Børnene

Lone Hedegaard: CHRISTIANSHAVNS KANAL



Man må tage imod barnets hjælp med glæde og påskønnelse, selv om hjælpen er ad hekkenfeldt til.

Man lærer sit barn at blive lykkeligere ved at indblæse det forståelsen af de små glæders betydning.
Man opdrager vistnok så godt som ene og alene i eksemplet.
Et smil på urette sted har tit forandret en skæbne til det værre.
Børn bør have karakterpenge for at give dem indtryk af, at flid er en egenskab, der lønner sig.
Forehold dem, hvor uværdigt det er at sladre om kammerater.
Det ligger nu engang i drenges medfødte natur at ville slås.
Giv aldrig Deres børn tøj, der i snit og udseende virker meget afvigende fra deres jævnaldrendes.
Husk, at den mest dræbende, kedelige person af alle er alvorsapostlen.
Skån ikke børnene for en eneste times skolegang.
Tal ikke for meget om Deres begavede og udmærkede børn.
Nogle påstår, at skolebørn lærer meget mindre nu, end de gjorde i gamle dage.


BØRNENE

Den lykkeligste tid i en families liv er vel den, hvor børnene vokser op om forældrene, hvor de unge endnu ikke er fløjet ud af reden, og hvor det er faderen og moderen forundt dag for dag at følge og lede deres børns udvikling og gennem samlivet at give næring til kærligheden fra forældre til børn, den, der er livets største, fordi det er den eneste, som helt er befriet for alle tanker om gengæld og vederlag, men finder lykken i en ustandselig forglemmelse af eget velvære og personlige ønsker.

Et barns fødsel er derfor den største begivenhed indenfor et hjems vægge, naturligvis især det første barns ankomst, men hver en tilvækst af børneflokken betyder en ny og rig mulighed, et nyt ansvar for en vordende sjæls rette udvikling og en spire til fremtidig lykke for hjemmet.

MEDDELELSE OM BARNETS FØDSEL
Så snart barnet er bragt til verden, er det naturligt at underrette de nærmeste pårørende, i første instans selvfølgelig bedsteforældrene til begge sider, som i de fleste tilfælde er dem, der er allergladest. Pr. telefon eller brev underretter man derefter fjernere slægtninge og venner.
Den udenlandske skik at avertere fødsler så vel som dødsfald har ikke fundet vej hertil, men kan måske anbefales som ganske praktisk.
Mens den unge moder er bundet til sygeværelset, er det elskværdigt af slægt og venner at indbyde hendes mand og adsprede ham lidt.
Det må stærkt tilrådes unge mødre selv at amme deres børn, selv hvor det kun lader sig gennemføre i et kortere tidsrum, er det af gennemgribende betydning for barnets trivsel at begynde sin tilværelse med denne naturlige ernæringsmåde som grundlag, og det øjeblik, hvor en ung moder lægger sit lille barn til sit bryst, er et af det lykkeligste, livet kan skænke.


SMÅBØRN

Den jævne, daglige behandling af det lille barn kan allerede fra den spædeste alder have sin opdragende magt. Når fx et spædbarns søvn aldrig må forstyrres, så er det ikke blot, fordi det kan være usundt, men også fordi en altfor pludselig opvågnen kan vække skræk og blive en spire til karaktersvaghed.
At mad og søvn tildeles med regelmæssige mellemrum er den første begyndelse til begrebet orden, som nødvendigvis må indgå som en bestanddel i det organiserede sjæleliv.
At sanserne ikke bliver hidsede, nerverne, ikke pirrede, og at barnet får ro til at bearbejde al legemlig og åndelig føde er en af de mest grundlæggende ting.

Hvad der først viser sig hos barnet af åndeligt liv, er ikke tanke og fornuft, men instinkt og følelse. Når barnet ligger tørt og mæt og spræller, føler det sig rent instinktmæssigt veltilfreds. Småbørn føler ifølge dette instinkt tidlig påvirkning af en god oplivende omgang – en uheldig barnepige kan sætte et barn meget tilbage.

Man bør lige fra den spædeste alder vænne småbørnene til ikke at vække deres moder eller barnepige om natten. Man skal ikke tro, at de trænger til føde i nattens løb, og man skal roligt lade dem skrige i et par nætter, så er det forbi, og de er vænnede til at sove, til morgenen bryder frem.
Når børn er blevet et par år gamle og derover, må man ikke forstyrre deres vågnende sjæleliv ved at opvække rædsel hos dem, et middel i opdragelsen, som heldigvis ikke mere er så hyppigt brugt som førhen. I barnets let vakte indbildning antager fx mørket en næsten håndgribelig karakter, der skræmmer dem stærkt. Luk aldrig et lille barn inde i et mørkt rum som straf. Rædslen kan virke næsten lammende på nervesystemet.

Sig aldrig til et barn, at Bøhmanden kommer og tager det, hvis det gør så eller så, eller andre skræmmende ting hentede i fantasiens verden.

Frygten for fremmede mennesker vågner hos barnet samtidigt med, at det begynder at kende og elske sine nærmeste omværende, og selv når de bliver lidt større, skræmmes de let af enhver ydre ting, en maske, en stor hund eller et par blå briller. Pludselige stærke lyde som en jernbanefløjte eller en elektrisk klokke virker også skræmmende på dem.
Glem aldrig, når De har et lille barn, hvor let bevægeligt dets nervesystem er, og søg at modarbejde dets medfødte frygtagtighed med klare og kærlige forklaringer.

