Det forløsende Ord

taeppe-5

PERSONERNE:

ESTHER

FRØKEN BORCH

EN VENINDE


INTROSCENENANMELDELSER

Esther sidder om Formiddagen i Dagligstuen og passiarer med en besøgende Veninde.
VENINDEN Nej, kære Du det er rent galt, man skal aldrig sætte italienske Kniplinger paa lyserødt. Du skal tage noget lettere, noget, der bruser. Hvordan er Tøjet – naalestribet?
ESTHER (søger i en Sykurv).
Jeg havde en Prøve – her er den.
Der falder et Brev ud af Kurven.
VENINDEN (tager det op).
Du tabte et Papir.
ESTHER (griber efter det).
Aa, det er ikke noget.
VENINDEN (ser paa det).
Det er et Brev fra Vilhelm Dorph!
ESTHER Lad være! Giv mig det.
VENINDEN (ser spejdende paa hende).
Naa! Nu skriver han altsaa ogsaa!
ESTHER (lidt forlegen).
Det er blot om de Bøger, han laaner mig. Han interesserer sig jo saa meget for Digtekunst, og saa forklarer han mig sin Mening om Versene.
VENINDEN Det er interessant. Maa jeg læse, hvad han skriver – om Versene?
ESTHER (river Brevet fra hende).
Nej.
VENINDEN Gud — om Forladelse.
ESTHER Vilhelm Dorph er saa rar.
VENINDEN Naturligvis. De Grimme er altid saa rare. Man maa jo slaa sig paa noget her i Livet.
ESTHER Han er aldeles ikke grim. Se paa hans Øjne.
VENINDEN Og se paa Haaret. Det stritter paa Hovedet af ham som en Svaber.
ESTHER (fornærmet).
Alle kan ikke være saa fint friserede som din Ven Kammerjunker Rosenfeldt.
VENINDEN Nej, det er vist. Han er sjælden comme il faut.
ESTHER (lidt irriteret).
Men jeg foretrækker nu den intellektuelle Skønhed.
VENINDEN Hvad er det?
ESTHER Det er — det er — Udtryk — Aand — Sjæl!
VENINDEN Gud, Esther, Du er da ikke for Alvor indtaget i den Student?
ESTHER (lidt usikker).
Nej, vi er kun Venner.
VENINDEN Det vilde være et net Parti! Naa! Han vil jo være Digter, og som Levebrød betragtet, saa —
ESTHER (afbryder).
Nej, det har han opgivet. Han mente ikke, han havde Talent nok. Og at han har kunnet se saa klart paa sig selv, det maa man dog respektere, ikkesandt! Jeg tror nok, det har kostet ham lidt Kamp.
VENINDEN (ser paa Tøjprøven).
Jeg er bange, det falder noget sjattent, det Stof.
ESTHER Nu studerer han Jura og er knusende flittig, siger Frøken Borch.
VENINDEN Hende Kontordamen?
ESTHER Ja, de bor i Pensionat sammen og er saa gode Venner.
VENINDEN Hun kommer her nok stadig meget?
ESTHER Næsten daglig. Hun hjælper Fader med hans Regnskaber og den Slags. Han er jo i saa mange Bestyrelser (peger paa en Dør.) Hun er netop inde hos ham.
VENINDEN Tror Du, de regner hele Tiden?
ESTHER Hvad mener Du?
VENINDEN Folk siger jo, at de skal giftes?
ESTHER (studser lidt).
Hvordan aa Passiar! Jeg maa le.
VENINDEN Jeg vil sige Dig, de spadserer sammen i Mørkningen langs Søerne. Klementine har selv set dem.
ESTHER Herregud, kan nu ikke en aldrende Dame og Herre spadsere en Tur sammen. Nej Du, Fader gifter sig saamænd ikke, det vilde han aldrig gøre om ikke andet saa for min Skyld.
VENINDEN Ja, for Dig vilde det være et slemt «Aber dabei» i alle Henseender. Tænk Dig smaa Søskende, Rollinger — uf —
ESTHER Fader ved godt, at jeg vilde tage min Død af Sorg, hvis det skete, for saadan som vi to har det sammen, det er noget ganske særligt, ser Du. Vi har jo i Grunden kun hinanden.
