Det er blevet en sejlivet fortælling, at Emma Gad skrev Takt og Tone for at lære gullaschbaronerne at begå sig. Men bogens tilblivelseshistorie peger et andet sted hen.
Hendes egne gode råd hver søndag i Politiken var simpelthen fløjet bort om mandagen, så hun greb ideen til bogform.
Her er historien om, hvordan Takt og Tone blev til, og hvordan dens succes udløste en regulær etikette-krig i bogbranchen.
Emma Gad havde beskæftiget sig med kunsten at omgås mennesker i mere end tredive år, lige fra sin første udgivelse, Man skal aldrig fra 1886, og senere i en lang række artikler og kronikker.
Blandt mange eksempler kan nævnes:
4. Nov. 1904, Husmoderens Blad: “Visitter – Hvordan man aflægger besøg”.
1. Jan. 1905, Husmoderens Blad: “En vejledning i god selskabsskik og social takt”.
18. juli 1910, Politiken: “Etiketten for fraskilte”.
SMAA VINK
Den store og faste samling af ”Smaa Vink” begyndte dog for alvor i Politikens Dametidende i februar 1915 og fortsatte helt frem til hendes død i 1921. Hver uge beskrev hun god dannelse og regler for god tone. Tendensen blev slået an allerede i det allerførste nummer:
”Ærede Frue! Tal ikke for meget om Deres egne Børn, men spørg andre Mødre ud om deres. De er da sikker paa at vinde Paaskønnelse.”
”Begiv Dem aldrig ind paa Deres Plads i et Teater med Ryggen til dem, der sidder paa Bænken. Intet giver et mere lynsnart Indtryk af en Persons Mangel paa taktfuld Optræden.”
”Hvis ikke De har set den, De taler med, for nylig, vær da forsigtig med at sige: ’Hils Deres Mand eller Kone,’ medmindre De har Mod til at tilføje: Hvis De da endnu har den samme.”
SAMVÆR MELLEM MENNESKER
Kimen til selve Takt og Tone udgivelsen skulle dog komme fra vores nordiske naboland. I 1911 udgav den norske forfatter Fru Theodora Hagerup-Bull bogen Samvær mellem Mennesker på Gyldendal i Kristiania (Oslo).
Egentlig lå det ikke i kortene, at Emma Gad skulle skrive en tyk grundbog. I årevis havde hun som nævnt i stedet ugentligt strøet om sig med sine populære og skarpsindige ”Smaa Vink”, men den norske bog synes at have leveret den afgørende idé: at samle stoffet i bogform.
Den 5. august 1917 modtog Emma Gad denne bog til anmeldelse, og i Politikens Dametidende skrev hun følgende herlige og skelsættende kommentar:
“Man har fra Gyldendals Forlag sendt os en lille, norsk Bog af Fru Theodora Hagerup-Bull, indeholdende Regler for Manerer, Opførsel, Tankesæt, kort sagt, saa noget nær det samme som vor Dametidendes Smaa Vink.
Det er tidt nok i disse blevet fremhævet at man bør se paa Tingene uden Smaalighed, men der er jo en Grænse for Ædelhed, og den er naaet, hvis det forlanges af os, at vi skal sige, at de norske Vink er bedre end vore egne. Vi er dog ædle nok til at fremhæve, at de har den utvivlsomme Fordel af fremtræde samlede i en Bog, som man kan tage i sin Hylde, hvis man tvivlende staar og stirrer paa det Skræmmebillede der hedder det Passende.
Vore Smaa Vink er haabløst fløjet bort om Mandagen eller maaske allerede Søndag Eftermiddag, hvor fortræffelige de end har været, og især prisværdigt kortfattede.
Det sidste er de norske ikke. Vi vilde gerne til en Sammenligning have aftrykt et Par af dem, men desværre er de for lange detil, saa vi maa nøjes med at anbefale Læserne selv at anskaffe Bogen, der er præget af en indtagende Kultur.”
*
Hvis den norske bog gav Emma Gad ideen til formen, var selve stoffet alt andet end nyt for hende.
Takt og Tone stod ikke alene. Den tilhørte en århundredgammel europæisk tradition for bøger om omgangsformer – fra Erasmus’ opdragelsesbog over Knigges langt mere filosofiske værk til 1800-tallets mere kontante håndbøger.
Flere anmeldere af Takt og Tone kaldte endog bogen for “en moderne Knigge.”
EN LIDEN BOG OM HØVISKHED I BØRNESÆDER
Gode manerer for børneopdragelse, skrevet af Erasmus af Rotterdam i 1530. Dog først med ovenstående titel i 1669.
