Aabent Visir anmeldelser

Man kunde ønske, at det var Brug i Danmark at anmælde Skuespil i den Tone, som man bruger i Paris. En fransk Teaterkritiker gennemgaar Skuespillet i en lin Passiar med sine Læsere, og han anbringer under Vejs sine store og smaa Indvendinger. Netop til saadant Smaasnakkeri egner Aabent Visir sig, fordi der ingen Mening er i at tage tungt og alvorligt derpaa,

Frøken Eline Malling har i en Alder af 18 Aar faaet et Barn med en gift Mand, som derefter forlod hende. Frk. Malling er et fortrinligt menneske, fint følende, smuk, god, dannet. Tog hun Barnet med sig? Eller var der nogen af hendes Familie, der gjorde det? Hun har en Søster, der er frisindet, talentfuld, selvstændig, og som derfor ryger Cigaretter, tog hun Barnet. Eller tog Søstrene i Fællesskab Barnet? Intet af dette skete. Barnet kom i Huset hos en Kone, hvis Dialog er spækket med Pudsigheder, som hun siger Koas for Kaos og Nemesissen og andre Ting, der viser, at hun umuligt kan opdrage Barnet. Eline bor hos sin Tante, der er Generalinde og derfor repræsenterer Standsfølelsen og Klogskaben, hvilket vises ved, at hun taler meget langsomt og siger lutter Dumheder. Eline elskes endvidere af Generalindens Søn, der er Kaptajn, og hun elsker ham igen.

Efter en Kamp beslutter hun sig til at fortælle ham, at hun har et Barn, og efter den traditionelle Strid med sig selv erklærer han, at det gør hende ikke mindre kær for ham. Saalangt er man naaet i de to første Akter. Der staar ikke, i hvilken Tidsalder dette foregaar, men det er klart, at Tiden er Kotzebues.

Thi alt dette i Forhold mellem Moderen og den Mand hun elsker, er lagt an paa at perse Taarer af Folk. Græde skal de, og græde gør de. De græder paa Scenen, og de græder paa Tilskuespladserne. Men der er vist ogsaa dem, som synes, at der her tales om de dybeste og største Spørgsmaal i Livet med lutter flove og flade Ord, lutter Teaterord, intet af dette er levet, det er hørt – i gamle Teaterstykker.

Det eneste Lyspunkt i dette danner en lille, aldeles nydelig Scene mellem Moderen og den lille Pige. Denne Scene, der spilles med den fineste Kunst af Fru Nansen som Moderen og Fru Bloch som Barnet, er Poesi, fin og ægte Poesi – i et saadant Øjeblik synes man, at Fru Gad gør Synd i ikke at følge Brødvilds Ord i Vølund: skær dybere. I andre øjeblikke synes man ikke, der er Grund til at tilraade Fruen det, fordi hun saa veltilpas tumler med de gamle Ord og kendte Situationer. Hun følger den allerdaarligste Recept: en Dosis Komik til en Dosis Rørelse. Vi skifter fra Latter til Graad, vi kan begge Dele, thi intet af det betyder noget for os. Thi foruden den rørende Historie, findes i de to første Akter af Aabent Visir en komisk om en tyk Ritmester, der spilles meget vittigt af Hr. Olaf Poulsen, og en affekteret Frøken, som Fru Thomsen havde udstyret med sin elegante Skikkelse og et højt mærkeligt Organ. At ogsaa dette Forhold er ganske teatermæssigt og usansynligt, er naturligt, naar det første er det.
Paa denne Maade naar man igennem to Akter, og i Mellemakten spørger man sig selv, om der i Grunden er mere. Jo – i tredje Akt begynder Skuespillet først rogtigt, eller rettere: et nyt begynder. Kaptajnen og Frk. Malling skal altsaa giftes og Barnet skal naturligvis til sin Moder. Da optræder pludselig Barnets Fader. Han er Konsul i Havanna, gift, rig, nobel, fin. Han træder ind i et Hus, hvor han intet har at gøre, faar de forskellige Personer paa Dørene paa den usandsynligste Maade og siger nu til den Kvinde, han har forført, at han efter 12 Aars Forløb har faaet Interesse for sit Barn og vil have det. Der bliver sagt til ham, at det har han ingen Ret til. Han ryster paa Hovedet: Ret – det bryder han sig aldeles ikke om. Han har moralsk Ret! Den moralske Ret maa være underlig i Havanna, men der foregaar jo ogsaa saa mange sære Ting for Tiden derovre.
Saa kommer Katajnen til, og disse fine Folk begynder nu at købslaa paa den kærligste Maade om Barnet. Konsulen en nu pludselig forhippet paa at blive, hvor han er, og Kaptajnen er da et Øjeblik besluttet paa at opgive Ægteskabet. Men saa slaar han om og siger, at han vil gifte sig og rejse bort med sin Elskede og hendes Barn. Det er jo en fortrinlig Løsning. Saa faar jo de hinanden, der elsker hinanden, og Barnet bliver hos sin Moder, mens den ligegyldige Fader gaar glip af hende. Men da erklærer Frk. Malling pludselig, at hun kun vil være sit Barns Moder, og efter at hun har hævdet som Resultat paa det hele, at man altid skal handle aabent, falder Tæppet.

