Samme Dags Aften hos Munthe. Moderne Arbejdsværelse. Langs Væggene Boghylder, midt i Stuen et stort Skrivebord, overstrøet med løse Papirer. I Baggrunden Udgang til Trappen, til venstre Munthes Soveværelse, til højre et Klaver, Længer tilbage Dør til Blomquists Lejlighed, hvorfra man hører Tale og Latter; Værelset er oplyst af et Par Lamper. Munthe kommer klædt i Aftendragt, ind fra venstre, gaar hen foran et Spejl og lægger den sidste Haand paa Toilettet. Marie kigger ind ad Døren til højre.
PERSONERNE:
| BLOMQUIST, Operasanger | FRU MELITTA BLOMQUIST, Malerinde |
| ANTON MUNTHE Forfatter, (hendes Broder) |
OSCAR HAMANN, Købmand |
| FRK. BIRGITTE STEIN | SANDER, Journalist |
| PLUM, Billedhugger | FRU ELLINOR PLUM, Forfatterinde |
| FRU MILLY KRUSE, Skuespillerinde | FRU ADELAIDE MONTELLI, Koncertsangerinde |
| LOUIS PETERSEN, Pianist | MARIE, Pige hos Blomquist |
| EN PIGE HOS PLUMS | ET PAR OPVARTERE – DAMER & HERRER |
| 3. AKT | |
| 1. SCENE | Munthe. Marie i Døren. Straks efter Fru Kruse. |
| MARIE | (vender sig og taler ud). Jo, han er her inde. |
| MUNTHE | Hvad er der, Marie? |
| MARIE | Det er hende den flotte Dame fra i Formiddags, der vil herind. |
| MUNTHE | Hvem? |
| MARIE | Der er hun. |
| Fru Kruse kommer ind, klædt i elegant Aftendragt. | |
| FRU KRUSE | Godaften, kære Munthe. |
| MUNTHE | (gaar hende i Møde). Ah, Fru Kruse. |
| FRU KRUSE | Ja undskyld, jeg kommer herind til Dem – jeg vil saa gærne tale et Øjeblik med Dem, og inde hos Deres Søster er der ingen Ro. Det er blot – ja, jeg plager Dem da vel ikke? |
| MUNTHE | Tværtimod! |
| FRU KRUSE | Tak! Naa, jeg har hørt, at De arbejder paa et Skuespil med en sjælden virkningsfuld Hovedrolle. Ja, jeg kender allerede Sujettet, en ung Kone, der myrder sin lamme Mand for at blive gift med sin Elsker, og siden af Sainvittighedsnag pines til Vanvid. Ikkesandt? |
| MUNTHE | Jo, saa noget nær. Jeg tror, det bliver gribende. |
| FRU KRUSE | Det er mageløst. Jeg haaber da, De indsender Stykket til vort Teater og tænker paa mig med den Rolle? |
| MUNTHE | Men Deres Talent er jo maaske snarere i den pikante Genre. |
| FRU KRUSE | Sig ikke det, blot fordi mit Ydre er pikant, men mit Temperament – nej! Det er netop det yderliggaaende dristige, der drager mig, Angsten, Kampen, Fortvivlelsen! Ja, De som Digter kan forstaa mig, naar jeg siger, at Samvittighedskval er min Force. Men hvornaar er der epokegørende Roller ved et Privatteater – De kan tro, det er svært at sidde hen og vente paa Opgaver. |
| MUNTHE | Sværere endnu som jeg at være født hundrede Aar for tidlig. |
| FRU KRUSE | De kan dog selv vælge Deres Stof! – men vi! (sukker.) Mig giver de fade Elskerinderoller, blot fordi jeg – ja, til Dem. kan jeg nok sige det – blot fordi jeg ser nogenlunde godt ud. |
| MUNTHE | (galant). Skal vi sige – særdeles godt! |
| FRU KRUSE | Nu maa De ikke smigre! (sukker igen.) Faar man saa en enkelt Gang Lov at tolke de store Mestre, saa aner De ikke, hvad for en Lidelse det er, ved Tæppets Fald at staa ensom mellem de andre Skuespillere, ak ja, De kan tro, der er Misundelse ved et Teater. Og saa den Sløvhedens Aand, der raader! Hvem værner om de sande Ævner! Ja, hvis De, Hr. Munthe, med Deres kunstneriske Indsigt, der netop opfatter det Særegne, hvis De i et anset Organ vilde skrive en Artikel om det centrale i min Kunst, saa ved jeg, at baade jeg og Publikum – |
| BLOMQUIST | (stikker Hovedet in ad Døren til højre). Jaha, Anton sitter här – med den skönna Fru Kruse! |
| FRU KRUSE | (rejser sig misfornøjet). Saa! |
| Blomquist kommer ind fra højre sammen med nogle samtalende Damer og Herrer, blandt dem en Dame, der af og til kaster beundrende Øjekast til ham. Munthe hilser paa dem. |
| 3. AKT 2. SCENE |
Blomquist. Fru Kruse. Munthe. Straks efter Sander og Melitta. Senere Plum og Birgitte. |
| BLOMQUIST | (forekommende). Kanske herrskapet vil slå sig ner här – ah, mycket angenämt! (byder dem tage Plads og gaar hen og raaber ud). Melitta, får vi be om litet punsch och kognak i det här rummet. |
| Melitta og Sander kommer ind. | |
| MELITTA | (idet de kommer). Nej, kære Sander, naar Du hævder, at den bitre Livsanskuelse i den Bog staar i Samklang med – |
| BLOMQUIST | Melitta, får vi be – |
| MELITTA | Ja, nu kommer Punschen. |
| FRU KRUSE | Godaften, Hr. Krogstad – |
| Et Par Herrer omrige hende. Pigen bringer en Bakke med Flasker og Glas, som hum sætter paa et Bord. I del samme kommer Plum ind fra Baggrunden med mørk Mine. Pigen hjælper ham Tøjet af og bærer det ud. | |
| PLUM | (kommer nærmere). Godaften! |
| NOGLE | Maa vi gratulere? |
| ANDRE | Hvordan er det gaaet? |
| PLUM | Forkastet! |
| SANDER | Ventede Du egentlig andet! |
| PLUM | Men er det da ikke ligefrem lumpent af de Svinemikler! Her staar jeg med to Koner – Børn er der begge Steder, og ikke desto mindre nægter de mig rent ud Statsunderstøttelse. |
| SANDER | Men gav Du egentlig Konerne noget? |
| PLUM | Det kunde godt hænde -naar jeg havde noget. |
| MUNTHE | Men det har Du aldrig. |
| MELITTA | Saa ere de jo egentlig lige vidt. |
| SANDER | Trøst Dig. Jeg skal i en bidonde Artikel flette Dig en Martyrkrone, der skal lyse vidt over Lande. |
| PLUM | (gaar hen og skænker et Glas Kognak). Tak, den Hovedbeklædning er gaaet saa forbandet af Mode. |
| MELITTA | Men hvor er Birgitte? |
| BLOMQUIST | Jag tror, hon stannade ensam quar i den andra salongen! |
| MELITTA | Men bevares – |
| Hun gaar hurtigt ud til højre, og kommer straks efter ind med Birgitte, der følger hende lidt modstræbende. | |
| BIRGITTE | Jeg vil meget hellere blive derinde. |
| MELITTA | Nej, vist ej, søde Birgitte. (til de andre.) Hun blev lidt ilde tilpas i Formiddags, da hun malede, saa jeg beholdt hende for at passe paa hende. |
| SANDER | (med Vægt). Det var vist ogsaa det klogeste. |
| FRU KRUSE | Hvordan har De det nu? |
| BIRGITTE | (sætter sig). Jo tak, bedre. |
| FRU KRUSE | Hun ser bleg ud, Barnet! |
