Sal i en elegant Kafé. I Baggrunden en bred Døraabning til et andet Værelse, hvor man ser Folk komme og gaa, Opvartere bære Bakker osv. Til højre Udgang til Trappen, ved Siden deraf en Stumtjener med Overtøj. Til venstre Dør til en tredje Stue. Rundt omkring smaa Borde med Stole om. Ved et Bord til venstre sidder Orcar Hamann og spiser til Aften. Han gør et ungdommeligt og ktaftigt Indtryk. En krølhaaret Herre kommer ind fra højre, en Opvarter iler til og hjælper ham Tøjet af.
PERSONERNE:
| BLOMQUIST, Operasanger | FRU MELITTA BLOMQUIST, Malerinde |
| ANTON MUNTHE Forfatter, (hendes Broder) |
OSCAR HAMANN, Købmand |
| FRK. BIRGITTE STEIN | SANDER, Journalist |
| PLUM, Billedhugger | FRU ELLINOR PLUM, Forfatterinde |
| FRU MILLY KRUSE, Skuespillerinde | FRU ADELAIDE MONTELLI, Koncertsangerinde |
| LOUIS PETERSEN, Pianist | MARIE, Pige hos Blomquist |
| EN PIGE HOS PLUMS | ET PAR OPVARTERE – DAMER & HERRER |
| 1. AKT | |
| 1. SCENE | Hamann, Herren, Opvarteren. Strax efter Birgitte Stein med en Pige.. |
| EN HERRE | Godaften! Er Anton Munthe her – Forfatteren? |
| OPVARTEREN | Endnu ikke, men han plejer jo van at komme paa denne Tid af Aftenen. |
| EN HERRE | Er der ikke bestilt noget særligt i Anledning af Premiéren? |
| OPVARTEREN | Ikke det jeg ved af. (ser polist paa ham.) Men vi kan jo se Tiden an, Hr. Strøberg! Skal det være en lille Genstand saa længe? |
| EN HERRE | (lader overlegen). De kan give mig en Absinth – derinde. (Han gaar ind i den anden Stue.) |
| HAMANN | Opvarter, jeg vil gærne betale. |
| OPVARTEREN | Saa gærne! (tæller sammen.) Een Kr. femten. (Hamann betaler.) Mange Tak! |
| Birgitte Stein kommer ind fra højre, ledsaget af en gnavent udseende Pige. Hun er rank og slank med lidt store Bevægelser og et frejdigt Blik | |
| BIRGITTE | (ser sig om).Jo, de sagde, det var denne Vej, men de er her jo ikke. (til Opvarteren.) Godaften, tør jeg spørge, om De kender Hr. og Fru Blomquist og Hr. og Fru Plum? |
| OPVARTEREN | Ja, bevares, Frøken! |
| BIRGITTE | Er de ikke komne? |
| OPVARTEREN | Nej, endnu ikke. |
| BIRGITTE | Kom, Camilla, saa spadserer vi lidt imens. |
| PIGEN | (modvillig). Skal vi trave om i det Sjaskeføre? |
| OPVARTEREN | Vil den Dame ikke vente her saa længe? |
| BIRGITTE | Nej tak.(vil gaa.) |
| HAMANN | (der har nærmet sig). Birgitte, kender Du mig da ikke? (standser ved at se hendes forlegne Mine.) Tænk, at jeg skulde træffe Dem her, Frøken Stein. |
| BIRGITTE | Ja, det var en Overraskelse! |
| PIGEN | Saa kan jeg vel gaa, siden Frøkenen har faaet Selskab? |
| BIRGITTE | Nej – |
| HAMANN | Jo, gaa De blot. |
| Pigen gaar ud til højre, og Opvarteren bortfjærner sig med en diskret Mine. |
| 1. AKT 2. SCENE |
Hamann – Birgitte |
| HAMANN | Vil De ikke sidde her? Maa jeg byde Dem noget? |
| BIRGITTE | Nej, mange Tak. (sætter sig ned længer tilhøjre.) |
| HAMANN | (gaar hen til hende). Jeg kommer lige fra Deres Hjemstavn. |
| BIRGITTE | Saa -! Hvorfor kom De ikke, mens jeg var hjemme? |
| HAMANN | Jeg kunde ikke slippe fra Byen; vi har krydset hinanden. |
| BIRGITTE | Var Tante Jette vred paa mig? |
| HAMANN | Snarere bedrøvet over at have mistet Dem, baade hun og Deres øvrige Slægt. |
| BIRGITTE | (halvt for sig selv). Nu sidder hun ved Thebordet! |
| HAMANN | Hvor De plejer at sidde med hende, ja, og i Stedet kommer De her paa en Kafé! |
| BIRGITTE | Jeg skulde jo træffe de Andre – de kommer fra Teatret. De ved, Anton Munthes nye Stykke gaar første Gang i Aften. |
| HAMANN | Saa -! Hvorfor er De da ikke med? |
| BIRGITTE | Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke kunde, men det var mig umuligt at sidde der. Sæt, det nu gaar daarligt. |
| HAMANN | Vilde det være saa forfærdeligt – for Dem? |
| BIRGITTE | Ja, det ka De da nok tænke! (lidt forlegen) De maa huske, at nu lever jeg jo med i alt det. |
| HAMANN | Ja, det er det, der har undret mig, overvældet mig. (efter et Ophold.) De ved, hvorfor jeg rejste hjemmefra for tre Aar siden, ikke sandt, Birgitte? |
| BIRGITTE | De var energisk, vilde hurtigt i Vej. |
| HAMANN | Men hvorfor var jeg energisk, for at kunne komme hjem og hente Dem. Nu er jeg her, – og saa? |
| BIRGITTE | (søger at gaa uden om det). Det gaar Dem jo saa udmærket; det maa være morsomt for Dem, at De fra London er sendt ud til Filialer i Indien – tænk, at se det vidunderlige Land – |
| HAMANN | De vil ikke tale med mig om det, der var imellem os, og det er dog det, der har givet mig Mod og Kraft til at holde ud der langt borte – alene. Det er ingen Sag at kæmpe sig frem, naar man har et Maal, men det er svært at gøre sig klart, at selve Maalet var et Blændværk. Er vi to virkelig færdige med hinanden? |
| BIRGITTE | Vi havde jo nok gensidigt lovet at vente – men – |
| HAMANN | Ja, en Sommeraften – husker De – hvor De gik i Haven langs de gamle Æbletræer og plukkede Lavendler til Tørring. De stal mig nogle Stykker i Knaphullet; de har fulgt med mig i min Kuffert – ja, vi er jo alle lidt sentimentale! Ganske ubevidst var deres Duft bleven mig et Symbol paa Hjemmet, Minderne, det Gamle og Kære, alt det der gør den Ensomme blød om Hjertet og holde ham oppe. |
| BIRGITTE | (lidt tøvende). Var det for min Skyld, De nu rejste der hjem? |
| HAMANN | Ja. Desuden – jeg vilde søge at stanse Dem. Jeg havde hørt, at De agtede Dem i Huset hos min Kusine, Fru Ellinor Plum. Jeg kom for sent, paa flere Maader. |
| BIRGITTE | (lidt forpint). Husk, jeg var saa ung dengang, halvt Barn; jeg vidste ikke, hvad jeg lovede. |
| HAMANN | De skrev dog en Tid lang. |
