Påklædning

Lone Hedegaard: SOLVOGNEN



Det væsentlige ved påklædningen både for damer og herrer er ikke elegance, men omhu og renlighed.
Et sjusket ydre kan til nød passere for den unge, men er absolut ødelæggende for den ældre.
Damer, der ejer smykker, bør ikke tage disse på om formiddagen, særlig ikke diamanter.
Uden en blomst kan intet prægtigt møblement frembringe hjemlighed og hygge.
Mangen gift kone savner hårdt at have selv det mindste kammer, der er helt hendes eget.
At have pengesagerne i orden er den første betingelse for et hjems trivsel og lykke.
Betal alt kontant i privatlivet, og lad Dem ikke friste til at tage på bog eller kredit.
Et elegant, nykøbt klædningsstykke er en dårlig trøst for en tom pengeskuffe.
Undgå så vidt muligt at låne penge af mennesker De sætter pris på.
Forsøm ikke at assurere mens tid er, på alle områder hvor der kan være brug for det.
Husk at tilintetgøre de breve, som De ikke ønsker skal læses af andre. Tro ikke at papirkurven er nok.
Skriv ikke mens De er optændt af harme. Lad solen gå ned over Deres vrede, før De tager pen i hånd


PÅKLÆDNING

DEN DAGLIGE PÅKLÆDNING bør ikke ringeagtes indenfor hjemmets vægge. Hvis alle medlemmer af husstanden altid er sirlige og nette i Deres ydre, bidrager det væsentlig til at opretholde hjemmets gode tone.
Hav agtelse for det daglige livs skønhed. Mist ikke omhuen for Deres klædedragt og toilette, selv om De lever i forhold, hvor der ikke er stor udsigt til at se fremmede. Især ikke, hvis de er ældre. Et sjusket ydre kan til nød passere for den unge, men er absolut ødelæggende for den, der er kommen lidt til års. Lige så frastødende som overdreven forfængelighed og hang til at være moderne er for den ældre, lige så uheldig er uorden og mangel på appetitlighed i ydre. Enhver formår, selv med små midler, at være sirlig.

Det væsentlige ved påklædningen både for damer og herrer er ikke elegance, men omhu og renlighed og især en bestemt viden om, hvilken art af påklædning der passer til klokkeslettet og lejligheden. For damer, der om morgenen gør husligt arbejde, må det tilrådes at have et overtræk, der helt dækker hjemmekjolen, og en molls kappe, som beskytter håret mod støv. Ved frokosten aflægges denne arbejdskittel, og ved totiden omskiftes hjemmekjolen, hvis man går ud, med spaseredragten. I store huse finder som oftest en grundig omklædning sted til middagsbordet.
At iføre sig denne aftenpåklædning om formiddagen, således som det ofte gøres af herrer i festlige anledninger, må siges at være en ligeså ilde anbragt skik, som hvis damer vilde møde fx til en udstillingsåbning uden hat og i udringet kjole. På det punkt er damernes etikette ubetinget heldigere.
Hovedreglen for påklædning kan vist siges at være den: stor tarvelighed før middag og ved og efter denne så megen pyntelighed, som forholdene tillader.

Damer, der ejer smykker, bør ikke tage disse på om formiddagen, særlig ikke diamanter.

Det må tilrådes damer i deres påklædning at tage mere hensyn til deres personlighed end til modens øjeblikkelige krav, som kun behøver at følges i hovedlinjerne. Man bør oparbejde en stil, der passer til ens person. Har man et landligt og buttet ydre, kan det ikke hjælpe at ville lægge an på grande dame-stilen, og er man af naturen lang og stiv, må man ganske opgive den smidige ynde.
Man bør studere sit udseende og efter det vælge stilen for sin påklædning og sin hårsætning.
Det må tilrådes enhver moder at lade sine døtre lære skrædersyning. Den besparelse det er selv at kunne sy eller i det mindste forandre og vedligeholde sine klæder, har den største betydning ikke alene for budgettet men også for det individuelle i en dames ydre.