| BLOMQUIST | Får jag inte bjuda, frøken Stein på et glas punch? |
| BIRGITTE | Nej Tak! |
| BLOMQUIST | En cigarett? |
| BIRGITTE | Heller ikke. |
| BLOMQUIST | Into det – nå! |
| Han skænker og byder et Glas til den beundrende Dame, der sætter en Rose i hans Knaphul, som han naadigt modtager. Selskabet gaar hen og drikker. | |
| FRU KRUSE | (til Sander). Hvornaar kommer De og ser min Papegøje? |
| SANDER | Snakker den om Teatret? |
| FRU KRUSE | Nej. I mit Hjem eksisterer Teatret ikke. Der er jeg kun mig selv. |
| SANDER | Frue – saa kan De glæde Poppedrengen med, at jeg kommer med det allerførste. |
| De gaa hen til de Andre. | |
| MUNTHE | (sætter sig hos Birgitte).Frøken Birgitte, hvorfor vil De slet ikke tale med mig? |
| BIRGITTE | (venlig, ligegyldig). De tager fejl. Jeg vil ovorordentlig gærne tale med Dem. |
| MUNTHE | De maa give mig Lov at forklare Dem alt. Det er da ingen Forbrydelse, at jeg er gift. |
| BIRGITTE | (venlig). Paa ingen Maade – det kom blot lidt uventet. Hvorfor havde De ikke sagt mig det? |
| MUNTHE | Det skulde komme senere. Desuden – jeg troede ikke, det vilde gøre nogen Forskel i Deres Følelser. |
| BIRGITTE | De mente, det var en Bagatel! Ja, hvorfor ikke! |
| MUNTHE | De er jo storstilet og fordomsfri. |
| BIRGITTE | Der er maaske de Fordomme, der er fornuftige – hvem ved! |
| MUNTHE | De vil forstaa alt, naar De hører af mig selv, hvad jeg har lidt. |
| BIRGITTE | (ligegyldig). Det skal interessere mig særdeles. |
| MUNTHE | (ser inderligt paa hende). De alene har jo det i Deres Væesen, der i blødt vibrerende Toner bringer Bud til min Sjæl og faar alle mørke Punkter til at forsvinde. |
| BIRGITTE | (smiler lidt). Dog ikke Dens Kone. |
| MUNTHE | Nævn ikke hende nu. Vil De, som Pant paa, at De ikke er vred, give mig en at de Blomster, som De drejer der imellem Deres Fingre? |
| BIRGITTE | (giver ham en Blomst). Værsaagod – der er en endnu – og nok en! (Kaster alle de Blomster til ham, som hun har i Haanden.) Tag dem kun! For mig er alle Blomster visnede, men gid De altid maa finde fuldt op paa Deres Vej. |
| Hun rejser sig og slutter sig til de Andre. Munthe set efter hende og gaar lidt efter hen til hende. | |
| BLOMQUIST | (drikker). Hvad vore denna usla verld, om inte man finge ett glas punsch emellanåt! (begejstret.) När den klara Ijusgula drücken sänker sig mjukt i vårt inre, så lägger den sig som bomull bring hjertat i ädel tjusning för det ideella och det sköna. |
| Et beundrende Blik fra Damen. | |
| MELITTA | Hvordan gik det saa paa Teatret i Dag? |
| BLOMQUIST | Hur det gick! Jag bad tala vid direktøren, och så sa jag honom sanningen, så att han baxnade. Inte skall han inbilla sig, att han på det där sättet skall kunna få hanskas med Hemming Blomquist – inte! För en talang som min står hela verlden öppen. |
| MELITTA | Tror Du! |
| BLOMQUIST | Tör jag fråga, om det i hela Skandinavien fins en enda tenor med så snekande tonfall som mitt! |
| SANDER | (vender sig drillende). Hvad siger Du om Thomsen, Lille Blomquist! |
| BEUNDRENDE DAME | (ringeagtende). Thomsen, kære Hr. Sander. |
| FRU KRUSE | Han har en dejlig Stemme. |
| BLOMQUIST | (indigneret). Våger ni nämna. Thomsens röst i samma andedrag som min! Inte en styfver ger jag för en tenor, som totalt saknar det outsägliga, som smällter samman med sopranen i erotisk känsla. |
| SANDER | Thomsen er virkelig meget erotisk. |
| PLUM | Ikke uden Held. |
| FRU KRUSE | I „Trubaduren” synger han da charmant. |
| BLOMQUIST | (mere og mere irriteret). I „Trubaduren”! Det är den eländigaste pöjta, jag någonsinn hört och sett, båda når han sjunger och när han presenterar smala ben i ljusgrå trikå. |
| FRU KRUSE | Han er netop meget velskabt. |
| BLOMQUIST | Men låt honom bara sjunga för tomma bänkar – låt honom bara det! |
| SANDER | Der var da, udsolgt sidst. |
| BLOMQUIST | (ude af sig selv). Ja så – ni tycks vilja chikanera mig! Skogstad, var så snäll och kom hit och ackompanjera mig. |
| EN HERRE | (nærmer sig).Med Fornøjelse. |
| BLOMQUIST | Jag ämner sjunga en of Manricos stora arior för härskapet. |
| BEUNDRENDE DAME | Aa tænk! |
| MELITTA | Skal vi så ikke heller gaa ind til mig? |
| BLOMQUIST | Nej, stanna, jag vill sjunga genast här, mens jag är i affekt, men jag sjunger endast med half röst – för att ekonomisera. |
| Han konfererer et Øjeblik sagte med Herren er har sat sig til Klaveret, og synger saa til hans Akkompagnement en Arle af Trubaduron. Honimod Slutningen knækker Stemmen en Smule over paa en meget høj Tone. | |
| BLOMQUIST | (stanser fornærmet). Jag kan alls inte sjunga i det här rummet. I allt detta fördömda skräp af mattor och bokhyllor finns där ju hvarken akustik eller resonnans. |
| Pavse. | |
| BEUNDRENDE DAME | Det var yndigt alligevel. Tusind Tak. (vender sig til de Andre.) Storartet! |
| Blomquist hilser hende værdigt, skænker et Glas Punsch og sætter sig med kränket Mine. | |
| BEUNDRENDE DAME | Det er en mageløs Klang. |
| FRU KRUSE | (til sin Sidemand). Med Smør – hvad! |
| MELITTA | Nu maa virkelig Fru Kruse ogsaa give noget til Bedste. |
| FRU KRUSE | (afværgende). Jeg – Gud nej, jeg kan kun paa Teatret. |
| FLERE | Aa jo – |
| SANDER | Naar Fru Kruse ikke vil, saa – |
| MELITTA | Ja, saa maa vi jo give Afkald. |
| Pavse. | |
| FRU KRUSE | Hvilke Digte har De? |
| MUNTHE | (gaar hen til en Boghylde). Alle, tror jeg. |
| FRU KRUSE | Ogsaa Plougs Digte? |
| MUNTHE | (bringer hende en Bog). Værsaagod, Frue her er de. |
| FRU KRUSE | Naa, saa skal jeg da deklamere et Par Strofer, saa godt jeg kan. |
| ALLE | (opmuntreude). Aa – |
| FRU KRUSE | (stiller sig op). „Et Kys”! |
| Hun fremsiger Digtets første Afdeling i bravurmæssig Tone og slutter med en let Nejen for Selskabet. | |
| ALLE | Bravo! |
| BLOMQUIST | Til sin Sidemand). Jag tyckor, hon är ryslig pretentiøs! |
| PIGEN | (kommer ind fra højre med et Maleri). Frue, nu er her igen kommet et Skilderi af Herren. |
| MELITTA | (slaar Hænderne sammen). Ih, Gud forbarme sig. |
