Politiken, 30. august 1895
I Aften slaar Teaterkvinderne Hovedslaget: Opførelsen af Frk. Lagerløfs: I St. Anna Kloster. Den svenske Forfatterinde har fra Gösta Berlings Saga et saa smukt literært Navn, at man er meget spændt paa at se hendes første Forsøg paa Scenen.
Selvfølgelig er der i Dramaet den samme Luftning af Æventyr og Vildskab som i de Wärmlandske Fortællinger. Forhistorien til St. Anna Kloster er et blodigt Sammenstød mellem to Brudetog – saa blodigt, at der af de to Brudepar kun bliver ét tilbage; det ene Tog mister sin Brud, det andet sin Brudgom. Men de to overlevende synker i en vild og blodtung Sanserus i hinandens Arme. Og over de Dræbtes Lig drager de forenede Brudetog til Kirken og fejrer det sære og syndelige Bryllup.
Man paastaar, at der paa Baggrund af denne romantiske Historie kan udvikle sig stærke dramatiske Konflikter. Og fra Gösta Berling véd vi jo, at den lille, stilfærdigt udseende svenske Dame har en levende Fantasi. Vi skal ikke røbe Indholdet af Dramaet, der, efter hvad man siger, skal have været lige saa stemningsguldt som dunkelt, og som derfor Fru Emma Gad og – vender Eder om, alle I smaa Damebilleder – Hr. Bjørn Brørnson har underkastet en rutineret Bearbejdelse.
– – –
Fru Gad, der har været Mester for Attituderne, har ogsaa tilberedt Desserten, den lille Spøg, der hedder Hos Dameskrædderinden, og hvori Fru Anna Petterson-Norrie er Hovedpersonen. En Del Provinsdamer og Kjøbenhavnerinder træffer den henrivende smukke Sangerinde hod Dameskræderinden, overvælder hende med Komplimenter og bevæger hende endelig til at synge et Par Viser. Det er alt. Men kender vi Publikum ret, vil det være henrykt over at faa Fru Norrie præsenteret i en saa flatterende Ramme, og naar hun endelig – i en svensk Slutningsvers af Frk. Lagerlöf – paa Kvindeudstillingens Vegne henvender sig til Publikum, er Sukcessen sikker. I alt Fald for Fru Norrie.
Domino.
Politiken, 31. august 1895
Aftenen i Gaar bød paa noget saa opsigtsvækkende som et Drama af den højt begavede unge svenske Forfatterinde Frk. Selma Lagerlöf, der straks ved sin Debut for et Par Aar siden — med den mærkelige, dristige og voldsomme Roma Gösta Berlings Saga — vandt Savn over hele Norden.
Naturligvis maatte Damernes dramatiske Komité med Tak modtage et Drama af Frk. Lagerlöf. Ved hendes Forsøg som Skuespilforfatter tilførtes der disse Dame-Forestillinger nogen virkelig literær Interesse.
Desværre mislykkedes Forsøget. St. Anna Kloster, som Frk. Lagerlöfs 2 Akts Skuespil hedder, bærer til Visse tydelige Spor af Forfatterindens farverige og fantasifulde Talent. Men som Drama bar det de flest mulige Fejl. Det er uklart, forvirret, langtrukkent og tilmed, hvad ikke skulde vente af Frk. Lagerlöf, underligt udglidende. Det bliver ikke til andet end Tilløb. Ingen Scene samler den dramatiske Konflikt i ét stort og afgørende Tag. Selv naar Tæppet falder for sidste Akt, er vi egenlig stadig lige vidt. Nærmest ser det ud som om først Muligheden for et virkningsfuldt Drama begyndte. At fortølle indholdet af dette Stykke, der sagtens skrinlagdes i Aftes, er maaske overflødigt.