| BIRGITTE | Jeg holdt op, fordi, – ja, jeg tænkte nok paa at skrive og forklare Dem, at det kun havde været en Barnedrøm, en Stemning, det hele, men saa syntes jeg, det var bedre for os begge at lade det dø hen. Ja, De maa ikke tro, at jeg ikke stadig holder af Dem, det har jeg altid gjort – aldrig har jeg glædet mig til noget, som til Ferierne, naar De kom hjem til Deres Onkel – og nu er det ligesom der vaagner saa meget i mig ved at se Dem igen, men jeg kan dog ikke sætte al Livets Lykke ind paa en Barnehengivenhed – aa nej, der er alligevel noget helt andet til. |
| HAMANN | Ikke noget, tror jeg, der er sikrere og bedre. |
| BIRGITTE | (lytter). Der kommer de, ja, det er dem, hvor mig hjerte banker – jeg tør neppe spørge! |
| Plum, Fru Plum, Munthe og Sander komme samtalende ind fra højre. |
| 1. AKT 3. SCENE |
Birgitte, Hamann, Plum (fedladen med Fuldskæg, rolig i sine Bevægelser), Fru Plum (slank og bøjelig med drømmende Øjne), Munthe (mørk, bleg og soignert klædet), Sander (skarp, spids og elegant). Efter dem kommer et Redaktionsbud, der tager Plads ved Døren. Senere Melitta. Tilsidst Fru Kruse. |
| BIRGITTE | (betragter dem spændt). Hvordan gik det saa? |
| FRU ELLINOR PLUM |
(uden at ænse hende). Hus misforstod jo aldeles Slutningsscenen – hele Symboliken gik tabt. Naa, er Du der, Birgitte, Godaften. (til Hamann.) Se se, Fætter Oscar, er Du kommen tilbage? |
| HAMANN | (hilser paa de andre). Ja, i Dag. |
| PLUM | Tonen er udmærket slaaet an, Munthe. Dødens Uhygge laa virkelig over det. |
| BIRGITTE | (aandeløs). Det er altsaa – ikke – gaaet godt? |
| MUNTHE | (trækker paa Skulderen). Ikke særligt, tror jeg. |
| DE ANDRE | (lidt tøvende). Aa, vist saa! |
| Et par Herrer komme ind fra højre. | |
| FØRSTE HERRE | Godaften, Hamann – |
| ANDEN HERRE | Jeg troede, Du var rejst! |
| De drage med ham med sig ud i Stuen i Baggrunden. | |
| FRU PLUM | Det er et Stykke, der vil blive paaskønnet af de udvalgte. |
| MUNTHE | (trækker paa Skulderen). Hvor mange fatter, hvad Kunst er. |
| FRU PLUM | Kunst er et Billedsprog, der udsiger det Evige. |
| MUNTHE | Det er simpelthen en Sjælstilstand. |
| PLUM | Personlighedens Selvhævdelse! |
| SANDER | Eller snarest et idealiseret Levebrød. |
| PLUM | (gaar hen til et Bord). Kom her, Munthe, drik et Glas Kognak. Det stiver af. |
| MUNTHE | (lader ligeglad). Jeg trænger ikke til at stives af. |
| PLUM | (drikker). Det gør jeg – som oftest. |
| SANDER | Naa, vi faar haabe, Stykket vækker Anstød. |
| FRU PLUM | De hyssede da godt. |
| BIRGITTE | (rækker Munthe Haanden). De skal se, det spiller sig op. Til Lykke med det. |
| MUNTHE | Tak for de trøsterige Ord ved Baaren, Frøken. |
| SANDER | Det er Ordet – det virkede lidt begravelsesagtigt! Naa, vi støder i Trompeten, det vi kan. Er Redaktionsbudet kommet? |
| BUDDET | (ved Døren). Ja vel! |
| SANDER | (tager Papir og Blækstift frem). Jeg har skrevet det væsentlige – se her, Munthe! |
| Munthe fjerner sig lidt med ham og læser. | |
| SANDER | (gennemløber). Tilbagetrængt Lidenskab – alt virker i dette Skuespil fortrinligt – hm – fornem Kunst – vil Du have fornem eller modig? |
| MUNTHE | (betænker sig lidt). Hvorfor ikke begge Dele! |
| SANDER | Og lidt i Tilgift. Saa blot en Snes Linjer om Spillet. (Sætter sig ned ved et Bord og skriver.) |
| FRU PLUM | Sander, De sørger da for, at min Dragt bliver omtalt, søgrøn Silke med Staalbesætning. |
| PLUM | Og Du, Sander, hvad er det for en Forsømmelighed, jeg har ikke set anmeldt, at jeg er vendt tilbage fra mit Studieophold i Birkerød. |
| MUNTHE | Lad dem faa at vide med det samme, at jeg har paabegyndt et Enakts Sørgespil. |
| SANDER | (skriver). Lad mig nu have Ro et Øjeblik, for Pokker! |
| PLUM | Skriv ogsaa, at Kognak er for dyr. |
| MUNTHE | Og at Plum drikker for meget af den. |
| BIRGITTE | Fy Plum, det er Synd af en Kunstner, som De! |
| PLUM | Tvært imod, Frøken, hvad er kunstnerisk Inspiration andet end en Rus. |
| SANDER | (ser op). Hans berømte Venus steg op af et Hav af Kognak. |
| PLUM | Ja, gjorde Myndighederne deres Pligt, de Snøbler, saa leverede de gratis Drikkevarer til de sande Kunstnere. |
| MUNTHE | De ikke statsunderstøttede. |
| PLUM | Hvad betyder Spiritus? Aand og Mod, Kunstens Kendingsord. |
| FRU PLUM | Og Myndighedernes Gru. |
| MUNTHE | Men hvor blev Melitta af? |
| FRU PLUM | Hun gik blot hjem først. Der tor jeg, hun kommer. |
| Fru Melitta Blomquist kommer ind fra højre og tager Tøjet af. Hun er brunet og Livlig | |
| MELITTA | Jeg haaber ikke, I har ventet! Jeg havde glemt, at alle Lamperne stod og brændte der hjemme alene! |
| PLUM | Hvad saa, Ildløs er smuk. |
| MELITTA | Naa, men Stykket, Anton, det gjorde jo ikke Lykke. |
| PLUM | Nej, Gudskelov, havde jeg nær sagt. |
| MELITTA | Naar man vil være Kunstner, maa man lade haant om det letkøbte Bifald. |
| BIRGITTE | Hvorfor ærgrer Kunstnere sig mon saa alligevel? |
| MUNTHE | Fordi Kødet er skrøbeligt. |
| PLUM | Og Pungen slunken. |
| FRU PLUM | Jeg finder Munthe bedst som Lyriker. |
| PLUM | Ja, som Farvedigter. |
| MUNTHE | (halvt henvendt til Birgitte). Der ligger en hel Psykologi i Farverne – for Eksempel en jublende Fryd hos det Røde og en stille Melankoli i det Graa. |
| BIRGITTE | Jeg kender nok den Sang: “Haabet er lysegrønt”. |
| PLUM | (nynner). “Og Venskab er violet”. |
| MUNTHE | Vi føler jo alle, at Døden er blaalig, Livet rosenrødt! |
| SANDER | (ser op). Ikke altid! |
| MELITTA | Lad Birgitte høre de Strofer, Du har skrevet til Forklaring af mit nye Aftenlandskab. |
