Emma Gad tager i denne morsomme og skarpsindige dialog læseren med bag kulisserne, kort før et middagsselskab begynder. Mens værten modvilligt forsøger at placere gæsterne ved bordet, forklarer værtinden de uskrevne regler for god bordskik: alder, rang, temperament og samtaleevner skal afvejes med stor takt. Med humor og skarp iagttagelsesevne viser Emma Gad, at en vellykket bordplan ikke handler om værtens egne ønsker, men om gæsternes trivsel. Teksten er både en satirisk skildring af selskabslivet omkring år 1900 og en tidløs påmindelse om, at omtanke og hensyn er værtskabets vigtigste dyder.
Hele Lejligheden dufter livsaligt af- Vildtstegning, et Batteri af Rød vinsflasker til Lunkning staar opstillet ved Kakkelovnen. Entréen er ryddet for Overtøj, Fruen har instrueret de opvartende, ordnet Konfektskaalene og mønstrer for sidste Gang det færdige Bord, hvis straalende Ordning er tilvejebragt efter utallige smaa Byture og mødig Hjemvenden med Papirsposer i en Citytaske. Forberedelserne er endte, og der er ikke andet tilbage end Omklædningen, før man modtager de mer eller mindre kære Gæster. Jo, en Ting endnu, næsten den vigtigste. Hun iler ind til sin Gemal og finder ham fordybet i lange Regnskabskolonner.
| HERREN | FRUEN |
Men Gud forbarme sig, Frederik, har Du ikke placeret Gæsterne, som Du lovede? Hvad er det, Du bestiller?
Jeg reviderer Landhusholdnings-Selskabets Aarsregnskab.
Det kan Du virkelig ikke spilde Tiden med.
Det turde dog være et Spørgsmaal, om det er ren Tidsspilde.
Jo, i Øjeblikket. Om en halv Time har vi dem. Værsaagod, der er Papir og Blyant.
(resigneret): Naa, i Himlens Navn. Er der lige mange Damer og Herrer?
Nej, der er to Damer mere.
Det er jo rædsomt. Det gaar aldeles ikke.
Jeg kan da ikke gøre for, at Damer altid siger Ja og Herrer altid Nej. Vi maa ordne det saa omsigtsfuldt som vi kan.
For at begynde med det mest omsigtsfulde — der er nu Provstinden, hendes Kedelighed raaber til Himlen. Hende giver vi den døve Justitsraad tilbords. Saa gaar han da ikke glip af Aandrigheder, som han ikke hører. Og han staar højt paa Skattelisten.
Nej, lad os nu se, Provstinden er den ældste og fornemste Dame hende maa Du selv have.
Hvad ondt har jeg gjort, at jeg skal straffes saa haardt? Jeg havde skam tænkt mig den pikante, lille Fru Skram.
Det gaar ikke, min Ven. Men stop nu lidt, er det ikke første Gang Professorinde Falk er her?
Jo.
Saa er det et Spørgsmaal, om Du ikke maa tage hende?
Skal Du saa have Professoren?
Nej, man lader det ikke gærne gaa paa Kryds.
Jeg tror alligevel, jeg foretrækker Provstinden.
Der er aldeles ikke Tale om at foretrække nogen. Vært og Værtinde tænker overhovedet ikke paa, hvad der er morsomt, men kun paa, hvad der er passende og taktfuldt.
Den lille Foredragsmine klæder Dig fortryllende. Kom og kys mig.
Spøg til Side. Skynd Dig dog nu. Altsaa, Du tager den ældste og mest repræsentative af de Damer, som første Gang er her Fru Falk. Saa kan Provstinden alligevel faa Justitsraaden, nej, heller Kapellanen; saa kan de saa rart beklage sig sammen over den kultusministerielle Administration.
Du mener maaske, at man skal anbringe Gæsterne standsvis og ikke efter Hjertets Attraa. Hvor underholdende!
Begynd nu ikke at gøre Nare Det har vi ikke Tid til.
Tværtimod. Jeg indser, Du er den klogeste, og jeg bøjer mig ganske for dit overlegne Livssyn.
