Dagens Emma Gad Citat:

En af Selskabslivets Hovedvanskeligheder er Overskuddet af Damer, ikke mindst de ældre Tanter.

Brugernes bedømmelser

Enhver form for ris eller ros om
EmmaGad.dk modtages gerne

Børnene

VN:F [1.9.22_1171]
Anmeld gerne denne artikel med stjernedrys
Rating: 3.1/5 (52 stemmer)

Den lykkeligste Tid i en Families Liv er vel den, hvor Børnene vokser op om Forældrene, hvor de Unge endnu ikke er fløjet ud af Reden, og hvor det er Faderen og Moderen forundt Dag for Dag at følge og lede deres Børns Udvikling og gennem Samlivet at give Næring til Kærligheden fra Forældre til Børn, den, der er Livets største, fordi det er den eneste, som helt er befriet for alle Tanker om Gengæld og Vederlag, men finder Lykken i en ustanselig Forglemmelse af eget Velvære og personlige Ønsker.

Et Barns Fødsel er derfor den største Begivenhed indenfor et Hjems Vægge, naturligvis især det første Barns Ankomst, men hver en Tilvækst af Børneflokken betyder en ny og rig Mulighed, et nyt Ansvar for en vordende Sjæls rette Udvikling og en Spire til fremtidig Lykke for Hjemmet.

Meddelelse om Barnets Fødsel.
Saa snart Barnet er bragt til Verden, er det naturligt at underrette de nærmeste Paarørende, i første Instans selvfølgelig Bedsteforældrene til begge Sider, som i de fleste Tilfælde er dem, der er allergladest. Pr. Telefon eller Brev underretter man derefter fjernere Slægtninge og Venner.
Den udenlandske Skik at avertere Fødsler saa vel som Dødsfald har ikke fundet Vej hertil, men kan maaske anbefales som ganske praktisk.
Mens den unge Moder er bundet til Sygeværelset, er det elskværdigt af Slægt og Venner at indbyde hendes Mand og adsprede ham lidt.
Det maa stærkt tilraades unge Mødre selv at amme deres Børn. Selv hvor det kun lader sig gennemføre i et kortere Tidsrum, er det af gennemgribende Betydning for Barnets Trivsel at begynde sin Tilværelse med denne naturlige Ernæringsmaade som Grundlag. Og det Øjeblik, hvor en ung Moder lægger sit lille Barn til sit Bryst, er et af det lykkeligste, Livet kan skænke.

SMAABØRN.
Den jævne, daglige Behandling af det lille Barn kan allerede fra den spædeste Alder have sin opdragende Magt. Naar f. Eks. et Spædbarns Søvn aldrig maa forstyrres, saa er det ikke blot, fordi det kan være usundt, men ogsaa fordi en altfor pludselig Opvaagnen kan vække Skræk og blive en Spire til Karaktersvaghed.
At Mad og Søvn tildeles med regelmæssige Mellemrum er den første Begyndelse til Begrebet Orden, som nødvendigvis maa indgaa som en Bestanddel i det organiserede Sjæleliv.
At Sanserne ikke bliver hidsede, Nerverne, ikke pirrede, og at Barnet faar Ro til at bearbejde al legemlig og aandelig Føde er en af de mest grundlæggende Ting.

Hvad der først viser sig hos Barnet af aandeligt Liv, er ikke Tanke og Fornuft, men Instinkt og Følelse. Naar Barnet ligger tørt og mæt og spræller, føler det sig rent instinktmæssigt veltilfreds. Smaabørn føler ifølge dette Instinkt tidlig Paavirkning af en god oplivende Omgang – en uheldig Barnepige kan sætte et Barn meget tilbage.
Man bør lige fra den spædeste Alder vænne Smaabørnene til ikke at vække deres Moder eller Barnepige om Natten. Man skal ikke tro, at de trænger til Føde i Nattens Løb, og man skal roligt lade dem skrige i et Par Nætter, saa er det forbi, og de er vænnede til at sove, til Morgenen bryder frem.

Naar Børn er blevet et Par Aar gamle og derover, maa man ikke forstyrre deres vaagnende Sjæleliv ved at opvække Rædsel hos dem, et Middel i Opdragelsen, som heldigvis ikke mere er saa hyppigt brugt som forhen. I Barnets let vakte Indbildning antager f. Eks. Mørket en næsten haandgribelig Karakter, der skræmmer dem stærkt. Luk aldrig et lille Barn inde i et mørkt Rum som Straf. Rædslen kan virke næsten lammende paa Nervesystemet.
Sig aldrig til et Barn, at Bømanden kommer og tager det, hvis det gør saa eller saa, eller andre skræmmende Ting hentede i Fantasiens Verden. Frygten for fremmede Mennesker vaagner hos Barnet samtidigt med, at det begynder at kende og elske sine nærmeste Omværende, og selv naar de bliver lidt større, skræmmes de let af enhver ydre Ting, en Maske, en stor Hund eller et Par blaa Briller. Pludselige stærke Lyde som en Jernbanefløjte eller en elektrisk Klokke virker ogsaa skræmmende paa dem.
Glem aldrig, naar De har et lille Barn, hvor let bevægeligt dets Nervesystem er, og søg at modarbejde dets medfødte Frygtagtighed med klare og kærlige Forklaringer.

