Et Sølvbryllup 1890

Dagmarteatret 1881

Dagmarteatret 1881

ANMELDELSE

EMMA GAD: ET SØLVBRYLLUP.

Premiere paa Dagmarteatret, 26. december 1890.

*
JYLLANDS POSTEN – 28. december 1890
KJØBENHAVNS ADRESSE EFTERRETNINGER – 29. december 1890
ILLUSTRERET TIDENDE – 11. januar 1891
AALBORG STIFTSTIDENDE – 17. august 1891
JYLLANDS POSTEN – 24. oktober 1891
HORSENS FOLKEBLAD – 27. november 1891
BORNHOLMS TIDENDE – 4. april 1893
VERDEN OG VI – 3. november 1916

PERSONERNE:

FABRIKANT SELBY FRU SELBY
POULA, Selbys Datter FRK. KNUDSGAARD, Fru Selbys Søster
DOKTOR FRANDSEN HOTHER, doktorens Søn
PASTOR MATHIASEN STUDENT ENGELSØE
FRØKEN PRIP FRØKEN MØLLER
JOMFRU LUDVIGSEN EN TJENER
EN PIGE DAMER OG HERRER


Anmeldelse: Jyllands Posten, 28. december 1890

Dagmartheatret – Kjøbenhavn, 26. December.
Et nyt Stykke af Fru Emma Gad er et godt Trækplaster. Der er intet, der morer os mere herovre end at gaa hen og se os selv fremstillede på Scenen, at høre os selv tale og se os selv handle, akkurat som der bliver talt og handlet i mangt et Hjem; og Fru Gad er inde i de kjøbenhavnske Forhold som ikke mange Andre; og hun har forstaaet at fremstille den paa Scenen med sit humoristiske Talent; det glimter med Vid og Lune i mange af hendes Repliker, og Figurerne, der ere saa udmærket opfattede, ere intelligent tegnede.
Saaledes ogsaa i Aften i “Et Sølvbryllup”.

Den lidt spinkle Handling foregaar hos Fabrikant Selby i Kjøbenhavn Dagen før hans Sølvbryllupsdag og selve Højtidsdagen. Husets Frue er fuldstændig unkerkuet af en ældre ugift Søster, der kæmper for “Kvindens Frigørelse”, “Sædelighedens Fremme” og mange andre Ting; denne vredladne Frøken Knudsgaard i Forening med Pastor Mathisen og flere Andre har faaet Fruen ind i Forening til Sædelighedens Fremme, hvor Pastoren er Formand. Husets Læge, Dr. Fransen, som er en Ungdomsven af Fabrikant Selby, har en Søn, Hother, som er ansat ved Fabriken, og som ved sin Dygtighed har opnaaet Kjøbmandens fulde Tillid; denne ønsker da ogsaa i høj Grad et Parti mellem Hother og Datteren Paula; men da Hother er et livsglad Menneske, der ikke er bange for at sige sin Mening til Huskorset, Frøken Knudsgaard, intrigerer denne mod Partiet til Fordel for en theologisk Student; hun prøver at kaste Smuds paa Hother ved at fortælle Paula om hans “udsvævende Fortid”, men det mislykkes, og hun maa paa dette Punkt give tabt. Saa vender hun sine Vaaben mod Svogeren, Fabrikanten. Denne har i Forening med nogle Venner Dagen før været til et lystigt Gilde, hvorefter de tilfældigt ere komne i en Varieté og har der drukket Champagne med nogle af Sangerinderne; for at undgaa Ubehageligheder har Manden grebet til en Nødløgn, men dette opdages, og paa selve Sølvbryllupsdagen søger Frøken Knudsgaard at formaa sin Søster til at forlade Manden; men ogsaa dette mislykkes; Præsten mægler, Frøkenen forlader Huset for bestandig, og det Hele ender i Fryd og Gammen.

Skønt Handlingen i Stykket er noget spinkel, gjorde det dog Lykke alle 3 Akter igennem; men enkelte Scener ere ogsaa lagt udmærket tilrette, Replikskiftet er kvikt og livligt, og Personerne ere godt karakteriserede.

