“Et Sølvbryllup” er, som vore Læsere véd, en djærv, velment, just ikke særdeles overlegen Satire over den moderne Kvindebevægelses mest iøjnefaldende Udværter. Fru Gad vilde ramme haardere, naar hun ikke havde drevet enkelte “Personer” – Frk. Knudsgaard og Student Engelsøe – ud i den rene Karrikatur.
Politiken – Jyllands Posten – Kjøbenhavns Adresse Efterretninger – Illustreret Tidende – Aakborg Stiftstidende – Horsens Folkeblad – Bornholms Tidende – Verden og Vi – Aarhus Theaters Program
Politiken, 26. december 1890. Annonce fra premieredagen.
Politiken, 27. december 1890.
Dagmarteatret viste sig iaftes, sin Fortid tro, som det arbejdende blandt de kjøbenhavnske Teatre: medens Det Kongelige, Folketeatret og Kasino fejrede Jul med gamle Sager, bød Hr. Riis-Knudsen paa et nyt, endnu uudgivet, dansk Lystspil; Forestillingen havde saaledes en ret indpakket Julegaves fristende Tiltrækningskraft, og Huset var da ogsaa fyldt til sidste Plads, da Tæppet gik op for Et Sølvbryllup.
Stykkets Titel bringer Bud om en Stemning, der passer ret nok til Julen: for paa rette Vis at fejre Jul bør Fredens blide Glæde vøre til Huse og ligesaa ved en Sølvbryllupsfest; imidlertid Forfatterinden, Fru Emma Gad har i sit Skuespil villet vise ikke saa meget Glæden, som hvor svært det er at faa Lov til at være naturlige og glade her i dette Land. Hun har villet minde om, at den Flok, der fylker sig om Sædelighedsfraserne, kender ingen Vaabentilstand, ingen Fredsbetingelser, ingen Indrømmelser, hver den, der ikke ydmygt blotter Hovedet for den oprejste Standart med Indskriften: “Rent Mandfolk”, ham gaar det ilde: det mindste Fnug, der klæber ved hans Bryllups-Klædning, vil fra Tunge til Tunge gennem Andegaarden vokse og vokse, indtil alle Gæssene samler sig i et alt overdøvende: Det er ganske vist -!
Fru Gad har med ikke ringe Mod valgt sit Æmne og med Snildhed tilrettelagt sit Stof saaledes, at Stykket viser: der gives ingen Fred hverken for Gammel eller for Ung.
Fru Mantzius i den roste rolle som Jomfru Ludvigsen (Billede bragt i Illustreret Tidende 10. nov. 1907)
Forfatterinden fører os ind i Fabrikant Selbys store, rigt udstyrede Dagligstue, der er smukt og pragtfuldt, men hyggeligt er der ikke længere: Selbys Svigerinde, Frk. Knudsen er trængt derind med sin Virken for Sædelighed og Moral, hun har besat sin Søster, en godlidende, men ikke stærkt begavet Dame, saa at denne efter Ævne fører samme Tale. Selby kan ikke holde dette Hjem ud, og hver Gang hans Svigerinde er i Anmarch, fortrækker han skynsomst, snart under et, snart under et andet Paaskud; maaske har han tidligere prøvet at holde ud, men er bleven overvundet, thi et Steds siger han:
“Jeg ved ikke, hvorledes det er, jeg kan tumle Hundreder af Arbejdere som ingenting, men hun bringer mig totalt ud af Fatning. Naar hun rykker op med sit Skyts af Floskler og Sentenser med Selvsikkerhed, som om det var Højesteretsdomme, saa er det mig umuligt at finde et Modargument. Jeg leder og leder i min Hjernekiste, tom er den og tom bliver den. Hun gør mig til Idiot”.
For at undgaa Oplæsningen af det nyeste Opus af Pastor Mathiesen, en af Svigerindens Drabanter, er Selby Dagen før Stykket begynder under Paaskud af en Udflugt til Taastrup, fortrukket hjemme fra og har om Aftenen i en Variété pokuleret saa stærkt i Selskab med nogle Bekendte og Etablissamentets Sangerinder, at han paa Hjemvejen løber sig en Skramme i Panden mod en Lygtepæl. Han opfinder en ret utrolig Historie om en Snebunke og en Høtyv; den rette Sammenhæng kommer dog frem og Frk. Knudsen opmaner i den krænkede Kvindeligheds Navn sin Søster til at forlade dette fordærvede Hjem. Pastor Mathiesen, der af Selby har faaet en rigelig Gave til sin Forening, bliver den fredsstiftende, og, idet han minder Fru Selby om, at Kærligheden taaler alt, fordrager alt, overbeviser han hende om, at hendes Plads netop er i dette Hjem, hvor hun har en Opgave overfor Mand og Datter. Saaledes ender alt i Fryd og Gammen, og, medens Frøken Knudsgaard ryster Støvet af sin Fod for aldrig(!) at vende tilbage, begynder Deputationer at tolke Sølvbrudeparret deres Lykønskninger.
Ikke mere Held har Sædelighedsdamerne med deres Angreb paa Stykkets unge Mand, Hother Fransen. Han elsker Selbys Datter Poula og hun ham igen, dog endnu har kun deres Øjne talt. Frk. Knudsgaard har tænkt for den gode Sags skyld at knytte Poula til sin Protegé, Student Engelsøe, og bliver derfor ilde til Mode, da hun fornemmer den Tilbøjelighed, Hother og Poula nærer for hinanden. Et Øjeblik synes Tilfældet at begunstige hende: hun erfarer nemlig tilfældig, at Hother tidligere har kendt en Sypige Ludorika, ja, endog en St. Hansnat taget i Skoven med hende, og straks raaber Frk. Knudsgaard sit Anathema over Hother:
“Han har lokket en hæderlig og arbejdssom ung Pige til Fordærv og Fald, saa at hun er sunken ned i Skarnet og er endt paa en Sangerindeknejpe”.
