1. februar 2018
16. januar 2018
3. januar 2018.

Din kommentar:

Byen ved Vintertid 1913

VN:F [1.9.22_1171]
Anmeld gerne denne artikel med stjernedrys
Rating: 0.0/5 (0 stemmer)

Fru Martins Magasin
Vinter 1913



DECEMBERFORNEMMELSER.
MULMET ruger over Aarets Slutning, og dog har denne mørke Tid sin I Hygge, naar man har sit lune Hjem og gode Helbred. For de Syge og Lidende er den Nat, der begynder Kl. 3 om Eftermiddagen og varer til næste Dag Kl. 9, det mest nedtrykkende af alt. Men befinder man sig vel og færdes meget ude, hvor det elektriske Lys bejrer selv Decembers graasorte Mørke og straaler over travle Menneskers Færden, saa er Tiden før Jul i Grunden at foretrække for Senvinterens isnende Blæst og fygende Snebyger. Sammen med den straalende Belysning har Mørketiden i vore Dage faaet endnu en opmuntrende Ledsager – nemlig Blomsterne. Den tid er forbi, hvor der ikke fandtes en Blomst ved Aarets Slutning. Takket være vore Gartnere pranger nu Chrysantemum og Alpeviol alle Vegne og de sidst tilkomne skønne Begonier smiler fra Blomstervinduerne til de Forbigaaende som et rosenrødt Løfte om nyt Foraar og Solskin – engang ad Aare.

Og saa er der jo Julefornemmelserne! Lad os være saa blaserede og skeptiske, vi vil overfor Julen og finde, at det er de kedeligste og besværligste Dage i hele Aaret, vi kan dog ikke helt frigøre os for dens Fornemmelser. Maaske ligger det simpelthen os Nordboer i Blodet – vi maa feste i de Dage, hvor Mørket har naaet sit Kulminationspunkt. Allerede Vikingerne kom jo flyvende med deres Drageskibe for at holde Jul i Hjemmet, og hvem véd – maaske allerede dengang med Gaver i Lasten til Fæstemøer, Mødre og Søstre, Mosaiksmykker fra Byzants og Silkeslør fra Vinland, en beskeden Begyndelse til vore Dages altbeherskende Julegave-Skik.

JULEGAVER.
Julen har den Egenskab, at den i endnu højere Grad end i andre Forhold deler Samfundet i to Dele: De, der yder — de Færre, og de, der nyder — de Flere. For de Ydende — de, der skal betale, er Julen at ligne ved en kraftig Hjørnetand, der æder saa slemme Huller i Budgettet, at Saaret svider og smerter længe derefter.
Selv om de, der er de fødte Ofre for denne uskrevne Lov, forsøger at stritte imod og tit hævde, at Pengene kunde anvendes bedre end til al denne Jule-Hurlumhej, vil deres Stemmer ganske overdøves af Trompetklangen, der lyder fra alle Kanter. Den udgaar først og fremmest fra de Handlende, hvis Aarsomsætning er baseret paa Julesalget, og dernæst af alle Universets Aviser, som skal bjerge de dermed følgende Annoncer. Disse to allierede Magter blæser derfor hele Kristenheden over en Fanfare om Juleglæde og fattige Børn og Fodbeklædning ud over Mængden, et Skraal, som døver Smertenssukket fra dem, der skal betale, og som hypnotiserer Menneskeheden til en kataleptisk Iver efter at komme af med en Mængde Penge til liden personlig Nytte eller Fordel, hvad den ellers ikke er særlig lysten efter.

Med et fintmærkende Instinkt har derfor de Handlende, for at bøde lidt paa Urimelighederne og holde Folk i Aande, fundet paa det, der hedder nyttige Julegaver. Alt mellem Himmel og Jord kommer i Annoncerne ind under denne ubestemmelige Rubrik. Sammen med det mest intime, som man faktisk kun selv kan anskaffe, saasom Korsetter, Lorgnetter og Tandsæt, anbefales som nyttige, ja uundværlige Ting: Rulleskøjter, Grammofoner, Slæder, brugte Frimærker, udstoppede Fisk, levende Papegøjer og lignende, maaske lidt fjerntliggende Genstande. Men troligt nok er det de Averterende, der har Ret, og nøje paa dette Punkt har studeret den menneskelige Natur. Vi kender jo alle det lidt stramme Smil, hvormed en virkelig nyttig Julegave som f. Eks. et Dusin Lærreds Lommetørklæder bliver modtagne ved Juletræets Fod. I Overensstemmelse hermed kalder de Averterende derfor haardnakket det mest Overflødige for nyttige Julegaver.

