Paaklædning

DEN DAGLIGE PAAKLÆDNING

bør ikke ringeagtes indenfor Hjemmets Vægge. Hvis alle Medlemmer af Husstanden altid er sirlige og nette i deres Ydre, bidrager det væsentlig til at opretholde Hjemmets gode Tone.
Hav Agtelse for det daglige Livs Skønhed. Mist ikke Omhuen for Deres Klædedragt og Toilette, selv om De lever i Forhold, hvor der ikke er stor Udsigt til at se Fremmede. Især ikke, hvis De er ældre. Et sjusket Ydre kan til Nød passere for den Unge, men er absolut ødelæggende for Den, der er kommen lidt til Aars. Lige saa frastødende som overdreven Forfængelighed og Hang til at være moderne er for den Ældre, lige saa uheldig er Uorden og Mangel paa Appetitlighed i Ydre. Enhver formaar, selv med smaa Midler, at være sirlig.

Det væsentlige ved Paaklædningen baade for Damer og Herrer er ikke Elegance, men Omhu og Renlighed og især en bestemt Viden om, hvilken Art af Paaklædning der passer til Klokkeslettet og Lejligheden. For Damer, der om Morgenen gør husligt Arbejde, maa det tilraades at have et Overtræk, der helt dækker Hjemmekjolen, og en Molls Kappe, som beskytter Haaret mod Støv. Ved Frokosten aflægges denne Arbejdskittel, og ved Totiden omskiftes Hjemmekjolen, hvis man gaar ud, med Spaseredragten. I store Huse finder som oftest en grundig Omklædning Sted til Middagsbordet.
At iføre sig denne Aftenpaaklædning om Formiddagen, saaledes som det ofte gøres af Herrer i festlige Anledninger, maa siges at være en ligesaa ilde anbragt Skik, som hvis Damer vilde møde f. Eks. til en Udstillingsaabning uden Hat og i udringet Kjole. Paa det Punkt er Damernes Etikette ubetinget heldigere.
Hovedreglen for Paaklædning kan vist siges at være den: Stor Tarvelighed før Middag og ved og efter denne saa megen Pyntelighed, som Forholdene tillader.

Damer, der ejer Smykker, bør ikke tage disse paa om Formiddagen, særlig ikke Diamanter.
Det maa tilraades Damer i deres Paaklædning at tage mere Hensyn til deres Personlighed end til Modens øjeblikkelige Krav, som kun behøver at følges i Hovedlinjerne. Man bør oparbejde en Stil, der passer til Ens Person. Har man et landligt og buttet Ydre, kan det ikke hjælpe at ville lægge an paa Grande dame-Stilen, og er man af Naturen lang og stiv, maa man ganske opgive den smidige Ynde.
Man bør studere sit Udseende og efter det vælge Stilen for sin Paaklædning og sin Haarsætning.
Det maa tilraades enhver Moder at lade sine Døtre lære Skrædersyning. Den Besparelse det er selv at kunne sy eller idetmindste forandre og vedligeholde sine Klæder, har den største Betydning ikke alene for Budgettet men ogsaa for det individuelle i en Dames Ydre.

Middagsbordet
En Husmoder vil handle klogt i at lade Middagsbordet være Midtpunktet for Familiens daglige Liv, det Øjeblik, hvor alle Husstandens Medlemmer samles efter Dagens Gerning og Hver har noget at fortælle fra sin Færden.
Lad Bordet være saa smukt dækket som muligt, ogsaa til daglig. Anretningen kan gøre selv det tarveligste Maaltid tiltalende. Hvis man har lidt Sølvgenstande, bør man til daglig stille dem paa Bordet, og saa vidt muligt undgaa at se paa grimme Genstande, mens man sidder tilbords. Har man det ikke, kan man i vore Dage faa en smuk Erstatning i Stentøj, Kurve o. l. Sæt hver Dag Blomster paa Spisebordet, om ikke andet en beskeden Bregne. Selv det mindste har en oplivende Virkning.