Poula synes en Stund at miste Troen paa den Elskede, men i en Samtale vinder han hende tilbage for bestandig, og ved Stykkets Slutning er der ikke ét, men tvende Festpar at ønske til Lykke.
Maaske undervurderer Fru Gad noget den Magt, hun vil bekæmpe, og Livet føjer sig næppe altid saa renligt og læmpeligt, som hun her fremstiller det, men Æmnet er saa frisk, og Ordene falder saa djærvt, at man gærne bærer over med selv større Mangler.
Fru Gad har i Et Sølvbryllup som i tidligere Stykker med afgjort Held skildret det højere kjøbenhavnske Bourgeoisis Tanke-, Tale- og Følelses sæt; hendes Syn herpaa synes med hvert Styke at blive friere; naar saaledes de Forseelser, der anføres baade mod den gamle og den unge Synder, er saa ubetydelige som i dette Stykke, viser denne Omstændighed, at Forfatterinden ret har faaet Øjet op for hvor snævert og bornert et Syn, der er det gængse her i København netop paa dette Omraade. Bag Ordene fornemmes en Kvindes varme Følelse for hvad ret og godt er, blandet med en Dames kølige Ironi overfor Medsøstres mindre taktfulde Optræden i Forhold, hvor Takt er en absolut Nødvendighed for ej at blive plump. Uden Tvivl har Hother Forfatterindens fulde Sympati, naar han om Sædeligheds-Forenings-Damerne udbryder:
“Jeg beder kun ærbødigst, om de vil holde deres mer eller mindre spidse Næser fra det Omraade, der benævnes Sædelighed og Moral. – – Ikke for det, Sagen kan jo være god nok; men paa det punkt kan da gamle ugifte Damer ikke være Dommere. Hvad véd de om den Ting? Ikke andet end at de instinktmæssig hader en Lykke, der er gaaet dem forbi, og derfor angriber de i Flæng det Uskyldigste og det Skyldigste, ungdommelig Kaadhed og modbydelige Laster, yndefuld Kærlighedsleg og betalt Boleri, flygtige Kys og brutale Favntag. Afskygninger fra det skæreste Lys til den mørkeste Skygge i det store ubestemmelige Rige, der hedder Forholdet mellem Mand og Kvinde, slaaende med store Ord og massive Fraser sammen til én stor Miskmask, som de saa kalder Usædelighed og Fordærvelse, i hvilken Form det end viser sig udenfor Begrebet: Fatter, Mutter og de ni søde Børn.”
Gennem Ordenes urbane Form lyser en ligefrem oprørst Lyst til at sige det gode Selskab, hvor ynkelig og dem dets Adfærd og Opfattelse tidt er, og som en snild Evadatter har Fru Gad skjult i denne og flere andre bitre Piller i en smuk og lækkert udseende Skal, der vil indbyde mange til at nyde den sunde Frugt og de derved faa Lyst til at prøve paa “at forsvare vor Glædestrang, vor Meningsfrihed og vort gode Humør”.
Stykkets Opførelse i Aftes blev til megen Morskab for Publikum og til ikke ringe Ære for de Spillende; med Interesse fulgte Tilskuerne de muntre Scener og hilste med Latter de mange lystige Indfald, i Replikkerne; efter Tæppets Fald forsøgte det Frøken Knudsgaard’ske Parti nogen Hyssen, men Forsøget faldt ynkeligt ud og druknede ganske i det kraftige Bifald, der tvang Tæppet op trende Ekstra-Gange.
Forrest blandt de Spillende stod ubetinget Fru Mantriuz, med Kækhed havde hun mod vore Skuespillerinders almindelige Sædvange omdannet baade Udseende og Stemme: i et lille daarligt udseende, graameleret Ansigt sad de to store Øjne, der i deres glansløse Forvaagethed fortalte om mange Nætters Slid med Naal og Traad ved daarlig Belysning, og Billedet fuldstændiggjordes af en snakkesalig Stemme med slæbende kjøbenhavnsk Udtale.
At Fru Mathilde Nielsen passer til Frøken Knudsgaard, kan ingen, der har set denne Skuespillerinde i “Den Kærlighed! Den Kærlighed!” nære mindste Tvivl om, og det blev ogsaa en Fornøjelse at høre med hvilken Bravur hun smældede Frøkenens Hardiesser ud, og at se den kølige Ringeagt, hvormed hendes Blik maalte de stakkels Mandfolk. Af selve Sølvbrudeparret var Hr. Cetti pudsig i Selbys forfjamsede Forviklinger og Fejltagelser, og Frk. Lerche godlidende i Fru Selbys Inskrænkelighed. Fremdeles var Hr. Martinius Nielsen elegant og mandig som den unge Hother Fransen, Hr. Fr. Müller passelig salvelsesfuld i pastoral Værdighed, og Hr. Schwanenflügels Engelsøe vakte megen Latter ved et Ansigt, der kunde udtrykke baade krybende Ydmyghed og indædt Misundelse. – Kort sagt: alle de Rollehavende gjorde deres Bedste, og dette vil paa Dagmarteatret sige en hel Del.