Vær klar over, at et lille barn er glad over andre små børn, overhovedet føler tryghed og glæde overfor alt, hvad der er småt, og en tilsvarende ængstelse overfor det store og dunkle. Før Deres lille barn så meget som muligt sammen med andre småbørn. Børn skal ikke blot i fysisk forstand leve i lys og solskin. Alt mørkt skal holdes borte fra dem.

Lær selv Deres lille barn at tale og brug ikke dertil noget lallende babysprog, som det kun altfor tit gøres.
Tal, selv i spøg og leg, klart og korrekt til barnet, som derved fra ganske lille vænnes til at tale et smukt og omhyggeligt sprog.

KÆLENAVNE
Giv ikke Deres små børn kælenavne. Det er så godt som umuligt senere at frigøre sig for dem og det er en stor ubehagelighed livet igennem at gå rundt og hedde Bips, Misse, Tulle, Tut eller hvad man nu har hittet på, når hele ens ydre og væsen er en fuldkommen kontrast dertil. Det kan lyde lidt højtideligt, når der siges: “Giv Viktoria en ren ble på!” Eller: “Aleksander har kastet sin vælling op!” Men for barnets fremtids skyld bør man sætte det igennem. Det turde være et fingerpeg i retning af, at man helst bør afholde sig fra at give sine børn altfor højtklingende og for poetiske navne, som det nu er skik. Man bør betænke, at barnet ikke vedbliver at være en henrivende guldlokket skabning, men med tiden bliver til en velmeriteret skaldet grosserer eller en trivelig gråhåret tante.


DET STØRRE BARN

Når den periode i barnets liv indtræffer, hvor det uafladelig spørger, ofte på den tåbeligste måde, må de omværende ikke svare afvisende eller undlade at svare. Man må tænke på, at et barn har alt at lære, og at fraregnet det at se og høre, er spørgsmålet det eneste middel, hvorved det kan forøge sin viden.
Giv barnet en fornuftig forklaring, der giver det en tydelig forestilling om den ting, det spørger om, og svar ikke adspredt.
Fortæl barnet en mængde af, hvad det har at lære, på en måde, der er afpasset efter dets udviklingstrin. Fortæl det om naturens undere, om de gamle folkeforestillinger, men især om de bibelske tildragelser. Intet æventyr kan være smukkere og mere fængslende for barnesindet end fx fortællingen om Paradisets have, om Abraham og Isak, der skulle ofres, eller om Noahs ark. Og for dem, der lægger vægt på de religiøse forestillinger som den rette ballast i livet, vil det kendskab til bibelens indhold, som kommer til barnet fra moderens læber, mens det sidder på hendes skød, gøre det meget mere modtageligt for senere påvirkning end den tørre undervisning i skolen.

Senere gør man barnet en tjeneste ved at fortælle det den elementære oldtidshistorie og sagnene fra den nordiske og græske mytologi på en letfattelig måde og ved, ganske ubevidst for barnet, under fortællingen at smugle alle de navne ind i dets bevidsthed, som det som voksen må kende for at være et kultiveret menneske. Og hvad kan for et barn være morsommere at få fortalt end fx Odysseen med alle Odysseus’ vidunderlige eventyr hos Polyphem, og de træske sirener?
Jo mere en moder på en umærkelig måde kan bibringe barnet lidt af den uhyre sum af viden, det har at tilegne sig, før det kan tage kampen op med tilværelsen, jo bedre udfylder hun denne del af sin opgave.

Man lærer sit barn at blive lykkeligere ved at indblæse det forståelsen af de små glæders betydning.
Man skal i tide lære børnene fornøjelsen ved arbejdet, ved at lade dem forstå, at de ikke må ødsle al deres tid bort; de bliver nemlig hurtigt kede af at lege, hvorimod de elsker at give deres sunde unge kræfter til hvad som helst, når de indser nytten deraf, og selv tror på et resultat. Men det må være synligt og fatteligt for dem uden voksnes forklaringer.

Børn, har således en medfødt trang til at hjælpe de voksne. Man må aldrig overfor et barn tilintetgøre troen på, at det hjælper, men tage imod det med glæde og tilsyneladende påskønnelse, selv om hjælpen er ad hekkenfeldt til.

Væn Deres børn af med at lyve ved selv at forstå, at deres sædvanlige småløgne kommer af selvopholdelsesdrift. Straf dem ikke med strenghed derfor, men lad hellere, hvor det lader sig gøre, som om De tror, hvad der siges. Når barnet ikke mere er bange for at sige sandheden, ender det med at sige den, hvis det da ikke er en virkelig løgnernatur, der er under udvikling. I så tilfælde hjælper vist intet.
Vær selv så sandfærdig og oprigtig som muligt, hvis De har børn at opdrage. Lad dem ikke høre på, at De afleverer en af de små nødløgne, som kan være undgåelige i omgangslivet og er sammenblandet med høflighed som fløden med kaffen, som fx når man til giveren udtrykker sin glæde over en gave, som man lige forinden har kaldt skrækkelig.

