Hjemmets Tone

For den Ene betyder Ordet Hjem det Sted, som ligger Hjertet nærmest, den Havn, hvorhen man tyer under Livets Kampe og Skuffelser, sikker paa at finde Trøst og Hvile. For den Anden vil Hjemmet kun sige: En nødvendig Station paa den daglige Ørkenvandring gennem Forlystelserne og Forretningerne, det Sted, hvor man spiser og sover, klæder sig om, saa nogenlunde ligegyldig for, hvor det findes, og hvor ofte det skifter Sted.

Naar Hjemmet føles som et saadant blot og bart Opholdssted i Stunder, hvor ikke noget andet og mere underholdende frembød sig, saa kan man være temmelig sikker paa, at der har været og er en Mangel ved den daglige Omgangstone. Forældrene og især Moderen har ikke forstaaet at skabe en Helligdom for sine Børn ud af en Række Værelser, en Følelse, som er noget af det mest dybtgaaende i Menneskers Hjerter ganske uafhængigt af de ydre Kaar. Det er tidt om smaa beskedne og lavloftede Stuer, at de uforglemmeligste Minder og de kærligste Tanker samler sig, hvorimod Livet i prægtige Højenloftssale kan lade Hjertet koldt, fordi der, trods al ydre Glans, savnedes det, der giver Næring til Hjertet og Følelsen.

Ligesom det kan ske, at der ikke er Musik i Huset et Sted, hvor der spilles den hele Dag, saa kan der i et Hjem savnes den evig klingende Tone af Skønhed og Livets Glæde. 
MAND OG HUSTRU
Den vigtigste Betingelse for, at der skabes en god Tone i Hjemmet, er naturligvis indbyrdes Kærlighed og godt Humør til at taale Livets Ærgrelser og Skuffelser. Men næst efter det er Husfruens Forhold til sit Hjem det mest afgørende.
Husfruen bør være selve Hjemmets varme Hjerte, med i alle dets Hændelser, Glæder og Sorger, og i de Familier, hvor hun det meste af Dagen er paa Farten, i Selskab og Visiter, til Møder og Udsalg, faar det daglige Liv ikke den Samlivshygge over sig, som hvor hun næsten altid er at finde, rede til at raade og trøste sine Børn, naar noget er gaaet dem paa tværs, og endnu mere redebon til at anspore deres Initiativ og Stræben imod nye Maal.

Men hvor meget en Moder end er for sine Børn, maa hun vogte sig for at lade sin Mand føle, at hun altid er paa deres Parti imod ham i de smaa Tvistigheder, som uundgaaeligt opstaar indenfor Familielivet.

Mangt et Ægteskab er faldet sammen, fordi Manden følte Hustruen og Børnene som en kompakt Majoritet imod sig, hvorved han blev isoleret og søgte andetsteds hen med sit Krav til Hyggefølelse og Lykke.
 At finde lige den rette Plads imellem Mand og opvoksende eller voksne Børn er en ikke helt let, men betydningsfuld Opgave for Husmoderen.
Opstaar der Ordstrid mellem Husfaderen og de voksne Børn, som truer med at antage en lidt bitter Karakter, maa Moderen gøre, hvad hun formaar for at dreje Samtalen i en anden Retning.

Husmoderen bør være den første til at paasé, at hendes Mands Arbejde holdes i Ære, og at der gives ham Ro og Tid i at udøve det. Det samme Hensyn til Hustruens Livsgærning bør udvises af hendes Mand, naar hun har et eget Erhverv.