VENINDEN Naa, det er jo godt, Du er sikker i din Sag. Der kommer nok Professoren. Nej, det er hende.
Frøken Borch kommer ind.
FRØKEN BORCH Goddag!
VENINDEN Goddag, Frøken Borch naa, jeg maa nok afsted.
FRØKEN BORCH Nej, lad mig endelig ikke forstyrre. Jeg vilde blot se, om Esther var hjemme. Jeg kan komme igen senere.
VENINDEN (i en hastig Ordstrøm).
Gud nej, bliv endelig — jeg skulde dog afsted — jeg skal læse Fransk Kl. 4, og forinden skal jeg friseres og prøve Kjoler og købe Hansker til i Aften og drikke Chokolade hos Klementine — det er jo hendes Fødselsdag — Gud, jeg har glemt at købe Foræring til hende. Jeg havde tænkt hun elsker Dyr, men jeg tror alligevel, jeg tager 12 Kammerdugs Lommetørklæder, det er dog saa reelt! Og saa er der jo Basaren for de Arbejdsløse i Dag, men den naar jeg formodentlig ikke — man har jo saa forfærdelig meget at gøre ja, er Livet ikke besværligt det gør En saa nervøs I Farvel, Frøken Borch, farvel, søde Esther — Du skulde i Grunden ogsaa friseres — det klæder Dig at blive fikset op farvel, hils Professoren farvel.
Veninden gaar.
FRØKEN BORCH Skal De ud, Esther?
ESTHER Nej, først senere.
FRØKEN BORCH Sæt Dem saa ned og lad os passiare lidt sammen. Vil De?
ESTHER Gærne (ser paa hende.) Er det noget bestemt, De vil tale med mig om?
FRØKEN BORCH (famler lidt ved Esthers Sykurv).
Ja ja, kære Esther, der er noget, som ligger mig paa Sinde, noget, jeg maa sige Dem paa Tomandshaand, hvis blot jeg kan finde de rette Ord.
ESTHER (studser lidt).
Naa, hvad er saa det?
FRØKEN BORCH Jeg er jo nu i længere Tid saa godt som daglig kommen her i Deres Hjem, og for hver Dag med større Glæde.
ESTHER (lidt forbeholden).
Ja, ogsaa vi har været rigtig fornøjede ved at se Dem.
FRØKEN BORCH Jeg skal sige Dem, Livet har ikke altid været mig let. De, Esther, der altid har levet i et godt Hjems lune Luft, De ved ikke, hvad det vil sige, at arbejde sig selv frem til Stilling og Erhverv. Det har jeg gjort, og jeg har det for saa vidt godt, men alligevel, jeg har faaet saa mange af Livets Knubs, at det, jeg har fundet her i Huset, har virket paa mit Hjerte som selve Solen Lyset!
ESTHER (ser hurtigt paa hende).
Er det da noget særligt, De har fundet?
FRØKEN BORCH Ja, Esther, jeg har fundet et Venskab, som for hver Dag har gjort mig rigere og bedre.
(ser hen for sig med et lykkeligt Smil.)
Aa ja saa rig!
ESTHER (i stigende Angst).
Hvad mener De — hvem?
FRØKEN BORCH Jeg mener Deres Fader. Hans Venskab har jeg vundet, og De ved bedre end Nogen, hvor meget det betyder at være afholdt af ham.
ESTHER (famler nervøst ved sin Kjole).
Ja naturligvis men
FRØKEN BORCH (lidt tøvende).
Men vort Venskab, Esther, er blevet til en dybere gensidig Forstaaelse, og det er derom, vi to nu maa tale lidt med hinanden.
ESTHER (aandeløs).
Vil De sige mig, at at
FRØKEN BORCH Ja, Esther, Deres Fader har bedt mig om at blive hans Hustru, og nogen større Lykke er der ikke til for mig.
ESTHER (tager sig til Hovedet).
Aa Gud, aa Gud — holder han da slet ikke af mig! Er alting forbi, helt forbi! Nej — det er ikke sandt, det er noget, De bilder Dem ind, fordi De ønsker det selv.
