Danmark: Illustreret almanak 1913.
HVER Juleaften, før Træet tændtes, spiste den forlæste og nærsynede Adjunkt Gotfredsen fra Herlufsholm, der som Student havde læst Lektier med mine Brødre, til Middag hos os Kl. 4. Vi fik som staaende Retter Risengrød med tre Mandler i, Gaasesteg og Æbleskiver, — det faar man jo forresten den Dag i Dag, og jeg husker, fra jeg var en ganske lille Pige, hvordan han, med hin Tids lykkelige Uvidenhed om Bakterier, vendte og drejede Mandlen i Munden, tog den ud, lagde den paa Skeen igen og puttede den i min Trutte for ædelmodigt at kunne overlade mig Marzipangrisen, eller hvad nu Gevinsten var.
Men denne Nydelse voksede jeg altsaa fra og blev til en fremadstræbende „Backfisch” med Krav paa at blive taget for voksen, hvad ikke altid vil lykkes i en Alder af 13—14 Aar.
Jeg husker fra denne Næsvishedens Alder en Juleaftens Middag, som havde haft et lidt mere festligt Anstrøg end ellers, bevirket ved, at Adjunkt Gotfredsen lige var avanceret og havde faaet Gagepaalæg. Det beskedne Glas Champagne havde oplivet ham, saa han hældte seks Stykker Sukker i sin Kaffe, som han nød i Sofahjørnet i Dagligstuen, hvor min Moder, der havde travlt med Juletræet, havde sat mig til at underholde ham, meget imod min Vilje. Jeg glemte ham imidlertid aldeles, da Døren gik op for mine Drømmes Ideal, en i mine Øjne blændende Yngling, Søn af min Faders Ungdomsven Generalkonsulen, en blond syttenaarig Lømmel med Nakkeskilning. Han røg Cigaretter, hvilket dengang var en uhørt flot Egenskab, og red hver Søndag med en Artilleri-Underofficer, hvad han forøvrigt ligesaa godt kunde have gjort om Hverdagene, da han ikke bestilte det Gud lader skabe paa sin Faders Kontor. Han kom med Svar paa en Indbydelse fra mine Forældre til hans Hjem, og i mit Hjertes Inderste nærede jeg det Haab, at han bragte Svaret selv for at faa et Paaskud til at faa mig at se. Det kan gerne være, for han holdt nok af at gøre et stadig mere uudsletteligt Indtryk paa mig ved sin kavalermæssige Optræden.
Om han gjorde! Jeg saa allerede mig selv i Aanden svæve hen over et Balgulv i hans Arm, klædt i Rosa Tarlatan.
„Farvel, Frøken, glædelig Jul, tør jeg bede Dem hilse Deres Fru Moder”, bukkede han til Afsked, mens jeg med Hjertebanken holdt fast ved de Sekunder, han endnu var synlig for mine Øjne.
„Hvad, siger De „Frøken” til hende? Det maa De opsætte lidt, min unge Ven. Hun er fjorten Aar og gaar i Skole”, kom det som et Lyn fra en klar Himmel henne fra Sofahjørnet, hvor Adjunkten skænkede sig en ny Kop Kaffe.
Jeg kunde have kvalt ham med mine ti Fingre, da jeg blev alene med ham, men jeg havde dog allerede saa megen Forstaaelse af Tingene, at jeg ikke forværrede mit Nederlag ved at give mig til at skændes med ham. Jeg paatog mig tværtimod en saa overlegen Mine, som jeg formaaede, og ordnede mit desværre noget tjavsede Haar foran Spejlet, idet jeg svor ham evig Hævn, dér han sad og slubrede Kaffen i sig.
„Sig mig, min Pige, Frøknerne Gulstad kommer vel i Aften som sædvanlig?” , sagde han omsider uden at ane, hvad der rørte sig i mit Indre.
Jo, Frøknerne Gulstad, min Moders norske Halvkusiner, var allerede komne. Der laa jo deres Hækleposer foran ham. „Aa ja, det ser jeg nu”.
Adjunkt Gotfredsen tog med nænsom Haand den ene af Taskerne tæt op til sine bebrillede Øjne og besigtigede dens velkendte Mønster, indsnusede saa dens Duft, der mindede om Rosenpotpourri. Jeg saa det hele i Spejlet og gottede mig trods min Harme, saadan som den pure Ungdom altid ler ad aldrende Forliebelse.
