I denne artikel tegner Emma Gad et varmt og skarpsindigt portræt af den blot 17-årige norske skuespiller Gerd Egede Nissen. Gad fremhæver hendes usædvanlige sceniske nærvær, naturlige talent og evne til at bevæge publikum, selv om hendes erfaring og almene dannelse endnu er begrænset. Hun peger på, at livserfaring og kunstnerisk modenhed først kommer med tiden, men ser allerede kimen til en stor skuespillerinde. Artiklen er både en begejstret anmeldelse og en refleksion over talentets natur, afsluttet med det smukke billede af Gerd Nissen som en rosenknop, hvis kunst endnu kun er ved at folde sig ud.
LYKKELIGE Alder — atten Aar eller ikke engang. Frøken Gerd er endnu paa det Standpunkt, at hun, for at gøre sig *Idre og værdigere. siger: “Jeg bliver atten Aar i April”. Og dog med en Række Roller bag sig paa Nationalteatret i Christiania: Hovedrollen i Kongens Hjerte som Debut, to Drengeroller i Sigurd Slembe og i Anna Karenin, Hilde i Fruen fra Havet. Lisbeth i En Søndag paa Amager, en Ungpige i Moral m. m.
Naar man hertillands saa ofte maa se, hvordan de Unge gaar og venter i Uvirksomhed, mens de kostelige Ungdomsdage rinder som Draaber, saa undres man og tænker: Er det da saa meget lettere der Nord paa at komme frem, eller er denne unge Pige et ualmindeligt scenisk Talent?
Man havde under hendes Ophold her i Byen kun én Gang Lejlighed til at faa et Indtryk af Gerd Nissens Evner, og det paa selve den Dag, hun rejste herfra. Hun optraadte da i en lille Kærlighedsscene ved en Matinée paa Dagmarteatret, med Poul Reumert som Medspillende. Jeg tror, at de kyndige Bedømmere, der var komne til Stede for at se hende, var af den Mening, at hun lover meget.
For det første er hendes Personlighed, uden egentlig at være smuk, lige det synlige Udtryk for alt det, vi forstaar ved den unge Pige det lysende, det forhaabningsrige, det kvindelig poesifulde, saa i denne første Instans har hun alle gode Magter paa sin Side. Dog, dette er jo noget ydre — har intet at gøre med Talentet.
Men der var straks noget helt andet, der pegede hen paa, at hun har det. Nemlig hendes Entré. I samme Øjeblik, hun kom ind og sagde: «Ja, her er jeg altsaa», fyldte hun Scenen alene gennem det, at hun stod paa den — vilde have været sikker paa det, om der saa havde været ti Medspillende til Stede. Hvad er det for noget uforklarligt, der bevirker denne uvilkaarlige Forbindelse mellem Kunstneren og Tilskuerne, som intet Studium kan give En – er det Skuespillerens Herredømme over sine Midler, eller er det Publikums instinktmæssige Fornemmelse af det medfødte Talent — maaske lidt af hvert! Sikkert er det, at nogle udkaarne har Evnen til at frembringe denne gaadefulde Samhørighed i det Nu, de viser sig, og den lille Gerd synes at skulle blive en af dem. Og hun synes at have den samme lykkelige Evne til at blive den fødte Elskerinde paa Scenen — blive den, der kan sige de bag Rampen tusinder af Gange udtalte Ord: Jeg elsker Dig, med en saa fuldkommen Hengivelse, en saadan Ømhed og Forglemmelse af alt andet, at det ofte hørte bliver nyt og bevæger Tilskuernes Hjerter gennem egne Haab eller Minder. Det kan den lille Gerd ogsaa. Idetmindste fik man det Indtryk forleden.
Naturligvis har hun meget at lære. For det første kan hun saare lidet endnu, pædagogisk set, for i de Aar, hvor hun skulde lære det væsentlige: fra 15— 17, spillede hun Komedie, og i de næsten ligesaa vigtige Aar fra 13—15 spillede hun Klaver – hun skulde været Pianistinde, paavirket af sin geniale Tante Erika Lie Nissen. Af disse Grunde har hun kun temmelig dunkle Forestillinger om Karl den Store og Nero, Voltaire og Goethe. Som et foreløbigt Skridt gav jeg hende de store Verdens-Elskerinderoller at læse som f. Eks. Gretchen og Ophelia, Antigone og Sakuntala. Om deres Oprindelse og Betydning havde hun yderst svage Begreber hin gammelgræske Kongeslægts Forhold til den uafvendelige Skæbne og det bramanske Kastevæsen laa hende mildest talt lidt fjernt. Men med instinktmæssig Forstaaelse slog hun med et Par kloge Ord ned paa det centrale i Rollerne, og det er jo Hovedsagen for en Skuespillerinde. Kendskab til Digterne paa Sanskrit kan altid komme siden. Og den kommer, hvis hun da vil noget.
Men denne syttenaarige Uvidenhed om, hvad der er sket i Verden og hvad Mennesker har lidt for at kunne frembringe det Store og Skønne, den bevirker jo, at den unge Skuespillerinde endnu ikke helt forstaar at skabe Understrøm i sine Repliker. Er man ulykkelig forelsket paa Scenen, eller tror sig at være det, skal denne Lidelsesfuldhed jo tone igennem det hele. Man skal føle den, selv om Repliken lyder: “Maa jeg skænke Dem en Kop Chokolade?” Man skal føle den under Latteren, fornemme den bag Smilet, vejre den under Koketteriet. Skuespillerinden maa holde paa dens Undertone, ligesom Violinvirtuosen forstaar gennem et Dobbeltgreb at lade en dyb smertelig Stræng lyde, alt imens jublende Toner klinger deroppe. Det magter hun endnu ikke, den unge Gerd, men det kommer ogsaa — kommer gennem Livserfaringen og Udviklingen.
Hvor utallige Gange er en ung Pige bleven kaldt for en Rosenknop! Det er vel fordi Sammenligningen er saa betegnende for det haabefulde, at den falder lige paa Tungen. Alligevel siger jeg om Gerd Nissen, at hun er en Rosenknop — ikke menneskeligt set — det vil tidt nok blive sagt hende — men kunstnerisk set. Hendes kommende sceniske Ydelser ligger endnu som i en Knop tæt sammenfoldede i hendes Sind. Blad for Blad vil de udfolde sig, hvert nyt, mere fintformet og dybere i Farve, efterhaanden som hun forstaar mere, indtil hun staar der engang helt udviklet — i sin fulde Blomst.
Emma Gad