Her argumenterer Emma Gad for, at skuespillerindens kostume er langt mere end smuk beklædning – det er en væsentlig del af scenekunsten. Dragten skal ikke følge tidens mode, men understøtte rollens karakter, stykkets ånd og den historiske virkelighed. Gad kritiserer skuespillere, der vælger det klædelige frem for det karakteristiske, især i historiske dramaer, hvor autenticiteten ofte lider. Som forbillede fremhæver hun Anna Bloch, der med omhu lader kostume, frisure og fremtoning indgå som en naturlig del af sit kunstneriske arbejde og dermed skaber helstøbte og mindeværdige sceneskikkelser.
En Skuespillerinde maa være sig bevidst, at hun har et Ansvar med sin Paaklædning paa Scenen overfor den almene Skønhedssans. Skuespilerinders Dragter er nemlig i Stand til at frembære og fæstne en ny Mode og derved være medbestemmende om, hvad vi Alle i et vist givet Tidsrum har at tage paa og se Andre have paa. Ikke saa underligt! For det første er den feterede Primadonna mærkeligt nok næsten endnu mere beundret af Damerne end af Herrerne, og for det andet er det jo en fortræffelig Adspredelse under kedelige Scener, som der desværre kun er altfor mange af, at studere en elegant og klædelig Dragt og eftertænke, om den passer til Ens Personlighed og Skikkelse.
Det tager sig oven i Købet bedre og mere kunstinteresseret ud, end naar man begynder at se sig om i Parkettet med Kikkert for at finde Bekendte blandt Lidelsesfællerne. Det paastaas endog, at elegante Damedragter er i Stand til at holde et værdiløst Stykke oven Vande i nogen Tid. Skuespillerinder bør altsaa af Hensyn til Omverdenen være lidt maadeholdne i det Offer de nedlægger paa Modegudindens Alter; ikke bære altfor snævre Dragter, naar dette er “le dernier cri”, ligesaalidt som de bør have dem af et uhyre Omfang, hvis Moden paany skulde springe om til den modsatte Yderlighed.
End vigtigere er det selv følgelig, at Skuespillerinden forstaar at afstemme sin Dragt efter Skuespillets og Aktens Aand og Tone, og i saa Henseende er der naturligvis fraset Kor og Masseoptog i Operetter o. l. — sket en bemærkelses værdig Fremgang i den sidste Snes Aar. Vore Skuespillerinder har indset, at hver Stump Tøj, de har paa, kan, godt valgt, hjælpe ikke alene til at karakterisere den Skikkelse, de fremstiller, men formaa at yde sit lille Bidrag til Helhedsbilledets Sandhed og Liv.
Dog, denne Fremgang gælder nærmest de moderne Stykker, hvor Skuespillerinderne klæder sig ifølge Selvsyn i Livet. Naar vi derimod kommer til Fortids-Kostumerne, er Damerne ikke saa føjelige eller rettere sagt ikke saa forstaaende, hvilket Teatrenes Kostumetegnere kan fortælle mange artige Historier om. Og dog gælder det der, i endnu højere Grad end i moderne Skuespil, at Virkningen tidobles, naar Tilskueren uvilkaarligt bibringes Følelsen af, at de Udførende virkelig ser ud som Mennesker fra den Tid, de fremstiller. En enkelt Gang kan man paa Scenen se en Skikkelse, som skaaren ud af et gammelt Billede, og uudsletteligt præger den sig da i Ens Hukommelse. Men ak, det sker sjældent. Man kan bedst forstaa det af et Eksempel. Da Maria Stuart for nogen Tid siden opførtes paa Det kgl. Teater, optraadte baade hin skæbnebetyngede Fyrstinde og hendes Modstanderinde Dronning Elisabeth samt deres Damer med slanke Hofter, fordi dette er Nutidens Mode og Skønhedsbegreb. Og alligevel vilde de have virket ganske anderledes intensivt ved at iklæde sig de store Hoftepuder, som ses paa samtlige Dameportrætter fra Dronning Elisabeths Tid. Naturligvis har Teatrets Kostumekunstner forsøgt at sætte det igennem, men ikke magtet det, fordi det svære Hofteomfang fandtes uklædeligt af Damerne. Og dog staar Skuespillere sig ubetinget bedst ved at foretrække det karakteristiske for det klædelige, fordi det er det stærke Særpræg, der prenter sig fast i Erindringen. Men man maa haabe, at Paaklædningens Historie forsynet med et rigt Billedstof, maa blive taget med som et af Lærefagene ved den kommende dramatiske Læreanstalt.
Kvindens Paaklædning gennem Aarhundrederne har altid været stærkt medvirkende til at give Tidsalderen sit Særpræg. Maaske vil vor praktiske og nøgterne Tid, hvor Kvinden tager Del i Arbejdet og udviklingen, omforme hendes Dragt, saa den bliver mørk, tung og farveløs som Mandens. Men endnu er den yndefuld, let og farverig.
Scenen, som forstærker alt Liv, har ogsaa den Evne at gøre dette Skønhedsindtryk endnu mere levende for os, og derfor maa vore Skuespillerinder studere det og uddybe det. Vi forstaar Alle saa godt, at det maa være anstrængende og besværligt nok for en Kunstnerinde, der er optaget til sin Sjæls Inderste af en Rolles Studium og er vanvittig angst for Premieren, samtidig at skulle prøve Kjoler og interessere sig for Hattesløjfer og Frisure, men det hjælper ikke — det maa ogsaa til.
Den Skuespillerinde, Anna Bloch, hvis Billede indrammes af disse Linjer, hører til dem, der forstaar at
indordne alt under sin skønne og klare Kunst, og overtænke det Ydre ved den Personlighed, hun skal fremstille, paa samme indgaaende Maade, som det Indre. De blivende Minder, vi har om hendes kvindeskikkelser paa Scenen, viser, at hun har Ret i ogsaa at gøre Dragten til et Studium.
Emma Gad