Husherren bør vogte sig vel for at henfalde til den almindelige mandlige Skødesynd at være gnaven og ubehagelig eller tvær og tavs til daglig i Hjemmet, alt mens han viser sig fra den muntre og behagelige Side, saa snart han færdes blandt Fremmede.
Intet bidrager i højere Grad til at berøve Dagliglivet dets kærlige Fortrolighed og gode Humør.
I Hjem, hvor en saadan Gnavenhed er en tyngende Plage, maa naturligvis Hustruen gøre, hvad hun formaar, for at udviske den og faa Børnene til at forstaa, at Gnavenhed i Hjemmet er en saare almindelig Egenskab hos ældre Mænd. At tale til Manden om det, vil neppe føre til noget Resultat.
Naar Mænd først er blevne gnavne, er der ingen Vej tilbage.
Men for dem, der endnu ikke er blevet det, kan der være Grund til et advarende Ord, for Gnavenhed er som oftest kun en daarlig Vane, som har ødelagt mangt et Samliv og maaske er en af de hyppigste Aarsager til Ægteskabets Ruin.
En Moder bør gøre sine unge Sønner indlysende, hvilken Plage denne almindelige Egenskab er for Omgivelserne og bede dem indtrængende om at bekæmpe den, naar deres Tid kommer.
En af Grundene til dens Opstaaen er vistnok, at Manden isolerer sit Arbejde og dets Bekymringer for meget fra sin Hustrus Verden. Han maa da bære dem alene, hvad der gør ham indesluttet og trist.

En Mand bør søge at gøre sin Hustru delagtig i sine Vanskeligheder.
Han bør have Beroligelsen og Fornyelsen ved at kunne komme til hende og dele dem med hende. Og der kan indtræffe det Øjeblik, hvor han bittert angrer ikke at have gjort det, f. Eks. naar en Forværrelse af deres fælles Stilling kan komme til at staa for hende som en pludselig Katastrofe.
Hvis hun paa Forhaand havde kendt dens Aarsager, vilde hun snarere kunne forstaa Sammenhængen, ligesom der da havde været givet hende Lejlighed til at komme med et Raad til mulig Afværgelse.

Naar imidlertid Hustruen maa forlange en saadan Tillid af sin Mand, har han ogsaa Ret til at vente, at han til Gengæld kan have den samme Tillid til hende især paa det Punkt, der sædvanligvis er Kvindernes allersvageste, nemlig deres Mangel paa Diskretion. Ethvert Menneske har Trang til at kunne tale med Nogen, hvis ikke han skal blive indesluttet, og naturligst og bedst er det jo, naar han kan tale helt ud til Den, der inderst inde skulde være hans Forbundsfælle i Livets Kamp. Desværre er der mangen en Mand, som kommer træt og forpint fra Striden for det fælles Bedste, og som saa ligeoverfor sin Hustru er nødt til at skjule og dække og nøje at overveje sine Ord, fordi han ved, at de som “fortrolig Samtale” vil gaa. videre fra hende til Andre, maaske i overdreven og fejlagtig Form.
Man maa derfor raade Hustruen til den størst mulige Diskretion med det, hendes Mand har betroet hende. Kan hun ikke se noget højere Maal med at holde inde med Snakkelysten, bør hun kunne indse, at hun dermed skærer i sit eget Kød, i hvert Tilfælde ved at gøre ham til en ensom og gnaven Mand og saaledes undergrave Hjemmets daglige Liv.

Skinsyge er et af de Træk, der har den mest ødelæggende Virkning paa Lykken i et ægteskabeligt Samliv. Hos Manden bunder den gærne i et erotisk Moment, men for en Kvinde kan det godt ske, at den ikke indskrænker sig til Personer, hvad der jo er den værste Form, men kan omfatte alt, hvad der optager Manden, og hvad han holder af, selv hans Arbejde, som hun dog i Regelen lever af. Denne Art af Skinsyge, ikke mindst den uberettigede, udøver et stadigt Slid paa Følelsen og virker tilsidst ødelæggende paa Forholdet.

Hvis en Hustru vil beholde sin Mands Kærlighed, maa hun benytte sit mest aarvaagne og fineste Instinkt til at sige sig selv, i hvilke Tilfælde det er betimeligt at tie og i hvilke at tale.
Man kan bringe en Kærlighed til at visne, naar man af Modvilje eller Uforstand undlader at sige de Ord, der kunde have klaret et Misforhold eller bilagt en Uret.
Det kan lige saa fuldt virke ødelæggende paa et Samliv, hvis der med haandfaste Ord gribes ind i noget, der maaske kunde forflygtige ved helt at lades uberørt.
Frem for alt – selv om hun pines – maa hun ikke tale gentagende om noget, der er sikkert paa at opvække Ubehag, ikke atter og atter bringe det samme omme Punkt paa Bane. Plagsomhed virker dræbende paa en Mand, Samlivet glider ofte ud i Disharmoni ved Hustruens Mangel paa Instinkt i denne Henseende. Manden forstaar bedre, naar han ikke skal spørge og ikke tale om en Ting.
Hvis De ved en Tvistighed med Deres Ægtemage inderst inde i Sjælens Stilhed føler, at De har haft Uret, vær da ikke bange for at indrømme det med nogle kærlige Ord. De kan være sikker paa, at den ikke alene vil blive Dem tilgivet, men at denne Deres Indrømmelse vil trænge helt ind i Hjertet paa Den, De var uretfærdig imod.

