Alt forløb pænt og net og pynteligt, men heller ikke stort mere som Helhed taget; kun den ny Ballet “I Rosentiden” naaede en Del ud over det jævne.
Komponisten til Balletten »I Rosentiden« bliver i denne podcast portrætteret både før og efter deltagelsen i Kvindernes Udstilling.
Politiken, 29. august 1895.
Den gamle Digterinde Fru Magdalene Thoresen aabnede Højtideligheden med en af Fru Nyrup fremsagt Prolog, der i alvorsfulde og vægtige Ord drøftede det immer lidt intrikate Forhold mellem Mand og Kvinde, et Forhold, som Naturen aabenbart i sin tid ikke var ganske heldig med at ordne. Fru Thoresen er, da hun skrev sin tankefulde Prolog, rimeligvis gaaet ud fra, at her ved disse Forestillinger vilde Kvinderne benytte Lejligheden til at slaa et opsigtvækkende Slag for det, der kaldes deres “Sag”.
Imidlertid har de øvrige Assisterende ingen Tilbøjelighed haft i denne Retning. Der gemte sig i Forestillingen i Aftes ingen drilsk eller udæskende Alvor, ingen kampivrig Idé.
Det hele var fra først til sidst elskværdig Dilettanteri. Morsomheden bestod væsentlig i, at Damer spøgende forsøgte sig paa Felter, der ikke er deres daglige og rette Tumleplads.
– – –
Naa, man maa tage Forstillingen, som den var anlagt, ikke som den gamle Alvorsdame Fru Thorsen lidt desorienteret bebudede i sin Prolog, og som man maaske selv paa Forhaand havde tænkt sig den.
Det var en Spøg, vilde intet andet være. Ellers havde det jo været rimeligere, om f. eks. Fru Emma Gad i Stedet for at komponere en Ballettekst, havde bragt sit dybtfølte og tænkte, aldrig her opførte “Et Forspil” frem paa Scenen. Og ellers havde man ikke tyet til den Dilletant, der har begaaet Spøgen “Maa han komme?”, men havde f. Eks. søgt at formaa Fru Amalie Skram til at medvirke.
Mindst har vi Mandfolk dog Grund til at klage. Forestillingen i Aftes kunde umuligt vække vor Nidkærhed. Den syntes mest af alt beregnet paa at være et sødt Koketteri til Bedste for os.
– – –
Der er ingen Sammenligning mellem Maa han kommes Hjemmelavethed og I Rosentidens erfarne Skrædersnit.
Og var der overhovedet nogen dybere Idé i Forestillingen i Aftes, maa den søges i denne Ballet, der dokumenterede, at Balletkunsten ikke blot kan undvære, men allerhelst bør undvære Mandfolk. Hvilken Behagelighed at slippe for alle de skaldede og tykmavede Herrer, der ellers udgør en af den danske Ballets væsentligte Bestanddele. Her var, med en enkelt Undtagelse, lutter pæne, yndefulde og smukke Damer. Denne Ballet, der anførtes af Frk. Valborg Jørgensen og Fru Emma Nielsen som Elskerparret, bar med Rette Navnet I Rosentiden.
Balletten er fikst opbygget i Rokokostil af Fru Emma Gad over et nitouchagtigt Motiv, og Fru Tardini Hansen havde arrangeret en Række virkningsfulde Danse, der alle handlede om Kærlighedens altbesejrende Magt, og hvori paa den nydeligste Maade stadig et Kor af allerkæreste Amoriner greb ind.
Utvivlsomt maatte Balletten med Held kunne overføres paa det kgl. Teater. Den trænger kun til Beskæring hist og her. Ikke blot Fru Emma Nielsen som den porcelænslækre Chevalier-Elsker og Frk. Valborg Jørgensen som den sommerfuglelette Elskerinde, men ogsaa Fru Anna Harboe som en mørk og grusom Diana nød berettiget Hyldest. P.N.
Musikken
– – – Thekla Griebel hedder som bekendt den unge Dame, der har komponeret Musikken til I Rosentiden – og hun havde baade Fornøjelse og Ære af dette sit første offentlig fremførte Arbejde. Naar Balletten gjorde saa megen Lykke, som Tilkfældet var, kan Frk, Griebel rolig tage en hel Del deraf til Indtægt.
