Kvindernes Udstilling anmeldelse 2

Politiken, 30. august 1895.
I Aften slaar Teaterkvinderne Hovedslaget: Opførelsen af Frk. Lagerløfs: I St. Anna Kloster. Den svenske Forfatterinde har fra Gösta Berlings Saga et saa smukt literært Navn, at man er meget spændt paa at se hendes første Forsøg paa Scenen.

Selvfølgelig er der i Dramaet den samme Luftning af Æventyr og Vildskab som i de Wärmlandske Fortællinger. Forhistorien til St. Anna Kloster er et blodigt Sammenstød mellem to Brudetog – saa blodigt, at der af de to Brudepar kun bliver ét tilbage; det ene Tog mister sin Brud, det andet sin Brudgom. Men de to overlevende synker i en vild og blodtung Sanserus i hinandens Arme. Og over de Dræbtes Lig drager de forenede Brudetog til Kirken og fejrer det sære og syndelige Bryllup.

Man paastaar, at der paa Baggrund af denne romantiske Historie kan udvikle sig stærke dramatiske Konflikter. Og fra Gösta Berling véd vi jo, at den lille, stilfærdigt udseende svenske Dame har en levende Fantasi. Vi skal ikke røbe Indholdet af Dramaet, der, efter hvad man siger, skal have været lige saa stemningsguldt som dunkelt, og som derfor Fru Emma Gad og – vender Eder om, alle I smaa Damebilleder – Hr. Bjørn Brørnson har underkastet en rutineret Bearbejdelse.
– – –
Fru Gad, der har været Mester for Attituderne, har ogsaa tilberedt Desserten, den lille Spøg, der hedder Hos Dameskrædderinden, og hvori Fru Anna Petterson-Norrie er Hovedpersonen. En Del Provinsdamer og Kjøbenhavnerinder træffer den henrivende smukke Sangerinde hod Dameskræderinden, overvælder hende med Komplimenter og bevæger hende endelig til at synge et Par Viser. Det er alt. Men kender vi Publikum ret, vil det være henrykt over at faa Fru Norrie præsenteret i en saa flatterende Ramme, og naar hun endelig – i en svensk Slutningsvers af Frk. Lagerlöf – paa Kvindeudstillingens Vegne henvender sig til Publikum, er Sukcessen sikker. I alt Fald for Fru Norrie.
Domino.

Dannebrog, 31. august 1895.
Huset.
De samme Guirlander og Blomster slyngede sig i Aftes om næsten det samme Publikum, som overværede den første Forestilling.

I Kongelogen saas Hs. kgl. Højh. Kronprinsen med sine tre Døtre og prins Harald. Logen ved Siden af var optaget af Publikum, og de smaa Marskalinder, som for Resten ikke havde andet at gjøre end at løbe frem og tilbage under Forestillingen og lege Tagfat i Mellemakterne, var forsvundne fra den Balkonloge, hvor de tog sig saa smukt ud i Onsdags. I Parkettet saa først og fremmest de ængstelige Ægtefæller og Fædre og Forlovede, hvis Hustruer og Døtre og Kjærester medvirkede ved Forestillingen. Højesteretssagfører Rée saa bleg, men fattet ud, Kammerjunker Lindholm havde et søsygt Blik, og Hr. Jacob Jacobsen gjorde nogle henrykte Attityder, da hans Forlovede, Frk. Olivia Jørgensen, traadte sine sirlige Pas, medens Kommandør Jacobsen og Frue andægtig lyttede til, da Datteren, Frk. Eina, med høj og tydelig Stemme fra Scenen forelæste noget lignende som den Fællesmeddelelse, som Komiteen for Kvindernes Udstilling havde ladet tilflyde Bladene om Ida Brun Atituder.