Undlad ikke at sige de kærlige Ord i Livet. Man véd aldrig, naar det er for sent, og da vil den Kærlighed og det Hensyn, man har forsømt at vise, blive til en Anger, som aldrig helt fortager sig.

De gode Ord, der ikke blev sagt, og den Hengivenhed, der ikke blev vist, selv om den maaske føltes, har hele Uoprettelighedens Hjælpeløshed over sig.

Arbejdet. Betragt ikke Arbejdet i det daglige Liv som en Plage og en byrdefuld Pligt, men som en Rettighed, Livet gav Dem.
Udfør det mindste Arbejde med samme Troskab og Akkuratesse som det største og respekter det ogsaa hos Deres Ægtefælle.
Gør Arbejdet til Deres bedste og paalideligste Ven, hvori det saa bestaar. Naar man er ung, har man Ungdommen og Haabet; naar man er ældre, har man Arbejdet. Husk, Naturen er ligegyldig for En, Menneskene er som oftest det samme, men Arbejdet lønner En, naar man selv er trofast imod det.

Men forsøm ikke Hvilen. Saa snart De føler Dem aandelig eller legemlig udtrættet, da strit ikke imod, men giv efter og hvil Dem. Foragt ikke en lille Søvn midt paa Dagen; om den saa kun varer ti Minutter, kan den virke mærkelig forfriskende og give Kræfter til mange Timers Arbejde.

Ægtefæller af forskellig Stand og Nationalitet
At Hustruen har valgt en Mand, der staar paa et lavere Dannelsestrin end hun selv, er meget sjældent, da Kvinder ønsker at se opad i Kærlighed og helst vil nære Beundring for den Mand, de gifter sig med. Saa meget des oftere er Hustruen af ringere Byrd og kulturelt Standpunkt end Manden, ifølge det Urinstinkt hos Mændene, at de vil være de beskyttende overfor de mere hjælpeløse og svage. Dette bevirker, at en Mand ofte selv bliver den svage overfor en energisk Kvinde af Folket, der lægger an paa at blive gift med ham, og sætter det igennem, hvorved han “bliver hængende”, som det hedder i det folkelige Sprog.
Men er hun først bleven hans Hustru og bærer hans Navn, bliver han i høj Grad paavirket af hende og lydhør overfor den Behandling, der bliver hende til Del i hans Vennekreds. Hvis man sætter Pris paa ham som Ven, bør man derfor med dobbelt Venlighed og Hensynsfuldhed komme hans Hustru i Møde og lette hende Overgangen til de nye Kredse, af hvilke hun fremtidig bliver Medlem ved sin Mands Side.
Det er en Mærkelighed, man daglig er Vidne til, at Mænd ynder at vanskeliggøre deres Liv ved at hjemføre en Hustru fra fremmede Lande istedetfor at vælge en af sine Egne, der er inde i Forholdene og fra Barnsben har lyttet til den samme Sprogets og Hjertets Melodi som de selv. De foretrækker aabenbart Udlændinge.
En saadan fremmed Fugl, der skal sætte sig ind i alt, ligefra det første Ord, hun skal tale, til Forstaaelsen af de ukendte og for hende ravgale Skikke og Sæder, er at beklage. Hvis hendes Mand og hans Familie er En kær, bør man hjælpe hende over denne første vanskelige Del af den Vej, hun har at gaa, særlig, hvis hun lider af Hjemlængsel, hvad Udlændinge jo som oftest gør.
Der er for Manden to Veje at gaa, enten at gøre hende til sin Landsmand og faa hende til at smelte sammen med det Samfund, hvori hun skal leve, eller at gøre Hjemmet til en Erstatning i det Lille for det Fædreland, hun har mistet, ved at indføre dets Sprog og dets Skikke i det fælles Hjem.
Det er fremfor alt Valget af Sprog, der vil blive det afgørende. Hvis den unge Hustru til Omgangssprog vælger sin Mands Modersmaal, og derigennem glider ind i hans Slægt og hans Kreds som En af deres, har hun et større Arbejde at yde til at begynde med, men i det lange Løb bedre Udsigt til at slaa Rod i hans Fædreland, end hvis hun fastholder Brugen af sit eget Modersmaal og derved tvinger Valget af Husets Omgang til hovedsagelig at bestaa af dem, der bedst behersker hendes Sprog.
En udenlandsk Hustru bør afholde sig fra Kritik til Fremmede af sit nye Fædrelands Levevis. Vi ynder Alle at kritisere vort Eget, men ikke at høre det kritiseret af en Udlænding, hvad hun altsaa har valgt vedblivende at være.
Den Mand, der har ført en ung Kvinde bort fra Fædreland, Slægt og Venner, har en endnu større Forpligtelse imod hende som kærlig Husbond og Beskytter, end hvis han havde giftet sig med et af Landets Børn.