Hvis der er Uoverensstemmelser blandt Familiens Medlemmer, da afskyd ikke Pilene ved Middagsbordet. Lad denne Stund være helliget en fredelig Livsnydelse og Hvile.
Husherren bør gaa i Spidsen og ikke vise sig vranten eller bekymret, og Husfruen bør følge værdigt i hans Fodspor ved ikke at klage over Prisstigning paa Fødemidler eller Vrøvl med Husassistenten. Hun bør ogsaa forhindre, at Børnene tager deres evige Smaakævl med sig tilbords.
Tal ikke ved Bordet om Familieanliggender, som De ikke gerne vil have bekendt udenfor densnævreste Kreds, med mindre De benytter et fremmed Sprog. Den Opvartende vil, selv under den mest korrekte tilsyneladende Upaavirkelighed, alligevel spidse Øren. Det er ikke alt, hvad der sker i Dagligstuen, som man har Lyst til at faa drøftet ad Køkkenvejen. Og det sker ufravigeligt.

Hjemmets Indretning
Luksus gør det visselig ikke. En tre Værelsers Lejlighed kan virke paa En som et indtagende Smil og et Slot lade En kold. Den indre Skønhed i Familielivet vil uvilkaarligt give sig Udtryk i det Ydre, hvad enten Hjemmet er stort eller lille, rigt eller fattigt, ifald man føler, at det er en kærlig og indbyrdes lykkelig Familie, der bor der og færdes i Stuerne.

Selv om man er berøvet det, der benævnes Skønhedssans, og selv kender denne Mangel, bør man helst ikke lade Andre, selv anerkendte Specialister, møblere sit Hjem for sig. Naar man selv stræber med det, faar det trods alt et Præg af Ens Personlighed, hvorimod endog den kyndigste Kunstsans, der griber ind i Ens Vaner og Smag, som oftest kun formaar at gøre det til en af de kunstnerisk udstyrede Stuer, uden personligt Særpræg, som man ser afbildede i Kunstindustrielle hefter.
Læg stærk Vægt paa Blomster og Planter. Naar man selv dyrker og opelsker dem, bliver det ikke kostbart, og intet gør et mere hjemligt Indtryk end Blomster. Lad der altid staa lidt afskaarne Blomster i Dagligstuen; selv om Vinteren findes der Sorter, der kan staa længe, og uden en Blomst kan intet prægtigt Møblement frembringe Hjemlighed og Hygge.
Lad blot Deres Hjem være et sandt Udtryk for Dem selv. Gør det ikke til en Parade ved gennem det at give et Indtryk af, at De er rigere eller finere, end De i Virkeligheden er.

Lad Soveværelserne være saa hyggeligt udstyrede som muligt, selv om det kun kan blive med malede Fyrretræsmøbler. Hold Servanten eller Vaskebordet og de andre Møbler, helligede Toilettet, med Tilbehør meget renlige og appetitlige. Stil ikke Papæsker og Medicinflasker paa Skabe eller Kakkelovn og pryd ikke Vægge og Døre med ophængte Klædningsstykker.

Lad der saa vidt muligt være Plads til en magelig Stol i Soveværelset til de Stunder, hvor dets Beboer trækker sig tilbage for at hvile sig eller læse.

Giv Plads for en Badeindretning af en eller anden Art, omend den beskedneste, og brug den flittigt. Et rundt Zinkbadekar og deri en Overskylning fra et Vandfad er overkommelig for de Fleste.

Hvor det er muligt, vil det være forudseende af unge Ægtefolk fra Begyndelsen at have hver sit Soveværelse. Der gives for ethvert Menneske Øjeblikke, hvor man helst vil være ene, hvad enten det er med sine Tanker eller med sin ydre Person.
Mangen gift Kone savner haardt at have selv det mindste Kammer, der er helt hendes eget og hvortil hun kan trække sig tilbage i Enrum. Ægteskabet bevarer desuden lettere sin Friskhed og Skønhed, naar der opretholdes en tilbageholdende Blufærdighed. Hvor en Adskillelse i Rum ikke er mulig, bør det iværksættes i Tid, saaledes, at der er Timer, hvor hver af Ægtefællerne er sikre paa at være alene.
Lad Farvesammenstilling være Dem mere magtpaaliggende ved en Stues Ordning end Stoffernes Kostbarhed. Hvad enten De ynder stærke eller udviskede Farver, studér deres Forhold til hverandre ude i Naturen og lad dem altid samvirke i Harmoni.
Forsøm ikke Stuens Smaating i denne Sammenhæng. En Lampeskærm, en Pude, et Bordtæppe, ja, selv et Glas med Blomster kan forhøje eller ødelægge Farvevirkningen.
Læg Vind paa behagelige Lysforhold baade ved Dagen og ved Aften, saaledes, at Lyset falder godt for Den, der læser eller syer, og velgørende for Øjet for dem, der passiarer.
Pas ved Møblernes Opstilling, at der paa eet eller flere Steder ved Siddepladsernes Fordeling dannes et Centrum, som falder bekvemt og naturligt for dem, der vil tale sammen.
Undgaa at stille meget Nips og mange Fotografier i Ramme paa Borde og Hylder. Læg hellere Fotografierne i Mapper. Lad til Gengæld, hvis De kan, Brugsgenstandene være smukke, saasom Bogbind, Papirknive, Sykurve o. l.
Sørg for, at Køkkenet er lyst, velholdt og hyggeligt selv om det er lille.
Lad Deres Husassistent have et godt og hyggeligt Værelse, om det end maa tages fra Lejligheden.
En Husfrue bør have sin bestemte Plads i sin Stue, hvor hun arbejder og modtager Besøg af sine Nærmeste og sine fortrolige Venner. Paa det Sted vil da Tankerne og Minderne søge hende.

