Efter de udsøgte literære Retter forleden fulgte i Aftes jævn Hverdagskost.
Fru Emma Gads “Dagligstue Scene” var en tyve Minutters Samtale mellem to Kvinder, en pur ung og en noget ældre. Den sidste betror den første, at hendes Fader, en velhavende Enkemand og Videnskabsmand, vil give hende en ny Moder – naturligvis vedkommende selv – og den unge Pige viser hende lige saa selvfølgelig tilbage. Hun kan ikke tænke sog, at en anden skal træde i hendes afdøde Moders Stred, og alle den ældres kloge Ord om, at Manden trænger til nye Impulser, har Ret til et nyt Liv, er til en Begyndelse spildte. Æmnet er ikke ukjendt. J.P. Jacobsen har bl. a. skrevet en berømt lille Historie derom. Saa fortæller den ældre, at hendes Broder, der vilde være Digter og Literat, har opgivet de skjønne Kunstner og lagt sig efter et Brødstudium for ad den Vej at kunne vinde hurtigere frem i Verden og skabe sig et Hjem. Ved dette “Forløsende Ord” smelter den unge Piges Selviskhed. Det er ham, hun elsker. Naar han kan bringe Ofre, maa hun ogsaa kunne det. Og hun giver sit Samtykke til Faderesn Ægteskab.
Egentlig “forløsende” virker denne Opløsning jo ikke. Den unge Pige faar selv sit Hjem og kan altsa give Afkald paa Faderen. Men ellers faldt Samtalen nok saa utvungen, og Fru Emma Lind og Frøkem Oda Clausen gjengav naturlig de gamle Argumenter for og imod.
Derefter fulgte “En Kur”, Komedie i tre Akter af den tyske Forfatter Max Dreyer.
Politiken, 6. september 1900.
Fra Gad har sammentrængt til en enkelt Samtale en stor Konflikt. En ældre Mand, hvis Hustru nylig er død og som har en voksen hengiven Datter, vil gifte sig igen.
Hvis Datteren ærer og elsker sin Moders Minde, hvis hun lever og aanden for sin Fader og blot ønsker at være ham til Trøst og Glæde, hvorledes vil hun saa bære, at en fremmed Kvinde trænger sig ind i Hjemmet, berører hende Faderens Kærlighed, i hvert Fald hans udelukkende Kærlighed, og bliver en Myndighed og Magt overfor hende selv? Naar Emnet skulde udvikles til dets fulde Ret, maatte man først blive fortrolig med det inderlige Samliv mellem Fader og Datter – se hende ganske optagen af hans Interesser – for saa bedre at forstaa hendes dybe Fortvivlelse, naar, hvad der syntes hende Livsbetingelse og Livsmaal, berøvedes hende. Fru Gad har af dette Emne valgt sig en Hovedscene – den, hvor den fremmede Kvinde fortæller den unge Pige, at hun skal blive Faderens Hustru. Denne Samtale er skreven med Finhed og Smag, med et naturligt Frem- og Tilbage i Replikerne og ud fra den sikre Forstaaelse af den givne Teatersituation, der viser, at Fru Gad kunde have skrevet det hele Stykke. Hun har yderst beskedent bnævnt sit lille Arbejde “en Scene”, antydende, at hun kun vil have “Det forløsende Ord” opfattet som en dramatisk Bagatel. Samtalen er fortræffeligt beregnet for Scenen; dog svækkes Virkeningen derved, at den unge Pige selv tænker stærkt paa Forlovelse og Giftermaal. Hvorfor egenligt holde saa krampagtig paa et Hjem, som man selv vil forlade?
– – –
“Det forløsende Ord” udførtes særdeled net af Fru Lind og Frk. Clausen. En lillebitte Siderolle gav Frk. Eline Müller Lejlighed til at vise en elegant Skønhed og et forstandigt Spil. R.B.
Kjøbenhavn, Torsdag.
Kasinos anden Forestilling var i Modsætning til “Sankt Hansaftenspil” næsten for let. I Fru Emma Gads “Dagligstue-Scene”, som var en lille Enakter, laa Aftenens betydeligste Bund, medens Max Dreyer “En Kur” var altfor tyndt, for ravnekrøgsagtig – for uinteressant.
Enhver Dansk veed jo, at Fru Emma Gad som faa Damer formaar at bygge et Skuespil dramatisk op. Undertiden har man ment, at Fruens Skelet var lidt vel spinkelt, men alt det Ydre var upaaklageligt. I det overnfor omtalte Stykke gjælder Anken ikke. Her er Stof nok til en Hel-Aftensforestilling, ja, man synes at fornemme det voldsomme Pres, som øves paa Stykkets Ramme fordi Handlingen er saa sammentrængt; thi en ung Piges Følelser, naar hendes Fader, hvem hun elsker over Alt i Verden, og mener er helt opfyldt af Mindet om hendes Moder, gaar hen og gifter sig med en ung Pige – saadanne Følelser og de deraf naturligt opstaaede Konflikter maa helt gjennem flere Scener vises Tilskuerne. Her oplever man en Scene mellem den unge Pige og hendes vordende Stedmoder, som lærer hende, at man maa resignere i denne Verden – og den unge Pige tager Lære heraf.
Efter dette tankevægtige lille Stykke føltes “En Kur” som flov og fersk. Ingen tror i vore Dage paa, at nogen Provinsby er saa ravnekrogsagtig.
Fru Emma Gads nyeste dramatiske Arbejder er nu udkommen i Bogform hos Schubothe. Det lille Proverbe “Det forløsende Ord”, som for nogen Tid siden opførtes paa Kasino, hvor hun gjorde tynd Lykke, faar man længt større Udbytte af, naar man læser det. Og Dagmarteatrets ny Sukces “Dydens Belønning”, der stadig vækker stor Munterhed blandt et talrigt Publikum, taber heller ikke ved at læses. Ganske vist gjør det ikke noget dybsindigt Indtryk, men man opdager dog mange pudsige Vendinger og ganske vittige Indfald, som gaar tabt ved Lystspillets Opførelse.
Fru Gad har af dette Emne valgt sig en Hovedscene – den, hvor den fremmede Kvinde fortæller den unge Pige, at hun skal blive Faderens Hustru. Denne Samtale er skreven med Finhed og Smag, med et naturligt Frem- og Tilbage i Replikerne og ud fra den sikre Forstaaelse af den givne Teatersituation, der viser, at Fru Gad kunde have skrevet det hele Stykke. Hun har yderst beskedent bnævnt sit lille Arbejde “en Scene”, antydende, at hun kun vil have “Det forløsende Ord” opfattet som en dramatisk Bagatel. Samtalen er fortræffeligt beregnet for Scenen; dog svækkes Virkeningen derved, at den unge Pige selv tænker stærkt paa Forlovelse og Giftermaal. Hvorfor egenligt holde saa krampagtig paa et Hjem, som man selv vil forlade?