Voksne tager det for, hvad det er, som en konveniens, men børns opfattelse er mere primitiv. De synes, når de hører deres forældre lyve, at også de har lov til det.
Vær varsom med at behandle smårapseri hos et barn som en utilgivelig synd. Selv de mest retskafne mennesker har forøvet lidt af den slags som børn; om ikke andet har de stjålet frugt. Straf dem ikke for hårdt – skræm dem ikke fra vid og sans, men tal med dem og bring dem til at forstå, hvor let det små kan føre til det større.
Hvis man kun har et enkelt barn, må det tilrådes at sætte det i en frøbelhave [wikipedia: frederich fröbel] ved omkring fire års alderen for at skaffe det selskab med andre børn, og for alle småbørn er dette anbefalelsesværdigt, hvis ikke forældrene har megen tid eller lejlighed til at beskæftige sig med dem. Børnene lærer i den såkaldte børnehave at gøre arbejdet til en leg og legen til arbejde. De vågnende kræfter benyttes og forædles, al den overflødige energi, som gør barnet uroligt og besværligt.
Man brugte tidligere i barneskolen at straffe ved at pålægge forøget arbejde. Den uheldige oversidden, der er en rest af denne metode, er af Frøbel forandret til, at den mest virksomme straf er at nægte børnene glæden ved at deltage i arbejdet.

Barnepigen er en person, der har en meget væsentlig betydning for børnenes åndelige og legemlige trivsel. Selv den omhyggeligste moder kan ikke altid være om sine børn, men nødes til, særlig hvis hun har et erhverv, at overlade dem i adskillige af dagens timer til en stedfortræder.
Hvis det er muligt, vælg derfor ikke umodne og fjantede tøse til barnepige. Har man ikke råd til at have en passerske i den bedste alder, bør man, i erkendelse af, at man betror en barnepige det bedste, man har i verden, hellere vælge et ældre menneske, som ikke mere har kræfter til strengere arbejde, men som holder af børn.


DEN UDENLANDSKE BØNNE
Hvis man har råd til at engagere en udenlandsk passerske til sine børn, som, ubevidst for dem, lærer dem et af verdenssprogene i den alder, hvor det går som ingenting, er det naturligvis en stor fordel for dem. men det er jo de færreste givet.

OPDRAGELSE
At lære den unge den kunst at leve livet, er jo at dygtiggøre ham eller hende som menneske. Hvorledes sker det?

Hvori består kunsten at opdrage?
Vistnok så godt som ene og alene i eksemplet.

Hvad hjælper det at foreholde og straffe, moralisere og formane? Ikke meget! Men at forældre lever således, at det kan være et eksempel for deres børn, og at de unge går ud fra hjemmet uden nogensinde at have set noget indenfor dets vægge, der var lavt eller råt, uhæderligt eller løgnagtigt, men kun hvad der var smukt og godt, det er vist, sammenlagt med en aldrig svigtende kærlighed, den bedste og i grunden eneste opdragelse, man kan give sine børn.
Resten kommer af sig selv ved at tale med dem, advare dem og råde dem med de erfaringer, livet har beriget en med. S kønt – heller ikke det hjælper meget.
De unge vil ikke gennem råd og advarsler lære af de ældres erfaringer. De vil selv uddrage disse af livet gennem egne dumheder og sorger.
Men hvert ældre slægtled forsøger jo alligevel at lette det næste vejen gennem livet.

I ingen henseende er der vist i løbet af det sidste århundrede sket en større forandring end i børnenes stilling indenfor familien. I gamle dage anvendtes der ikke alene større strenghed i opdragelsen, men man gik under denne ud fra det princip, at børn skulle holdes i baggrunden, ikke ses for meget, ikke spørges, ikke spille nogen rolle, før de blev voksne, hvorimod man nu er gået til det stik modsatte synspunkt og lader børnene være forgrundsfigurer på alle områder, mens forældrene kun er til for at tjene de kære børns behov.
Hvilket af de to principper der er det rigtige, det vil sige det heldigste for det kommende slægtleds udvikling, skal ikke bedømmes her. Det skal kun konstateres, at således er det, og at den opdragelsens ånd, der hersker nu, i hvert fald har medført det gode, at den har bragt en i gamle dage ukendt kammeratlig tone ind mellem forældre og børn, både de opvoksende og de voksne, som har medført, at de nu kan tale sammen om mangt og meget, der derved kommer frem i dagens lys og fordamper, mens det før i tavshedens mørke fik lov til at fortætte sig og blive til noget hårdt og stygt.