Vær klar over, at et lille Barn er glad over andre smaa Børn, overhovedet føler Tryghed og Glæde overfor alt, hvad der er smaat, og en tilsvarende Ængstelse overfor det Store og Dunkle. Før Deres lille Barn saa meget som muligt sammen med andre Smaabørn. Børn skal ikke blot i fysisk Forstand leve i Lys og Solskin. Alt Mørkt skal holdes borte fra dem.
Lær selv Deres lille Barn at tale og brug ikke dertil noget lallende Babysprog, som det kun aItfor tidt gøres. Tal, selv i Spøg og Leg, klart og korrekt til Barnet, som derved fra ganske lille vænnes til at tale et smukt og omhyggeligt Sprog.
Kælenavne. Giv ikke Deres smaa Børn Kælenavne. Det er saa godt som umuligt senere at frigøre sig for dem og det er en stor Ubehagelighed Livet igennem at gaa rundt og hedde Bips, Misse, Tulle, Tut eller hvad man nu har hittet paa, naar hele Ens Ydre og Væsen er en fuldkommen Kontrast dertil. Det kan lyde lidt højtideligt, naar der siges: “Giv Viktoria en ren Ble paa!” eller: “Aleksander har kastet sin Vælling op!” men for Barnets Fremtids Skyld bøi man sætte det igennem. Det turde være et Fingerpeg i Retning af, at man helst bør afholde sig fra at give sine Børn altfor højtklingende og for poetiske Navne, som det nu er Skik. Man bør betænke, at Barnet ikke vedbliver at være en henrivende guldlokket Skabning, men med Tiden bliver til en velmeriteret skaldet Grosserer eller en trivelig graahaaret Tante.

DET STØRRE BARN.
Naar den Periode i Barnets Liv indtræffer, hvor det uafladelig spørger, ofte paa den taabeligste Maade, maa de Omværende ikke svare afvisende eller undlade at svare. Man maa tænke paa, at et Barn har alt at lære, og at fraregnet det at se og høre, er Spørgsmaalet det eneste Middel, hvorved det kan forøge sin Viden.
Giv Barnet en fornuftig Forklaring, der giver det en tydelig Forestilling om den Ting, det spørger om, og svar ikke adspredt.
Fortæl Barnet en Mængde af, hvad det har at lære, paa en Maade, der er afpasset efter dets Udviklingstrin. Fortæl det om Naturens Undere, om de gamle Folkeforestillinger, men især om de bibelske Tildragelser. Intet Æventyr kan være smukkere og mere fængslende for Barnesindet end f. Eks. Fortællingen om Paradisets Have, om Abraham og Isak, der skulde ofres, eller om Noahs Ark. Og for dem, der lægger Vægt paa de religiøse Forestillinger som den rette Ballast i Livet, vil det Kendskab til Bibelens Indhold, som kommer til Barnet fra Moderens Læber, mens det sidder paa hendes Skød, gøre det meget mere modtageligt for senere Paavirkning end den tørre Undervisning i Skolen.

Senere gør man Barnet en Tjeneste ved at fortælle det den elementære Oldtidshistorie og Sagnene fra den nordiske og græske Mytologi paa en letfattelig Maade og ved, ganske ubevidst for Barnet, under Fortællingen at smugle alle de Navne ind i dets Bevidsthed, som det som voksen maa kende for at være et kultiveret Menneske. Og hvad kan for et Barn være morsommere at faa fortalt end f. Eks. Odysseen med alle Odysseus’ vidunderlige Eventyr hos Polyphem. og de træske Sirener?
Jo mere en Moder paa en umærkelig Maade kan bibringe Barnet lidt af den uhyre Sum af Viden, det har at tilegne sig, før det kan tage Kampen op med Tilværelsen, jo bedre udfylder hun denne Del af sin Opgave.

Man lærer sit Barn at blive lykkeligere ved at indblæse det Forstaaelsen af de smaa Glæders Betydning.
Man skal i Tide lære Børnene Fornøjelsen ved Arbejdet, ved at lade dem forstaa, at de ikke maa ødsle al deres Tid bort; de bliver nemlig hurtigt kede af at lege, hvorimod de elsker at give deres sunde unge Kræfter til hvadsomhelst, naar de indser Nytten deraf, og selv tror paa. et Resultat. Men det maa være synligt og fatteligt for dem uden Voksnes Forklaringer.
Børn, har saaledes en medfødt Trang til at hjælpe de Voksne. Man maa aldrig overfor et Barn tilintetgøre Troen paa, at det hjælper, men tage imod det med Glæde og tilsyneladende Paaskønnelse, selv om Hjælpen er ad Hekkenfeldt til.

Væn Deres Børn af med at lyve ved selv at forstaa, at deres sædvanlige Smaaløgne kommer af Selvopholdelsesdrift. Straf dem ikke med Strenghed derfor, men lad hellere, hvor det lader sig gøre, som om De tror, hvad der siges. Naar Barnet ikke mere er bange for at sige Sandheden, ender det med at sige den, hvis det da ikke er en virkelig Løgnernatur, der er under Udvikling. I saa Tilfælde hjælper vist intet.
Vær selv saa sandfærdig og oprigtig som muligt, hvis De har Børn at opdrage. Lad dem ikke høre paa, at De afleverer en af de smaa Nødløgne, som kan være undgaaelige i Omgangslivet og er sammenblandet med Høflighed som Fløden med Kaffen, som f. Eks. naar man til Giveren udtrykker sin Glæde over en Gave, som man lige forinden har kaldt skrækkelig.

Voksne tager det for, hvad det er, som en Konveniens, men Børns Opfattelse er mere primitiv. De synes, naar de hører deres Forældre lyve, at ogsaa de har Lov til det.
Vær varsom med at behandle Smaarapseri hos et Barn som en utilgivelig Synd. Selv de mest retskafne Mennesker har forøvet lidt af den Slags som Børn; om ikke andet har de stjaalet Frugt. Straf dem ikke for haardt – skræm dem ikke fra Vid og Sans, men tal med dem og bring dem til at forstaa, hvor let det. Smaa kan føre til det Større.
Hvis man kun har et enkelt Barn, maa det tilraades at sætte det i en Frøbelhave ved omkring fire Aars Alderen for at skaffe det Selskab med andre Børn, og for alle Smaabørn er dette anbefalelsesværdigt, hvis ikke Forældrene har megen Tid eller Lejlighed til at beskæftige sig med dem. Børnene lærer i den saakaldte Børnehave at gøre Arbejdet til en Leg og Legen til Arbejde. De vaagnende Kræfter benyttes og forædles, al den overflødige Energi, som gør Barnet uroligt og besværligt.
Man brugte tidligere i Barneskolen at straffe ved at paalægge forøget Arbejde. Den uheldige Oversidden, der er en Rest af denne Methode, er af Frøbel forandret til, at den mest virksomme Straf er at nægte Børnene Glæden ved at deltage i Arbejdet.

