Et Stridspunkt 1888

PERSONERNE:

FRU KLENAU. HEMMING, hendes Søn. FRANTS HELLER, hendes Søstersøn.
FRØKEN JULIANE EGGERS. MAGNA, hendes Broderdatter. ANDREA, Fru Klenaus Jomfru.


2. AKT (3) Frants gaar ud gennem Entréen. Hemming gaar et Par Gange frem og tilbage og gaar saa hen imod Fru Klenaus Værelse.
HEMMING (banker paa). Moder, maa jeg komme ind til Dig?
Fru Klenau kommer ind.
FRU KLENAU Her er jeg, min kære Dreng — hvordan har Du det nu?
HEMMING Moder, sig mig ærligt, ganske ærligt — vidste Du, at Magna kom herind i Aften for Andreas Skyld?
Fru Klenau tudser og betænker sig.
HEMMING Vidste Du det?
FRU KLENAU Ja.
HEMMING (heftig)
Aa Moder, det har Du kunnet gøre!
FRU KLENAU Jeg har ikke sagt andet, end hvad der var Sandhed.
HEMMING Men ikke hele Sandheden — det betyder undertiden det samme som Løgn.
FRU KLENAU Men Hemming dog —
HEMMING Har Du maaske ikke ved Din halve Fortielse bagtalt Magna for mig?
FRU KLENAU Af hvad Grund hun end er kommen, saa holder jeg fast ved, at kunde hun bære sig saadan ad, kunde hun have Tanker for andet end Dig i Dag, saa er der kun daarlig Garanti for Dit Ægteskabs Lykke. Hvis det er at bagtale hende, at vise Dig det — vel, saa har Du Ret, saa har jeg bagtalt hende.
HEMMING Aa, Du forstaar ikke Magna.
FRU KLENAU Nej, det indrømmer jeg.
HEMMING Maaske hun har gjort meget, som de fleste unge Piger ikke vilde gøre, men hvad har det at sige — paa Bunden er hun varmtfølende og god —
FRU KLENAU Kan være!
HEMMING Du trækker paa Skulderen. Men det kan jeg sige Dig, aldrig — aldrig havde hun indladt sig paa at gøre det, Du her har gjort — aldrig havde hun ved et beregnet Greb søgt at berøve en Anden hans Lykke, for at holde paa sin egen.
FRU KLENAU (med en Bevægelse)
Vil Du sige, at jeg har gjort det?
HEMMING Kan Du da sige Dig fri for, at Du er gaaet ud paa at hindre vor Forbindelse?
FRU KLENAU (lidt usikker)
Jeg negter i alt Fald ikke, at jeg ønskede det.
HEMMING Og hvorfor! Fordi Du i Din Egenkærlighed klamrede Dig til Tanken om Dig selv. Du vilde beholde mig — Din Beskæftigelse — Din Kavaler, Din Bordfælle! Om saa jeg — Din Søn, blev ulykkelig eller ej, det tænkte Du ikke paa.
FRU KLENAU Jeg forsikrer Dig Hemming, jeg har kun havt Din Lykke for Øje.
HEMMING Du glemmer, hvordan Du optog det, da jeg fortalte, at jeg havde forlovet mig, selv før Du vidste med hvem det var.
FRU KLENAU Men naar der nu pludselig bliver sagt til En: Det bedste, Du har i hele Verden, bliver taget fra Dig af en Fremmed, sig mig, er det saa ikke for meget forlangt, at man skal blive glad for det, saadan lige med ét? Husk — det hele er sket i Dag — for nogle Timer siden.
HEMMING Og de faa Timer har Du brugt til at ødelægge mit Livs Lykke.
FRU KLENAU (lidt tøvende)
Velan da, saa Lag den igen, Din Lykke! Tag Din Magna – jeg skal ikke mere staa Dig i Vejen.
HEMMING Det kan Du trygt sige, efter at Du saa grundigt har gjort det. Jeg sagde hende i min ophidsede Stemning saa haarde Ord, at det hele nu er forbi.
FRU KLENAU Der kommer en Dag, hvor Du ikke vil beklage dot. Tro mig — Du var ikke bleven lykkelig.
HEMMING Vel! Saa heller ulykkelig med hende, end aandelig fattig med den første den bedste pæne lille Frøken! Hun var Den, jeg trængte til — Den jeg higede efter — Lyset — Livet — Glæden. Og hende har Du skilt mig fra — hvor kunde Du — hvor kunde Du! Med hvad Ret blander Du Dig i, hvad der angaar min Sjæl — mine Følelser?
FRU KLENAU Med den Ret, som en uendelig Kærlighed giver, og maaske ser jeg — Din Moder, i dette øjeblik klarere, end Du selv, hvad der tjener til Din Lykke.
HEMMING Det maa Du lade mig selv om. Hver maa søge Lykken efter sin Opfattelse, gøre sine egne Erfaringer, — følge sine egne Maal.
FRU KLENAU Og naar det saa gaar galt?
HEMMING Saa faar man sige til sig selv — jeg har villet det saaledes, og saa faar man ogsaa tage Følgerne. Men det Ansvar tør man ikke tage paa sig paa et andet Menneskes Vegne; det er det, Du har gjort — paa en Maade, jeg ikke havde ventet.
FRU KLENAU (ængstelig)
Hemming, Du tvivler da ikke om min Kærlighed til Dig?
HEMMING AH nej, jeg véd naturligvis, at Du holder af mig, men ikke saaledes, som jeg troede. Er der noget der staar for En som selvfornegtende, saa er det en Moders Kærlighed. Jeg ser, at den er egenkærlig som alt andet.
FRU KLENAU Hemming, tal ikke saadan, det gør mig altfor ondt. Husk dog, hvad vi har været for hinandenb, vi to.
HEMMING Netop derfor gør det mig saa skærende ondt. Aldrig er en Moder bleven elsket varmere, aldrig beundret højere. Om alt kune skuffe og svigte mig her i Verden, Du, min Moder, var hævet over alt. Og saa at se Dig, der følte saa fint og tænkte saa fornemt, bringe noget, der var saa lavt og ufint, ind i det Forhold, hvor Din Søns Lykke stod paa Spil – nej dog – nej –
FRU KLENAU Aa Hemming, det er de første bitre Ord, der nogensinde er vexlede imellem os, lad det ogsaa blive de sidste. Hun, det fremmede Pigebarn, der er Skyld i dem, hun vil snart være glemt, og saa vil det blive som før. Du kan være vis paa, min egen Dreng, at jeg alligevel er Den, der holder mest af Dig i Verden — jeg skal gøre alt for Dig — kun leve for Dig —
HEMMING Aa, jeg er bange for — vort Forhold bliver ikke mere, hvad det var.
FRU KLENAU Hemming —
HEMMING Jeg har ikke mere den urokkelige Tillid til Dig, som jeg havde — jeg tror Dig ikke mere fuldt ud. Naturligvis — vi kan leve fredeligt ved Siden af hinanden, vi kan snakke sammen og færdes sammen, men det varmende Samliv, der gik fra Hjerte til Hjerte og bandt os fastere sammen for hver Dag, der gik — det er brudt, og det lader sig ikke flikke sammen.