Fru Emma Nielsen som Chevalieren i BallettenAt Fru Emma Nielsen, der ellers altid er Elskerinde, i Aftes var Elsker, giver straks Karakteren af Forestillingen. Naar det mest mandhaftige ved den var Teatrenes skønneske Frue, forstaar man, at den maa have haft et udpræget feminint Præg.
Man sporede ogsaa straks de fine Damehænder i Arrangementet. Hele Balkonen og Orkestret var dekorrerede med Blomster, først og fremmest med de pragtfulde Solsikker, som vore Damer, de bly Violer, i deres Udstillings pompøse Anledning har valgt til Symbol.
Fru Emma Nielsen som Chevalieren i Balletten.
Og paa Dirigentstolen i Orkestret, hvor til daglig i Sæsonen Hr. Stocman troner i selvsikker Tryghed, sad Fru Ophelie Olsen i hvidklædt Benauelse omgiven af sin hvide Due-Garde.
Den fineste Lady i Verden, Prinsessen af Wales, der har krænket tyve danske Lægers Patriotisme ved at stille sig i Spidsen for Indsamlingen til Mindesmærket over deres Landsmand og Kollega Vilh. Meyer, beærede Forestillingen med sin straalende Nærværelse. Han ledsagedes af vor for Haandarbejder og kvindelige Dyder berømte Kronprinsesse, af sine yndefulde Døtre, hvoraf den ene siges at være bestemt til en Gang at overtage Stillingen som det danske Folks Moder, og Prinsesse Louise, den fuldendte Type paa en hyggelig og sød kjøbenhavnsk Ungpige. Det spiller ved denne Lejlighed en mindre Rolle, at ogsaa Kronprinsen og nogle andre mandlige høje Herskaber var tilstede.
De kongelige sad i Fremmedlogen med Anneks til Højre. I Balkonens Midterloge bredte sig alle de udmærkede og berømte Damer, der som Komité-Formænd har forestaaet Kvindernes Udstilling.
Paa forreste Række den lille matronagtige Gehejmekonferensraadinde Buch og den utrættelige Solsikke Fru Emma Gad.
Men, skjult i Parkettet, sad Frk. Zahle.
Vil man vide, hvem der ellers var i Teatret?
I Parterret dominerede Fru Baronesse Reedtz-Thot med sin Mand Kensejlspræsidenten, I Parkettet saas Fru Bardenfleth, født Vartov-Brandt, med sin Kultusminister og Fru Eugen Petersen med sin nys hjemvendte og øjensynlig rekreerede Politidirektør.
Er det forøvrigt nødvendigt at remse Navne op? Tvivler man om, at Fru Elise Halkjer forherligede Festen med en af sine berømte Rober? Og skulde Etatraad Gamél ikke lade sin gule Rose skinne dér, hvor hans elskværdige Frue er en af de mest fremragende Blomster?
Alt hvad der duer i Kjøbenhavn af Kvinder, var mødt, og adskillige af dem havde undt deres mandlige Paarørende den Adspredelse at komme med.
Festkomitéen havde i Forvejen offenligt opfordret Publikum til at møde festsmykket. Der udfoldedes da ogsaa en ligefrem overvældende Luksus i lyserøde og gule Silkeliv. Nederdelene, der jo ikke gør sig videre bemærkede i et Teater, var holdt i en mere afdæmpet Stil. Og de fleste Herrer optraadte af Beskedenhed i Jakke eller Frakke.
Allermest beskeden var dog de Herrer, der havde hjulpet med at sætte Damernes Forestilling i Scene. De listede stille om i Krogene.
Og paa det med bly Violer og beskedne Gaaseurter smykkede Program fandtes intet mandligt Navn.
Redivivus.
Nu følger en udmærket musikalsk Mellemakt med Sang af Fru Bjørnson, Frk. Dons og Frk. Fanny Christensen, og saa slutter aftenen med en 2-Akts Ballet, “I Rosentiden”, som Fru Emma Gad og den tidligere Balletdanserinde Fru Tardini har været enige om at komponere, og hvortil Frk. Thekla Griebel har skrevet en meget vellykket Musik. Hovedpersonen er en Klosterfrøken (Frk. Valborg Jørgensen), der taget venligt mod Kurmageri af en smuk ung Mand (Fru Emma Nielsen) og derfor bortvises fra Klosteret, hvorefter hun i Hjemmet overvinder forskjellige Gjenvordigheder og forenes med sin elskede. Handlingen er ikke meget original, men iscenesættelsen er al Ære værd, og adskillige Danse – især en Dans af smaa Amoriner – udmærker sig ved livlig Komposition.