Barnepigen er en Person, der har en meget væsentlig Betydning for Børnenes aandelige og legemlige Trivsel. Selv den omhyggeligste Moder kan ikke altid være om sine Børn, men nødes til, særlig hvis hun har et Erhverv, at overlade dem i adskillige af Dagens Timer til en Stedfortræder.
Hvis det er muligt, vælg derfor ikke umodne og fjantede Tøse til Barnepige. Har man ikke Raad til at have en Passerske i den bedste Alder, bør man, i Erkendelse af, at man betror en Barnepige det bedste, man har i Verden, hellere vælge et ældre Menneske, som ikke mere har Kræfter til strengere Arbejde, men som holder af Børn.

Den udenlandske Bønne.
Hvis man har Raad til at engagere en udenlandsk Passerske til sine Børn, som, ubevidst for dem, lærer dem et af Verdenssprogene i den Alder, hvor det gaar som ingenting, er det naturligvis en stor Fordel for dem. Men det er jo de Færreste givet.

OPDRAGELSE.
At lære den Unge den Kunst at leve Livet, er jo at dygtiggøre ham eller hende som Menneske. Hvorledes sker det? Hvori bestaar Kunsten at opdrage? Vistnok saa godt som ene og alene i Eksemplet. Hvad hjælper det at foreholde og straffe, moralisere og formane? Ikke meget! Men at Forældre lever saaledes, at det kan være et Eksempel for deres Børn, og at de Unge gaar ud fra Hjemmet uden nogensinde at have set noget indenfor dets Vægge, der var lavt eller raat, uhæderligt eller løgnagtigt, men kun hvad der var smukt og godt, det er vist, sammenlagt med en aldrig svigtende Kærlighed, den bedste og i Grunden eneste Opdragelse, man kan give sine Børn.
Resten kommer af sig selv ved at tale med dem, advare dem og raade dem med de Erfaringer, Livet har beriget En med. Skønt – heller ikke det hjælper meget. De Unge vil ikke gennem Raad og Advarsler lære af de Ældres Erfaringer. De vil selv uddrage disse af Livet gennem egne Dumheder og Sorger. Men hvert ældre Slægtled forsøger jo alligevel at lette det næste Vejen gennem Livet.

I ingen Henseende er der vist i Løbet af det sidste Aarhundrede sket en større Forandring end i Børnenes Stilling indenfor Familien. I gamle Dage anvendtes der ikke alene større Strenghed i Opdragelsen, men man gik under denne ud fra det Princip, at Børn skulde holdes i Baggrunden, ikke ses for meget, ikke spørges, ikke spille nogen Rolle, før de blev voksne, hvorimod man nu er gaaet til det stik modsatte Synspunkt og lader Børnene være Forgrundsfigurer paa alle Omraader, mens Forældrene kun er til for at tjene de kære Børns Behov.
Hvilket af de to Principer der er det rigtige, det vil sige det heldigste for det kommende Slægtleds Udvikling, skal ikke bedømmes her. Det skal kun konstateres, at saaledes er det, og at den Opdragelsens Aand, der hersker nu, i hvert Fald har medført det Gode, at den har bragt en i gamle Dage ukendt kameratlig Tone ind mellem Forældre og Børn, baade de opvoksende og de voksne, som har medført, at de nu kan tale sammen om mangt og meget, der derved kommer frem i Dagens Lys og fordamper, mens det før i Tavshedens Mørke fik Lov til at fortætte sig og blive til noget haardt og stygt.