MIDDAGSBORDET

En husmoder vil handle klogt i at lade middagsbordet være midtpunktet for familiens daglige liv, det øjeblik, hvor alle husstandens medlemmer samles efter dagens gerning og hver har noget at fortælle fra sin færden.
Lad bordet være så smukt dækket som muligt, også til daglig. Anretningen kan gøre selv det tarveligste måltid tiltalende. Hvis man har lidt sølvgenstande, bør man til daglig stille dem på bordet, og så vidt muligt undgå at se på grimme genstande, mens man sidder til bords. Har man det ikke, kan man i vore dage få en smuk erstatning i stentøj, kurve o. l. Sæt hver dag blomster på spisebordet, om ikke andet en beskeden bregne. Selv det mindste har en oplivende virkning.
Hvis der er uoverensstemmelser blandt familiens medlemmer, da afskyd ikke pilene ved middagsbordet. Lad denne stund være helliget en fredelig livsnydelse og hvile.
Husherren bør gå i spidsen og ikke vise sig vranten eller bekymret, og husfruen bør følge værdigt i hans fodspor ved ikke at klage over prisstigning på fødemidler eller vrøvl med husassistenten. Hun bør også forhindre, at børnene tager deres evige småkævl med sig tilbords.
Tal ikke ved bordet om familieanliggender, som De ikke gerne vil have bekendt udenfor den snævreste kreds, med mindre De benytter et fremmed sprog. Den opvartende vil, selv under den mest korrekte tilsyneladende upåvirkelighed, alligevel spidse øren. Det er ikke alt, hvad der sker i dagligstuen, som man har lyst til at få drøftet ad køkkenvejen, og det sker ufravigeligt.


HJEMMETS INDRETNINGg

Luksus gør det visselig ikke. En tre værelsers lejlighed kan virke på en som et indtagende smil og et slot lade en kold. Den indre skønhed i familielivet vil uvilkårligt give sig udtryk i det ydre, hvad enten hjemmet er stort eller lille, rigt eller fattigt, ifald man føler, at det er en kærlig og indbyrdes lykkelig familie, der bor der og færdes i stuerne.

Selv om man er berøvet det, der benævnes skønhedssans, og selv kender denne mangel, bør man helst ikke lade andre, selv anerkendte specialister, møblere sit hjem for sig. Når man selv stræber med det, får det trods alt et præg af ens personlighed, hvorimod endog den kyndigste kunstsans, der griber ind i ens vaner og smag, som oftest kun formår at gøre det til en af de kunstnerisk udstyrede stuer, uden personligt særpræg, som man ser afbildede i kunstindustrielle hefter.
Læg stærk vægt på blomster og planter. Når man selv dyrker og opelsker dem, bliver det ikke kostbart, og intet gør et mere hjemligt indtryk end blomster. Lad der altid stå lidt afskårne blomster i dagligstuen; selv om vinteren findes der sorter, der kan stå længe, og uden en blomst kan intet prægtigt møblement frembringe hjemlighed og hygge.
Lad blot Deres hjem være et sandt udtryk for Dem selv. Gør det ikke til en parade ved gennem det at give et indtryk af, at De er rigere eller finere, end De i virkeligheden er.

Lad soveværelserne være så hyggeligt udstyrede som muligt, selv om det kun kan blive med malede fyrretræsmøbler. Hold servanten eller vaskebordet og de andre møbler, helligede toilettet, med tilbehør meget renlige og appetitlige. Stil ikke papæsker og medicinflasker på skabe eller kakkelovn og pryd ikke vægge og døre med ophængte klædningsstykker.

Lad der så vidt muligt være plads til en magelig stol i soveværelset til de stunder, hvor dets beboer trækker sig tilbage for at hvile sig eller læse.

Giv plads for en badeindretning af en eller anden art, omend den mest beskedne, og brug den flittigt. Et rundt zinkbadekar og deri en overskylning fra et vandfad er overkommelig for de fleste.