| MUNTHE | (tager et Papir frem og læser). Purpurne Øer i slumrende Fjerne Sølverne Træer over maanegrønne Eng, Gyldne Lianer op mod Stjernerne. Af blege Kalke rinder Grønlig Olie i milde Strømme, Over hvide Marmorørkner Flygter lydløst Sorte Svaner. Jeg stormer frem, uden at ville det. |
| FRU PLUM | Der er megen dunkel Anelse i de Ord, Munthe. |
| PLUM | (anerkendende). Godt stiliseret! Det ligner ikke slavisk Naturen. |
| SANDER | (ser op). Det gør Melittas Landskaber s’gu ikke heller. |
| FRU PLUM | Det er da vigtigere, at hendes Landskaber ligne hende selv. |
| SANDER | Er det næsvist at spørge, hvordan Lianerne kommer op til Stjernerne? |
| MUNTHE | (lidt uvillig). Kom nu ikke med dit sædvanlige – det er jo Poesi, Kære! |
| FRU PLUM | Og Poesi er kun Sjælens Drømmesyner. |
| PLUM | Men hvor bleb Fætteren af, Ellinor, ham fra – |
| SANDER | Gud ved hvor! |
| BIRGITTE | (peger mod Baggrunden). Han gik der ind. |
| MELITTA | Hvad er det for en Fætter? |
| FRU PLUM | En ung Købmand, der tjenere gode Penge i Indien og nu er her hjemme paa Besøg. Oscar Hamann hedder han. |
| PLUM | (spidser Øren). Sagde Du Penge? |
| MELITTA | Ham husker jeg godt. Hvordan er han nu? |
| FRU PLUM | Aa, saadan hvad Folk kalder elskværdig, tror jeg. |
| BIRGITTE | Han er da, noget mere end elskværdig. Tænk paa, hvad der skal til af Karakter og Vilje for at arbejde sig frem alene i et fremmed Land uden mindste Fodstykke at staa paa. |
| PLUM | (anerkendende). Hans Kindflader er godt byggede. |
| MELITTA | Han var vist, hvad Folk kalder smuk. |
| BIRGITTE | Smuk just ikke, men der er noget sundt og stærkt ved ham, der gør godt. |
| SANDER | (rejser sig). >Frøkenen sværmer maaske for Herkulestypen! (gaar hen og giver Kritiken til Budet, der gaar.) |
| BIRGITTE | Nej, det gør jeg rigtignok ikke; maa jeg bede om det Aandfulde! |
| PLUM | A propes om det Aandfulde, skal vi ikke spise? |
| MUNTHE | Vi maa vist vente lidt. |
| FRU PLUM | Kommer her Flere? |
| MUNTHE | Jeg tænker, et Par af Skuespillerne. |
| MELITTA | Og Blomquist, min Gemal. |
| SANDER | Hvornaar kan vi vente denne Byens Kæledægge? |
| MELITTA | Naar Operaen er forbi. |
| PLUM | Tilsynekomsten af den uimodstaaelige Tenor er mig egentlig mindre magtpaaliggende, men Fru Milly Kruse, Sander, jeg syntes, Du før ymtede noget om hende. |
| BIRGITTE | Er det Skuespillerinden? |
| SANDER | Ja, hun ytrede Lyst til at træffe Munthe. |
| FRU PLUM | Naa, hun vil have Roller. |
| MELITTA | Hun synes at trænge ind allevegne, uden at man ved hvordan — ligesom Fluer. |
| SANDER | Og efterstræbes ligervis med Gift i alle Kroge. |
| MELITTA | At spille Komedie har hun da ikke Mistanke om — synes jeg. |
| PLUM | Hvad gør det, naar hun kan kløde sig paa, saa at hun virker som den skinbarlige Finhed. |
| SANDER | Og Ungdom! |
| MELITTA | (lidt skarpt). Det er Løsenet! Man skulde tro, at der var tre Ting, som fængslede: Skønhed, Hjerte og Forstand, men jeg indser snart, at der er kun een — og det er Ungdom. |
| FRU PLUM | Saa sæt Du de tre Ting mod den ene og kæmp tappert. |
| MELITTA | Det agter jeg ogsaa. |
| PLUM | (tager Sander til Side). Hvorfor er Melitta saa ondsindet mod Fru Kruse? |
| SANDER | (trækker paa Skulderen). Jalousi — et Karaktertræk – |
| PLUM | Ret ubekvemt for hendes Mand! |
| SANDER | Skal vi sige — Mænd, for den forrige, han — |
| PLUM | (afbryder). Hør, kommer Du ikke hen og ser mine nye keramiske Arbejder, for jeg skal sige Dig, en Lille foreløbig Notits — |
| MELITTA | (tager Sander til Side). Kære Sander, Du maa endelig selv anmelde mine Billeder – ikke langt — nogle Ord om Intensiteten i Stemningen — ja, Du ved jo Besked! |
| SANDER | Du ved den vist endnu bedre selv. Hvad siger Du om at diktere! |
| PLUM | (nærmer sig). Nej, Melitta, Du maa ikke helt lægge Beslag paa Sander! Jeg maa sige ham et Ord. |
| MELITTA | (ærgerlig). Gudbevares! |
| FRU PLUM | (drejer Sander om). Forvorne Menneske, hvorfor har De endnu ikke optaget min Artikel? |
| SANDER | Hvilken Artikel – undskyld — (Han vender sig hurtigt, da Fru Milly Kruse kommer ind fra højre.) |
| FRU PLUM | (ærgerlig). Se saa! |
| MELITTA | (sammenstemmende). Nu er han umulig! |
| Herrerne gaa Fru Kruse i Møde med smaa komplimenterende Udbrud. Hun er i elegant Promenadedragt og har noget bevidst i sine Bevægelser som En, der er vant til at blive set paa. | |
| FRU KRUSE | (lader Pelsen falde). Undskyld, jeg har ladet vente paa mig. (Hilser paa Plum med et fortroligt Nik og vender sig saa til Sander.) Godaften, kære Sander, Tak for de gode Raad i Deres Kritik — jo, De er den Eneste, der siger os Skuespillere lidt kunstnerisk Sandhed. (vender sig til Melitta.) Aa god Aften, Fru Blomquist, jeg saa Dem ikke. |
| MELITTA | (tørt). Godaften, Frue! |
| FRU PLUM | Fru Kruse, maa jeg forestille Dem Frøken Birgitte Stein, indtil videre min Plejedatter. |
| FRU KRUSE | Det glæder mig at se Dem, Frøken. (Til de Andre med en yndefuld Haandbevægelse.) Hun er jo sød, Barnet, Naturligheden selv. Men hvor er Digteren, Anton Munthe, Aftenes Helt? |
| MUNTHE | (hilser). Frue – |
| FRU KRUSE | Maa jeg ønske Dem til Lykke. |
| MUNTHE | Tak, med Forbehold! |
| FRU KRUSE | I hvert Fald sympathiserer netop jeg med Deres søgende Talent; det er paa een Gang symbolistisk og realistisk — som Livet. Ja jeg haaber bestandig paa Samarbejde mellem os to. |
| MUNTHE | Skulde smigre mig særdeles. |
| FRU KRUSE | Jeg hørte i Forbigaaende, at den anden Nyhed gjorde Lykke. |
| MUNTHE | (foragtelig). Naturligvis -! det er nok — morsomt. |
| SANDER | Jeg lod Jespersen blive der henne for at anmelde det. Han er en Brand til at rakke ned. |