Et par gode råd var: “Nogle mennesker stikker hænderne i fadene, så snart de har sat sig. Det er ulvemanerer.” “Når man pudser næse, skal man modstå fristelsen til at folde sit lommetørklæde ud bagefter og stirre ned i indholdet, som om der var faldet perler eller diamanter ud af næsen.”
Og som hos Emma Gad er hensynet til andre i forgrunden. Erasmus skriver: “Vær overbærende over for andres fejl. Dette er kernen i sand høflighed. En ven bør ikke være dig mindre kær, blot fordi han har dårligere manerer. Der findes mennesker, som opvejer deres klodsede adfærd med andre gode evner.”
KUNSTEN AT OMGAAS MENNESKER
I 1788 kommer Friherre Adolph von Knigge med den helt rigtige bog på det helt rigtige tidspunkt. Hans hovedværk Kunsten at omgås mennesker blev allerede i 1793 udgivet på dansk.
Tiden medførte at læsekunsten ikke længere var forbeholdt eliten. Håndværkere, handlende og især kvinder begyndte at læse i stor stil. Handel og byudvikling skabte en ny, velhavende borgerklasse, og der opstod et marked for bøger, som tilbød praktisk viden.
Værket var dog i lige så høj grad en moralsk og filosofisk vejledning som en egentlig håndbog i selskabelige regler.
“Gør det, der er ret og rigtigt – mindre for at behage andre, men mere for at bevare din egen selvrespekt. Når du er alene, så lad aldrig din beklædning eller adfærd forfalde. Tillad ikke dig selv at være usoigneret, have en dårlig kropsholdning eller udvise grove manerer, blot fordi intet menneskeligt øje observerer dig.”
Knigges liv var ikke uden kontraster til de opstillede idealer. Han var i konflikt med det tyske hof, hvor han på grund af “uregelmæssig vandel” mistede sin stilling.
Hos Emma Gad er det derimod vanskeligt at finde samtidige beskyldninger om, at hendes offentlige formaninger stod i modsætning til hendes egen optræden.
DON’T
I 1883 kom der på ny en løftet pegefinger: Don’t: A Manual of Mistakes & Improprieties More or Less Prevalent in Conduct and Speech, først New York og London og siden i mange oversættelser. Skrevet under pseudonymet, “Censor”.
Den store succes medførte øjeblikkeligt en bølge af efterligninger, modskrifter og parodier som
NEVER
Samme år udkom klonen Never: A Hand-Book for the Uninitiated and Inexperienced. Samme opbygning, men mere satirisk og humoristisk. Også under pseudonym, her “Mentor”. Angiveligt over 1 million solgt.
MAN SKAL ALDRIG
Der kom også en dansk udgivelse i 1886. På side 3 står angivet: “Frit efter Don’t“. Der var hverken nævnt forfatter eller oversætter.
“Man skal aldrig spise hurtig eller sluge i sig. Man skal aldrig proppe munden fuld af mad og heller ikke smaske. Man skal spise langsomt, rolig og lydløst. Man skal aldrig tale, når man har munden fuld. Man skal aldrig være pøbelagtig,”
Det var imidlertid Emma Gad, der stod for den danske bearbejdelse. Hun er da også krediteret i genudgivelsen fra 2001.
Dermed finder vi allerede i 1886 det stofområde, som mere end tredive år senere skulle kulminere i Takt og Tone.
Som set i de foregående bøger var det ikke ualmindeligt at arbejde under pseudonym, og den beskyttelse benyttede Emma Gad også ved sit første teaterstykke Et Aftenbesøg på Det kgl. Teater samme år. Et par dage efter hendes andet skuespil, Et Stridspunkt, kunne man i Jyllands-Posten læse om stykket: “… der efter Forlydende er af Emma Gad.”
MAN SKAL ALTID
Som en parodi på Man skal aldrig – kom der endnu et anonymt hæfte i 1886.
I Danmark i Fest og Glæde fra 1935 tillægger Julius Clausen forfatterskabet til Emma Gad, og denne tilskrivning er siden blevet gentaget. Jeg har imidlertid ikke fundet en samtidig kilde, der dokumenterer det. Under alle omstændigheder er det en morsom oversigt over de almindeligste selvfølgeligheder i omgang og sprog.
“Man skal altid se efter, om det er Sølv eller Plet man spiser med. Der er tre Taarne i Sølv. Man skal altid lægge Benene paa Kanten af Tallerkenen. Man skal altid Sørge for at faa noget af Kransekagen med hjem i baglommen, ellers brøler Ungerne. Man skal altid behandle sine Børn som om det var ens egne. NB. Denne Regel gjalder ikke for Damer, der ingen Børn have.”