Tag Dem selv lidt af Deres børns leg. Giv agt på den, led den ind i det rette spor og giv dem idéer, måske fra legene i Deres egen barndom. Det er den bedste måde, hvorpå man kan knytte slægtleddene sammen til et uopløseligt hele.
Gør, hvad De kan, for at få sang og musik ind i legen. Lær dem de gamle børnesange og rim. Kærlighed til musik og digte er den smukkeste interesse, De kan give børnene med ud i livet fra deres hjem.
Lad Deres børn lære noder og klaverspil, selv om de ikke har lyst dertil. De færreste børn har det, men når de føjes i ulysten, bebrejder de forældrene det som voksne.
Giv ikke børn bliktrompeter, fløjter eller trommer til gave. De kære små kan være støjende nok endda og fordummes blot af at hengive sig til et formålsløst spektakel, hvad de elsker.
Forær dem hellere spil, tegnesager eller billedbøger, hvad som helst, der er egnet til at udvikle deres tænksomhed og intelligens. Kun sjælden har de for meget af den fra naturens hånd.
Lær Deres børn i tide at være uafhængige af andres hjælp.
Lad dem, så snart de er store nok dertil, såvel drenge som piger, selv rede deres seng og slå deres vaskevand ud.
Lær Deres småpiger at lave mad og vaske op, i begyndelsen som en leg, senere som alvor. Ingen kan vide, under hvilke forhold og i hvilke lande de kommer til at leve, og hvis de en gang på fjerne og fremmede steder må stole på sig selv, vil de være taknemmelige for at have lært det i tide i et kærligt og forstandigt hjem.
Lad Deres opvoksende døtre lære skræddersyning, så at de, om fornødent, selv kan sy deres klæder eller i hvert fald forandre dem.
Forsøm ikke at drage omsorg for Deres børns udseende gennem hele livet, mens de endnu er børn, og det måske endnu er tid er rette på naturens fejltagelser.
Sørg især for, at tandstillingen ikke er vansirende, hvad enten det gælder udstående eller dobbeltvoksende tænder. Tandlægekunsten er i vore dage nået højt nok til, at de allerfleste af den slags skæmmende ting kan afbødes, og Deres børn vil ellers som voksne bittert bebrejde Dem, at De ikke har været energisk nok til at lade det foretage i tide. Gør ligeledes alt, hvad De formår, for at fjerne modermærker, vorter, skeløjethed o. l. fra børnenes ansigter.
Lad en læge undersøge et barn ved det mindste tegn på skævhed, hjulbenethed o. l.
Gør alt, hvad De kan, for at vænne et barn af med nervøse trækninger i ansigtet. Husk, at sådanne småting ofte kan ødelægge et livs lykke.
Undlad ikke at indprente Deres opvoksende børn, hvor vigtigt det er at tilegne sig en smuk og rank holdning, kendetegnet på en nedarvet eller tidlig tilegnet kultur.
Lær dem at bevæge sig frit og rankt under gangen.
Lær dem at have en ret ryg og at bære hovedet højt. den, der gør det legemligt, vænner sig til også at gøre det åndeligt.
Lær dem ikke at skyde skuldrene til vejrs. Det er en dårlig vane, som ofte bibringer indtrykket af en for kort hals, noget af det mindst flatterende, der findes.
Giv agt på at indprente Deres opvoksende datter betydningen af ansigtets holdning. Det bidrager ikke til indtrykket af en distingveret optræden at skære ansigt og misse med øjnene i skarpt sollys, at åbne munden højt, når man skal nyse, endsige synligt at undertrykke en gaben.
Lær hende at kunne beherske sit smil og sin alvor. Et smil på urette sted har tit forandret en skæbne til det værre.
Lær hende ikke at ro med armene under gangen. Læg mærke til på gader og veje, hvor uskønt det virker.
Fortæl ikke børn, at de er kønne. De får det tidsnok at vide.


BØRNS OMGANG MED PENGE
Lær Deres børn, fra de er små, at omgås fornuftigt med penge, ved at give dem et beløb at råde over til personlig brug, selv om det er aldrig så lidt. indprent dem Franklins vise ord:

“En shilling fortjent og en sixpence givet ud, er begyndelsen til en formue.
En sixpence tjent og en shilling givet ud, er begyndelsen til fallit.”

Giv dem efterhånden mere og mere, med pligt til at udrede enkelte nødvendige indkøb, så at de vænnes til at få penge til at strække til over et i forvejen fastsat tidsrum.
Børn bør have karakterpenge for at give dem indtryk af, at flid er en egenskab, der lønner sig.
Lad Deres børn føre regnskab over de beløb de får. Det er den første begyndelse til en fornuftig økonomi.
Lær dem fremfor alt at have noget tilovers for andre og gerne at ville give bort.
Gør hvad De kan for i tide at modvirke Deres børns, særlig småpigers hang til sladder. Indprent dem, at man ikke skal fæste sig ved, hvad der bliver fortalt og ikke bringe det videre.
Forehold dem, hvor uværdigt det er at sladre på kammerater.
Det hjælper ikke at ville forhindre drenge i at slås, særlig ikke, når det sker for at forsvare et eller andet Dem vedkommende æresbegreb, slægten, skolen e. i. man bør kun dadle dem, når de anfalder de mindre og de svagere. Det ligger nu engang i drenges medfødte natur at ville slås.
Lær Deres dreng ridderlighed mod kvinder ved i tide at modvirke hans drengeforagt sammen med kammerater for, hvad de kalder tøse. Lær ham at være en beskytter for sin mindre søster, hvis han er så lykkelig at have en sådan. Lad ham hente hende, hjælpe hende, værne om hende som enkelte brødre gør det så smukt.
Søg at bibringe Deres børn, særlig drengene, følelsen af en pligt til at værne lidt om deres tøj. Drenge er ubarmhjertig skødesløse med det, de har på. Sig dem at man godt kan være en rask dreng, fordi man ikke med forkærlighed pjasker ud i rendestene og pytter uden skånsel for fodtøjet. ved at indprente omhu for deres klæder, som skaffes dem af forældrene, lærer de med det samme at vise særlig agtpågivenhed overfor det, andre betaler.