| BIRGITTE | Men hvis det virkelig er morsomt? |
| SANDER | (til de Andre). 0, skønne Enfold? |
| MELITTA | Alt, hvad der kommer fra Fjendernes Lejr, maa barmhjertigt slaas ned. |
| SANDER | Medmindre Ens Elskerinde spiller med deri. |
| FRU KRUSE | (med et lille Blik til ham). Ah — saaledes! |
| MELITTA | (til Birgitte). Vort kunstneriske Maal er netop at gøre det af med den døve og forlorne livsglæde. |
| SANDER | Kunde nogen sige mig, hvori den ægte bestaar! |
| PLUM | For Exempel i Melankoli og Absinth. |
| FRU KRUSE | (protegerende om Birgitte). Man mærker, den unge Dame er Novice i Kunstkredse. |
| BIRGITTE | Ja, men fuld af Iver og Tro! |
| SANDER | Bedste Frøken Stein, lad det saa blive Dem klart, at det, for hver af de forskellige Lejre, maa staa som en nødvendig Betingelse for at blive rost, at være udgaaet netop fra den. Om saa Munthes Digte og Melittas Landekaber og Plums Lerfade var det argeste Juks — |
| PLUM | Du glemmer dine egne Bladartikler. |
| SANDER | I Andre husker dem sgu, naar I har Brug for dem — (smaa Protester fra de Andre) ja naturligvis, naar det kommer fra vor Side, skal det hæves til Skyerne, det er Parolen, og de fleste er Gudskelov saa dumme, at de tager imod det som Guds Ord. |
| FRU KRUSE | Men de Kloge? |
| SANDER | De Kloge gider ingenting sige – heldigvis. |
| PLUM | Hør, vi kan da idetmindste bestille Maden, mens vi venter. Hvor skal vi sidde? |
| FLERE | Her! |
| MELITTA | (peger mod Baggrunden). Lad os se derind, der er hyggeligere. |
| SANDER | Hej, Opvarter! |
| Alle med Undtagelse af Plum og Fru Plum gaa ud i Stuen i Baggrunden, hvor man ser dem konferere med Opvarteren. | |
| FRU PLUM | (sætter sig). Hvor bor Du, Plum? |
| PLUM | Paa, Hotel National. Det er Fandens, saa det løber op! |
| FRU PLUM | Det kan jo være lige meget, naar Du dog ingen Penge har. |
| PLUM | Det kan der være noget i, men faar jeg ikke Statstilskud, saa, er jeg kaput! Det skal for i Morgen. |
| FRU PLUM | Jeg skal se at laane lidt til Dig. Hvor længe bliver Du? |
| PLUM | Det kommer an paa, hvad vi bestemmer os til. |
| FRU PLUM | Skal vi bestemme os nu? |
| PLUM | Overenskomsten var jo den: i tre Maaneder skulde vi granske os selv for at komme til Klarhed over, om vi skulde fortsætte vort Ægteskab eller ej. De tre Maaneder er gaaet. |
| FRU PLUM | Drages Du mod nogen Anden? |
| PLUM | Jeg har været sammen med Fru Kruse i Paris. Der var Timer, hvor hun beruste mig, men jeg tror ikke, det var Kærlighed. |
| FRU PLUM | Er jeg ikke længer betagende? |
| PLUM | Jo gu’ er Du saa! Du virker ligesom fjern Musik, man nødes til at lytte og nærme sig. |
| FRU PLUM | Gudskelov, jeg har det endnu ved mig, der lokker. |
| PLUM | Hvad siger Munthe? |
| FRU PLUM | Jeg tror ikke, Munthe er klar over sig selv. |
| PLUM | Jeg er saa, klar i dette! Munthe elsker Dig maaske mere intensivt, men min Forstaaelse af Dig gaar dybere. |
| FRU PLUM | Jeg har skrevet en Bog om os. Du ved, jeg kan kun skrive det, jeg har levet. |
| PLUM | Er den god? |
| FRU PLUM | Ja — men dristig, og hensynsløs og ærlig. |
| PLUM | Al god Kunst er ærlig. Hør, ligger der hos Dig nogle Uldsokker af mine? De, jeg har, ere noget medtagne. |
| FRU PLUM | Vi kan se efter, hvis Du kommer i Morgen. |
| PLUM | Jeg kommer! Vi maa jo tale sammen. |
| FRU PLUM | Og Munthe maa med. Det forlanger jeg. |
| PLUM | Godt, saa gaar vi sammen derhen. |
| Sander, Fru Kruse, Bustle og Birgitte komme ind igen fra Baggrunden. Melitta træffer I Døraabningen den krølhaarede Herre, med hvem hun taler sagte. | |
| SANDER | (peger mod venstre). Nej, der er meget bedre der inde. |
| FRU KRUSE | Ja der har man det for sig selv. |
| De gaa ud til venstre med Undtagelse af Munthe, Birgitte, der vil gaa ud med de andre, stanser og ser medfølende paa ham. |
| 1. AKT 4. SCENE |
Munthe. Birgitte |
| BIRGITTE | (gaar lidt tøvende hen til ham). De maa ikke være bedrøvet. |
| MUNTHE | (vender sig). Nej -! Jeg er mere Filosof end som saa! Jeg siger Pyt med det hele. |
| BIRGITTE | Men alligevel — De ved ikke, hvor jeg her været angst i Dag paa Deres Vegne, og da De saa kom, og de Andre var saa underlig forbeholdne, saa var det som mit Hjerte snørede sig sammen. Hvorfor er Folk saa dumme, at de ikke forstaar det sjældne og sære, hvorfor er Verden dog saa bornert. |
| MUNTHE | (ser paa hende og gaar saa hen til hende). Frøken Stein, har jeg taget Dem en Smule fangen, siden De har ængstet Dem for min Skyld? |
| BIRGITTE | Hvor kunde jeg andet! |
| MUNTHE | I saa Fald vil min Sejr være tusindfold større end mit Nederlag. En smuk Kvindes Taarer er Frugtbarhed for Sjælen. Og dog vil jeg heller se Dem smile — De har noget dulmende i Deres Smil, noget, der ligner stille Lykke. |
| BIRGITTE | De ser alt saa smukt. |
| MUNTHE | Som De staar der, ser De ud, som De var halvfjerdehundrede Aar gammel. |
| BIRGITTE | (ler lidt) Det var meget! |
| MUNTHE | Som et Billede. De har hele Ynden fra Rafaels Ungdom, og saa er Deres Stemme som en glidende Gynge. Hvis Deres Hjerte sank tilbunds i min Sjæl, saa vilde det forme sig til noget dejligt. Faar jeg Dem ofte at se? |
| BIRGITTE | Jeg kommer jo daglig hos Deres Søster, Fru Blomquist, for at male. |
| MUNTHE | Hvorfor bor ikke ogsaa De hos Melitta, saa vi levede i samme Luft? |
| BIRGITTE | Jeg kendte jo Fru Plum fra Badestedet; hun overtalte mig til at komme her til Byen. Mine Forrældre er jo døde, Bryggeriet solgt og jeg min egen Herre — for meget maaske. |
| MUNTHE | Det kan man aldrig være. |