Ellers saas paa Tilskuerpladsen, foruden Professor Peter Hansen, Børsmatadorer som Statsraad Claus Smidt og Vexelmægler Lerek, d’Hrr. Wessel & Vett, Kontorchef Schavelia, Axel Prier m. fl., elegante Bourgeoisidamer som Etatraadinde Ruben med Døtre og Legationsraadinde Brun, theaterinteresserede Elementer som cand. jur. Marius Sødring og hans Søster, Professorinde Godfred Christiansen, populære Kjøbenhavnerudgaver som Forlæggeren Grøn og Forfatteren Carl Møller og mange, mange andre, som fortjente at nævnes, hvis Pladsen tillod det.

Fru Orphelline Olsen havde i Aftes kun valgt Smaating og havde derfor lettere Spil mod sin hvidklædte Hjord, som strøg saa sart og indtagende Bue og gjorde megen Lykke.

Forestillingen.
Til en Begyndelse saa det en Smule tvivlsomt ud for Kvindernes anden og sidste Theateraften. Den kjendte svenske Forfatterinde Frøken Selma Lagerlöf er ikke Dramatiker, og hendes middelalderlige Tidsbillede “St. Anna Kloster” var en overmaade indviklet – og langstrakt – Historie, der nu og da satte Tilskuernes Taalmodighed paa Prøve og nu og da løb Fare for at gjøre det frygtede Skridt fra det sublime ned efter.

At genfortælle Stykkets Handlind vilde her være til ingen Nytte. St. Anna Kloster vil næppe blive set af andre end Gaarsdagens Publikum, og dette fik vel nogenlunde Rede paa Intrigen tilsidst. Vi skal kun antyde saa meget, at det drejede sig om et Kloster-Interiør omkring Aaret 1400. Et Par Aar i forvejen har to Bryllupstog stødt sammen paa Vej til Kirken. Den ene Brudgom og den ene Brud dræbes, men den tiloversblevne Enkemand og Enke holder i Trods og Vildskab saa Bryllup med hinanden. I Brudenatten faar imidlertid Bruden Skrupler og tyr til et Kloster. Brudgommen mistænkes for at have dræbt hende og kastes i Fængsel. Efter tunge Lidelser mødes de her paa ny, og Lidenskaben slaar atter ud i Flammer. Frivillig følger hun nu sin Elsker ud i Livet.

Der er baade Stemning og Lyrik i Stykket, men Digterens Vinger slaar alligevel ikke til for den Flugt, de blodige Tider og de stærke Lidenskaber kræver. De stillestaaende Handling og de tilbagevendende ensartede Episoder virkede desuden trættende. Ogsaa Udførelsen, hvor meget anekjendelsesværdigt den end frembad, modarbejdede til Dels Effekten. Vi indrømmer, at Kvinden kan undvære Manden, naar det gjælder Dans og Sang, men til Tragedie skal hun, naar hun næste Gang holder Udstilling, ikke kaste Vrag paa sin Modpart. Frøken Margrethe Nyrop saa karakteristisk ud som den vilde Jæger, og hendes dybe Stemme kom hende godt til Hjælp, men kun en Mand vilde her kunne have gjort helt Fyldest. Fru Julie Møller spillede særdeles smukt som en fattig gammel Abbrdisse, og Fru Gjerling havde en god Scene dom en bydende Adelsdame. Bedst lykkedes dog vel Frøken Augusta Blads unge Nonne, der kæmper saa haard en Kamp mellem Klostret og Verden. Der var baade stille Glød og hede Flammer i dette Spil. Frøken Blad var næppe nogen Sinde givet og lovet saa meget som i Gaar. Endelig saas paa Scenen – foruden Fru Mathikde Nielsen, Fru Elisabeth Riis og andre kjendte Skuespillerinder – flere ikke mindre kjendte Privatdamer, men bag Nonnekutten var de ikke lette at opdage, Publikum tog kølig mod Skuespillet.