Fornuftigst er det jo i Tide at mærke sig, at man i fjerne Lande bør nøjes med at plukke Blomsterne og lade Buskene staa.
INDBYRDES HENSYNSTAGEN I HJEMMET

Er der noget Sted, hvor det er sandt, at man høster, som man saaer, saa er det tilvisse i det daglige Liv. Den Lykke, man formaar at sprede om sig ved at give Kærligheden til sine Nærmeste et Udtryk, den kommer tifold tilbage, ikke alene i Form af Ens Kæres Glæde og Taknemlighed men ogsaa i selve den Tilfredsstillelse, der ligger i at yde den.
Gør det derfor til en Regel at være til saa megen Glæde og Adspredelse som muligt. Man skal ikke være bange for at paatage sig et lille Arbejde, gaa et Ærinde, give en Haandsrækning, paatage sig en ubehagelig Samtale for at hjælpe dem, man lever sammen med.

Men især skal man tale med dem. Ikke alene om det, der staar i Bladene, eller om det, der foregaar i Huset eller i den snævreste Kreds, men søge at bringe nye Interesser ind gennem Drøftelser af kulturelle Æmner og Spørgsmaal. Enhver af dem, der bor under Tag sammen, bør bidrage Sit til, at Husets Aand og Tone er højtliggende, uden at Spøg derfor tilsidesættes.

Det Hus, der bandlyser Spøgen og Satiren fra sine Enemærker, har dermed givet Afkald paa de spillende Solstraaler i sin Livsførelse.

Naar Samtalen i Familielivet stiger til Diskussion, maa den nødig blive til hvas Disput, der blot forbitrer og aldrig fører til noget Resultat.
Foreligger der indenfor Familiens Medlemmer stærkt afvigende politiske Anskuelser, bør man frit kunne tale derom og Hver især fremsætte sine Meninger uden Forbitrelse eller Anmasselse. De Æmner, man ikke tør berøre, men forsigtigt lader ligge dybt nede i Lasten, bliver tilsidst farlige at drage op for Dagens Lys.
Famlielivet bør jo ikke heller være en sukkersød Aandens Næring, men tværtimod indeholde det Livets Salt, der skal styrke En overfor de ydre Omgivelsers Knubs.

Et Menneske med meget udprægede Interesser bør ikke tale for meget om dem. Paa den anden Side bør de, der lever sammen med ham eller hende, ikke vise Ligegyldighed eller Foragt for denne Hovedinteresse, selv om den drejer sig om Frimærker.

Ethvert Medlem af Husstanden bør føle sig solidarisk med de Andre og tage Del i de Andres Lykke og Sorg. Der er Øjeblikke, hvor Enhver, ikke mindst de Unge, føler Trang til at søge Ly i Hjemmet som i en Nødhavn. Alle Husstandens andre Medlemmer bør i saadanne Dage staa paa sin unge Husfælles Side paa den Maade, der passer til hans Temperament og til hans Skuffelses Natur. Nogle trænger til at tale sig bort fra Bitterheden, Andre tier, men føler Trang til Trøst og Opmuntring, og Andre igen er sky og ømskindede og trænger til Tavshed. Dem skal man ikke spørge men behandle med kærlig Nænsomhed.
Kend dine Nærmeste saa godt, at Du usvigelig sikkert ved, hvilken Vej til Trøst der er den rette, men hvad enten det er Tavshed eller Tale, lad den være gennemtrængt af en stærk og varm Sympati. Ved Samlivet i en Familie maa man først og fremmest have for Øje, at de forskellige Karakterer og Aldersklasser ser forskelligt paa Livets Forhold. Der er intet Sted, hvor den nænsomme Forstaaelse er nødvendigere, end hvor forskellige Generationer staar overfor hinanden.