Hver den, der ynder at faa sig en god Latter, bør gaa hen og se Et Sølvbryllup.
A.
Dagmartheatret – Kjøbenhavn, 26. December.
Et nyt Stykke af Fru Emma Gad er et godt Trækplaster. Der er intet, der morer os mere herovre end at gaa hen og se os selv fremstillede på Scenen, at høre os selv tale og se os selv handle, akkurat som der bliver talt og handlet i mangt et Hjem; og Fru Gad er inde i de kjøbenhavnske Forhold som ikke mange Andre; og hun har forstaaet at fremstille den paa Scenen med sit humoristiske Talent; det glimter med Vid og Lune i mange af hendes Repliker, og Figurerne, der ere saa udmærket opfattede, ere intelligent tegnede.
Saaledes ogsaa i Aften i “Et Sølvbryllup”.
Den lidt spinkle Handling foregaar hos Fabrikant Selby i Kjøbenhavn Dagen før hans Sølvbryllupsdag og selve Højtidsdagen. Husets Frue er fuldstændig unkerkuet af en ældre ugift Søster, der kæmper for “Kvindens Frigørelse”, “Sædelighedens Fremme” og mange andre Ting; denne vredladne Frøken Knudsgaard i Forening med Pastor Mathisen og flere Andre har faaet Fruen ind i Forening til Sædelighedens Fremme, hvor Pastoren er Formand. Husets Læge, Dr. Fransen, som er en Ungdomsven af Fabrikant Selby, har en Søn, Hother, som er ansat ved Fabriken, og som ved sin Dygtighed har opnaaet Kjøbmandens fulde Tillid; denne ønsker da ogsaa i høj Grad et Parti mellem Hother og Datteren Paula; men da Hother er et livsglad Menneske, der ikke er bange for at sige sin Mening til Huskorset, Frøken Knudsgaard, intrigerer denne mod Partiet til Fordel for en theologisk Student; hun prøver at kaste Smuds paa Hother ved at fortælle Paula om hans “udsvævende Fortid”, men det mislykkes, og hun maa paa dette Punkt give tabt. Saa vender hun sine Vaaben mod Svogeren, Fabrikanten. Denne har i Forening med nogle Venner Dagen før været til et lystigt Gilde, hvorefter de tilfældigt ere komne i en Varieté og har der drukket Champagne med nogle af Sangerinderne; for at undgaa Ubehageligheder har Manden grebet til en Nødløgn, men dette opdages, og paa selve Sølvbryllupsdagen søger Frøken Knudsgaard at formaa sin Søster til at forlade Manden; men ogsaa dette mislykkes; Præsten mægler, Frøkenen forlader Huset for bestandig, og det Hele ender i Fryd og Gammen.
Skønt Handlingen i Stykket er noget spinkel, gjorde det dog Lykke alle 3 Akter igennem; men enkelte Scener ere ogsaa lagt udmærket tilrette, Replikskiftet er kvikt og livligt, og Personerne ere godt karakteriserede.
Hr. Cetti som Fabrikant Selby spillede dygtigt og med sin sædvanlige Rutine, men han manglede dog Lune til at faa det tilstrækkelige ud af denne morsomt tegnede Figur; man sad hele Tiden og tænkte paa, hvor man kunde have faaet sig en hjærtelig Latter, hvis Hr. S. Neumann havde spillet Rollen. Hr. Mart. Nielsen var udmærket som Hother, han sagde sine Repliker frisk og frejdigt; man troede paa det Dygtige, det Gode og det Livsglade i ham. Som den ældre ugifte Frøken Knudsgaard spillede Fru M. Nielsen, Hr. S. Neumanns Søster, meget morsomt; hun har en egen tør Maade at sige sine Repliker paa med dyb Røst, der faar Folk til at le, skjønt hendes Mimik er aldeles rolig og stille; men dog var hun maaske lidt for hasarderet; hvis hun tog en lille Smule finere paa Rollen, vilde hun være fortræffelig. Af mindre Rollehavende var navnlig Fru Mantzius udmærket som en rigtig kjøbenhavnsk Syjomfru, og Hr. Schwanenflügel meget troværdig som en theologisk Thevandsstudent.
Iscenesættelsen var stilfuld og fin som altid i Dagmarteatret.
V.R.
Dagmartheatret – Et Sølvbryllup.
Som en Andenjuledags-Forestilling gjorde Fru Emma Gads “Et Sølvbryllup” god Fyldest. Stykket behandler ganske vist Samfundsspørgsmaal af ret vægtig Natur, nemlig den fra en vis Side fremsatte Fordring til Mandens “Renhed” i og før Ægteskabet, men Discussionen herom er indfattet i Lystspilscener af en saa let og lattermild Natur, at Publikum aabenbart ikke fandt sig foranlediget til at besvære sig synderligt med det penible Æmne. Efter de foregaaende Dages gastronomiske Anstrengelser trængte det til en fordøjelsesfordrende Latter, og den tog det udsolgte Hus sig, saa ofte der blev budt det den mindste Anledning.
F.J.
Fru Emma Gads Treakts-Lystspil “Et Sølvbryllup”, som nu ved en Række Forestillinger har skaffet Dagmartheatret udsolgt eller næsten udsolgt Hus, har en fortræffelig holdt, halvt komisk halvt rørende, kvindelig Figur med et sikkert Virkelighedspræg og saa et Antal muntre Udkast til rimelige og urimelige Menneskeskikkelser mellem hverandre. Blandt de urimelige er en Kvindesagsfrøken saa kraftig og konsekvent karikeret, at Figuren til sidst tiltvinger sig Agtelse; ellers kniber det med dens Originalitet. I hende tilspidser Stykkets Satire sig, og havde ikke netop Fru Edgrens “Den Kjærlighed, den Kjærlighed” nylig gjort sin Gjerning, vilde man kunde have moret sig mere umidddelbart over Stykkets Mening. Nu kommer Spotten over Sædelighedsdamerne vel sent.
