Selskabsliv 1914


Herreværelse i velhavende og upersonlig Grossererstil med mørke Paneler og Smyrnatæpper. Mørkning. Hele Lyset synes at samle sig i en stor, udslaaet Avis, hvorunder man aner en slumrende, ikke helt slank Skikkelse. Etatsraadinden aabner Døren og træder ind I stærk Sindsbevægelse med et aabent Brev i Haanden.


SELSKABSLIV

1. SCENE.

Herreværelse i velhavende og upersonlig Grossererstil med mørke Paneler og Smyrnatæpper. Mørkning. Hele Lyset synes at samle sig i en stor, udslaaet Avis, hvorunder man aner en slumrende, ikke helt slank Skikkelse. Etatsraadinden aabner Døren og træder ind I stærk Sindsbevægelse med et aabent Brev i Haanden.

Etatsraadinden.
Theobald – de kommer! De har sagt ja!

Etatsraaden (farer op).
Hvem – hvad – hvor – -)

Fru Martins Magasin, Foraar 1914

Etatsraadinden.
Om Forladelse. Jeg vidste ikke, du sov.

Etatsraaden.
Jeg sov aldeles ikke. Jeg læste Avisen.

Etatsraadinden (tænder Lyset).
Det kalder jeg gode Øjne.

Etatsraaden (ser paa Uret).
Hvad var det, du sagde — jeg skulde ellers paa Kontoret — Posten —

Etatsraadinden.
Lensgrevens har sagt Ja til at komme her den 23de.

Etatsraaden.
Jeg gratulerer. Du fortjener det efter de Anstrengelser, du gjorde dig paa Fanø i Sommer.

Etatsraadinden.
Anstrengelser — det er jo de yndigste Mennesker! Ja, jeg sætter nu stor Pris paa fin Tone — det gør du jo ikke —

Etatsraaden (gaar let hen over Bemærkningen).
Men hvad skal vi fange an med dem?

Etatsraadinden.
Vi maa jo indrette Selskabet ganske efter dem. Naturligvis. At de har sagt Ja, viser tydelig, at de sætter Pris paa os. Grevinden er ellers noget af det mest eksklusive — hun er ligefrem bekendt for altid at sige Nej.

Etatsraaden (munter).
Næsten alt for overvældende — Ære —

Etatsraadinden.
En Omgang med Lensgreve Aggerhjelms vil kunne forandre hele vor selskabelige Position. Hvor vil Amalie ærgre sig. Mens jeg husker det — vil du notere, at der i Morgen skrives til Strassburg efter Postejen og til Danzig efter Drivhus-Slikasparges.

Etatsraaden.
Det er den mindste Kunst. Men hvem skal vi indbyde?

Etatsraadinden (lidt usikker).
Er det nu ikke uheldigt, at Generalinde de Bretton er i Mentona — hvad skal hun ogsaa der. Men Gehejme-Etatsraad Mottlau —

Etatsraaden.
Han ligger paa sine Gerninger.

Etatsraadinden (misfornøjet).
Gud, har han nu igen Podagra. Det er ogsaa for galt, som han spiser. Amalie indbyder vi ikke. Men der er jo Rosens —

Etatsraaden (lidt forsigtig).
Og Forpagter Mortensens — som er her i Byen til den Tid —

Etatsraadinden (med et Sæt).
Jeg tror, du raser! De rædsomme landlige Mortensens med den vindøjede Datter. Sammen med Lensgrevens. Tak. Det vilde være kønt, maa jeg sige.

Etatsraaden (med alt sit Mod).
Ja, saa bliver det kønt. For jeg har skrevet og indbudt dem til den 23de.

Etatsraadinden (uvis om hun skal daane eller græde).
Men Gud forbarme sig!! Theobald, du er dog noget af det forfærdeligste —

Etatsraaden.
Ser du, Mortensens, det er jo noget for sig. Du ved godt, hvor de har været utrolig søde og gode imod mig, da jeg var en ung, fattig Stymper, der trængte til Venlighed. Ak du — de mange glade Sommerferier, jeg har tilbragt der — og Æblerne og Valnødderne, de sendte mig —

Etatsraadinden.
Ja vist — de Valnødder har jeg hørt om hundrede Gange — de har saamænd været vel anvendte. Jeg finder dem umulige, dine Mortensens. Manden, der skoggerler, og Fruen, der altid skal have Skammel —

Etatsraaden.
Hun er halt, Kære —

Etatsraadinden.
Ogsaa det, ja! Men jeg vil sige dig, at jeg løber ikke rundt og anbringer en Skammel for hendes Fødder, hvor hun saa placerer sig. (med en sidste Rest af Haab) Men det kan jo være, at de ikke kan komme.