HUSASSISTENTERNE

At tilvejebringe det rette forhold mellem Husfruer og Husassistenter synes at være et af de allervanskeligste Nutidsproblemer at løse. De unge Piger har ikke mere Lyst til at vælge huslig Gerning til Livskald, dels fordi der har aabnet sig saa mange andre Erhverv for Kvinder, dels fordi Fruene har svært ved at forstaa, at en ny Aand raader, og at de maa behandle deres Hjælpersker i Huset som frie Borgerinder med en fælles Arbejdsoverenskomst, og ikke som Tjenerinder, der kun har at lyde. I Huse, hvor dette endnu ikke indrømmes, forlader Husassistenten som Regel sin Plads efter en Maaneds Forløb, og dette finder beklageligvis Sted efter en stor Maalestok til Skade for Hjemmenes gode Aand.
Hvis man er saa lykkelig at have en Hushjælperske, som i et og alt føler sig solidarisk med Huset, kan man ikke nok som betragte hende som sin bedste Ven. En bedre Betryggelse for det daglige Livs Hygge og Velfærd findes ikke.
Tag Hensyn til hendes Ønsker og Vaner, som var det et Medlem af Familien. Giv hende et hyggeligt og vel opvarmet Værelse, en god Seng og en magelig Stol. Sørg for, at hun efter Arbejdet har Bøger at læse i, at hun kan gaa ud om Aftenen, naar hun har Lyst til det, men bestyrk hende helst i ikke at have saa overvældende Lyst dertil, ved at gøre det let for hende at modtage sine Slægtninge og Venner hjemme.

Naar De paatænker et Selskab, vis da Husassistenten det Hensyn at spørge paa Forhaand, om Dagen, der bestemmes, vil træde hindrende i Vejen for et eller andet Forehavende fra hendes Side, en Fødselsdag, en Familiefest el. l. Og vælg i saa Fald en anden Dag.
Glem ikke at fejre en kær Husassistents Fødselsdag paa en Maade, der siger hende, at hun har sin faste Plads i Hjemmet og i Familiens Hjertelag.
Vær taalmodig med ganske unge Pigers Fejl og Ubehjælpsomhed i Husvæsenet. De kan være fortvivlende, naar de slaar alting itu og smælder med Dørene, men er der en god Art i dem, kan en fornuftig Vejledning faa den slumrende Dygtighed frem. Naar man faar en ny Husassistent, bør man have Taalmodighed til med stor Venlighed at sætte hende ind i Husets daglige Levesæt og Vaner, hvilket vil spare En for Tidsspilde og Misforstaaelser senere.
Hvis man lønner sin Husassistent ordentligt, bør man forlange, at hun ikke viser sig med et sjusket Ydre, især, naar hun lukker op og varter op ved Bordet. I sidste Tilfælde bør hun være iført en sort Kjole og hvidt Forklæde. I større Huse ses det gærne, at hun tillige bærer en hvid Kappe paa Hovedet. Mange Husassistenter vil nødig gaa ind paa dette, og i og for sig er det jo mindre vigtigt, men de bør dog se Sagen fra den Side, at det er en Art Embedsdragt. Ingen Sygeplejerske vil f. Eks. nægte at bære den vedtagne Dragt.