| BIRGITTE | Jeg maatte bort, ud, jeg higede efter at opleve noget – ja saadant noget, som faar alt andet til at blegne – og som fylder En helt. Saa brød jeg overtvært, og nu er jeg her, hører saa meget modsat af det, der før har staaet for mig som det bedste, at jeg næppe ved ud eller ind. Hvad er smukt og hvad er stygt, hvad er rigtigt og hvad er galt! |
| MUNTHE | Det er rigtigt at sætte Livets Nydelse som Modvægt mod Livets Lidelse, og det er galt ikke at plukke de Blomster, der skyder op paa ens Vej. |
| BIRGITTE | Men naar man nu træffer paa overmaade mange Blomster? |
| MUNTHE | Saa vrager man – og vælger! Det der har lokket Dem, er et ubevidst Begær efter Livets Skønhed, men hvor findes den -alene i Kærlighed – (ser paa hende med et langt Blik) – I Elskov |
| BIRGITTE | Men nu alt det, jeg har lært at have Respekt for – Pligter og Hengivenhed og Pietet – |
| MUNTHE | Alle Hensyn maa vige for Lidenskabens Ret. |
| BIRGITTE | Lidenskabens Ret – Elskov – det er ligesom en varm Strøm risler igennem En ved Tanken om det Stærke, der ligger i de Ord. |
| MUNTHE | Netop – det Stærke! Lad mig vise Dem, at Kærlighed er ingen Nippedrik, som man smager paa i bitte ængstelige Drag. Det er en svimlende Rus i hed, stærk Vin. |
| BIRGITTE | (ser betaget hen for sig). Hed Vin! |
| MUNTHE | Birgitte, drik den, elsk mig, bliv min! (ser sig rundt, om han tør tage hende om Livet, men opgiver det.) Sødeste Kære, jo længer jeg betragter Dem, jo længer trænger De ind i mit Hjerte og mit Blod, og hvis De blot vilde – (Han vil fortsætte, men stanser, da Melitta kommer hen imod dem.) |
| MELITTA | Strøberg er derinde, Anton, og vil gærne ønske Dig til Lykke med Stykket. |
| MUNTHE | Ah! (Han gaar ud i Baggrundon, hvor han ses at samtale med den krølhaarede Herre.) |
| 1. AKT 5. SCENE |
Melitta. Birgitte. |
| MELITTA | (ser forskende paa hende). Naa, Frøken Birgitte, De ser saa bevæget ud. Min Broder her da ikke sat Dem Fluer i Hovedet? |
| BIRGITTE | (kaster sig om hendes Hals). Aa, Fru Blomquist, vi elsker hinanden! |
| MELITTA | Saa saa, Barn – |
| BIRGITTE | Ja — jeg ved nok, jeg burde ikke, men jeg synes, jeg maatte betro mig til Dem. |
| MELITTA | (venligt). Gør kun trygt det. |
| BIRGITTE | De ved ikke, hvor jeg beundrer Dem, tænk at De, en saa begavet Kunstnerinde, vil tage Dem af mig, almindelige Pige. |
| MELITTA | (tager hende om Hagen). Jeg kan godt lide Dem, De virker som et friskt Pust mellem os andre. |
| BIRGITTE | De maa vide, jeg har længe elsket ham! |
| MELITTA | Men De kendte ham jo ikke. |
| BIRGITTE | Jeg har set ham hjemme ved en Oplæsning engang — glemte ham aldrig siden, især ikke hans øjne. |
| MELITTA | Nej, Anton, ved at drage Kvinder til sig med sit Blik. (Nænsomt.) Men De skal ikke tage det, han hvisker Dem i Øret, altfor bogstaveligt. |
| BIRGITTE | Bogstaveligt, nej, der er netop noget dejligt svævende — jeg er ligesom omsust af det! Og saa taler han saa meget om Sjælen! |
| MELITTA | Ja men — husk paa, han er Digter, og det farlige er, at han i Øjeblikket selv tror paa, sine fagre Ord. (endnu nænsommere.) De man vide, han har sagt det til Mange. |
| BIRGITTE | (afgørende). Natnrligvis, en Digter maa suge Næring af skiftende Kvinders Kærlighed. Aa jo, jeg forstaar meget, kan De tro. |
| MELITTA | Saa -! |
| BIRGITTE | Men det ved jeg, til Ingen har han talt som til mig – dette er noget ganske andet. De Ord kom fra Hjertets inderste Fibre – sligt føler man med et eget Instinkt. |
| MELITTA | (med et lille Smil). Maaske, naar man er saa erfaren. |
| BIRGITTE | Jeg synes, det maa være en stor Lykke, at være en Digters Hustru. |
| MELITTA | (slaaet af Tanken). Hans Hustru — ja, hvorfor egentlig ikke, han trænger netop til et nyt Livsindhold! (end mere tilfreds.) Jo, Birgitte, De har naturligvis følt rigtigt, det kom fra de inderste Fibre. |
| BIRGITTE | Jeg ved, jeg vil faa meget at kæmpe imod – ja, maaske vil det skille mig helt fra min Slægt der hjemme, men Ens egen Lykke maa dog ligge En nærmest. |
| MELITTA | Man skylder sig selv alt. |
| BIRGITTE | Om saa er, Kamp er jeg ikke bange for; heller det end at sidde hen. Jeg maa leve og være med. |
| MELITTA | Naar man vil være med, maa man gifte sig, deri ser De rigtigt. Det kan være godt nok med den frie Kærlighed, men vi Kvinder er absolut de tabende ved den. Hvad Rettigheder og Garantier giver et frit Forhold os – ingen, Ægyeskabet derimod alle! Mærk Dem det, bag Ægteskabets Skærmbræt findes indtil videre Kvindernes sande Frihed. |
| BIRGITTE | Hvorfor skulde jeg ikke nyde Livet og Lykken! Jeg er ung, afhængig, rig – |
| MELITTA | (hurtigt). Ogsaa rig? |
| BIRGITTE | Naa — velhavende da! Jeg har omtrent otte tusinde Kroner om Aaret efter mine Forældre. |
| MELITTA | Bevares, Penge er jo ogsaa rart. De er netop Den, Anton trænger til! Han er en træt omtaalelig Dekadencesjæl, men Deres friske Følelseskræfter vil give hans Aand Vinger til at hæve sig højt – højt! Ja, Birgitte, De kan gøre moget for Nordens Aandsliv. |
| BIRGITTE | Hvor Deres Ord gør mig lykkelig og stolt. |
| MELITTA | Kæreste Birgitte, skal vi ikke sige Du til hinanden? |
| BIRGITTE | Vil De — vil Du virkelig — aa Tak! |
| Plum, Fru Plum, Fru Kruse og Sander komme ind fra højre. | |
| FRU KRUSE | Nej, der er slet, ikke Plads der inde. |
| FRU PLUM | Lad os blive her, vi rykker Bordene sammen. |
| PLUM | Hov, Opvarter! |
| SANDER | Vi maa have noget varmt! |
| FRU KRUSE | En lille, pikant fransk Ret – en vol au vent – |
| SANDER | Ja, lad os prise Fransmændene! De har sørget for Menneskeslægtens to største Behov – borgerlig Frihed og et godt Køkken. |