Det var Frøken Jette Gulstad, som Adjunkt Gotfredsen havde skænket sin Tilbøjelighed. Frøken Sabina, den ældre af Frøknerne, Bina, som hun kaldtes, paakaldte ikke i saa høj Grad det mandlige Hjertes drømmerige Følelser, skønt hun ikke saa lidt lignede sin blidere og blondere Søster Jette. Begge var de etsteds først i Trediverne, begge havde de lidt firkantet Skabelon med svære Haandled og Ankler, og begge var de efter Datidens Skik som ugifte Søstre ens klædte og friserede, maaske som en Tilkendegivelse af, at de aspirerede til endnu at regnes for unge Piger.
Men Udtryk og Smil var ganske forskelligt, om Bina overhovedet havde noget Smil. Hun uddannede sig til Lærerinde i Skrivning og Haandarbejde, og man tænkte med Beklagelse paa de arme Skolebørn — idetmindste gjorde jeg det, da hun i min Barndom skulde lære mig at sy og dunkede mig med sit Fingerbøl oven i Hovedet, saa det lød, som der var et tomt Rum indenfor Hjerneskallen. Bina hørte til den Art Kvinder, som ganske dominerer deres Omgivelser, det være sig Mænd, Frænder eller Tyende, ikke ifølge Hjerte og Forstand, men ved en medfødt og urokkelig Overbevisning om, at saadan skal det være. Og besynderlig nok bøjer Mennesker sig for en saadan kvindelig Viljekraft af Guds Naade. Naturligvis var den blidere Jette aldeles under Kommando af Bina. Naar Bina vilde afsted og sagde: „Kom saa, Jette,” stoppede Jette op midt i en Sætning og en Hæklemaske og fo’r op fra sin hyggelige Passiar medet forskræmt: „Ja da, Bina, nu kommer jeg.”
Man maa nu indrømme, at Jette var nem at beherske. Hun havde det vege i sit lyseblaa Blik og det lidt hjælpeløse i sit Væsen, som er saa uimodstaaeligt for Mandfolks medfødte Beskyttertrang, naar de ser sig om efter en Hustru, en Trang, som tit og ofte maa betales dyrt senere hen, naar de har faaet en dum Kone.
Men nok er det, saadan vil de fleste af dem helst have deres Ægtefælle, og det vilde altsaa Adjunkt Gotfredsen ogsaa. I flere Aar havde han set hen til sit eget lille Hjem og sin Jette og med Haab og Bæven ventet paa den nu endelig indtrufne Gageforhøjelse. Hvorfor han ikke for længe siden havde giftet sig med Jette, forstod jeg ikke — hvad vidste jeg om Adjunktgager og et Liv, hvor hver en Skilling maa vendes og drejes og hver en Fornøjelse og Luksus undværes. Havde jeg vidst det, havde jeg i det Øjeblik undt ham det af et godt Hjerte — „Uf, det ækle Bæst, den utaalelige Blindebertel — at nedsætte mig til ham — ham! At sige, at jeg er fjorten Aar og gaar i Skole!”
„Hvor er Frøknerne Gulstad?” spurgte Genstanden for mit Had der henne i Sofaen.
„Bina hjælper Moder med Juletræet,” sagde jeg, „og Jette sidder derinde i Kabinettet i Skumringen og tørrer Garneringen paa sin Kjole ved Kaminilden.”
Jeg vidste godt, jeg Skelm, at lige det modsatte var Tilfældet. Jeg vidste saa udmærket, at Jette stod paa Toppen af Trappestigen og med Fare, for sit relativt unge Liv satte Lys paa Juletræet med Datidens pinefulde Staaltraadsstumper. Ja, jeg vidste, at det var Bina, der sad ved Ilden derinde i Kabinettet og tørrede sin Stadskjole, som var bleven sjaskevaad af Tøsneen, efter at hun i Entréen havde udøst sin Vredes Skaaler over Jette, fordi Omnibusen havde været fuld. Sporvogne skimtedes end ikke i Fremtidens Taage.
„De skulde gaa ind i Kabinettet til Jette, Adjunkt Gotfredsen,” henkastede jeg over Skulderen. „Hun sidder saa alene. Moder har ikke Tid.”
„Det kan han have godt af,” tænkte jeg, „lad ham blot gaa ind til Bina, dér faar han en stram Modtagelse.”