Heller ikke Emma Gads Svundne Tider blev nogen egentlig Sejr. Tanken med at gjenfremstille Ida Brun i selve Miliauet fra Sophieholm var baade original og interessant, men naar noget lever i Ryet saaledes som Ida Bruns Mimik og Plastik, skal der næsten overmenneskelig Talent til at naa op i Højde dermed. Alligevel var det paa sin Vis morsomt at se selve den gamle Fru Frederikke Brun med sin bekjendte Turban – Fru Riis-Knudsen – i Midten af de unge Piger, til hvilke endogsaa den berømte Willemoes – i tro og karakteristisk Fremstilling ved Fru Rosenborg – havde sluttet sig. Frøken Olivia Jørgensen gjengav baade Psyke, Evrydike, en Vestalinde og en Bakkantinde, men den symphatiske unge Kunstnerinde var mere yndefuld end tragisk. Frøken Jørgensen havde opfattet Ida Bruns Dans væsenlig i Overensstemmelse med vore Dages Balletmimik. Maaske var virkelig Ida Bruns Fremstillinger mere dramatiske end Lady Hamiltons og Fru Händel-Sehütz’ Stillinger og Attituder. Vi véd det ikke, og Omtalen af hendes Kunst er – som forleden fremdraget – mere Komplimenter end Analyse og Karakteristik. Særdeles stor Virkning gjorde Frøken Jørgensens “Attituder” ikke. Hun vandt først ret Terræn, da han tilsidst simpelt og gratiøst dansede ud i Spidsen for de andre unge Piger som “Dansens Muse”.
Vort Billede gjengiver denne Situation. Det var et nydeligt Syn.
Omkring Tidsbilledet var slynget en fordringsløs rammem, hvor Fru Kommandørinden end yderligere havde anbragt en Marineløjtnant fra vore Dage. Frøken Anna Petersen gjorde Marinen al mulig Ære. Efter Tæppets Fald ret livligt Bifald.

Men endelig steg Barometret. Af scenens Slutningsbuket, den dramatiske Situation “Hos Dameskrædderinden”, var en ægte Spøg for Damer og for Kjøbenhavnerinder. For det første et Interiør hos en Modeskræderinde med en raptunget Jomfru – Frøken Collin – udmærket baade i “Snit” og Tale. Dernæst en uskrøm Hovedstadshaan over Guds Ord fra Landet eller fra Kalundborg, der dumper ned midt iblandt Kjøbenhavns Herligheder. Urolig umoralsk søger de gode kjøbenhavnske Damer at forrykke Hovedet paa den lille skikkelige Pige og faa hende til at bryde sin saa-godt-som-forlovelse med en Bondetamp af en Forpagter. Fru Anna Pettersson-Norrie fører an i egen Person, forklæder sig naturligvis som Mandfolk – de brave Damer har begge Aftener haft en sand Mani for at trække i Herreklæder – og synger og kvidrer, saa at den lille Pige er nær ved at tabe baade Næse og Mund. Frøken Olivia Jørgensen gav med et overraskende Lune Pigebarnet fra Landet, og det var overmaade morsomt at se Nodehandlerjomfruen forvandle hende til Dame ved blot at omordne hendes tarvelige Kjole og give hende en vældig Blomsterhat paa Hovedet. Fru Maria Müller sekunderede med damemæssig Anstand, og et Par virkelige kjøbenhavnske Samer afgav den øvrige Staffage.

Der var slagfærdigt Vid i den lille Bagatel, og et Par Steder spidsede Replikskiftet sig formelig til som et Slags nyt Kvindeprogram af en halvvejs revolutionær Art, men saa slog Fru Gad – og de spillende – behændig paa ny ind i Løjerne. Fru Norrie sang igjen et Par Sange i Niniche-Kostume, og man var atter i Salonen.