Alt i alt kan man sige om Forestillingen, at den har Kuriositetens Interesse og er ganske passabel for en Gangs Skyld.
Huset.
Fint pyntet var Dagmarteatret i Aftes, og hyggeligt var der at være. Kvindens Evne til at være Værtinde, hendes Sans for at smykke Huset med Blomster havde forvandlet Dagmarteatrets Tilskuerplads til et stort, broget Bed, hvor en Mængde smukke Damer gjorde Blomsterne Førsterangen stridig. Og det var ikke let. For der vor en Overflod af dem. Lange hele Prosceniet var der slynget en eneste stor Blomsterguirlande, og hele Balkonen bugnede under Blomsters Vægt, medens der fra hver Loge hang lange Baand i gule og violette Farver, til hvilke der vor knyttet Buketter.
At Kongefamilien saas i Kongelogen Deres kgl. Højheder Kronprinsen, Kronprinsessen, Hds. kgl. Højhed Prinsessen af Wales og Hds. kgl. Højhed Pring Valdemar. I den tilstødende Loge sad Prinsesse Louise paa første Række mellem de to engelske Prinsesser, medens paa anden Række Hs. kgl. Højhed Pring Christian havde Plads mellen sin græske Fætter og Prins Harald, der igjen sad ved Siden af Prinsesserne Thyra og Ingeborg, samt Prins Gustav.
– – –
Efter den musikalske Mellemakt kom saa Fru Emma Gads og Fru Tardini-Hansens Ballet “I Rosentiden”. Handlingen var saare spinkel eller, for at være høfligere: enkel. En ung Ulv af en Chevalier – ganske nydelig taget paa Kornet af Fru Emma Nielsen – stiger ned i en Klosterskole og forrykker Hovedet paa et lille dejligt Lam – Frøken Valborg Jørgensen. Som i “Nitouche” synes heller ikke de øvrige Smaasøstres Dyd absolut grundfæstet, idet ogsaa de hengiver sig til Dans og andre Udsvævelser. Imidlertid gaar det kun ud over den skjønne Aline, der af den strænge Priorinde – Fru Emilie Poulsen – befordres til sit Hjem. Den moderlige Marquise – Fru Tardini-Hansen i egen Person – sætter sig vel til en Begyndelse mod Datterens Kjærlighed, men efter en kort Besvimelse faar Aline sin Vilje, og Forlovelsen fejres nu med allehaande Danse og med mythologiske Optrin. Paa meget gammel og meget ny Maner er Dans og Sang virkningsfuldt blandede sammen, og den hele Ballet tog sin overhovedet fix og fornøjelig ud, at vi næsten skulde antage, den fandt Naade for de to kongelige Theaterdirektører, der overværrede Forestillingen. Kan den ærede Direktion faa Fru Emma Nielsen til at beholde sin Rolle. Noget ynderfuldere end at se Fru Emma Nielsen og Frk. Valborg Jørgensen danse og sværme sammen kan ikke tænkes. Ogsaa en Solo af Fru Nielsen lønnedes med begejstret Tilslutning. Endvidere var Fru Harboe fortræffelig som Diana og Fru Jessen udmærket som Hyrde, for ikke at tale om det hele øvrige kamp- og sejrsvante Balletkorps.
Her var virkelig Princippet “Alt for Damerne” paa sin Plads. Til Ære for Gratien og Pikanteriet burde maaske en Ballet altid kun danses og ageres af kvindelige Kræfter.
Intet Under altsaa, at Balletten gjorde umaadelig Lykke og at Jubel og Fremkaldelser endte Kvindernes første Theateraften.
– – –
Musikken
Til Balletten “I Rosentiden” har Frk. Thekla Griebel skrevet en særdeles fintstemt og stilfuld Musik, gratiøs i Rhytme, sart i Stemning og ikke blottet for Lune. Derimod er Lidenskaben ikke Kvindernes stærke Side, i det mindste hvor den skal sættes paa Noder.
– – –
Publikum paa Scenen og i Parkettet.
Det var, som ovenfor berørt, meget fint Selskab, der i Gaar fyldte Dagmarteatret. Ikke alene Parketterne, men ogsaa Balkonen og selve Scenen havde Publikum at opvise, hvis rette Forum er Hof- og Statskalenderen.
