PERSONERNE:
| HERBERT ARNHOFF, Noget i et Ministerium | LISBETH, hans Hustru |
| JONAS BERNHARDT, det samme i et andet Ministerium | CAROLINE, hans Hustru |
| HS. EXCELLENCE, Ministeren | HDS. NAADE, hans Frue |
| Frøken PETRA SMITH | FRU MEYER, Pensionatsværtinde |
| DOKTOR STERN | TILLA, hans Datter |
| FRØKEN LOMHOLT | NELLY, hendes Niece |
| Skuespiller HAGBARTH SCHRØDER | STUDENT WAAGE |
| Kunsthistorikeren HR. OCTAVIUS BORCH | HR. SCHULTZE aus Krefeld |
| Bernhardts tre smaa Børn |
|
OMTALE OG ANMELDELSER FRUENS POLITIKPremiere paa Det ny Teater, 15. oktober 1909 |
Politiken, 13. oktober 1909.
Fru Emma Gad rejser sig fra Lænestolen og siger:
– De er naturligvis velkommen, men denne Gang burde De næsten hellere have talt med min Søn Peter Urban. Stykket er jo dog væsentlig hans. Det er skrevet med en ungt og frisk Humør, som jeg slet ikke længer er i Besiddelse af.
– Tror De ikke, at Deres Søn, hvis jeg talte med ham, vilde vise sin Moder den Honnør at lade hende have skrevet Stykket … i det væsentlige?
– Nej, men værs’god at tage Plads. Ser De, han har jo arbejdet forfærdeligt meget med, ikke mindst ved Den mystiske Arv, og jeg har været overordentlig glad ved at faa hældt lidt ny Vin paa mine gamle Læderflasker. Denne Gang er vort Samarbejde efterhaanden bleven ligesom mere intimt, og derfor optræder vi begge to som Forfattere til Stykket.
– Men Idéen til det er dog maaske Deres?
– Det tør jeg ikke en Gang paastaa. Men det er for Resten vanskeligt at sige, naar man bor under samme Tag sammen, spiser sammen og passiarer sammen. Saa udformes det hele lidt efter lidt. Jeg er den der skriver, han ligger paa Sofaen derhenne og dikterer, og naar der saa er noget, jeg er misfornøjhet med, siger jeg: Nej, min Ven, det er galt! Og saa ændrer vi det. Min Søn interesserer sig saa stærkt for Lystspil. Han synes, at det er det fornøjelige og muntre, Tiden trænger til. Jeg møder i vort samarbejde med Erfaringen, og han lægger Humøret til. Egentlig skulde vort lille 3 Akts Lystspil have hedt Ægteskabspolitik, men saa opdagede vi, at et Stykke af Thornam med samme Navn var gaaet paa det kgl. Teater. Og saa døbte vi det om til Fruens Politik.
– Hvad er saa Fruens Politik? Er det Husholdningspolitik!
– Nej, det er en erotisk Politik. Det, Stykket drejer sig om, er det Spørgsmaal, hvad der bringer et Ægtepar videst, baade i dets indbyrdes Forhold og udadtil mod Verden, de lidt gammeldags Koner, som fortrinsvis lægger an paa at være Manden til Pryd og Glæde, eller de moderne Hustruer, som tager mere aktiv Del i Samfundslivet. Begge Typer er repræsenterede gennem to Ægtepar, som stilles overfor samme Konflikt. I det ene Tilfælde er Ægtemanden gift med en lille Kone, nærmest af Arten “Blomsten hos os” – det er Reumert og Fru Aggerholm – i det andet en Samfundskvinde. Det er Cajus Bruun og Fru Clara Bruun. Fruens Politik er begge Fruernes Politik, deres Opfattelse af Livet og Ægteskabet. Og Handlingen tilspidses i det Øjeblik, det skal afgøres, hvem der er den Klogeste, den, der tier stille til Mandens smaa Letsindigheder, eller den, der gør Postyr.
– Er det tilladt at spørge, hvem der er de Klogeste!
– Det er den, der tier stille.
– Med det Stykke vil De vinde Mændenes Hjerter, Frue.
– Ja, jeg tror nok, det rigtig er et Stykke for Mandfolk. Det foregaar oøvrigt i et Sommerpensionat, og der er en hel Del Bigigurer, hvilket muligvis nok gøt det lidt flimrende. I hvert Fald vanskeliggør det Iscenesættelsen. Det er min Søn der sætter det i Scene. Wilken er Minister … det var nødvendigt at have en Minister med for Handlingens Skyld; og Fru Karen Lund er Ministerfruen. Ja, saa er der vist ikke andre at nævne end Frk, Asta Nielsen, der spiller en kunstnerisk letlevende Dame, som der er Hundreder af dem i Kjæbenhavn,
– Synes De, Kjøbenhavn er en letsindig By!