Som sagt: tredje Aks Ophobning af Meningsløsheder ødelagde Fornøjelsen for Folk.
Men alle disse mere eller mindre ubegribelige Personer, der siger de banaleste Ting, spilledes fortrinligt.
Ved siden af Fru Nansen og Fru Bloch maa i første Række nævnes Hr. Liebman, som aldrig har spillet saa fint, stilfærdigt og overlegent som i Aftes. Der var endvidere foruden de alt nævnte Fru Hennings, som en munter, men stundom noget forceret Ræsonnør og Fru Eckardt som en stilfuld Generalinde. Endelig spillede Frk. Antonsen meget morsomt, og Fru Mantzius og Frk. Petersen noget overdrevent nogle smaa komiske Roller, og Hr. Emil Poulsen meget diskret den umulige Konsul.

Det var helt underligt at se, hvorledes der kunde ydes saa fortrinligt Spil i dette Skuespil, der har saa lidt af Livet i sig, man forbavsedes Gang paa Gang over den nænsomme Kunst, hvormed Skuespillerne kom bag om Ordene og paa egen Haand skabte Kunst.
Skulde Aabent Visir trække Hus, har Teatrets Kunstnere Æren derfor. P.L.

København, d. 1. Maj.
“Aabent Visir” paa det kgl. Teater.

Fru Emma Gad synes nu næsten hver Sæson at skulle have et Stykke frem paa det kgl. Teater. Hendes dramatiske Arbejder er gennemgaaende ret overfladiske: de bringer sjældent nye Spørgsmaal paa Bane, fremkalder ingen almindelig Debat og glemmes derfor hurtigt igen. Det er ganske hyggelige “Publikumsstykker”, hvis Æmner oftest er hentede fra Hovedstadens Bourgeosi. og da de er skrevne med et vist Lune og ganske behændigt byggede, hvad Scenegangen angaar, virker de næsten al tid Underholdende og aldrig forargende.

Desværre har man ikke hidtil sporet noget egentlig Værk i Fru Gads dramatiske Forfatterpersonlighed. Det er nu adskillige Aar siden, at hun skrev “Et Sølvbryllup”, og dette Stykke har til Dato staaet højest i hendes Produktion. Med “Aabent Visir” gør hun imidlertid et betydeligt Skridt fremad: hun er fra Lystspillet gaaet over til Slutspillet, har dristigt taget et virkeligt Samfundsemne op til Behandling og lodder i det hele dybere end nogensinde før.

Stykkets Hovedperson er en ung Pige, Eline Malling. Hun har i sin første Ungdom ladet sig bedaare af en gift Mand, konsul Stenberg, der lovede at lade sig skille fra sin Hustru for senere at ægte Eline. Forholdene gør det umuligt for ham at opfylde sit Løfte, og han rejser bort og lader hende sidde tilbage med Frugten af deres Forhold, en lille Pige. Barnet sættes i Pleje, og Moderen kommer i Huset hos en velstaaende Slægtning, Generalinde Wallin. Mellem dennes søn, Kaptajn Karl Wallin, og Eline udvikler der sig i Tidens Løb en gensidig Sympati, som efterhaanden er vokset til den inderligste Kærlighed.

