Et Sølvbryllup – anmeldelser

“Et Sølvbryllup” er, som vore Læsere véd, en djærv, velment, just ikke særdeles overlegen Satire over den moderne Kvindebevægelses mest iøjnefaldende Udværter. Fru Gad vilde ramme haardere, naar hun ikke havde drevet enkelte “Personer” – Frk. Knudsgaard og Student Engelsøe – ud i den rene Karrikatur.

Politiken, 27. december 1890

Dagmarteatret viste sig iaftes, sin Fortid tro, som det arbejdende blandt de kjøbenhavnske Teatre: medens Det Kongelige, Folketeatret og Kasino fejrede Jul med gamle Sager, bød Hr. Riis-Knudsen paa et nyt, endnu uudgivet, dansk Lystspil; Forestillingen havde saaledes en ret indpakket Julegaves fristende Tiltrækningskraft, og Huset var da ogsaa fyldt til sidste Plads, da Tæppet gik op for Et Sølvbryllup.

Stykkets Titel bringer Bud om en Stemning, der passer ret nok til Julen: for paa rette Vis at fejre Jul bør Fredens blide Glæde vøre til Huse og ligesaa ved en Sølvbryllupsfest; imidlertid Forfatterinden, Fru Emma Gad har i sit Skuespil villet vise ikke saa meget Glæden, som hvor svært det er at faa Lov til at være naturlige og glade her i dette Land. Hun har villet minde om, at den Flok, der fylker sig om Sædelighedsfraserne, kender ingen Vaabentilstand, ingen Fredsbetingelser, ingen Indrømmelser, hver den, der ikke ydmygt blotter Hovedet for den oprejste Standart med Indskriften: “Rent Mandfolk”, ham gaar det ilde: det mindste Fnug, der klæber ved hans Bryllups-Klædning, vil fra Tunge til Tunge gennem Andegaarden vokse og vokse, indtil alle Gæssene samler sig i et alt overdøvende: Det er ganske vist -!
Fru Gad har med ikke ringe Mod valgt sit Æmne og med Snildhed tilrettelagt sit Stof saaledes, at Stykket viser: der gives ingen Fred hverken for Gammel eller for Ung.

Forfatterinden fører os ind i Fabrikant Selbys store, rigt udstyrede Dagligstue, der er smukt og pragtfuldt, men hyggeligt er der ikke længere: Selbys Svigerinde, Frk. Knudsen er trængt derind med sin Virken for Sædelighed og Moral, hun har besat sin Søster, en godlidende, men ikke stærkt begavet Dame, saa at denne efter Ævne fører samme Tale. Selby kan ikke holde dette Hjem ud, og hver Gang hans Svigerinde er i Anmarch, fortrækker han skynsomst, snart under et, snart under et andet Paaskud; maaske har han tidligere prøvet at holde ud, men er bleven overvundet, thi et Steds siger han:
“Jeg ved ikke, hvorledes det er, jeg kan tumle Hundreder af Arbejdere som ingenting, men hun bringer mig totalt ud af Fatning. Naar hun rykker op med sit Skyts af Floskler og Sentenser med Selvsikkerhed, som om det var Højesteretsdomme, saa er det mig umuligt at finde et Modargument. Jeg leder og leder i min Hjernekiste, tom er den og tom bliver den. Hun gør mig til Idiot”.

For at undgaa Oplæsningen af det nyeste Opus af Pastor Mathiesen, en af Svigerindens Drabanter, er Selby Dagen før Stykket begynder under Paaskud af en Udflugt til Taastrup, fortrukket hjemme fra og har om Aftenen i en Variété pokuleret saa stærkt i Selskab med nogle Bekendte og Etablissamentets Sangerinder, at han paa Hjemvejen løber sig en Skramme i Panden mod en Lygtepæl. Han opfinder en ret utrolig Historie om en Snebunke og en Høtyv; den rette Sammenhæng kommer dog frem og Frk. Knudsen opmaner i den krænkede Kvindeligheds Navn sin Søster til at forlade dette fordærvede Hjem. Pastor Mathiesen, der af Selby har faaet en rigelig Gave til sin Forening, bliver den fredsstiftende, og, idet han minder Fru Selby om, at Kærligheden taaler alt, fordrager alt, overbeviser han hende om, at hendes Plads netop er i dette Hjem, hvor hun har en Opgave overfor Mand og Datter. Saaledes ender alt i Fryd og Gammen, og, medens Frøken Knudsgaard ryster Støvet af sin Fod for aldrig(!) at vende tilbage, begynder Deputationer at tolke Sølvbrudeparret deres Lykønskninger.
LÆS HELE ANMELDELSEN

