Forfatterinden Emma Gad

1911
Nu kunne hele Danmarks Emma Gad fejre sit 25-års jubileum som forfatterinde. Vejen til succesen begyndte i de stille år i Korsør, hvor hun som nygift admiralinde brugte tiden på fordybelse og læsning. Hvad der startede med historier for børnene, voksede hurtigt til skarpsindig og ironisk dramatik. Med gennembruddet Et Sølvbryllup og debutstykket Aftenbesøg på Det Kongelige Teater cementerede hun sin plads i det københavnske selskabsliv. Men Gad var mere end blot forfatter; som præsident for Kvindernes Udstilling i 1893 og initiator til vigtige kvindeorganisationer blev hun en uforlignelig drivkraft i samfundet.

Hele Danmark over er Fru Gads Navn kendt, dog vel nærmest som Forfatterinden af »Et Sølvbryllup«.

Det var som med ét Slag, at dette Stykke, der paa én Gang er saa overlegent ironisk og rummer saa dybe Tanker, gjorde hendes Navn bekendt. Dog havde hun, for det kom frem, skrevet flere Stykker, bl. a. den lille Enakter: »Aftenbesag«, der opførtes paa det kgl. Trater og spilledes af Karl Mantzius, Poul Nielsen og Fru Bloch. Det var i April 1886, og Fru Gad fejrer altsaa i Aar sit 25 Aars Jubilæum som Forfatterinde. Efter den Tid er det ene Stykke efter det andet løbet af Stabelen, og alle er de blevne opførte, snart paa det ene Teater og snart paa det andet.

Fru Gad er født Halkjær og hører saaledes ved Fødslen hjemme i Københavns højere Bourgoisie. Da hun blev gift, førte hendes Mand, nuværende Admiral Gad, nogle Aar Postdamperen mellem Korsør og Kiel, og hun havde saaledes Bolig i Kedsommelighedens Hovedstad. Muligt er det de stille Aar hernede, der gav hende Pennen i Haanden, i alt Fald troede hun i de Dage, at hun mulig kunde blive Børnebogsforfatterin de — hun opfandt selv de Æventyr og Fortællinger, hun i Skumringen fortalte sine Børn — men de stod ikke for den litterære Kritik, saa brændte hun dem og opgav den Illusion.

— Men de stille Aar dernede i den lille By ved Bæltet brugte hun, højtbegavet som hun var, til ved Læsning at uddanne sin Aand. Hvo ved, om hun havde faaet Tid til saaledes at gaa til Bunds i sine Medmennesker, som hun siden beskrevsaa glimrende, om hun stadig havde været i Hovedstaden med alle dens Baller og dens alt opslugende Selskabsliv? Som det nu var, havde hun engang faaet Blod paa Tanden, og han uddybede det Syn, hun havde paa Menneskene, ogsaa efter at hun atter var Midtpunktet i det københavnske Selskabsliv. – Der gik nu næppe et Aar, uden at hun fik et Stykke opført. Bedst har dog de slaaet an, hvor hun skildrer det Bourgoisie, hun selv er Barn af, og som hun kender til Grunden. Tonen i hendes københavnske Stykker er ægte nok, men roen kan hun end være bidende i sin Ironi, saa viser hun dog ogsaa tit nok, at hun har et aabent og medfølende Hjerte.

Under Kvindernes Udstilling 1893 optraadte Fru Emma Gad for første Gang blandt Kvinder udadtil og tog Del i deres Arbejde. Hun blev Udstillingens Præsident, og i de Aar, som siden er gaaet, har hun vist, at hun ogsaa paa dette Omraade er en Arbejdskraft uden Lige. Hun stiftede Kunstflidsforeningen og tog Initiativet til Kvindernes Handels- og Kontoristforening. Utallige er de Udstillinger, som hun senere har planlagt og faaet ført ud i Livet. Og altid har hun haft Held med sig. Det ligger maaske for en Del deri, at hun har forstaaet at vælge de rette Medarbejdere, og at hendes Samarbejde med andre er saaledes, at de alle tror, de gør Nytte.
Sofie Horten