Et Forsøgsteater 1912

9. marts 1912.
Stærke Barometerfald viser Tegn paa, at de aarlig tilbagevendende indre Jordskælvsrystninger i vor hjemlige Teaterverden er i Færd med at slaa Revner i de gamle Facader. Det har vist sig i Form af Direktørskifter, Afskedigelser af veltjente Skuespillere, Rygter og Dementier. Især Dementier.

Nogle Ny-Engagementer – meget faa. Naa, der er jo her hjemme ikke nogen virkelig Fare, siden der er blevet stiftet et stort fint Aktieselskab til Scenekunstens Fremme, som man altsaa kan bygge Fremtiden paa. Imidlertid, andre Lande har jo ikke været saa lykkelige at fostre Andelsbevægelsen, og derfor er ogsaa deres sceniske Forhold derefter. Der klages alle Vegne over det aftagende Teaterbesøg, ja, endog i Paris, Teatrenes Eldorado paa Grund af de mange Rejsende, er efter Sigende en Mængde af de mindre Boulevardteatre omdannet til andet Brug. Ligeledes i Italien jamres der over svigtende Interesse for Skuespillet, der helt kvæles af Operaen og Kinemaen, i Særdeleshed det sidste. At den italienske Befolkning har modtaget denne nye Kunstart med Begejstring, er ikke mærkelig. Italienerne elsker hurtigt vekslende, stærke og voldsomme Scener, som vi f. Eks. har set det i Enakts-Operaen Cavalleria rusticane (Paa Sicilien), og Udførelsen i disse korte Dramaer har ofte en Kraft og Lidenskab over sig, som uvilkaarligt river med. Dog, det er ikke alene Italien, det er jo overalt, at Biografteatret som en sejrrig og uimodstaaelig Stormflod er skyllet ind over Landene til Skade for de virkelige Teatre.

Hvordan er det egentlig gaaet for sig, at det har kunnet ske? Ja, vi der hører til paa den anden Side, vi trøster os vist for hurtigt med, at det kun er Billigheden, det drejer sig om – dette, at man, som altid siger, kan gaa ind for en Femogtyveøre og se: Et Postrøveri og Dramaet Visne Hjerter. Det er nu ikke blot det. For dertil vilde man fra Biografens Side kunne svare: “Er det da saa meget bedre at give 3 Kr. for at se Gutter om Bord eller Den moderne Eva – de daarligste Films bliver jo altid bedømte i Forhold til de bedste Skuespil. Nej, Sagen er vist ogsaa den, at Teatrene var komne noget bagud for Tiden – en Del af Nutidens Nerve og Tempo havde de ikke faaet med sig. Maaske heller ikke altid Blikket for hvem der bedst kunne tjene deres Sag. For det er dog fra Teatret selv, at Biografen har rekruteret de Kræfter, ved hvilke den fører sit erobrende Felttog. Selve Teatrets Koryfæer tjener med til at slæbe Biografernes Triumfvogn videre. Vi har jo i den sidste Tid set baade Réjane og Sarah Bernhardt paa Biografteatrenes Programmer som Primadonnaer, mens egne Teater-Primadonnaer er – nej, ingen Navne. Kun altfor bogstavelig talt – ingen Navne.

Man trøster sig nu med, at det kun er en forbigaaende Mode, der atter vil forsvinde – den Valse er slidt, mener man. Er det mon ikke et forfængeligt Haab? Hvor er der Tegn paa Nedgang? Dramerne og Optagelserne bliver stadig bedre, Spillet mere udtryksfuldt. Teatrene større og smukkere. Og enhver Forfatter og Skuespiller som Biografen har Brug for, behøver den kun at pege paa med sin gyldne Finger.

Naar derfor de private Teatre har en saa svær Kamp at bestaa mod Kinemaen, er det vist ogsaa Frugten af en snart 50-aarig literær Bevægelse.
Naar derfor de private Teatre har en saa svær Kamp at bestaa mod Kinemaen, er det vist ogsaa Frugten af en snart 50-aarig literær Bevægelse. Man er ikke rigtig sikker paa, hvad f. Eks. gamle Shakespeare vilde sige, hvis han stod op af sin Grav og saa vor Tids bedste Skuespil. Jo, han vilde sige: “Ja, dette her, det er til mig, men hvad er der til de andre, til alle dem, der ikke er Teknikkere, alle dem der ikke har Kundskaber og Erfaring nok til at føle en sindrig Sjæleskildring og et fint Problem – hvad er der til dem? Hvor er Handlingen, Spændingen, Nerven?” Alt det, som han selv i suveræn Rigdom slyngede ud til Folket. Gud véd, om han ikke atter vilde sige: “Ord, Ord, Ord.”

Hvem kan vide – det er maaske derfor, at den ordløse Kunst er bleven grebet af de hundrede Tusinder af naive og sultne Sjæle, der ikke i Nutidens Teater fik stillet deres Længsel efter Handling og Spænding, alle de, der fylte Teatrene, saa længe der ikke var noget andet, men som desværre straks var parate til i Flok og Følge at forlade de gamle Huse for at slutte sig til det nye. Alle Midler til at standse Strømmen har været prøvede. Man har rynket paa Næsen, man har beskattet, man har gjort Forsøg med smaa Forbud – alt forgæves. Biografteatret er gaaet igennem enhver Skærsild. Kun ét Middel havde hidtil været uforsøgt – det at bekæmpe Synden med dennes egne Vaaben. Det er til dette Forsøg, at Tiden nu er inde, idet man begynder at anvende levende Billeder som Hjælpemiddel i selve Komedierne.