Jyllands Posten, 28. december 1890

Dagmartheatret – Kjøbenhavn, 26. December.
Et nyt Stykke af Fru Emma Gad er et godt Trækplaster. Der er intet, der morer os mere herovre end at gaa hen og se os selv fremstillede på Scenen, at høre os selv tale og se os selv handle, akkurat som der bliver talt og handlet i mangt et Hjem; og Fru Gad er inde i de kjøbenhavnske Forhold som ikke mange Andre; og hun har forstaaet at fremstille den paa Scenen med sit humoristiske Talent; det glimter med Vid og Lune i mange af hendes Repliker, og Figurerne, der ere saa udmærket opfattede, ere intelligent tegnede.
Saaledes ogsaa i Aften i “Et Sølvbryllup”.

Kjøbenhavns Adresse Efterretninger, 29. december 1890

Dagmartheatret – Et Sølvbryllup.
Som en Andenjuledags-Forestilling gjorde Fru Emma Gads “Et Sølvbryllup” god Fyldest. Stykket behandler ganske vist Samfundsspørgsmaal af ret vægtig Natur, nemlig den fra en vis Side fremsatte Fordring til Mandens “Renhed” i og før Ægteskabet, men Discussionen herom er indfattet i Lystspilscener af en saa let og lattermild Natur, at Publikum aabenbart ikke fandt sig foranlediget til at besvære sig synderligt med det penible Æmne. Efter de foregaaende Dages gastronomiske Anstrengelser trængte det til en fordøjelsesfordrende Latter, og den tog det udsolgte Hus sig, saa ofte der blev budt det den mindste Anledning.
…
F.J.

Illustreret Tidende, 11. januar 1891

Fru Emma Gads Treakts-Lystspil “Et Sølvbryllup”, som nu ved en Række Forestillinger har skaffet Dagmartheatret udsolgt eller næsten udsolgt Hus, har en fortræffelig holdt, halvt komisk halvt rørende, kvindelig Figur med et sikkert Virkelighedspræg og saa et Antal muntre Udkast til rimelige og urimelige Menneskeskikkelser mellem hverandre. Blandt de urimelige er en Kvindesagsfrøken saa kraftig og konsekvent karikeret, at Figuren til sidst tiltvinger sig Agtelse; ellers kniber det med dens Originalitet. I hende tilspidser Stykkets Satire sig, og havde ikke netop Fru Edgrens “Den Kjærlighed, den Kjærlighed” nylig gjort sin Gjerning, vilde man kunde have moret sig mere umidddelbart over Stykkets Mening. Nu kommer Spotten over Sædelighedsdamerne vel sent.

Vittigst behandler Fru Gad den sig stadig forplumrende Ægtemand, Fabrikant Selby. Der er i hans Repliker en stedse rindende Kilde til Morskab. Men ogsaa hans Frue maa til Slutning holde artig for. Da hun midt i Søvlbryllupsstadsen og Hyggen i det rige Hjem sætter sig til at klage og græde gudsjammerlig over sin forspildte Lykke, fordi Ægtemanden har slaaet — betydelig smagløst for Resten — til Skaglerne nogle Dage forud, saa svinges der her over blødsødne Fruer et virkelig lille Tugtens Ris, der har mere Art, end den Slags Ris plejer at have.