Han rejste sig og saa et Øjeblik frem for sig med et for mig ganske ukendt, halv vemodigt, halv lykkeligt Blik, et Blik, der naaede langt ud i Tiden. Gik saa hen og løftede Portieren ind til Kabinettet, jeg antager med samme Følelse, hvormed højsalig Cajus Julius Cæsar gik hine noksom bekendte Skridt over Rubicon, hvad jeg lige havde hørt saa uforglemmelig udtrykt i det kgl. Teater af Skuespiller Kragh med Fjerhat som Chr. den 4de i „Elverhøj.”
At jeg som et Lyn var henne ved Portieren med spidsede Øren, før jeg selv vidste af det, behøver ikke at siges.
„Godaften, Frøken, og glædelig Jul,” hørte jeg ham sige. „Hvor her er hyggeligt i dette stemningsrige Halvmørke. Skumringen taler saa mærkeligt til os. (Et veltalende Suk.) Jeg har længtes efter, at De skulde komme, Frøken Gulstad, men det er ikke saa underligt, for det gør jeg altid, naar De ikke er til Stede.”
En Raslen af Stiveskørter lød forstyrrende bag ved mig. Det var min Bedste-Veninde, Franziska Smith, fra fjerde Klasse, der i sin bedste Puds mødte til Juletræ. I et Nu var jeg henne hos hende og stoppede hendes overstrømmende Gensynsglæde. „Ziska, Ziska,” hviskede jeg ophidset ind i hendes Øre, „tys, ti stille — han frier der inde — Adjunkt Gotfredsen — Du véd — ham, Drengenes Lektielærer! jo, jeg tror, han frier til den forkerte Gulstad i Mørke og faar sig en Kurv”.
„Næh — frier han — tror Du —! Gu—ud — hvor det var Sjov! Kom, vi kryber ind bag Flygelet, der er vi nærmere. Vrøvl, vist kan vi saa, der er jo mørkt derinde.” Ziska, der kunde alt, fik ogsaa Stiveskørterne til at tie, og glatte som Aal og lydløse som Mus kravlede vi igennem Portieren og ind under det store Flygel, hvor vi laa halvkvalte af Fnisen og gensidig Puffen og Spidsen Øre, saa uartige og afskyelige, som kun fjortenaars Tøse kan være.
„Jeg har jo troet og haabet, at jeg ikke var Dem ganske ligegyldig,” fortsatte Adjunkten, mens Ziska kneb mig i Lillefingeren, saa jeg troede, den skulde gaa af. „Ja, jeg tror, De maa have følt, at mit Livs Attraa længe har været at kunne bede Dem om at ville dele min Skæbne med mig. Frøken Gulstad, naar De vidste – ” Flim—flam- et pludseligt Lysskær! Min Moder kom ind med Moderatørlampen og stillede den paa Bordet.
„Aa — sidder I her,” sagde hun lidt forlegen, „maaske havde I det hyggeligere i Mørket.”
„Ja, Sophie,” sagde Bina med den norske Aplomb i Sproget, der maaske bidrog noget til hendes Ukuelighed.
„Du overrasker to meget lykkelige Mennesker. Adjunkt Gotfredsen har lige bedt mig om at blive hans Hustru.”
„Nej, hvad hører jeg — var det Dig, det gjaldt, Bina — det maa jeg sige! Til Lykke, Kære! Kom Allesammen, kom, skal I høre!”
Overraskelse, Omringen, Gratuleren.
Jeg greb mig til Hovedet. Hvad var det— hun tog ham! Ved Gud, hun tog ham — det blev ikke nogen Kurv. Arme Adjunkt! Hørte jeg nu Samvittighedens Røst! Maaske en Kende, men det hjalp jo, at jeg ikke saa’ hans forfærdede Øjne, fordi han havde Briller, og fordi jeg efter det første Øjebliks Maalløshed slog mig til Ro med, at han næste Dag vilde forklare sig og slaa op. Men han slog aldrig op. Han har ikke turdet. Lige saa lidt som Jette. Han var taget. For Livet.
Og desuden — hvad forstod jeg! Naar man er fjorten Aar og gaar i Skole, som han selv sagde, har man endnu ikke faaet Tid til at tænke over Livets vanskelige Problem med den lille Aarsag og de store Virkninger.
Og senere, da jeg havde faaet lidt mere Kendskab til Sagerne, saa var der dog altid en Slags Trøst for mig i det Faktum, at Adjunkten og Bina fik otte Børn. Enkelte lykkelige Øjeblikke har hun dog altsaa skænket ham.
Men Jette! — Ja, nu var det hende, der blev Lærerinde i Skrivning og Haandarbejde.