Husøkonomi 1912

tom pung
12. april 1912.
En klog og god Mand af min Slægt døde for nogen Tid siden. Han var opfødt i trykkede Kaar i et Embedsmanshjem, blev senere velhavende nok, men gennemgik henimod sit Livs Aften en saadan Rækkefølge af store Sorger, at man næsten maa søge hen til Job for at finde noget lignende.

HUSØKONOMI

Hustru, Sønner og Døtre, blomstrende og lovende, døde omkring ham en for en, og en uhelbredelig Sygdom overfaldt ham, saa han Aar efter Aar sad lænket til sin Stol som en lidelsesfuld Invalid i det ensomme Hjem.

Og dog sagde han uden Vaklen: “Næringssorg er alligevel det værste, for den er det mest pinagtige.”

Disse Ord, som var talte ud af en Sorgernes og Lidelsernes dyrekøbte Erfaring, havde noget næsten forfærdende ved sig. For Næringssorg den piner og trykker jo Flertallet af Mennesker – i alt Fald saare, saare mange. Naturligvis ikke de store Pengesorgers Uvejrsstorme, Fallit, Krack, Undergang, som har noget af Naturkatastrofernes Storhed over sig, men den lille, pinsomme Pengetrang, der ødelægger Livets daglige Glæde i de mange mange mindre Hjem paa fast Lønning. Denne vokser jo nemlig ikke, mens Priserne paa alt det, der skal skaffes til Veje for den, gaar opad med rivende Fart.

Selvfølgelig gaar det værst ude over Konen i Huset.
Ingen har vist et vanskeligere Virkefelt, en mere trættende Livsopgave end Nutidens Husmoder i et Hjem med en Flok opvoksende Børn og beskedne faste Indtægter. Manden giver hende den Procent af Gagen, han kan afse, den, hun altid har faaet til at klare den Konto der populært kaldes Kosten, men hvor skal hun kunne komme ud af det, naar alting koster en halv Gang mere end for nogle Aar siden. Trods al Stræben maa det blive til en følelig Tilbagegang i Familiens Levefod, og at den ikke gaar af uden Misfornøjelse hos Ungdommen, der er ligeglad med Prisstigningen, det siger sig selv. Naar Moderen som Undskyldning overfor de sure Miner over, at de fordums Rødspætter er blevne til Sild og Mælkegrøden til Vandgrød, vover at komme med en Hentydning til de dyre Priser, bliver der kun sagt: “Mor, hyler ogsaa altid. Uf, hvor bliver man ked af at høre om de Priser.” Det gør man, især naar man ikke skal betale dem eller forvalte Pengene til dem, som Husmoderen skal.

Men hvordan klarer hun sig da, siden det dog faktisk gaar. Ja, hun kan vist sige med Heine: “Und ich hab’ es doch getragen, aber frag mich nur nicht wie.” Hun sparer først og fremmest paa sig selv og faar Skænd af Døtrene, fordi hun ikke er standsmæssigt klædt; hun opsætter at gaa til Tandlægen og har Tandpine om Natten, kort sagt, hun udsletter saa vidt muligt sit personlige Behov paa det strammende Budgets Udgiftsside. Men der er jo, fraset Maden, saa meget, som ikke kan stryges. I ethvert Hus, det være sig storborgerligt eller smaaborgerligt, er der i vore Dage en Konto der hedder Repræsentation, en Konto, der som alt andet er saa stigende, at den ene Vaskekone ikke mere kan gaa ud og se til den anden paa Hospitalet uden at møde med Buket. Paa de Punkter, der berører Hensynsforholdet til andre, undser Folk sig ved at spare, og det er utroligt, hvad der gaar med til Gaver og Opmærksomheder ved Brylluper, Konfirmationer, Jubilæer, Begravelser og hvad de utallige Lejligheder nu hedder. Med Rædsel opdager man paa et Tidspunkt, hvor Pungen er særlig slunken, at det trækker op til et Sølvbryllup i Familien. Hvordan skal man faa Gaven udredet? Man har ikke Pengene, men det kan ikke undgaas. Naa, man har af Statshusholdningen lært at den nemmeste Udvej er at laane, og saa laaner man af sig selv, da man ingen udenlandske Banker har. Man laaner f. Eks. lidt af de henlagte Penge til Huslejen og omsætter det beskedne Beløb i to pletterede Brødbakker, som man med nogle bevægede Ord om Minder og Slægtsfølelse sender til Jubelfesten hos Tanten, som bytter dem Dagen efter. Imidlertid nærmer Dagen for Huslejens Betaling sig med raske Fjed, og man laaner saa det manglende – eller lidt mere – hos Skatten, som, naar den er forfalden, igen appellere til Gassen, indtil det en skønne Dag ender med et Krach i det Smaa under Graad og Tænders Gnidsel.

