I Emma Gads dialog diskuterer et ægtepar planlægningen af et middagsselskab. Fruen ønsker at invitere familie, gamle venner og mennesker, de føler sig forpligtede overfor, mens manden hellere vil samle interessante og elegante gæster, som kan skabe liv og stemning. Samtalen udvikler sig til en humoristisk kamp mellem pligt, hensyn og ønsket om fornøjelse. Efterhånden som flere “nødvendige” gæster føjes til listen, bliver selskabet mere præget af sociale forpligtelser end af glæde. Til sidst må de opgive de spændende gæster for at få plads til dem, de føler sig bundet til at invitere. Stykket udstiller med ironi og skarp humor borgerskabets selskabsliv og dets uskrevne regler.
Hvordan et selskab bliver til
Herreværelse med Boghylder og Kobberstil. Mørkning.
Hele lyset synes at samle sig i en stor udslaaet Avis, hvorunder man aner en sovende Skikkelse.
| HERREN | FRUEN |
Fruen aabner Døren og kigger ind.
(Kommer nærmere). Om Forladelse! Jeg vidste ikke, Du sov.
(under Aviseen). Jeg sov aldeles ikke. Jeg læste avisen
(leer lidt). Det kalder jeg gode Øjne. (Tænder Lys).
Var der noget Særligt, Du vilde mig?
Det er blevet lidt koldt i Aften.
Er det for at fortælle mig det, at Du vækk – eller – jeg mener – afbrød –
(endnu elskværdigere). Du – vi skulde jo tale Lidt om, hvem der skal indbydes til Middagen paa Tirsdag.
(kaster Avisen fra sig). Skal vi nu have Selskab?
Kjære, det var vi jo blevne enige om – det er paa høje Tid, vi begynde. Ja, Du stritter jo altid imod, som om det ikke var mig, der havde hele Ulejligheden og Udgift –
(venlig). Fortsæt, Kjære –
Nej, søde Ernst, det er Dig, der har Udgiften. Du maa give mig hundrede Kr.
Hundrede – –
Kan jeg sørge for, at Mad bliver billigere?
Nej. men Du kan i det Mindste sørge for, at det bliver et morsomt Selskab.
Det lover jeg! Der er blot een Ting, jeg maa holde paa, og det er, at gamle Fru Rutzhorn og hendes to Døtre bliver indbudte.
Kjære Alvilde –
(undskyldende). Det er Aar og Dag siden de have været her! Jeg ved nok, Du synes ikke, de er saadan –
Repræsentative, nej!
Men husk, det er gaaet tilbage for dem, og netop derfor skal vi være hensynsfulde imod dem, ikke sandt? Ja, jeg holder nu lidt paa Minderne. Jeg vil aldrig glemme, hvor Fru Rutzhorm var gjæstfri imos od Unge, da vi blevne forlovede. Ernst, hvor hun tog imos os!
Ganske vist, men jeg er nu mindre ædel end Du. Jeg nyder ikke den filantropiske Selskabelighed.
(spids). Nej, Du foretrækker Flirt!
Ubetinget, til Selskabsbrug. Ser du, enten vil jeg indbyde mine rigtige Venner – de Faa, som man føler et eget ubestemmeligt Velbehag ved at være sammen med, eller ogsaa vil jeg have noget helt Andet. For mig er der Intet i det Ord Selskabelighed, der gaar ind under Begrebet Pligt. Det skal betyde Fest – ikke Andet. Jeg vil have kloge Mænd og smukke Kvinder, der ægger hverandre med Ord og Blik til alskens Galenskab ligesom Vinen i Glassene. Kan jeg hverken faa det Ene eller det Andet, maa jeg saa bede om mit dagligdas Liv og min Kontorpult.
Og jeg tror, det er Meningen med Gjæstevenskabet, at vi, der er lykkelige, skal dele lidt med dem, hvem Livet har været mindre blidt.
Dobbelttænkende Kvinde!
Men siden vi tænker saa forskelligt om den Ting, maa vi jo se at komme hinanden lidt i Møde, ikke sandt! Her er et Forslag. Naar jeg maa faa Rutzhorns, kan Du jo indbyde Ritmester Gyldenfeldt og han blændende Frue, som Du beundrer saa stærkt. Med hendes røde Haar og hvide Skuldre ved Din side kan da Fru Rutzhorn og hendes grimme Døtre ikke genere Dig saa meget.