| BLOMQUIST | (springer op). Får jag se! |
| Betragter det ivrigt sammen med de Andre. | |
| SANDER | Det er da i Ridderdragt? |
| BLOMQUIST | Ja, det är ifrån „Lohengrin”. |
| SANDER | Naa, Gudskelov. |
| BLOMQUIST | Halskedjan fattes, men annars är det en treflig likhet. |
| BEUNDRENDE DAME | Sandelig ikke flatteret. |
| BLOMQUIST | (lader spøgefuld). Hvad! Är det inte tillräcklig veckert? Här är alldeles för svagt ljus. Melitta, hvar är reflektorn? |
| MELITTA | I Atelier’et. |
| BLOMQUIST | Kom vänner! |
| Mod Undtagelse af Sander og Munthe gaa Alle ud til højre efter Blomquist, der bærer Billedet. Munthe vil gaa hen til Birgitte, men da han ser hende nærme sig Sander, sender han hende et bebrejdende Blik og slutter sig til at Par tilbageblevne Gæster. Han gaar derpaa ud sammen med dem. |
| 3. AKT 3. SCENE |
Sander. Birgitte. Tilsidst Hamann. |
| BIRGITTE | Hr. Sander, aa, bliv et øjeblik. |
| SANDER | (vender sig). Ja, gærne, Frøken. |
| BIRGITTE | Aa nej – (vaklende.) jo – det var blot noget, jeg vilde bede Dem om. De er saa klog og erfaren. |
| SANDER | Erfaren – ja, klog, nej. |
| BIRGITTE | Alle henvender De sig jo til Dem og vil have fat i Dem. |
| SANDER | (trækker paa Skulderen). Ja, fordi de vil bruge mig – paa Prent. |
| BIRGITTE | Men det vil jeg ikke. Jeg vil blot tale med Dem som Menneske, fordi jeg uvilkaarligt har mest Tillid til Dem. |
| SANDER | (venligt). I saa Fald svarer jeg helst af Alle Dem. Hvad er det saa, De ønsker? |
| BIRGITTE | Jeg vil blot bede Dem blive herinde, og hvis – hvis Hr. Hamann kommer, saa tal med ham og se at faa ham til at gaa igen – vil De? Sig, at jeg ikke er rask, eller at han ikke er velkommen, eller at – ja, hvad De vil, blot han ikke faar mig i Tale. |
| SANDER | Er han indbudt? |
| BIRGITTE | Nej, men jeg ved, at Hr. Munthe har søgt ham paa Hotellet, saa er det jo muligt, at han kommer for at høre, hvad det gjaldt, især da jeg – jo, jeg er vis paa, at han kommer. |
| SANDER | Hvorfor er De vred paa Hamann? |
| BIRGITTE | Det vii jeg nødig taleom. Han foraarsagede noget i Dag, der var mig saa forfærdelig pinligt – |
| SANDER | Ah — jeg har nok hørt det! |
| BIRGITTE | Jeg skammer mig for mig selv og for de Andre og for ham, især for ham! Helst vilde jeg kun græde og blive ved at græde, til alle mine Følelser og Tanker vare blevne til Taarer, saa der slet ingenting blev tilbage af det, der var. |
| SANDER | Slet ingenting! Det var Synd -for os Andre! |
| BIRGITTE | Har De nogensinde væeret henne et Sted, hvor der lige har været Ildebrand? |
| SANDER | Ja naturligvis. Jeg har Brandtegn. |
| BIRGITTE | Husker De, hvor der ser hærget og tilsølet ud, og hvor alt er kommet til at ligge paa de gale Steder – helt i Flæng, saa det ser ud, som der aldrig kunde komme Ro og Skønhed igen. Saadan ser der ud i mit Indre nu – hver en Tanke er forrykket, hver en Følelse traadt sønder. Jeg forstaar ikke mere mig selv og ikke det udenom mig heller. |
| SANDER | Husk, paa Brandtomter bygger man jo op igen – noget nyt! |
| BIRGITTE | (ser hen for sig). Ja, det gør man jo nok. (vender sig imod ham) Synes De, jeg skulde uddanne mig til Sygeplejerske? |
| SANDER | (smiler lidt). Jeg vil sige Dem paa Forhaand – Hospitalskost er skral. |
| BIRGITTE | De maa ikke slaa mig af mede Spøg. |
| SANDER | Jeg har selv ligget der. Det var min Sæl ikke Spøg. |
| BIRGITTE | Jeg ved nok, det er underligt af mig at tale om egne Anliggender til Dem, der er mig halvvejs fremmed, men jeg føler mig i dette Øjeblik saa forfærdelig ene her, trænger saadan til Forstaaelse. |
| SANDER | (i en varmere Tone). Sig mig, er Hamann ikke Deres gamle Ven? |
| BIRGITTE | Jo! Det vil sige – før, saa – |
| SANDER | Hvorfor saa ikke tale med ham? |
| BIRGITTE | (heftig). Nej nej, ikke med ham, ikke for alt i Verden. Jeg vil aldrig mere se ham. |
| SANDER | Naar jeg giver Dem det Raad, saa er det, fordi jeg selv smigrer mig med at være en god Ven – det er vist det eneste, jeg er. Ser De, Frøken Birgitte, Deres Tillid har glædet mig, og dog maa De have følt, hvor mine Ord mod min Vilje er fremmede og tomme. Det kommer af, at det gaar med Venner som med Støvler, de gamle passer En alligevel bedst. |
| Hamann kommer ind fra Baggrunden, uden at Birgitte mærker det. | |
| SANDER | Se der – vend Dem! |
| Birgitte farer sammen, hilser hurtigt og gaar ud til højre, mens Hamann gaar et Par Skridt efter hende. |
| 3. AKT 4. SCENE |
Hamann. Sander. |
| SANDER | Det hjælper ikke – hun vil være paa Krigsfod. |
| HAMANN | Har hun udtalt til Dem, at – |
| SANDER | Ærligt talt, Kære, hun har givet mig det Hverv at faa Dem til at gaa Deres Vej, i Fald De kom. |
| HAMANN | Naa saadan! Ja, saa Farvel. |
| SANDER | Nej stop, saa er der jo netop Anledning til ikke at gaa. Ja undskyld, men Tilfældet gør mig her til Deres Fortrolige. Hun er vred paa Dem, smækvred, ergo er det Dem, hun holder af – hvem gider blive vred paa Den, der er En ligegyldig, og altsaa man De se at faa hende til at bede om Forladelse. Saadan vil de som bekendt have det. |
| HAMANN | Saa længe det var de Andre, der bekæmpede mig, var det mig en Svir at slaa fra mig, men naar det er hende selv, der ikke vil se mig, hvad andet har jeg saa at gøre end at give tabt og gaa. |
| SANDER | De har at holds Stillingen, hvis De virkelig vil have hende. Ja, hvad er Deres Mening? |
| HAMANN | Simpelt hen at gifte mig med hende – jo før jo heller. |
| SANDER | Jeg kan tænke det. De ser mig ud til at være modig. |
| HAMANN | Hvordan modig? |
| SANDER | Pigen er sød, det indrømmer jeg, men hun synes at være lidt ømtaalig med Hensyn til det, Fru Plum kalder for Livskravet. |
| HAMANN | Jeg ved godt, det er ingen Engel, jeg elsker – Gudskelov, det er hende, Mennesket, Kvinden, den lille brune Plet paa hendes Kind, hendes lyse Smil, hendes Fejl som hendes Godhed, aæt det, der samlet gør netop hende til den Eneste, jeg kan tænke mig at gøre til Vennen for Livet, Den, med hvem man har een Sjæl, eet Liv, eet Hjem, een Grav. |