Vittigst behandler Fru Gad den sig stadig forplumrende Ægtemand, Fabrikant Selby. Der er i hans Repliker en stedse rindende Kilde til Morskab. Men ogsaa hans Frue maa til Slutning holde artig for. Da hun midt i Søvlbryllupsstadsen og Hyggen i det rige Hjem sætter sig til at klage og græde gudsjammerlig over sin forspildte Lykke, fordi Ægtemanden har slaaet — betydelig smagløst for Resten — til Skaglerne nogle Dage forud, saa svinges der her over blødsødne Fruer et virkelig lille Tugtens Ris, der har mere Art, end den Slags Ris plejer at have.
Præsten derimod gaar saa temmelig Ram forbi, han er ikke rigtig morsom, og kommer vi til Stykket, sympatetiske gode Hoved, Doktor Fransen, saa er der stængt taget ikke meget mere end Haandelaget tilbage af Forfatterindens slagfærdige Humør. Figuren fylder forbavsende lidt. De unge Mennesker er nok saa nydelige, kun skulde den unge Hr. Hother slippe for det meste af den lange Tirade imod “Sædelighedskravet” som han afleverer til de to gamle Herrer, der ikke tænker paa at sige ham imod. Det falder unaturligt.
Den gode Figur, Stykkets Fund, er Syjomfru Ludvigsen. Hun er overraskende ægte, og hvor meget hun vejer, mærkes bedst ved Stykkets Fald i tredje Akt, efter at hun er gaaet ud af Sagaen.
Heldigvis spilledes denne Rolle saa godt, som blot tænkes kan. Fru Mantzius er ved denne Lejlighed fuldendt. Det begynder ved Maskeringen og dragten og stiger for hver Gang hun viser sig med dette forunderlige Blik til Siden, der tilsyneladende intet set og dog i et Nu har opfattet alt, hvad der foregav i Stuen, ene med Undtagelse af det, som Syjomfru Ludvigsen ikke havde dristet sig til at drømme om, at Fruens Frøken Søster, Kvindesagskvinden, naar hun mærker, at hun har uret, bliver ti1 en dum, perfid og overmaade simpel Rappenskralde. Hvert Ord, hver Betoning, hver lille Stigen eller Dalen i denne Fremstilling er ypperlig. Der lever virkelig for ens Øje et stakkels gesvindt og falmet Væsen, som syr sig Øjnene ud af Hovedet og Vejret fra Brystet, for at holde sig og den letsindige Søster paa ret Kjøl. Rollen er god, og Spillet er endnu hedre.
Ellers er der ikke synderlig Glans over Udførelsen. Intet af det andet er daarligt, men intet er heller helt godt. Særlig lægger Hr. Cetti for tyk Farve paa Fabrikant Selby, og Fru Nielsen som Sædelighedsdamen er for aabenbar i sin krigerske Færd. Frøken Lerche er Fru Selby og spiller som sædvanlig forstandigt, men faar ikke det rette hjælpeløst enfoldige og vigtig-værdige Væsen frem. Hr. Benjamin Pedersen gjør ikke den fra Forfatterindens Side tungt skaarne Læge lettere. Hr. Martinius Nielsen er en pyntelig ung, brav Mand, og Frøken Albrecht naturlig som den unge gode Pige. Hendes stumme Spil i Slutningen af anden Akt, da den kvindelige Dydsdragon lider Nederlag, er megen Anerkjendelse værd.
E. Skram.
Aalborg Theater.
Søndagen den 30 ds. aabnedes Theatersæsonen her i Byen af Direktør Cortes, der begynder enten med Fru Emma Gads Helaftensstykke “Et Sølvbryllup”, der i forrige Sæson gjorde megen Nytte paa Dagmartheatret, eller med Paillerons Lystspil “Hvor man kjeder sig”
…
Af Nyheder vil Repertoiret komme til at omfatte følgende Stykker: “x” af Maupassant, “Peter Plus” af Einar Christiansen (hvilket Stykke kommer op i Aalborg, saafremt Stykket gaar paa det kgl. Theater i September), “Grevinde Sarah” af Alphonse Daudet, “Et Sølvbryllup” af Emma Gad, “I Ravnekrogen”, “En Advarsel” af Emma Gad, “I Stiftelsen” af Gustav Esmann, “Millionærens Hemmelighed” af Sophus Birch.
Fru Emma Gads underholdende Lystspil “Et Sølvbryllup” blev i Aftes modtaget med stort Bifald, af hvilket en ikke saa lille Del faldt paa Udførelsen. Stykket har jo nemlig sine store og iøjenfaldende Mangler (en meget spinkel og til Dels usandsynlig Intrige og en for lang og indholdsløs sidste Akt), som Spillet skal dække over, og som det kan dække over, da Forfatterinden overalt har givet saa gode og taknemlige Repliker. Det er altsaa om at benytte disse det gjælder, og i saa Henseende lod de Spillende Intet tilbage at ønske, tvertimod, Fru Lamberth som Frk. Knudsgaard, og paa enkelte Steder Fru Marie Schmidt som Jomfru Ludvigsen, benyttede dem vel stærkt, der var lidt chargeret over disse to Fremstillinger, der bragte Figurerne noget udenfor Lystspillet, for meget hen imod Farcen. Komplet i Stilen var Povl Friis som Doktor Frandsen, Fru Thomsen som Fru Selby og Hr. Helsengreen som Pastor Mathisen, medens alle de øvrige Rollehavende bidrog til et smukt Emsemble. Stykkets Iscenesættelse kunde uden Skade have været lidt mere omhyggeligt, navnlig i 1. Akt var Arrangementet uheldigt i den Scene, hvor alle de Spillende ere til Stede. Ved Tæppets Fald fandt en almindelig Fremkaldelse Sted.
