Søg her på EmmaGad.dk

Dagens Emma Gad

Hvori bestaar Kunsten at opdrage? Vistnok saa godt som ene og alene i Eksemplet.

Brugerbedømmelser

Enhver form for ris eller ros modtages meget gerne.





Petitstof 1907

VN:F [1.9.22_1171]
Anmeld gerne denne artikel med stjernedrys
Rating: 0.0/5 (0 stemmer)

FOLKETEATRETS FEST – BJØRNSTJERNE BJØRNSON I STUDENTERFORENINGEN

Direktør Dorph-Petersen


Dagens Nyheder, 19. september 1907.

Der var et Øjeblik i Aftes under Folketheatrets Jubilæumsforestilling, hvor man pludselig følte det, som et Aandepunst af en svunden Tids Romantik gik gennem Salen, hvor alle de festklædte, moderne Mennesker var samlede – et Øjeblik, hvor man pludselig forstod denne Mindefests Betydning.

Det var, da Fru Marie Ring i Albert Gnudtzmanns “Brogede Minder” traadte ind paa Scenen, ung og yndig, i lyserød Kjole og med Langschawl, som den Gang hun var Theatrets fejrede Ingenue. Hun stod deroppe paa Scenen som en flygtig Aabenbaring fra de gamle, hyggelige Dage, da Kunsten var saa sorgløs og Glæderne saa uskyldige som den Farve, hun har.

Men hele Aftenen herskede der forøvrigt den hjerteligste Stemning paa begge Sider af Lamperækken. Allerede i Fortalen mærkede man, idet man kom, at der var noget usædvanligt paa Færde. Kammerraad Langes Buste var smykket med Blomsterguirlander, og Publikum var, som sagt, mødt i Festdragt.

Kongen og Kong Georg, Prinsesserne Ingeborg, Thyra og Dagmar og Prins Gustav havde taget Plads i en Loge til Højre, og i Parkettet saas en Mængde kendte Ansigter: Oberst Fritz Holst, Kulturministeren, Direktør Ejnar Christiansen, Admiral Gad og Fru Emma Gad, Direktør Peter Nansen og Theatrets forhenværende Direktrice, Fru Betty Nansen, Langes Børnebørn, at hvilke Skuespillerinden Fru Margrethe Nyrop-Nielsen er kendt af Publikum, Fru M. B. Bruun, gamle Valdemar Kolling, Forfatterne Otto Benzon og Gustav Wied – og mange flere, som staar Nørregades Scene nær.

Saa lød Ouverturen til “Wilhelm Tell”, hvori Jubilaren Carl Hansen spillede Soloen, og Tæppet gik op for “Revyen”.

Fru Rosenbaum, der sad alene paa Scenen som den skrappe Fru Callesen, blev hilst med Haandklap og Blomster, og det varede lidt, før Spillet kunde begynde. Men snart gik den gamle, elskværdige Vaudeville-Komedie over Brædderne med Liv og Humør som saa ofte tidligere. Lidt vemod var der vel i Glæden over Gensynet hos alle dem, der huskede Harald Kollings og Zinks Sammenspil i de to Hovedroller. Hr. Hellemann bærer som den starblinde Oberstløjtnant Kraft samme Maske som Kolling, og han gengiver pietetsfuldt, hvad hans Forgænger skabte; men hans komisk rørende Trohjertethed ejer han ikke. Og Hr. Helsengreen buldrer meget morsomt som Isenkræmmer Callesen; men Zincks Knurren lyder endnu i deres Øren, der for faa Aar siden hørte den. Hr. Dorph-Petersen har endnu sin gamle Rolle som “første Musikant”, og han blev hilst i sin dobbelte Egenskab af Direktør og Skuespiller af Theatrets hæderkronede Stab. En mægtig Blomsterkost dalede ned for hans Fødder, da han sagde sin klassiske Replik: “Jeg kan da ikke have Barn i Kirke og slaa Lille-Tromme paa een Gang!” Ogsaa til Frøken Olga Meyer, der lo med sin smittende Latter i Stykkets lille Pigerolle, var der Blomsterhyldest.
– – –


bjoernson
Thisted Amts Tidende, 27. november 1907.