Skænd ikke paa Husassistenten ved de mindste Uheld, men tal fornuftigt og venligt med hende om Tingene. Kom ikke med Bebrejdelser til hende i Andres Paahør. Lad det ikke ved den mindste Anledning fra en af Siderne komme til en Opsigelse. Der er ikke megen Grund til at tro, at en ny Ordning vil blive bedre for nogen af Parterne, og ved gensidig Imødekommenhed kan man undertiden opnaa varige Resultater.
Vær forsigtig med at lade en Husassistent, der endnu er lidt fremmed i Huset, komme ind i de Vanskeligheder og saarbare Forhold, der kan findes indenfor Familiens inderste Kreds. De fleste Familier har jo deres “Skelet i Skabet”. Naar saadanne Ting refereres og bedømmes gennem den Sladder paa Bagtrapper, som synes uundgaaelig mellem Husassistenter, hos hvem Diskretion ikke er en fremherskende Egenskab, kan der udsaaes megen Ubehagelighed for Familien. Er Husassistenten derimod en prøvet Ven, da vis hende Fortrolighed, saa vidt som det lader sig gøre, og stol da paa, at den ikke bliver misbrugt.
Vær imødekommende og venlig overfor Husassistentens Slægtninge. Drag dem til Huset, saa at hun ikke behøver at søge sin Glæde ude, men efterhaanden lærer at betragte sin Arbejdsplads som et Hjem. Det vil være i Deres Interesse ligesaa vel som i hendes egen.
Naar De besøger Deres Venner, forsøm da ikke at hilse paa Husassistenten, naar hun i sin Stillings Medfør er til Stede eller kommer ind i Stuen. Intet er et klarere Vidnesbyrd om Mangel paa Forstaaelse af Tidsaanden for ikke at tale om Hjertets Dannelse end at betragte en saadan ung Pige som Luft uden at værdige hende et Nik eller blot et Blik. Hun er jo et Medlem af Husstanden og ofte et af de vigtigere.
Det samme uheldige Indtryk gør det, naar man paa Gaden undlader at hilse Husassistenterne hos de Familier, hvor man kommer – for saa vidt man kender dem af Ydre. Med Rette gør de unge Piger gældende, at dette er hensynsløst af de Husvenner, hvis Bekvemmelighed og gode Beværtning de saa ofte har at sørge for. De hævder, at man aldrig vilde være saa uhøflig mod en ung Kvinde i en anden Erhvervsgren, og dette er et Led i den Sammenhæng som bevirker, at unge Piger af ordentlige Familier er saa utilbøjelige til at gaa den huslige Vej.
Desuden kan Uhøflighed – her som altid – vise sig uklog. Husassistenterne har ofte et stort Ord at sige hos Herskaberne og formaar med en lille Ytring at gavne eller skade Husets Besøgende. Og der kan jo altid indtræde Tilfælde, hvor disse har vigtige Interesser at gøre gældende.

HJEMMETS ØKONOMI

At have Pengesagerne i Orden er den første Betingelse for et Hjems Trivsel og Lykke. Denne afhænger ikke af store Indtægter, men snarere af at tilvejebringe det rette Forhold mellem Indtægter og Udgifter.
Læg noget op hvert Aar. Man faar Penge for at bruge dem, hedder det. Nej, det gør man ikke. Man faar dem for at bruge nogle og gemme en vis Del til eventuel Nedgangstid.
Før Regnskab med Deres Udgifter. Selv om der er en uomtvistelig Sandhed i det gamle Ordsprog, at “Ulven tager ogsaa talte Lam”, hjælper det dog altid noget, om ikke andet, saa til at holde En underrettet om, hvortil Pengene er gaaet, hvad der altid ellers er En ubegribeligt.

Budgettet
Opstil saa vidt muligt et Budget, saavel for Indtægt som Udgift.
Lad det i dette Budget være Dem magtpaaliggende at have saa smaa faste Udgifter som muligt med et saa meget større disponibelt Beløb til de løse Udgifter. Bestandig at have lidt rigeligt med Penge til disse, det er det, der udgør et behageligt Liv, og ikke den store Bolig og den større Husførelse, som en saadan uvilkaarligt medfører.