Hvor det er muligt, vil det være forudseende af unge ægtefolk fra begyndelsen at have hver sit soveværelse. Der gives for ethvert menneske øjeblikke, hvor man helst vil være ene, hvad enten det er med sine tanker eller med sin ydre person.
Mangen gift kone savner hårdt at have selv det mindste kammer, der er helt hendes eget og hvortil hun kan trække sig tilbage i enrum. Ægteskabet bevarer desuden lettere sin friskhed og skønhed, når der opretholdes en tilbageholdende blufærdighed. Hvor en adskillelse i rum ikke er mulig, bør det iværksættes i tid, således, at der er timer, hvor hver af ægtefællerne er sikre på at være alene.
Lad farvesammenstilling være Dem mere magtpåliggende ved en stues ordning end stoffernes kostbarhed. Hvad enten De ynder stærke eller udviskede farver, studér deres forhold til hverandre ude i naturen og lad dem altid samvirke i harmoni.
Forsøm ikke stuens småting i denne sammenhæng. En lampeskærm, en pude, et bordtæppe, ja, selv et glas med blomster kan forhøje eller ødelægge farvevirkningen.
Læg vind [vægt, red.]på behagelige lysforhold både ved dagen og ved aften, således, at lyset falder godt for den, der læser eller syer, og velgørende for øjet for dem, der passiarer.
Pas ved møblernes opstilling, at der på eet eller flere steder ved siddepladsernes fordeling dannes et centrum, som falder bekvemt og naturligt for dem, der vil tale sammen.
Undgå at stille meget nips og mange fotografier i ramme på borde og hylder. Læg hellere fotografierne i mapper. Lad til gengæld, hvis de kan, brugsgenstandene være smukke, såsom bogbind, papirknive, sykurve o. l.



Sørg for, at køkkenet er lyst, velholdt og hyggeligt selv om det er lille.
Lad Deres husassistent have et godt og hyggeligt værelse, om det end må tages fra lejligheden.
En husfrue bør have sin bestemte plads i sin stue, hvor hun arbejder og modtager besøg af sine nærmeste og sine fortrolige venner. På det sted vil da tankerne og minderne søge hende.


HUSASSISTENTERNE

At tilvejebringe det rette forhold mellem husfruer og husassistenter synes at være et af de allervanskeligste nutidsproblemer at løse. De unge piger har ikke mere lyst til at vælge huslig gerning til livskald, dels fordi der har åbnet sig så mange andre erhverv for kvinder, dels fordi fruene har svært ved at forstå, at en ny ånd råder, og at De må behandle Deres hjælpersker i huset som frie borgerinder med en fælles arbejdsoverenskomst, og ikke som tjenerinder, der kun har at lyde. I huse, hvor dette endnu ikke indrømmes, forlader husassistenten som regel sin plads efter en måneds forløb, og dette finder beklageligvis sted efter en stor målestok til skade for hjemmenes gode ånd.
Hvis man er så lykkelig at have en hushjælperske, som i et og alt føler sig solidarisk med huset, kan man ikke nok som betragte hende som sin bedste ven. En bedre betryggelse for det daglige livs hygge og velfærd findes ikke.
Tag hensyn til hendes ønsker og vaner, som var det et medlem af familien. Giv hende et hyggeligt og vel opvarmet værelse, en god seng og en magelig stol. Sørg for, at hun efter arbejdet har bøger at læse i, at hun kan gå ud om aftenen, når hun har lyst til det, men bestyrk hende helst i ikke at have så overvældende lyst dertil, ved at gøre det let for hende at modtage sine slægtninge og venner hjemme.

Når De påtænker et selskab, vis da husassistenten det hensyn at spørge på forhånd, om dagen, der bestemmes, vil træde hindrende i vejen for et eller andet forehavende fra hendes side, en fødselsdag, en familiefest eller lignende, og vælg i så fald en anden dag.
Glem ikke at fejre en kær husassistents fødselsdag på en måde, der siger hende, at hun har sin faste plads i hjemmet og i familiens hjertelag.
Vær tålmodig med ganske unge pigers fejl og ubehjælpsomhed i husvæsenet. De kan være fortvivlende, når de slår alting itu og smælder med dørene, men er der en god art i dem, kan en fornuftig vejledning få den slumrende dygtighed frem. Når man får en ny husassistent, bør man have tålmodighed til med stor venlighed at sætte hende ind i husets daglige levesæt og vaner, hvilket vil spare en for tidsspilde og misforståelser senere.
Hvis man lønner sin husassistent ordentligt, bør man forlange, at hun ikke viser sig med et sjusket ydre, især, når hun lukker op og varter op ved bordet. I sidste tilfælde bør hun være iført en sort kjole og hvidt forklæde. I større huse ses det gerne, at hun tillige bærer en hvid kappe på hovedet. Mange husassistenter vil nødig gå ind på dette, og i og for sig er det jo mindre vigtigt, men de bør dog se sagen fra den side, at det er en art embedsdragt. Ingen sygeplejerske vil fx nægte at bære den vedtagne dragt.