– – –
Den lidt matte Stemning, St. Annas langstrakte Kloster havde fremkaldt, formaaede Fru Emma Gads gratiøse Svundne Tider ikke fuldkommen at sprede. Man véd, at Svundne Tider er en Ramme udenom en forsøgt Genfremstilling af Ida Bruns berømte Attituder. Fru Gads Idé er meget nydelig. Udførelsen fra hendes Side baade fin og stilfuld. Men det afgørende for den lille Lejlighedsspøgs Scenelykke maatte blive, om det virkelig var muligt at give et Nutidspublikum noget Indtryk af Ida Bruns Kundt, der henrev selv Gehejmeraad Göthe til Begejstring. Det Etatraads-Publikum, der i Aftes fyldte Dagmarteatret, var meget paaskønnede overfor Frk. Olivia Jørgensens mimiske Attituder og med god Grund. Erk. Jørgensen anvendte al sin store og indtagende Balletdygtigbed. Men noget særlig nyt, noget særlig mærkeligt, noget mere end almindelig poetiske og æterisk blev det ikke til. Ovenikøbet har Frk. Jørgensen sikkert før ydet finere pantomimisk-koreografiske Kunststykker end her, hvor hun var bunden indenfor en meget snæver teknisk Ramme uden Vejledning om, hvad der i sin Tid gav denne Rammes Indhold den udsøgte Charme. Formodenlig har Charmen beroet paa noget udpræget personligt, paa i samme Grad legemelige og sociale og intellektu elle Fortrin, noget, der ikke lader sig efterligne. Frk. Jørgensen gjorde, Hvad med Billighed kunde forlanges, og hun, saavelsom Fru Rosenberg og Frk. Anna Petersen, henholdsvis Peter Willemoes og en moderne Marineløjtnant, saa meget smukke ud. Men iøvrigt – var Udførelsen af dette Stykke heller ikke fortryllende. Den poetiske Finfølelse, der skulde have baaret det lille Stemningsbillede, fattedes de fleste Medvirkende.
Fru Emma Gad, der i denne Sommer har gjort et Kæmpe Arbejde for Kvindernes Udstiling, havde ogsaa digtet den skælmske Bagatel, der sluttede Forestillingen, og som afgjort behagede. Hos Dameskræderinden er intet andet end en Apoteose Over Kjøbenhavnernes højt elskede Fru Norrie, der havde den Opgave at fremstille sig selv, synge nogle at sine yndede Sange og lade sig komplimentere for aabent Tæppe. Al Fru Norries og Fru Gads forenede Elskværdighed bebøvedes for ikke at lade denne Spøg krænke god Smag.
Som det gik, var Alt fortræffeligt. Fru Norrie brillerede i baade Page- og Niniche-Dragt, sang -med Glans og var ufortrødent uimodstaaeig.
Den Smule Fabel, Spasen rummer, er ikke meget sandsynlig, ejheller af en Tendens, der just harmonerer med Alvorlig Kvindesags-Stræben. Pointen den, at Fru Norrie ved sin glade Sang omvender en lille Provinspige fra hendes folkelige Sværmeri for en bondsk Forvalter til en mere forfinet og koket kjøbenhavnsk Forstaaelse af en ung Dames Opgave. Paa saa skør en literær Nipsgenstand bør man imidlertid ikke tage med haardhændet Kritik. Spøgen lykkedes, og dermed fik den sin Berettigelse ved disse Forestillinger, der i Følge deres Anlæg har haft som væsentligste Formaal at underholde et specifikt kjøbenhavnsk Etatsraads-Publikum.
Tilmed udførtes Spøgen fortrinligt, ikke blot af Fru Norrie, men ogsaa af de smukke danske Skuespillerinder, Frk. Olivia Jørgensen, Fru Mario Müller og Frk. Collin, der havde det Hverv at være Baggrund for hendes Popularitet. Særlig Frk. Collin som en Modehandlerinde var kostelig i sin veltrufne østergadeagtige Chic-Facom
P.N.
De samme gyldne Solsikker vandt sig om Balkonen, og de samme hvide Tusindfryd viklede og bøjede sig i Orkesterbedet. De samme repræsentative Fandens Mælkebøtter – vi tænker selvfølgelig her på Komitéformændene – smykkede Pladslogen, og det samme brogede Blomsterflor dækkede Gulvet. Kun Kongelogens Buket var tyndet ud. Hvor var den engelske Lilje og den danske Guldregn?
– Men vi kan ikke hele Tiden tale Blomstersprog, Vi nøjes derfor med at konstatere, at Kronprinsen var der med sine to ældste Døtre og et lille Hof.
*
Forestillingen begyndte med Selma Lagerlöf – som alle véd Forfatterinde til berømte romantiske og lidenskabelige Novellesamling Marianne Berlings Saga. Frk. Lagrlöfs Skuespildebut var af samme romantiske og lidenskabelige Art, men lidt vanskelig at følge. En enkelt af dets Sætninger faldt dog i god Jord, den stadig gentagne “Du har nok været til Bryllup i Risterød”. At have været til Bryllup i Risterød var, saavidt vi forstod, noget af det allerværste, man kunde have foretaget sig i en adelig Familie. At tage Billetten til Berlin og i 14 Dage sætte Kongehuset og hele den kjøbenhavnske Presse i Bevægelse er for intet derimod at regne. I Mellemakten hørte vi en smuk og elskværdig ung Frue til sin aabenbart brødefulde Ægtefælle henvende et “Du har nok været til Bryllup i Risterød”. Manden saa noget bekymret ud.