Aalborg Stiftstidene, 17. august 1891

Aalborg Theater.
Søndagen den 30 ds. aabnedes Theatersæsonen her i Byen af Direktør Cortes, der begynder enten med Fru Emma Gads Helaftensstykke “Et Sølvbryllup”, der i forrige Sæson gjorde megen Nytte paa Dagmartheatret, eller med Paillerons Lystspil “Hvor man kjeder sig”
…
Af Nyheder vil Repertoiret komme til at omfatte følgende Stykker: “x” af Maupassant, “Peter Plus” af Einar Christiansen (hvilket Stykke kommer op i Aalborg, saafremt Stykket gaar paa det kgl. Theater i September), “Grevinde Sarah” af Alphonse Daudet, “Et Sølvbryllup” af Emma Gad, “I Ravnekrogen”, “En Advarsel” af Emma Gad, “I Stiftelsen” af Gustav Esmann, “Millionærens Hemmelighed” af Sophus Birch.

Jyllands Posten, 24. oktoer 1891

Aarhus Theater.

Fru Emma Gads underholdende Lystspil “Et Sølvbryllup” blev i Aftes modtaget med stort Bifald, af hvilket en ikke saa lille Del faldt paa Udførelsen. Stykket har jo nemlig sine store og iøjenfaldende Mangler (en meget spinkel og til Dels usandsynlig Intrige og en for lang og indholdsløs sidste Akt), som Spillet skal dække over, og som det kan dække over, da Forfatterinden overalt har givet saa gode og taknemlige Repliker. Det er altsaa om at benytte disse det gjælder, og i saa Henseende lod de Spillende Intet tilbage at ønske, tvertimod, Fru Lamberth som Frk. Knudsgaard, og paa enkelte Steder Fru Marie Schmidt som Jomfru Ludvigsen, benyttede dem vel stærkt, der var lidt chargeret over disse to Fremstillinger, der bragte Figurerne noget udenfor Lystspillet, for meget hen imod Farcen. Komplet i Stilen var Povl Friis som Doktor Frandsen, Fru Thomsen som Fru Selby og Hr. Helsengreen som Pastor Mathisen, medens alle de øvrige Rollehavende bidrog til et smukt Emsemble. Stykkets Iscenesættelse kunde uden Skade have været lidt mere omhyggeligt, navnlig i 1. Akt var Arrangementet uheldigt i den Scene, hvor alle de Spillende ere til Stede. Ved Tæppets Fald fandt en almindelig Fremkaldelse Sted.

Horsens Folkeblad, 27. november 1891

Hr. Cortes lagde i Gaar for med 1-Akts Skuespillet “I Stiftelsen” og Fru Emma Gads “Et Sølvbryllup”, som endelig opførtes for første Gang her. Saa godt er vi med.
Af de to Stykker tilkjendtes Fru Emma Gad ubetinget Prisen af de bedømmende Publikum, der forholdt sig temmelig køligt over for det esmanske hospitalsinteriør.
—
“Et Sølvbryllup” er, som vore Læsere véd, en djærv, velment, just ikke særdeles overlegen Satire over den moderne Kvindebevægelses mest iøjnefaldende Udværter. Fru Gad vilde ramme haardere, naar hun ikke havde drevet enkelte “Personer” – Frk. Knudsgaard og Student Engelsøe – ud i den rene Karrikatur.

Stykket faar en Udførelse, der vilde være et kjøbenhavnsk Sekondtheater fuldkommen værdig. I mere eller mindre betydende Roller klarer Damerne Alma Madsen, Lamberth og Marie Schmidt samt Herrerne Joh. Jensen, Friis, Helsengreen og Arnold Christensen sig hver paa sin Vis fortræffeligt. Hr. Friis udstyrede Doktor Frandsen med det rolige Humør, en sund Sjæls urokkelige Ligevægt giver; Hr. Joh. Jensen sørgede med gamle prisværdigt Maadehold for at være “lige til Pas” som den brave Doktors Søn, Hother. De Sejre, der endnu er forbeholdt Hr. Emil Helsengreen at vinde fra Scenen, er næppe af udpræget “theologisk” Art. Ikke des mindre var hans Præst, der unægtelig hører til Stykkets Karrikaturer, overordentlig morsom, især da han optræde som ægteskabelig Fredsstifter og hurtig, i Egenskab af Talsmand for en Deputation, maa skifte Rolle.