Begge Aftener kunde maaske endogsaa kaldes Selskabskomedie i Fru Emma Gads Saloner. Paa sine slanke, smukke Skuldre har Fru Gad baaret det hele. Vi skylder Værtinden vor Kompliment og vor Tak. Maaske skumlede Selskabet en Smule, naar de gik hjem, men det gjør jo alle Selskaber. Ved Afskeden i Gaar Aftes var i hvert Fald Takken højlydt nok.

Seiren efter Forestillingen.
Komitéen for Kvindernes Udstilling havde i Aftes efter Forestillingen paa Dagmartratret indbudt alle de medvirkende Damer, Repræsentanter for Pressen samt en Del Personer, der har staaet Udstillingen nær, til en animeret Souper, som fandt Sted i Industriudstillingens Lokaler.

Fru Kommandørinde Gad talte for de medvirkende Damer og derefter for Professor Riis-Knudsen, der velvilligt havde stillet Dagmartheatret til Disposition for Forestillingerne. Frk. Augusta Fenger udbragte derefter et Leve for Førestillingernes Instruktør, Hr. Bjørn Bjørnsen. Skuespillerinden Frk. Anna Petersen havde til Festen skrevet en vellykket Sang, der gjorde megen Lykke.

Stemningen var hele Aftenen enthusiastisk, ikke mindst hos de tilstedeværende Herrer, der sjældent har befundet sig i smukkere Dameselskab.

Politiken, 31. august 1895.
LÆS HELE ANMELDELSEN

Aftenen i Gaar bød paa noget saa opsigtsvækkende som et Drama af den højt begavede unge svenske Forfatterinde Frk. Selma Lagerlöf, der straks ved sin Debut for et Par Aar siden — med den mærkelige, dristige og voldsomme Roma Gösta Berlings Saga — vandt Savn over hele Norden.
Naturligvis maatte Damernes dramatiske Komité med Tak modtage et Drama af Frk. Lagerlöf. Ved hendes Forsøg som Skuespilforfatter tilførtes der disse Dame-Forestillinger nogen virkelig literær Interesse.
Desværre mislykkedes Forsøget. St. Anna Kloster, som Frk. Lagerlöfs 2 Akts Skuespil hedder, bærer til Visse tydelige Spor af Forfatterindens farverige og fantasifulde Talent. Men som Drama bar det de flest mulige Fejl. Det er uklart, forvirret, langtrukkent og tilmed, hvad ikke skulde vente af Frk. Lagerlöf, underligt udglidende. Det bliver ikke til andet end Tilløb. Ingen Scene samler den dramatiske Konflikt i ét stort og afgørende Tag. Selv naar Tæppet falder for sidste Akt, er vi egenlig stadig lige vidt. Nærmest ser det ud som om først Muligheden for et virkningsfuldt Drama begyndte. At fortølle indholdet af dette Stykke, der sagtens skrinlagdes i Aftes, er maaske overflødigt.
– – –
Den lidt matte Stemning, St. Annas langstrakte Kloster havde fremkaldt, formaaede Fru Emma Gads gratiøse Svundne Tider ikke fuldkommen at sprede. Man véd, at Svundne Tider er en Ramme udenom en forsøgt Genfremstilling af Ida Bruns berømte Attituder. Fru Gads Idé er meget nydelig. Udførelsen fra hendes Side baade fin og stilfuld. Men det afgørende for den lille Lejlighedsspøgs Scenelykke maatte blive, om det virkelig var muligt at give et Nutidspublikum noget Indtryk af Ida Bruns Kundt, der henrev selv Gehejmeraad Göthe til Begejstring. Det Etatraads-Publikum, der i Aftes fyldte Dagmarteatret, var meget paaskønnede overfor Frk. Olivia Jørgensens mimiske Attituder og med god Grund. Erk. Jørgensen anvendte al sin store og indtagende Balletdygtigbed. Men noget særlig nyt, noget særlig mærkeligt, noget mere end almindelig poetiske og æterisk blev det ikke til. Ovenikøbet har Frk. Jørgensen sikkert før ydet finere pantomimisk-koreografiske Kunststykker end her, hvor hun var bunden indenfor en meget snæver teknisk Ramme uden Vejledning om, hvad der i sin Tid gav denne Rammes Indhold den udsøgte Charme. Formodenlig har Charmen beroet paa noget udpræget personligt, paa i samme Grad legemelige og sociale og intellektu elle Fortrin, noget, der ikke lader sig efterligne. Frk. Jørgensen gjorde, Hvad med Billighed kunde forlanges, og hun, saavelsom Fru Rosenberg og Frk. Anna Petersen, henholdsvis Peter Willemoes og en moderne Marineløjtnant, saa meget smukke ud. Men iøvrigt – var Udførelsen af dette Stykke heller ikke fortryllende. Den poetiske Finfølelse, der skulde have baaret det lille Stemningsbillede, fattedes de fleste Medvirkende.