For nogle Maaneder siden fremsatte jeg i Politikens Kronik nogle Betragtninger over Husmoderens nuværende Kaar, sluttende med en Henstilling om eventuelt at danne en stort anlagt maaske skandinavisk Sammenslutning af Husmødre til fælles Belæring og Afstivning. Som oftest skriver man jo i Sand, men for en Gangs Skyld synes virkelig efter Sigende hin Artikel at have udkastet et Frøkorn, som er faldet i frugtbar Jord og har spiret ved Foraarssolens første Straaler. Der er nemlig nu – under Navn af Husøkonomisk Selskab – ved at danne sig en saadan Sammenslutning, hvis Indbyderinder ikke er blot fra Hovedstaden, men fra hele Landet, højtstaaende Embedsmandsfruer og dygtige Husmandskoner, erfarne og nygifte, velstillede og smaat aflagte, kort sagt Husmødre af alle Arter og Stænder. Og Forbundet ønsker foruden de enkelte Husmødre at indrangere allerede bestaaende Foreninger og Institutioner uden den fælles Fane. Til Formandspladsen samler tankerne sig om et udmærket Emne, som endnu ikke bør nævnes, og blandt Indbyderinderne findes Navne som Fru Højesteretssagfører Ernst Møller, Fru Departementschef Vedel, Fru Dr. Vogelius, Gaardejerske Fru Karen Nielsen, Fru Johanne Meyer, Obertinde Busck Nielsen og en Mængde dygtige Landbokvinder.

I den trykte Indbydelse staar fremhævet, at man ofte har savnet en saadan praktisk Sammenslutning, og at der har vist sig Tilløb til at faa den dannet, f. Eks. ved Agitation imod Frugttolden i 1908, som i Parentes bemærket ikke hjalp det fjerneste. Tolden kom. “Den Indignation imod unødig Fordyrelse af vore Livsfornødenheder, som opstod,” siges der, “savner ingenlunde Berettigelse eller Næring i det daglige Liv. Tiden synes derfor at være inde til Dannelsen af en virkelig husøkonomisk Sammenslutning, hvor man ikke lader sig nøje med ørkesløse Protester imod det voksende Tryk, men hvorfra man i Kraft af grundige Undersøgelser fremsætter bestemte og vel underbyggede Krav om en Bedring i Tilstandene.”

Som foreløbige Opgaver, hvorom man vil samle sig, nævnes en Udarbejdelse af en Redegørelse for Huslejeforholdene med de periodiske Stigninger og disses Sammenhæng med Varepriserne. Dernæst Udarbejdelse af en Tabel, der paa en let overskuelig Maade viser, hvormeget der betales i Told og Toldomkostninger af Livsfornødenheder som Forbrugsskat til Staten, og til kommunen gennem Overpris for Gas og Elektricitet. Tavlerne skal søges ophængte hos enhver Handlende saa at Husmødrene sættes i Stand til at postere paa deres Regnskaber, hvilken Del af deres Husholdningsudgifter, er Betaling af Varer, og hvormeget der er Skat.

Angaaende Opstillingen af disse Opgaver vilde jeg i mit stille Sind henholde mig til det gamle Mundheld, der siger at Ulven tager ogsaa talte Lam, hvis der ikke tillige stod: “Udarbejdelse og Drøftelse af Forslag til Reformer, hvorved de paapegede Ulemper for Husøkonomi vil kunne fjernes.”

Det lyder jo lovende. Og meget fornuftigt bemærkes: “De stadig stigende Varepriser, voksende Husleje og højereSkatter m. m. mærkes paa Husmoderens Budget, uden at hun er i Stand til at øve ringeste Indflydelse paa de Forhold, der er Aarsag til Dyrtiden, ja, uden at hun som oftest kender disse Forhold.”

Dette er nu da sandt nok. Hvad véd Husmoderen af alt dette, hvad forstaar hun! Pludselig erfarer hun, at f. Eks. Kaffen er bleven dyrere. Hvorfor? Har der været Misvækst i de kaffeproducerende Lande? Nej. Har der været Sømandsstrejke, saa Varerne ikke har kunnet komme frem? Nej. Der staar noget mystisk om Børsen i Amsterdam eller Overproduktionen i Brasilien med deraf følgende kunstig Hausse eller noget saadant! Hvad begriber en lille Postfunktionærs Kone af disse dunkle Spekulationsaarsager? Hun véd kun, at hun skal betale for dem – det er altid hende der skal betale.

Men Husmødrene begynder altsaa i det mindste at ville vide, af hvilke Grunde de bliver aareladte, og det er jo altid et første Skridt. Vi lever jo i en Sammenslutningernes Tid og ser daglig, hvilken Styrke en Fagforening har. Alle har derfor nu deres faglige Foreninger, Kularbejdere og Militære, Pølsemagere og dramatiske Forfattere. Og er maaske ikke Husholdning et Fag saa vigtigt som noget? Jo. Den enkelte Husstand kan synes at være af ringe Vigtighed, men samlede udgør de Hundredtusinde Hjem Samfundet. Deres Bærerinder er maaske de allervigtigste Statsborgere, paa hvilke alt det andet hviler, fordi de har Ansvaret for det kommende Slægtled og arbejder, ikke alene med Haanden og Tanken, men med Hjertet.

Derfor, kære Husmoder, sæt Dem i Forbindelse med Fredericiagade 25, hvor Sekretæren, Fru Signe Bjørner, bor og hør lidt nærmere om Deres kommende Fagforening, hvis aarlige Kontingent kommer til at dreje sig om en Bagatel. Vokser Forbundet sig stort og stærkt, bliver det ikke alene til Fordel for Dem selv, men ogsaa for Deres Husstand, til hvis Velfærd og Lykke De vier Deres Liv.

Hvis jeg i al Beskedenhed tør komme med et lille Raad til de Ledende, saa er det at faa saa mange som muligt af Rigsdagsmændenes Fruer ude paa Landet ind i Bestyrelsen, eller i hvert Fald i Foreningen som Medlemmer. Saa gaar det maaske bedre med Frugttolden næste Gang. Og med alt det andet.
Emma Gad.