Bjørnson om Forholdet mellem de nordiske Riger.
En Tale i Studenterforeningen.
København, Mandag Aften.

I Følge et gammelt Løfte talte Bjørnstjerne Bjørnson i Eftermiddag, umiddelbart før sin Afrejse sydpaa, i Studenterforeningen. For Aar og Dag siden har Bjørnson givet Foreningen sit Løfte, men der er stadig kommet et eller andet i Vejen.
Men i Eftermiddag blev det til Virkelighed.

Kl. 3 var Studenterforeningens stor Sal fyldt til sidste Plads, og da Bjørnson kl. 4 besteg Talerstolen, brød der et orkanagtig Bifald løs mod ham.
De forreste Rækker i Salen var reserverede, og blandt de særligt Indbudne var Konsejlspræsident I. C. Christensen, den norske Gesant Hagerup, Ernst Bojesen, Peter Nansen, Johannes Jørgensen, Fru Emma Gad og Eks-Direktøren for Christiania Nationalteater, Bjørn Bjørnson.
Efter at Klapsalverne var hørt op, tog Bjørnson Ordet:

“Tak for den kraftige Salve. Jeg vilde rejse, men der var noget, jeg maatte sige.” Han mindedes de Dage for et halvt Hundred Aar siden, da han boede paa Hotel “Føniks” og skildrede der, hvorledes han havde levet sin bedste Ungdom. Jeg vil nævne Venner som Clemens Petersen og Schandorph, ja og mange flere.

Emnet, jeg vil tale om i Dag, er Spændingen mellem de nordiske Folk. Den er nu stærkere end for 100 Aar siden.
Der er nogle, der siger, at Norge har sviget det bindende i Norden. Nej, det har vi ikke. Vi fik Knuden hugget over. Svenskerne ville en Realunion og vi en personlig og begge Landene var blevet til eet Storsverig. Men til det var Danmark aldrig gaaet med.
Senere, da vi ingen Diplomater havde, hjalp Danmark os ved at sige Sandheden: at denne Union var umulig. Svenskerne kaldte det Illoyalitet, vi kalder det Loyalitet. Saa var det, vi opgav Republikken, og Danmark gav os Kong Haakon. En herlig Gave.
I Danske kalder Maalstræbet for norsk Vigtighed. Vigtige er alle Nationer undtagen den danske. (Vildt Bifald.)
Det sprog er mest norsk, som bærer mest norsk i sig. Det som har skabt det frie Norge og dets Kunst og Handel, det er vort Sprog. Det er Løgn, naar det siges, at vort Sprog ikke er norsk.
Løvland er en prægtig Mand, men han har en fiks Ide, det er med ham som med en Mand, jeg engang kendte: han var aldeles brillant, naar bare man ikke brugte Ordet “Telefon”. Saa hørte han Stemmer. Og Løvland, sigerman “Maalet” til ham, er han som spærret inde i et Teleforaflukke, hvor han hører Forfædrenes Stemmer, – han er splittergal.
Michelsen var den eneste store Mand, vi havde da Krisen stod paa. Han var en genial Mand, men ingen langsynet Mand, ti saa havde han aldrig ladet komme en Lov som den om Maalet i Skolen og paa Universitetet. Nu kræver vi Folkeafstemning, og den frygter vi ikke.
Vi vil sejre.
Bjørnson sluttede:
Arbejd fremad mod en varm Broderskabsaand mellem de nordiske Riger. Det er Broderfølelsen det gælder. Det er mine Tanker den Gang, jeg boede hernede paa den danske Mark.

Dermed forlod Bjørnson Talerstolen, men Begejstringen var saa enorm, at han to Gange maatte op paa Talerstolen for at takke. Saa først stildnede Larmen af, medens Studenterne var nærved at bære den gamle Digter i Guldstol.
Saa slemt blev det dog ikke. Bjørnson kørte hjem til Hotel “Dagmar” i en Landauer, trukket af to Heste.