Hr. Cetti som Fabrikant Selby spillede dygtigt og med sin sædvanlige Rutine, men han manglede dog Lune til at faa det tilstrækkelige ud af denne morsomt tegnede Figur; man sad hele Tiden og tænkte paa, hvor man kunde have faaet sig en hjærtelig Latter, hvis Hr. S. Neumann havde spillet Rollen. Hr. Mart. Nielsen var udmærket som Hother, han sagde sine Repliker frisk og frejdigt; man troede paa det Dygtige, det Gode og det Livsglade i ham. Som den ældre ugifte Frøken Knudsgaard spillede Fru M. Nielsen, Hr. S. Neumanns Søster, meget morsomt; hun har en egen tør Maade at sige sine Repliker paa med dyb Røst, der faar Folk til at le, skjønt hendes Mimik er aldeles rolig og stille; men dog var hun maaske lidt for hasarderet; hvis hun tog en lille Smule finere paa Rollen, vilde hun være fortræffelig. Af mindre Rollehavende var navnlig Fru Mantzius udmærket som en rigtig kjøbenhavnsk Syjomfru, og Hr. Schwanenflügel meget troværdig som en theologisk Thevandsstudent.
Iscenesættelsen var stilfuld og fin som altid i Dagmarteatret.
V.R.


Anmeldelse: Illustreret Tidende, 11. januar 1891

Fru Emma Gads Treakts-Lystspil “Et Sølvbryllup”, som nu ved en Række Forestillinger har skaffet Dagmartheatret udsolgt eller næsten udsolgt Hus, har en fortræffelig holdt, halvt komisk halvt rørende, kvindelig Figur med et sikkert Virkelighedspræg og saa et Antal muntre Udkast til rimelige og urimelige Menneskeskikkelser mellem hverandre. Blandt de urimelige er en Kvindesagsfrøken saa kraftig og konsekvent karikeret, at Figuren til sidst tiltvinger sig Agtelse; ellers kniber det med dens Originalitet. I hende tilspidser Stykkets Satire sig, og havde ikke netop Fru Edgrens “Den Kjærlighed, den Kjærlighed” nylig gjort sin Gjerning, vilde man kunde have moret sig mere umidddelbart over Stykkets Mening. Nu kommer Spotten over Sædelighedsdamerne vel sent.

Vittigst behandler Fru Gad den sig stadig forplumrende Ægtemand, Fabrikant Selby. Der er i hans Repliker en stedse rindende Kilde til Morskab. Men ogsaa hans Frue maa til Slutning holde artig for. Da hun midt i Søvlbryllupsstadsen og Hyggen i det rige Hjem sætter sig til at klage og græde gudsjammerlig over sin forspildte Lykke, fordi Ægtemanden har slaaet — betydelig smagløst for Resten — til Skaglerne nogle Dage forud, saa svinges der her over blødsødne Fruer et virkelig lille Tugtens Ris, der har mere Art, end den Slags Ris plejer at have.

Præsten derimod gaar saa temmelig Ram forbi, han er ikke rigtig morsom, og kommer vi til Stykket, sympatetiske gode Hoved, Doktor Fransen, saa er der stængt taget ikke meget mere end Haandelaget tilbage af Forfatterindens slagfærdige Humør. Figuren fylder forbavsende lidt. De unge Mennesker er nok saa nydelige, kun skulde den unge Hr. Hother slippe for det meste af den lange Tirade imod “Sædelighedskravet” som han afleverer til de to gamle Herrer, der ikke tænker paa at sige ham imod. Det falder unaturligt.

Den gode Figur, Stykkets Fund, er Syjomfru Ludvigsen. Hun er overraskende ægte, og hvor meget hun vejer, mærkes bedst ved Stykkets Fald i tredje Akt, efter at hun er gaaet ud af Sagaen.

Heldigvis spilledes denne Rolle saa godt, som blot tænkes kan. Fru Mantzius er ved denne Lejlighed fuldendt. Det begynder ved Maskeringen og dragten og stiger for hver Gang hun viser sig med dette forunderlige Blik til Siden, der tilsyneladende intet set og dog i et Nu har opfattet alt, hvad der foregav i Stuen, ene med Undtagelse af det, som Syjomfru Ludvigsen ikke havde dristet sig til at drømme om, at Fruens Frøken Søster, Kvindesagskvinden, naar hun mærker, at hun har uret, bliver ti1 en dum, perfid og overmaade simpel Rappenskralde. Hvert Ord, hver Betoning, hver lille Stigen eller Dalen i denne Fremstilling er ypperlig. Der lever virkelig for ens Øje et stakkels gesvindt og falmet Væsen, som syr sig Øjnene ud af Hovedet og Vejret fra Brystet, for at holde sig og den letsindige Søster paa ret Kjøl. Rollen er god, og Spillet er endnu hedre.