Den brystsvage Sypige havde i Fru Marie Schmidt en meget energisk Fremstillerinde. Ligeledes blev Frk. Knudsgaard, i Fru Lamberths Hænder, den mindre tiltalende Kvindesags-Skjoldmø, Forf. har tegnet. Frk. Alma Madsens Paula var en smukt Udslag af den Friskhed og Naivitet, som Frøkenen ved tidligere Lejligheder har vist, at hun raader over.

Bornholms Tidende, 4. april 1893

Rønne Theater
I Lørdags gav det Henriksenske Selskab sin første Forestilling her i Aar. Det er Hensigten denne Gang kun at give en mindre Række Forestillinger, og kun undtagelsesvis vil nogen af Forestillingerne blive gjentagen.
Forestillingerne aabnedes med “Et Sølvbryllup” af Emma Gad. Besøget var ikke saa stort, som Stykket eller Opførelsen fortjener; men dog var der ret jævnt Hus.
Paa Dagmartheatret er dette Stykke blevet opført 75 Gange efter hinanden for udsolgt Hus. Da Stykket atter kommer til Opførelse (se Kundgjørelsen), anbefaler vi at benytte Lejligheden til at gjøre sig bekjendt med det.
De mere betydelige Roller vare lagt i faa gode Hænder, at Stykkets Udførelse maatte siges at være særdeles tilfredsstillende. Rollerne vare saaledes fordelte: Fabrikant Selby – Tucho Schmidt; Fru Sælby – Frk. Mette Andersen; Paula, deres Datter – Frk. Lorenzen. Frk Knudsgaard – Fru Marquard-Olsen ….
Skjønt vel ikke alle Rollerne bleve lige godt udfyldte, skulle vi dog ikke fremhæve nogen enkelt, men blot sige: Gaa hen selv og se; det vil ikke fortrydes.
….
I Morgen opføres “Et Sølvbryllup” og fremsiges af Claus Olsen Henrik Ibsens mesterlige Digt “Terje Vigen”.

Program fra Aarhus Teater, 12. Oktober 1900.

“Et Sølvbryllup” paa Aarhus Theater.
I Aften opføres første Gang paa Aarhus Theater “Et Sølvbryllup” – en Forestilling, der sikkert vil blive en lige saa stor Sukces som Palle Rorenkrantz “En Tilstaaelse”.
I “Et Sølvbryllup” optræder som det ses Direktør Benjamin Petersen første Gang paa Aarhus Theater – i den sympatiske, gamle Læges Rolle – og Forestillingen vil derved have forøget Interesse.

Fru Gad. »Et Sølvbryllup«s Forfatterinde.

Fru Emma Gad, der er gift med Kongens Yachtkaptajn, Kommandør Urban Gad, er en ualmindelig sympatetisk Dame, der nyder den største Anseelse og Højagtelse i alle københavnske Krese.

Fru Gad har været en ivrig Deltager i den moderne Kvindebevægelse: den Kvindebevægelse, der skabtes ved »Kvindernes Udstilling« , Bestræbelserne for at rejse en »Kvindernes Bygning« i København osv.

Men ved Siden heraf er Fru Gad den mest produktive blandt danske Lystspil-Forfatterinder — sikkert ogsaa den dygtigste. Hendes nyeste dramatiske Arbejde er en 4 Akts Spøg, der hedder »Dyden belønnes«. Det har gjort saa stor Lykke paa Dagmartheatret, at det er blevet en hel Sukces, og dets mange pudsige Vendinger og vittige Indfald gør megen Furore. Fru Gads Lystspil ere blevne opførte dels paa det kgl. Theater, dels paa Dagmar- og Folketheatret.

