Har nogensinde et Stykke Papir virket forfærdende, saa var det da det, hvorpaa Finansministerens Forslag til den kommende Teaterskat stod prentet. Aldeles uventet og uforberedt faldt dette Rædselsbudskab ned over den Del af Samfundet, der ernærer sig ved dramatisk Kunst her i Landet. Hvis en Statistiker vilde have den Ulejlighed at gøre Tallet op paa de Mennesker, som helt eller delvis faar deres Erhverv udbetalt af Teaterkasserne, vilde man forbavses over, hvor stor en Gruppe Medborgere det er, der trues med at rammes i deres Næringsvej.
Imidlertid er det ikke en statsøkonomisk eller politisk Artikel, jeg vil skrive. Dem er der mere end nok af hertillands, fordi Ingen bryder sig om, at Lammene bræger protesterende, hvad de iøvrigt ikke engang gør. De ender alligevel altid med at staa roligt og lade sig klippe til Skindet.
Man kan derfor uden Tøven gaa over til det næste Stadium, det nemlig at undersøge, hvis Skyld det var, at det gik, som det gik, og paa det Punkt vil der nok, hvis den bebudede Luksusskat virkelig kommer, blive vekslet nogle bitre Meningstilkendegivelser. Det første Geled, der falder for Fjendens morderiske Ild, er naturligvis Teaterdirektørerne, og de vil sikkert i deres sidste Krampetrækninger fremstønne sande og rammende Forbandelser over deres Mordere i Rigsdagen, som de vil titulere en bloc med Benævnelsen: Bønder.
Men lad os nu tage en skikkelig Bonde fra Ølstykke-Egnen e. l., og lad os se paa, hvordan Teaterlivet her i Byen maa virke paa ham, naar han som Folkets kaarne Mand indtager sin Plads paa Tinge. Hans personlige Forbrug af de for Fremtiden skattepligtige Kulturvarer har maaske indskrænket sig til Elverhøj og Dollarprinsessen i en lidt mangelfuld Udførelse paa Hotel Postgaarden, og hans Kompetence til at bedømme Kulturværdierne er paa den Maade at finde etsteds i Omegnen af Nul.
Hvordan virker saa det københavnske Teaterliv, for hvilket han skal give Love, paa denne friske Hjerne? Det første, han vil foretage sig, er at sætte sig ind i Sagen, og selvfølgelig vil han med dette Maal for Øje, give sig til at studere Dagspressen. Hvad er rimeligere og nemmere, da ethvert Dagblad har sin særlige Teaterrubrik, hvis Meddelelser udsendes gennem selve Direktionen og derfor maa anses for at være paalidelige.
Troskyldig giver Lovgiveren sig altsaa til sit Oplysningsværk, og hvad faar han at se? At det er glimrende over hele Linjen. Han faar det Indtryk, at de københavnske Teatre er Minedistrikt af uudtømmelige Guldgruber:
“Det kgl. Teater havde i Gaar rød Lygte ude baade til sin Eftermiddags- og Aftenforestilling”. — Til de første 7 Opførelser af Greven af Kyssenborg har alt været udsolgt delvis til fordoblede Priser.” — “Direktør Thomberg har i Wien bestilt pragtfulde Dekorationer og kostbare Kostumer til Valsfyrstinden.” — “Sydvesterbroteatret lader til i lang Tid at kunne samle fuldt Hus hver Aften paa: Den blodige Næve.
Og saaledes videre i det Uendelige. Ikke alene Indtægterne bruges til Reklame men ogsaa Udgifterne.
Naar Lovgiveren saa fra Rigsdagen gaar en Tur gennem Byen, vil han ved hvert Teater han passerer se en rød Lygte over Plakaten: Alt udsolgt. Hvem kan saa bebrejde den troskyldige Folkets Søn, at han tror, der paa disse Steder ligger Guld i Barrer, siden han faar det at vide af Teatrene selv. Altsaa, han ved det. Men hvad ved vi Andre?
Jo, Sagen er, at i Modsætning til Lovgiverne ved vi helt Besked. Vi ved, hvordan det er — vi ved, hvordan saa mange af de røde Lygter bliver til i København. Vi ved, at den hænges ud tidlig paa Formiddagen samtidig med, at Billetterne i en Haandkuffert transporteres over Gaden, hvor de i en Kælder sælges til moderate Priser, at Forenings- og Kuponbilletter ved Teatrene har udviklet sig til en Slags Bændelorm, som udsuger deres sidste Marv, og vi ved, at henimod Aften fyger Fribilletterne som Blade i en Høststorm afsted mod teknisk Skole, Kunstakademiet, Studenterforeningerne, Handelsmedhjælperne, en hvilkensomhelst Korporation, hvor man mener, at de ungdommelige Medlemmer kan have Lyst til at se en Forestilling gratis. Glipper det, mobiliserer man Militæret og deler Billetter ud som Løbesedler i Kastellet. En dreven Teatermand kan med Lethed tage et Vue af et saadant fuldt Hus og med Ærbødighed i Blikket udpege de faa Betalende.
Hvorfor gøres nu dette? Hvorfor gaar denne markskrigerske Reklame gennem alle Byens Blade, som om det var påa et Marked, hvor hvert Telt søger at overdøve Larme merne fra Naboen tilhøjre og -venstre?
Det maa vel være, fordi den bunder i en bitter Erfaring og et dybt Kendskab til Menneskenes Natur. Man ved, at de helst render i Flok ligesom Faar, og at det blot gælder at faa Flokken drejet ind i Ens egen Fold.
Maaske Teaterlederne har Ret, maaske ikke! Men i hvert Tilfælde — man kan ikke fritage dem for selv at have en Del af Ansvaret, naar de nu skal rammes saa ubarmhjertigt paa deres Pengepung, for det er jo netop den, de reklamerer med. Dette fremgaar bedst af den skrigende Modsætning, der er mellem deres pragtfulde, guldglimtende Interviews om Status og Planer og de Klageraab, der nu lyder over Teatrenes vanskelige Kaar i Anledning af den kommende Skat.
Hvad vil de nemlig have, at den Folkevalgte skal tro, naar han sammenholder de to Melodier? Er det muligt for ham at faa den samme Tonart i dem? Selvfølgelig maa han tro, at Teatrene blot hyler op for at blive fritagne for en Skat, skønt de i Virkeligheden har Raad til at betale den. Han mangler jo Forudsætningerne for at vide, at hvis denne Lov bliver vedtaget, er det et dræbende Slag for den gode danske Teaterkunst, Hvor skulde han kunne se paa et smækfuldt Teater, at det er tilfældige Forenings-Frigængere, der for en stor Del fylder det. Hvis han kunde se det, vilde den Tanke øjeblikkelig skyde sig frem i hans sunde og uberørte Intelligens: Det er ikke de hæderlige og skikkelige Betalende, der yderligere skal punge ud, men det er alle os Andre. At lægge en Skat af 25 pCt. paa hver Fribillet (af Billettens Paalydende), det er det, der vilde give Penge.
Af Emma Gad.