Ellers er der ikke synderlig Glans over Udførelsen. Intet af det andet er daarligt, men intet er heller helt godt. Særlig lægger Hr. Cetti for tyk Farve paa Fabrikant Selby, og Fru Nielsen som Sædelighedsdamen er for aabenbar i sin krigerske Færd. Frøken Lerche er Fru Selby og spiller som sædvanlig forstandigt, men faar ikke det rette hjælpeløst enfoldige og vigtig-værdige Væsen frem. Hr. Benjamin Pedersen gjør ikke den fra Forfatterindens Side tungt skaarne Læge lettere. Hr. Martinius Nielsen er en pyntelig ung, brav Mand, og Frøken Albrecht naturlig som den unge gode Pige. Hendes stumme Spil i Slutningen af anden Akt, da den kvindelige Dydsdragon lider Nederlag, er megen Anerkjendelse værd.
E. Skram.


Anmeldelse: Kjøbenhavns Adresse Efterretninger, 29. december 1890

Dagmartheatret – Et Sølvbryllup.
Som en Andenjuledags-Forestilling gjorde Fru Emma Gads “Et Sølvbryllup” god Fyldest. Stykket behandler ganske vist Samfundsspørgsmaal af ret vægtig Natur, nemlig den fra en vis Side fremsatte Fordring til Mandens “Renhed” i og før Ægteskabet, men Discussionen herom er indfattet i Lystspilscener af en saa let og lattermild Natur, at Publikum aabenbart ikke fandt sig foranlediget til at besvære sig synderligt med det penible Æmne. Efter de foregaaende Dages gastronomiske Anstrengelser trængte det til en fordøjelsesfordrende Latter, og den tog det udsolgte Hus sig, saa ofte der blev budt det den mindste Anledning.

F.J.


Anmeldelse: Aalborg Stiftstidene, 17. august 1891

Aalborg Theater.
Søndagen den 30 ds. aabnedes Theatersæsonen her i Byen af Direktør Cortes, der begynder enten med Fru Emma Gads Helaftensstykke “Et Sølvbryllup”, der i forrige Sæson gjorde megen Nytte paa Dagmartheatret, eller med Paillerons Lystspil “Hvor man kjeder sig”

Af Nyheder vil Repertoiret komme til at omfatte følgende Stykker: “x” af Maupassant, “Peter Plus” af Einar Christiansen (hvilket Stykke kommer op i Aalborg, saafremt Stykket gaar paa det kgl. Theater i September), “Grevinde Sarah” af Alphonse Daudet, “Et Sølvbryllup” af Emma Gad, “I Ravnekrogen”, “En Advarsel” af Emma Gad, “I Stiftelsen” af Gustav Esmann, “Millionærens Hemmelighed” af Sophus Birch.


Anmeldelse: Jyllands Posten, 24. oktoer 1891

Aarhus Theater.
Fru Emma Gads underholdende Lystspil “Et Sølvbryllup” blev i Aftes modtaget med stort Bifald, af hvilket en ikke saa lille Del faldt paa Udførelsen. Stykket har jo nemlig sine store og iøjenfaldende Mangler (en meget spinkel og til Dels usandsynlig Intrige og en for lang og indholdsløs sidste Akt), som Spillet skal dække over, og som det kan dække over, da Forfatterinden overalt har givet saa gode og taknemlige Repliker. Det er altsaa om at benytte disse det gjælder, og i saa Henseende lod de Spillende Intet tilbage at ønske, tvertimod, Fru Lamberth som Frk. Knudsgaard, og paa enkelte Steder Fru Marie Schmidt som Jomfru Ludvigsen, benyttede dem vel stærkt, der var lidt chargeret over disse to Fremstillinger, der bragte Figurerne noget udenfor Lystspillet, for meget hen imod Farcen. Komplet i Stilen var Povl Friis som Doktor Frandsen, Fru Thomsen som Fru Selby og Hr. Helsengreen som Pastor Mathisen, medens alle de øvrige Rollehavende bidrog til et smukt Emsemble. Stykkets Iscenesættelse kunde uden Skade have været lidt mere omhyggeligt, navnlig i 1. Akt var Arrangementet uheldigt i den Scene, hvor alle de Spillende ere til Stede. Ved Tæppets Fald fandt en almindelig Fremkaldelse Sted.