Modvirk pyntesyge hos Deres lille datter, lige fra hun er ganske lille. Klæd hende smukt, på barnlig og enkel vis, men tal ikke videre til hende om klæder. Sig ikke ustandseligt til hende, når hun får en ny kjole på: “Hvor er Minna dog fin i dag.” husk, at Minna, så lille hun er, dog er en vordende kvinde, og at pyntelyst er mangen kvindes og derved mands fordærv. Men væn hende tidligt til at have skønhedssans gennem omgang med blomster, farver, stoffer o. l. når hun har skønhedssans, vil den også senere gøre sig gældende i hendes klædedragt. Det er ikke kostbarheden, der gør det.

Giv aldrig Deres børn noget på, der i snit og udseende virker meget afvigende fra deres jævnaldrendes klæder.
Voksne tænker ikke på – har glemt – hvor børn kan lide under andre børns spot og drilleri. Hvad et par grønne hvergarns [hør og uld, red.] bukser eller en storternet kjole har indbragt et ømtålig barn af fortræd, har tit præget sig uudsletteligt i sindet. Børn vil være klædte ganske som de andre.
Indprent Deres børn, at grådighed over for mad og drikke, eller frugt og konfekt er højst ubehøvlet, særlig udenfor hjemmet. Børns beskedenhed ved et fremmed bord viser, at de kommer fra et dannet hjem.
Lad Deres børn i tide forstå, at de absolut ikke må afbryde de voksne i deres tale og ikke ved spørgsmål blande sig i en almindelig samtale mellem voksne, men kun svare venligt og opmærksomt, når de tiltales direkte.
Lær dem at springe høfligt til for at optage, hvad voksne taber på gulvet.
Gør hvad De kan for at udvikle Deres børns slægtsfølelse ved at tage dem med til lykønskning ved alle familiefester såsom bryllupper, sølvbryllupper o. l., ja, lad dem endog, når de bliver større, følge med til familiens begravelser. Det giver dem en følelse af samhørighed med andre, som senere kan udstrække sig til at omfatte hele samfundet.
De bør ikke ved utidigt drillen forhindre Deres børn i at have samlerlyster, men snarere støtte dem deri, selv om det stjæler lidt vel megen tid. en samlerpassion kan senere i livet være en stor fornøjelse, og hos en dreng kan den lille ting føre til den større at have interesser udover det personlige velvære og behov.
Tag Dem i agt for at overmætte Deres børn med forlystelser. Det gør dem fantasiløse og blaserte før tiden.

BØRNS SPISNING
Pas godt på Deres børns ernæring, særlig mens de går i skole. Skolebørn lever altfor meget af tør kost. De går glip af frokosten hjemme og får kun som erstatning lidt smørrebrød. Dagens hovedmåltid: middagen får de først med den nuværende sene spisetid henad sengetid. Giv derfor børnene noget varmt og solidt, både før de går i skole og når de kommer hjem derfra.
Modvirk ikke i for stærk en grad Deres børns medfødte kræsenhed og tving dem ikke på gammeldags vis til at spise op, hvad der er givet dem på deres tallerken. Dels har de jo ikke selv forsynet sig, således som de voksne, og dels kan et barns afgjorte og ubetvingelige afsky for en spise bero på en fysisk modstand imod dens ingredienser. Eller det modsatte kan være tilfældet. Når børn har en så stærk tilbøjelighed for surt og sødt, er det sikkert, fordi noget i deres fysik fordrer disse smagsegenskaber.
Lær Deres børn at kunne spise uden at spilde på sig selv eller dugen og at kunne drikke uden at slubre glassets indhold i sig.

Lad børnene fra en tidlig alder sidde med ved bordet for at lære at spise smukt. De hovedregler for spisning, som børnene bør lære, er omtrent disse:
Put aldrig kniven i munden.
Smask ikke.
Tal ikke med munden fuld af mad.
Vis ikke interesse for hvilken ret det er, der bringes ind, før den bydes om.
Ræk ikke noget over naboernes kuvert. Tag små, mundfulde og tyg maden grundigt.
Drik langsomt.
Pas på at række andre, hvad de trænger til.
Sid rank ved bordet.
Før ikke konfekt eller frugt med fra bordet.

BØRNS FORHOLD TIL DYR
Børn har nogen medfødt hang til grusomhed og blodtørst. Slagtescener tiltrækker dem på en højst uheldig måde, og det tiltaler dem ofte at pine et insekt ved fx at rive vingerne af en sommerfugl. Modvirk af al evne denne medfødte ubarmhjertighed hos Deres børn. Indprent dem kærlighed til dyr og beskyttelsestrang overfor dem som en af de allervigtigste betingelser for et humant livssyn.
Lad gerne Deres børn selv have dyr, men glem da ikke, at de selv må have ansvaret for, at dyrene bliver godt behandlede.

SPØGENS BETYDNING
Lær Deres opvoksende børn den livets kunst at forstå spøg og opfatte den i samme ånd og form, hvori den fremsættes. Enhver kan ikke give sig selv lune og vid – det er en naturens gave. Men enhver kan opfatte en spøg med elskværdighed og besvare den, i hvert fald med godt humør.
Husk, at den mest dræbende, kedelige person af alle er alvorsapostlen, der bliver stødt, så snart man spøger med ham, og kalder enhver skæmtefuld udtryksmåde, ethvert muntert henkastet indfald for grin, fordi han ikke i tide har lært at fægte med så lette våben og derfor står magtesløs over for viddets uventede kårdestød.
Lad en lys tone være herskende i Deres hjem – det råder en husfrue for – og Deres børn vil derigennem uden at vide, hvordan det går til, komme til at eje spøgens nådegave.