| FRU KRUSE | (gaar henimod Bordet). Eller hvad siger De om forloren Skildpadde! |
| Sander gaar derhen, fulgt af Birgitte, Munthe kommer i det samme ind fra Baggrunden og taler sagte med hende. |
| 1. AKT 6. SCENE |
Fru Plum. Melitta. |
| FRU PLUM | Melitta, hør lidt! Sig mig, hvordan hænger det egentlig sammen med Munthes Kone? |
| MELITTA | (overvældet). Du min Skaber – ! ja, han er jo gift. Det havde jeg rent glemt. |
| FRU PLUM | Jeg taler aldrig om hende med ham, jeg føler, det opriver ham. Men nu, da Plum er kommen, maa jeg jo tage en Bestemmelse. De er da lovformeligt skilte? |
| MELITTA | Nej, kun separerede. |
| FRU PLUM | Har de været det i de lovbefalede tre Aar? |
| MELITTA | Længere endda. |
| FRU PLUM | Og hvor er hun henne? |
| MELITTA | Hun er væk. |
| FRU PLUM | Væk? |
| MELITTA | Vi kan ikke finde hende, aner ikke, hvor hun er henne. |
| FRU PLUM | Men Gud, saa kan han altsaa ikke gifte sig igen? |
| MELITTA | Nej, naturligvis, ikke før han er rigtig skilt. |
| FRU PLUM | Kan man da ikke søge hende? |
| MELITTA | Jo, vær saa god, der er kun fem Verdensdele. Sandsynligvis har hun antaget et eller andet Pragtnavn, der lyser paa Plakaterne. |
| FRU PLUM | Men det er jo forfærdeligt! |
| MELITTA | Ja, tragisk eller komisk, ligesom man tager det. |
| FRU PLUM | Hvor i al Verden kunde han ogsaa gifte sig med den Operettesangerinde, – hvad var det nu hun hed? |
| MELITTA | Adelaide Olsen. |
| FRU PLUM | Hun var jo aldeles uvidende og udannet. |
| MELITTA | Han elskede hende dog et Par Maaneder — hun havde en hvid Nakke og et Par velformede Ben. Spørg Sander, hvad Aand og Kundskaber vejer op imod det! |
| FRU PLUM | Det er Charmen, det kommer an paa. |
| MELITTA | Tror Du! Naa, hun var forresten ret rar. |
| FRU PLUM | Dette er i Sandhed yderst kedeligt, saa er jo alt paa det løse. Naar jeg nu skal se at granske mine Følelser, saa gør det jo en stor Forskel i Tanker og Motiver, om det gælder et nyt Ægteskab eller kun en forbigaaende Lidenskab. Munthe selv søger aldrig at sondre noget – han siger, alt er uforklarligt. |
| MELITTA | Ja, opgiv Du ham heller. |
| FRU PLUM | Ser Du, jeg forstaar bedre end nogen Anden den Tone, hvori hans Sind er stemt – en tungsindig Harmoni med et Ledemotiv af Nydelseslængsel. Dette er svært for mig. |
| Hamann kommer ind fra Baggrunden, og synes med et Blik paa Birgitte at være uvis om, hvorvidt han skal gaa eller blive. | |
| MELITTA | Det er jo din Fætter Hamann, han der, ikke sandt? |
| FRU PLUM | Jo. |
| MELITTA | Skal han være sammen med os i Aften? |
| FRU PLUM | Ja, ham bliver vi saamænd ikke af med. Han er forelsket i Birgitte, og er kommen hjem for det samme. |
| MELITTA | (studser). Ja saa! |
| HAMANN | (kommer hen til dem). Mine Damer — |
| MELITTA | (rækker ham Haanden). Goddag, Hr. Hamann, velkommen til Landet. |
| HAMANN | Det smigrer mig, Frue, at De kender mig igen. |
| FRU PLUM | Har Du ikke Lyst til at tage Del i vort lille improviserede Gilde? |
| HAMANN | Tak, jeg har egentlig spist. |
| FRU PLUM | Hvad gør det! (højere.) Birgitte, skal Hamann ikke blive og spise med os? |
| BIRGITTE | (kommer hen til dem). Jo, det var morsomt — |
| SANDER | Hvor mange tror Du, vi bliver, Melitta? |
| MELITTA | Ja – Blomquist og Bojesen – |
| FRU PLUM | Og Krogstad – |
| De gaa hen i Baggrunden til de andre. Birgitte vil følge efter, |
| 1. AKT 7. SCENE |
Hamann. Birgitte. |
| HAMANN | Nej, bliv nu og fortæl mig lidt om Dem selv. Hvad er Deres Mening? |
| BIRGITTE | Jeg vil uddanne mig til Malerinde. |
| HAMANN | Ja, naturligvis. |
| BIRGITTE | Hvorfor naturligvis? |
| HAMANN | Fordi Alle vil male hertillands! Her synes at være flere Malere end Beskuere, for ikke at tale om Købere. |
| BIRGITTE | De synes altsaa, jeg skulde holde mig blandt Køberne? |
| HAMANN | Ja, gid De vilde. Disse Omgivelser er ikke de rette for en ung Pige. |
| BIRGITTE | Kan man da aldrig komme ud over det gammeldags Begreb – en ung Pige som et Paaskelam med blaa Baand. Jeg vil sige Dem, jeg er ikke mere saa naiv, som jeg var dengang, at -(stanser.) jeg vil ikke være det. |
| HAMANN | Nej, De ynder nok nu den Fanden i voldske Genre. |
| BIRGITTE | Hvad enten man er gift eller ikke gift, saa er det da udviklende, naar man er ung, at færdes imellem begavede Mennesker, Digtere, Kritikere, Skuespillere, – alle dem, der lever for Ideen. |
| HAMANN | Jeg tror, at det, naar man er ung, er mest udviklende at leve mellem fine Men-nesker, det være sig Kunstnere eller ej. |
| BIRGITTE | (lidt usikker). Ja, men – her er De jo mellem Aandens Adelsmennesker. |
| HAMANN | Ridderne af den frie Tone! |
| BIRGITTE | Der maa være Zigøjnerblod i dem, der dyrker Kunst. (med Aplumb.) Kun gennem et frit Livssyn skyder den Blomst. |
| HAMANN | Kan hænde! Ser De, naar en Zigøjnerlejr har til Huse et Sted, saa glæder Folk sig over deres sære Musik, men de lukker deres Døre godt. Er det altsaa sandt, at Kunstnere, aandeligt set, er Zigøjnere, eller, om De vil — Bohemer, er det saa, at de vil nedbryde alle Gærder, der ere satte om Hensyn og Pligt, saa maa vi Andre ogsaa have Lov til at hytte, hvad der er os kært, vore Sæder og Idealer og Freden i vore Hjem. |
| BIRGITTE | Man mærker, De har levet i Egn, hvor man ikke bryder sig om Livets æstetiske Side. |
| HAMANN | Mener De, at Verdens Udvikling bestaar i at skrive en lille Roman eller læse den? Ja, naturligvis! Man kredser hertillands om smaa literære Ideer og taabelige Skuespillertilbedelse, uden at kunne se, at det Folk, for hvem Livets Afglans er alt, det gør kun daarlig Fremgang i det, der for os andre er Livets – Nationernes store Kappestrid derude over Verdener og Have. |