Fru Gads største Arbejde er det Helaftens-Lystspil, »Et Sølvbryllup«, der i Aften opføres paa Aarhus Theater. Ligesom hendes andre Arbejder udmærker det sig ved pudsige Indfald, livlige Situationer, vittig og kvik Dialog med fint formede Replikker og ved kunstnerisk komisk Sans. Fra lille af har Fru Gad færdedes i det københavnske Selskabsliv; hun er Datter af Grosserer P. A. Halkier. Med et smukt, friskt og elskværdig godmodigt blik ser hun paa Forholdene i københavnske »bedre« Kredse, og det er hendes Hensigt i en lystig, let Form at komme Selskabslivets Latterligheder til Livs — hvilket udmærket godt er lykkedes, ikke mindst i »Et Sølvbryllup«.
***

Jyllands Posten, 13. oktober 1900.

AARHUS THEATER Emma Gad: “Et Sølvbryllup”
Et Skuespil af Fru Kommandørinde GAD kan man altid gjøre Regning paa vil staa an. Ganske vist er der ikke synderlig Dybde i dem, og Satiren er jævnlig Godtkjøbskvalitet; men det har mindre at sige i en Tid, der har Æren af Varieteernes og Revuekomediernes Opblomstring. Hovedsagen er, at de ere underholdende og forfriskende, behændigt lagt tilrette, rappe i Replikerne, muntre i Indfaldene. Et Udfald kan være flot; men saa er den næste Replik til Gjengæld vittig og skarp. En Scene kan synes overflødig og trættende – den næste vil ufejlbarlig tindre af Liv og Lune.

Der er i alle Fruens Arbejder en Fristelse for de udførende Skuespillere til Overdrivelse, og “Et Sølvbryllup”, der i det Hele taget ejer alle hendes Forfatterskabs gode og mindre heldige Sider, er i saa Henseende ingen Undtagelse. Desmere maa det paaskjønnes, at vort Theaters Skuespillere med stort Held modstod Fristelsen og holdt Stykket indenfor Lystspilrammen.

Men der kan siges mange andre smukke Ting om Spillet i Aftes: Helhedsvirkningen var god og mange Enkeltheder ligefrem udmærkede, Iscenesættelsen var fuldstændig og Udstyret meget nær mønsterværdigt.

Ære den, som æres bør – først derfor Direktør BENJAMIN PETERSEN der havde paataget sig Doktor Frandsens Rolle. Han har spillet den i Kjøbenhavn og skal der have høstet megen Anerkjendelse for den, hvilket er meget forklarligt, da hans brede, joviale, rolige Personlighed falder fuldstændig sammen med Figuren. Ved sin Tilsynekomst paa Scenen hilstes han med stærkt Bifald.

Men Aftenens Succes var Frøken CAROLINE AAGAARDS Syjomfru, om hvilken man uden Overdrivelse kan anvende Sprogets mest rosende Superlativer. Figuren var taget saa nøjagtig paa Kornet, som tænkeligt er, og den var udstyret med et Tjenestepige-Kjøbenhavnsk, der i Forbindelse med en urokkelig Alvor og Beherskethed maatte rive med. Bifaldet steg da ogsaa efterhaanden til en efter Jydernes Temperament usædvanlig Højde.

Helt gjennemført og vellykket samt behersket var ogsaa Fru LAMBERTHS Frøken Knudsgaard, og Fru VALBORG HANSENS anden Debut som Frøken Prip var afgjort heldigere end Første-Debut’en i “Harlekins Omvendelse”. Det der hindrede Fruen i at slaa igjennem som den lette, graciøse Calumbine, kom hende til Nytte her og understøttedes yderligere af et afgjort Anlæg for det komiske Rollefag. En lille Enkelthed som Tandssmærte-Afbrydelsen i første Akt var af uimodstaaelig komisk Virkning. Som sagt: Aftenen var en lille Revanche-Sejr.

Hr. COHEN (Fabrikant Selby) havde en paafaldende Lighed med en vis Herre, der i Fjor lavede Farceløjer ud af Alt, hvad der lagdes i hans Hænder, og navnlig forlystede Folk med at skære nogle sære Grimacer. Men forhaabentlig betyder denne Lighed kun et forbigaaende Tilbagefald til de gamle Synders Mangfoldighed. Masken var ellers fortræffelig.