STRAF

Slå aldrig større børn, men straf dem på anden vis. Prygl kan på ærekære opvoksende børn virke som en sådan forsmædelse, at den længe efter bliver siddende som en brød i hjertet, ja, det kan ske, at den aldrig glemmes.
Giv aldrig børn en lussing eller et puf i hidsighed over en bagatel, som fx når noget slås itu e. i.
Slå fremfor alt ikke børn, når fremmede er til stede. Det glemmes vanskelig.
Straf aldrig andres børn, når de er gæster hos Dem. Lad forældrene det vide, hvis noget graverende er sket.
Så snart et barn har tilstået sin fejl og bedt om tilgivelse, lad den da være glemt med det samme.

DOVENSKAB
Hvor føjelig De end er imod Deres børn, og hvor lemfældig og kærlig Deres opdragelse er, så er der et punkt, hvor De aldrig bør vise Dem eftergivende og svag, og det er med hensyn til flid. Lad børnene føle, at deres forældre foragter dovenskab, fordi det i virkeligheden er en foragtelig egenskab. Lær dem ved Deres eget eksempel, at arbejde og pligter er en lykke og ikke en byrde, og at fritiden først bliver til en glæde, når arbejdet er fra hånden.
Beklag aldrig børnene, mens de hører på det, fordi de har meget at bestille, og samstem ikke i deres dadel over skolen, der fordrer meget af dem.
Under de skærpede fordringer til individet i kampen om livserhvervet, bliver den dovne sejlet agter ud, og forældre bør forstå, at denne kamp i virkeligheden allerede begynder for deres børn ved de remser, der skal læres udenad i den tyske og franske grammatik.

Skån ikke børnene for en eneste times skolegang.

Opdrag dem således, at de udfører deres pligter ad frivillighedens vej og ikke med tvang.
Svagelige børn er de vanskeligste af alle at opdrage, især hvis de har en legemsfejl, der særstiller dem mellem andre børn og vækker medynk hos fremmede. De forkæles da som oftest af forældrene på en måde, der gør det særdeles vanskeligt for dem at bevare en elskværdig og uegennyttig karakter.
Det må være forældres opgave at give et sådant svageligt eller misdannet barn al den kærlighed, som ene kan holde det skadesløst for den vanskæbne, der har ramt det, samtidigt med at lære barnet, at det ikke, trods denne, er fritaget for hensyn og pligter.

Vær ikke en af de evig opdragende mødre, der uafladelig retter på deres børn. Det gør ofte den lige modsatte virkning ved at vække en art trods hos barnet og kan i hvert fald let forringe kærligheden til moderen.

MODERLIG FORGUDELSE
Vær ikke heller en for stærkt forgudende moder, der evig fremhæver sine børns begavelse og øvrige fremragende egenskaber. Vent hellere med at prise dem, til de i livet har vist, hvad de duer til. Den skeptiker, som spurgte: “Hvor bliver alle de begavede børn af?” Havde det rette blik på forholdet. Vær derfor heller ikke sikker på, at Deres søn bliver fremragende i livet, selv om han viser sig fremragende i skolen. Skoledukser bliver sjælden dukser i livet, dertil hører helt andre menneskelige egenskaber end at kunne lære udenad. I livskampen er det snarere initiativ det kommer an på end lærenemhed.

Tal ikke for meget om Deres begavede og udmærkede børn.

Vis forsigtighed med at lade Deres opvoksende datter gå alene på gader og veje, særlig på øde steder, hvorved der kan ske hende de mest gruopvækkende ting. Indprent hende i hvert fald ikke at svare, hvis hun tiltales af ubekendte mandspersoner under hvilket som helst påskud.
Sig ikke gerne nej, når Deres børn beder om at få venner eller veninder indbudt. Det er en ikke ualmindelig hændelse, at en dreng eller pige har indbudt hele sin klasse hjem uden at have turdet sige det til forældrene; den vidner i virkeligheden om en dybt indgroet gæstfrihedsfølelse, blandet med en frygt for modstand i hjemmet, begrundet på besvær og bekostning, en frygt, der ærligt talt af og til gør sig gældende helt op til ægtefæller.
Tilintetgør denne frygt ved liberalt at indbyde Deres børns venner, nårsomhelst de ønsker det, eller rettere sagt, lad børnene selv indbyde dem og blot underrette hjemmet derom.
Det hjem, hvor børnene eller de unge voksne børn kan samle deres venner når som helst under en tvangløs munterhed, der har livsglæden nemt ved at få indpas. og underligt nok er det ofte i meget lidt rige men dannede hjem, at en sådan gæstfrihed mod ungdommen blomstrer frodigst. I stor tarvelighed synes de unge at more sig bedst.
Forældre gør klogt i at stræbe at gøre sig afholdte af deres børns venner, give sig af med dem og tage del i deres glæder og sorger.
Det bedste middel til at være det, man skal for sine børn, er overhovedet at dele deres interesser og deres liv, særlig ved ikke at forlade dem for meget for at dyrke adspredelser i stedet for at blive hjemme hos dem i ro.