– Uhyre letsindig, men morsom. Den vilde blot være morsommere endnu, hvis vi ikke var inde i en Operetteperiode, som ødelægger alt dramatisk Liv. Virkelige dramatiske Arbejder bruges j o nu kun som Fyldekalk til at putte ind mellem to mere eller mindre lumre Operetter. Og det synes jeg, de Forfattere, der skriver for Scenen, har Lov til at være en Smule mistrøstig over.
Moustache
Politiken, 16. oktober 1909.
To Kontorchefer (Hr. Reumert og Hr. Lindstrøm) søger begge samme Embede, og da de tilfældigvis træffer den Minister, hvorunder Embedet sorterer, i et Sommerpensionat, lokker Hr. Reumerts Kontorchef sin Rival, Hr. Lindstrøms Kontorchef, til et natligt Stævnemøde med et letlevende Pigebarn (Frk. Asta Nielsen), der bor i samme Pensionat.
Heraf opstaar der Spektakel. Thi Hr. Lindstrøm har en Kone (Fru Clara Bruun), der ikke vil finde sig i sin Mands Utroskab og derfor vækker Pensionatet ved sin Forargelse, hvorimod Hr. Reumert, der er ligesaa letsindig som Hr. Lindstrøm, har en Kone, der finder det klogest i at tie stille med sin.
Og som Belønning for sin Fiffighed og for sin Kone faar Hr. Reumert Embedet foræret af Ministeren, der ikke véd bedre Raad — og af Forfatterne, der aabenbart synes, at han fortjener det.
Denne Moral, som forhaabentlig mere skyldes Fortatterfirmaets poetiske Opfindsomhed end Iagttagelser af Virkeligheden, vandt i det hele Husets Bifald. Til Husets Undskyldning tjener, at Moralen var rigeligt tilsukret at de sædvanlige Gad’ske Pudsigbeder, og at det nu en Gang klæder Hr. Reumert at være Erotiker – medens det absolut ikke klæder Hr. Lindstrøm.
S. L.
Det ny Teater vil altsaa være med. Den stramme Os fra den beklemte Operette skal luftes ud. Hvem kunde da bedre svinge Fejekosten ved denne Efteraarsrengøring end den altid Samfundsivrige og redebonne Admiralinde, Hvem skulde mere kyndigt faa ryddet op og støvet af end just Fru Emma Gad, der tog sin Søn, Hr. Peter Urban Gad, ved Haanden og skred til Værket.
Det dollarsvimle kosetforpustede Parket førtes til et Badepensionat. Det er det danske Privatteater-Lystspils Hemmelighed, hvorfor dets Scene helst er er Pensionat, og helst et af dem med Frikadeller. Her røres Farcen med flere og færre Klumper i, mens flossede Fifurer stolprer sultne om og hygger sig ved Smaa-Vrøvl og “Brandere”, der sagtmodig futter af. Er det Ekscellencens Skyld? Man maa nødvendigvis ned i Margarineduften hvis en Minister skal færdes frit og hjemligt?
Trods Ekscellencen kneb det. Den aabne Mund, der slørede Havregrøds-Øjne den hele milde og prunkløse Ministeridioti gled glippende forbi. Fra Etagerne raslede Klaken springende og uroligt over den stille Sal. Saa tog Kammerherren fat. Han var pludselig kommen farende i lyst Jakkesæt med rosa Nellike og satte sig paa første Række. Uformodet slyngede sig over Salen en eksploderende Lattervrinsken. Parkettet rørte paa sig. Næh – det kendte man. Smilene kom frem. Det klukkede mellem Rækkerne, og snart lo alle, mens det pludselig fra første Række, da der paa Scenen forefaldt et erotisk Tilfælde, knurrede og spruttede som fra en henrykt Missekat.
Pensionatministeren var herefter betinget benaadet, og med ham den hele Sommerkres – den halvvrisne Stilke-Frøken, de fnisende unge Piger med yndefuldt Mundvand og den modne Solbads-Frue, Fru Aggerholm, med Ørehaar og Hul i Hagen poetisk sammenlignet paa Kjøbenhavnerindens Vegne med “dæmpet Latter i Tusmørket”! Hvorfor ikke vemodige Tænder i Maaneskin? Om dem en Knæbukse-Tysker, en Læge, pudsig ved Hr, Schwanenflügel, og to Kontorchefer – men det ny Teater har nu ikke rigtig Held i denne Genre. Hr. Lindstrøm havde med kort Varsel maatet paatage sig den ene Kontorchef, hvis indehaver pludselig var bleven syg og suspenderet. Der var efter dette vel ikke aldekes tilstrækkelig Anledning til nærmere Misbilligelse.
Men særlig gunstigt var det ikke.