Tag Dem selv lidt af Deres Børns Leg. Giv Agt paa den, led den ind i det rette Spor og giv dem Idéer, maaske fra Legene i Deres egen Barndom. Det er den bedste Maade, hvorpaa man kan knytte Slægtleddene sammen til et uopløseligt Hele.
Gør, hvad De kan, for at faa Sang og Musik ind i Legen. Lær dem de gamle Børnesange og Rim. Kærlighed til Musik og Digt er den smukkeste Interesse, De kan give Børnene med ud i Livet fra deres Hjem.
Lad Deres Børn lære Noder og Klaverspil, selv om de ikke har Lyst dertil. De færreste Børn har det, men naar de føjes i Ulysten, bebrejder de Forældrene det som voksne.
Giv ikke Børn Bliktrompeter, Fløjter eller Trommer til Gave. De kære Smaa kan være støjende nok endda og fordummes blot af at hengive sig til et formaalsløst Spektakel, hvad de elsker.
Forær dem hellere Spil, Tegnesager eller Billedbøger, hvad som helst, der er egnet til at udvikle deres Tænksomhed og Intelligens. Kun sjælden har de for meget af den fra Naturens Haand.
Lær Deres Børn i Tide at være uafhængige af andres Hjælp.
Lad dem, saa snart de er store nok dertil, saavel Drenge som Piger, selv rede deres Seng og slaa deres Vaskevand ud.
Lær Deres Smaapiger at lave Mad og vaske op, i Begyndelsen som en Leg, senere som Alvor. Ingen kan vide, under hvilke Forhold og i hvilke Lande de kommer til at leve, og hvis de en Gang paa fjerne og fremmede Steder maa stole paa sig selv, vil de være taknemmelige for at have lært det i Tide i et kærligt og forstandigt Hjem.
Lad Deres opvoksende Døtre lære Skræddersyning, saa at de, om fornødent, selv kan sy deres Klæder eller i hvert Fald forandre dem.
Forsøm ikke at drage Omsorg for Deres Børns Udseende gennem hele Livet, mens de endnu er Børn, og det maaske endnu er Tid er rette paa. Naturens Fejltagelser.
Sørg især for, at Tandstillingen ikke er vansirende, hvad enten det gælder udstaaende eller dobbeltvoksende Tænder. Tandlægekunsten er i vore Dage naaet højt nok til, at de allerfleste af den Slags skæmmende Ting kan afbødes, og Deres Børn vil ellers som Voksne bittert bebrejde Dem, at De ikke har været energisk nok til at lade det foretage i Tide. Gør ligeledes alt, hvad De formaar, for at fjerne Modermærker, Vorter, Skeløjethed o. l. fra Børnenes Ansigter.
Lad en Læge undersøge et Barn ved det mindste Tegn paa Skævhed, Hjulbenethed o. l.
Gør alt, hvad De kan, for at vænne et Barn af med nervøse Trækninger i Ansigtet. Husk, at saadanne Smaating ofte kan ødelægge et Livs Lykke.
Undlad ikke at indprente Deres opvoksende Børn, hvor vigtigt det er at tilegne sig en smuk og rank Holdning, Kendetegnet paa en nedarvet eller tidlig tilegnet Kultur.
Lær dem at bevæge sig frit og rankt under Gangen.
Lær dem at have en ret Ryg og at bære Hovedet bøjt. Den, der gør det legemligt, vænner sig til ogsaa at gøre det aandeligt.
Lær dem ikke at skyde Skuldrene til Vejrs. Det er en daarlig Vane, som ofte bibringer Indtrykket af en for kort Hals, noget af det mindst flatterende, der findes.
Giv Agt paa at indprente Deres opvoksende Datter Betydningen af Ansigtets Holdning. Det bidrager ikke til Indtrykket af en distingveret Optræden at skære Ansigt og misse med Øjnene i skarpt Sollys, at aabne Munden højt, naar man skal nyse, endsige synligt at undertrykke en Gaben.
Lær hende at kunne beherske sit Smil og sin Alvor. Et Smil paa urette Sted har tidt forandret en Skæbne til det Værre.
Lær hende ikke at ro med Armene under Gangen. Læg Mærke til paa Gader og Veje, hvor uskønt det virker.
Fortæl ikke Børn, at de er kønne. De faar det tidsnok at vide.

Børns Omgang med Penge.
Lær Deres Børn, fra de er smaa, at omgaas fornuftigt med Penge, ved at give dem et Beløb at raade over til personlig Brug, selv om det er aldrig saa lidt. Indprent dem Franklins vise Ord: En Shilling fortjent og en Sixpence givet ud, er Begyndelsen til en Formue. En Sixpenbe tjent og en Shilling givet ud, er Begyndelsen til Fallit.”
Giv dem efterhaanden mere og mere, med Pligt til at udrede enkelte nødvendige Indkøb, saa at de vænnes til at faa Penge til at strække til over et i Forvejen fastsat Tidsrum.
Børn bør have Karakterpenge for at give dem Indtryk af, at Flid er en Egenskab, der lønner sig.
Lad Deres Børn føre Regnskab over de Beløb de faar. Det er den første Begyndelse til en fornuftig Økonomi.
Lær dem fremfor alt at have noget tilovers for Andre og gærne at ville give bort.
Gør hvad De kan for i Tide at modvirke Deres Børns, særlig Smaapigers Hang til Sladder. Indprent dem, at man ikke skal fæste sig ved, hvad der bliver fortalt og ikke bringe det videre.
Forehold dem, hvor uværdigt det er at sladre paa Kamerater.
Det hjælper ikke at ville forhindre Drenge i at slaas, særlig ikke, naar det sker for at forsvare et eller andet dem vedkommende Æresbegreb, Slægten, Skolen e. I. Man bør kun dadle dem, naar de anfalder de Mindre og de Svagere. Det ligger nu engang i Drenges medfødte Natur at ville slaas.
Lær Deres Dreng Ridderlighed mod Kvinder ved i Tide at modvirke hans Drengeforagt sammen med Kamerater for, hvad de kalder Tøse. Lær ham at være en Beskytter for sin mindre Søster, hvis han er saa lykkelig at have en saadan. Lad ham hente hende, hjælpe hende, værne om hende som enkelte Brødre gør det saa smukt.
Søg at bibringe Deres Børn, særlig Drengene, Følelsen af en Pligt til at værne lidt om deres Tøj. Drenge er ubarmhjertig skødesløse med det, de har paa. Sig dem at man godt kan være en rask Dreng, fordi man ikke med Forkærlighed pjasker ud i Rendestene og Pytter uden Skaansel for Fodtøjet. Ved at indprente Omhu for deres Klæder, som skaffes dem af Forældrene, lærer de med det samme at vise særlig Agtpaagivenhed overfor det, Andre betaler.