Hr. Cortes lagde i Gaar for med 1-Akts Skuespillet “I Stiftelsen” og Fru Emma Gads “Et Sølvbryllup”, som endelig opførtes for første Gang her. Saa godt er vi med.
Af de to Stykker tilkjendtes Fru Emma Gad ubetinget Prisen af de bedømmende Publikum, der forholdt sig temmelig køligt over for det esmanske hospitalsinteriør.
—
“Et Sølvbryllup” er, som vore Læsere véd, en djærv, velment, just ikke særdeles overlegen Satire over den moderne Kvindebevægelses mest iøjnefaldende Udværter. Fru Gad vilde ramme haardere, naar hun ikke havde drevet enkelte “Personer” – Frk. Knudsgaard og Student Engelsøe – ud i den rene Karrikatur.
Stykket faar en Udførelse, der vilde være et kjøbenhavnsk Sekondtheater fuldkommen værdig. I mere eller mindre betydende Roller klarer Damerne Alma Madsen, Lamberth og Marie Schmidt samt Herrerne Joh. Jensen, Friis, Helsengreen og Arnold Christensen sig hver paa sin Vis fortræffeligt. Hr. Friis udstyrede Doktor Frandsen med det rolige Humør, en sund Sjæls urokkelige Ligevægt giver; Hr. Joh. Jensen sørgede med gamle prisværdigt Maadehold for at være “lige til Pas” som den brave Doktors Søn, Hother. De Sejre, der endnu er forbeholdt Hr. Emil Helsengreen at vinde fra Scenen, er næppe af udpræget “theologisk” Art. Ikke des mindre var hans Præst, der unægtelig hører til Stykkets Karrikaturer, overordentlig morsom, især da han optræde som ægteskabelig Fredsstifter og hurtig, i Egenskab af Talsmand for en Deputation, maa skifte Rolle.
Den brystsvage Sypige havde i Fru Marie Schmidt en meget energisk Fremstillerinde. Ligeledes blev Frk. Knudsgaard, i Fru Lamberths Hænder, den mindre tiltalende Kvindesags-Skjoldmø, Forf. har tegnet. Frk. Alma Madsens Paula var en smukt Udslag af den Friskhed og Naivitet, som Frøkenen ved tidligere Lejligheder har vist, at hun raader over.
Rønne Theater
I Lørdags gav det Henriksenske Selskab sin første Forestilling her i Aar. Det er Hensigten denne Gang kun at give en mindre Række Forestillinger, og kun undtagelsesvis vil nogen af Forestillingerne blive gjentagen.
Forestillingerne aabnedes med “Et Sølvbryllup” af Emma Gad. Besøget var ikke saa stort, som Stykket eller Opførelsen fortjener; men dog var der ret jævnt Hus.
Paa Dagmartheatret er dette Stykke blevet opført 75 Gange efter hinanden for udsolgt Hus. Da Stykket atter kommer til Opførelse (se Kundgjørelsen), anbefaler vi at benytte Lejligheden til at gjøre sig bekjendt med det.
De mere betydelige Roller vare lagt i faa gode Hænder, at Stykkets Udførelse maatte siges at være særdeles tilfredsstillende. Rollerne vare saaledes fordelte: Fabrikant Selby – Tucho Schmidt; Fru Sælby – Frk. Mette Andersen; Paula, deres Datter – Frk. Lorenzen. Frk Knudsgaard – Fru Marquard-Olsen ….
Skjønt vel ikke alle Rollerne bleve lige godt udfyldte, skulle vi dog ikke fremhæve nogen enkelt, men blot sige: Gaa hen selv og se; det vil ikke fortrydes.
….
I Morgen opføres “Et Sølvbryllup” og fremsiges af Claus Olsen Henrik Ibsens mesterlige Digt “Terje Vigen”.
Program fra Aarhus Teater, 12. Oktober 1900.
“Et Sølvbryllup” paa Aarhus Theater.
I Aften opføres første Gang paa Aarhus Theater “Et Sølvbryllup” – en Forestilling, der sikkert vil blive en lige saa stor Sukces som Palle Rorenkrantz “En Tilstaaelse”.
I “Et Sølvbryllup” optræder som det ses Direktør Benjamin Petersen første Gang paa Aarhus Theater – i den sympatiske, gamle Læges Rolle – og Forestillingen vil derved have forøget Interesse.
Fru Gad. »Et Sølvbryllup«s Forfatterinde.
Fru Emma Gad, der er gift med Kongens Yachtkaptajn, Kommandør Urban Gad, er en ualmindelig sympatetisk Dame, der nyder den største Anseelse og Højagtelse i alle københavnske Krese.
Fru Gad har været en ivrig Deltager i den moderne Kvindebevægelse: den Kvindebevægelse, der skabtes ved »Kvindernes Udstilling« , Bestræbelserne for at rejse en »Kvindernes Bygning« i København osv.