Forældre bør søge at gøre sig klart, at de Ældre til alle Tider har syntes, at Verden er gaaet tilbage siden deres Ungdom, og de Unge bør have en Forstaaelse af, at om ti Aar vil de maaske alligevel synes, at Forældrene har Ret. Søg derfor altid at overveje Sagen ogsaa fra de Andres Synspunkt.

Hjemmets religiøse Liv
For ethvert Medlem af en Husstand bør det være magtpaaliggende aldrig at træde op overfor sine Husfællers religiøse Følelser, hverken med Spot eller Kritik eller med at drive Propaganda i Hjemmet. Den bedste Propaganda for sin Religion gør man sikkert ved at være den føjeligste, blideste og mest forstaaende af alle Husfællerne. Jo mere man kan sprede Solskin og Glæde over det Hjem, man lever i, jo lettere vil det være at faa sine Husfæller til at forstaa, at Ens Tro er den bedste.
Vanskeligst bliver Forholdet naturligvis ved Nyomvendelser og Religionsskifte, som ikke rigtig forstaas af Omgivelserne, og hvor den religiøse Begejstring undertiden antager saa stærke Former, at de kan true med at sprænge Hjemmets Rammer.
Hvor et religiøst Ægtepar har voksne Børn, bør de vist være forsigtige med i for stærk en Grad at stræbe efter at bibringe de Unge de samme Følelser. Trykket vil i de fleste Tilfælde bevirke en Modstand, der førertil det stik modsatte Resultat af det, der ønskedes.
DE GAMLE I FAMILIEN
Paa eet Punkt er fuld Eftergivenhed og Overbærenhed nødvendig, og det er, hvor en Husstand rummer meget gamle Medlemmer. De Yngre bør ikke der glemme, at mange Gamle føler Alderdommen hvile paa sig som et stadigt Tryk, der gør dem bitre og ofte uretfærdige.
Der er derfor des mere Grund til at møde dem med den største Hjertelighed for at mildne dem denne indre Sorg og til aldrig at røbe, at der lægges Mærke til deres Smaasvagheder:
Tal højere, naar en Gammel er døv, uden at blive demonstrativ. Søg efter Brillerne, hør paa de gamle Historier. Stræb altid at drage den Paagældende ind i Samtalen og ind i Livet. Gør det ogsaa af den Grund, at det bærer en Løn i sig selv, for de Gamle kan være saa rørende taknemlige over den Hengivenhed, som vises dem af de Unge. Vinder man et gammelt Menneskes Hengivenhed kan dette ofte være et af de smukkeste Forhold, Livet giver En.
Men de Gamle maa heller aldrig glemme, at det er dem, der skal række Haanden ud. Det er nu engang saaledes, at Livet tilhører Ungdommen og det er den, der med kongelig Gavmildhed kan skænke Lys og Lykke.
De Gamle maa derfor vise Deltagelse for den Generation, der har arvet Livet og med kærlig Aarvaagenhed vaage over dens Færd. Hvis de i dette kan bekæmpe Alderdommens Særheder, vil de føle sig rigt belønnede.
FORHOLDET TIL DEN ANDENS FAMILIE
er et af de vanskeligste Punkter. Man dumper ved sin Forlovelse pludselig ned i en ofte vildfremmed Familie med andre Forudsætninger og Synspunkter end de, der er raadende i Ens egen Slægt. Sandsynligheden taler for, at man har vanskeligt ved at finde sig tilrette deri, da Venskab og Sympati er noget, der maa udgaa indefra. Den lader sig sjælden overføre paa paatvungne Onkler, Svogre og Svigerinder.
Men man skylder sin Ægtefælle at gøre alt, hvad man formaar, for at komme til at holde af hans eller hendes Nærmeste, og hvis det ikke lykkes, bør man gøre saa gode Miner som muligt og aldrig lægge en Hindring i Vejen for sin Ægtefælles Slægtsfølelse, endsige hakke paa disse Slægtninge. Det gør kun ondt værre.
FAMILIELIV
Selv om en Families Medlemmer ikke naaer at komme meget sammen undtagen til Livets Højtider, bør de staa paa en saadan Fod som Slægtninge, at de ses i Fortrolighed uden Hensyn til selskabeligt Samvære eller Sammenspisning.
Har De Søskende, har De gifte Børn, har De Forældre, De ikke bor i Hus med, da besøg dem flittigt. Gaa til dem, naar det er mindst ventet i deres daglige Liv – tal med dem om det, der ligger dem paa Sinde, og fortæl dem, hvad De selv, for Deres Part, er optaget af, skuffet over eller glad ved.
Gør Deres Bedste for at finde Næring for Deres Hjerteliv i de nære Forhold. At tro paa fjernere Forbindelser vil som oftest føre til Skuffelser. Men De finder ikke denne Næring uden selv at yde kærlig Interesse og Hensyntagen. Det hjælper ikke, De maaske vil undskylde Dem med, at De ikke har Tid; det er af den Slags, man skal finde Tid til, og Den, der f. Eks. forsømmer at besøge sin Moder af Mangel paa Tid, mangler snarere Hjertelag end Tid.
HUSETS VENNER