| BIRGITTE | Kan være! Man maa dog have Lov til at sætte Begavelse over alt. |
| HAMANN | Fortvivl mig da lidt om disse begavede Mennesker. Kan De hitte Rede i deres ægteskabelige Forhold? |
| BIRGITTE | (lidt usikker). Jo – |
| HAMANN | Er nu for Exempel min aandfulde Kusine Fru Ellinor Plum gift eller skilt? |
| BIRGITTE | Egentlig er hun gift. |
| HAMANN | Er det egentlig med sin Mand, eller med Hr. – ham med Øjnene? |
| BIRGITTE | Mener De Munthe? |
| HAMANN | Ja, Hr. Munthe med det dybe Blik. |
| BIRGITTE | (kort). Munthe elsker ikke hende. |
| HAMANN | (ser hurtigt paa hende). Ikke det! |
| BIRGITTE | (snakker lidt forlegen videre). Og Plum holder meget af hende, ja han har nok været gift før, men – og Sander skal have en gammel Fader med svage Øjne, som han er saa god imod, og – (ser lidt ubestemt paa ham.) Melitta lever rigtig nydeligt med sin Mand. |
| HAMANN | Det fornøjer mig, men der er noget, jeg ikke forstaar: Naar det er saa nødvendigt for Aandens Udvalgte at hylde Sætningen: Forandring krydrer Livet, hvorfor gaar de saa gennem det Omsvøbsdepartement, der hedder Ægteskabet? Hvorfor i Djævelens Skind og Ben – ja tilgiv Birgitte, men hvorfor gifter de sig? |
| BIRGITTE | (flot, idet hun tænder sig en Cigaret). Det er Damerne, der vil. Ser De, det kan være godt nok med den frie Kærlighed, men hvad Rettigheder giver den indtil videre os Kvinder – ingen. Nej, man maa begynde med Æteskabet. |
| HAMANN | (med en Bevægelse). Og de Ord skal jeg høre fra Deres Læber! Kun nogle faa Dage, har der behøvedes for at gøre Deres Tanker saa omtaagede af Tobaksrøg og Kognaksdunst og Kaféluft og slibrige Hentydninger, at De ikke instinktmæssigt bøjer af, hvor Grunden er smudsig og glat! Hvor mange Gange kan De saa i Tidens Fylde naa at blive forlovet og gift og elsket og separeret og fraskilt og byttet som disse de Andre! |
| BIRGITTE | (kaster Cigaretten). Maa jeg bede Dem moderere Deres Ord. Med hvad Ret taler De saadan til mig? |
| HAMANN | Kun med den, at jeg holder af Dem. Anden Adkomst har jeg ikke. |
| BIRGITTE | (mildere). De tror vist, jeg har glemt alt det derhjemme — det har jeg ikke, bestandig vil det være mig kært, men jeg maatte jo dog prøve noget nyt og andet end Livet i den lille By, hvor alt er stillestaaende og trivielt? Er det da ikke naturligt, at jeg vilde leve, hvor Tanker krydses og veksler! Hvad saa, om mine Øjne aabnes lidt før, naar blot jeg lever med, hvor der er rørt Vande med Bølgegang og Fart- |
| HAMANN | Fart synes ganske vist ikke at mangle her! |
| BIRGITTE | Ved De hvad, De er bleven lidt ubehagelig! |
| HAMANN | De er ogsaa bleven en anden. Har De slet ikke mer en Skælm bag Øret? |
| BIRGITTE | Hvordan mener De? |
| HAMANN | Kan De ikke se, at der er en Smule komisk ved alle disse Koner med forhenværende Mænd og Mænd med aflagte Koner og al den Lidenskab og Staahej? |
| BIRGITTE | Noget komisk, nu har jeg aldrig hørt saa galt – disse betydelige Mennesker, der lever saa rigt og fuldt! |
| HAMANN | Naa, som De behager, saa tager vi Lidenskaben for Alvor og lader os imponere. Men det Komiske ligger nu en Gang lige op ad det Alvorlige i Menneskers Færden, og skulde det Øjeblik komme, hvor De kan se det, Birgitte, vil De saa indrømme mig det, og sige: De havde Ret? |
| BIRGITTE | Det kan jeg rolig love, for det Øjeblik kan aldrig komme. |
| HAMANN | Er det umuligt – vi faar at se. |
| De andre komme nærmere. |
| 1. AKT 8. SCENE |
Hamann. Birgitte. Plum. Fru Plum. Melitta. Munthe. Sander. Fru Kruse. Senere Blomquist og nogle Herrer. |
| PLUM | (tager Hamann til Side). Hør, Hamann, der er en Bagatel, jeg vil Bede Dem om. |
| HAMANN | (tager resigneret til Lommen). Til Tjeneste. |
| PLUM | De skulde vel ikke have et illustreret Værk om Gudedyrkelsen i Hindostan? |
| HAMANN | (slipper med lettet Mine Lommen). Nej, desværre – De ved, Pladsen i en Kuffert – |
| PLUM | Det var kedeligt — jeg skal nemlig gøre Tegninger til et indisk Drama, jeg tegner nemlig ogsaa. Naa, saa maa jeg jo forskrive Bogen. |
| HAMANN | (atter lidt betænkelig). Ja – |
| PLUM | De kunde maaske saa forstrække mig med 50 Kr. dertil – blot foreløbig! I Morgen faar jeg sikkert bevilget Statstilskud. |
| HAMANN | (tager sin Pung op). Med Fornøjelse – ja, De har vel ikke noget imod at faa dem i engelsk Guld? |
| PLUM | Bevares — Englands Finanser kan vist ganske maale sig med mine. Naa for at komme tilbage til det egentlige – |
| HAMANN | De 50 Kr.? |
| PLUM | Nej, den indiske Gudedyrkelse – |
| De fjerner sig lidt. | |
| FRU KRUSE | (til Sander). Vil De saa love at bedømme mig lidt mildt? |
| SANDER | Hvem kan andet end rose saa daarende Øjne. |
| FRU KRUSE | Det er godt nok med det Ydre — det er mit Talent, De skal tale om – min Kunst, det er mit Liv. Ja, naturligvis, De maa gærne sige, som forleden, at der er noget brillant ved min Fremtræden, for det er jo en Del af min Personlighed. (smiler koket.) Mener De det ogsaa virkelig? |
| SANDER | Jeg forsikrer Dem, Frue, uæst Dyden er De det skønneste jeg ved. |
| FRU KRUSE | Ligner jeg da Dyden? |
| SANDER | Aldeles ikke. Gudsketak. |
| FRU KRUSE | Husker De min Sortie efter den store Scene, der, hvor jeg siger: „Men nutildags, Hr. Greve, hvor elskes der helt og stort! Jeg gør det! Min Kærlighed kan drive mig til alt – alt, det skal De komme til at sande.” Jeg siger Repliken godt, ikkesandt? |
| SANDER | Uforligneligt! |