Hr. SCHWANENFLÜGEL havde lavet en rigtig morsom Figur ud af Student Engelsøe, og Fru og Hr. KREUTZ fulgte den slagne Landevej som Fru Selby og Pastor Mathiesen. Skulde man sige noget Særligt om Frøken HOVGAARD, saa vilde det næppe blive Andet end en Gjentagelse af, hvad der oftere er sagt: at hun er en nydelig lille Person, frisk og indtagende – – Punktum.

Det kan vel ikke nytte at spørge om, hvor Frøken ANNA DALGAARD har lært den Dialekt, hun udstyrede sin Tjenestepige med. Det er ganske bestemt ikke i noget af Hs. Maj. den danske Konges Riger og Lande.

Det ikke overvældende stærkt besatte Hus morede sig aabenbart udmærket og kviterede ved livlig Bifald for den fornøjelige Aften.
Pp.

Politiken, 16. oktober 1900.
AARHUS TEATER: Et Sølvbryllup, Lystspil
i 4 Akter af Fru Emma Gad.

Aarhus nye Teater har snart givet hen mod 30 Forestillinger og opført 7 Stykker, saa at man nu kan have et ret godt Begreb om, hvorledes Teatret agtes ledet, og hvordan de Kræfter er, det raader over.

Naar man som Kjøbenhavner har været til Stede ved de to sidste Opførelser af “En Tilstaaelse” af Palle Rosenkrantz og Fru Emma Gads Et Sølvbryllup har man faaet et levende Indtryk af den Energi, hvormed Teatret ledes, og den Iver, som besjæler Skuespillerne, og man kan ikke andet end mindes den Lyst og Varme, der saa tidt har præget Dagmarteatrets Arbejde.

Dette var især slaaende ved første Opførelse af Fru Emma Gads bekendte Stykke. Her gik Direktøren, Benjaman Petersen, der optraadte for tørste Gang i det nye Teater og blev hilset med stærkt Bifald, selv i Spiden for sine Tropper og førte dem med en rutineret Skuespillers sikre Myndighed. Man vil fra Dagmarteatret huske ham som Dr. Frantsen og med Glæde mindes, hvorledes hans klare og lune Tale skar igennem alt det græsselige Damevrøvl. I Aarhus Teater, hvor de akustiske Forhold næppe er saa gode, som de burde være, forstod han ogsaa at trænge igennem, og det var tillige, som om han samtidig opildnede sine Kolleger.

Det forøger Fornøjelsen ved Komedie i Aarhus Teater, at det næsten er en hel ung Stab, som denne prøvede Teatermand fører an. Og det maa siges, at mange af disse yngre Kræfter er meget lovende.
LÆS HELE ANMELDELSEN

Aarhus Stiftstidende, 28. maj 1910.

Søndag Aften slutter Dagmarteatret sin Sæson, men allerede tre Dage efter drager en Del af Personalet paa Tourné i Provinsbyerne med Teatrets baade fra ældre Tider og fra denne Sæson kendte Trækplaster Emma Gads morsomme Lystspil “Et Sølvbryllup”.
Rollebesætningen er med en enkelt Undtagelse den samme som i København.
Saaledes spiller Sophus Neumann sin gamle Glansrolle som Selby, hans Søster Fru Mathilde Nielsen Frk. Knudsgaard, Fru Wandahl Sypigen og Fru Rostrup den unge Pige. Tourneen ledes af Hr. Otto Jacobsen, som spiller Hother.

Der lægges ud den 1. juni i Horsens. Næste Aften spilles i Odder. Endvidere gives bl. a. Forestilling i Silkeborg og (den 7de) i Aarhus.

Jyllands Posten, 3. oktober 1912.

For et yderlig slet Hus spillede Theatret i Gaar Emma Gads gammelkjendte »Et Sølvbryllup».

