Kvinderne og Forbudssagen 1919

Tidsskriftet “Sund Sans” (Mod Tvangsstyre – For Personlig Frihed!)var naturligvis imod et forbud mod alkohol, og havde en artikelserie hvor kvinder udtalte sig mod et forbud. Her er Emma Gads indlæg, der nok må siges at være et kraftigt angreb på afholdsbevægelsen, og som afstedkom flere negative kommentarer fra afholdsbevægelsen som her følges af flere kommentarer fra et par aviser.

29. juni 1919 + aviskommentarer.

Et halvt år senere, januar 1920, blev spiritusforbuddet en realitet i USA. Frem til 1933 var fremstilling, transport og salg forbudt i hele USA.
Som bekendt gik det ikke afholdsbevægelsens vej i Danmark, men man må sige at retorikken fik alt hvad den kunne trække fra begge lejre.


KVINDERNE OG FORBUDSSAGEN

Ogsaa Forfatterinden, Fru Emma Gad, udtrykker sin inderlige Uvilje mod Forbudstanken:
«Nej, lad os dog nu være Mennesker», siger hun. «Thi jeg synes nemlig ikke vi er Mennesker, hvis vi lader os paatvinge en saadan Fornærmelse som et Totalforbud!

Jeg maa sige, at jeg er blevet yderst forbavset, da det lidt efter lidt gik op for mig, at der virkelig er enkelte saakaldte dannede, oplyste Mennesker, som kan være stemt for et saadant. Jeg har nemlig indtil for bogstaveligt talt kun ganske faa Dage siden levet i den fulde og faste Overbevisning, at det kun var i de ganske ukultiverede Befolkningslag, at man for Alvor kunde tænke paa at faa indført en saa middelalderlig Indretning, til Gavn og Glæde for…. Gud Herren maa vide hvem! Undtagen maaske lige netop for de aller som sorteste Afholdsfanatikere! Et frygteligt Folkefærd forresten, som jeg omfatter med al den Antipati, jeg raader over! Snevre, selvglade, hykleriske og – som alt sagt – i Bund og Grund ukultiverede, som de jo næsten alle er.

Af flere forskellige Grunde vil jeg for min Part paa det bestemteste modsætte mig et Landsforbud.

For det første: af den rent personlige, at jeg ikke ønsker i nogen Retning at lade mig diktere, hvad jeg maa drikke og ikke drikke, eller hvad jeg maa byde mine Gæster.

Dernæst: fordi det er mig inderligt imod at se Verden lavet om til en stor Forsørgelses- og Opdragelsesanstalt, hvori voksne Mennesker, som er kommet til Skelsaar og Alder, bliver behandlet som umyndige Børn, der skal tages under Armen, støttes og vejledes i alle Ender og Kanter; hvor en Fristelse skal fjernes fra deres Vej og det hele er lagt tilrette for og indrettet paa de mindre værdifulde Individer, de karaktersvage Stympere, som ikke kan klare sig selv, men absolut skal have Goldamme hele Livet igennem; og, hvor de sunde og stærke og intellektuelt værdifulde Samfundsmedlemmer paa alle Punkter maa bøje sig for og rette sig efter de værdiløse.

Og endelig: fordi jeg – der jo aldeles ikke er blind for, at Drukkenskaben kan afstedkomme store Ulykker – slet ikke tror, at man gennem et Forbud vil komme til det forønskede Resultat: at fremme Ædrueligheden. Alle gjorte Erfaringer taler jo sit højlydte Sprog herimod.

Nej, det eneste rigtige er efter min Mening dette, at man, saavidt som det kan lade sig gøre i et ordnet Samfund, lader Menneskene have deres frie Vilje til at gøre ganske som det behager dem. Vil et voksent Menneske partout ødelægge sig selv ved overdreven Nydelse af Spiritus, saa lad ham i Guds Navn gøre det. Laver han Ulykker paa Grund af sit Drikkeri, kan man jo internere ham! Forresten er jo et Menneske, som er uhelbredelig Dranker, ikke bedre værd, end at han faar Lov til at gaa til Grunde i Fred! Samfundet vinder vist intet, ved at tage ham under sine beskyttende Vinger og ved at formene ham Adgangen til spitituøse Drikke.

Et Glas iskold Pilsner en hed Sommerdag kan simpelthen slet ikke erstattes af Alverdens Afholdslimonader!

Iøvrigt kan Spirituosa vist overhovedet slet ikke undværes. Navnlig Spirituoasa i den lettere Former som Øl og Landvine. Jeg for min Part sætter – som alle Mennesker, der har levet i Syden vist gør det – navnlig Pris paa de lettere Landvine. Hvor er de dog forfriskende og oplivende uden at virke berusende! Og for os herhjemme betyder Øllet jo omtrent det samme, som Vinen for Sydboen! Et Glas iskold Pilsner en hed Sommerdag kan simpelthen slet ikke erstattes af Alverdens Afholdslimonader! Disse sidste mangler ubehjælpeligt denne lille Gnist, den afgørende Prik over iét, de forholdsvis faa Procent Alkohol, som netop gør Drikken til den Stimulans, den vitterligt er.

Foriøvrigt er der een Ting, jeg kune tænke mig, man burde gøre, for at hæmme det overdrevne Drikkeri. Og det er: ikke mere at lade Akvaviten blive saa billig, som den var i gamle Dage. Det er jo et antageligt Spring, den har gjort, fra mindre end 1 Kr. pr. Flaske og op til – er det 10 eller 11?