FRØKEN BORCH (mildt, men bestemt).
Det er sandt, Esther.
ESTHER Men Fader har ikke sagt et Ord derom, og han har bestandig talt med mig om alt muligt alt!
FRØKEN BORCH Men Sagen er — Deres Fader føler det som noget meget pinligt og vanskeligt at faa dette sagt. Fra Dag til Dag — ja, fra Time til Time foresætter han sig at tale med Dem derom han maa det jol Men han krymper sig ved det, indtil Tanken nu er bleven ham en Marter.
ESTHER Aa Gud — aa Gud — min Fader —
FRØKEN BORCH Saa var det, jeg foresatte mig at forberede Dem paa det, der kommer. Og hvis De holder af Deres Fader, saaledes som De siger, at De gør, saa bryd Isen. Gaa selv ind til ham nu og tal kærligt med ham. Luk den Dør op der henne og sig: «Jeg ved det, Fader, og for din Skyld er jeg glad.»
ESTHER (med et Sæt).
Skulde jeg nej
FRØKEN BORCH Hvis De siger de Ord, saa gaar det hele let, og De vælter en stentung Byrde fra hans Bryst.
ESTHER Aldrig. Det gør jeg ikke.
FRØKEN BORCH (bebrejdende).
Esther
ESTHER Nej. Dette gaar ikke let.
FRØKEN BORCH Er det umuligt, at De kan komme til at holde af mig. Jeg troede, De gjorde det.
ESTHER Jeg ogsaa — saa dum var jeg! Men i dette Øjeblik føler jeg Dem med eet som min Fjende. Jo trænger De Dem ikke med List og Magt ind i alt det, der er mit! Er det da ikke mit med Rette, baade mit Hjem og min Fader og mit Liv her inden egne Vægge?
FRØKEN BORCH Kan hænde, men — naa, Tiden vil nok lære Dem, kære Esther, at man, indadtil set, ikke kan eje Nogen eller noget helt. Livet har Krav til saa mange Sider, man maa altid dele. Vi to, vi maa for Fremtiden dele Deres Fader.
ESTHER (heftig).
Det er det, jeg ikke vil. Jeg kan ikke. Fatter De da slet ikke, hvad jeg mener?
FRØKEN BORCH Jo, Barn men
ESTHER Nej, De forstaar vist ikke, hvor dette saarer og oprører mig ind til mine inderste Tanker, de bedste jeg har — jo — netop det bedste i mig. For det er ikke alene mig selv, jeg tænker paa, eller alt det, jeg skal miste — det er ogsaa min Moder, som var den kæreste og sødeste af alle. Nok var jeg Barn endnu, da hun døde, men jeg husker hende saa godt, og jeg er helt og ganske vokset op med den Tanke, at jeg er hendes Stedfortræder hos Fader, og at hun, den Døde, den Kære for ham gaar igen i mig. Det har han sagt mig saa tidt.
FRØKEN BORCH Ja, han holder uendelig af Dem.
ESTHER Her i disse Stuer har hun færdedes — her gik hun om — der paa den Sofa laa hun, mens hun var syg, og talte med ham og mig! Og her, mellem disse samme Møbler skulde jeg nu se ham, min Fader, forelsket i en Anden! Kan De da ikke tænke Dem, hvor det maa gøre mig fortvivlet! Min Fader — ham skal jeg se forliebt i en fremmed Dame her for mine Øjne i Moders og mit Hjem. Se ham tage Dem om Livet, kysse Dem aa nej, aa nej
FRØKEN BORCH Kæreste Esther, tag det dog ikke saadan. Jeg forstaar saa godt, at De maa føle Dem lidt forurettet nu, men, alt som Tiden lider, vil det blive anderledes. Deres Fader vil være imod Dem, som han altid har været, kun mere glad og kærlig, fordi han selv er gladere.
ESTHER (farer sammen, men tier).
FRØKEN BORCH Og jeg vil, næst efter at gøre Deres Fader lykkelig, nej, netop derigennem — for hans Skyld — sætte alt ind paa at gøre Livet for Dem saa lyst og smukt, som det staar i min Magt. Jeg vil gøre meget for at vinde Deres Kærlighed, Esther.