Modvirk Pyntesyge hos Deres lille Datter, ligefra hun er ganske lille. Klæd hende smukt, paa barnlig og enkel Vis, men tal ikke videre til hende om Klæder. Sig ikke ustanseligt til hende, naar hun faar en ny Kjole paa: “Hvor er Minna dog fin i Dag.” Husk, at Minna, saa lille hun er, dog er en vordende Kvinde, og at Pyntelyst er mangen Kvindes og derved Mands Fordærv. Men væn hende tidligt til at have Skønhedssans gennem Omgang med Blomster, Farver, Stoffer o. l. Naar hun har Skønhedssans, vil den ogsaa senere gøre sig gældende i hendes Klædedragt. Det er ikke Kostbarheden, der gør det.
Giv aldrig Deres Børn noget paa, der i Snit og Udseende virker meget afvigende fra deres Jævnaldrendes Klæder. Voksne tænker ikke paa – har glemt – hvor Børn kan lide under andre Børns Spot og Drilleri. Hvad et Par grønne Hvergarns Bukser eller en stortærnet Kjole har indbragt et ømtaaligt Barn af Fortræd, har tidt præget sig uudsletteligt i Sindet. Børn vil være klædte ganske som de Andre.
Indprent Deres Børn, at Graadighed over for Mad og Drikke, eller Frugt og Konfekt er højst ubehøvlet, særlig udenfor Hjemmet. Børns Beskedenhed ved et fremmed Bord viser, at de kommer fra et dannet Hjem.
Lad Deres Børn i Tide forstaa, at de absolut ikke maa afbryde de Voksne i deres Tale og ikke ved Spørgsmaal blande sig i en almindelig Samtale mellem Voksne, men kun svare venligt og opmærksomt, naar de tiltales direkte.
Lær dem at springe høfligt til for at optage, hvad Voksne taber paa Gulvet.
Gør hvad De kan for at udvikle Deres Børns Slægtsfølelse ved at tage dem med til Lykønskning ved alle Familiefester saasom Bryllupper, Sølvbryllupper o. l., ja, lad dem endog, naar de bliver større, følge med til Familiens Begravelser. Det giver dem en Følelse af Samhørighed med Andre, som senere kan udstrække sig til at omfatte hele Samfundet.
De bør ikke ved utidigt Drillen forhindre Deres Børn i at have Samlerlyster, men snarere støtte dem deri, selv om det stjæler lidt vel megen Tid. En Samlerpassion kan senere i Livet være en stor Fornøjelse, og hos en Dreng kan den lille Ting føre til den større at have Interesser udover det personlige Velvære og Behov.
Tag Dem i Agt for at overmætte Deres Børn med Forlystelser. Det gør dem fantasiløse og blaserte før Tiden.
Børns Spisning. Pas godt paa Deres Børns Ernæring, særlig mens de gaar i Skole. Skolebørn lever altfor meget af tør Kost. De gaar glip af Frokosten hjemme og faar kun som Erstatning lidt Smørrebrød. Dagens Hovedmaaltid: Middagen faar de først med den nuværende sene Spisetid henad Sengetid. Giv derfor Børnene noget varmt og solidt, baade før de gaar i Skole og naar de kommer hjem derfra.
Modvirk ikke i for stærk en Grad Deres Børns medfødte Kræsenhed og tving dem ikke paa gammeldags Vis til at spise op, hvad der er givet dem paa deres Tallerken. Dels har de jo ikke selv forsynet sig, saaledes som de Voksne, og dels kan et Barns afgjorte og ubetvingelige Afsky for en Spise bero paa en fysisk Modstand imod dens Ingredienser. Eller det modsatte kan være Tilfældet. Naar Børn har en saa stærk Tilbøjelighed for surt og sødt, er det sikkert, fordi noget i deres Fysik fordrer disse Smagsegenskaber.
Lær Deres Børn at kunne spise uden at spilde paa sig selv eller Dugen og at kunne drikke uden at slubre Glassets Indhold i sig.

Lad Børnene fra en tidlig Alder sidde med ved Bordet for at lære at spise smukt. De Hovedregler for Spisning, som Børnene bør lære, er omtrent disse:
Put aldrig Kniven i Munden.
Smask ikke.
Tal ikke med Munden fuld af Mad.
Vis ikke Interesse for hvilken Ret det er, der bringes ind, før den bydes om.
Ræk ikke noget over Naboernes Kuvert. Tag smaa, Mundfulde og tyg Maden grundigt.
Drik langsomt.
Pas paa at række Andre, hvad de trænger til.
Sid rank ved Bordet.
Før ikke Konfekt eller Frugt med fra Bordet.

Børns Forhold til Dyr. Børn har nogen medfødt Hang til Grusomhed og Blodtørst. Slagtescener tiltrækker dem paa en højst uheldig Maade, og det tiltaler dem ofte at pine et Insekt ved f. Eks. at rive Vingerne af en Sommerfugl. Modvirk af al Ævne denne medfødte Ubarmhjertighed hos Deres Børn. Indprent dem Kærlighed til Dyr og Beskyttelsestrang overfor dem som en af de allervigtigste Betingelser for et humant Livssyn.
Lad gærne Deres Børn selv have Dyr, men glem da ikke, at de selv maa have Ansvaret for, at Dyrene bliver godt behandlede.
Spøgens Betydning. Lær Deres opvoksende Børn den Livets Kunst at forstaa Spøg og opfatte den i samme Aand og Form, hvori den fremsættes. Enhver kan ikke give sig selv Lune og Vid – det er en Naturens Gave. Men Enhver kan opfatte en Spøg med Elskværdighed og besvare den i hvert Fald med godt Humør.
Husk, at den mest dræbende, kedelige Person af alle er Alvorsapostlen, der bliver stødt, saa snart man spøger med ham, og kalder enhver skæmtefuld Udtryksmaade, ethvert muntert henkastet Indfald for Grin, fordi han ikke i Tide har lært at fægte med saa lette Vaaben og derfor staar magtesløs over for Viddets uventede Kaardestød.
Lad en lys Tone være herskende i Deres Hjem – det raader en Husfrue for – og Deres Børn vil derigennem uden at vide, hvordan det gaar til, komme til at eje Spøgens Naadegave.