Fru Emma Gad, der i denne Sommer har gjort et Kæmpe Arbejde for Kvindernes Udstiling, havde ogsaa digtet den skælmske Bagatel, der sluttede Forestillingen, og som afgjort behagede. Hos Dameskræderinden er intet andet end en Apoteose Over Kjøbenhavnernes højt elskede Fru Norrie, der havde den Opgave at fremstille sig selv, synge nogle at sine yndede Sange og lade sig komplimentere for aabent Tæppe. Al Fru Norries og Fru Gads forenede Elskværdighed bebøvedes for ikke at lade denne Spøg krænke god Smag.
Som det gik, var Alt fortræffeligt. Fru Norrie brillerede i baade Page- og Niniche-Dragt, sang -med Glans og var ufortrødent uimodstaaeig.

Den Smule Fabel, Spasen rummer, er ikke meget sandsynlig, ejheller af en Tendens, der just harmonerer med Alvorlig Kvindesags-Stræben. Pointen den, at Fru Norrie ved sin glade Sang omvender en lille Provinspige fra hendes folkelige Sværmeri for en bondsk Forvalter til en mere forfinet og koket kjøbenhavnsk Forstaaelse af en ung Dames Opgave. Paa saa skør en literær Nipsgenstand bør man imidlertid ikke tage med haardhændet Kritik. Spøgen lykkedes, og dermed fik den sin Berettigelse ved disse Forestillinger, der i Følge deres Anlæg har haft som væsentligste Formaal at underholde et specifikt kjøbenhavnsk Etatsraads-Publikum.

Tilmed udførtes Spøgen fortrinligt, ikke blot af Fru Norrie, men ogsaa af de smukke danske Skuespillerinder, Frk. Olivia Jørgensen, Fru Mario Müller og Frk. Collin, der havde det Hverv at være Baggrund for hendes Popularitet. Særlig Frk. Collin som en Modehandlerinde var kostelig i sin veltrufne østergadeagtige Chic-Facom. P.N.

De samme gyldne Solsikker vandt sig om Balkonen, og de samme hvide Tusindfryd viklede og bøjede sig i Orkesterbedet. De samme repræsentative Fandens Mælkebøtter – vi tænker selvfølgelig her på Komitéformændene – smykkede Pladslogen, og det samme brogede Blomsterflor dækkede Gulvet. Kun Kongelogens Buket var tyndet ud. Hvor var den engelske Lilje og den danske Guldregn?