Men ved Siden heraf er Fru Gad den mest produktive blandt danske Lystspil-Forfatterinder — sikkert ogsaa den dygtigste. Hendes nyeste dramatiske Arbejde er en 4 Akts Spøg, der hedder »Dyden belønnes«. Det har gjort saa stor Lykke paa Dagmartheatret, at det er blevet en hel Sukces, og dets mange pudsige Vendinger og vittige Indfald gør megen Furore. Fru Gads Lystspil ere blevne opførte dels paa det kgl. Theater, dels paa Dagmar- og Folketheatret.
Charles Schwanenflügel
Fru Gads største Arbejde er det Helaftens-Lystspil, »Et Sølvbryllup«, der i Aften opføres paa Aarhus Theater. Ligesom hendes andre Arbejder udmærker det sig ved pudsige Indfald, livlige Situationer, vittig og kvik Dialog med fint formede Replikker og ved kunstnerisk komisk Sans. Fra lille af har Fru Gad færdedes i det københavnske Selskabsliv; hun er Datter af Grosserer P. A. Halkier. Med et smukt, friskt og elskværdig godmodigt blik ser hun paa Forholdene i københavnske »bedre« Kredse, og det er hendes Hensigt i en lystig, let Form at komme Selskabslivets Latterligheder til Livs — hvilket udmærket godt er lykkedes, ikke mindst i »Et Sølvbryllup«.
Jyllands Posten, 13. oktober 1900.
AARHUS THEATER Emma Gad: “Et Sølvbryllup”.
Et Skuespil af Fru Kommandørinde GAD kan man altid gjøre Regning paa vil staa an. Ganske vist er der ikke synderlig Dybde i dem, og Satiren er jævnlig Godtkjøbskvalitet; men det har mindre at sige i en Tid, der har Æren af Varieteernes og Revuekomediernes Opblomstring. Hovedsagen er, at de ere underholdende og forfriskende, behændigt lagt tilrette, rappe i Replikerne, muntre i Indfaldene. Et Udfald kan være flot; men saa er den næste Replik til Gjengæld vittig og skarp. En Scene kan synes overflødig og trættende – den næste vil ufejlbarlig tindre af Liv og Lune.
Aarhus Stiftstidende, 30. maj 1901. Et Sølvbryllup var det næstmest viste stykke i det nye Aarhus Teaters premieresæson.
Der er i alle Fruens Arbejder en Fristelse for de udførende Skuespillere til Overdrivelse, og “Et Sølvbryllup”, der i det Hele taget ejer alle hendes Forfatterskabs gode og mindre heldige Sider, er i saa Henseende ingen Undtagelse. Desmere maa det paaskjønnes, at vort Theaters Skuespillere med stort Held modstod Fristelsen og holdt Stykket indenfor Lystspilrammen.
Men der kan siges mange andre smukke Ting om Spillet i Aftes: Helhedsvirkningen var god og mange Enkeltheder ligefrem udmærkede, Iscenesættelsen var fuldstændig og Udstyret meget nær mønsterværdigt.
Ære den, som æres bør – først derfor Direktør BENJAMIN PETERSEN der havde paataget sig Doktor Frandsens Rolle. Han har spillet den i Kjøbenhavn og skal der have høstet megen Anerkjendelse for den, hvilket er meget forklarligt, da hans brede, joviale, rolige Personlighed falder fuldstændig sammen med Figuren. Ved sin Tilsynekomst paa Scenen hilstes han med stærkt Bifald.
Men Aftenens Succes var Frøken CAROLINE AAGAARDS Syjomfru, om hvilken man uden Overdrivelse kan anvende Sprogets mest rosende Superlativer. Figuren var taget saa nøjagtig paa Kornet, som tænkeligt er, og den var udstyret med et Tjenestepige-Kjøbenhavnsk, der i Forbindelse med en urokkelig Alvor og Beherskethed maatte rive med. Bifaldet steg da ogsaa efterhaanden til en efter Jydernes Temperament usædvanlig Højde.
Helt gjennemført og vellykket samt behersket var ogsaa Fru LAMBERTHS Frøken Knudsgaard, og Fru VALBORG HANSENS anden Debut som Frøken Prip var afgjort heldigere end Første-Debut’en i “Harlekins Omvendelse”. Det der hindrede Fruen i at slaa igjennem som den lette, graciøse Calumbine, kom hende til Nytte her og understøttedes yderligere af et afgjort Anlæg for det komiske Rollefag. En lille Enkelthed som Tandssmærte-Afbrydelsen i første Akt var af uimodstaaelig komisk Virkning. Som sagt: Aftenen var en lille Revanche-Sejr.
Hr. COHEN (Fabrikant Selby) havde en paafaldende Lighed med en vis Herre, der i Fjor lavede Farceløjer ud af Alt, hvad der lagdes i hans Hænder, og navnlig forlystede Folk med at skære nogle sære Grimacer. Men forhaabentlig betyder denne Lighed kun et forbigaaende Tilbagefald til de gamle Synders Mangfoldighed. Masken var ellers fortræffelig.
Hr. SCHWANENFLÜGEL havde lavet en rigtig morsom Figur ud af Student Engelsøe, og Fru og Hr. KREUTZ fulgte den slagne Landevej som Fru Selby og Pastor Mathiesen. Skulde man sige noget Særligt om Frøken HOVGAARD, saa vilde det næppe blive Andet end en Gjentagelse af, hvad der oftere er sagt: at hun er en nydelig lille Person, frisk og indtagende – – Punktum.