Man maa jo nemlig indrømme, at det i gamle Dage var lidt for billigt at drikke sig fuld! Og at dette maaske til at begynde med kunde føre mange, som ellers aldrig var blevet Drankere, ud paa Skraaplanet. Jeg tror, at det kunde være opportunt vedblivende at lade de stærkt koncentrerede Spirituosa være noget dyrere, om end ikke saa dyre, som de er i Øjeblikket. Mens man paa den anden Side burde lade de lettere Drikkevarer, først og fremmest Øllet, men dernæst ogsaa de indførte lette hvide og røde Landvine, fremtræde saa billig, som vel muligt.

Dette vilde efter min Mening være den aller sundeste og bedste Maade, hvorpaa man uden at gribe ind i Menneskers Selvbestemmelsesret dog kunde have en direkte Indflydelse paa Alkoholforbruget og Misbruget her i Landet.»

[/ads_custom_box]

Randers Dagblad, 7. juli 1919.

Aarhus, Søndag.
– – –
Den danske Afholdsbevægelses Landsdemonstrationsfest.
Denne fest er vel nærmest at betragte som Afholdssagens henvendelse til alle dem, der staar Sagen fjernt, og som man kunde ønske den nærmere. Festen kan altsaa ogsaa siges at være en af de Plove, Bevægelsen forsøger at pløje nyt Land ind med. Og der er maaske netop en vis Grund til at demonstrere. Afholdssagen kan vel for et overfladisk Blik – se ud til at stagnere, og Forbudsmodstanderne vil vel ikke undlade at gøre dette gældende. Man skal imidlertid ikke lade sig forvilde af Paastande fra den Side, men – trods hæmmende Sygdom, Dyrtid og den Slappelse dette let medfører m. m. – frimodigt og fortrøstningsfuldt se paa den glædelige Stigning af Kreds- og Foreningskontingent og det, som her ligge bag: Følelsen af, at det sidste Tag nu skal tages, og at dertil behøves Penge. Det har altsaa ikke mindst nu sin store Betydning at demonstrere. Og man har da som Demonstrationsdag meget forstaaeligt valgt Afholdsarbejdets 40de Fødselsdag.

Royal Copenhagen Mindeplatte, 1879 DAF 1919, designet af Arnold Krog.

– – –
Og ude i det skovstore Anlæg, hvor der taltes fra fire Talerstole, havde man den samme Fornemmelse. Her førtes Ordet af en Række af Afholdssagens gamle, trofaste Forkæmpere, de, som har baaret en lang Række Aars Hede og Byrde og endnu ikke er trætte …
Og her hørtes ildnende Ord fra nogle af dem, der senere er traadt til: Larsen-Ledet, Holger Kristiansen, Borgerrepræsentant Heilesen og Sønderjyden, Propr. Godthardsen.

Der kunde være Anledning til at citere mange af de udmærkede Udtalelser, her faldt, og hvoraf de fleste tog Sigte paa Kampen for og imod Forbudet …
Endvidere Fru Dröhses udmærket motiverede Angreb paa det spiritus-elskende Bourgeoisis Damer, repræsenterede af Fruerne Emma Gad – i hendes egoistiske, hjerteløse Udtalelse i “Sund Sans” – og Erne Juel Hansen i samme Tidsskrift.
– – –
Jeg gentager, at hele Demonstrationen var et meget kraftigt Slag i Ansigtet paa Forbudets Modstandere. Og den vil sikker bidrage til at styrke Sammenholdet og øge Rækkerne blandt dem, der kæmper under Forbudets Fane.
Edv. Egeberg.


Aalborg Stiftstidende, 18. november 1919.

“Den elegante Pen” i Afholdsdagbladet, ogsaa kaldet Hr. Anton Nielsen, har nu faaet en Medhjælper i Hr. Edv. Egeberg, der, ligesom Hr. Nielsen, farer haardt frem mod de Damer, som har udtalt sig mod Forbud i “Sund Sans”. Hr. Egeberg er særlig vred paa Fruerne Ott og Emma Gad. Efter at have citeret nogle Linier af Fru Ott, hvori bl. a. siges: “Jeg ønsker i alt Fald ikke af Hensyn til Drankerne at give Afkald paa noget som helst”, skriver Hr. Egeberg: “Dette er Admiralindens potenserede slagterraa Egoisme om igen”.

Saa ved man det: Emma Gad er slagterraa, oven i købet potenseret. Det er forfærdeligt at tænke paa – særlig i Betragtning af, at det er Fruen, der har skrevet “Takt og Tone”.


Folkets Avis, 2. januar 1920.

Admiralinde Emma Gad har i “Sund Sans” udtalt sig mod Forbud. Fru Gad skriver bl. a.:”Jeg ønsker i alt Fald ikke af Hensyn til Drankerne at give Afkald paa noget som helst.” [jvf. Aalborg Stiftstiden, 18. november, var det Fru Ott der udtalte denne sætning, red.]

Dette er faldet Afholdsfanatikerne saa haardt for Brystet, at en Hr. Edv. Egeberg har fundet Forløsning for sin sure Galde i en Artikel i Afholdsbladet, hvori han citerer Fru Gads Udtalelser og derpaa tilføjer: “Dette er Admiralindens potenserede slagterraa Egoisme om igen.”
Det er naturligvis saa knagende ligegyldig, hvad denne surmavede Egeberg mener; men det kan være ganske nyttigt at fastslaa, hvilken Tone disse “Kulturbærere” med de vandede Hjerner anslaar overfor Dame, ovenikøbet en Dame som Fru Emma Gad.
Og hvad mener Slagterlavet om Afholdsudtrykket “slagterraa”?