– Men vi kan ikke hele Tiden tale Blomstersprog, Vi nøjes derfor med at konstatere, at Kronprinsen var der med sine to ældste Døtre og et lille Hof.
*
Forestillingen begyndte med Selma Lagerlöf – som alle véd Forfatterinde til berømte romantiske og lidenskabelige Novellesamling Marianne Berlings Saga. Frk. Lagrlöfs Skuespildebut var af samme romantiske og lidenskabelige Art, men lidt vanskelig at følge. En enkelt af dets Sætninger faldt dog i god Jord, den stadig gentagne “Du har nok været til Bryllup i Risterød”. At have været til Bryllup i Risterød var, saavidt vi forstod, noget af det allerværste, man kunde have foretaget sig i en adelig Familie. At tage Billetten til Berlin og i 14 Dage sætte Kongehuset og hele den kjøbenhavnske Presse i Bevægelse er for intet derimod at regne. I Mellemakten hørte vi en smuk og elskværdig ung Frue til sin aabenbart brødefulde Ægtefælle henvende et “Du har nok været til Bryllup i Risterød”. Manden saa noget bekymret ud.
*
I det sidste af Forestillingens Stykker forkyndte Damerne den Moral, som de ønsker at fastslaa som Kvindeudstillingens etiske Udbytte. Den lød saaledes: “Unge nette Piger fra Landet bør ikke gifte sig med bondske Forvaltere. De bør rejse til Kjøbenhavn, fikse sig op, blive kokettet, blæse Forvalteren et langt Stykke og vente paa om der ikke skulde komme noget bedre”. I flere lange Samtaler indpræntede Fru Gad Moralen til megen Fornøjelse for Parkettets unge hvidvestede Levemænd, der fandt Frk. Laurenze Glahn fra Kalundborg (Frk. Olivia Jørgensen) særdeles indtagende! Tilstedeværende Agrarer opponerede derimod kraftigt. Da det endelig var lykkedes Fru Marie Müller ved indsmigrende Sange og Fru Anna Pettersson-Norrie ved indsmigrende Sange at fordreje Hovedet paa den landlige Uskyldighed i den Grad, at hun sønderrev Jabrevet til Bovmand(?), forlod flere ansete Landmænd demonstrativt Teatret.

Da Tæppet efter faldt – for ikke at gaa op igen – forlod Resten af Publikum Teatret. Ogsaa demonstrativt! I alt Fald saa vi talrige Herrer med djævelske Smil og ondskabsfulde Fagter demonstrere noget for deres arme kvindelige Ledsagersker. Hvad det var røber vi ikke. Vi haaber nemlig diskret paa Kvindeudstillingens store Guldmedaille – for Galanteri. Domina.

København, 31. august 1895.
LÆS HELE ANMELDELSEN

Fredericia Dagblad, 5. september 1895.
LÆS HELE ANMELDELSEN

Komiteen for Kvindernes Udstilling var meget betænksom og forudseende, da den besluttede, at de med Udstillingen forbundne Theaterforestillinger ikke skulde være flere end to i Tallet. Det havde næppe været mulig at vedligeholde Publikums Interesse for et større Antal af disse Forestillinger, og det er en Kostbar Sport at spille Komedie uden Publikum. Damerne kan ikke beklage sig over, at Kritiken har været for stræng ved dem, tværtimod. Theateranmelderne har strakt sig vidt i Galanteri overfor Forfatterinderne og de agerende, og de kvindelige Skribenter, som har haft Adgang til at omtale Forerstillingerne i Bladene, har naturligvis været yderlig elskværdige. Men den Dom, det tilstedeværende Publikum fældede, lød ikke slet saa gunstigt, og den gaar alligevel hurtigt fra Mand til Mand, saa at det ganske sikker vilde komme til at knibe haardt med at faa Huset besat til flere dramatiske Aftenunderholdninger af den Art.

Dette er i og for sig meget heldigt for Udstillingskassen, thi skjønt de solgte Billetter til Theaterforestillingerne er betalt med gode Priser, vil man dog i indviede Kredse vide, at disse Forestillinger har givet stort Underskud, og det til Trods for, at Professor Riis-Knudsen gratis havde stillet sit Theater til Damernes Dispisition. Det er endog bleven sagt, at de to Forestillinger vil sluge hele Udstillingens eventuelle Overskud, men dette er dog forhaabentlig en Overdrivelse.