Skænd ikke på husassistenten ved de mindste uheld, men tal fornuftigt og venligt med hende om tingene. Kom ikke med bebrejdelser til hende i andres påhør. Lad det ikke ved den mindste anledning fra en af siderne komme til en opsigelse. der er ikke megen grund til at tro, at en ny ordning vil blive bedre for nogen af parterne, og ved gensidig imødekommenhed kan man undertiden opnå varige resultater.
Vær forsigtig med at lade en husassistent, der endnu er lidt fremmed i huset, komme ind i de vanskeligheder og sårbare forhold, der kan findes indenfor familiens inderste kreds. De fleste familier har jo deres “skelet i skabet”. Når sådanne ting refereres og bedømmes gennem den sladder på bagtrapper, som synes uundgåelig mellem husassistenter, hos hvem diskretion ikke er en fremherskende egenskab, kan der udsåes megen ubehagelighed for familien. Er husassistenten derimod en prøvet ven, da vis hende fortrolighed, så vidt som det lader sig gøre, og stol da på, at den ikke bliver misbrugt.
Vær imødekommende og venlig overfor husassistentens slægtninge. Drag dem til huset, så at hun ikke behøver at søge sin glæde ude, men efterhånden lærer at betragte sin arbejdsplads som et hjem. Det vil være i Deres interesse ligeså vel som i hendes egen.
Når de besøger Deres venner, forsøm da ikke at hilse på husassistenten, når hun i sin stillings medfør er til stede eller kommer ind i stuen. Intet er et klarere vidnesbyrd om mangel på forståelse af tidsånden for ikke at tale om hjertets dannelse end at betragte en sådan ung pige som luft uden at værdige hende et nik eller blot et blik. Hun er jo et medlem af husstanden og ofte et af de vigtigere.
Det samme uheldige indtryk gør det, når man på gaden undlader at hilse husassistenterne hos de familier, hvor man kommer – for så vidt man kender dem af ydre. Med rette gør de unge piger gældende, at dette er hensynsløst af de husvenner, hvis bekvemmelighed og gode beværtning De så ofte har at sørge for. De hævder, at man aldrig vilde være så uhøflig mod en ung kvinde i en anden erhvervsgren, og dette er et led i den sammenhæng som bevirker, at unge piger af ordentlige familier er så utilbøjelige til at gå den huslige vej.
Desuden kan uhøflighed – her som altid – vise sig uklog. Husassistenterne har ofte et stort ord at sige hos herskaberne og formår med en lille ytring at gavne eller skade husets besøgende. Og der kan jo altid indtræde tilfælde, hvor disse har vigtige interesser at gøre gældende.



HJEMMETS ØKONOMI

At have pengesagerne i orden er den første betingelse for et hjems trivsel og lykke. Denne afhænger ikke af store indtægter, men snarere af at tilvejebringe det rette forhold mellem indtægter og udgifter.
Læg noget op hvert år. Man får penge for at bruge dem, hedder det. Nej, det gør man ikke. Man får dem for at bruge nogle og gemme en vis del til eventuel nedgangstid.
Før regnskab med Deres udgifter. Selv om der er en uomtvistelig sandhed i det gamle ordsprog, at “ulven tager også talte lam”, hjælper det dog altid noget, om ikke andet, så til at holde en underrettet om, hvortil pengene er gået, hvad der altid ellers er en ubegribeligt.