Maaske Følelsen af at have Venner er en af de største Glæder, der bliver Mennesker givet, men denne varme Følelse kan ikke have nogetsomhelst andet end Hjertelaget – Hengivenheden til Grundlag. Det mindste Gran af Snobberi, af personlig Interesse, af Stræberformaal – og det er forbi med den indre Glæde. Der bliver køligt i Ens Indre, og man fortjener ikke bedre.
Det bedste ved det ægte Venskab er næsten det, at det holder En moralsk oprejst. Staar man overfor noget smaaligt og lavt, som man fristes til, noget, der kunde bringe En enten Fordel eller Hævn, og man saa kommer til at tænke paa sin bedste Ven og hans eller hendes Tiltro til Ens Tænkemaade, saa gør man det ikke, dette Lave – kan ikke gøre det. Saa højt skal man sætte Venskabet, og saadanne Venner skal man have.

Det lykkeligste er at slutte sig saa nær til sine Barndoms- og Ungdomsvenner, at man beholder dem Livet langt. Men selvfølgelig kan man ogsaa senere hen i Aarene stifte Bekendtskaber, der udvikler sig til varigt, ja uforgængeligt Venskab, hvor Forholdet er bygget paa en ganske uvilkaarlig Sympathi.

Et gammelt Ord siger: Ingen Ven Du har, der dadler, naar Du Dadel har behov.
I rette Øjeblik at gøre en Ven opmærksom paa en Handlemaade, der almindelig vil blive opfattet som fejlagtig, er en virkelig Tjeneste at gøre ham, saa meget mere som den ikke er behagelig. Det maa gøres med Hjerte og Takt, som alt, hvad der skal gøre til det Gode.
Baade i Venskabs- og Forretningsforhold skal man være varlig med at glide ind paa et galt Spor, lokket af et bestikkende Væsen. Vi er alle tilbøjelige dertil. Hvis vi vil undgaa Livets værste Knubs – de støre Skuffelser – maa vi lære at se durk igennem et vindende Smil og en behagelig Udtryksmaade ind til Personlighedens mere forlorgne Egne. Det hænder jo, at vi i Stedet for de Roser, vi troede at holde i Haanden, ser, at de er vejrede bort, og at vi kun har beholdt Tornene, der stak.

Er det gaaet lidt skævt for en gammel Ven, bør man i forstærket Grad vise ham sit Vennesind.
Man bør være særlig venlig mod dem, der ikke har haft en heldig Haand overfor Livet.