Straf.
Slaa aldrig større Børn, men straf dem paa anden Vis. Prygl kan paa ærekære opvoksende Børn virke som en saadan Forsmædelse, at den længe efter bliver siddende som en Brød i Hjertet, ja, det kan ske, at den aldrig glemmes.
Giv aldrig Børn en Lussing eller et Puf i Hidsighed over en Bagatel, som f. Eks. naar noget slaas itu e. I.
Slaa fremfor alt ikke Børn, naar Fremmede er til Stede. Det glemmes vanskelig.
Straf aldrig Andres Børn, naar de er Gæster hos Dem. Lad Forældrene det vide, hvis noget graverende er sket.
Saa snart et Barn har tilstaaet sin Fejl og bedt om Tilgivelse, lad den da være glemt med det samme.

Dovenskab.
Hvor føjelig De end er imod Deres Børn, og hvor lemfældig og kærlig Deres Opdragelse er, saa er der et Punkt, hvor De aldrig bør vise Dem eftergivende og svag, og det er med Hensyn til Flid. Lad Børnene føle, at deres Forældre foragter Dovenskab, fordi det i Virkeligheden er en foragtelig Egenskab. Lær dem ved Deres eget Eksempel, at Arbejde og Pligter er en Lykke og ikke en Byrde, og at Fritiden først bliver til en Glæde, naar Arbejdet er fra Haanden.
Beklag aldrig Børnene, mens de hører paa det, fordi de har meget at bestille, og samstem ikke i deres Dadel over Skolen, der fordrer meget af dem.
Under de skærpede Fordringer til Individet i Kampen om Livserhvervet, bliver den Dovne sejlet agter ud, og Forældre bør forstaa, at denne Kamp i Virkeligheden allerede begynder for deres Børn ved de Remser, der skal læres udenad i den tyske og franske Grammatik.
Skaan ikke Børnene for en eneste Times Skolegang.
Opdrag dem saaledes, at de udfører deres Pligter ad Frivillighedens Vej og ikke med Tvang.
Svagelige Børn er de vanskeligste af alle at opdrage, især hvis de har en Legemsfejl, der særstiller dem mellem andre Børn og vækker Medynk hos Fremmede. De forkæles da som oftest af Forældrene paa en Maade, der gør det særdeles vanskeligt for dem at bevare en elskværdig og uegennyttig Karakter.
Det maa være Forældres Opgave at give et saadant svageligt eller misdannet Barn al den Kærlighed, som ene kan holde det skadesløst for den Vanskæbne, der har ramt det, samtidigt med at lære Barnet, at det ikke, trods denne, er fritaget for Hensyn og Pligter.

Vær ikke en af de evig opdragende Mødre, der uafladelig retter paa deres Børn. Det gør ofte den lige modsatte Virkning ved at vække en Art Trods hos Barnet og kan i hvert Fald let forringe Kærligheden til Moderen.

Moderlig Forgudelse.
Vær ikke heller en for stærkt forgudende Moder, der evig fremhæver sine Børns Begavelse og øvrige fremragende Egenskaber. Vent hellere med at prise dem, til de i Livet har vist, hvad de duer til. Den Skeptiker, som spurgte: “Hvor bliver alle de begavede Børn af?” havde det rette Blik paa Forholdet. Vær derfor heller ikke sikker paa, at Deres Søn bliver fremragende i Livet, selv om han viser sig fremragende i Skolen. Skoledukser bliver sjælden Dukser i Livet, dertil hører helt andre menneskelige Egenskaber end at kunne lære udenad. I Livskampen er det snarere Initiativ det kommer an paa end Lærenemhed.
Tal ikke for meget om Deres begavede og udmærkede børn.

Vis Forsigtighed med at lade Deres opvoksende Datter gaa alene paa Gader og Veje, særlig paa øde Steder, hvorved der kan ske hende de mest gruopvækkende Ting. Indprent hende i hvert Fald ikke at svare, hvis hun tiltales af ubekendte Mandspersoner under hvilketsomhelst Paaskud.
Sig ikke gærne Nej, naar Deres Børn beder om at faa Venner eller Veninder indbudt. Det er en ikke ualmindelig Hændelse, at en Dreng eller Pige har indbudt hele sin Klasse hjem uden at have turdet sige det til Forældrene; den vidner i Virkeligheden om en dybt indgroet Gæstfrihedsfølelse, blandet med en Frygt for Modstand i Hjemmet, begrundet paa Besvær og Bekostning, en Frygt, der ærligt talt af og til gør sig gældende helt op til Ægtefæller.
Tilintetgør denne Frygt ved liberalt at indbyde Deres Børns Venner, naarsomhelst de ønsker det, eller rettere sagt, lad Børnene selv indbyde dem og blot underrette Hjemmet derom.
Det Hjem, hvor Børnene eller de unge voksne Børn kan samle deres Venner naarsomhelst under en tvangløs Munterhed, der har Livsglæden nemt ved at faa Indpas. Og underligt nok er det ofte i meget lidt rige men dannede Hjem, at en saadan Gæstfrihed mod Ungdommen blomstrer frodigst. I stor Tarvelighed synes de Unge at more sig bedst.
Forældre gør klogt i at stræbe at gøre sig afholdte af deres Børns Venner, give sig af med dem og tage Del i deres Glæder og Sorger.
Det bedste Middel til at være det, man skal for sine Børn, er overhovedet at dele deres Interesser og deres Liv, særlig ved ikke at forlade dem for meget for at dyrke Adspredelser istedetfor at blive hjemme hos dem i Ro.
Men selv om Forholdet er det kærligste og bedste, maa Forældrene ikke tro, at de ejer deres unge voksne Børns Fortrolighed. I deres Hjerteanliggender betror de sig ikke til Forældrene men til deres Jævnaldrende.

