Julen

Allerede i november begynder de kære små at lade vink falde om, hvad de kan tænke sig at ville modtage, og inden juleaften er nået, er gavelavinen svulmet op til en tordnende finansiel katastrofe i mange huse. Spørgsmålet vil for de flestes vedkommende være: hvem skal man give gaver? Det vil naturligvis afhænge af temperament og familietradition og særlig af, hvor mange gaver, man selv får.

I fornuftigere kredse har dog urimeligheden ved, at voksne mennesker giver hverandre overraskelsesgaver, gjort sig så vidt gældende, at man indskrænker sig til bagateller og spøgefulde ting, og man må håbe, at denne opfattelse vil brede sig, hvor meget end de handlende anstrenger sig for at holde skikken vedlige.

De bør ikke give den, hvis smag og vaner de ikke nøje kender, en genstand af speciel art eller af stort omfang. En uhyre majolikavase, man ikke har plads til, er slem at få til huse, hvorimod et silkesjal eller et par handsker, der lægges i en skuffe, aldrig kan genere.

En høne, en æske konfekt eller en flaske likør kan virke beskedent men aldrig uvelkomment. Spisevarer er at foretrække for blomster, der sendes rundt efter en stor målestok.
Når de får noget, de finder forfærdeligt, brug da hele deres åndsnærværelse for ikke at røbe det, selv med den mindste trækning. Glem ikke, at giveren synes om det.

Giv ikke deres børn kostbare julegaver. Barnefantasien har den lykkelige evne at gøre det tarveligste legetøj illuderende, og luksus bidrager kun til, at julen, modsat af, hvad den skulde, gør børnene fordringsfulde og mindre elskværdige.

At lade gaver, man ikke bryder sig om, gå videre, er behageligt og besparende, men farligt. Hvem kan i juleundersøgelsen af skabe og skuffer huske, af hvem man har fået en tegnebog eller krukke i fjor. Men giveren kan så glimrende huske det, og en drilsk skæbne vil undertiden lade det blive ham eller hende, man lyksaliggør med tingen, og det er ikke enhver, der kan tage det spøgefuldt.
Når de derfor lagrer en genstand med denne brug for øje, bør de udstyre den med en oplysende seddel.

Julen er helliget til familiesammenkomster. Der er ganske vist lidt for mange af dem, fordi helligdagene er for mange. Det morer ikke de unge synderlig dag efter dag at spille lotteri om småting med gamle tanter, hvorfor de stræber, hvad de kan, for at komme afsted til juleugens dansefester på de store hoteller. Det virker ikke altid helt elskværdigt, idet julesammenkomsterne har deres virkelige berettigelse som et samlingsmærke for familien. Til anden adspredelse er året langt nok.

Overgangen fra det svundne år til det kommende, nytårsaften, vil de fleste helst tilbringe sammen med deres nærmeste. Når klokken slår tolv, føler man trang til at tømme sit glas for det nye og ukendte år med dem, man har at støtte sig til, fordi man er forvisset om, at de vil tage del i ens sorger og glæder.
I øvrigt aflægges nytårsdag høflighedsbesøg til principaler og chefer desuden til husets frue af herrer, der nyder megen gæstfrihed i et hjem. Dog er denne skik noget i aftagende.
Der serveres ved sådanne besøg et glas vin og småkager.

Jule- og nytårskort bruges i stedse stigende grad, til største besvær for postvæsenet og ikke til synderlig glæde for dem der udveksler dem.

Der lægges mest vind på julekort, hvilket for så vidt er urimeligt, da gode ønsker for et helt år dog har større rækkevidde end en julehilsen.
Hvis man har fået julekort fra venner, hvem man ikke har gjort gengæld, sender man et nytårskort.
Sæt ikke stor bekostning på jule- og nytårskort. Den er ret spildt. Det er jo ikke litografens opfindsomhed, man sætter pris på, men deres personlige indsats, det lille ord, der kom fra hjertet og derfor går til hjertet. Det kan de lige så godt skrive på et blankt, hvidt kort.