Aarsagerne til, at det pekuniære Resultat saaledes bliver endnu tyndere end det kunstneriske, er forskellige. Dels blev Indtægten uforholdsvis lille, fordi en meget stor Del af de bedste Pladser var optagne af den store Masse Damer, som sidder i Udstillingnes talrige Komiteer, at Marskalinderne og af mangfoldige andre Mennesker, som Komiteen mente at skylde en Opmærksomhed. Og dels blev Udgifterne uforholdsvis store, fordi Theaterudvalget kun havde ringe Forstand paa Theaterøkonomi. Alene Balletten “I Rosentiden” kostede meget betydelige Summer at udstyre, og der var til den anvendt en Kostumepragt, som ingen erfaren Theaterdirektør vilde bekoste paa et Stykke, der kunde paaregne et halvt hundrede Opførelsen, end sige da til et Stykke, som kun skal spilles en eneste Gang. Og bag efter holdt man et flot og kostbart Gilde for de assisterende, for Journalisterne og for en Mængde andre Mennesker, hvis Fortjenester af Udstillingen og Theaterforestillingerne det er noget vanskeligt at faa Øje paa. At man til Gjengæld var yderlig karrig overfor de Smaabørn, der medvirkede i Balletten og som har maatet udholde en Mængde anstrengende Prøver uden at faa hverken vaadt eller tørt, ja, endog uden at faa den fjærneste Dækning for deres positive Udgifter, eller det ringeste Vederlag for deres store Arbejde, overrasker ingen, som kjender en smule til Udstillingens hele aristokratiske Ledelse. Det ligger naturligvis langt under Generalinders og Statsraadinders Horisont at tænke paa nogle ubemidlede Børn.

Hvad iøvrigt den anden og sidste Theaterforestilling angaar, da bød den paa en særdeles afvexlende dramatisk Kost. Først et mørkt og tungt Ridderdrama, “St. Anna Kloster!, af den svenske Forfatterinde Selma Lagerlöf, Ømnet synes brugeligt til en spændende Roman, men egner sig ikke til et Skuespil, fordi Usandsynlighederne her træder lyslevende frem for Beskuernes Øjne og kommer til at virke parodisk, saa at Publikum undertiden – som i Aftes – fristes til at le højt paa de mest rørende Steder.
– – –
Saa opførtes “Svundne Tider”, at Minde om Ida Bruns Attituder, der ved Aarhundredets Begyndelse skal have begejstret mange store Skjønaander, bl. a. Goethe. Det lykkedes imidlertid ikke Frk. Olivia Jørgensen at vække en lignende Begejstring hos Tilskuerne, og Ida Bruns Minde har næppe været rigtig tjent med at blive opfrisket paa denne Maade.

Derimod tog Frk. Jørgensen en smuk Revanche i Aftenens Slutningsnummer, “Hos Dameskræderinden”, en dramatisk Situation af Fru Emma Gad. Hun spillede her en skikkelig Kallundborg-Frøken, der trofast holder fast ved en hjemlig Forpagter, indtil det kjøbenhavnske Selskab hun er kommen ind i, faar “moderniseret” hende saa vidt, at hun opgiver at blive Forpagterkone, I Stykket optraadte den svenske Operetteprimadonna, Fru Norrie, som i flatterende Kostume foredrog en Række Gange under stort Bifald. Forøvrigt var Fru Gads Situation fra først til sidst en smagløs og overlegen Haan mod alt provinsielt, men morede netop derfor det bornerte Publikum uhyre. Bare “den bondske Forpagter” blev nævnt, klukkede det i Grossererne og deres Fruer, og selv en saa ligefrem Replik som den unge Piges “Jeg er fra Kallundborg” fik de bypatriotiske kjøbenhavnere til at vride sig af Latter. Det maa man lade Forfatterinden: hun kender sine Pappenhejmere,

Dermed endte Kvindernes Komedie; den har, som en anden Kritiker i Dag bemærker, kun haft meget lidt med ærlig og oprigtig dramatisk Kunst at skaffe.