Budgettet
Opstil så vidt muligt et budget, såvel for indtægt som udgift.
Lad det i dette budget være Dem magtpåliggende at have så små faste udgifter som muligt med et så meget større disponibelt beløb til de løse udgifter. Bestandig at have lidt rigeligt med penge til disse, det er det, der udgør et behageligt liv, og ikke den store bolig og den større husførelse, som en sådan uvilkårligt medfører.
Betal alt kontant i privatlivet, og lad Dem ikke friste til at tage på bog eller kredit.
Betalingens dag kommer dog før eller senere, og jo længere det varer, inden De eller de andre lader den oprinde, jo mere følelig, ja, undertiden uoprettelig bliver den.
Vent derfor så vidt muligt med at gøre indkøbene, til De har pengene dertil.
Spar sammen i det små til de store indkøb. De har da den rette glæde af dem, gennem indtrykket af, at det er en gave, De har fået af Dem selv ved Deres arbejde eller Deres sparsommelighed.
Henfald ikke til den meget almindelige svaghed at spare på skillingen og lade daleren gå. En stort og elegant anlagt husførelse, hvor der i smug fedtes og spares, er ikke alene ulidelig for en selv, men afstedkommer en skarp og berettiget kritik blandt alle, der har med en at gøre.
Vær ikke for karrig med drikkepenge. lidt flothed i den henseende er en behagelighed for en selv.

Betal ved nytår Deres regninger for det forløbne år, før de tænker på nye indkøb ved de årlige udsalg. Er De først kommet til kort og er begyndt at tage op på kommende indtægter, kan det danne begyndelsen til uafladelige vanskeligheder. Det er farligt at låne hos andre, men ikke stort bedre at gøre lån hos sig selv af penge, der var lagt hen til et bestemt brug. Man behøver blot at nævne den ene fæle stavelse: Skat. Kravene melder sig ubønhørligt, og et elegant, nykøbt klædningsstykke er da en dårlig trøst for en tom pengeskuffe.

Forsøm især ikke at betale den lille skrædder, syerske eller modehandlerinde kontant, selv om regningen bringes i et ubelejligt øjeblik. Vedkommende har måske haft ondt ved at klare de gjorte udlæg og trænger hårdt til at få pengene. Glem ikke, at ligegyldighed på dette punkt grænser betænkelig nær til hjerteløshed.
Giv Deres hustru egne penge til sit personlige forbrug, så rigelige som muligt og betragt Dem som lønnen for hendes stilling som husmoder. Den er i mange tilfælde besværlig nok og lønnes ofte med, at hun må bede om hver øre, hun har brug for. Husk på, at det ikke alene gælder klæder, men også alle de åndelige formål, som ethvert intelligent menneske bør være interesseret i. Jo mere uafhængigt hun er stillet, jo bedre vil hun hævde sig som personlighed og bærerinde af deres hjem og navn.

Lad Deres hustru altid være nøje underrettet om Deres formuesomstændigheder og fremtidsudsigter. At undlade dette overfor en flot anlagt kone har kun altfor ofte ført til en families økonomiske ruin, og unddrager hende i altfor høj grad medansvaret for en finansiel katastrofe.
Hvis der foreligger en stærk formindskelse af Deres indtægter, tro da ikke, at De kan hidføre en virkelig reform ved at spinke og spare i det små indenfor den gamle ramme. Der opnåes på den måde meget lidt. Man må i et sådant øjeblik tage sagen resolut, forlade den gamle skude, gå ombord i en ny og mindre, og begynde på en ny livets sejlads. Og erfaringen viser, at folk bliver ligeså lykkelige i mindre forhold.
Undgå så vidt muligt at låne penge til mennesker, De sætter pris på, da det, hvis beløbet ikke betales tilbage, hvad det sjældent gør, ufravigelig vil føre til, at De mister Den pågældende ven. Han vil undgå dem. Det var derfor en menneskekender, der i et sådant tilfælde gav det svar: “Ja, jeg skal låne dig pengene, men på den betingelse, at du ikke bliver vred på mig, hvis du ikke kan betale mig dem tilbage.”
Giv hellere ved sådanne anmodninger beløbet som en gave i så stort omfang, som de kan det, og med en taktfuld, helst spøgefuld tilkendegivelse af, at de ikke ønsker nogen sinde at se pengene igen.
Hvis nogen ved tidernes ugunst skylder Dem penge, så vej enhver bemærkning, som kunde indeholde en hentydning til, at de tænker på gælden.
Det uskyldigste ord kan bibringe et giftigt stik, som aldrig glemmes.