Men selv om forholdet er det kærligste og bedste, må forældrene ikke tro, at de ejer deres unge voksne børns fortrolighed. I deres hjerteanliggender betror de sig ikke til forældrene men til deres jævnaldrende.

HJEMMET OG SKOLEN
Mange børn kommer i en uheldig skole, det vil sige en skole, der ledes i en ånd, som passer dårligt til det opvoksende barns individualitet, og man kan undertiden se et barn, der i den ene skole artede sig dårligt, var dovent, forsømmeligt eller genstridigt, blot ved at bytte skole blive helt medgørligt og udvikle sig på en anden og heldigere måde.

Naturligvis bør forældre ikke ved et løst skøn altid give eleven ret overfor skolen. Tværtimod. Men når barnet vedvarende beklager sig og ikke udvikler sig til sin fordel, bør de i hvert fald være meget agtpågivende overfor den ånd og tone, der hersker i skolen, og hvis det ved nærmere undersøgelse viser sig, at uoverensstemmelserne mellem skolelederens system og barnets karakter er så store, at denne synes at tage skade af det, bør forældrene resolut skifte skole, efter omhyggeligt at have indhentet oplysninger hos andre forældre angående den nye skoles arbejdsmethode og straffemåder.
Hvis det så ikke bliver bedre i den nye skole, vær da overbevist om, at det ikke er skolens skyld, men Deres barns, eller måske til syvende og sidst Deres egen. Det er en kun altfor almindelig svaghed at kaste skylden på andre hellere end på sig selv.

LEKTIELÆSNING
Ved det blotte ord isner det i en. Er der noget, der er en plage i det daglige liv, en faldgrube for livsglæde og behagelighed i hjemmene, så er det lektielæsning, både for børnene, der efter endt skoletid skal terpe videre hjemme og for forældrene, der skal passe, at de virkelig terper.

Nogle påstår, at skolebørn lærer meget mindre nu, end de gjorde i gamle dage, at selv studenter, disse Athenes sønner, ingenting kan af sprog, mytologi, skrivefærdighed o. l. Andre siger, at børn overanstrenges. Måske begge parter har ret, for så vidt at det, der er en smal sag for det begavede barn, er en stor anstrengelse at lære for det ubegavede.
Men nok er det, selv om alle bestræbelser går henimod en friere og mere personlig kundskabstilegnelse end fortidens, så må der alligevel læses lektier, og mange ting må læres udenad, såsom grammatikalske remser, kongerækker, årstal, de små profeter og de ni muser m. m. tænk, ikke at vide, hvem Habakuk var, og på et karneval at være uvidende om, at dansens muse hed Terpsichore!
Det er klart, at man ikke er født med forståelse af at lære en lektie, og i første instans må det tilkomme skolen at lære barnet dette arbejde, men i det mindste i de første år må hjemmet hjælpe til, hvorimod eleven og skolen senere hen bør kunne klare sagen i forening.
Hjælp Deres små børn med lektielæsningen og lad de store klare sig selv.
Und børnene den tid, de behøver til at lære lektierne.
Men opdager De, at et barn er urimelig længe om at lære sine lektier, bør De i forening med skolen efterforske grunden til det og muligvis træde hjælpende til.
Hvis der er enkelte fag, hvori Deres barn har særlig vanskeligt ved at følge med, kald da om muligt en privatlærer til i hjemmet. Ganske vist, er et barn vant til at få hjælp, vil det ikke vare længe, inden det betragter det som selvfølgeligt, at det bliver hjælperens sag at få lektien banket ind i dets hoved, hvorved dets evne til selvstændigt arbejde forringes. men der kan være vigtige fag, særlig regning og matematik, som ligger enkelte børn så fjernt, at det vil være på sin plads at stive dem af i dem, for at de kan vinde med i den almindelige marsch.
Giv ikke Deres børn altfor mange undervisningsfag at passe udenfor skolen. Når de foruden 5 – 6 timers skoletid og dertil hørende lektielæsning samt eventuel musikøvelse, skal have undervisning i sløjd, håndarbejde, fægtning, gymnastik, dans, plastik, og hvad det alt sammen er, der frembyder sig, så kan det let blive så meget, at der ikke bliver ro til den individuelle udvikling gennem selvvalgte beskæftigelser, som til syvende og sidst bliver det, der bedst former den selvstændige personlighed.
Eksamenslæsning er jo i grunden nærmest en slags lektielæsning i større format. Menneskeheden har indrettet det så forkert, at lægge alle eksaminer i juni, mens nattergalen synger og roserne blomstrer; der er ikke andet at gøre for de usalige unge, der burde tumle sig i mark og eng, end at glemme roserne derude og lukke sig inde med bøgerne i mere eller mindre nødvendig repetition af de opgivne pensa.
Hvis eksaminanderne lider alle angstens sjælekvaler, så lider moderen sandelig med dem, når hun sidder hjemme og afventer tilbagekomsten med resultaterne.
Driv ikke et barns eksamenslæsning ud over det rimelige; overanstrengelse lige før en eksamen er af det onde, og den smule, der kan indhentes i et par dage, forslår ikke meget overfor lang tids forsømmelse.
Forøg ikke en eksaminands nervøsitet ved selv at være nervøs, eller rettere sagt ved at lade det komme til syne. Lad ubekymret, og stiv derved offerlammet af.
Spørg ikke uafladeligt, hvordan det går.
Sørg gerne for kraftig ernæring til den, der er oppe til eksamen og lad der så vidt muligt være ro i huset.
Hjemmeundervisning hører nærmest landet til, hvis der ikke også i bylivet af en eller anden fysisk årsag må tages særligt hensyn til et barn. To mangler klæber altid ved hjemmeskolen: savnet af kammerater og vanskelighederne, som uundgåeligt fremkommer ved, at børn af forskellig alder undervises på samme tid af samme lærer eller lærerinde. Nen når hjemmeundervisningen finder sted på landet, hvilket oftest er tilfældet, er det et uskatterligt gode, at naturen kan komme til at virke med i undervisningen. Naturen fængsler børn på alle måder, og at lære dem naturfagene kommer næsten af sig selv, mens læreren eller lærerinden under ture åbner deres øjne for al den skønhed, som udfolder sig i mark og skov.
En dygtig lærer eller lærerinde formår undertiden at bringe sine elever videre end deres skolebesøgende jævnaldrende, i det mindste for en tid.