Her er det, Skuespillet begynder. Eline kan hvert Øjeblik vente, at Karl beder om hendes Haand, den er hun nødt til at nægte ham. Hendes frejdige Søster Malerinden Jonna Malling, raader hende til at aabenbare Karl alt, træde frem med aabent Visir; men hun kan det ikke. Da han frier, siger hun Nej og paastaar, at hun ikke elsker ham. Jonna ser imidlertid, at den derved fremkaldte Situation er uudholdelig for dem begge, og hun mager det nu saa, at Karl faar den virkelige Sandhed at vide. Den afskrækker ham paa ingen Maade, og det synes nu, som om de begge har vundet den store Lykke. Saa dukker imidlertid den bortrejste Konsul Stenberg op og kræver sin Ret som den lille Idas Fader. Kan han faa Lov at tage sin Datter med sig, er han villig til atter at rejse bort, men Eline kan ikke skilles fra sit Barn, og for at de to kan blive sammen, maa Karl give Afkald paa Eline. Maaske kan han vinde hende tilbage en Gang i Fremtiden, – der overlader Fru Gad til Tilskueren at haabe.
Slutningen faldt lidt mat, men ellers interesserede Stykket stærkt helt igennem. Fru Gad træder meget djærvt i Skanken for den ugifte Kvindes Ret til at føle Moderlykken uden derfor at miste Verdens Agtelse, og hun viser i det hele et Frisind her, som aabenbart overraskede Publikum i høj Grad.
Det er naturligvis en stor Fordel for Forfatterinden at faa et saadant Arbejde frem paa et Teater, som raader over første Rangs Kræfter og kan give det en Udførelse, der bærer over de smaa Mangler. Og det er længe siden et Skuespil har været saa fortræffeligt besat som dette. Ganske særligt imponerede Fru Ransen, der spillede Eline med den sikreste og lødigste Kunst; Rollen er vistnok specielt skreven for hende, men den kunde sikkert heller ikke spilles bedre, end den blev. Fru Hennings spillede Søsteren Jonna med bjærvt Lune og Fru Bloch havde som den 13aarige Ida en af sine aller kønneste Smaapigeroller. Hr. Liebmann var lidt tør som Karl, medens Hr. D. Poulsen livede stærkt op som en overmaade pudsig Dumrian af en Ritmester.
Ikke mindst den fortræffelige Udførelse skyldtes det, Premieren blev en absolut Sukces. Men selve Skuespillet fortjente virkelig den store Lykke, det gjorde.

Saaledes som denne Scene, der ikke kan genfortælles, var følt og sagt og spillet, syntes man aldrig, man havde set det før. Det var fuldkommen ægte, Instinktets egen Poesi. Det slog én, hvor mandfolkeagtigt de fleste Digtere tage paa saadanne Forhold. Hvor nydeligt, at den lille Pige kender sin Moder paa en lille brun Plet paa hendes Haand, fordi hun selv har Mage dertil paa Foden. Dette kunde da vist kun en Kvinde have fundet paa. Den, der har elsket meget eller haft et meget kærligt Hjerte, hvorledes det nu hedder, skal meget tilgives. For denne ene Scenes, ja for denne lille brune Plets Skyld kunde man tilgive Fru Gad den hele øvrige Komedie.

Især, hvis hun nu havde standset med anden Akts Slutning. Thi ogsaa den følgende Scene, hvor Eline tilstaar den Mand, der nu har vundet hendes Kærlighed, sin Skam og sin Lykke og han uden Tøven tager imod hende med den frimodige Finhed, som nutildags er den Frugt, hvorpaa Dannelsen kendes, saa’ man med en Flimren for øjnene fra den foregaaende Scenes Stemning, som om den var ganske ægte, hvad den vel ikke helt var. Var Tæppet faldet her, vilde man trods alt være gaaet hjem med en behagelig Følelse af, at her havde atter en Fru Gyllembourg, en Kende mere rask paa det, men ogsaa friskere og mere scenevant end den gamle, kæmpet som en Løvinde for det kvindelige Instinkts Ret imod Selskabets Vedtægter. Man vilde da – i den gamle Generalindes fornemt vemodige Ord om “den Resignation, som vi. Kvinder nu en Gang nødvendigvis maa øve i den Følelse, som er den største Lykke, der bliver os forundt, ” og i Elines hensynsløse Hengivelse i den samme Følelse, som hun over Hovedet paa sin Elsker betror sit Publikum med de Ord: “Gives der en ømmere, rigere, lykkeligere Følelse end den at være Moder?” – have haft en tilstrækkelig tydelig Angivelse af Tvistepunkterne i en rigtignok meget gammel Proces, som dog her ikke savnede nye, til Sagens Oplysning særdeles tjenlige Dokumenter.

Men Fru Gad ved kun altfor godt, hvorledes man fører saadan en Proces paa Teatret. Und jetzt agirt der Pickelhering, Komediedjævelen, som for ret fromme Sjæle har spildt Glæden ved saa mange skønne og oprigtige Komedier. Stykket maa være mindst i 3 Akter for at fylde en Aften, have mange Personer og en brav Forening af Alvor og Gammen.