| SANDER | Farlige Fællesgoder! |
| HAMANN | Hvor alting kommer anderledes, end man tror, saa underlig modsat Ens Vilje. Jeg har altid været vis paa, at den Kvinde, der sagde mig Nej, eller blot bad mig om Betænkning, hende ville jeg gaa bort fra med det sammen for aldrig at komme igen. Og saa nu – ja, hvis hun blot vilde høre paa mig, saa føler jeg, at jeg kunde blive ved at tale milde Ord til hende, som man taler til et Barn, der er vildfarende og træt, og at jeg atter og atter kunde byde hende mig Hjerte og mit Hjem, fordi jeg tror, det var det bedste for os begge. |
| SANDER | Tillid er smuk. |
| HAMANN | Ja, undskyld mig, det, jeg her siger, forstaar De sikkert ikke. |
| SANDER | Snarest altfor godt – jeg har nemlig gjort adskillige Felttog med. Men da en af mine faa Leveregler er den, at Enhver saa vidt muligt skal følge sin Lyst i denne mangelfulde Eksistens, og det virkelig er Deres Attraa at blive Ægtemand, saa skal jeg gøre mit til, at De ikke gaar glip af denne Livets Balsam. Jeg kan desuden godt lide Dem – De er sa dejlig usammensat. |
| HAMANN | Men hun er jo som nedsyltet i alt dette. Naar ikke engang det har hjulpet, at hun fik at vide, Munthe er gift, hvad Pokker hjælper saa! Jeg indser det fuldkomment ørkesløse i med Ord at ville slaas med det stive haardnakkede Noget, der hedder Anskuelser. |
| SANDER | Det er sikkert. Det gaar med Anskuelser som med Søm. Jo mere man dunker løs paa dem, jo fastere kommer de til at sidde. |
| HAMANN | Saa er det jo komplet umuligt. |
| SANDER | Aldeles ikke, man skal blot sørge for, at Klarsynet kommer gennem egen Impuls. Det er vist, at De kunde tale og præke til Dagenes Ende uden mindste Udbytte, kun noget hos hende selv, en Tanke, et Glimt, noget, der saarer hendes Følelse og ægger hende til at sige imod; kun det kan bringe Omslaget frem. Og hun er lige ved det – hun hader Dem og nævner ikke Munthe, hun forstaar ikke sig selv og taler om en Brandtomt i sit Indre – jeg tror endog, hun strejfede Ordet Sygeplejerske – det plejer at være et sildigt Stadium. Kort sagt, det, De mangler, er ikkun Draaben, der skal faa Bægeret til at flyde over. |
| HAMANN | Og denne kostelige Draabe, hvor finder jeg den? |
| SANDER | Sgu ikke ved at gaa Deres Vej. (trækker Overfrakken af ham og lægger den fra sig.) Lad Dem ikke drive herfra paa nogensomhelst Betingelse og se saa Øjeblikket an – dog helst i en anden Stue end den smukke Frøken – saa skal jeg foreløbig sende Dem Munthe herind. |
| HAMANN | (rækker ham Haanden). Tak for Deres gode Vilje. |
| SANDER | Ingen Aarsag! Jeg har set saa megen Ulykke blive til, naar gale Mennesker faar hinanden – ja, jeg mener dermed, at Forsynet som oftest er lidt uheldigt i Valg of Ægtefæller, saa at jeg virkelig skulde glædes, hvis det for en Gangs Skyld her skulde lade de rette falde i hinandens Arme. Og hvem ved – man har dog før set saa galt. |
| Han gaar ud til højre. Straks efter kommer Munthe Ind. |
| 3. AKT 5. SCENE |
Munthe. Hamann. Senere Adelaide. |
| MUNTHE | (lidt kølig) Godaften. Hr. Sander sagde mig, at De ønsker at tale med mig. |
| HAMANN | Jeg antog, siden De har søgt mig, at — |
| MUNTHE | Ja, jeg søgte Dem, fordi jeg fandt, at De skylder mig en Forklaring. |
| HAMANN | Jeg er ganske til Deres Tjeneste. |
| MUNTHE | De blev i Dag, ved et Tilfælde, Vidne til mit Møde med – |
| HAMANN | Med Deres Kone – ja! |
| MUNTHE | Et Møde, som paa Grund af forhaandenvæerende Omstændigheder var lidt uheldigt. |
| HAMANN | Ja, temmelig uheldigt. Men det gør maaske ikke noget? |
| MUNTHE | De mener – overfor Frøken Stein, kan jeg tænke. Nej, hun er af dem, der ser langt og stort. Lad hende blot kende mig helt gennem dette, saa er min Magt over hende den samme som før. |
| HAMANN | Jeg gratulerer. |
| MUNTHE | Jeg forlanger blot af Dem, og det har jeg Ret til, siden De synes at være Fru Munthes eller Montellis Fortrolige, at De giver mig Oplysning om, hvad Mening og hvad Planer hun har, saa at jeg kan vide, hvad jeg har at holde mig til, og om muligt kan undgaa en pinlig Forklaring mellem hende og mig. |
| HAMANN | En Forklaring kan næppe undgaas, hvad enten pinlig eller ikke. |
| MUNTHE | Hvorledes — mener De? |
| HAMANN | Deres Frue har bedt mig bringe Dem den Besked, at hun vil indfinde sig her om lidt, da hun ønsker at tale med Dem endnu i Dag. |
| MUNTHE | Her – det er umuligt – i hvert Fald yderst ubelejligt. Her er Gæster. |
| HAMANN | Da ikke i Øjeblikket, saa vidt jeg kan se. |
| MUNTHE | (peger paa Døren tilhøjre). Derinde hos min Søster! De hører selv – |
| HAMANN | Godt, gaa kun derind, saa skal jeg tage imod Fruen og meddele hende, hvad De finder for godt. |
| MUNTHE | For at De yderligere kunde bringe mig i Fortræd. Jeg takker. De er min Rival, jeg ved det, og De har søgt at føre Deres Krig igennem med de mest perfide Vaaben. |
| HAMANN | Hvorledes – jeg har tilladt mig at give Deres Frue et Raad – intet andet. |
| MUNTHE | (irriteret). Kender De noget Menneske nok til at give Raad. Jeg har tænkt meget og levet meget, og dog har jeg aldrig helt forstaaet den dybeste Aarsag til mine Handlinger. Derfor valgte jeg Symboliken for at skildre, hvad der ligger bag det Liv, hvorom vi intet ved. Hvor tør jeg da raade Andre? |
| HAMANN | Det tør jeg saa udmærket. |
| MUNTHE | Ja, fordi der i Deres groft konstruerede Bevidsthed kun findes nogle faa enkle Begreber. Aldrig flyder i en Hjerne som Deres blot faa af dem sammen til en svag Forestilling om Livets i Tusinder af Traade sammentvundne Væv. |
| HAMANN | Naar blot jeg har godt fat i min egen lille Traad, saa bekymrer jeg mig ærligt talt kun lidt om de mange Knuder paa Deres. |
| MUNTHE | Jo kunstigere Islæt, jo mere udviklet Liv. |
| HAMANN | De mener – indviklet. |
