Klods-Hans, 1920.
B.T., 1920.
I skulde have hørt, hvilket Spektakel, der blev. De ligefrem hylede af Begejstring, og Adolf trampede i Gulvet baade med Benene og Stokken. Saa løb en Herre op paa Talerstolen, jeg tror han hed Grammofonagent Wælling, og han vilde da varmt slutte sig til den sidste ærede Taler og foreslaa, at man tog Pengene fra de vestindiske Millioner, der laa i London og havde Voksværk, eller ogsaa fra Klasseloteriet, naar vi fik Sænderjylland tilbage. Det raabte de ogsaa “Hørt” til og vedtog saa en Resolition, hvori det bl. a. hed, at Det røde Teaters Venner samlede til et Møde vedtager énstemmig ikke at hjælpe Teatret for vore egne Penge, men osv., ja der var saa meget. Alle var saa glade paa dette Tidspunkt, og der var en Fru Overkanonér Glad, hun ligefrem sprang op paa Talerstolen og takkede baade Hr. Sippe og Hr. Wælling. Tak, Tak sagde hun, ohsaa til Adolf, der svarede: ahh jeg bér! Jeg gad vist, om det var for Forslaget om Bajerne, hun takkede. Saa blev der raabt Leve for Teatret, og vi gik hver til sit. Enhver skulde saa faa nærmere Besked.
Det var et intresant, men et mærkelig Møde. Nu maa vi se, hvad det bliver til. Og dermed en kærlig Hilsen fra Hjem til Hjem.
Med skrevet Haand.
Soffy
Cavling (præsenterende gamle og nye Venner for hinanden):
Saa – bland dem nu lidt mellem hinanden – – og lad os faa det lidt hyggeligt!