HJEMMET OG SKOLEN.
Mange Børn kommer i en uheldig Skole, det vil sige en Skole, der ledes i en Aand, som passer daarligt til det opvoksende Barns Individualitet, og man kan undertiden se et Barn, der i den ene Skole artede sig daarligt, var dovent, forsømmeligt eller genstridigt, blot ved at bytte Skole blive helt medgørligt og udvikle sig paa en anden og heldigere Maade.
Naturligvis bør Forældre ikke ved et løst Skøn altid give Eleven Ret overfor Skolen. Tværtimod. Men naar Barnet vedvarende beklager sig og ikke udvikler sig til sin Fordel, bør de i hvert Fald være meget agtpaagivende overfor den Aand og Tone, der hersker i Skolen, og hvis det ved nærmere Undersøgelse viser sig, at Uoverensstemmelserne mellem Skolelederens System og Barnets Karakter er saa store, at denne synes al, tage Skade af det, bør Forældrene resolut skifte Skole, efter omhyggeligt at have indhentet Oplysninger hos andre Forældre angaaende den nye Skoles Arbejdsmethode og Straffemaader.
Hvis det saa ikke bliver bedre i den nye Skole, vær da overbevist om, at det ikke er Skolens Skyld, men Deres Barns, eller maaske til syvende og sidst Deres egen. Det er en kun altfor almindelig Svaghed at kaste Skylden paa Andre hellere end paa sig selv.
Lektielæsning. Ved det blotte Ord isner det i En. Er der noget, der er en Plage i det daglige Liv, en Faldgrube for Livsglæde og Behagelighed i Hjemmene, saa er det Lektielæsning, baade for Børnene, der efter endt Skoletid skal terpe videre hjemme og for Forældrene, der skal passe, at de virkelig terper.
Nogle paastaar, at Skolebørn lærer meget mindre nu, end de gjorde i gamle Dage, at selv Studenter, disse Athenes Sønner, ingenting kan af Sprog, Mytologi, Skrivefærdighed o. l. Andre siger, at Børn overanstrenges. Maaske begge Parter har Ret, for saa vidt at det, der er en smal Sag for det begavede Barn, er en stor Anstrengelse at lære for det ubegavede.
Men nok er det, selv om alle Bestræbelser gaar henimod en friere og mere personlig Kundskabstilegnelse end Fortidens, saa maa der alligevel læses Lektier, og mange Ting maa læres udenad, saasom grammatikaIske Remser, Kongerækker, Aarstal, de smaa Profeter og de ni Muser m. m. Tænk, ikke at vide, hvem Habakuk var, og paa et Karneval at være uvidende om, at Dansens Muse hed Terpsichore!
Det er klart, at man ikke er født med Forstaaelse af at lære en Lektie, og i første Instans maa det tilkomme Skolen at lære Barnet dette Arbejde, men idetmindste i de første Aar maa Hjemmet hjælpe til, hvorimod Eleven og Skolen senere hen bør kunne klare Sagen i Forening.
Hjælp Deres smaa Børn med Lektielæsningen og lad de store klare sig selv.
Und Børnene den Tid, de behøver til at lære Lektierne.
Men opdager De, at et Barn er urimelig længe om at lære sine Lektier, bør De i Forening med Skolen efterforske Grunden til det og muligvis træde hjælpende til.
Hvis der er enkelte Fag, hvori Deres Barn har særlig vanskeligt ved at følge med, kald da om muligt en Privatlærer til i Hjemmet. Ganske vist, er et Barn vant til at faa Hjælp, vil det ikke vare længe, inden det betragter det som selvfølgeligt, at det bliver Hjælperens Sag at faa Lektien banket ind i dets Hoved, hvorved dets Ævne til selvstændigt Arbejde forringes. Men der kan være vigtige Fag, særlig Regning og Matematik, som ligger enkelte Børn saa fjernt, at det vil være paa sin Plads at stive dem af i dem, for at de kan vinde med i den almindelige Marsch.
Giv ikke Deres Børn altfor mange Undervisningsfag at passe udenfor Skolen. Naar de foruden 5 – 6 Timers Skoletid og dertil hørende Lektielæsning samt eventuel Musikøvelse, skal have Undervisning i Sløjd, Haandarbejde, Fægtning, Gymnastik, Dans, Plastik, og hvad det altsammen er, der frembyder sig, saa kan det let blive saa meget, at der ikke bliver Ro til den individuelle Udvikling gennem selvvalgte Beskæftigelser, som til syvende og sidst bliver det, der bedst former den selvstændige Personlighed.
Eksamenslæsning er jo i Grunden nærmest en Slags Lektielæsning i større Format. Menneskeheden har indrettet det saa forkert, at lægge alle Eksaminer i Juni, mens Nattergalen synger og Roserne blomstrer; der er ikke andet at gøre for de usalige Unge, der burde tumle sig i Mark og Eng, end at glemme Roserne derude og lukke sig inde med Bøgerne i mere eller mindre nødvendig Repetition af de opgivne Pensa.
Hvis Eksaminanderne lider alle Angstens Sjælekvaler, saa lider Moderen sandelig med dem, naar hun sidder hjemme og afventer Tilbagekomsten med Resultaterne.
Driv ikke et Barns Eksamenslæsning ud over det Rimelige; Overanstrengelse lige før en Eksamen er af det Onde, og den Smule, der kan indhentes i et Par Dage, forslaar ikke meget overfor lang Tids Forsømmelse.
Forøg ikke en Eksaminands Nervøsitet ved selv at være nervøs, eller rettere sagt ved at lade det komme til Syne. Lad ubekymret, og stiv derved Offerlammet af.
Spørg ikke uafladeligt, hvordan det gaar.
Sørg gerne for kraftig Ernæring til Den, der er oppe til Eksamen og lad der saa vidt muligt være Ro i Huset.
Hjemmeundervisning hører nærmest Landet til, hvis der ikke ogsaa i Bylivet af en eller anden fysisk Aarsag maa tages særligt Hensyn til et Barn. To Mangler klæber altid ved Hjemmeskolen: Savnet af Kammerater og Vanskelighederne, som uundgaaeligt fremkommer ved, at Børn af forskellig Alder undervises paa samme Tid af samme Lærer eller Lærerinde. Men naar Hjemmeundervisningen finder Sted paa Landet, hvilket oftest er Tilfældet, er det et uskatterligt Gode, at Naturen kan komme til at virke med i Undervisningen. Naturen fængsler Børn paa alle Maader, og at lære dem Naturfagene kommer næsten af sig selv, mens Læreren eller Lærerinden under Ture aabner deres Øjne for al den Skønhed, som udfolder sig i Mark og Skov.
En dygtig Lærer eller Lærerinde formaar undertiden at bringe sine Elever videre end deres skolebesøgende Jævnaldrende, idetmindste for en Tid.