| MUNTHE | (heftig). Bliv kun ved! Intet stempler en Tankegang mere end dum Gøren Nar ad det, man ikke kan fatte. Derfor har jeg hævet mig over Deres drilske Tale, men vogt Dem dog! Jeg er i en Stemning, hvor mine Nerver sitrer og dirrer. Det Øjeblik kunde komme, hvor jeg ikke er Herre over mig selv. |
| HAMANN | Hvis De blot kan opsætte Øjeblikket en Smule, bliver det forhaabentlig ikke mig, men Deres Frue, der kommer til at nyde godt af Eksplosionen. Naa, det banker, det er muligvis hende. |
| Munthe gaar hen og lukker op. Adelaide træder ind. | |
| ADELAIDE | Godaften! Du var vist gennem Hr. Hamann forberedt paa mit Komme. |
| HAMANN | Ja, jeg glædede straks Deres Mand dermed. |
| MUNTHE | Tør jeg bede Dig tage Plads. |
| HAMANN | (lidt nølende). Maa jeg saa tillade mig at tage Afsked – |
| MUNTHE | Farvel! |
| ADELAIDE | Nej, jeg beder Dem – bliv! De har i Dag vist Dem som en saa nydelig Ven af min Mand – |
| HAMANN | (smiler). Glæder mig. – |
| MUNTHE | (tilkaster ham et irriteret Blik). |
| ADELAIDE | Og De er optraadt saa chevaleresk overfor mig som Dame, at det vil være mig kært, om De vil være til Stede ved vor Samtale. Det vil være en moralsk Støtte baade for ham og for mig. |
| HAMANN | Kære Frue, just i Moralen tror jeg ikke, Deres Mand plejer at søge sin Støtte, saa jeg vil overlade til ham at bruge de Argumenter, der i hans Øjne er mere fyldestgørende. |
| ADELAIDE | (med et Bilk til Munthe). Aa – Hamm,. |
| HAMANN | Men siden De ønsker det, skal jeg med Fornøjelse i en anden Stue oppebie Resultatet af Deres Samtale, og staa til Disposition, ifald De maatte ønske min Ledsagelse herfra. |
| ADELAIDE | (nikkerr venligt). Tak! |
| Hamann ser til Dørene med en spørgende Bevægelse. Munthe aabner Døren til venstre for ham og kommer tilbage. |
| 3. AKT 6. SCENE |
Munthe. Adelaide. |
| MUNTHE | Altsaa – Du har ønsket en Samtale. Jeg beder Dig – lad os komme til Sagen. Min Tid er lidt knap. |
| ADELAIDE | (elskværdig). Lad mig begynde med at sige, at Du har rørt mig dybt. Jeg er en Trækfugl, en Nattergal, der flakker rundt i Verden. Hyldest faar man nok af, naar man har lidt Charme og lidt Chic, men Hengivenhed, det er jo straks en mere nobel Følelse, der bibringer En Tro, baade paa en højere Styrelse og paa Ens medfødte Elskværdighed. |
| MUNTHE | (tørt). Især det sidste, formoder jeg. |
| ADELAIDE | (smiler til ham). Justement! Tak, Alfred. |
| MUNTHE | (irriteret). Anton! |
| ADELAIDE | (undskyldende). Ah, pardon – det er jo sandt, det var Baronen, der hed Alfred. Enlin – tak, Anton, fordi Du har tilgivet og glemt mine svage Sider. |
| MUNTHE | Men det har jeg ikke – lad os heller straks komme til Forstaaelse. Jeg har aldrig glemt, aldrig tilgivet, at Du be-nyttede Dig af min drengeagtige Forelskelse til at bemægtige Dig mit Navn, min Fremtid, min Position, kort sagt, mit Liv, blot for at staa som Frue paa Plakaten og derefter hensigtsløst gemytligt at søle det hele til. |
| ADELAIDE | (forbavset). Hvad er dette – qu’est ce que c’est que ca! |
| MUNTHE | Havde en flammende Lidenskab tændt dine Sanser i Lue, saa havde jeg baade forstaaet og tilgivet. Jeg ved at bøje mig i Beundring for den Kvinde, der skrider gennem Syndens Nat med Kærlighedens lysende Banner højt over Hovedet! Men var Du i Stand til det – nej! Hvad var det, Du var opfyldt af – udannet Forlystelsessyge og vulgær Livsappetit. |
| ADELAIDE | Jeg er komplet konsterneret. |
| MUNTHE | Ja, lad det kun komme frem – længe nok har jeg været nødt til at tie. Som en Mare har det dumme Ægteskab hvilet paa mig, irriteret og pint mig og plettet mit Navn. |
| ADELAIDE | Er det mig, der er sindsforvirret, eller er det Dig? Hvad betød da din Søgen og din glade Modtagelse fra før? |
| MUNTHE | Den beror paa en Fejltagelse, opstaaet ved denne utaalelige Hr. Hamanns Griben ind. |
| ADELAIDE | Mais mon Dieu, har jeg selv set dit Avertissement, eller har jeg ikke? |
| MUNTHE | Ja, det er sandt, jeg har søgt Dig og ønsket dit Komme, just ikke for at faa den Glæde at se Dig igen, men for at kunne blive skilt fra Dig og gift med en Anden, som min Hu nu staar til. Der har Du den hele Sammenhæng. |
| ADELAIDE | Naa, saadan at forstaa! |
| MUNTHE | (uden at ænse hende). Endelig staar jeg da nu ved Maalet! Endelig kan jeg da trække Vejret og blive befriet fra den Fortid, der har hængt ved mig som en Borre. |
| ADELAIDE | (rejser sig indigneret). Det er nok – un mot de trop, Monsieur! Det Ord skal Du komme til at fortryde. Jeg – en Borre! Eh bien, saa lad mig være en Borre – jeg nægter at lade mig skille. Naar Du tager det paa den Maner, saa er der vinket af, min Ven. |
| MUNTHE | (med en Bevægelse). Hvad siger Du? |
| ADELAIDE | Jeg siger: All right! Her kommer jeg fuld af den pureste Velvilje og Sympathi, og saa bliver jeg modtaget paa det mest uforskammede. At vi overhovedet blev gifte, det plejer man da at være To om, og hvad det anbelanger, at jeg har hængt ved Dig som en Borre, saa synes jeg ikke, jeg har gaaet Dig synderlig i Vejen, eftersom jeg i samfulde tre Aar har været væk – „effacee comme un reve!” |
| MUNTHE | (bliver betænkelig og skifter Tone). Adelaide, misforstaa mig ikke! |
| ADELAIDE | Nej, det skulde jeg ved den godeste Gud have ondt ved. |
| MUNTHE | Jeg havde, lige før Du kom, haft en lidt ubehagelig Samtale, der havde hidset mine Nerver. Jeg mente ikke saadan, hvad jeg sagde. |
| ADELAIDE | Ikke det – naa! |
| MUNTHE | I hvert Fald kan jeg ligesaa godt mene noget andet – se det fra en anden Side. Den menneskelige Bevidethed har jo flere – |
| ADELAIDE | Facader – ja! |
| MUNTHE | Ganske vist passede vi daarligt sammen, men kan hænde, at Fejlen ogsaa var min, og at din godhjertede lette Natur ofte maatte døje ondt under mine Nervers anspændte Liv. |
| ADELAIDE | Bagefter kommer tyndt Øl – Merci, mon ami! Nok er jeg let af mig, men saa let forvinder jeg ikke et ondt Indtryk. Om Du vilde traktere mig med alle de poetiske Ord, Du kan finde i din Pose, og det er vist mange, saa kommer Du lige vidt med mig. |
| MUNTHE | (overtalende). Adelaide – |