I Parkettets første Række saas Theaterchefen, Grev Danneskjold, der ved sin Side havde Professor Peter Hansen. Særdeles interesseret Tilhører var Kammerherre Rothe, der jo mere end én Gang, har været paa Brædderne. Han saa nedlidende paa Højesteretssagfører Rée, der aabenbart havde Lampefeber, da hans Frue i “Maa han komme”, traadte ind paa Scenen sammen med Kammerjunkerinde Lindholm f. Brun og den scenevante Frk. Jeanne Helten for at bede Fru Emma Nielsen om at medvirke ved en Velgjørenhedskoncert. Fru Rée bar en gul Crêpe-Kjole til stor Hat med sorte Strudsfjer og en Buket Valmuer paa Brystet og vilde have distanceret Frk. Holten med den lilla Silkekjole, hvis Frøkenen ikke havde anlagt et Par imponerende brune Læderhandsker. Fru Lindholms brungraa Spadseredragt var heller ikke til at foragte. For Resten nævner vi Fru William Bloch med Mand, Fru Elise Halkjer med Ægtefælle, Frøknerne Gamél med Fader, Frk. Margrethe Nyrop, de ugifte Forlæggere Hirschsprung og Grøn, Etatraadinde Suhr med Datter og Datterdatter, en Mængde Industriforeningsmænd saasom d’Hrr. Michelsen, Harald Bing, Cortsen og Robert Fränckel, Redaktøt Julius Schiøtt, Jægermesterinde Grøn, Prof. Klein, Fru Hans Bech med Gemal, Frøknerne Ruben og Olga Nissen-Sommerstedt, Fru Magdalene Thoresen, Bjørn Bjørnson og en Mængde andre.
Man var aabenbart i godt Lune over heke Linjen, og Herrerne anstrengte sig paa det ivrigste efter at finde Komplimenter til de Damer, som havde været i Ilden.
Men paa en beskeden Plads sad Frk. Thekla Griebel, der havde komponeret Musikken til Balletten. Hun havde sin gamle Fader med sig. Og i Haanden bar hun en stor Buket af prægtige, gule Roser, Men ingen kjendte den beskedne unge Dame.
Første Kvinde-Forestilling
Det var en lang og til Tider ikke videre morsom Forestilling, som Kvindernes Udstilling i Aftes bød sin Gæst paa.
Den indledtes med en Prolog af Fru Magdalene Thoresen, men dennes ærlige Ord kom ikke til deres Ret i Fru Nyrops mere rytmefaste end meningstro Fremsigelse.
Derefter fulgte et lille Interiør “Maa han komme?” der handlede om Forliebelse og Standsfordom; det mærkeligste ved dette dramatiske Arbejde var vel nok, at dets – efter Sigende – adelige Forfatterinde, der paa Programmet dog skjulte sig under det borgerlige Anna Kjerulf, forenede en Gehejmeraadindes Sønnedatter med en vordende Operasanger.
Efter en sanglig Mellemakt, i hvilken Publikum fik Lejlighed til i fuldt Maal at ytre sin Begejstring for Fru Oselio Bjørnsons Sangkunst, fulgte Programmets Hovednummer, Fruerne Emma Gad og Jeannette Hansens Ballet “I Rosentiden”; ogsaa den handlede om Kærlighed og foregik i adelige Kredse.
Balletten begynder i en Klosterskole, hvis unge Elever benytter et ubevoktet Frikvarter til at træde en allerkæreste Pierettedans. Blandt Eleverne er Aline de Fonyenay (Frk. V. Jørgensen) den allernydeligste og har tændt Elskoven hos den unge Chevalier de Gramont (Fru Emma Nielsen), som digter Vers til hendes Pris, ja endog stiger over Klostermuren til hende. Priorinden opdager dette, og det ser et Øjeblik sort ud for Aline: hun udvises af Skolen, men kun for i Hjemmet at finde sin Chevalier som Bejler. Trolovelsen deklareres og fejres med en Del Danse, saaledes en hidsig Dianas Jagt med Fru Anna Harboe som Diana, en stilfuld Gavotte, danset med næsten lige Perfektibilitet af Fru Emma Nielsen og Frk. Valborg Jørgensen og endelig en munter Slutnings-Kehraus.