Betal alt kontant i Privatlivet, og lad Dem ikke friste til at tage paa Bog eller Kredit.
Betalingens Dag kommer dog før eller senere, og jo længere det varer, inden De eller de Andre lader den oprinde, jo mere følelig, ja, undertiden uoprettelig bliver den.
Vent derfor saa vidt muligt med at gøre Indkøbene, til De har Pengene dertil.
Spar sammen i det Smaa til de store Indkøb. De har da den rette Glæde af dem, gennem Indtrykket af, at det er en Gave, De har faaet af Dem selv ved Deres Arbejde eller Deres Sparsommelighed.
Henfald ikke til den meget almindelige Svaghed at spare paa Skillingen og lade Daleren gaa. En stort og elegant anlagt Husførelse, hvor der i Smug fedtes og spares, er ikke alene ulidelig for En selv, men afstedkommer en skarp og berettiget Kritik blandt Alle, der har med En at gøre.
Vær ikke for karrig med Drikkepenge. Lidt Flothed i den Henseende er en Behagelighed for En selv.

Betal ved Nytaar Deres Regninger for det forløbne Aar, før De tænker paa nye Indkøb ved de aarlige Udsalg. Er De først kommet tilkort og er begyndt at tage op paa kommende Indtægter, kan det danne Begyndelsen til uafladelige Vanskeligheder. Det er farligt at laane hos Andre, men ikke stort bedre at gøre Laan hos sig selv af Penge, der var lagt hen til et bestemt Brug. Man behøver blot at nævne den ene fæle Stavelse: Skat. Kravene melder sig ubønhørligt, og et elegant, nykøbt Klædningsstykke er da en daarlig Trøst for en tom Pengeskuffe.

Forsøm især ikke at betale den lille Skrædder, Syerske eller Modehandlerinde kontant, selv om Regningen bringes i et ubelejligt Øjeblik. Vedkommende har maaske haft ondt ved at klare de gjorte Udlæg og trænger haardt til at faa Pengene. Glem ikke, at Ligegyldighed paa dette Punkt grænser betænkelig nær til Hjerteløshed.
Giv Deres Hustru egne Penge til sit personlige Forbrug, saa rigelige som muligt og betragt dem som Lønnen for hendes Stilling som Husmoder. Den er i mange Tilfælde besværlig nok og lønnes ofte med, at hun maa bede om hver Øre, hun har Brug for. Husk paa, at det ikke alene gælder Klæder, men ogsaa alle de aandelige Formaal, som ethvert intelligent Menneske bør være interesseret i. Jo mere uafhængigt hun er stillet, jo bedre vil hun hævde sig som Personlighed og Bærerinde af Deres Hjem og Navn.

Lad Deres Hustru altid være nøje underrettet om Deres Formuesomstændigheder og Fremtidsudsigter. At undlade dette overfor en flot anlagt Kone har kun altfor ofte ført til en Families økonomiske Ruin, og unddrager hende i altfor høj Grad Medansvaret for en finansiel Katastrofe.
Hvis der foreligger en stærk Formindskelse af Deres Indtægter, tro da ikke, at De kan hidføre en virkelig Reform ved at spinke og spare i det Smaa indenfor den gamle Ramme. Der opnaaes paa den Maade meget lidt. Man maa i et saadant Øjeblik tage Sagen resolut, forlade den gamle Skude, gaa ombord i en ny og mindre, og begynde paa en ny Livets Sejlads. Og Erfaringen viser, at Folk bliver ligesaa lykkelige i mindre Forhold.
Undgaa saa vidt muligt at laane Penge til Mennesker, De sætter Pris paa, da det, hvis Beløbet ikke betales tilbage, hvad det sjældent gør, ufravigelig vil føre til, at De mister den paagældende Ven. Han vil undgaa Dem. Det var derfor en Menneskekender, der i et saadant Tilfælde gav det Svar: “Ja, jeg skal laane dig Pengene, men paa den Betingelse, at du ikke bliver vred paa mig, hvis du ikke kan betale mig dem tilbage.”
Giv hellere ved saadanne Anmodninger Beløbet som en Gave i saa stort Omfang, som De kan det, og med en taktfuld, helst spøgefuld Tilkendegivelse af, at De ikke ønsker nogen Sinde at se Pengene igen.
Hvis Nogen ved Tidernes Ugunst skylder Dem Penge, saa vej enhver Bemærkning, som kunde indeholde en Hentydning til, at De tænker paa Gælden.
Det uskyldigste Ord kan bibringe et giftigt Stik, som aldrig glemmes.

Lad Dem ikke altfor let forlede til at være Garant. Intet Hverv er utaknemligere. Der er Ingen, der takker Dem for det, og De løber ligefuldt den Risiko at maatte af med Deres Penge. Hvor hjælpsom De end er, vær alligevel ikke for ivrig efter at tilbyde at lægge ud. Hvis man ikke paataler det, faar man aldrig sine Penge igen, og siger man noget, faar man Skyld for Nærighed. I hvert Fald faar man ingen Tak. Se venlig ud, og lad de Andre om Udlægget.