EMMA GAD SAMLEDE SIT LIVSLANGE STOFOMRÅDE I ÉN BOG
Vejen til Takt og Tone var dermed lagt. Stoffet havde Emma Gad arbejdet med i mere end tredive år. “Smaa Vink” havde givet det en fast form, og mødet med Hagerup-Bulls bog havde vist fordelen ved at samle de flygtige avisråd i en bog, der kunne blive stående på hylden.
TAKT OG TONE
Emma Gad: ”Takt og Tone”, 1918
Gullaschbaronerne hører altså med til historien om Takt og Tone – men først og fremmest til historien om dens samtid og modtagelse.
Emma Gads ærinde var langt bredere: det almene, borgerlige Danmark – ikke blot krigens lykkejægere, der ønskede at tilegne sig den dannelse, som kunne give adgang til det højere borgerskab.
Bogens rødder lå langt dybere. Emma Gad havde beskæftiget sig med omgangsformer i årtier, og allerede i august 1917 havde hun selv formuleret det praktiske problem, som en bog kunne løse: avisens gode råd forsvandt, mens bogen blev stående på hylden.
Da bogen udkom på Gyldendal i slutningen af november 1918, blev den en øjeblikkelig salgssucces. Allerede 15. april 1919 kunne Hejmdal meddele, at bogen fortsatte “med usvækket Hast sin Sejrsgang”, og at Gyldendal snart ville udsende det 11. tusinde.
TAKT OG GOD TONE
Efterspillet: Den svenske udfordrer til kr. 2,50
Den enorme salgssucces fik hurtigt konkurrenterne til at lugte blod. Allerede året efter forsøgte Kunstforlaget Union i København at komme ind på det nye marked.
Forlaget Union reklamerede massivt i landets aviser for en spritny udgivelse: Takt og god tone – Kunsten at omgaas og at blive afholdt, til en pris af kr. 2,50.
Den svenske selskabsekspert Erland Folke var hastigt blevet oversat og mødte det danske marked i november 1919 – præcis op til julesalget.
Mens Erland Folkes svenske råd bar præg af en stiv, formel og aristokratisk selskabskultur, var det imidlertid Emma Gads borgerlige pragmatisme, menneskelige overbærenhed og skarpe humor, der gjorde hendes bog udødelig.
STORM P.
Storm P. var hurtig med en tegning i B.T. Og han nøjedes ikke med den: Han brugte ganske enkelt samme titel til sin kommende bog.
“Skal man være sig selv eller skal man være som alle andre? Vi skal have éns Lejligheder, ens Tøj, Støvler, Hatte, ens Overskæg og ens Traadhandsker.
Hvad mig selv angaar, saa har jeg tænkt paa at anskaffe mig en gul Overfrakke med en Besætning af røde Glødelamper, samt at male mig sort og hvidtærnet i Ansigtet for dog at adskille mig lidt fra moderne Mennesker — og fra moderne Takt og Tone.”
Historien gentog sig næsten. Som Don’t i 1880’erne havde affødt efterligninger og parodier, gjorde Takt og Tone det samme en generation senere. Forskellen var blot, at Emma Gad denne gang ikke bearbejdede en andens succes. Det var hendes egen bog, de andre reagerede på.
Takt og Tone læses stadig, fordi Emma Gads grundtanke stadig lever. Virkelig god opførsel kommer indefra og udspringer af “Velvilje, Forstaaelse og Medynk med Andre”.
Ikke alle reglerne har overlevet – nogle er blevet næsten komisk forældede – men tanken bag dem har vist sig mere sejlivet: “Tag hensyn til andre.”
Næsten fire hundrede år tidligere havde Erasmus formuleret omtrent den samme grundtanke: “Vær overbærende over for andres fejl. Dette er kernen i sand høflighed.”
Og så må selv Emma Gad naturligvis tåle, at tiden en gang imellem giver hende et rap over fingrene.
TOBAKSRYGNING I SELSKAB
Den stadig om sig gribende nydelse af tobak gør sig selvfølgelig ikke mindst gældende i selskabslivet, og ved et større selskab er luften ofte tyk og blå af røg, så snart måltidet er sluttet. Hvor hensynet til en eller flere bedagede damer ikke gør sig gældende, ryges der i alle stuer. Damer må nødig træde hindrende i vejen for rygning.Når de har ondt ved at tåle den, må de blive hjemme.
Tonny Hald