| ADELAIDE | (følesløs). Jeg sagde – Du kommer lige vidt mod mig, og dermed har vi To gjort op. |
| MUNTHE | Vent dog – vent! (gaar hen og kalder ud til højre.) Melitta, hør lidt, du maa komme. |
| ADELAIDE | Melitta! A la bonne heure – lad hende blot komme an! |
| Melitta kommer skyndsomt ind fra højre. |
| 3. AKT 7. SCENE |
Munthe. Adelaide. Melitta. Straks efter Blomquist. |
| MELITTA | (studser). Du her – Godaften! |
| MUNTHE | Melitta, det hele staar stille! Adelaide nægter at lade sig skille. |
| MELITTA | Hvorfor? |
| MUNTHE | Lidt gammel Bitterhed fra min Side – et Par uoverlagte Ord – |
| ADELAIDE | (peger pa |
| MELITTA | (venligt). Kære Adelaide, Du har jo et godt Hjerte, og jeg ved, at Du opgiver al Modstand, naar Du herer, at Antons Fremtidshaab i dette Øjeblik staar paa Spil. Han er forlovet. |
| ADELAIDE | Naa – det er jeg ogsaa. Det er, ikke svært at blive. Men naar nu – |
| Blomquist kommer ind fra højre. | |
| BLOMQUIST | Hvar är den tyska tidningen, där jag omtalds som Romeo – (ser Adelaide.) Ah – |
| MELITTA | (forestiller). Fru Munthe – |
| ADELAIDE | Montelli! |
| MELITTA | Min Mand – |
| BLOMQUIST | Charmerad att få göra fruns bekantskap! |
| MELITTA | Vi var midt i en lidt vanskelig Diskussion. |
| BLOMQUIST | (konverserende). Stannar frun länge qvar? |
| MUNTHE | (peger paa Døren til venstre). Kære Blomquist, den Avis, Du søger, ligger vist derinde. |
| BLOMQUIST | Ja så, nå – ursäkta! (Gaar ud til hojre med lidt krænket Mine.) |
| MELITTA | Ser Du, Adelaide, Anton fandt kun Mislyd i sit Ægteskab med Dig – lad saa være, at han selv har haft sin Del deri, men saa meget maa Du dog ind-rømme, at et mislykket Ægteskab altid er en Hæmsko for en ung Mend, der vil frem. |
| ADELAIDE | Saa – ! Den gjorde maaske ikke Lykke, den Bog, han skrev om mig? |
| MUNTHE | Det er jo en Forfatters Styrke, at ban formaar at omskrive sine Sjælelidelser til Kunst. |
| ADELAIDE | (tørt). Og Penge – ja! |
| MELITTA | Du vil dog vel ikke brutalt nægte ham at nyde Lykken, lige hvor den træder ham i Møde! En ung Pige elsker ham og beundrer hans Talent. Hun er fint forstaaende, smuk, dannet – |
| MUNTHE | Oprindelig frisk! |
| ADELAIDE | Alt det, jeg ikke er – efter jeres Mening! Tak, hvis I tror at formilde mig med at rose min Efterfølger, saa tager I fejl. Efter hende kan I nu skyde en hvid Pind. |
| MUNTHE | Adela – |
| ADELAIDE | Men for jeg gaar, skal I dog have at vide, at jeg selv var kommen herhen for at faa Skilsmissen i Stand. |
| BEGGE | Hvordan |
| ADELAIDE | Jeg kom herhen i Forsonlighed og Fred for at sige til Munthe: Jeg kan med min bedste Vilje ikke vende tilbage fordi jeg har lovet min Forlovede at gifte mig med ham, og jeg kan ikke svigte ham. Mens jeg er her, saa ved jeg, at han gaar derovre i Smiths Pensionat og vrider sine Hænder, den Arme, indtil han har mig igen. „Le pauvre cheri!” |
| MELITTA | Jeg kom herhen i Forsonlighed og Fred for at sige til Munthe: Jeg kan med min bedste Vilje ikke vende tilbage fordi jeg har lovet min Forlovede at gifte mig med ham, og jeg kan ikke svigte ham. Mens jeg er her, saa ved jeg, at han gaar derovre i Smiths Pensionat og vrider sine Hænder, den Arme, indtil han har mig igen. „Le pauvre cheri!” |
| MELITTA | Men saa tag dog mod Fornuft, kære Adelaide, om ikke for vor Skyld, saa for din egen og for hans. Naar Du nægter at lade Dig skille, saa kan Du jo heller ikke selv blive gift. |
| ADELAIDE | For min Skyld ingen Allarm. Naar alt kommer til alt, kan jeg have den samme Fornøjelse af Petersen uden det. |
| MELITTA | Adelaide, husk dog paa det Gode, der trods alt var imellem os. |
| ADELAIDE | Hvad det angaar, var det tyndt bevendt. Istedetfor at tage jer af mig, gjorde I Nar ad mig, fordi jeg ingenting havde lært. Jo, kan I huske, hvor I haanede mig engang, jeg havde skrevet „taalmodig” t-o-l -, ligesom det ikke kunde hændes den Bedste at glemme et D. |
| MUNTHE | (undskyldende). Det var dengang! |
| ADELAIDE | Ja netop! Den savoir vivre og sociale Verden, som I skulde have hjulpet mig til, den har jeg nu skaffet mig selv ved en dannet Omgang og et vekslende Liv. Derfor blæser jeg nu ogsaa Jer et langt Stykke og gaar hjem og pakker mit Tøj og rasler afsted i Morgen tidlig med Toget Kl. 7.20, og saa kan i jo se, hvornaar I igen faar Fingre i mig. |
| MUNTHE | Tænk i Tide paa det Ansvar at afskære to Mennesker fra Lykken. |
| ADELAIDE | Hvad den Ting anbelanger, saa er det jo en ren Velgærning for Dig, min Kære! |
| MUNTHE | Hvordan? |
| ADELAIDE | Sagde Du ikke lige selv’ at en Digter skriver sine Lidelser om til Kunst? Altsaa, jo grueligere Du sørger, jo bedre bliver dine Bøger, og det er da, saa vidt jeg kan forstaa, en reel Fordel baade for dem, der skal sælge dem og for dem, der skal læse dem, for ikke at tale om Dig selv. Jeg faar næppe dine Digte at se, men ovre paa den anden Side Jorden, paa Ny Zeeland eller Portorico, hvor Portvinen gror, der skal det være mig en sand Fornøjelse at tænke paa, at jeg, blot ved at være til, kan hjælpe paa mit Hjemlands Poesi og nervepirrende Kunst. Med den behagelige Tanke vil jeg tage Afsked paa ubestemt Tid og ønske at Lidelsen maa hænge fast ved dit Liv som en Borre til stadig Profit for Dig selv og dit Folk. Tak for dengang – au revoir! |
| Hun gaar med krænket Mine ud i Baggrunden. | |
| MUNTHE | (der har søgt at holde hende tilbage). Hun gik! |
| Han synker tilintetgjort om i en Stol. |
| 3. AKT 8. SCENE |
Melitta. Munthe. Straks efter Blomquist. Tilsidst Fru Plum. |
| MELITTA | Er Du da fra Sans og Samling, at Du fornærmer hende istedetfor at smigre hende alt det, Du kan. |
| HAMANN | Ja, jeg er fra Sans og Samling! Den irriterende Hr. Hamann havde ægget mig op. |
| MELITTA | Det kan man kalde at varetage sin egen Tarv. |
| MUNTHE | Lad mig være i Fred, for Pokker! |
| Blomquist kommer ind igen fra venstre. | |
| BLOMQUIST | Jag fann inte den tidningen – endast Hr. Hamann! (ser paa dem.) Men hur står det till – ni ser så häpne ut! Hvar är fru Montelli? |