Etatsraaden.
Det kan det jo —

(En Tjener i et lidt stærkt akcentueret Liberi bringer et Telegram paa en Sølvbakke og forsvinder.)

Etatsraaden (aabner det).
Det er fra Mortensens. Lyder saaledes: Tak. Glæder os til at tømme et Bæger med gamle Venner den 23de. Mortensen.

Dyster Tavshed. Etatsraaden kommer pludselig i Tanker om Posten og gaar til sit Kontor, hvor der er fredeligere, og hvor han daglig med megen Fordel omsætter Skind og Huder. Dog ikke i Frokosttiden, som fejres paa Kafé.

2. SCENE.

Den 23de oprinder endelig, det store Øjeblik, hvor Lensgreve, Hofjægermester Aggerhjelm og Hds. Naade Grevinden, naar de betræder den etatsraadelige Salon, indvier dens Indehavere til Delagtighed i det højeste Selskabsliv. Gæsterne er ved at samles. Med megen Besvær er til sidst en til lensgrevelige Forhold nogenlunde svarende Kreds bragt paa Benene, med Undtagelse af de usalige Mortensens, som, tarvelig klædte og maaske lidt trykkede af det mindre gemytlige ved Situationen, har anbragt sig i en Krog. Ellers funkler det med Pailletter, vajer med Hejrefjer, svæver med Flor, da alle Damerne under Haanden er blevet underrettede om de notable Gæsters Tilstedekomst. Etatsraaden med Kors om Halsen og Etatsraadinden i udringet Fløjl staar ved Døren og modtager Gæsterne. Bag Fløjlet banker Hjertet. Ganske vist er Diner’en tip-top, Borddekorationen er en Drøm af dobbelte Kirsebærblomster og lyseblaa Silkebaand, og Etatsraaden har i Dagens Anledning revet sig med et Sæt af Sølvtallerkener, da dette formentes at høre med til et Herregaards-Service i stor Stil. Intet er sparet, men alligevel — man véd aldrig! Der ventes. Konversationen er maaske ikke slet saa morsom og utvungen, som den kunde være, og Etatsraadinden begynder at vifte sig. Omsider springer Fløjdørene op og ind træder Hds. Naade efterfulgt af Lensgreven. Parret udgøres af en førladen Herre med sparsomt Haar og hængende Overskæg og en ikke just ung men meget smækker Dame med Diamanter paa en stiv Frisure og en lang, bøjelig Hals. Man hilser.

Etatsraadinden (anstrengt forekommende).
Jeg ved ikke, om Deres Naade kender de Tilstedeværende — Konferensraadinde Heltzen — Fru Wolfram — Oberst Späth —

Hendes Naade hilser paa det hende ret fremmede Selskab med den forbindtlig-ligegyldige Venlighed, som meget fornemme og selskabsvante Damer raader over, idet hun lidt nærsynet af og til iagttager de Tilstedeværende gennem sin Stanglorgnet. Pludselig tændes hendes Ansigt i et Smil, virkende som Sol paa et Snelandskab. Hun baner sig Vej gennem alt Atlask’et og Flor’et hen til Krogen.

Hds. Naade (paa Vej derhen).
Men Gud, der er jo Mortensens, de gamle Venner fra Lammerup. Hvordan har De haft det saa længe, kære Fru Mortensen? (Hun ryster deres Hænder og vender sig). Preben, kom, tænk dig, her er Mortensens fra Lammerup. Kære Etatsraadinde, det skal De rigtig have Tak for!

Man vil forstaa, at som forekommende Værtinde, der gør alt for sine Gæster, glemte Etatsraadinden ikke den ganske Aften at anbringe en Skammel foran Fru Mortensens svage Fod.