Anmeldelse: Horsens Folkeblad, 27. november 1891

Hr. Cortes lagde i Gaar for med 1-Akts Skuespillet “I Stiftelsen” og Fru Emma Gads “Et Sølvbryllup”, som endelig opførtes for første Gang her. Saa godt er vi med.
Af de to Stykker tilkjendtes Fru Emma Gad ubetinget Prisen af de bedømmende Publikum, der forholdt sig temmelig køligt over for det esmanske hospitalsinteriør.

“Et Sølvbryllup” er, som vore Læsere véd, en djærv, velment, just ikke særdeles overlegen Satire over den moderne Kvindebevægelses mest iøjnefaldende Udværter. Fru Gad vilde ramme haardere, naar hun ikke havde drevet enkelte “Personer” – Frk. Knudsgaard og Student Engelsøe – ud i den rene Karrikatur.

Stykket faar en Udførelse, der vilde være et kjøbenhavnsk Sekondtheater fuldkommen værdig. I mere eller mindre betydende Roller klarer Damerne Alma Madsen, Lamberth og Marie Schmidt samt Herrerne Joh. Jensen, Friis, Helsengreen og Arnold Christensen sig hver paa sin Vis fortræffeligt. Hr. Friis udstyrede Doktor Frandsen med det rolige Humør, en sund Sjæls urokkelige Ligevægt giver; Hr. Joh. Jensen sørgede med gamle prisværdigt Maadehold for at være “lige til Pas” som den brave Doktors Søn, Hother. De Sejre, der endnu er forbeholdt Hr. Emil Helsengreen at vinde fra Scenen, er næppe af udpræget “theologisk” Art. Ikke des mindre var hans Præst, der unægtelig hører til Stykkets Karrikaturer, overordentlig morsom, især da han optræde som ægteskabelig Fredsstifter og hurtig, i Egenskab af Talsmand for en Deputation, maa skifte Rolle.

Den brystsvage Sypige havde i Fru Marie Schmidt en meget energisk Fremstillerinde. Ligeledes blev Frk. Knudsgaard, i Fru Lamberths Hænder, den mindre tiltalende Kvindesags-Skjoldmø, Forf. har tegnet. Frk. Alma Madsens Paula var en smukt Udslag af den Friskhed og Naivitet, som Frøkenen ved tidligere Lejligheder har vist, at hun raader over.


Anmeldelse: Bornholms Tidende, 4. april 1893

Rønne Theater
I Lørdags gav det Henriksenske Selskab sin første Forestilling her i Aar. Det er Hensigten denne Gang kun at give en mindre Række Forestillinger, og kun undtagelsesvis vil nogen af Forestillingerne blive gjentagen.
Forestillingerne aabnedes med “Et Sølvbryllup” af Emma Gad. Besøget var ikke saa stort, som Stykket eller Opførelsen fortjener; men dog var der ret jævnt Hus.
Paa Dagmartheatret er dette Stykke blevet opført 75 Gange efter hinanden for udsolgt Hus. Da Stykket atter kommer til Opførelse (se Kundgjørelsen), anbefaler vi at benytte Lejligheden til at gjøre sig bekjendt med det.
De mere betydelige Roller vare lagt i faa gode Hænder, at Stykkets Udførelse maatte siges at være særdeles tilfredsstillende. Rollerne vare saaledes fordelte: Fabrikant Selby – Tucho Schmidt; Fru Sælby – Frk. Mette Andersen; Paula, deres Datter – Frk. Lorenzen. Frk Knudsgaard – Fru Marquard-Olsen ….
Skjønt vel ikke alle Rollerne bleve lige godt udfyldte, skulle vi dog ikke fremhæve nogen enkelt, men blot sige: Gaa hen selv og se; det vil ikke fortrydes.
….
I Morgen opføres “Et Sølvbryllup” og fremsiges af Claus Olsen Henrik Ibsens mesterlige Digt “Terje Vigen”.


Foto: Verden og Vi, 3. november 1916

Opførelse af "Et Sølvbryllup" på Odense teater 1916.

Opførelse af "Et Sølvbryllup" på Odense teater 1916

Ved Bordet til venstre: Sigvald Larsen, Margrethe Leisner og William Knoblauch. * Staaende paa Gulvet: Alfred Cohen og Laurits Hansen. * Ved Bordet til højre: Georg Cohen, Karen Margrethe Glahn, Dagny Sommer, Helga Tønnesen og Clara Schønfeld.
Fot. Nørmark, Odense.