| MELITTA | Gaaet. Hun blev fornærmet og nægtede at lade sig skille. Dermed Basta – Planen strandet – hele Antons Lykke ødelagt. |
| BLOMQUIST | Är det möjligt! (gaar hen til Munthe og klapper ham paa Hovedet.) Stackars goose – jag är mycket ledsen! Ni vet, att hjertats sympatiska känsla är ett af de djupaste dragen i min temperamang. Men kan vi då inte hindra henne från att resa? |
| MUNTHE | Hvordan det? I Morgen tidlig drager hun afsted med samt sin Elsker – eller Forlovede. |
| BLOMQUIST | Har hon en fästmann? Hvad heter han? |
| MELITTA | Andersen, synes jeg. |
| MUNTHE | (ser op). Nej, Petersen, sagde hun. |
| MELITTA | Han elskede hende i hvert Feld ubeskriveligt! |
| BLOMQUIST | Ja, men så – (slaar sig for Panden.) Vet ni, hvar hon bor? |
| MELITTA | Ja, her ovre i Smiths Pensionat. |
| BLOMQUIST | Vänta då – venta! (gaar hen til Skrivebordet.) En snilleblix bryter fram i min själ! |
| MELITTA | Hvad er det. Du vil? |
| BLOMQUIST | (skriver). Jag skrifver några rader till hennes fästman Hr. Petterson, och om verkligen den herran älsker henne så passioneradt, som hon bedyrar, så är det endast han, som kan rädda den prekära situationen. |
| MELITTA | (til Munthe). Ved Du hvad, det er der noget i. |
| MUNTHE | (lidt oplivet). Ja, det var maaske en Udvej. |
| BLOMQUIST | Jag har bedt honom komma hit i en presserande affär! (til Melitta.) Kanske jag är så mycket herre i huset, att jag törs skicka Maria, tjenstflickan, tvärs öfver gatan för att lemna detta bref? |
| MELITTA | Ja, Gudbevares, lad hende endelig gaa. |
| BLOMQUIST | (med værdighed). Får jag så lof en passant att påminna er om, att kanske ni sitter inne med intelligensen och resonnerandet här i huset, i synnerhet det sista, men de ljusa ideerne, de har, ta min tusan, jag. |
| Han gaar ud til højre med Brevet, idet Fru Plum kommer ind fra Baggrunden. | |
| FRU PLUM | Godaften, maa jeg komme denne Vej! Det er nemmere. |
| Hun tager med Munthes Hjælp Tøjet af. | |
| MELITTA | Du kommer sent? |
| FRU PLUM | (kommer nærmere). Ja, undskyld, jeg har været ude at gøre Indkøb. |
| MELITTA | Er Du ved Muffen? |
| FRU PLUM | Jeg – nej, men jeg syntes, det var bedst at bedst at benytte Lejligheden nu lige, hvor Plum faar Statsunderstøttelse. |
| MELITTA | Saa har Du været uheldig, for den er forkastet. |
| FRU PLUM | (forbløffet).Men Gud, det er da ikke muligt? Er Plum her? (løber hen til Døren til højre.) Plum, kom herind! |
| Plum kommer ind fra højre. Straks efter kommer Sander og Fru Kruse med nogle af Gæsterne. |
| 3. AKT 9. SCENE |
Munthe. Melitta. Plum. Fru Plum. Sander. Fru Kruse. Lidt efter Hamann og Birgitte samt Gæsterne. Senere Blomquist. Tilsidst Pianist Louis Petersen. |
| FRU PLUM | Er det sandt, Plum, faar Du ingenting? |
| PLUM | (mørk). Ikke en Hvid — har Du kendt Mage? |
| FRU PLUM | Og jeg, der har været henne at købe tre dyre Kjoler. |
| MELITTA | Det gør jo ikke noget, Ellinor, I vil jo dog skilles. |
| FRU PLUM | Nej, saa er min Beslutning fattet. Naar Livet gaar Plum imod, saa forlader jeg ham ikke. Ikke nu! |
| PLUM | Tak, Ellinor! Ifald Du vil fortsætte vort Ægteskab, saa er ogsaa jeg villig – i Frihed. |
| SANDER | Tør jeg spørge – er Kjolerne betalte? |
| FRU PLUM | (forbavset). Nej – ! |
| FRU KRUSE | Naa – det trøster noget! |
| Birgitte kommer ind fra højre i Følge med Resten af Gæsterne. Da Sander ser hende, gør han en Bevægelse og gaar hen til Døren til venstre og vinker ud. Idet Hamann da kommer ind, studser Birgitte og vi1 trække sig tilbage. | |
| SANDER | (gaar hen til hende og drager hende nærmere). Frøken, maa jeg have den Ære at gratulere Dem. |
| BIRGITTE | Hvortil? |
| SANDER | (peger paa Munthe). Vejen ligger nu næsten fri for Deres Hjertes Ønsker. Fru Plum er bleven forlovet – |
| BIRGITTE | Forlovet? |
| SANDER | Ja, med sin Mand. Og forhaabentlig afgiver Fru Munthe ogsaa sine Krav, naar Deres Ven Hr. Hamann smukt overtaler hende dertil. |
| BIRGITTE | (ser hurtigt til Hamann og farer sammen). Jeg forstaar Dem ikke. |
| FRU PLUM | (studser). Hvordan, er det nu Birgitte? (ærgerlig.) Hør Munthe, maa vi engang for alle faa at vide – hvem er „den solbeskinnede Fred?” |
| MUNTHE | (med et langt Blik paa Birgitte). Hende! |
| FRU PLUM | Men Gud, Plum, saa har vi rent været paa Vildspor. |
| PLUM | Ja, saa er alt det, vi har sondret, splittergalt! |
| SANDER | Jeg raader til at begynde forfra. |
| BIRGITTE | (rynker Brynene). For min Skyld skal De ikke gøre Dem Besvær, Fru Plum, jeg skal saa vist ikke berøve Dem hverken denne Deres Ven eller nogen af de Andre. |
| MELITTA | (studser). Hvad mener Du? |
| MUNTHE | (ti1 Birgitte). De drages jo dog mod mig! |
| MELITTA | Tal kun aabent, Birgitte! |
| BIRGITTE | Det er netop det, jeg har i Sinde. Jeg vil frit og aabent sige, at det er blevet mig ækelt, alt dette – jeg vil ud af det – bort! |
| De Andre komme efterhaanden nærmere og lytte. | |
| SANDER | (sagte til Hamann). Kan De se – Draaben fandtes! |
| BIRGITTE | Ja, I maa gærne høre det allesammen. Jeg har i Dag følt mig saa mismodig og usikker som ingensinde før, netop jeg havde beundret jer saadan, brændt af Lyst til at leve med i jert Liv, som jeg troede, skulde gøre mig klarere i For-staaelse og rigere i Følelse. |
| MELITTA | Har Du da ikke truffet baade Forstaaelse og Følelse? |
| HAMANN | Jo, især rigelig med Følelse. |
| BIRGITTE | Men hvordan er den – som Skum paa Vand, synes jeg. |
| MELITTA | Hvad forlanger Du – Kærlighed kan ifølge sin Natur ikke være robust. |
| FRU PLUM | Det er jo det, der gør den til Poesi, at den er flygtig – som Blomster – som Musik. |
| BIRGITTE | Ja men – (ligesom lidt søgende.) Nej, nej, de smukke Ord tror jeg ikke længer paa. Jeg kan ikke afgøre, om Kærlighed kan vare altid, men jeg synes jeg kan se, at det, der gør den smuk, det er, at Den, der føler den, selv tror paa, at den vil vare Livet igennem. Men det gør I ikke – nej, Ingen af jer! I underforstaar, at det kun er Tidsfordriv for jer – (protester.) Ja, ja da – Livsstof, Pirring, Oplevelse eller hvad I kalder det – jo mere deraf – jo bedre. (atter Protester.) Jo jo, jeg tror, at det er det, der gør Forskellen. |