Der er et Forhold, som en nygift Kone bør give nøje Agt paa, et af Samlivets sarteste Forhold, nemlig til hendes Mands Ungdomsvenner. Et Fejlgreb paa dette Punkt har ofte lagt Spiren til en Mands Afkøling overfor Hustruen. I første Omgang vinder hun som oftest, men i næste taber hun.
En ung Hustru bør ikke gennem en Art af Jalousi gøre sin Mands nære Ven til sin Uven, endnu mindre til sin Tilbeder, men til sin Ven og Kammerat, som han er det for Manden.
Det er den unge Hustru, der ved Ægteskabets Begyndelse bestemmer det fremtidige Forholds Natur. Sandsynligheden taler for, at hun da ikke vil se paa Mandens bedste Ven med videre Sympathi, dels fordi man helst vil vælge sine Venner selv, dels fordi hun, hvis hun er forelsket i sin Mand og derfor er lidt ufornuftig, vil synes, at den Følelse, han nærer for Vennen, er noget, der tages fra hende. Men det er det ikke. Følelsen er saa forskelligartet, at den godt kan leve Side om Side med Kærligheden til Hustruen. Hun bør lade sin Mand beholde sine Venner Livet igennem og selv hjælpe ham dermed.

Vær lidt varsom med at se altfor lyst paa Venners Sorg og Modgang og at tale for trøstefuldt derom.
Tro ikke, at det altid trøster at faa sagt i en munter Tone: “Aa, Du skal se, det klarer sig nok” o. l. 

Der er Mange, der lader sig irritere af en for udpræget Optimisme og tager den for Ligegyldighed. Hvis ikke de rette Ord kan findes, ti da hellere stille og giv Medhold. 

Forsvar altid fraværende Venner, som i Deres Paahør bliver angrebet og kritiseret i en Selskabskres. Lad ikke et saadant Øjeblik, som knytter Deres Hjerte fastere til en Ven, drage forbi, og husk paa, at Tavshed fra Deres Side er ikke nok. Man skal imødegaa og bekæmpe usande Rygter og smudsige Hentydninger, der gaar ud over Ens Venner.
Selv om De i Deres stille Sind maa indrømme Berettigelsen af en Kritik, De hører fremsat mod en Ven, udtal da ikke dette, men forsøg at forsvare ham eller hende alligevel ved at gøre de Aarsager eller Synspunkter gældende, der kan have bevirket Vedkommendes Handlemaade, eller fremdrag i hvert Fald andre gode Egenskaber.
Men vær taktfuld og besindig i Deres Forsvar. Unødig Iver og aggressiv Tone mod de Tilstedeværende virker snarere til Skade end til Gavn for den Fraværende og for Dem selv.
Gentag ikke nedsættende Omtale og Kritik til Den, det er gaaet ud over, med mindre en Imødegaaelse af usande Rygter er nødvendig og betimelig for Vedkommende. Vær i saa Fald klog nok til saa vidt muligt at fortie Navne.
Lad Dem ikke paavirke af en Følelse af ikke at kunne gengælde, hvad De modtager, naar det komnier fra en Ven. I et Forhold, hvor det menneskeligt smukke er og bør være det afgørende, spiller det ikke nogen som helst Rolle, hvem der yder og hvem der nyder. Ilde anbragt Stolthedsfølelse har foraarsaget megen Misforstaaelse her i Verden og derfor megen unødig Sorg.

Husfæller bør ikke kritisere de Andres Venner, ikke bestandig hakke paa dem, og selvfølgelig især ikke vise sig uvenlig imod dem, det være sig en seksaarig Skolekammerat eller en bedaget Olding. Alle bør føle sig velkomne ved Husets Arne, naar de staar En af Beboerne nær.

Der skal Talent til alt her i Verden, ogsaa til at være Ven paa rette Maade. Det er nemlig ikke gjort alene med at pleje Omgang, det vil sige veksle Indbydelser med sine Venner. Man skal leve med i deres Glæder og Sorger, tage Del i deres Ængstelse ved Sygdomstilfælde, deres Feber ved Børns Eksaminer, deres Forhaabninger ved de Unges Giftermaal o. l. Man skal føle sammen med dem. Denne Evne for Venskab er undertiden medfødt, oftere ikke. Men man bør fremelske den hos sine Børn, saa vidt man formaar det. Ingen indre Glæde vil kunne være større for dem senere i Livet end at kunne føle denne Meddelagtighed i sine Venners Ve og Vel.
Uvenskaber vil naturligvis indtræffe af og til, i Særdeleshed hvor man holder meget af hinanden og tager sig smaa Uvenligheder og Hensynsløsheder nær, men man bør da ikke fæste sig for stærkt ved dem og ikke tage i Betænkning at række Haanden ud til Forsoning.