Valg af Levevej for de Unge er et af de vanskeligste Spørgsmaal i Familielivet. Som Regel kan der vel siges, at der vælges for tidligt, idet en Dreng i den første Ynglingealder er for umoden til at vide, hvad det drejer sig om, og i altfor høj Grad lader sig paavirke af Faderens Bestilling og andre rent ydre Ting. Hvor mangen Dreng er f. Eks. ikke bleven draget ind i en militær Livsstilling, der passede daarligt til hans vordende Karakter, blot fordi Faderen var Militær, og han i Opvæksten fik Anledning til at beundre Uniformer og Sabelgehæng.
Paa den anden Side er det farligt at paavirke den Unge for stærkt ved Valget af hans (eller hendes) Levevej. Naar han kommer til Skelsaar og Alder, kan det ske, at han bittert bebrejder sine Forældre deres Indgriben paa et Punkt, som gjaldt hans rent personlige Livslykke, og det er kun altfor tidt, at man hører de Ord: “Havde jeg blot faaet Lov -!”
Man bør vist, naar Øjeblikket er inde, indskrænke sig til at tale alvorligt med den unge Mand og den unge Pige og fremlægge alle Vanskelighederne ved den Vej, de ønsker at vælge, og saa forresten lade dem selv om det.
Især bør man sikkert betænke sig paa at lade sig for stærkt lede af en Familietradition eller af en Bestilling, der kan gaa fra Fader til Søn, men ikke passer for den Unge.

Stedforældre.
En af de vanskeligste Samtaler i et Menneskes Liv maa være den, hvor en Fader eller Moder skal sige til sine halvvoksne Børn, at han eller hun agter at indgaa nyt Ægteskab. Hvis Børnene har elsket Den, de har mistet, enten ved Døden eller ved Skilsmisse, føler de et saadant Skridt fra den Tilbageblevnes Side som et Indgreb i deres helligste Rettigheder. Sjælden formaar de dog at forhindre det, saa der er ikke andet at gøre end fra begge Sider at gøre Overgangen og Samlivet saa harmonisk som muligt.
Børnene bør huske, at deres Fader eller Moder ikke lever alene gennem dem, men har et eget Hjerteliv. De bør derfor gøre alt for at komme til at holde af Den, der bliver sat dem i Faders eller Moders Sted og ikke ved en Modstand, der dog er forgæves, gøre det daglige Liv til en Pine.
Paa den anden Side bør den Nyankomne i Hjemmet, særlig en Stedmoder, sætte hele sit Liv og al sin Hjertegodhed ind paa at vinde sin nye Ægtefælles Børn. Opgaven er ikke let, hvilket belyses ved det Omdømme Begrebet Stedmoder har i Folkebevidstheden og Sproget, forhaabentlig dog tidt med Urette.

Sammenbragte Børn.
Dobbelt vanskelig stiller Opgaven sig naturligvis, hvor begge de nye Ægtefæller har Børn i Forvejen, og maaske faar et nyt Kuld sammen, et Tilfælde, der i Nutiden, begrundet paa de mange Skilsmisser, ikke er sjældent. Opgaven for en Stedmoder maa da være den, aldrig at lade Stedbørnene mærke, at hendes egne Børn staar hendes Hjerte nærmest. Det er ikke tilstrækkeligt at lade dem være ens stillede med hendes egne Børn i ydre Henseende; hvis Stedbørnene mærker, at de ikke kan faa fat i de smaa usynlige Hjertets Traade, der binder Moder til Børn, saa trækker de sig ind i sig selv.
At sige Sandheden til Børn – den, at en Moder selvfølgelig holder mest af sit eget Afkom, det vil aldrig blive forstaaet af dem. Der er da kun det at gøre, at tage dem ind til sit Hjerte, saa godt man formaar, og gøre sig dobbelt Flid med at forstaa det fremmede Barnesind, man selv med velberaad Hu er gaaet ind paa at lede.
Børn er uhyre følsomme overfor Kærlighed og fornemmer enhver Uretfærdighed og Tilsidesættelse dybt. Hvad er mere medynkvækkende end et ulykkeligt Barnl
Stedforældre bør da ligesaavel som Forældre, uden at trættes, bestandig prøve hver Fordring, de stiller til Barnet, paa sig selv, idet de tænker over, hvilket Indtryk det vilde have gjort paa dem selv, da de var Børn, og hvilke Tanker, det vilde have affødt. De skal føle deres egen Barndom i Hjertet og lade den være Raadgiveren.
Børn skal leve og vokse op omgivne af Kærlighed. I dens milde Luft trives og udfoldes de gode Egenskaber og sætter Blomst i det bedste af alt – Tillid først til Forældrene og dernæst til Medmenneskene.

Børnene, 3.1 out of 5 based on 52 ratings