Det kan vel ikke nytte at spørge om, hvor Frøken ANNA DALGAARD har lært den Dialekt, hun udstyrede sin Tjenestepige med. Det er ganske bestemt ikke i noget af Hs. Maj. den danske Konges Riger og Lande.
Det ikke overvældende stærkt besatte Hus morede sig aabenbart udmærket og kviterede ved livlig Bifald for den fornøjelige Aften.
Pp.
Politiken, 16. oktober 1900.
AARHUS TEATER: Et Sølvbryllup, Lystspil i 4 Akter af Fru Emma Gad. LÆS HELE ANMELDELSEN
Aarhus nye Teater har snart givet hen mod 30 Forestillinger og opført 7 Stykker, saa at man nu kan have et ret godt Begreb om, hvorledes Teatret agtes ledet, og hvordan de Kræfter er, det raader over.
Naar man som Kjøbenhavner har været til Stede ved de to sidste Opførelser af “En Tilstaaelse” af Palle Rosenkrantz og Fru Emma Gads Et Sølvbryllup har man faaet et levende Indtryk af den Energi, hvormed Teatret ledes, og den Iver, som besjæler Skuespillerne, og man kan ikke andet end mindes den Lyst og Varme, der saa tidt har præget Dagmarteatrets Arbejde.
Dette var især slaaende ved første Opførelse af Fru Emma Gads bekendte Stykke. Her gik Direktøren, Benjaman Petersen, der optraadte for tørste Gang i det nye Teater og blev hilset med stærkt Bifald, selv i Spiden for sine Tropper og førte dem med en rutineret Skuespillers sikre Myndighed. Man vil fra Dagmarteatret huske ham som Dr. Frantsen og med Glæde mindes, hvorledes hans klare og lune Tale skar igennem alt det græsselige Damevrøvl. I Aarhus Teater, hvor de akustiske Forhold næppe er saa gode, som de burde være, forstod han ogsaa at trænge igennem, og det var tillige, som om han samtidig opildnede sine Kolleger.
Det forøger Fornøjelsen ved Komedie i Aarhus Teater, at det næsten er en hel ung Stab, som denne prøvede Teatermand fører an. Og det maa siges, at mange af disse yngre Kræfter er meget lovende.
Af de ældre Skuespillere er det en stor Fornøjelse at se Hr. Albert Price, der i “En Tilstaaelse” spiller den brave Herredsfoged paa en meget overlegen og gentlemanlike Maade. Ogsaa Hr. Schwanenflügel genser man med Glæde som Student Engelsø; han er vel nok en Kende overdreven, men han morer og har virkeligt Lune. Frk. Christophersen og Johannes Marer er jo ogsaa velkendte og yndede Kunstnere, der altid udfører deres Roller med Smag. Fru Laamberth, som ogsaa i København har spillet Frk. Knudsgaard i “Et Sølvbryllup”, var der langt mere sand og behersket; det er ikke blot med Fagter og Ugleejne, at denne jortræffelige Dame skal overvælde sine Omgivelser, man maa ogsaa kunne forstaa de Ord hun har at sige. Men Fru Lamberth er lidt for overlegen.
Til de unge, men dog noget erfarne Kræfter maa regnes Hr. Birch, der synes at være gaaet meget frem og i “En Tilstaaelse gav et smukt Biilede af den hypnotiserede og forpinte Fange.
Men saa er der de helt unge. Og her maa førsn og fremmest nævne Hr. Alfred Cohen, der synes at have en Fremtid for sig. Hans Selby i “Et Sølvbryllup” og Politibetjenten i “En Tilstaaelse viste at han har Ævne til at karakterisere højst forskellige Figurer. Frøken Aagaard, der i Kjøbenhavn gjorde saa stor Lykke som ” Lille Hanne” har her i Aarhus skabt en Jomfru Ludvigsen der kommer paa Højde med Fru Mantzius’ Fremstilling paa Dagmarteatret, og den gansk unge Frøken Hovgaard, der var saa flink i sin Debutrolle i ” Erasmus Montanus”, viste i “Et Sølvbryllup” det mest afgjorte Talent for Ungpigeroller. Dog maa den unge Dame søge at skole sit Organ. Blandt Herrerne bør man nævne Hr. Philip Bech, der efter flere Aars passive Virksomhed i Kjøbenhavn her har faaet Lov til at udfolde sine Vinger og virkelig viser meget Talent som Kriminalreassessoren i “En Tilstaaelse”. Og dette gælder ogsan i høj Grad om Hr. Valdemar Hansen, der paa en meget naturlig og behersket Maade spiller Skurken i det samme Stykke. I en af de mindre Roller i “Et Sølvbryllup” gav Fru Valborg Hansen Bevis paa et ganske ejendommeligt komisk Talent.
Iscenesættelsen, som for de to særlig omtalte Stykkers Vedkommende er foretaget af Direktøren, er mønsterværdig; man begynder og slutter præcis til den angivne Tid, Teatret er hyggeligt og smukt, saa det er virkelig kun en Fornøjelse at besøge denne første selvstændige danske Skueplads udenfor Kjøbenhavn og man maa haabe, at Byen Aarhus maa have Evne og Smag nok til at holde den oppe.
Johs. Magnussen.
Politiken, 22, august 1903.Bornholms Tidende, 2. maj 1903.
*
1905Sophus Neumann paa Dagmarteatret 1910.
Aarhus Stiftstidende, 28. maj 1910.