Gaa ikke letsindigt løs paa vanskelige Eksperimenter, der let kan fore til Sammenstød, saasom at rejse sammen, føre Hus sammen, leje en Sommerbolig til Venner, laane dem et Sommerkøretøj, betro dem en elsket Hund eller Papegøje o. l. De vanskelige Ting, der ikke kan undgaas, som f. Eks. at arve sammen eller faa en Datter gift med en labanagtig Søn af gode Venner m. m. kan være mere end tilstrækkeligt som prøvesten.
Naar imidlertid Mennesker ikke er bedre, end at de bliver Uvenner, da bør dette antage saa lidet demonstrative Former som muligt. Det er uklædeligt og latterligt, naar et tidligere varmt Venskab slaar over til vildt Had, og det gør et tarveligt Indtryk, naar det giver sig Udslag i ikke at kunne komme sammen og den Slags. Man bør kunne vedblive at opretholde den ydre Form og være sammen med Alle. Hvis man endelig møder den forhadte Genstand, bør man ikke give Vedkommende den lille Sejrsfornemmelse, at man føler uimodstaaelig Trang til at se ind ad et Urtekræmmervindue.
Den Forandring i Følelserne, der har fundet Sted, bør ikke give sig noget Udslag, som Udenforstaaende kan bemærke.

Hvis De er klog, saa tal kun godt om dem, De ikke kan lide. De faar derved et Drag af velvillig Overlegenhed over Dem, som Deres Uven vil komme til at misunde Dem.
Kan De ikke, hvad de Færreste formaar, tvinge Dem til denne Overlegenhed, saa undgaa Æmnet med et Par ligegyldige Ord.
Er der indtruffet Uoverensstemmelser i Deres Kreds, stræb da at indtage en velvillig Nevtralitet til begge Sider. Prøv ikke paa at spille Forsonerens Rolle undtagen gennem en langsom og indirekte Paavirkning. En demonstrativ Mæglingsaktion vil som oftest føre til, at De bliver Uvenner med begge Parter.
Det samme Resultat opnaar De som oftest ved at lage stærkt Parti for den ene af de stridende Parter. Disse forsones nemlig i Regelen, og i Fredstraktaten vil Den, hvis Parti De har taget, ofre Dem paa det genopstandne Venskabs Alter.
Noget andet er, at det kan være bekvemt at benytte en saadan Strid mellem Venner til at blive af med en Omgang, som ikke var En kær. Men Manøvren er lidt risikabel.
Naar man er forsonet efter et Uvenskab, bør man tage Lære af det Skete og lade det fremtidige Forhold være paa en Varmegrad, der ikke kan medføre Kortslutning.

ORDEN OG PRÆCISION

Et Hjem kan umuligt blive hyggeligt, naar Orden ikke raader i alle dets Forhold. Ordenssans uden Pedanteri maa være den Rettesnor, som gælder for alle Familiens Medlemmer.
Orden er noget af det vanskeligste at lære Børn, og det er meget nemmere for Moderen selv at lægge alt tilrette i alle Skuffer og sørge for at holde Orden for dem alle, end det er at dressere de Unge dertil, men hun bør gøre det alligevel. Hun faar kun Utak derfor i Øjeblikket, men senere i Livet vil hendes Børn være hende taknemlige, hvis det er lykkedes hende at indprente dem Ordenssans. 

Hvad sagde ikke den vise Frøken Zahle: “Man skal aldrig gøre Orden, man skal have Orden.” 

Præcision spiller ogsaa en stor Rolle i Husets daglige Gang, særlig ved Maaltiderne. Hvorledes kan de blive hyggelige, naar Familiens Medlemmer kommer dumpende bagefter, snart den Ene, snart den Anden, og Maden skal staa og vente og uafladelig holdes varm. Den Præcision, som Skolen gør Sit for at indblæse Eleverne, bør Familielivet holde vedlige.
Husk, at Præcisionen i Hjemmet gør den til en Vane for Livet, og at det hører med til den mest elementære Høflighed at være punktlig og aldrig lade Andre vente paa sig.