| MELITTA | Du forbayser mig, Birgitte! Hvor kan Du tale saadan, Du, der endnu i Gaar turde lade haant om smaa Menneskers Dom og havde Mod til at sige: Jeg elsker, det er mig nok. |
| BIRGITTE | Men nu tror jeg ikke mere, at det er nok. Jeg har forstaaet, at Kærlighed er ikke blot Forelskelse, den maa da efterhaanden vokse sammen med det bedste i En selv og Ens Liv for at blive til noget, der har Værdi! |
| PLUM | Den har sin blivende Værdi omsat i Kunst. |
| FRU KRUSE | Ja, det ser man fra de virkelig gode Roller. |
| BIRGITTE | Jeg synes tværtimod, det maa falde saa naturligt, saa ens for Alle at sige til den, man holder af: Ingenting i Verden kan gøre mig lykkelig uden at leve med i dit Liv med mine Tanker og mine Ønsker og mine Haab – det er altsammen kun til for Dig. Tag mig, som jeg er, helt og, holdent og lad mig ikke beholde andet end mit Hjerte for at jeg kan elske Dig – og det bestandig. |
| HAMANN | (gør et Skridt hen imod hende, men stanser). |
| FRU KRUSE | (vifter sig). Et Slags Klosterløfte! |
| PLUM | En Slags Livsassurance. |
| SANDER | Paa dyre Vilkaar! |
| BIRGITTE | Ja, I ler af mig og jeg begriber ikke selv, hvor jeg faar Mod til at sige dette til jar, der kender Livet meget bedre end jeg, men det er efterhaanden blevet saa underlig klart i mig, at jeg maa have det frem. Jeg synes ikke, I tænker rigtig fint og kønt i det vigtigste af alt: Det, der angaar Hjertets Liv. Og alle disse plumrede Følelser med samt Skilsmisse og Ombytning og Sjælekval og Pengegæld, det hele Væsen, det – ja, det fortjener i Grunden et ganske andet Navn, end kunstnerisk Frihed, som I giver det. |
| MELITTA | Og hvad er det for et Navn? |
| PLUM | Naa, ud med det! |
| BIRGITTE | Hvad Navnet er – ja, det er – |
| HAMANN | (roligt). Det er simpelthen Griseri! |
| ALLE | Nej hør – |
| MELITTA | Dette gaar sandelig for vidt! |
| Alle, undtagen Munthe, omringe Hamann og Birgitte og tage heftlgt til Genmæle med Udbrud, som: „Instinktet er det Stærkeste” – „Hvad er Livskampens Nerve” – „Det gælder da at leve helt og rigt” – o. s. v. Under dette kommer Blomquist ind fra højre, staar et Øjeblik i Uvished om, hvor vidt han skal slutte sig til den diskuterende Gruppe, opgiver det saa, gaar hen i Forgrunden, og tager et Haandspejl, hvori han betragter sig selv, mens han med halv Stemme tager et Par Toner. Fru Plum fjerner sig under dette fra de Talende og gaar hen til Munthe. | |
| FRU PLUM | Lider Du, Munthe? |
| MUNTHE | Ja, og dog føler jeg sælsomt intensivt. (ser pludselig paa hende.) Om dette tror jeg, at jeg kan skrive noget godt – og stærkt. |
| FRU PLUM | Om Dig og mig maa Du skrive alt – om det saa er meget stærkt. |
| MUNTHE | Det ved jeg, Ellinor, Du har den storladne Bevidsthed. |
| Under de sidste Repliker har den diskuterende Gruppe fordelt sig i flere mindre. Hamann og Birgitte komme nærmere. | |
| HAMANN | Birgitte, sig mig, det De der sagde, betød det noget for Dem selv — og for mig? |
| BIRGITTE | (lidt tøvende). Jeg ved ikke – maaske – (ser op paa ham.) Jo, jo, Oskar, det betyder, at jeg nu er Din igen, Din for bestandig – Din, som i gamle Dage. Jeg har været styg imod Dig i Dag – kan Du tilgive mig? |
| HAMANN | Birgitte — |
| BIRGITTE | Jeg beder Dig, tag mig saa med Dig – bort herfra – hjem. |
| HAMANN | Ja, hjem til mig, som min Hustru – vil Du? I det ene Ord er lagt alt, hvad jeg ved, af Kærlighed og Tillid. Tror Du det ikke? |
| BIRGITTE | Jeg tror, at Den, der giver sig ind under Din Varetægt, kan føle sig tryg – og lykkelig. |
| HAMANN | (kysser i Smug hendes Haand). Tak. Jo hedere Striden, jo bedre Sejren. |
| Under den almindelige Samtale er Pianist Louis Petersen kommen ind fra Baggrunden. Han gør et lidt luvslidt elegant Indtryk. | |
| PETERSEN | (paa norsk, da han har ventet lidt). Goddag! |
| Alle vende sig og stirre paa ham. | |
| MELITTA | (som forstenet). Min Mand! |
| BLOMQUIST | (vender sig interesseret). Är det möjligt? |
| FRU KRUSE | (ti1 sin Sidemand). Dette er ligefrem interessant! |
| SANDER | (tager Petersen til Side sammen med Plum). Hør, bedste Petersen, hvad tænker Du dog paa, at Du kommer til Syne her? |
| PETERSEN | De har saagu selv haft Bud efter mig. |
| PLUM | Ih, Gud forbarme sig – kan vi mon vente alle de Forhenværende? |
| FRU KRUSE | Goddag, Hr. Petersen, hvordan har De levet saa længe? |
| PETERSEN | (hilser høfligt). Svært hyggeligt at faa se gamle Venner igen. (Gaar hen til Melitta.) Meget har skiftet om, siden vi To skiltes, Melitta! Vi kan ses nu uden Bitterhed. |
| SANDER | Men ogsaa uden egentlig Sødme, synes det. |
| MELITTA | (ser hen for sig). Fortiden stirrer paa os med et underlig glansløst Blik. |
| FRU PLUM | Ja, Maalet maa jo være at gribe Momentet og holds det fast. |
| SANDER | (peger paa Petersen). Maaske dog ikke særligt dette Moment. |
| BLOMQUIST | Melitta, kanske du är så snäll att presentera – |
| MELITTA | (vender sig fornærmet bort). |
| PLUM | Maa jeg – : Hr. Petersen – Husets Vært Operasanger Blomquist – |
| De giver hinanden Haanden | |
| BIRGITTE | (ler lystigt). Nej se de To, der konverserer! (til Hamann.) Jo, jeg indrømmer, den megen Lidenskab har ogsaa sin komiske Side. |
| HAMANN | Ikkesandt – set lidt paa Afstand. |
| PETERSEN | (forekommende til Blomquist). Jeg har hørt om Deres sjældne Talent – |
| BLOMQUIST | (forbindligt.) Okså i era sköna romanser har den vunnit pris, herr Petterson! Det är mig en glädje att få göra bekantskap med en så talangfull och angenäm kollega i konsten. |
| SANDER | (med en Bevægelse hen mod Melitta). Og i Ægteskabet! |
| De to Herrer trykke atter hinanden i Haanden. | |
| BIRGITTE | (til Hamann). For os To skal Ægteskabet blive noget andet! |
| TÆPPE |