Selskabslivet

GÆSTFRIHEDSFØLELSE

er en af Nordboens smukkeste Egenskaber og er saa nøje sammenflettet med Venskabsfølelsen, at den ene næsten ikke kan tænkes uden den anden for en nordisk Bevidsthed. Men som det gaar med det meste af menneskeligt Samkvem, er Enkelheden i Følelsen gaaet tabt i det civiliserede Livs utallige og forskelligartede Forhold. Gæstfriheden er efterhaanden blevet til en ret indviklet Ting med tusinde Formaal, Forpligtelser og Sidehensyn. Den har dermed skiftet Navn, kaldes Selskabslivet, og giver Plads i sin rummelige Ramme for meget Snobberi, mange Fordomme, megen Opstillethed, men heldigvis dog uden at udelukke det gammeldags Begreb Gæstfrihed, der aldrig vil uddø, saa længe der er Nordboer til.
Hvis De er saa lykkelig at besidde en talrig Kreds af Slægt og Venner og ikke en tilsvarende velforsynet Pengepung, er Selskabelighed noget af et Dilemma.

Hvis Deres Kreds er nøje indbyrdes forbunden, og De indser, at De langtfra formaar at faa Alle indbudt, bør De tage under Overvejelse, om det ikke er klogest helt at undlade at gøre Selskaber.
 Dette vækker ikke Anstød, hvorimod De, ved at indbyde Nogle og udelade Andre, risikerer at opvække mere Fornærmelse end Paaskønnelse.

Gensidighed i selskabelige Forpligtelser forudsættes i altfor høj Grad som en ufravigelig Regel, og Mange, især Yngre, gaar ofte og piner sig ved ikke at have faaet indbudt Familier, i hvis Hus de har nydt Gæstfrihed, og hvor det ikke falder de Paagældende ind med en Tanke at vente eller ønske noget Gengæld.
Det er ofte, at Mænd i store Stillinger og med meget Arbejde nok ynder at se Folk hos sig, “føre Hus”, som det hedder og samle en Vennekreds om sig uden derfor at have Lyst til de 5 Aftener om Ugen at styrte tidlig fra Kontoret hjem og klæde sig om og afsted til kedelige Selskaber, hvorfra man træt og anstrengt kommer hjem ud paa Natten.
Naar man ved et Par høflige Afslag har faaet Indtrykket af, at dette er Tilfældet, er det mest passende at ophøre at indbyde de Paagældende; men saafremt man ved gentagne Indbydelser faar tilkendegivet, at de alligevel ønsker at se En hos sig, bør man rolig gaa der og omsætte sin Trang til Gengældelse i Smaaopmærksomheder mod Husets Damer og hjertelig Tagen Del i Familiens festlige Anledninger.

MIDDAGSSELSKAB

er den almindeligste Form for selskabelige Sammenkomster, som rimeligt er i et Land, hvor Bordets Glæder spiller en saa uhyre Rolle. Det første man skrider til er: Indbydelseslisten, naar man efter at have nydt Gæstfrihed i sin Kreds, bliver klar over, at nu maa der gøres noget.
Det viser sig da som oftest altid, at den urgamle Konflikt er til Stede mellem Pligt og Tilbøjelighed. Det er altid dem, der virker mindre opmuntrende, som man trænger mest til at faa indbudt, hvorimod de luftigere Elementer, der strør Festlighed om sig, sjælden har paabebyrdet En med Forpligtelser.

Det er altsaa her nødvendigt at resignere, dog helst ikke helt. De selskabeligt set nødvendige men maaske ikke helt morsomme Gæster sætter nemlig overordentlig Pris paa at blive indbudt sammen med lidt forfriskende Elementer, som f. Eks. Kunstnere regnes for at være, undertiden med Urette.

Hvis man i sin Kreds har kendte Skuespillere og Malere, Digtere og Journalister, bør man fordele dem jævnt over sin Selskabelighed, hvilket dog er nemmere sagt end gjort, da de helst vil sammen.
En af Selskabslivets Hovedvanskeligheder er Overskuddet af Damer, ikke mindst de ældre Tanter, Enkefruer m. m. Hvorfor har Vorherre skabt saa faa Mandfolk og tilmed indrettet det saaledes, at disse nødig vil i Selskab, hvorimod alle Damer intet heller vil. Til en vis Grad kan man nok give Herrerne to Damer, men de fleste Mænd føler sig dog lidt fortrykte ved at være i for stor Minoritet.
Det kan derfor foreslaas, at man i Huse, hvor Spindesiden er særlig voldsomt repræsenteret i Vennekredsen, foranstalter en Damemiddag i Ny og Næ i Lighed med Herremiddage. De kan falde overraskende fornøjelige ud, men forhindrer maaske ikke, at Enkefruerne og Frøknerne føler sig brøstholdne, naar de hører om Middage i samme Hus, hvor lykkeligere Medsøstre har været hedt sammen med rigtige Mandfolk.
Omtal ikke for meget til Deres Bekendte Selskaber, hvori de ikke har deltaget eller skal deltage. De vil let blive fornærmede, idet de, ofte med Grund, vil antage, at det Selskab, de er bedt med til, er det mindre fine Sæt. Det drejer sig nemlig for de Fleste ikke om, hvorvidt de har moret sig, men om, hvorvidt de har været sammen med “de Fineste”. Det kan her bemærkes, at der endnu findes nogen Uvilje mod den udenlandske Skik at indbyde nogle faa Standspersoner til Middag og et stort Antal Gæster om Aftenen, men at Formen selvfølgelig har sine praktiske Fordele og ikke indeholder nogen Klassificering af Gæsterne, særlig hvor disse er unge. Men selvfølgelig kan man ikke indbyde ældre Standspersoner til Aften, hvor Andre har været hos En til Middag.
Dette gælder dog ikke særlig festlige Lejligheder, hvor f. Eks. en berømt Udlænding fejres.

