Der er faa Mennesker i denne By, der er saa flittige som Fru Gad. Hun ynder at bruge sin gamle Danselærers gode Ord til hans Elever: “Kære Børn, mens vi hvile, ville vi marchere!”
Hun har ved Siden af sit egentlige og højtidelige Valgsprog Perseverando gjort disse Ord til sine. Naar de alvorlige og vanskelige Arbejder i hendes Dags Danseskole er forbi, marcherer hun løs paa alle mulige af sine Yndlingspassioner.
Fru Gad, der har stiftet og ved sit aldrig hvilende Initiativ opretholder Dansk Kunstflidsforening, er selv en udmærket Haandarbejderske. I det Gad’ske Hjem i Dronningens Tværgade hænger i Fruens Arbejdsværelse to prægtige gamle Gobeliner, der nu ser nydelige ud. Men da Fruen fik dem, var de med Respekt at melde Laser. Hun har stoppet dem med en Smag og en Dygtighed, der gør hende til Kunstnerinde paa det Punkt. Ogsaa gamle Kniplinger, der trænger til Hjælp i deres gule Alderdom, udbedrer hun. Det er hendes Lyst om Vinteren, naar hun ikke læser franske Memoireværker fra det 18. Aarhundrede eller arbejder sig igennem den nylig udkomne Literatur ved sin hyggelige Petroleumslampe, der slukkes i god borgerlig Tid.
— Ganske anderledes falder hendes Dag om Sommeren.
Naar Solen begynder at varme for Alvor, tager det Gad’ske Hjem paa Landet. Oppe i Humlebæk har hun bygget sit lille Hus, som hun kalder det, og for Penge, hun har tjent ved sin Succes “Et Sølvbryllup”.
Det er bygget paa vaad Strandjord og med en Have omkring, som ved store Anstrengelser i Aarenes Løb er bleven anvendelig. Her udfolder Fru Gad sine Anlæg som Havemand og — Brolægger. Tidlig om Morgenen ses hun, iført et forsvarligt Lugeforklæde, udføre Gartnerens og Havemandens og Lugekonens Arbejde, og naar Mørket falder paa, kan man være heldig og se Admiralinden luske sig bort fra Hjemmet og ud i Nattens Mørke.
Hvad Fru Gad foretager sig paa disse natlige Ekspeditioner, var længe hendes Familie et aabent Spørgsmaal. Men en Gang blev hun afsløret. Det viste sig, at hun slæbte Sten til Haven og Gaarden, som hun maatte tilstaa var Andenmands Ejendom, taget paa de omliggende Marker.
Sten tager Fugtigheden af Jorden, paastaar Fruen, og hører iøvrigt med til en Haves Udsmykning. Med megen Kunstsans anbringer hun dem paa dertil svarende Steder og har saaledes dannet sin Have, som hun vil.
— Vi kender alle Emma Gad som den skarpe Dramatiker. Fra sine Ungpige-Aar har hun omgaaedes Teatermennesker. I hendes Moders, Fru Halkiers velhavende Hus ude paa Østerbro omgikkes hun talrige Scenens Børn. Gennem Veninderne, de senere Fruer Søstrene Dorph-Petersen og Godfred Christensen, lærte hun Fru Sødring og derved ogsaa Fru Hejberg at kende og kom meget i den sidstes Hus.
Selv paastaar hun dog, at naar hun begyndte at skrive, var det, fordi hun kedede sig saa utroligt i Korsør, og hendes Trang til hurtigt og direkte at komme i Berøring med Publikum har saa bevirket, at hun valgte Scenen at skrive for.
Hendes Journalistik hører de sidste Aar til og interesserer hende meget. Hun kan i Reglen være sikker paa, at en Artikel af hende ikke alene bliver læst, men ogsaa vækker Diskussion. Og mere kan en Journalist jo ikke med Billighed forlange.
Undertiden strækker denne Interesse fra Publikums Side sig dog for vidt for den optagne Frue. Thi efter hver Artikel, hun offentliggør, og hvert Stykke, hun lader opføre, strømmer en Regn af Breve ind til hende. Folk, der enten udtaler deres Beundring for hende, eller i stærke Udtryk giver deres Harme Luft, eller, hvad der er almindeligst, beder hende give sig i Lag med den eller den Sag, for at dog det eller det Forhold kan blive ændret.
Det er ikke Smaating, Publikum paa denne Maade opfordrer Fruen til; og — kan hun udrette noget, hviler hun ikke, før det er gjort.
— Mens vi: hvile, ville vi marchere — det er for Emma Gad intet vanskeligt Valgsprog, det er hende et nødvendigt.
Helge Wamberg.