ESTHER (kølig).
Tak for Deres gode Vilje, imen vi to kommer ikke til at bo under Tag sammen.
FRØKEN BORCH Hvad mener De?
ESTHER Naar De drager ind her, drager jeg ud.
FRØKEN BORCH Hør nu, dette er rent taabelig Tale.
ESTHER Lige meget. Naar min Fader faar sig selv mandet op til at tale med mig om dette, saa vil jeg aabent sige til ham som her til Dem: «Enten hende eller mig. Du maa vælge.
(Rynker Brynene.)
Kan hænde, at det saa blev mig, der vandt.»
FRØKEN BORCH Og hvis ikke?
ESTHER (heftig).
Se ikke saa rolig overlegen og medlidende paa mig — jeg taaler det ikke. Jeg har selv en Smule Penge efter en Tante, for dem vil jeg saa rejse og uddanne mig i Musik eller Sprog — jeg ved endnu ikke selv. Men Ingen kan hindre mig i at gøre, hvad jeg vil.
FRØKEN BORCH Sig mig, tænker De da slet ikke paa Deres Fader paa hans Lykke?
ESTHER Tænker han paa mig?
FRØKEN BORCH Ja, han gør, tidlig og silde. Og hvis De tager bort fra hans Hus i Vrede, ved De godt, at det bestandig vil nage og pine ham.
ESTHER Han har jo Dem.
FRØKEN BORCH De ved slet ikke, hvor egenkærligt De i dette Øjeblik tænker; det er Deres Undskyldning. De taler saa ganske ud fra Ungdommens naive og tyranniske Fordringsfuldhed. Tænk Dem om. De elsker Deres Fader, siger De, og dog er De rede til at slippe ham, saa snart De mærker, at ikke enhver Følelse i hans Hjerte er Deres, men at han tillader sig at have andre Tanker og andet Haab end Dem. De glemmer rent, at han ikke kun er Deres Fader, han er jo dog ogsaa et Menneske for sig selv med eget Liv og Ret til at leve det.
ESTHER Ikke paa den Maade — nej, det kan Børn aldrig give Forældrene Ret til, fordi det saarer det kønneste, de føler for dem ja, er det kønneste ikke Pieteten? Det er kun os, de Unge, det tilkommer at længes mod den Slags Lykke — ja, det synes jeg da. Forældrene maa leve gennem os.
FRØKEN BORCH Man er nu engang ikke saa hurtig færdig med Livet for egen Regning, som De tror det, Esther, men det er omsonst at ville forklare Dem det; deri maa man selv gøre sine Erfaringer. Dog, een Ting kan De maaske forstaa af Mangesidigheden, netop fordi De er ung. Indser De ikke, at det tungeste for et Menneske er at føle sig færdig sejlet agterud, og at det skønneste er at føle Muligheder og Kræfter røre sig i Sjælen?
ESTHER Jo, det er sandt.
FRØKEN BORCH Midt i Vanskeligheder og Kampe er Livet en Lykke — ikkesandt saa længe det ligger rede for En som en ny Dag med Handling og Haab.
ESTHER Ja, naturligvis.
FRØKEN BORCH Tænk saa paa deres Fader i den Sammenhæng. Han staar paa et Punkt, hvor han kan glide over i vanemæssig Gentagen af sine egne Ydelser, eller han kan gennem nye stærke Strømninger begynde en anden rig og frisk Arbejdstid som Videnskabsmand. Vilde De nu gærne selv se hans lyse Aand hans Intelligens blive gammelagtig og forbenet?
ESTHER Kunde jeg nogensinde blive Aarsag til det?
FRØKEN BORCH Ja, naar De forhindrer ham i at forynge sig — aandelig set. Det vil De jo.
ESTHER Men De — De formaar at holde ham ung og oppe?
FRØKEN BORCH Ja, fordi jeg i dette Øjeblik er den nye Impuls, den nye Lykke.
ESTHER Jeg forstaar, hvor godt det behager Dem at føle Dem saa overbevist om det. Selvsikker.