I Grunden er der kun et Sted, hvor Begrebet nyttige Julegaver kan komme til sin Ret, og det er indenfor selve den egne Husstands Enemærker, hvor man nøje ved, hvad den Paagældende trænger til. Det er derfor det eneste Sted, hvor et Glimt af Fornuft lyser i Galskaben. En Husfader ved f. Eks. af bitter Erfaring, at en Kasse Havanna-Cigarer vil være d’Hrr. Sønner velkommen, og Husmoderen er ogsaa klar over, at hun en stakket Tid kan bevare sine Handsker og Slør for sig selv ved at forære sine Døtre noget i samme Retning, omend naturligvis mere fikst end det, hun selv er tilfreds med. Det mest praktiske, man i den Retning har set, er to Søstre, der bor i forskellige Byer og hver sender en Tikroneseddel til en smuk Julegave. De to Pengesedler mødes undervejs, begge ledsagede af et to-Øres Kort med de kærligste Ønsker om en glædelig Jul.

Saa kloge er ikke mange. Tværtimod. Enten man har Raad til det eller ej, farer man rundt i sølede Gader og trængselsfyldte Butiker for i den ellevte Time at købe de overflødigste Ting til Tanter, Nevøer, Svigerinder, Svogre og Niecer, og ikke nok med det! Har man ikke de Kære for Øje, sender man med yderste Anspændelse for sig selv og Jernbanevæsenet Kasser til andre Byer, hvor de derværende atter sender lige saa overflødige Kasser til Nabobyer.

Bliver Menneskene mon nogen Sinde saa fornuftige, at de fejrer Julen, som den burde fejres, med noget Legetøj til Børnenes Juletræ, en lille kærkommen Gave til de faa, man lever under Tag med og for Resten, naar Velgørenheden har faaet sit, en hyggelig Aften sammen med de nærmeste. Neppe. Skik og Brug er vanskelig at komme til Livs, fordi ingen vil begynde.

VINTERSPORT
Med en vistnok yderst heldbringende Modsætning til Juleferiens søde Marzipan, tunge Risengrød og Gaasesteg, er Vintersporten dukket op som en ret ny Fremtoning. Der er kun det kedelige ved den, at det saa godt som altid er Slud og Sjap, imens Ferien er der, saa de nye Skøjter og Skier, Kjelker og Issejl kun kan bruges til at sætte Sindet i Bevægelse med, men ikke Legemet. Naar saa de unge igen sidder fast paa Skolebænke og Kontorer, i Auditorier og andre Læresale, ja, saa kommer undertiden Snedronningen uventet flyvende og slaar sig ned i sin Pragt og Herlighed mellem isklædte Brinker og snedækte Skovstier. Og saa er det for sent. Gudindens Dyrkere kan ikke komme af Sted til hendes lysende Tempelhaller. Men de tænker ikke paa andet, der de sidder, saa i Grunden kunde man lige saa godt lade dem løbe. Dog — Pligten skal jo være det første, i det mindste tilsyneladende, saa Vintersporten henvises strengt til Søndagene. Men disse bliver ogsaa benyttede, saa det staar efter. De hvide Skove genlyder af ungdommelige Stemmer, Perronerne er fyldte med Skier og Kjelker, Vindsejl og Skøjter saa snart det blot er muligt. Men ak, kun alt for ofte er det ikke muligt, selv ikke i Hjertet af Vinteren. Rigtig Vintersport viser sig at være mere eller mindre uigennemførlig i vort foranderlige og uberegnelige Klima. Man faar Tøvejr, naar det skulde være Frost, Barfrost, naar man havde haabet paa Skiføre, Øsregn til Kaneture, Brandstorm til Skøjtevæddeløb.

Men saa er der jo Gudskelov en Vintersport, som trodser Klimaets Luner, og det er Dansen. Den kan udøves i alt Slags Vejr, varme Hjertet i Snestorm, tænde Ild i Blikket i den klammeste Taage. Aldrig har vist Dansen spillet en større Rolle for Ungdommen end just nu.

Der danses overalt, paa hvert Hotel, hvert landligt Pensionat, hvert Forlystelsesetablissement — danses om Eftermiddagen til te og om Aftenen til Vin og Øl. Nye Danse opstaar, Danse, der forarger, Danse, der fortryller, Danse, der minder om Orientens Knejper, Danse, der genkalder Erindringen en vore Oldemødres yndefulde Attituder. Om nu ikke al denne Dansen paa offentlige og halvoffentlige Steder er farlig, set fra Moralens Synspunkt? Det er den vist nok. Men vor Tids unge Kvinder siges jo at være uafhængige nok til at se al Fare kækt i Øjnene og vide, hvor de danser hen.