Mellemaktsmusikken og Musikken til Balletten besørgedes af et Orkester af hvidklædte unge Damer under Fru Orpheline Olsens Taktstok; Publikum paahørte i Aftes mod Skik og Brug Mellemaktsmusikken i andægtig Tavshed.
Forestillingen aabenbarede ingen hidtil slumrende dramatiske Anlæg hos Kvinden, dog, der er en Forestilling endnu, og maaske sker da det Vidunderlige.
Kvindernes første Forestilling
Aftenens dramatiske Glanspunkt er Slutningsnummeret paa Programmet: Balletten “I Rosentiden”, som Fru Emma Gad har givet Ideen til og Fru Tardini-Hansen sat i Scene. Den er i to Akter: første Akt Klostergaarden, hvor de unge Elskende har deres forbudne Sammenkomst, anden Akt en Rokoko-Salon, hvor deres Forlovelse finder Sted og fejres med levende Tableuer. Frk. Valborg Jørgensen er den unge Pige, en halvudsprungen Rosenknop, skælmst og blufærdig – Fru Emma Nielsen er den galante Chevalier.
—
Balletten er meget fikst arrangeret; i første Akt forvandler de smaa Klostersøstre sig pludselig til kokette Pjerretter, som opfører en overgiven Dans med en pjekrolklædt Mannequin; i anden Akt er “Kærlighedens Fødsel”, fremstillet i levende Tableauer, af stor Virkning. Her optræder nogle allerkæreste smaabitte Amoriner, og Fru Anna Harboe er statelig som den jagende Diana, der betragtes af Elskov til den slumrende Enbynnion. Balletten slutter med en stilfund og flot, stor Kehraus.
Fru Tardini-Hansen, som selv medvirkede, havde megen Ære af sin Iscenesættelse. Men ogsaa Musikken som Frk. Thekla Griebel havde komponeret, klang let og fint og fik en fortræffelig Udførelse. Damerne har sat deres Krig igennem og kan for den første Forestillings Bedømmende notere en smuk Sucses.
C.E.
Kvindernes Udstilling – Kjøbenhavn d. 28. August.
De dramatisk-musikalske Forestillinger.
—
Paa Dagmartheatrets Scene gav Kvindernes Udstilling i Aftes den første af de to dramatisk-musikalske Forestillinger, der have været omtalt saa meget i Forvejen.
Alt forløb pænt og net og pynteligt, men heller ikke stort mere som Helhed taget; kun den ny Ballet og “Rosentiden” naaede en Del ud over det jævne.
—
Endelig kom Balletten “I Rosentiden”, til hvis Tilblivelse mange har været medvirkelde. Texten, Skelettet, den korte Handling, eller hvad man nu vil kalde det, skyldes Fru Emma Gad; selve Balletten er skabt af den gamle Balletdanserinde Fru Jeanette Tardini-Hansen og Musikken skyldes endelig den unge komponistinde Frk. Thekla Griebel. I Balletten medvirkede kun Damer.
—
Det er virkelig Synd, om denne lille fikse og fordringsløse Ballet skal dø med denne ene Opførelse ikke mindst af Hensyn til Frk. Griebels smukke og melodiøse Musik. Denne Musik er sikkert det bedste af alt det er fræmkommet i Anledning af Kvindernes Udstilling. G.
Fyens Stiftstidende, 30. august 1895.
Aftenen sluttede med en temmelig omfangsrig, original Ballet i to Akter: “I Rosentiden”. Musikken, der er særdeles virkningsfuld og paa flere Punkter helt ypperlig, skyldes Frk. Thekla Griebel, der forud har udgivet endel Sangkompositioner. Texten, der omfatter mange nydelige Arrangementer og flere gode Ideer, er paa saa habil Haand som Fru Emma Gads, assisteret af Fru Tardini-Hansen. Balletten hvori man saa en Række af det kgl. Theaters Ballets bedste Kræfter med Frk. Valborg Jørgensen og Fru Harboe i Spidsen, modtoges med stærkt Bifald. Særlig morede det at se Skuespillerinden Fru Emma Nielsen danse en ung Greves Parti.
At Fru Emma Nielsen, der ellers altid er Elskerinde, i Aftes var Elsker, giver straks Karakteren af Forestillingen. Naar det mest mandhaftige ved den var Teatrenes skønneske Frue, forstaar man, at den maa have haft et udpræget feminint Præg.
