Politiken, 1. januar 1916.
Naboer og Genboer.
Prof. I. Oskar Andersen.
I sit sidste Indlæg i Nationalt forsøger Prof. I. Oskar Andersen at anlægge en mere høflig og dannet Tone end i sine første Artikler. Det lykkes ham ogsaa til Dels. Han har i hvert Fald nu opgivet Grinet som Forbundsfælle, og han siger ikke ligefrem „Sludder“ længere. Men …
„Hovedstaden“s Nytaarsforargelse.
Det bedrængte Blad Hovedstaden er pludselig kommet til Penge: Hele 50,000 Kr., hvad der jo unægtelig maa betyde noget i en beskeden Husholdning. Det er da kun rimeligt, at Bladet har følt Trang til at gøre sig en glad Dag, og i Betragtning af dets professionelt fromme Temperament kan det ikke undre, at dets Ekcesser har formet sig som et sandt Fraadseri i Forargelse. Redaktionen har fejret Dagen ved at overlade flere Spalter af Avisen til Hr. Dr. Kier Petersen, en konfus Person, der har opgivet sine Patienter for at gøre Klokkertjeneste hos Provst Nordentoft. Den Vis, paa hvilken han røgter denne Syssel, kunde formode, at han har selve St. Veit til Skytspatron. I Gaar kimede Klokkeren saaledes til en moralsk Landestorm imod det fredelige lille Julemagasin „Julekronen“ i Anledning af, at dettes Indhold rummer et Bidrag af — Admiralinde Gad. Ikke af den nærliggende Grund, at hans Beskæftigelse ved et Tigerblad har gjort ham til en vild Jakobiner, som ønsker alle Bedrestillede klynget op paa en Lygtepæl — ak nej — hans rabies er endnu uhyggeligere. Han anser Fru Gad for en usædelig Forfatterinde … Vi skal ikke gaa i Rette med det ansvarsløse Menneske, blot gøre opmærksom paa som en Kuriositet, at det er i selve „Et Sølvbryllup“, Admiralinden har opført sig utækkeligt. Hvorledes? Jo, hun har ladet Ægtemanden efter 25 Aars trofast Samliv med sin Hustru uden hendes Tilladelse tilbringe en Aften i Kisten …
Det forekommer os unægtelig en Smule søgt af Hovedstaden at begynde sin Nytaarskampagne med et Angreb i Fru Emma Gads vanskeligt angribelige „Sølvbryllup“, naar det kære Blad ikke behøver at rykke ud af sin egen Lejr for at finde ganske anderledes grove Eksempler paa „usædelig Literatur“. Betænk f. Eks., med hvilken Vidtløftighed en Bladets Hjerte nærstaaende Poet som Hr. Valdemar Rørdam har celebreret virkeligt Bryllup i sin Versroman „Gudrun Dyre“ — en Bog, der, hvis Hovedstadens Opfattelse af Forholdet imellem Literaturen og den almindelige Sædelighed skal gælde, næppe er uden Skyld i de sidste Aars sørgelige Tilfælde af Lystmord og Prostitution.
Nylænde, 19. aarg. 1901.
Kvindestemmeretsforeningen havde atter en meget interessant og festlig aften mandag den 18de februar. Fru Emma Gad fra Danmark og fru Ann Margret Holmgren fra Sverige var klubbens feirede gjæster. For den første talte Ragna Nielsen, og fru Gad svared med en skaal for Norge, til hvilket land hun var knyttet baade med slegtskabets og sympatiens baand. Den svendske gjæsts skaal udbragtes af Gina Krog, og fru Holmgren svared med at ønske godt over vort land og over kvindestemmeretsarbeidet i landet. Anne Holsen bragte – i anl. af interviewartikel om fru Gad i “Verdens Gang” – endel oplysninger om at i vort land kunde ikke arbeidet for kvinderettigheder og for det praktiske paa alle omraader skilles i to linier, det gik sammen, fru Gad gav derpaa en kort udredning om, hvorledes det havde artet sig i Danmark. Baade før og efter talerne afsang en ung dame, frk. Blyberg, under stort bifald, flere af frk. Mon Schelderups kompositioner, akkompagneret af komponisten selv samt endel andre sange. Unisont sang man: Der er et yndigt land og Du gamle, du friska. Saa talte Asta Hansteen for de to norske gjæster Mon Schelderup og “Fruen fra fjeldet” Helene Lassen. Helene Lassen talte tilsidst om Alvilde Prydz’s betydning som forfatterinde og udtalte de bedste ønsker for hende, hvad forsamlingen slutted sig til med livlig applaus.
