Det gaar ikke uden Anbefaling. Den havde vi med hjemmefra gennem et Brev til en højtstaaende romersk Gejstlig fra den elskværdige amerikanske Minister Mr. Egan, og var allerede saa impomerede af at skulle træde i Samkvem med en Kardinal, at vi satte ti Centimer paa Brevet, skønt det kun koster fem.
Det gjorde hurtigt sin Virkning – jeg mener Brevet – ved Purpurets Hjælp indbødes vi til en Avdiens i Vatikanet.
Iførte vor bedste Puds – for Damers Vedkommende sort Slæbekjole og Slør, men ingen Handsker – drog vi af Sted en Solskinsmorgern Kl. 10, medførende Indbydelsen, der blev gennemlæst og drejet og gransket af diverse Vagtposter, Lakajer og Opsynshavende paa den lange Vej ind – vej op – til det Allerhelligste. Man maa nemlig nærmest sige op, for saa mange og høje, saa brede og skønne Marmortrapper har jeg aldrig tænkt mig paa ét Sted. Hver afsats synes En højere end Rundetaarn, og paa hver af dem staar posteret Skildvagter af den middelalderlige pavelige Schweizergarde med Hellebord og rød-gul-sortstribede Pludderbukser i løse Strimler. Sale og Gaarde, Søjlegange og uhyre Forhaller passeres, og endelig staar man i Vatikanets egentlige Avdienssale, fire á fem i Rad, ligesaa imponerende i Rumgang som skønne i Forhold, med bløde, højrøde Fløjls-Gulvtæpper og hvide sammentrukne Silkegardiner, men ellers kun møblerede med Stole langs de tre Sider og mægtige Marmorborde med Krucifikser mellem Vinduerne. Paa Væggene rødt Brokades Silkestof eller Gobeliner. Gott im Himmel, hvilke Gobeliner! Motiverne selvfølgelig af den hellige Historie og i Farvevirkning af en saadan Skønhed, at de maa faa Tænderne til at løbe i Vand paa enhver avdienssøgende Mr. Vanderbilt eller Carnegie. Disse Pragtstykker kan han, der køber alt for sine Dollars, dog ikke faa med sig over Atlanten – endnu.
Der anvises En Stole til Ventetiden, og i Begyndelsen underholdes man udmærket ved at se sig om. Ny Avdienssøgende ankommer og tager Plads med en hellig Mine, nogle Præster og Nonner, et Par elegante Verdensdamer med kostbare Kniplingsslør, en Del mere folkelige Damer, enkelte Udlændinge – i det hele taget ikke mange Nobelgardister med Hjelme, Tjenere i karmoisinrøde Brokadesdragter gaar lydløst frem og tilbage, tjenstgørende Monsignori i violette Talarer flagrer igennem Gemakket, guldbroderede Kammerherrer med trekantede Hatte under Armen konverserer indbyrdes og beskuer med ophøjet Ro den fromme og betagne Avdiens-Flok, mens en uhyre vigtig kjoleklædt Ceremonimester farer ud og ind, ordner Folk paa Stolerækkerne og kalder de Begunstigede ind.
Under den uendelige Ventetid, der begynder at blive lidt trykkende, repeterer jeg for at komme i den rette Stemning i mit stille Sind lidt af det Dr. Klemens Löffler siger om Pave Pius den 10de i sin “Papstgeschichte von der französischen Revolition bis zur Gegenwart”.