Saa gaar det an: med Olaf Poulsens Fuldmaaneansigt efter Fru Nansens Taareblikke, med en stiv, gammel Dame fra Scribes Komedier – hun kunde lige saa godt have hængt paa Væggen mellem Familieportrætterne – og et rigtig kærnefriskt Fruentimmer med Vind i Skørterne fra “Samfundets Støtter” gennem “Stor i Skrøbelighed” og en rigtig indkneben, platonisk-liderlig Guvernante som Miss Watson i “Hvor man keder sig” og til sidst en Konsul fra Havanna, som i disse vanskelige Tider er hjemkaldt til Fædrelandet i den særlige Hensigt: at fuldende Komedien, men som meget hellere maatte være bleven skudt af Amerikanerne, saa mange dumme Knuder hans Tilsynekomst forvolder i en ganske klar og velordnet Sag. Kort sagt, var der ikke det lille brune Modermærke, som til Mænds Beundring røber Kvinden, saa syntes det hele rigtig god, gammel, falsk Mandfolkekomedie.

Fru Gad hædrer i sit Stykke Kritiken med den Titel: Kunstens Svigermoder. Hvis da denne venlige, gamle Dame tør give en af sine huldeste Døtre et godt Raad, bør hun sige, som allerede Ewald sagde til den lille Fiskerpige: Vogt dig, mit Barn! for de falske Mandfolk. Thi af dem er der nok ikke færre i Fru Gads Tid end i Liden Gunvers. De første Ord i Komedien var en Oplæsning af et bekendt Sted om den Synd, for hvilken der ikke gives Tilgivelse. Der er i Fru Gads Stykke noget af denne Synd imod Aanden, som man vanskeligt kan tilgive den, der i den rene, ubesmittede Kvindeligheds Aand har digtet Scenen mellem Moderen og Barnet.

De, der ville have lettest ved at tilgive, ere Skuespillerne. Man er ikke uforsonlig mod den, der giver én Lejlighed til at vise sine Fortrin. “Aabent Visir” blev med en enkelt Undtagelse spillet saa godt paa det kongelige Teater, at de Figurer, hvori der under Teatervæsenet var en ægte Kærne, bleve helt ægte, og de, der vare blot Teater, saa ud, som om de vare ægte. Og dette er vel Skuespilkunstens Triumf og Forklaringen paa den Kendsgerning, at gode Skuespillere ofte i tarvelige Komedier faa de bedste Roller. Især har Hr. Liebmann aldrig spillet saa mandigt Komedie som i Lørdags, og Fru Nansen næppe nogen Sinde mere kvindeligt. Hendes Styrke er paa ægte Dansk hendes Inderlighed. Hun rører ved selv at røres. Hvor stort et Omfang hendes Kunst kan spænde over, vil forhaabentlig Fremtiden vise.
V. A.

Aarhus Theater

“Aabent Visir” af Fru Emma Gad.
Der er prisværdige Ting i Fru Emma Gads taarepersende Produkt “Aabent Visir”, men unægtelig ogsaa Mangler og taknemlige Angrebspunkter, og det er ikke saa faa. Det Fortrin har Stykket fremfor mange jævnaldrende Arbeider, at det dog sætter “Spekulationen” lidt i Gang, som det hedder. Selve Problemet, som Forfatterinden med Dristighed har taget op, er i saa Henseende velegnet: en Kvindes Ungdomsforvildelse og dens Følger for hendes hele Liv.

Frøken Eline Malling, som bor i Huset hos sin Tante, Generalinde Wallin, har en Datter. Hun skjuler sin Ungdomsbrøde og lader den lille Pige opdroges ude. Hun bliver forelsket i Generalindens Søn, Kaptajn Wallin, som alvorligt gjengjælder hendes Følelse og omsider frier til hende. Hun aabenbarer ham Alt, men han fastholder sit Ønske og forlover sig med hende trods Generalindens Advarsler. Det Hele ser saaledes ud til nok at kunne ende i Skikkelighed, men saa dukker den lille Piges Fader – efter at Eline paa sin Fæstemands Opfordring har skrevet til ham, hvorledes Sagerne staar – pludselig op paa Skuepladsen og spolerer Alt med sine Krav paa Faderret osv. Kaptainen føler Situationen umulig, og den ulykkelige Kvindes Valg staar imellem at slippe ham eller Barnet. Under Graad og Tænders Gnidsel finder saa Moder og Barn hinanden.