Lad Dem ikke altfor let forlede til at være garant. Intet hverv er utaknemligere. Der er ingen, der takker dem for det, og de løber ligefuldt den risiko at måtte af med deres penge. Hvor hjælpsom De end er, vær alligevel ikke for ivrig efter at tilbyde at lægge ud. Hvis man ikke påtaler det, får man aldrig sine penge igen, og siger man noget, får man skyld for nærighed. I hvert fald får man ingen tak. Se venlig ud, og lad De andre om udlægget.

Vær varsom, når De har mistet penge eller værdigenstande, med at mistænke nogen for at have tilegnet sig dem, enten blandt deres daglige omgivelser eller tilfældigt tilkomne personer. Og hvis De ikke kan udelukke en sådan mistanke, gem den da godt hos Dem selv, indtil noget mere faktisk foreligger.
Man tør vist trygt sige, at intet virker mere fornærmeligt end uforskyldt at få en sådan mistanke rettet mod sig. Det tilgives aldrig og bør ikke tilgives. Den letsindige raskhed, hvormed det daglig sker, bidrager ikke lidet til at udså en vis bitterhed i den retskafne, arbejdende klasse mod dem, der er anderledes stillet og dog behandler medmenneskers mere ublide kår på en krænkende vis. Når en brillantbrosche er forsvundet fra en skuffe, tænkes og siges øjeblikkelig: hvem har været her? Ikke andre end madam Thomsen, rengøringskonen. Spørg i køkkenet, om hun – eller noget i den retning. Og så findes broschen i mange tilfælde i en anden skuffe eller på politikammeret som tabt på koncert. Men madam Thomsen, hvis hun har fået det at vide, hvad så?
Løb ikke straks til politiet, når De er bestjålet eller mener at være det. Tænk først efter, om ikke det kan bero på en fejltagelse, eller, hvis det virkelig er tilfældet, om De ikke selv har nogen skyld deri ved at have ledet i fristelse.

Testamente bør foreligge ved ethvert dødsfald, hvor der er blot det mindste at efterlade. Ved ikke at gøre testamente i tide, kan man udvise en så hjerteløs uretfærdighed, fx mod fattige slægtninge og mod gamle trofaste tjenestefolk, at man næsten synes, det gamle udtryk om ikke at finde ro i graven må ske fyldest.
Man bør ikke, ved at skrive sit testamente, føle sig familieforpligtet i alt for snæver forstand, men også betænke samfundsnyttige og velgørende institutioner.
Uventet at efterlade en sum til venner, der er en kære og som har det småt, er ligeså sjældent som det er smukt. Hvis De har mange penge, og De har venner, der ikke har det, da husk på at efterlade dem noget, når De affatter Deres testamente. Der vil da være i det mindste enkelte, som erindrer Dem og velsigner Deres minde.
Man bør ligeledes skrive op, hvilke ejendele man, efter sin død ønsker skænket til pårørende og venner. Selv om en sådan optegnelse ikke har retslig gyldighed, vil de efterlevende i de fleste tilfælde efterkomme en afdøds ønske, og selv en mindre genstand, der har tilhørt en bortgangen ven, vil være modtageren kær ved tanken om, at den, man ikke mere skal se, tænkte kærligt på en.
Assurance. Forsøm ikke at assurere mens tid er, på alle områder, hvor der kan være brug for det. Hvis ikke De har assureret, gør det da den dag i dag.


KORRESPONDANCE

At kunne skrive breve er en kunst for sig, en evne af stor værdi til bevarelse af livets nære og kære forhold. Et brev, der formår at give udtryk for de bedste følelser, kan varme modtagerens hjerte, næsten mere end de udtalte kærlige ord, og den, der har levet i et fremmed land, ved, hvad et brev fra hjemmet kan betyde.

Evnen og lysten til brevskrivning er omtrent gået tabt i vore dage, undtagen hvor det gælder et forelsket par, der må sende et brev en time efter, at man skiltes.

Hvem skriver ellers lange breve? Tiden er blevet så forjaget, at de fleste nøjes med et telegram eller et prospektkort, som ganske vist kan bringe en venlig hilsen, men intet derudover.

