Erhvervsliv og Hjem II 1912

9. juni 1912.
Formodentlig havde jeg altsaa ret, naar jeg i en foregaaende Kronik [9. maj 1912 red.] om dette vigtige Spørgsmaal fremsatte, at Kvinderne bør betænke sig to gange, før de ved Indtrædelse i Ægteskabet opgiver deres selvstændige Erhverv.

ERHVERSLIV OG HJEM 2

Kvindernes erhvervsliv og Hjemmet

I det mindste har de Indsenderinder, som har behandlet Æmnet efter mig, været af en modsat Mening. De har alle været af den Opfattelse, at det er for stor og tung en Byrde at lægge paa en Kvindes Skuldre paa en gang at være Husmoder og erhvervende Kvinde, og de har selv sat mig til Dørs med, at jeg ikke selv har siddet paa en Kontorstol og derfor ikke kan vide hvor træt og anstrængt man er, naar man efter Dagens Gerning ved en Pult kommer hjem og skal begynde paa det huslige Arbejde. Det er naturligvis sandt – jeg har ikke siddet paa et Kontor, men jeg skal ganske i Forbigaaende have Lov at bemærke, at der jo ogsaa er en anden Gærning til, og at ogsaa jeg har haft et Erhverv samtidig med, at jeg har styret mit Hus og opdraget mine Børn. Og jeg har følt mig lykkelig derved, ikke alene fordi mit Arbejde har været mig en Trang og en Glæde, men ogsaa fordi jeg har fortjent noget derved. Og det tror jeg, at de fleste vil. Ja, jeg tror, det er tifold bedre at slide drabeligt i det og undertiden anstrenge sig lidt vel meget, end at lide saa smaat af personlig Pengemangel Dag ud og Dag ind, hvad saa uhyre mange Kvinder gør, fordi de skal have alt, hvad de skal bruge af deres Mand. Enten finder han det som oftest ikke nødvendigt, at Husets Damer faar noget synderligt til eget Forbrug, eller ogsaa har han ikke Midler til at give et tilstrækkeligt Beløb ud til denne elastiske Post. Et eller andet Sted skorter det jo gerne, og dette Sted er saa godt som altid Husmoderens personlige Behov.

Det fremsatte Æmne er et Overklasse-Spørgsmaal, har man svaret mig. “Kvinder af de daarligere stillede Samfundsklasser har altid været selverhvervende, ikke alene de Kvinder, der i Byerne har maatet hjælpe til med Familiens Undehold ved at gaa ud og sy, vaske og gøre rent, men ogsaa enhver Bondekone eller Fiskekone har hjulpet med, lige saa vel som Manden, selv om der her var en Arbejdets Deling.”

Ja netop. Det gaar her som i saa mange af Livets Forhold, at det er af selve Folkets bybtliggende sunde Sans, at man skal hente sin Belæring og sine Eksempler. Folket ræsonnerer som saa, at man er to om at sætte Børnene i Verden, og derfor to om at ernære dem og opdrage dem. Det forekommer vistnok en dygtig Arbejderkone saa naturligt og selvindlysende, at hun uden Vaklen siger til sin Søster af den mere velhavende Klasse: “Gak hen og gør lige saa.”

Hun vil vistnok være ude af Stand til at forstaa Middelklassens modsatte og mere ethiske Betragtninger.

De Damer, der i “Politiken” har skrevet om Æmnet, har sagt gode og slaaende Ting, men de er Alle – lidt ensidigt, forekommer det mig – gaaet ud fra som noget givet, at Kvindeerhvervet kun er Kontorgærning, kun bestaar i en Plads, hvor man i saa og saa mange Timer daglig udfører et Arbejde for en Principal eller en Institution for en akkorderet Løn og paa et bestemt Klokkeslet laaser Pulten af og iler hjem. Det beklagelige er, at de vistnok har Ret i dette Syn paa Sagen. Det er vores Kvinders almindelige Syn, og det er, som jeg sidst skrev, forholdsvis sjældent, at Kvinders erhvervsmæssige Maal naar længere end til den vellønnede Plads.

Indtil videre er nemlig den Side af vor Kvindesag, som omfatter Erhvervslivet, lidt tør og lidet frugtbar, ikke særlig rig paa Initiativ. Det mest berigende for Samfundet og Udviklingen maa jo være – ikke at Kvinderne mere og mere trænger ind paa Mændenes Arbejdsfelter, men at de udvider og udnytter deres naturlige og medfødte Virkeomraade og derved skaber nye Værdier og ny Velstand.

Hvad den særlige kvindelige industri økonomisk set betyder f. Eks. for Frankrig, er vistnok overordentlig meget. Al den Modepynt, Skrædderkunst, Forfærdigelse af kunstige Blomster, Fantasisager, Fjer, Vifter, Kniplinger, Broderier og andre Luksusting, som, kommende fra de franske erhvervende Kvinders Skønhedssans og Smag, forsendes ud til Damerne i al Verdens Lande, al denne særlige feminine Industri, begunder maaske mere end man aner, at Frankrig er et uudtømmeligt Skatkammer for den øvrige Jordklodes Finansministre og Bankier’er.

Omraadet for det kvindelige Erhverv er jo, ganske fraset Kontorlivet, saa stort og saa forskelligartet. Det gælder blot at være opfindsom og at kunne spore, hvor Fortjenesten ligger. Der er for det første alt, hvad der kommer ind under Husvæsenets Domæne, Kogekunst, Bageri, Henkogning, Konfektlavning o. l. Der er f. Eks. Haararbejde og Strygeri. Der er Restaurant og Kaféomraadet, der er Fjerkræavl og Mejerivæsen, der er Frøavl og Gartneri. Særlig paa det sidste Omraade er det vistnok betydelige Værdier, som Landets Kvinder kunde skabe og udnytte, hvis de havde lidt mere Initiativ end de har. Mange fine Kulturer, som nu for Størstedelen forskrives fra Udlandet, saa som Champignons, Tomater, velbevarede Vinterfrugter o. l., kunde sikkert dyrkes med stor Fordel af Kvinder paa de mange kun halvt udnyttede Arealer rundt om i Landets Haver. Og hvad siger man om Strudsavl? Det var da noget nyt. I Sverige er der blevet anlagt en Strudsfarm, som siges at være slaaet udmærket an, og Strudsene taaler nok Kulden saa godt, at de med Velbehag spankulerer om i Snedriverne med deres lange Ben. Hvorfor følger ikke behjertede Kvinder i Danmark dette Eksempel og skaber en ny Værdi? Gode Muligheder for Silkeavl man man jo ogsaa set omtale.

Naturligvis – og heldigvis har vi iblandt os en Del Kvinder, som har skabt betydelige Værdier gennem selvstændig Virksomhed. Nogle faa Eksempler, som kendes af de fleste, vil bedre end mange Ord belyse, hvordan det kunde være, hvis der var flere, og maaske En og Anden Lyst til at gaa egne Veje, istedetfor at lade de medfødte Ævner komme en Principal til Gode.

Læs hele kronikken Emma Gad.