Valg af levevej for de unge er et af de vanskeligste spørgsmål i familielivet. Som regel kan der vel siges, at der vælges for tidligt, idet en dreng i den første ynglingealder er for umoden til at vide, hvad det drejer sig om, og i altfor høj grad lader sig påvirke af faderens bestilling og andre rent ydre ting. hvor mangen dreng er fx ikke bleven draget ind i en militær livsstilling, der passede dårligt til hans vordende karakter, blot fordi faderen var militær, og han i opvæksten fik anledning til at beundre uniformer og sabelgehæng.
På den anden side er det farligt at påvirke den unge for stærkt ved valget af hans (eller hendes) levevej. Når han kommer til skelsår og alder, kan det ske, at han bittert bebrejder sine forældre deres indgriben på et punkt, som gjaldt hans rent personlige livslykke, og det er kun altfor tit, at man hører de ord: “Havde jeg blot fået lov -!”
Man bør vist, når øjeblikket er inde, indskrænke sig til at tale alvorligt med den unge mand og den unge pige og fremlægge alle vanskelighederne ved den vej, de ønsker at vælge, og så forresten lade dem selv om det.
Især bør man sikkert betænke sig på at lade sig for stærkt lede af en familietradition eller af en bestilling, der kan gå fra fader til søn, men ikke passer for den unge.


STEDFORÆLDRE
En af de vanskeligste samtaler i et menneskes liv må være den, hvor en fader eller moder skal sige til sine halvvoksne børn, at han eller hun agter at indgå nyt ægteskab. Hvis børnene har elsket den, de har mistet, enten ved døden eller ved skilsmisse, føler de et sådant skridt fra den tilbageblevnes side som et indgreb i deres helligste rettigheder. Sjælden formår de dog at forhindre det, så der er ikke andet at gøre end fra begge sider at gøre overgangen og samlivet så harmonisk som muligt.
Børnene bør huske, at deres fader eller moder ikke lever alene gennem dem, men har et eget hjerteliv. De bør derfor gøre alt for at komme til at holde af den, der bliver sat dem i faders eller moders sted og ikke ved en modstand, der dog er forgæves, gøre det daglige liv til en pine.
På den anden side bør den nyankomne i hjemmet, særlig en stedmoder, sætte hele sit liv og al sin hjertegodhed ind på at vinde sin nye ægtefælles børn. Opgaven er ikke let, hvilket belyses ved det omdømme begrebet stedmoder har i folkebevidstheden og sproget, forhåbentlig dog tit med urette.

SAMMENBRAGTE BØRN
Dobbelt vanskelig stiller opgaven sig naturligvis, hvor begge de nye ægtefæller har børn i forvejen, og måske får et nyt kuld sammen, et tilfælde, der i nutiden, begrundet på de mange skilsmisser, ikke er sjældent. Opgaven for en stedmoder må da være den, aldrig at lade stedbørnene mærke, at hendes egne børn står hendes hjerte nærmest. Det er ikke tilstrækkeligt at lade dem være ens stillede med hendes egne børn i ydre henseende; hvis stedbørnene mærker, at de ikke kan få fat i de små usynlige hjertets tråde, der binder moder til børn, så trækker de sig ind i sig selv.
At sige sandheden til børn – den, at en moder selvfølgelig holder mest af sit eget afkom, det vil aldrig blive forstået af dem. Der er da kun det at gøre, at tage dem ind til sit hjerte, så godt man formår, og gøre sig dobbelt flid med at forstå det fremmede barnesind, man selv med velberåd hu er gået ind på at lede.
Børn er uhyre følsomme overfor kærlighed og fornemmer enhver uretfærdighed og tilsidesættelse dybt. Hvad er mere medynkvækkende end et ulykkeligt barn.
Stedforældre bør da ligesåvel som forældre, uden at trættes, bestandig prøve hver fordring, de stiller til barnet, på sig selv, idet de tænker over, hvilket indtryk det vilde have gjort på dem selv, da de var børn, og hvilke tanker, det vilde have affødt. De skal føle deres egen barndom i hjertet og lade den være rådgiveren.
Børn skal leve og vokse op omgivne af kærlighed. I dens milde luft trives og udfoldes de gode egenskaber og sætter blomst i det bedste af alt – tillid først til forældrene og dernæst til medmenneskene.