Jo, for de spolerer Helhedsvirkningen. Men enfin, jeg gaar ind paa Overenskomsten paa den Betingelse, at Du anbringer Filantropien ved din Bordende og jeg Skjønheden ved min (tager Papir og Blyant) Naa – videre?
Vi kan altsaa være 16!
(noterer). Vi selv to! (lidt usikker) Familien kan vi vel nok gaa udenom denne Gang?
(indtrængende). Nej, Ernst, vi kan umuligt forbigaa Moder og mine Søstre. (rørt) De har ikke saa mange Fornøjelser, og tænk blot paa den Interesse, hvormed de omfatter os.
(sukker). Ja, det er vist. Altsaa, Fru Rutzhol med tvende Døtre og Svigermama med tvende do. Det lover jo godt! Tør jeg spørge, om der skal skaffes Bordkavelerer til alle disse mere eller mindre indtagende Damer?
(Lidt usikker). Ja, – det vil sige, een Herre kan jo nok tage baade Moder og Fru Rutzholm.
Lykkelige Mandfolk! Hvem har Du udset – stop jeg har det. – Kontorchef From, ham sidder jeg i Bestyrelse med!
Og nogle af Dine Kontorister. Saa er de besørgede.
Jeg noterer kun to, for efter den Fornøjelse forlanger de Gagepaalæg!
Vent – jeg glemmer helt det vigtigste. Jægermester Bruus og Kone ere komne.
Det var sa yndigt!
Kære Ernst, naar de tager vore uartige Drenge ud til sig en hel Sommerferie, saa er det da en Pligt at gjøre lidt til Gjengæld, naar de kommer til Byen. Skriv Bruuns tre.
Tre?
Ja, en af Døtrene er med, det er vist hende der er forlovet.
Fortræffeligt! Og Kjæresten?
(undskyldende). Ja, han er jo nødvendig; men han er rigtig net. Han er ved et eller andet Væsen.
Væsen – -?
Ja, Toldvæsen eller Postvæsen.
(yndigt). Han mar maaske en Svigermoder eller Kusine, der ogsaa en “nødvendig?”
Nej, men – men Du ved. de boer altid hos Tante Jakobine, saa vi kan da ikke Andet end bede hende med, – og hendes Søn!
Ham med Glasøjet?
(undskyldende). Det er ikke til at skelne fra det rigtige.
(stadig mere gnaven). Nej, for det rigtige ligner ogsaa en Tinknap (anstrengt venlig), Videre Kjære!
Hvor mange er vi nu?
7 – 11 – 15 – 19 – tre mere end vi kan være. Vær fattet! Du maa ofte Svigermama med Følge?
(hurtigt). Nej, naar det endelig skal være, maa vi heller lade Rutzhorn vente til en anden Gang.
Godt! Der strøg Filantropien, lille Alvilde
[En Pige bringer et Telegram til Herren](ængstelig). Du ser saa alvorlig Ud – – –
Det er en Meddelelse om, at en af mine vigtigste Forbildelser fra Norge kommer hertil med sin Frue.
(pludselig harmfuld). Tør jeg spørge, om de saa ogsaa skal med?
(lidt svagere). Ja, det er indlysende. Det er nærmest dem, der betaler Middagen, lille Alvilde.
(bestemt). Vil Du saa være saa venlig at stryge Gyldenfeldts, ja, Ernst, de ere de Eneste, der ikke ere absolut nødvendige.
(ser paa Listen). Hm –
Det vil sige, vi kan jo holde to Selskaber!
Ih, vor Fader bevares! Jeg slaar en tyk Streg over Gyldenfeldts (sukker). Der gik Skjønheden!
Tilbage bliver Pligten.
Ja, i 16 vel udviklede exemplarer. (Bittert) min Kompliment, Alvilde, Du har virkelig sørget for et morsomt Selskab.
(trækker paa Skulderen). Saadan er nu en Gang Selskabelighed.
Tak for de vise Ord!
(beskeden). Men de hundrede Kr. – –
(giver hende en Seddel). Værsaagod. De ere vel anvendte. (Irriteret) maa jeg saa faa Lov at læse videre i min Avis
Emma Gad