Man bør ikke nøjes med at sende postkort til dem, man holder af. Man skal tværtimod opøve sin evne til at forme sine tanker skriftligt, og man skal ikke lade være at skrive et brev til en, man har kær, fordi man tilsyneladende ikke har noget at fortælle. Det er ofte dagliglivets småting, der morer modtageren mest og giver det friskeste og mest livfulde billede af brevskriverens færden og leven. Evnen til at skrive breve er i særlig grad kvindelig. Damebreve er, fraset skribenters og videnskabsmænds velskrevne breve, som oftest mere fortællende og indholdsrige end skrivelserne fra mænd, formodentlig fordi kvinder er mere impulsive og følelsesfulde. Som regel vil man se, at moderens breve til en søn eller en datter er smukkere og mere kærkomne end faderens.
Gem sådanne breve, hvis De ejer dem, og tag dem undertiden frem.

Husk at tilintetgøre de breve, som De ikke ønsker skal læses af andre. Tro ikke, at papirkurven er nok.

Betragt privatbreve som betroet gods. Vær forsigtig med at vise et brev, kun bestemt for Dem, til andre. Gør det kun, hvor det er Deres mening at vække glæde dermed, aldrig, hvis det berører vanskelige forhold eller indeholder nedsættende udtalelser. Tag hellere et uddrag af dets indhold, hvis dette er nødvendigt for en sags forløb.
Glem ikke i stridens hede, at man ved offentliggørelsen af et privatbrev under en polemik er ude på umulighedernes gebet hvad angår takt og hensyn.
Gør Dem det til en vane foruden dato og årstal at forsyne ethvert brev med adresse, og telefonnummer, hvilket er til stor lettelse for den eventuelle besvarelse.
Vær varsom med, når De retter et skriftligt spørgsmål til nogen, da at lægge en konvolut forsynet med adresse og frimærke i brevet. Det kan ganske vist i mange tilfælde fremme besvarelsen, men det betragtes af mange som mindre taktfuldt.
Tilintetgør ikke breve, der har mindste udsigt til at kaste lys over en sag eller et mellemværende. Den plads, de optager, er kun lille, og deres forsvinden kan fortrydes så bitterligt.
Betænk Dem vel på at sende breve uåbnede tilbage, selv om De mener at have nok så megen grund til at være forbitret på afsenderen. Glem ikke, at det i de fleste tilfælde er et skridt, der gør et brud ulægeligt. Desuden opnår De ikke altid at give fjenden det tilsigtede stød i hjertekulen, men ligeså ofte at kaste et komisk skær over Dem selv, som ved de fleste overflødigt stærke demonstrationer.
Læs ved en uoverensstemmelse med en, der har stået Dem nær, den pågældendes gamle breve igennem, når de giver udtryk for en varm følelse. Måske der i dem kan ligge nogle sædekorn skjult, af hvilke en forståelse kan gro frem.
Når De mener det heldigt at sende et til Dem rettet brev til en anden for eventuelt at meddele oplysninger eller konstatere et eller andet, bør vedkommende sende dem brevet tilbage med en høflig tak. Hvis De ikke får det, og De er interesseret i at få det igen, er De i deres ret til at anmode om det.
Hvis De giver nogen en anbefalingsskrivelse eller blot et brev til besørgelse enten personligt i hænde eller tilsendt, regnes det for god tone at lade konvolutten med denne skrivelse være åben.
Hvis den, til hvem De betror den, er kendt med de finere omgangsformer, vil den ikke blive læst på vejen, men den må være stilet således, at dette kan gøres uden ubehagelighed på nogen af siderne.
I tilfælde af bortrejse er det den, der er taget bort, som først har at skrive.
Efter et besøg som liggende gæst, sender man et lille brev med tak for udvist gæstfrihed og mere eller mindre begejstring over opholdets behagelighed.
Hvis De ikke får svar på en skriftlig forespørgsel eller en indbydelse i løbet af nogle dage, er De i Deres gode ret til at skrive på ny eller til pr. telefon at forespørge, om brevet er indtruffet, hvilket er så meget mere berettiget, som man jo aldrig kan vide, om adressaten er bortrejst og derfor afskåret fra at svare.
Vær forsigtig med, hvad De skriver. Påstand kan stå mod påstand angående det, der er blevet sagt, og man kan som oftest snakke sig fra det, men hvad der står sort på hvidt, er uomstødeligt. Kun alt for ofte er gamle breve kommet afsenderen dyrt at stå, og frister overhovedet mere end noget andet til misbrug. Hvad ville folk ikke ofte give for at kunne tilbagekalde et brev?

