Sommerglæder.
At holde ferie var i årene omkring år 1900 en sjælden foreteelse og især forbeholdt det bedre borgerskab, som ankom til de nyetablerede badehoteller i hestevogn og med det meste af garderoben i kolossale kurvekufferter. Først i 1938 blev ferieloven vedtaget, hvorved også den brede befolkning fik del i sommerlivets glæder.
 |
Titel: Sommerglæder Forfatter: Bent Hardervig Sidetal: 344 600 foto, flere over to sider Udgiver: Lindhardt og Ringhof År: 2013 |
 Find bøger her |
En storslået bog med et billedarkiv på 600 gamle foto der giver sommerminder fra Emma Gads tid, og den tid der fulgte. Her var Takt og Tone en god lærermester til at lære opskriften på god opførsel, og hvilke vaner man skulle forsøge at aflægge. Ikke mindst hvis man stræbte lidt opad.
De gode råd fra Takt og Tone, sætter ny standard på feriestederne.
99
Ingen diamanter om formiddagen.
Det var ofte et ret ukendt land, familien trådte ind i, når de indlogerede sig på et af de finere badehoteller. Et miljø med et klikepræget hieraki, der smaløjet og vurderende så de nyankomne an – og da mange var løsrevet fra de vante omgivelser derhjemme, hvor man havde en etableret og accepteret status, måtte man nødvendigvis træde i karakter rent socialt ved at anvende de symboler, der kunne give prestige og markere, at man var et passende bekendtskab. Og der kom konens smykker ind i billedet.
Smykkerne blev vurderet af kompetente blikke, og hvis vurderingen faldt positivt ud, var den første hurdle overstået. Men der var flere faldgruber – også hvad angik anvendelsen og en eventuel overdreven markering på smykkesiden. Det havde også Emma Gad øje for i sin bog Takt og Tone, hvori hun skriver: Damer, der ejer smykker, bør ikke tage disse på om formiddagen, særlig ikke diamanter.” Dette, fordi det så kunne give mistanke om, at damen skulle placeres blandt “de nyrige” uden passende baggrund – sociale opkomlinge fra jævne lag uden den pli og almene dannelse, der blandt de mange andre krav var adgangsbillet til at pleje omgang med det højere borgerskab.
147
Med gåsen til bords
I modsætning til tidligere i den gode tid kunne man ikke længere være sikker på, hvem man sad ved siden af ved spisesalens lange borde. Indtil de åbnede munden! Så var man ikke i tvivl – på ingen måde. Det var årsagen til, at hotellerne så sig nødsaget til at gå bort fra de lange, fælles borde og i stedet fordele gæsterne ved mindre borde, som vi kender det i dag.
Man kunne dog lavmælt fortælle om selv velanskrevne familier, der havde fået en sådan gullaschbaron ind i familien som svigersøn – ja, hvem skulle have troet det? Ganske vist blev det pakket ind i et ekstra flot bryllup, for at pynte lidt på det – men gommens familie, der mødte frem i den festlige anledning, gik der frasagn om i lange tider.
…
Familiens bankforbindelse derimod var som oftest huldsaligt tilfredse – det var tit sådan, at “de gamle penge” ikke var så rigelige, som de havde været. Som det gamle ord siger: “Efter en samler kommer en spreder” – men en køn lille datter kunne redde mangen pæn familie på målstregen. Så de unge “uslebne diamanter” blev diskret lukket ind gennem de tunge, udskårne døre, hvorefter man hastigt gik i gang med at slibe ham eller hende og den tilhørende slagterfamilie til – og her kom Emma Gads Takt og Tone ind som en del af de lektier, der skulle læres: “Man må aldrig pege med fingeren på en person”, “Det hører ikke til god tone at fløjte, sukke eller gabe, når man er ude mellem fremmede”, “Man slikker ikke på sin kniv, når man sidder ved bordet”, “Hvis man mærker, at man ved et spørgsmål eller bemærkning kommer galt af sted og har trådt ind mellem brændenælder, bør man lynsnart dreje af og ikke søge at hjælpe efter, som for eksempel hin mand, der havde værtinden til bords og sagde: “Åh, det er ikke så ilde at have gåsen til bords – ja, jeg mener – den stegte.”
223
Emma Gad, der udgav sin bog Takt og Tone i 1918, var en klog og snusfornuftig dame – i sin bog skrev hun formanende:
Hvis De har unge døtre med, pas da en smule på dem og hold lidt stand over for heftige ønsker om måneskinsture, bådudflugter ved aftenstid o.l. Den tone, der let opstår ved sådanne ture, er ikke altid klædelig eller egnet til at hæve en ung dames omdømme.
Selv om det ikke var noget, man ville indrømme – må jeg være fri – så var der på feriestederne jo de samme muligheder for den ældre generation.
Der fandtes da en del modne og elskværdige damer, der syntes, at de havde været enke i så tilpas lang tid, at deres blikke var begyndt at afsøge horisonten – og det var da også almindelig kendt, at enkemænd som oftest havde ret svært ved at få deres dagligdag til at hænge sammen, når husets styrende ånd ikke var mere. Så: en diskret form for grånende galanteri var da helle ikke uvelkomment. Og så kunne man jo se, hvad det eventuelt kunne føre til. Også derom havde Emma Gad en mening:
Forlov Dem ikke i en sommerferie på et badehotel. Husk, der er så godt som ingen konkurrence, og De kan blive frygtelig skuffet ved at se genstanden for Deres hurtigt opståede passion under mere civilicerede forhold. Se hellere tiden an.