Vær varsom, naar De har mistet Penge eller Værdigenstande, med at mistænke Nogen for at have tilegnet sig dem, enten blandt Deres daglige Omgivelser eller tilfældigt tilkomne Personer. Og hvis De ikke kan udelukke en saadan Mistanke, gem den da godt hos Dem selv, indtil noget mere faktisk foreligger.
Man tør vist trygt sige, at intet virker mere fornærmeligt end uforskyldt at faa en saadan Mistanke rettet mod sig. Det tilgives aldrig og bør ikke tilgives. Den letsindige Raskhed, hvormed det daglig sker, bidrager ikke lidet til at udsaa en vis Bitterhed i den retskafne, arbejdende Klasse mod dem, der er anderledes stillet og dog behandler Medmenneskers mere ublide Kaar paa en krænkende Vis. Naar en Brillantbrosche er forsvundet fra en Skuffe, tænkes og siges øjeblikkelig: Hvem har været her? Ikke andre end Madam Thomsen, Rengøringskonen. Spørg i Køkkenet, om hun – eller noget i den Retning. Og saa findes Broschen i mange Tilfælde i en anden Skuffe eller paa Politikamret som tabt paa Koncert. Men Madam Thomsen, hvis hun har faaet det at vide, hvad saa?
Løb ikke straks til Politiet, naar De er bestjaalet eller mener at være det. Tænk først efter, om ikke det kan bero paa en Fejltagelse, eller, hvis det virkelig er Tilfældet, om De ikke selv har nogen Skyld deri ved at have ledet i Fristelse.

Testamente bør foreligge ved ethvert Dødsfald, hvor der er blot det mindste at efterlade. Ved ikke at gøre Testamente i Tide, kan man udvise en saa hjerteløs Uretfærdighed, f. Eks. mod fattige Slægtninge og mod gamle trofaste Tjenestefolk, at man næsten synes, det gamle Udtryk om ikke at finde Ro i Graven maa ske Fyldest.
Man bør ikke, ved at skrive sit Testamente, føle sig familieforpligtet i altfor snever Forstand, men ogsaa betænke samfundsnyttige og velgørende Institutioner.
Uventet at efterlade en Sum til Venner, der er En kære og som har det smaat, er ligesaa sjældent som det er smukt. Hvis De har mange Penge, og De har Venner, der ikke har det, da husk paa at efterlade dem noget, naar De affatter Deres Testamente. Der vil da være idetmindste Enkelte, som erindrer Dem og velsigner Deres Minde.
Man bør ligeledes skrive op, hvilke Ejendele man ,efter sin Død ønsker skænket til Paarørende og Venner. Selv om en saadan Optegnelse ikke har retslig Gyldighed, vil de Efterlevende i de fleste Tilfælde efterkomme en Afdøds Ønske, og selv en mindre Genstand, der har tilhørt en bortgangen Ven, vil være Modtageren kær ved Tanken om, at Den, man ikke mere skal se, tænkte kærligt paa En.
Assurance. Forsøm ikke at assurere mens Tid er, paa alle Omraader, hvor der kan være Brug for det. Hvis ikke De har assureret, gør det da den Dag i Dag.

KORRESPONDANCE

At kunne skrive Breve er en Kunst for sig, en Ævne af stor Værdi til Bevarelse af Livets nære og kære Forhold. Et Brev, der formaar at give Udtryk for de bedste Følelser, kan varme Modtagerens Hjerte, næsten mere end de udtalte kærlige Ord, og Den, der har levet i et fremmed Land, ved, hvad et Brev fra Hjemmet kan betyde.

Ævnen og Lysten til Brevskrivning er omtrent gaaet tabt i vore Dage, undtagen hvor det gælder et forelsket Par, der maa sende et Brev en Time efter, at man skiltes.