Et Held at Lystspillet hævede sig i sikker Stigning. I én Henseende sprang dets lille Ynde frem. Hr. Reumert sad bag en Syrenbusk, blæsende i en Ler-Nattergal med Vand i, mens en Terrakotta-Capido løftede sin Bue mod et lystens Aftenpar, der paa en Raadhushavebænk karikerede en Forførelsesscene. Oh, Pudsighed paa Pudsighed. Her var det fine og vittige danske Lystspils endelige Højde naaet. Lykkelige Skuespilhus, der bragte denne Indsats i Kunsten,
Saaledes fik det ny Teater Luften renset. Saaledes stredes der med alle Midler om Sejr for Fruens Politik og Fruens Søn. Men selv meget Moderate afgav blanke Stemmesedler.
En
Lolland-Falsters stiftstidende, 16. oktober 1909.
Frugten af Fru Admiralinde Emma Gads Samarbejde med sin Søn, Peter Urban Gad, var et uendelig harmløst Lystspil, som imidlertid – takket være de mange Venner og Bekendte, der i Aften befolkede det nye Teater, – lod til at blive en Sukces, – selv om det kun bliver en success d’estime! Det var meget ferskt og flovt og kun af og til faldt en vittig og rammende Replik, og det morsomme var, at det i Reglen var af eller om en i Stykket optrædende Minister, at disse enkelte Guldkorn blev udslyngede. Men vor Tids Ministre ere jo ogsaa taknemlige – navnlig i et Lystspil – de kunne jo inspirere til en hel Del!
I Stykket staar for øvrigt to Fruer over for hinanden – hver med sin Politik. Den ene er, som Hustruerne vare i gamle Dage: dækkende over alle Mandens Fejl og tilgivende ham hans talrige Meritter og den anden er en Nutidskvinde, Mandens Ligestillede og Kammerat. Den første sejrer – i Kraft af sin egen Politik.
Rundt om disse to Par grupperer sig en Del Bifigurer, hvoraf navnlig en letlevende Dame – takket være Frk. Asta Nielsens brillante Spillemaade – vakte berettiget Munterhed.
Af de øvrige Rollehavende er der egentlig kun Grund til at nævne Fru Ellen Aggerholms kloge og smukke lille Frue, der gaar af med Sejren, og Poul Reumert, der var morsom som hendes Mand, der paa Grund af sin kloge Frues Angreb paa Ministerværdigheden tilraner sig en Redaktørpost. Direktør Lindstrøm, der med meget kort Varsel havde overtaget den sygemeldte Cajus Bruuns Rolle, som Manden, der er gift med den emanciperede Kvinde, var – navnlig i 2. Akt – god og vil rimeligvis blive endnu bedre, naar han har faaet lært Rollen.
2. Akt var ubetinget den bedste, de to andre vare for tamme, og dog ristede Folk ikke, før den debuterende Forfatter viste sig i Gitterlogen!
C.C.
Jyllands Posten, 17. oktober 1909.
– – –
I Aftes var der er nyt Lystspil af Fru Emma Gad og hendes Søn, Hr. Urban Gad, der vovede at jage Operetten paa Flugt for en Tid. Det nye Theater har bebudet Førsteopførelsen længe og kunde af Hensyn til Forfatterne næppe tøve med at lade det blive til Alvor. Det havde ellers ingen Skade været til, om “Fruens Politik” var blevet liggende i en Skuffe, hvor den formodeltlig har hvilet adkillige Aar. Det var noget af det tyndeste Pjat, der overhovedet er set paa de kjæbenhavnske Theatre og mindede mest af de sidste Pinde til Dagmarteatrets Ligkiste. Man belærtes om, hvor forskjelligt de forskjellige Kvinder tager deres Mænds Uregelmæssigheder. For at klarlægge dette Spørgsmaal førtes to Ægtepar i Ilden, et ungt, Hr, Reumert, der var morsom, og Fru Aggerholm, der var nydelig, og et ældre, Direktøren selv og Fru Cajus Bruun, som her for første Gang viste sig i en større Rolle for Hovedstadens Publikum uden dog at bedaare det stærkt. Mest interesserede Hr. Lindstrøms Medvirken i den Rolle, der egentlig var tiltænkt Hr. Cajus Bruun. Det hed sig blandt Publikum, at denne Skuespiller ligesom Fru Anna Larsen var bleven Tungetaler, hvorfor det ikke var ham muligt at gjengive de Gad’ske Repliker saaledes, at Menneskene kunde forstaa dem. Hr. Lindstrøm havde da maatet træde til i sidste Øjeblik, og det blev altsaa ham, der skulde agere levende Skyggebillede bag et Gardin i en kompromiterende Situation, sam aabner hans Hustrus Øjne for, at den Politik, hun har drevet for at holde ham fast, maa anses for ganske forfejlet. Og det blev ogsaa ham, der maatte servere de værste Flovser i det barnlige Stykke, som naturligvis netop paa Grund af sine Flovser gjorde stor Lykke,
Th.F.