FRØKEN BORCH Jeg er ikke selvsikker, kun overbevist om, at jeg iøvrigt ufortjent — har faaet Evnen til at gøre hans Liv rigere. Spørg ham selv derom. Men det sværger jeg Dem til, Esther, at hvis jeg følte, det var til Deres Faders Bedste, at jeg gav Afkald paa ham, saa gik jeg i dette Øjeblik bort for aldrig at se ham mere. Ja, jeg tror, jeg holder af ham, saa jeg kunde bringe det største Offer. Men den Art Kærlighed forstaar De altsaa ikke.
ESTHER (studser lidt).
Forstaar jeg den ikke? Hvorfor?
FRØKEN BORCH Nej, det ger vi jo. De kan kun, som de fleste Børn, lade Dem tilbede af ham og intet ofre.
ESTHER Jeg ikke! Jeg vilde gøre hvadsomhelst for min Faders Skyld alt
(lidt mindre sikker)
men at gaa paa Akkord med sine Følelser og sin Overbevisning, det er jo noget andet.
FRØKEN BORCH Ja, det er noget andet. Det er nemlig det egentlige, det, at kunne bringe Offeret indefra, helt inde dybt fra Hjertet, uden at tale derom.
ESTHER Ingen kan jo dog paa den Maade give sit eget inderste Væsen til Pris for en Anden.
FRØKEN BORCH Aa jo. Maaske dog. Det har jeg set.
ESTHER Hvor ?
FRØKEN BORCH Jeg har nylig set en ung Mand ganske stille ofre sit skønneste Fremtidshaab for den, han har kær.
ESTHER Hvordan?
FRØKEN BORCH Det var hans Ønske at blive Digter, Literaturforsker ja, en Pennens Mand; hans hele Væsen gik op i Higen imod Kunsten. Men det er jo en usikker og brødløs Vej, det ved vi alle. Og han elskede af sin hele Sjæl en ung Pige, der er vant til Livets Goder uden at være rig. Naar jeg bruger det Udtryk: af sin hele Sjæl, saa mener jeg, at han elsker hende højere end sit eget personlige Livshaab. Det har han vist.
ESTHER Paa hvad Maade?
FRØKEN BORCH Han slog om, gav Afkald paa Kunsten og satte sig et Brødstudium som Maal for maaske engang at kunne vinde hende.
ESTHER (uvilkaarligt).
Det er Vilhelm Dorph, De taler om. Jeg føler det, jeg ved det.
FRØKEN BORCH Det var Dem selv, der nævnede hans Navn.
ESTHER (stærkt bevæget).
Var det for min Skyld! Jeg troede, at det var ham — ham selv, der — aa har jeg vidst saa lidt om, hvad han tænker!
FRØKEN BORCH Han tænker i den Sag kun det ene, at hvis han ikke kunde ofre noget, uden at De vidste, det var for Deres Skyld, saa elskede han Dem ikke.
ESTHER Men det maa han ikke — nej, nej han maa ikke give Afkald paa det, han tror, er hans Kald. Vi kan vente, og jeg er ikke bange for smaa Kaare Den kære, kære Vilhelm, hvorfor havde han ikke mere Tillid til mig. (brister i Graad.) Jeg vil jo kun kun hans Lykke.
FRØKEN BORCH Der fandt jeg nok det forløsende Ord. Saa kom Taarerne. Han kunde kalde dem frem. Jeg ikke.
ESTHER (ser op)
Jeg vil tale med ham.
FRØKEN BORCH Ja, gør det. Saa lærer De, hvad det vil sige at holde rigtig af et Menneske.
Esther gaar nogle Skridt i stærk indre Bevægelse, stanser saa og
lægger sin Arm om Frøken Borchs Skulder.
ESTHER Jeg har vist talt ukærligt — jeg beder Dem glem det. Maaske vi dog engang kan blive gode Venner. Jeg skal gøre mig Flid derfor.
FRØKEN BORCH (kysser hende).
Esther — kære Esther —
Esther gaar nogle Skridt, stanser, trækker Vejret dybt og tørrer
sine Øjne.
ESTHER (aabner Døren og taler ud).
Jeg ved det, Fader! Og for din Skyld er jeg glad.
TÆPPE

INTROSCENENANMELDELSER