VINTERSÆSONEN
Mens Ungdommen danser sig til Lykke eller Ulykke, ruster de mere Besindige sig til Middagsselskabernes store Kampagne. Imidlertid vil jo en grum Skæbne, at Onderne altid støder sammen her i Livet, saaledes Sæsonens Indledning og Aarets Opgør. Som Maagerne ved Vintertid kommer Regningerne flagrende og slaar sig ned paa Ens Bord, blaa Papirslapper og gule og hvide, et broget Skue. Husherren trækker sig tilbage i mørke Betragtninger over al denne Gas og Skat, Kulforsyning og Nytaarsgratuleren. Fruen, der har bange Anelser i den Retning, nærmer sig hans Dør med en vis Forsigtighed, men lettes noget ved at se ham forskanset bag en Avis og ombølget af Tobaksrøg. Hendes Forsigtighed er imidlertid velbegrundet. Hun vil nemlig have Selskab og kommer med Listen for at drøfte Gæsternes Sammensætning. Hun kalder blidt og hører bag Avisen en Snerren som af en fangen Panther.

„Selskab,” siger Manden og peger paa Regningerne. „Se der, tror du saa, jeg har Raad til at holde Selskab?” Fruen fremhæver, at det er væsentlig billigere at gøre Selskaberne straks, fordi baade Mad og Blomster bliver dyrere hen paa Vinteren. Hun ser nemlig som Husmoder rent praktisk paa det besværlige men ikke uvigtige Udslag af Livet, der kaldes Selskabelighed, mens Manden har en uhelbredelig Tilbøjelighed for festlig Skønhed og nogle dermed forbundne ubestemte Drømme om Lys og Musik, Munterhed og hvide Kvindeskuldre, Drømme, der er lige saa langt borte fra den af Fruen foreslaaede Liste som Rosenduft fra Klipfisk.

Fruen er imidlertid ganske bestemt paa — som Fruer jo altid er — at faa afgjort en Bunke Forpligtelser, der allerede foreligger i Form af nydte Middage og giver sig som klog General til at drøfte Madspørgs-maalet. Og der finder hun Gehør. Selskabsliv, det vil jo her til Lands sige Mad. Ved Sæsonens Begyndelse ser man i et profetisk Blik alle Østerserne, Hummerne, Ænderne, Lammeryggene, hele dette Himalaya af Mad og de tætte Rækker af mætte, alt for mætte Mennesker, der sidder rundt om Festbordene og spiser sig igennem den, nogle — de fleste, fordi de holder af det, andre, fordi Sammenspisningen er den linde Olie, der gydes paa Samfunds- og Forretningslivets oprørte Bølger. Det forsonende, der er ved at blive mæt sammen i en fælles Erkendtlighed mod Skæbnen, der er saa god imod En, at den under En al den fine Mad, den er det, som bøjer det skilte sammen, glatter Fjendskaber og grundlægger Aktieselskaber. Paa den Maade gør Spisningen jo sin Nytte.

Naturligvis paatrykker den overvældende megen Mad Selskabeligheden sit Præg. Det første, der spørges om ved Hjemkomsten, er, hvad man har faaet til Middag. Og hele Menuen huskes og refereres samvittighedsfuldt, men det Impromptu af Chopin, som man maaske har faaet bagefter, gaar sporløst forbi. Lige fra Gæsterne kommer, til de gaar, er de indrettede paa at være bundne ved en Krybbe; de sidder til Bords i Timer, rejser sig for at drikke Kaffe og Likør, sætter sig straks igen for at nyde Cigarer, Whisky og Sodavand, bydes en Time efter atter en Servering af The og Øl med Tilbehør, hvorpaa de forventes at gaa. Og saa gaar de — Festen er forbi. Men har det været Fest? Sjældent. Jo flere Retterne er, jo mere tyngende synes de at virke paa Gæsternes Humør.

Men saa kan det ske, at man midt i den megen Hensyns- og Pligt-Selskabelighed kan blive Gæst ved et Selskab, maaske en lille Sammenkomst uden Rigdom og Luksus, hvor man føler som ved et Instinkt, at Vært og Værtinde har samlet netop disse Gæster, fordi det var dem en Glæde. Og ganske uvilkaarligt kommer Stemningen, der løfter og forfrisker Sindet. Det gaar jo med Stemningen som med Lykken. Det hjælper ikke at søge den i alt det Ydre, for det er indefra, den maa komme — fra Hjertet.