Skriv især ikke, mens De er optændt af harme, men lad solen gå ned over Deres vrede, før De tager pen i hånd.

Hvad enten De er vred eller ikke, brug da ikke ubeherskede udtryk i en skrivelse. De vil altid fortryde det. Læg Dem den latinske regel på sinde: forliter in re, svoviter in modo [stærk i sagen, mild i måden, red.].
Sky ikke den ulejlighed, det kan være at erkyndige Dem om et navns rette stavemåde ved et brevs afsendelse. Det kan være kedeligt at slå det op, men folk kan ikke lide, at deres navn staves forkert, og hvis De vil opnå noget gennem en skriftlig henvendelse hos en potentat, der hedder Hanssen med dobbelt s, må De være forberedt på en skuffelse, hvis De i brevet har stavet ham slet og ret Hansen.
Hvis De modtager et uartigt og ubehersket brev, undlad da helst at besvare det.
En dame, der skriver til fremmede, med forventning om svar, bør i sit brev give til kende, om hun er frue eller frøken. Som oftest findes denne angivelse ikke i breve fra fremmede damer, hvilket forårsager forlegenhed ved besvarelsen.
Hvis det ikke er Dem en fornøjelse at skrive breve, besvar da ethvert brev hurtigt. Jo længere det varer, jo længere må også brevet blive.

Lad Deres underskrift altid være tydelig og let læselig. At lægge sig en flot underskrift til, som ingen kan tyde, giver anledning til mange misforståelser og ubesvarede breve.

Udskrift. Læg vægt på at forsyne Deres breve med en tydelig udskrift og adresse og med rigtig angivelse af adressatens titel eller livsstilling. En ukorrekthed på det punkt bliver i mange tilfælde opfattet som mangel på dannelse.
Begyndelsesbogstaverne til indenlandske ordenstegn bliver som oftest vedføjet navnet udenpå breve, såsom R. af D. Dm. (Ridder af Dannebrog og Dannebrogsmand). Dog begynder denne tåbelige skik at forsvinde. Drejer det sig om skrivelser, der er privatlivet uvedkommende, gør dem da så koncise og kortfattede som muligt, og bland aldrig personlige og udenforstående ting ind i dem. Jo klarere og kortere de er affattede, jo større er udsigten til, at et resultat opnås.
Herrer underskriver sig som bekendt til fremmede: ærbødigst N. N. og til damer af deres bekendtskabskreds: Deres Ærbødigst hengivne N. N.
Damer bruger endnu ikke formen “Ærbødigst” trods Den efterstræbte lighed med mændene på alle punkter. til fremmede anvendes da gerne formen: Forbindtligst eller Venligst Deres X. Y.
Skriver man til en adressat, der er en fuldstændig ukendt, bruger man som overskrift kun navnet Hr. (titel eller bestilling) N. N. eller Fru X. Y.
Søg i privatbreve at finde en lidt mindre banal over- og underskrift end Kære N. N. og Deres hengivne X. Y.
Vær varsom med at skrive til folk på åbne brevkort. Mange synes ikke om det.
Når De modtager et brev, mens De har gæster eller selv er gæst, kan De ikke lukke det op, før De er alene. I hvert fald må De sige: “Tillader De”, før De læser det. Det kan være en sand  Tantaluskval at sidde og se på et uåbnet brev, som man véd indeholder en vigtig meddelelse, mens der snakkes om ligegyldige ting, men man må holde stand.
Husk aldrig at åbne andres breve, selv ikke Deres nærmestes, med mindre De har bemyndigelse dertil.



Afsend ikke et unavngivet brev. Den, der skriver anonyme breve med det formål at skade og såre, har omtrent samme stilling mellem menneskene som væggetøj mellem dyrene.