Tidligere har dette Stykke altid været en sikker Træffer. Og det er i Virkeligheden ogsaa en hel lille Perle af dansk Lystspilkunst, som ingenlunde bør lægges hen og glemmes af Publikum. Fru Emma Gad har nedlagt sine bedste Evner som Lystsfilforfatterinde i denne godmodige og elskværdige Satire over den sure Dydsirethed i et kjøbenhavnsk Grossererhjem. Fortrinligt i teknisk Henseende rummende levende og ægte komiske Situationer, samlende sig om en spinkel, men vittig Handling med morsomme Figurer, iagttagne og fremstillede med en overordentlig Sikkerhed og et indgaaende Kjendskab og et Replikskifte, der ikke blot rammer paa en Prik, men glimrer og glitrer af elegant og slagfærdigt Vid er det et Lystspil, der altid vil more. Og det morede ogsaa det faatalligt mødte Publikum i Gaar. Hvert Øjeblik brød Latteren frem, hvad enten den gjaldt den uheldige Ægtemand med den ominøse Skramme i Panden eller Frøken Knudsgaards stramme Moralprædikener, den søde Student Engelsøe eller den hysteriske Frue.

Og det er saa glimrende Roller, at Skuespillere ikke kan ønske Sig dem bedre, hvorfor ogsaa de yngre og nye Kræfter, Hr. Georg Christensen som den søde Theolog, Frøken Doris Johannessen som den unge ved sin Naturlighed indtagende Pige og Hr. Herman Florents som hendes Tilbeder, spillede morsomt og vakte meget Bifald.

Og en fremragende scenisk Præstation var Frøken Laura Mogensens Jomfru Ludvigsen baade ved Maske – en lille sammenkrøbet, tør og vrissen Skikkelse, grebet lige ud af Livet, – og ved et Spil, der kun brugte faa og yderst stilfærdige Midler, men virkede ved en sjælden Ægthed. Lad Rollen være taknemlig – Frøken Mogensen skabte af den et lille ynkeligt Menneske, som man vil huske, naar Rollen er glemt. Alene hendes Spil er et Besøg værd. Men Publikums Theaterlyst synes ubetvingelig.
Sven.

Fyns Stiftstidende, 20. oktober 1916.

Før Premiéren. Fru Gad: “Et Sølvbryllup”.

På Søndag er der igen Premiére paa Odense Teater. De fleste ivrige Teatergængere vil endnu kunne erindre “Et Sølvbryllup”s Opførelse her i Byen for Aar tilbage, da Walther var Leder af Scenen her. Sophus Neumann var herovre og spillede Hovedrollen i Stykket – Fabrikant Selby. Det var en ganske dejlig Forestilling, og det fornøjelige Stykke sammen med Neumanns uforlignelige Komik gjorde den Mindeværdig for Publikum.

Det er en udmærket idé af Hr. Kornbeck at tage saadanne muntre danske Lystspil paa Repertoiret. Vi har faaet “Tante Cramers Testamente”, som gjorde megen Lykke, og der er heller ikke Tvivl om, at “Et Sølvbryllup” vil skaffe Hr. Kornbeck Guld og forhaabentlig ogsaa Ære.

Skuespiller Alfred Cohn har sat Stykket i Scene og han spiller selv Selbyes Rolle, som han i Aarhus har fejret store Triumfer i. Hans Hustru spilles af Fru Glahn og deres Datter af Frk. Leissner. Desuden indehaves større Roller af Hr. Lauritz Hansen, Fru Schønfeld og Hr. Sigvald Larsen, saa det bliver ogsaa nok denne Gang en seværdig Forestilling.

Fru Emma Gad er jo vittig, og i “Et Sølvbryllup” overgaar hun næsten sig selv. Senere har hun i hvert Fald ikke skrevet noget, der kan staa Maal med det. Paa Dagmarteatret opførtes det første Gang for næsten en Menneskealder siden, – 26 Aar er det i hvert Fald, – og naar Lystspillet altsaa endnu virker lige saa frisk og ægte som i 90’erne, er det et Bevis for dets Værdi. Det er jo ikke alle moderne Lystspil, der kan holde Sølvbryllup, uden man kan mærke, at de begynder at blive gamle.
Katten.

Verden og Vi, 3. november 1916