Søndag Aften slutter Dagmarteatret sin Sæson, men allerede tre Dage efter drager en Del af Personalet paa Tourné i Provinsbyerne med Teatrets baade fra ældre Tider og fra denne Sæson kendte Trækplaster Emma Gads morsomme Lystspil “Et Sølvbryllup”. Rollebesætningen er med en enkelt Undtagelse den samme som i København.
Saaledes spiller Sophus Neumann sin gamle Glansrolle som Selby, hans Søster Fru Mathilde Nielsen Frk. Knudsgaard, Fru Wandahl Sypigen og Fru Rostrup den unge Pige. Tourneen ledes af Hr. Otto Jacobsen, som spiller Hother.
Der lægges ud den 1. juni i Horsens. Næste Aften spilles i Odder. Endvidere gives bl. a. Forestilling i Silkeborg og (den 7de) i Aarhus.
For et yderlig slet Hus spillede Theatret i Gaar Emma Gads gammelkjendte »Et Sølvbryllup».
Tidligere har dette Stykke altid været en sikker Træffer. Og det er i Virkeligheden ogsaa en hel lille Perle af dansk Lystspilkunst, som ingenlunde bør lægges hen og glemmes af Publikum. Fru Emma Gad har nedlagt sine bedste Evner som Lystsfilforfatterinde i denne godmodige og elskværdige Satire over den sure Dydsirethed i et kjøbenhavnsk Grossererhjem. Fortrinligt i teknisk Henseende rummende levende og ægte komiske Situationer, samlende sig om en spinkel, men vittig Handling med morsomme Figurer, iagttagne og fremstillede med en overordentlig Sikkerhed og et indgaaende Kjendskab og et Replikskifte, der ikke blot rammer paa en Prik, men glimrer og glitrer af elegant og slagfærdigt Vid er det et Lystspil, der altid vil more. Og det morede ogsaa det faatalligt mødte Publikum i Gaar. Hvert Øjeblik brød Latteren frem, hvad enten den gjaldt den uheldige Ægtemand med den ominøse Skramme i Panden eller Frøken Knudsgaards stramme Moralprædikener, den søde Student Engelsøe eller den hysteriske Frue.
Og det er saa glimrende Roller, at Skuespillere ikke kan ønske Sig dem bedre, hvorfor ogsaa de yngre og nye Kræfter, Hr. Georg Christensen som den søde Theolog, Frøken Doris Johannessen som den unge ved sin Naturlighed indtagende Pige og Hr. Herman Florents som hendes Tilbeder, spillede morsomt og vakte meget Bifald.
Og en fremragende scenisk Præstation var Frøken Laura Mogensens Jomfru Ludvigsen baade ved Maske – en lille sammenkrøbet, tør og vrissen Skikkelse, grebet lige ud af Livet, – og ved et Spil, der kun brugte faa og yderst stilfærdige Midler, men virkede ved en sjælden Ægthed. Lad Rollen være taknemlig – Frøken Mogensen skabte af den et lille ynkeligt Menneske, som man vil huske, naar Rollen er glemt. Alene hendes Spil er et Besøg værd. Men Publikums Theaterlyst synes ubetvingelig.
Sven.
På Søndag er der igen Premiére paa Odense Teater. De fleste ivrige Teatergængere vil endnu kunne erindre “Et Sølvbryllup”s Opførelse her i Byen for Aar tilbage, da Walther var Leder af Scenen her. Sophus Neumann var herovre og spillede Hovedrollen i Stykket – Fabrikant Selby. Det var en ganske dejlig Forestilling, og det fornøjelige Stykke sammen med Neumanns uforlignelige Komik gjorde den Mindeværdig for Publikum.
Det er en udmærket idé af Hr. Kornbeck at tage saadanne muntre danske Lystspil paa Repertoiret. Vi har faaet “Tante Cramers Testamente”, som gjorde megen Lykke, og der er heller ikke Tvivl om, at “Et Sølvbryllup” vil skaffe Hr. Kornbeck Guld og forhaabentlig ogsaa Ære.
Skuespiller Alfred Cohn har sat Stykket i Scene og han spiller selv Selbyes Rolle, som han i Aarhus har fejret store Triumfer i. Hans Hustru spilles af Fru Glahn og deres Datter af Frk. Leissner. Desuden indehaves større Roller af Hr. Lauritz Hansen, Fru Schønfeld og Hr. Sigvald Larsen, saa det bliver ogsaa nok denne Gang en seværdig Forestilling.
Fru Emma Gad er jo vittig, og i “Et Sølvbryllup” overgaar hun næsten sig selv. Senere har hun i hvert Fald ikke skrevet noget, der kan staa Maal med det. Paa Dagmarteatret opførtes det første Gang for næsten en Menneskealder siden, – 26 Aar er det i hvert Fald, – og naar Lystspillet altsaa endnu virker lige saa frisk og ægte som i 90’erne, er det et Bevis for dets Værdi. Det er jo ikke alle moderne Lystspil, der kan holde Sølvbryllup, uden man kan mærke, at de begynder at blive gamle.
Katten.
Verden og Vi, 3. november 1916
Opførelse af “Et Sølvbryllup” på Odense teater 1916. Ved Bordet til venstre: Sigvald Larsen, Margrethe Leisner og William Knoblauch. * Staaende paa Gulvet: Alfred Cohen og Laurits Hansen. * Ved Bordet til højre: Georg Cohen, Karen Margrethe Glahn, Dagny Sommer, Helga Tønnesen og Clara Schønfeld. Fot. Nørmark, Odense.