*
I det sidste af Forestillingens Stykker forkyndte Damerne den Moral, som de ønsker at fastslaa som Kvindeudstillingens etiske Udbytte. Den lød saaledes: “Unge nette Piger fra Landet bør ikke gifte sig med bondske Forvaltere. De bør rejse til Kjøbenhavn, fikse sig op, blive kokettet, blæse Forvalteren et langt Stykke og vente paa om der ikke skulde komme noget bedre”. I flere lange Samtaler indpræntede Fru Gad Moralen til megen Fornøjelse for Parkettets unge hvidvestede Levemænd, der fandt Frk. Laurenze Glahn fra Kalundborg (Frk. Olivia Jørgensen) særdeles indtagende! Tilstedeværende Agrarer opponerede derimod kraftigt. Da det endelig var lykkedes Fru Marie Müller ved indsmigrende Sange og Fru Anna Pettersson-Norrie ved indsmigrende Sange at fordreje Hovedet paa den landlige Uskyldighed i den Grad, at hun sønderrev Jabrevet til Bovmand(?), forlod flere ansete Landmænd demonstrativt Teatret.
Da Tæppet efter faldt – for ikke at gaa op igen – forlod Resten af Publikum Teatret. Ogsaa demonstrativt! I alt Fald saa vi talrige Herrer med djævelske Smil og ondskabsfulde Fagter demonstrere noget for deres arme kvindelige Ledsagersker. Hvad det var røber vi ikke. Vi haaber nemlig diskret paa Kvindeudstillingens store Guldmedaille – for Galanteri.
Domina.
København, 31. august 1895
Den anden og sidste af Kvindernes Udstilling arrangerede Forestilling var — det være sagt straks og aabent — absolut endnu mindre lystelig end den første.
Forestillingens første og største Part optoges af den svenske Forfatterinde Frk. Selma Lagerlöfs første dramatiske Forsøg St. Anna Kloster. Det viste paa det klareste, at den talentfulde Dame ikke besidder den dramatiske Nerve; det er nemlig paa ingen Maade tilstrækkelig at lade Personer tale sammen, et Drama kræver andet og mere; maaske kunde Frk. Lagerlöf af sit Stof have dannet en svulmende Novelle, men om Drama var hendes Arbejde forfejlet: det var uklart og skabte ingen Interesse, hverken for Personer eller for Begivenheder. Den danske Oversættelse, hvori det præsenteredes var præget af Fusk og Jask.
Resten af Aftenen tilhørte den danske Fru Emma Gad. Først havde hun haft den gode Idé i Svundne lider at kalde til Live igen for et Øjeblik den gratiøse Attitude-Kunst fra Aarhundredets Begyndelse, men hun havde fordærvet denne Idé ved at omgive Billedet af den svundne Tid med en klodset og uvittig moderne Ramme; al Frk. Olivia Jørgensens stilfulde Ynde var rent omsomst. Attituderne droges fra Poesiens sarte Verden ned til Hverdagslivets grove Pjat.
Dernæst havde Fru Gad skrevet en saakaldt dramatisk Situation i 1 Akt — mon en Situation virkelig kan tænkes i flere Akter — Hos Dameskræderinden som Ramme om Fru Anna Norries Foredrag af nogle Sange i Kostume dels som Boccaccio og dels som Niniche. Helt smagfuldt var det ikke at lade Fru Norrie i Stykket optræde under sit eget Navn, dog Fru Norries friske Humør og indtagende Sang bredte Glemselens Slør over dette og løftede den lille Spøg, der smagte lovlig meget af Variété-Vederstyggelighed, op imod virkelig Kunst; ogsaa Frk. Collins raske Københavnerinde og Frk. Jørgensens landlige Uskyldighed viste de unge Damers gode Humør og ærlige Stræben efter Karakteristik i deres Spil.
Til sidst traadte Fru Norrie ned til Sufflørkassen og tolkede i Ord at Frk. Selma Lagerlöf paa Melodi af Fru Elisabeth Meyer Kvindernes Tak. Fru Norrie var da iført Niniches Chantøse-Flitter. Dette saa ud som en Tanke, thi med ærlig og oprigtig dramatisk Kunst har disse Kvinde-Forestillinger haft meget lidt at skaffe.