“Guiseppe Melchior Sarto er født 1835 i den smilende Landsby Reise i Norditalien som ældste Søn blandt mange Børn af en fattig, men arbejdssom Bondefamilie, der trods alle Afsavn dog fandt Midler til at holde den begavede Dreng i Latinskolen. 1858 blev han præsteviet og steg hurtigt gennem alle Grader til Biskop af Mantua og i 1893 til Kardinal-Patriark af Venedig -”
Tiden snegler sig af Sted. Jeg ser mig om og synes, at dette begynder at se lidt betænkeligt ud. Vi havde gjort Regning paa, at det var en af de store offentlige Avdienser, hvor jeg før har set Hans Hellighed gaa rundt i alle Gemakkerne ledsaget af en pragtfuld Prælatfølge og velsigne de langs Gobelinerne knælende Skarer af Pilgrimme fra alle Lande. Det var aabenbart ikke saadan denne Gang. Enkeltvis eller Parvis blev de Ventende af den vigtige Kjoleklædte kaldte ind i det Allerhelligste, kom ud igen med saligt Aasyn og afløstes af et Par enkelte andre, mens en sagde Mumlen af Stemmer hele Tiden hørtes fra et indre Gemak.
Lidt beklemt tager jeg igen min Tilflugt til Reminiscenserne fra Papstgeschicten – –
“Alle der kendte Kardinal Sarto,” husker jeg, “ogsaa Ikke-Katolikker, priste ham for hans utrættelige og pligttro Embedsførelse, hans Arbejdskraft og Organisationsevne, hans Elskværdighed og Jovialitet. Politisk set viste han, som det hed i Neue frei Presse: Takt, Forsonlighed, Skarpsyn i Bedømmelse af Mennesker og en lykkelig Haand i Løsningen af indviklede Situationer.”
“Mon det sidste nu ogsaa slaar til?” tænker jeg. “Hvis han havde saa meget af Skarpsynet og den lykkelige Haand, Gud véd, om det da vilde se saa broget ud i Frankrig med Præsteskabet og Lovgivningsmagten?”
To massive sorte Altlaskes Damer rejser sig ilfærdigt. De er blevne kaldt ud eller ind, ligesom man vil tage det – deres Time er kommen.
“Men Kære” – hvisker jeg lidt nervøst til min Ledsager, “dette er en privat Avdiens. Kammerherren maa have taget fejl. Han har troet, at vi er en spansk Grande med Gemalinde eller et til den hellige romerske Kirke omvendt Milliardærpar fra Chicago.”
“Puh – ha” – kommer det lidt mistrøstigt fra sin Side.
“Det er jo givet. Og Paven kan som bekendt ikke Fransk, og vi kan ikke Italiensk. Hvad skal vi gøre, og hvordan er det med den Ring vi skal kysse? Dette ender galt.”
De tvende Atlasker kommer tilbage og sejler ud af Stuen, fulgte af vort langlige Blik, der vi sidder vel garderede af Ceremonimestre, Hellebardister og Monsignori. Ingen Udvej.
“Det ser fælt ud,” siger jeg, “men en Trøst er det da, at Dr. Löffler siger, Paven er saa god.”
“Ja,” siger Löffler, “som ægte Søn af Folket tog Sarto sig som Patriark særlig af de Nødlidende. Han var utrættelig i sin Opofrelse under Koleraen i 1870, han virkede for Italiens landlige Sparekasser og laante en Gang af sin egen Lomme til en Fattigstiftelse, der var kommet i Bekneb, 25,000 Lire, som han senere maatte afbetale. Hans medfødte Velgørenhedstrang kan næsten kaldes grænseløs. Trods hans 500,000 Lire i Gage og hans forbavsende beskedne personlige Livsførelse, var der altid Ebbe i hans Kasse. Han skal endog have laant Penge til at skænke bort og sat sin Biskopring i Pant i nogle Dage for at skaffe Udveje til at hjælpe trængende Mennesker. Man sagde den Gang om ham: Var han Pave, vilde han forære Vatikanet bort, hvis han kunde.”
Jeg kaster et Blik til Siderne. Der bliver stadig tommere omkring os. Endnu sidder der dog nogle Faa, hvis Tur maa komme først. En lille Frist endnu.