Hvem skriver ellers lange Breve? Tiden er blevet saa forjaget, at de Fleste nøjes med et Telegram eller et Prospektkort, som ganske vist kan bringe en venlig Hilsen, men intet derudover.
Man bør ikke nøjes med at sende Postkort til dem, man holder af. Man skal tværtimod opøve sin Ævne til at forme sine Tanker skriftligt, og man skal ikke lade være at skrive et Brev til En, man har kær, fordi man tilsyneladende ikke har noget at fortælle. Det er ofte Dagliglivets Smaating, der morer Modtageren mest og giver det friskeste og mest livfulde Billede af Brevskriverens Færden og Leven. Ævnen til at skrive Breve er i særlig Grad kvindelig. Damebreve er, fraset Skribenters og Videnskabsmænds velskrevne Breve, som oftest mere fortællende og indholdsrige end Skrivelserne fra Mænd, formodentlig fordi Kvinder er mere impulsive og følelsesfulde. Som Regel vil man se, at Moderens Breve til en Søn eller en Datter er smukkere og mere kærkomne end Faderens.
Gem saadanne Breve, hvis De ejer dem, og tag dem undertiden frem.

Husk at tilintetgøre de Breve, som De ikke ønsker skal læses af Andre. Tro ikke, at Papirkurven er nok.
Betragt Privatbreve som betroet Gods. Vær forsigtig med at vise et Brev, kun bestemt for Dem, til Andre. Gør det kun, hvor det er Deres Mening at vække Glæde dermed, aldrig, hvis det berører vanskelige Forhold eller indeholder nedsættende Udtalelser. Tag hellere et Uddrag af dets Indhold, hvis dette er nødvendigt for en Sags Forløb.
Glem ikke i Stridens Hede, at man ved Offentliggørelsen af et Privatbrev under en Polemik er ude paa Umulighedernes Gebet hvad angaar Takt og Hensyn.
Gør Dem det til en Vane foruden Dato og Aarstal at forsyne ethvert Brev med Adresse, og Telefonnumer, hvilket er til stor Lettelse for den eventuelle Besvarelse.
Vær varsom med, naar De retter et skriftligt Spørgsmaal til Nogen, da at lægge en Konvolut forsynet med Adresse og Frimærke i Brevet. Det kan ganske vist i mange Tilfælde fremme Besvarelsen, men det betragtes af Mange som mindre taktfuldt.
Tilintetgør ikke Breve, der har mindste Udsigt til at kaste Lys over en Sag eller et Mellemværende. Den Plads, de optager, er kun lille, og deres Forsvinden kan fortrydes saa bitterligt.
Betænk Dem vel paa at sende Breve uaabnede tilbage, selv om De mener at have nok saa megen Grund til at være forbitret paa Afsenderen. Glem ikke, at det i de fleste Tilfælde er et Skridt, der gør et Brud ulægeligt. Desuden opnaar De ikke altid at give Fjenden det tilsigtede Stød i Hjertekulen, men ligesaa ofte at kaste et komisk Skær over Dem selv, som ved de fleste overflødigt stærke Demonstrationer.
Læs ved en Uoverensstemmelse med En, der har staaet Dem nær, den Paagældendes gamle Breve igennem, naar de giver Udtryk for en varm Følelse. Maaske der i dem kan ligge nogle Sædekorn skjult, af hvilke en Forstaaelse kan gro frem.
Naar De mener det heldigt at sende et til Dem rettet Brev til en Anden for eventuelt at meddele Oplysninger eller konstatere et eller andet, bør Vedkommende sende Dem Brevet tilbage med en høflig Tak. Hvis De ikke faar det, og De er interesseret i at faa det igen, er De i Deres Ret til at anmode om det.
Hvis De giver Nogen en Anbefalingsskrivelse eller blot et Brev til Besørgelse enten personligt i Hænde eller tilsendt, regnes det for god Tone at lade Konvolutten med denne Skrivelse være aaben.
Hvis Den, til hvem De betror den, er kendt med de finere Omgangsformer, vil den ikke blive læst paa Vejen, men den maa være stilet saaledes, at dette kan gøres uden Ubehagelighed paa nogen af Siderne.
I Tilfælde af Bortrejse er det Den, der er taget bort, som først har at skrive.
Efter et Besøg som liggende Gæst, sender man et lille Brev med Tak for udvist Gæstfrihed og mere eller mindre Begejstring over Opholdets Behagelighed.