En ædlere Kampmaade har jeg nylig set anvendt i Rom. Man har nemlig dér gjort et Forsøg med et literært: Teatro á Stazione”, det vil sige Afdelinger paa omkring en Times Længde, til hvilke der kan tages Billet til hver enkelt. Man har sagt mig, at noget lignende har været fremme i Malmö, men denne By er vist endnu ikke stor nok til, at det kunde startes med Udsigt til Held.

Man har af dette lært, at Nutidens bredere Publikum føler sig tilfreds med de korte Forestillinger uden Krav til større Forberedelse.
I Rom syntes det at gaa godt. At Foretagendet har laant sin Idé fra Biografteatrets Grundlag, kan der næppe være Tvivl om. Man har af dette lært, at Nutidens bredere Publikum føler sig tilfreds med de korte Forestillinger uden Krav til større Forberedelse. Naar Folk er trætte af Dagens Slid og Møje, er de noget utilbøjelige til at klæde sig om – især Herrerne – og derefter sidde fastnaglede til den samme Stol i 3 á 4 Timer i et ophedet Lokale. Saa meget mere utilbøjelige, som den stadig senere Spisetid gør det vanskeligt nok at naa Teatret til bestemt Tid. For nylig hørte jeg en Medborger sige: “Hellere end at betale de dyre Teaterbilletter vil Folk se et godt Filmdrama i en Times Tid og spise Resten af Pengene op paa en Restaurant”. Jeg er bange for, at i denne prosaiske Bemærkning er der en god Portion moderne økonomisk Klarsyn gemt.

I hvert Fald har noget saadant sikkert foresvævet de teaterinteresserede Mænd, der i Rom har oprettet Skuepladsen med de skiftende Forestillinger, som døbt efter Gaden, hedder Teatro delle Quattro Fontæne. Selve Teatret er nydeligt. Nyt og friskt, holdt i Hvidt og Guld med et festligt Fortæppe, forestillende en rosenkranset Thalia i Skyerne foran et Kunstens Tempel. Det er indrettet med en elegant tvedelt Vente-Vestibule ligesom Biografteatrene, dog uden Orkester til Underholdning for de Ventende, hvilket findes i de fleste italienske Kinemaer. Teatret ser ud til at kunne rumme 7 á 800 Tilskuere, som lukkes ind ved hver Afdelings Begyndelse, mens de Bortgaaende forsvinder ad andre Veje. De, der har faaet Lyst til at se den Følgende Afdeling, bliver blot siddende og betaler Kontrolløren Beløbet for den nye Billet. Denne koster for hver Forestilling 80 Cent. (56 Øre) paa Gulvet og 50 Cent. (42 Øre) paa Amfiteatret. Paa Hverdage gives 4 Forestillinger fra Kl. 7 og om Søndagen 7 fra Kl. 5. Med et helt fyldt Teater á 800 Pladser vilde dette jo give en smuk Spilleindtægt pr. Sæson, men fuldt er der naturligvis ikke altid. Dog, da der ikke er Orkester, og da Dekorationer og Udstyr vist ikke bestaar i andet end en Have og en Stue med nogle Stole, kan Udgiftbudgettet næppe være trykkende.

Vanskelligheden ligger selvfølgelig i Repertoiret. Da inholdsrige Enaktere er særdeles vanskelige at skrive, og da de private Teatre for Tidem slet ikke vil binde an med andet end Helaftensstykker, er Forfattere helt komne af Vane med at producere Enaktere. Det maa derfor være svært nok at skaffe saa mange korte Stykker paa et Bræt, dog maaske mindre svært for Italienerne, der just har deres Styrke i en stærk koncentreret ydre Handling. De unge italienske Dramatikere interesserer sig da ogsaa meget for dette moderne Forsøgsteater, bl. a. den højt talentfulde unge Digter Luigi Morselli, hvis nylig opførte Tragikerkomedie Orione alle Kendere var enige om at berømme som det stærkeste og originaleste af alle i de sidste Aar fremkomne italienske Skuespil. Jean Carrére skrev endog om det i Le Temps, at hans primitive Helte er tegnede med et Humør, der var en Rabealis værdigt. Var det ikke i Forbigaaende bemærket noget for vor Friluftscene, da det hele foregaar under aaben Himmel?



Indtil de nationale Kilder flyder rigeligere, hjælper man sig imidlertid paa det unge Forsøgs-Teater hovedsagelig med Oversættelser og Bearbejdelser. Paa det Søndagsprogram, jeg har opbevaret, staar der Rostand, Studermann, to Gange Hennequin, Duval, Roux og kun et italiensk Navn: Augusto Novelli.

Som man vil se, er der ikke saa lidt af Varietéens og Biografteatrets for de brede Lag saa tiltrækkende Tanke i Foretagendet, den samme Tanke, der har bragt Begrebet: the short story i Forgrunden i de engelsktalende Lande. Den store Læremester, som gaar derude paa Gaden og foreskriver hvad han vil have – og faar det – nemlig Publikum – maa ved sin bestemt indtagne Holdning overfor de korte og spændende Film-Forestillinger hurtigt have belært Teaterfolkene om, at Tiden Kræver noget andet og nyere end gamle Dages langstrakte Femaktere. Om dette kan naas paa den her angivne Maade, er ikke let at sige, men det kunde maaske tages under Overvejelse af et eller andet af vore Teatre, naar det ad Aare kommer ud i haard Søgang og staar i Fare for at sejle i Sænk. I hvert Fald forekommer det mig at være et Forsøg , der er nogen Opmærksomhed værd.
Emma Gad.