“Hvordan var det nu, han blev Pave?” tænker jeg videre. Det var jo Statssekretæren hos Leo den 13de, Kardinal Rampolla, der skulde have været det. Ham har jeg set i Funktion i Peterskirken, og hans store Næse saa ud til at have en god Portion Ben i sig. Hvad var det, der stod at læse om Valget – – -: “Det største Parti i Konklavet samlede sig først om den politisk begavede Rampolla, men det viste sig snart, at han havde Østrigerne, Tyskerne, Hollænderne og Amerikanerne imod sig. Disse mente det var paa Tide at lade de politiske Bestræbelser træde noget i Baggrunden og som den geniale Statsmand Leo den 13des Efterfølger denne Gang at faa en religiøs Pave. Da Spændingen var paa sit højeste og 100,000 Mennesker stod forsamlede paa Peterspladsen for at afvente Resultatet, forvikledes Situationen yderligere ved, at Kardinal-Biskoppen af Krakan rejste sig og udtalte et Veto imod Valget af Rampolla i Kejseren af Østrigs Navn, hvilket han havde Ret til. Kardinalerne protesterede energisk mod denne gamle østrigske Vetoret, der rent var gaaet i Glemme, og Rampolla tog selv til Orde i de skarpeste Udtryk.” Saadan staar der, men det har aabenbart ikke hjulpet rigtigt med Protesten, for valgt blev han jo til syvende og sidst ikke, den altfor kloge Rumpolla. Den mere uskadelige Sarto blev den foretrukne, saa lidet efter hans Ønske og Forventning, at han endog havde sin Returbillet til Venedig i Lommen under Konklavet. Den fik han ikke Brug for. Han blev livsvarrig Fange i Vatikanet – Fange og Suveræn samtidig.
De sidste før os gaar ind – febrilsk samler vi sammen paa de italienske Brokker, vi raader over. Altsaa – – – Men se undertiden er Forsynet jo naadigt. Måske har vi været for simple, maaske er det hele blevet Paven for langvarrigt, nok er det, at en hidtil uset lille Skare førtes ind fra de ydre Gemakker, af hvilken der foranstaltedes om jeg saa maa sige et Bunkebryllup, hvor vi kom med.
I en samlet Kres blev vi ført ind i selve Avdiensværelset, der var tomt, og i Ydre kun adskilte sig fra de andre Sale ved en stor, højrød, guldbroderet Trone. Geskæftigt ordnede Ceremonimesteren de Ventende rundt Væggene, og straks efter traadte Pius den 10de ind, ledsaget af et Par violette, tjenstgørende Gejstlige.
Den Stemning som Genkaldelsen af alle hans gode Gerninger og Egenskaber ikke havde formaaet at vække, kom øjeblikkelig ved Synet af ham selv, denne lille lidt foroverbøjede Skikkelse, ganske enkelt klædt i en hvid, fodsig ulden Dragt og hvid Kalot, saa snehvid midt i al Farvepragten, og Forgyldningen omkring ham. Det var som Symbolet paa, at hans Rige ikke er af denne Verden og dog er han Hersker i et Rige, hvor Hundreder af Millioner lyder hans Bud, og hvor det Livssyn, han repræsenterer som En for Alle, formaar at sætte Sindene i Kamp og Bevægelse, overalt hvor civiliserede Mennesker færdes.
Et eneste Indtryk fik man af den snart firsindtyveaarige Skikkelse – en uendelig, usigelig Godhed. I Smil og i Blik, i Stemme og i Udtryk. Sagte og venlig svarede han paa hvad de Knælende bad ham om. Han gik rundt og gav hver enkelt Haanden, hvis hellige Ring alle kyssede. Standsede saa atter ved Døren, holdt en kort Tale, uddelte Velsignelsen, vendte sig og forsvandt.
De Forsamlede vandrede den lange Vej tilbage ad de mange smukke Trapper og Sale og spredtes til alle Sider, den ene til sit daglige Arbejde, den anden til Roms antikke og moderne Seværdigheder. Der er saa mange af dem at den ene let udvisker den anden i Erindringen, men de Morgetimer, der tilbragtes i Vatikanet, vil for enhver høre til dem, der aldrig glemmes.
Emma Gad.