Politiken, 20. februar 1901.
Fru Gad i Norge.
Kommandørinde Gad, der for Tiden opholder sig i Kristiania, har, som naturligt er, ikke kunnet undgaa Interviewet. Verdens Gang bringer den danke Forfatterindes Portræt, ledsaget af et Interview, hvori Fruen fortæller lidt om sig selv, og sin Virksomhed:
Jeg kom her for at faa lidt Hvile, fortæller Fru Gad. Men jeg kan ikke sige, at jeg har haft det egentlig roligt her. Invitationer er strømmede ind til mig i Mængdevis. Imidlertid maa jeg sige, at det er herligt for mig at være her oppe midt paa Vinteren – at komme tilfjelds, hvor der er en hvid Sne, Skiløbning under Fakkelbelysning i de stjærneklare Aftener og lystig Kjælkeagning nedover lange Bakker. . . Det er saamænd noget andet end at gaa omkring i Kjøbenhavns skidne, snesjappede Gader. Nervøsiteten bliver her ligesom strøgen bort med det samme. Og lad mig side det lige straks: Jeg holder saa meget af Nordmændene. Men det vil jeg tilføje, at Nordmændene helst bør ses i Norge – ligesom Englænderne i England…
Derpaa fortalte Fru Gad om Kvindernes Bygning og om Forfatterforeningen. Og en enkelt Ting, som Fruen meddelte, vil ogsaa for danske Læsere have Nyhedens Interesse.
– Jeg holder paa med noget, som hedder Teaterbogen. Og den skal indeholde Oplysninger om at det Arbejde med et Skuespil, som Publikum ikke ser. Emil Poulsen skriver en Prolog, derefter følger Artikler om et Skuespils Udarbejdelse og Antagelse, skreven af mig selv. Saa om Forkastelse af Karl Larsen. Om Sceneinstruktion og om Prøverne af Herman Bang. Endvidere om Generalprøver, Førsteopførelser, Paaklædning og Omklædning og om Mellemakten – af forskellige Forfattere og Teateravtoriteter. Artikler om Kritik skrives af Vilhelm Heller. Bogen afslutter med en Epilog, Fremtidens Teater, af Ove Rode.
Tilsidst gled Samtalen ganske naturligt ind paa Omtale af det norske Nationalteater, der skal opføre Fru Gads Skuespil Dydens Belønning. Dagen for denne Premiére er dog endnu ikke bestemt.
Lolland-Falster Stiftstidende, 2. september 1901.
Der har været sagt meget, skrevet meget og rejst meget i Anledning af den Deputation, der i Gaar mødte hos Hs. Maj. Kongen for at bringe denne en Tak fra Venstre Landet over.
Det forlyder med Sikkerhed, at Tanken til dette er udgaaet fra Ministeriet. Den blev imidlertid ført ud i Livet af 33 Mænd fra alle Landets Egne. Ideen var noget uforberedt, og Valget af de delegerede, som skulde foregaa i hver Kommune for sig, har været ledsaget af forskellige, mere eller mindre opbyggelige Scener. Nogle Kommuner sendte ingen delegerede, andre sendte nogle, der var valgt af et Mindretal, og nogle, der vare valgte af et Flertal. Hist og her stode staalhærdede Demokrater op og forklarrede, at Planen var en Haan mod det suveræne Folk, og det hele akkompagneredes af Socialisternes Haansord mod “de krumryggede Snobber”.
– – –
“Det er Forfatningen, der har sejret”, sagde en af Festens Talere.
– – –
Højre har maatet vige, men Forfatningen har sejret!
– – –
Deputationen begav sig nu med Ordføreren, Amtsraadsmedlem Ole Jensen, Nygaarde, op til Kongen, der sammen med hele Familien ventede den i den store Sal i “Christian den Syvendes Palæ”.
Hans Majestæt modtog dem staaende mellem Kronprinsen og Prins Christian; iøvrigt vare til Stede Enkekejserinde Dagmar, Dronning Alexandra, Kong Georg, Kronprinsessen, Prinsesse Alexandrine, Prins Valdemar og Prinsesse Marie, Prins og Prinsesse Carl, Prinserne Hans, Harald o. s. v.
Endvidere Hs. Ekscell.Konsejlspræsident Deunker, Hofmarchal Oxholm, Geheimeraad Casteschiold, Kammerherre Løvenfeldt, Yachtkaptajn Gad, Staldmester, Grev Frits og Adjudanterne Lembcke og Kauffmann.
– – –