Klods Hans 1912

Klods Hans
1912


Klods Hans 26. januar 1912
Klods Hans 26. januar 1912

Klods Hans 23. februar 1912.
Klods Hans 23. februar 1912.
Klods Hans, 23. februar 1912.
Klods Hans, 23. februar 1912.

KH 1912-09-13a
“Ska jeg?” spør jeg i maadelig Spænding Mutter ue i Kykkenet, hvor hun sto i sin Balle med mit Ultøj i Andlening a Barummetrets neadgaaende Tebøjeliheder. “Natyrlivis ska du, Fatter”, svarte Mutter me Ovverbevidsningens Varme og vred et Par Underbukser op. – “Du er ju ossensaa Forfadter, sæl om du inte har faat I. P. Müllers hummeristiske Lægat eller Anker Larsens hværtandetaarie Rejsestæpendium. Og en Fodboldkamp er en umærket Morsion for sittendes Bægavelser, da det begronnendes paa Sentralvarmen for dit Vedkommende er gaaen ohyggelit tilbaves me Kakkelonens Urænsninger”.

– Jeg ing igæn til Forfadterforeningens Udsænding Otto Benson, som satte og væntede paa Svar paa en unormal Stol og øvede sig i Taalmodighed. “Jo, Hr. Benson,” sier jeg til Appotekerdikteren, “jeg har uhyrre Løst til a ingtræde i den Klob. da Fodbolt ju er en i min Aller tillaelig moralsk Liddenskab.” Benson saa særdelis tilfræs u gennem Klemmeren, røste min Pote og sae: “Vi begønner saa Sønda, Hans Jensen, paa Iddrættens Bane mod K. B. 93, me et uvalt Hold af bækente Diktere.” Jeg lover a mødde præcist og saa knoldrede Otto Benson a – Je maa sie, a det var en fonøili Samling Kammesjukker, den ny Fodboltklob hade stillet paa Benene, i rød og hvitstrivret Næsjile og me smaa Vinger paa Røggen fo a andtydde det aanddelie Værksomhed til dagli. Pa Koltosmenesteriits Anbefalning va lillr Peter Andres been andsat ved Maalet, og i Andgrevrækken glimrede Gnusmann, skønt han allerede va rævnet bag i Truserne, og Haral Kidde, som hade taen sine Bakkenbarder a, fo a di inte sku sjænere ham i Bævegelserne, men ovver dem alle ravede Palle Rosenkrans melle, Himmel og Jor – for han er ju me alle Vejne, hvon det knivrer. Han va Klobbens store Haab, fo Baronen hav ju sin Forsje i a gi et Spark og gænne andre sjænerende Kongkyrenter væk fra Bolden fo sæl at sitte den i Maal. Jeg var bleven andbrungen mellem Hjælberne sammen me Jolios Magnusen og L. C. Nielsen, som hade skræven en Kantate te vorres Aabning, men som vorres Mopart K. B.’erne hade bedt sig fritaen for a hørre paa. Ossensaa Johannes Jørrensen, som hade faaen sin Sportsdragt fra Messen, to sig nyddelig ud, hvaarimo a Anton Melby linede i avklæt Zustand en løjerli Graaspur. Paa Træbynen va møt en øndi Bokæt a nyddelie unge Damer me Oda og Fru Fister i Spissen. Efderaarets Bovmarked va ræpensentert ve Peter Nansen og Magnus Hansen, Kapitalen ved Walter Chrismas og Paul Fjælgaard, ændviere saas indenfor Murene Doktor Mandsjus og gamle Cordosa, Gostav og Sølvester Wid samt Avsjonsfuldmægdi Svane Knussen i Hosarenes klæddelie Oniform. – K. B.’erne sønnes a værre sikkre paa Seiren. Dræsjer va svær glad i Sulet ve Maalet – Direktør Ivar Schmidt paa 1ste Række ønskede sig i hanses Sted – Anton Olsen hade faaen sine Ben rættede hos en Kunstdrejer og Wolle ustøtte fiele Geskrei, mensen a Middelbo som Dommer hade taen en Forhaanskursjus hos Assæsserne Rumpe og Rise. Saa begønte føste Halvlej, tæmmeli skidt fra Forfadterklobbens Sie. Men saa faar Kidde Bolden – det e tyddelit a han ve bejle til Ærens Krone – og lægger den op foran K. B.’ernes Maal til Gnusmann, men Grusmann er been distræ – forgæves har han set til 50 Ørres Plasserne om Sønnen derovrefra sku komme op – han fofejler og sparker i Blinde, men saa er Palle der med Redningskorpset. Han gir Bolden et Hovedspark i Rætning a Doktor Mandsjus, men skyder ovver Maalet og rammer Stangen. Palle blir Gænstan for en stærk Kretik, da vi ingen flere Sjanser faar i den Omgang. K. B.’erne laver 9 Maal mod 0, mens a lille Peter Andres, der har taft sine Breller, sittes under Sænsur som Maalmand, men trøstes a sin gode Ven, den gamle Skov. Hvad mig sæl angaaenes kom jeg slæt inte til at gørre noet Spark, for Palle puffede mig immer tilsies. – Hældiviis bier der nu en Pouse paa 10 Minutter, unner hvikken Gnusmann faar hanses Bukset syet sammen a Emma Gad, mæns a Baronen sammen med Gandrup skrivver et Heelafdensstøkke til den kongelige, da Mandsjus nu er gaaen bort. Jeg tar en frisk Mellemskraa, og Melby spør Fræderik i Tedlefongen, hvodden der er solt til i Afden.

I annen Halvlej tar vi os morderli sammen, med det nøtter inte noet. Wolle gir Jakob Knudsen Bolden i Maven, saa den gamle Præst maa masseres paa Mællemgullet a Kammeraterne, L. C. Nielsen maa springe ud a Andgrevsrækken i et mødvendit Ærrende – samtidig med a Praafesser Karl Larsen mellem Tilskudene begønner a holle Forredrav om det springende Ponkt. Nu gaar det rent u a Hedehusene til me Aannens Spursmænd. K. B. gør det 124 Maal – og vi staar inu paa 0. Men saa skeer det hvidunderlie -! Jeg spænner Ben for Palle, og laver et flot Maal me Bavdelen, som jeg tefældivis vænner til – unner almindeli Jubbel. Otto Benson størter fræm, faller ovver sine egne Ben, og raaver: Hans Jensen, Di har redet Litteratyrens spurslie Ærre! “Ja,” sier saa jeg – “det har jeg ossensaa en Fornæmmelse a, Hr. Appeteker. Men vi Fofadtere har nu ilievæl umaaeli møjet a lærre i Rætning a Sammanhaal og Gesvindighed i det dikteriske Vændinger.”
“Mine Or!” sier Ammeralinden, som lie hade tællegrafert Kampens Resoltat til Paven i Rom.
Klods Hans 13. september 1912


Klods Hans 6. december 1912
Klods Hans 6. december 1912