Paa flere Punkter er det lykkedes Forfatterinden at træffe det holdbare, fortaaelig og tildels forsvarlige i de forskellige Faser af den brødbetyngede Kvindes Livshistorie, og saa længe Begivenhederne synes at udvikle sig mod en forholdsvis livslys Udgang, kan man i hvert Fald se noget af en fast Holdning i Fru Gads Tankegang. Hun forsvarer endog de driftige Theorier med en Freidighed og en Frimodighed – maaske hist og her en Del forceret – som forsoner med adskilligt. Men alligevel stiller hun disse Theorier saa stærkt paa Spidsen, at hun igjen taber Terræn allerede her.

Saa kommer den sidste Akt. Den vender Bladet i Handlingens Gang, og den vender i lige saa høi Grad Vrongen ud paa den Forstaaelse, man indtil da mener at have tilegnet sig af Forfatterinden.

Den Rolle, hun lader Pigebarnet’s Fader spille, er mere end flov, uhyggelig nær det umulige. Men hvad værre er, man presses Draabe for Draabe for mange af de Værdier, man igjennem de to foregaaende Akter har skrabet sig sammen, og man staar tilsidst uhjælpelig fast overfor den kjedelige Kjendsgjerning, at Fru Gad i Virkeligheden slet ikke tør forsvare sin Idee ubetinget. Hun slipper den ud, helt og fuldt, til Publikums egen behagelige Disposition. Den mærkede Kvinde lades ene med sit Barn og med sin Skam – og saa holdes Spørgsmaalet alligevel aabent ved en Udsigt til, at det dog ikke behøver at være for stedse. Lad saa Publikum selv tro, hvor godt det vil, om Kaptainen.
Man ærgrer sig over dette og over det Meste af sidste Akt. Selve Situationen, som fremkaldes mellem de tre Hovedpersoner og Barnet, er i sig selv ypperlig og, i det enkelte Øjeblik, da Barnet føler hele Ulykken ved sin Existens, virkelig helt gribende, men Kombinationen af dette Moment med alt det Øvrige er lidet lykkelig.
Der er ogsaa andre fint skrevne Scener, med det gaar disse Enkeltheder paa samme Maade, de sluges af Fataliteten og drukner tilmed i den trættende Udpensling gjennem Akter, saa utilladelig lange, at man forlader dem med noget af et Lettelsens Suk, halvt glemmende det Gode, de gav.

Der var kun een Rolle, som i Aftes fuldt ud og med Rette tog Publikum fangen, det var den lille Piges, Idas, som med megen virkelig Kunst spilledes af Fru Valborg Rasmussen. Fra Forfatterindens Haand er Figuren ikke helt lykkedes; denne halvvorne lille Pige er for moden, næsten uhyggelig klog i sin Tale, men hvad der er at naae i Rollen, det naaede Fru Valborg Rasmussen, og vi tør endda sige, at hun ikke saa lidt fletterede det Billede, Fru Gad her har tegnet. Den demonstrative Hyldest, der fra Tilskuerpladsen ydes Fru Rasmussen, var derfor baade forstaaelig og berettiget.

Frk. Benelli var Eline, hin brødfulde, noget – ikke saa lidt forresten – for Taare-traurig, ikke meget af det fine ædle Væsen, Kaptain Wallin bliver indtaget i, men ellers rosværdig nok. Hun spillede sig efterhaanden lidt op. Fru Lamberth havde den Opgave som Elines Søster Jonna at bilde Publikum ind, at Forfatterinden med Stykket vil forsvare den faldne Kvinde helt og holdent som hun er. Hun tog noget voldsomt, til Tider lidt krampagtigt, paa denne Opgave som Frimodighedsapostel og sagde sine dristige Repliker med et pinligt stort Smil undertiden. Men Fru Lamberth redder altid det meste af Situationen, ogsaa i saadanne Roller, som ikke saa meget er skåret for hende.
Kaptain Wallin kom Hr. Stigaard saa pas ordentlig nok fra; der er ikke store Skjær at klare i denne Rolle. Hr. Albert Petersen kondolerer vi. Hans Parti er lidet lykkeligt, og selv en større Kunstner end han vilde staa ret hjælpeløs i samme Situation. Hr. Sohn bør runde sin Kaptajn mere af; han kunde med færre Overdrivelser blive virkelig morsom. Fru Kreus gjorde, hvad hun kunde, men heller ikke hendes Opgave var misundelsesværdig. Frk. Griffel gjorde maaske ogsaa, hvad hun formaaede, men her var det dog ikke Forfatterindens Skyld, at det bristede helt for Alvor.