Hvis De ikke faar Svar paa en skriftlig Forespørgsel eller en Indbydelse i Løbet af nogle Dage, er De i Deres gode Ret til at skrive paa Ny eller til pr. Telefon at forespørge, om Brevet er indtruffet, hvilket er saa meget mere berettiget, som man jo aldrig kan vide, om Adressaten er bortrejst og derfor afskaaret fra at svare.
Vær forsigtig med, hvad De skriver. Paastand kan staa mod Paastand angaaende det, der er blevet sagt, og man kan som oftest snakke sig fra det, men hvad der staar Sort paa Hvidt, er uomstødeligt. Kun altfor ofte er gamle Breve kommet Afsenderen dyrt at staa, og frister overhovedet mere end noget andet til Misbrug. Hvad vilde Folk ikke ofte give for at kunne tilbagekalde et Brev?
Skriv især ikke, mens De er optændt af Harme, men lad Solen gaa ned over Deres Vrede, før De tager Pen i Haand.
Hvad enten De er vred eller ikke, brug da ikke ubeherskede Udtryk i en Skrivelse. De vil altid fortryde det. Læg Dem den latinske Regel paa Sinde: Forliter in re, svoviter in modo [stærk i sagen, mild i måden, red.].
Sky ikke den Ulejlighed, det kan være at erkyndige Dem om et Navns rette Stavemaade ved et Brevs Afsendelse. Det kan være kedeligt at slaa det op, men Folk kan ikke lide, at deres Navn staves forkert, og hvis De vil opnaa noget gennem en skriftlig Henvendelse hos en Potentat, der hedder Hanssen med dobbelt s, maa De være forberedt paa en Skuffelse, hvis De i Brevet har stavet ham slet og ret Hansen.
Hvis De modtager et uartigt og ubehersket Brev, undlad da helst at besvare det.
En Dame, der skriver til Fremmede, med Forventning om Svar, bør i sit Brev give til Kende, om hun er Frue eller Frøken. Som oftest findes denne Angivelse ikke i Breve fra fremmede Damer, hvilket foraarsager Forlegenhed ved Besvarelsen.
Hvis det ikke er Dem en Fornøjelse at skrive Breve, besvar da ethvert Brev hurtigt. Jo længere det varer, jo længere maa ogsaa Brevet blive.
Lad Deres Underskrift altid være tydelig og let læselig. At lægge sig en flot Underskrift til, som Ingen kan tyde, giver Atiledning til mange Misforstaaelser og ubesvarede Breve.
Udskrift. Læg Vægt paa at forsyne Deres Breve med en tydelig Udskrift og Adresse og med rigtig Angivelse af Adressatens Titel eller Livsstilling. En Ukorrekthed paa det Punkt bliver i mange Tilfælde opfattet som Mangel paa Dannelse.
Begyndelsesbogstaverne til indenlandske Ordenstegn bliver som oftest vedføjet Navnet udenpaa Breve, saasom R. af D. Dm. (Ridder af Dannebrog og Dannebrogsmand). Dog begynder denne taabelige Skik at forsvinde. Drejer det sig om Skrivelser, der er Privatlivet uvedkommende, gør dem da saa koncise og kortfattede som muligt, og bland aldrig personlige og udenforstaaende Ting ind i dem. Jo klarere og kortere de er affattede, jo større er Udsigten til, at et Resultat opnaas.
Herrer underskriver sig som bekendt til Fremmede: Ærbødigst N. N. og til Damer af deres Bekendtskabskreds: Deres ærbødigst hengivne N. N.
Damer bruger endnu ikke Formen “Ærbødigst” trods den efterstræbte Lighed med Mændene paa alle Punkter. Til Fremmede anvendes da gærne Formen: Forbindtligst eller Venligst Deres X. Y.
Skriver man til en Adressat, der er En fuldstændig ukendt, bruger man som Overskrift kun Navnet Hr. (Titel eller Bestilling) N. N. eller Fru X. Y.
Søg i Privatbreve at finde en lidt mindre banal Over- og Underskrift end Kære N. N. og Deres hengivne X. Y.
Vær varsom med at skrive til Folk paa aabne Brevkort. Mange synes ikke om det.
Naar De modtager et Brev, mens De har Gæster eller selv er Gæst, kan De ikke lukke det op, før De er alene. I hvert Fald maa De sige: “Tillader De”, før De læser det. Det kan være en sand  Tantaluskval at sidde og se paa et uaabnet Brev, som man véd indeholder en vigtig Meddelelse, mens der snakkes om ligegyldige Ting, men man maa holde Stand.
Husk aldrig at aabne Andres Breve, selv ikke Deres Nærmestes, med mindre De har Bemyndigelse dertil.
Afsend ikke et unavngivet Brev. Den, der skriver anonyme Breve med det Formaal at skade og saare, har omtrent samme Stilling mellem Menneskene som Væggetøj mellem Dyrene.