| FRU KRUSE | Det er fordi jeg ved de Ord tænker paa en Bestemt. |
| SANDER | Paa hvem? |
| FRU KRUSE | (med et 1illee Blik). Det siger jeg ikke. |
| SANDER | Saa faar jeg gætte og haabe. |
| De fjerne sig. | |
| FRU PLUM | (kommer nærmere med Hamann). Ja, kære Oskar, Du har altid holdt af Kunst, det ved jeg. |
| HAMANN | (lidt forbeholden). Ja – – |
| FRU PLUM | Det vil interessere Dig levende at se den ældre Edda illustreret af en virkelig original Kunstner. Men det er et Arbejde, der kræver store Forarbejder, saa Du vilde gøre Dig meget fortjent af Kunsten, hvis Du vilde yde ham et lille Laan paa – for Eks. 50 Kr. Jeg skal erlægge Dig dem. |
| HAMANN | (resigneret). Med Fornøjelse. (giver hende et Par Guldstykker.) Det er maaske det almindelige Beløb? |
| FRU PLUM | Hvorledes – naa -! Ærlig talt, det er selve Plum, det drejer sig om. |
| HAMANN | Ah, saadan! |
| FRU PLUM | Ja, det er jo himmelraabende, at en Kunstner som han virkelig føler Trang – saadan er Tiden. Men Du maa endelig ikke nævne det, vel -? Plum er saa delikat med den Slags Ting. |
| HAMANN | Bevares! |
| FRU PLUM | Det var kønt af Dig. Jeg sender Dig selvfølgelig Bogen. |
| HAMANN | Tusind Tak. |
| FRU PLUM | (gaar hen til sin Mand). Se der, Plum, der har Du 50 Kr. De er rigtignok i engelsk Guld. |
| PLUM | (putter dem tilfreds i Lommen). Jeg bruger gærne engelsk Guld – det synes at formere sig som Kaniner. Kommer der et Kuld til i Aften, saa er jeg til Tjeneste. |
| FRU PLUM | (vender sig). Oskar, maa jeg ikke forestille Dig for Fru Kruse? |
| HAMANN | En fjerntboende Landsmand, Frue, der higer efter at ligge for Deres Fødder, som hele Resten. |
| FRU KRUSE | (smiler elskværdig). Dertil skal De være mig særdeles velkommen. |
| PLUM | Kan vi nu ikke begynde at spise? |
| SANDER | (ser paa sit Uhr). Nu maa de snart være her, de Andre. |
| FRU PLUM | Hvor bliver din Mand af, Melitta? |
| HAMANN | (vender sig til Melitta). Kommer Deres Mand, det var da morsomt. Hvorledes lever han? |
| MELITTA | Tak godt. De kender ham altsaa? |
| HAMANN | Om jeg gør – det er en god gammel Kammerat, som jeg glæder mig til at se igen, saa meget mere som jeg har en Hilsen til ham fra Indien. |
| MELITTA | Fra Indien? |
| HAMANN | Ja, han har jo en Slægtning derude, en gammel ugift Tante, der bor i Kalkutta. |
| MELITTA | Det har han aldrig fortalt mig. |
| HAMANN | Hun har bedt mig opsøge ham for at faa lidt at vide om Familiens Liv og Forhold. |
| PLUM | Er hun rig? |
| HAMANN | Meget velhavende, saa vidt jeg ved. |
| MELITTA | (resolut). Jeg skriver til hende i Morgen den Dag og fortæller hende alt om vort Liv. |
| HAMANN | Det skulde De gøre — det bliver pikante Oplysninger. |
| Blomquist kommer ind fra højre og tager Tøjet af. Han er en førladen Skønhed med et lille Overskæeg og en selvtilfreds Mine. De omringe ham alle, da de se ham og tale omtrent semtidigt. Kun Birgitte og Hamann bliver staaende. Under det følgende komme endnu et Par Herrer ind fra højre og slutte sig til Selskabet. | |
| BLOMQUIST | (paa svensk). Godqväll, vänner – |
| MELITTA | (ivrig). Blomquist, ved Du af, at Du har en Tante i Indien? |
| FRU KRUSE | Ældgammel! |
| SANDER | Ejegod! |
| FRU PLUM | Hun har spurgt efter jer. |
| PLUM | I skal arve hende. |
| SANDER | Millioner! |
| FRU KRUSE | Og et Palads ved Ganges! |
| PLUM | „Auf Flügeln des Gesanges.” |
| FRU PLUM | Og Elefanter at ride paa. |
| PLUM | Og et Harem af Negre! |
| SANDER | Og en fransk Kok! |
| BLOMQUIST | (gør sig fri). Jag tror, ni är tokiga alla till hope! Har jag en tent i Indian – prat! |
| MELITTA | Det siger Hr. Hamann. |
| FRU PLUM | Han kender hende selv. |
| HAMANN | Hr. Hamann, hväm är det? |
| FLERE | (peger paa Hamann). Men Gud, der staar han! |
| BLOMQUIST | (hilser stift). Her als inte den äran — |
| HAMANN | (ligeledes). Jeg ikke heller! |
| FRU PLUM | (forestiller). Min Fetter, Oskar Hamann – Operasanger Blomquist – vor fejrede Tenorsanger. |
| HAMANN | (hilser). Hr. Blomquist er svensk? |
| BLOMQUIST | Ja, men jag talar danska, som herran hør! |
| FRU KRUSE | Korrekt Dansk er det dog ikke. |
| MELITTA | Du sagde jo lige selv, Hr. Hamann, at De kendte – |
| FLERE | (ivrigt). Ja – |
| HAMANN | Undskyld, Frue, tør jeg spørge, er Hr. Blomquist Deres Mand – jeg mener nuværende? |
| ANDRE | Ja – |
| HAMANN | Det gør mig ondt, eller – jeg vilde sige – det glæder mig, men – ja, saa er det rigtignok den forhenværende, der har Tanten. |
| BIRGITTE | (overrasket). Melitta, har Du ogsaa flere Mænd? |
| MELITTA | (irriteret). Det er da kun to! |
| HAMANN | Endnu, Frøken! |
| Et Par Opvartere komme ind med Østers og sætte dem rundt ved Kuverterne. Den krølhaarede Herre og nogle Flere komme ind fra de andre Stuer, saa at der efterhaanden er dannet et ret talrigt og madlystent Selskab. | |
| BLOMQUIST | (gaar Interesseret hen til Bordene). Det måste jag säga – skall vi ha ostron! |
| FLERE | Østers! |
| BLOMQUIST | Här vill jag sitta! |
| PLUM | Der er altsaa de største Østers! |
| BLOMQUIST | Visst into, men här drar det inte ifrån dørrarne. |
| SANDER | Hør, sig mig, hvem betaler egentlig? |
| Alle se ud i Luften. | |
| FRU PLUM | Hvem her bestilt Østers? |
| BLOMQUIST | (energisk). Inte jag! |
| man ser paa Sander | |
| SANDER | Jeg ikke heller! |
| FLERE | Mig er det ikke. |
| PLUM | (peger paa Hamann, der taler med Birgitte) Er det ikke Fætteren? |
| NOGLE | (lettede). Det er naturligvis Fætteren! |
| SANDER | Eller maaske Tanten fra Indien. |
| BLOMQUIST | (ved Bordet). Kom, vänner – låt os nu äta! |
| Man gaar tilbords. | |
| TÆPPE |