som det bedste, hun kunde give dem i Arv. Dog, hun behøvede ikke at belære sine Børn om Familiefølelse; de indaandede den i selve Hjemmets Luft og fortættede den i deres Hjerter til en stor og fælles Pietet for Moderen – deres Hjems Bærerinde. Denne Pietet forplantede sig efterhaanden fra Kongebørnene ud til hele Folket, og de Blomster, der taarnede sig op om den gamle Dronnings Baare, da hun var død, vidnede om, at Folket hos hende saa virkeliggjort sine egne Forestillinger om Familielivets Betydning for Samfundet og hvert enkelt Hjem og bragte hende sin Tak derfor.

***
Dronning Louise
Dagene gik, og den gamle Dronnings Svigerdatter og Navne, Carl den 15des Datter indtog hendes Plads. Meget havde alt da forandret sig. Virkelighedens og dens Vanskeligheder var rykket den nye Generation lidt nærmere ind paa Livet – man kunde ikke længer skyde de store sociale Spørgsmaal fra sig. Vor nuværende Enkedronning havde af sin Moder faaet indpodet en dyb religiøs Livsopfattelse, og denne tidlig tilegnede Egenskab, der fik Føling med de opdukkende Krav om Ansvarlighedsfølelse hos den Enkelte overfor Samfundets Brøst, maatte ganske naturligt hos den nye Dronning, da hun lærte sine Pligter at kende, forme sig til Barmhjertighedsfølelse. Velgørenhed, saa vidt muligt i det Skjulte, blev Drivkraften i Opfyldelsen af hendes Kald. Hvor meget hun Livet igennem har givet, og med hvor stor Menneskekærlighed og Finfølelse, det vil Ingen faa at vide undtagen hendes Hjælpere. Ikke saadan at forstaa, at Frederik den 8des Hof ikke var gæstfrit og selskabeligt – tværtimod. Paa den mest rundhaandede og storstilede Maade indbød Kongeparret saa godt som daglig Gæster blandt alle Arter af Landets Borgere, og man gjorde aldrig forgæves Regning paa den kongelige Gæstfrihed, naar det gjaldt at repræsentere Landet overfor Udlændinge. Dog, Alle, der kender vor Enkedronning, ved, at de Timer, der er hende kærest – bedre end alle Fester, det er dem, hun tilbringer ved sit Skrivebord, arbejdende med Planer og Regnskaber, Beregninger og Forslag, altid i Velgørenhedens Tjeneste. Særlig Omsorgen for Syge har fanget hendes Interesse, og hvis vi gennem Røde Kors, som staar under hendes særlige Beskyttelse, engang naar saa vidt, at ingen Gaard paa Landet savner en kvindelig Beboer, som forstaar at yde den første Nødhjælp, da skyldes det først og fremmest Dronning Louises utrættelige Virken. I de mange Aar side 1869, hvor hun har levet imellem os som kærlig Moder for sin Børneflok og kvindelig Repræsentant for vort Kongehus, har alt, hvad hun foretog, baaret Vidne om et varmt Hjerte, parret med en værdig Tagen Afstand fra Døgnets Kævl og en stor Tolerance overfor Andres Meninger og Maal. Kong Carl den 15des pragtfulde, verdensmandsmæssige og kunstneriske Blik paa Livet gaar igen hos hans eneste Datter i denne smukke Fordomsfrihed og i en Evne til, trods en aldrig svigtende majestætisk Optræden, at kunne passiare munters og livfuldt om alle Livets Forhold med dem, hun synes om.

Men mest af alt er det som trofast og elskende Hustru, at vor Enkedronning staar som et Eksempel i denne vor Tid, der skyller Dæmningerne bort – en for en – om Ægteskabets faste Grundlag. Hvem bevægedes ikke over hendes Sorg, da hun saa brat og uventet mistede sin Ægtefælle, og hvem maatte ikke røres ved hendes Afskedsord til ham, da hun stod ved hans Baare, i sin dybe Smerte helt uvidende om, at hun talte den i sin fjerne Barndoms Tungemaal.

***
Dronning Alexandrine
Dagen efter, at de Ord var talte, stod Dronning Alexandrine paa Amalienborgs Balkon mellem sin Mand og sine to Sønner og modtog Befolkningens varme Hilsen og Hyldest. Den unge Dronning er Barn af sin Tid – føler med den, handler, som den kræver. Fyrstinderne er ikke mere indespærrede i Slottenes forgyldte, silkeklædte Gemakker og lukkede Firheste-Ekvipager, henviste til et Hofs Ærbødighed og de øverste Rangklassers Omgang. Fri bevæger de sig ude i Solen og Lyset som alle Andre, allevegne, hvor Mennesker lever og virker. Dronning Alexandrine ses snart ved de Syges Hovedgærde, snart ved Haandværkernes Stævne, den ene Dag mellem Fiskere paa Stranden, den næste ved glimrende Herregaardstafler og Jagter, altid ved sin Mands Side med en Buket lyserøde Roser i Haanden – hun bærer Blomsterne frem i Kongens Færd. Den unge Dronning gennemlever nu det Livsafsnit, hvor man ser og hører, lærer Livet og Menneskene at kende. Og snart vil hun derved have faaet den Erkendelse, at der findes ikke en lykkeligere og mere lønnende Mission end den at være Dronning for det danske Folk – netop Folket. Lige fra Kæmpevisens Dronning Dagmar vandt Folkets Hjerte ved sin blide Tale og sit lyse Smil, har de Danske gærne villet elske deres Dronning, naar de kunde det med Rette. Sæd og Skik giver dem nu Lov til at se hende færdes iblandt sig, saa de lærer hende at kende. Og Tidsaanden har givet hende en ny og stor Opgave – den at være Dronning for Landets Kvinder.

***

En uhyre Forandring er i den sidste Snes Aar sket i Kvindernes Livsvilkaar og borgerlige Stilling, en Forandring, som ikke behøver at paavises, fordi den giver sig til Kende ved hvert Skridt, vi gaar, hver Forretning vi betræder, hvert Blad, vi aabner. Der en mange dygtige Kvinder nu i vort Land, som udfører et stort og heldbringende Arbejde, det være sig paa det sociale og økonomiske, paa det kunstneriske og videnskabelige Omraade, og flere og flere vil det blive, efterhaanden som Skrankerne falder og Lovene ændres. For det kommende Slægtled af Kvinder med de rigere Livsvilkaar, de større Muligheder, de mere omfattende Interesser – og i Føling med disse Interesser – maa det i en ny Tid blive en Lykke at føle sig som Repræsentant og som Dronning.