Jo vist, Du er en rar En. Jeg mener selvfølgelig ikke, at man i Privatselskaber, saaledes som ved Hoffet og ved officielle Lejligheder, skal anbringe de Indbudne efter Rang eller efter deres øjeblikkelige Stilling til Anledningen. Saadanne Steder er de jo ganske nødte til det, for hvad skulde de ellers gaa efter. Men lidt af den Slags Hensyn maa der nu tages ethvert Sted — det ser man jo dog ved Bryllupper, hvor de nærmeste sættes til Højbords blot fordi de “er” de nærmeste. Folk vil nu engang heller beæres end more sig, eller rettere sagt, naar de beæres, saa tror de, at de har moret sig, selv om det har været særdeles kedeligt.
Som oftest.
Og det vigtigste er jo dog, at de befinder sig vel.
Skal jeg ifølge denne din dybe Livsfilosofi give Grosserer Kjær den dydsirede Justitsraadinde eller den sortøjede Fru Mynther, som han sværmer for?
Endelig Justitsraadinden — og den Sortøjede lige over for. Du kan være vis paa, at de to finder nok siden hinanden i en Hjørnesofa ved Kaffen, henrykte over omsider at naa hen til hinanden. Ser Du, Middagsbordet er det rette Operationsfelt for Hensynet og Kaffen for Kurmageriet. Saadan vil Folk have det.
Godt. Men i ethvert Selskab er der Gæster, som de andre ikke finder det hensynsfuldt at blive belemret med. Hvad gør man med dem? Der er nu f. Eks. i Dag den tykke Forpagter Nielsen, som putter Kniven i Munden og spytter. I denne Forbindelse har han kun den Fortjeneste, at han har sendt os Dyret.
Ham tager jeg selv. Naar der er en Herre, som er vanskelig at anbringe, saa er det den allerbedste Udvej, at Værtinden selv overtager ham, med mindre der foreligger en nødvendigere Anbringelse af hende.
Saa faar Du en Skæppe Æbler i Tilgift til det næste Dyr.
Saa meget desbedre.
Og saa har vi Tante Rikke og Tante Mille ved Du hvad, de er Pinedød umulige. Kan de ikke faa hinanden.
Gudbevares, de tilgav det aldrig. Nej, Du skal selv have Tante Mille paa venstre Side.
Tak.
Du kan bare lade hende sidde – med lidt Venlighed. Og saa faar Forpagteren Tante Rikke sammen med
mig. To Damer i, det er da fint – paa den Maade vil de alle tre føle sig smigrede og veltilmode.
Nu mangler jeg Student Birch og Kancelliraadinde Saabye. Kan jeg sætte dem sammen?
Nu er Du rent ude i det Blaa. Den lille Springfyr kan da ikke byde Armen til en Matrone med tre Hager. Nej, det vigtigste af alt er naturligvis, at de er nogenlunde jævnaldrende. Naar galt skal være, kan man til Nød give en gammel Herre en ung Dame det finder de ogsaa paa anden Maade smigrende, men aldrig en ung Herre til en gammel Dame. Mærk Dig det. Hun bliver rasende.
Det var jo i dette Tilfælde en ren Fordel. At sige, hvis hun en anden Gang sagde Nej.
De bliver rasende og kommer alligevel.
(ser fortvivlet paa Listen): Men naar det ikke gaar med de to, saa maa det hele gøres om.
Nej, lad os se – kan Du ikke give Hr. Birch Frøken Borch?
Frøken Borch skulde have Dr. Barch, og naar jeg giver hende til Student Birch, saa bliver der ikke andre Damer tilbage end Fru Barch, som jeg dog ikke kan give til Manden.
Men hvis nu Dr. Barch fik Frøken Borch og Fru Barch fik Birch —
(tager sig til Panden): Nej, nu rabler det for mig, for naar Frøken Borch faar Barch, saa maa jo Birc jo have —
Tys, det ringede — naa, det er vist blot nogle Krakmandler.
[Et Hoved ind ad Døren: Jeg vil blot sige Fruen, at Frøknerne Klemmesen er komne.]
Gud forbarme sig, jeg er ikke klædt paa, og det er Du jo heller ikke. Tante Rikke og Tante Mille kommer altid for tidlig. Saa maa Du jo lave det, som Du kan, men skynd Dig bare — (iler ud).
(raaber efter hende): Hr. Birch og Fru Barch og Frøken Borch og Hr. Barch —