En Slagskygge over enhver Selskabsliste er Pligtkontingentet til Familien. I et Hus, hvor begge Ægtefæller er rigeligt forsynet med Søstre, Svigerinder, Kusiner o. l. for ikke at tale om gifte Børn, og disse pligtskyldigst skal med ved alle Lejligheder, naas der praktisk talt meget lidt ved hvert enkelt Selskab. Man kan skride til at afholde Familieselskaber, men de regarderes mindre, skønt de tilvisse koster Værten det samme.
Under Sæsonens selskabelige Højtryk er det saa godt som umuligt at faa samlet de Mennesker, man ved Listens Affattelse mente vilde passe sammen. Derfor er den Kreds, som Vært og Værtinde vil komme til at modtage ved Indgangsdøren med et affabelt Smil, som oftest ganske forskellig fra den, de havde paatænkt.

Naturligvis bør man saa vidt muligt undgaa at bede de Mennesker sammen, som man ved lever i Uvenskab, især i smaa Selskaber. løvrigt kan det undertiden gaa overraskende godt, og et saadant tilfældigt Samvær kan lægge Spiren til en Forsoning.

Meddelelsen til Betjeningen fordrer i ikke faa Tilfælde lidt Mod. I meget gæstfrie Huse trættes Husassistenterne let af de mange Selskaber og det stærkt forøgede Arbejde, de medfører, og modtager Meddelelsen om et nyt Foretagende med lidt sure Miner.
Det kan foreslaas at give dem et Ekstra Vederlag, hvergang der er Selskab i Huset, ansat i Forhold til den lejede Hjælp.

Betaling er altid et godt Middel til at klare Humøret.

Pladsforhold
Man bør ikke indbyde Flere end det Antal, der virkelig er Plads til ved Bordet. Som Regel sidder Folk ikke bekvemt nok ved et Middagsselskab. Man hører, hvordan Værtinden ved et Middagsbord, hvor der ikke er Plads til saa meget som et Knivsblad mellem Gæsterne, i en beklagende Tone siger: “Vi havde bedt Professor N. N.s med Døtre, men desværre kunde de ikke komme.” Hvorpaa man ser sig om og tænker med Undren paa, hvor Familien N. N. da skulde have været placeret. Sagen er, at i stedet for at have været lettet ved at være sluppet for N. N.s har Værtinden ilet med at indbyde Andre til at sidde paa deres knapt tilmaalte Pladser. Det er undskyldeligt, fordi Maden, Vinene, Cigarerne, Opvartningen, Blomsterregningen, Belysningen, hele det særdeles kostbare og besværlige Apparat maa udnyttes til det yderste i en almindelig Husholdning, naar man engang er ved det. Altsaa, det er forstaaeligt, men ikke helt behageligt for de Indbudne.

Naar man ved en Afvejning af alle disse Forhold skrider til Affattelse af en Indbydelsesliste, maa man sørge for at faa Selskabet saa underholdende som muligt.
Man bør tage et ligeligt Hensyn til at indbyde Folk, der passer sammen, og som man ved gærne vil træffes, og dertil forstaar at bringe nye og muntre Æmner ind i Samtalen. Desuden nogle Udenforstaaende, der formaar at medbringe et friskt Pust.

Raader man i sin Kreds over smukke og elegante Damer, bør man være klar over, at de gør en næsten ligesaa blændende Virkning som Berømtheder, og man bør ubetinget anvende dem som Dekorationsgenstande.
Indbydelser udstedes paa et bestandig tidligere Tidspunkt, undertiden c. 14 Dage før Datoen. Det er paa den Maade efterhaanden blevet et rent Bogholderi at holde Rede paa Dagenes Anvendelse, og Forglemmelser kan meget let indtræffe.
Hvis man kommer meget ud, bør man paa sit Skrivebord have en Liste over Dagene i Ugen paa samme Maade som Teatrenes Repertoirelister.
I de fleste Tilfælde udstedes trykte Indbydelseskort, som, om man vil, kan købes færdige til Udfyldning.
En skriftlig Indbydelse er i de fleste Tilfælde at foretrække for Telefonering. Dels undgaas enhver Misforstaaelse, naar man har Sort paa Hvidt at holde sig til, dels er det nemmere at finde et Paaskud til at svare Nej i et sirligt, beklagende Brev end naar man uventet angribes i Flanken ved en Opringning. Det er ikke Alle givet at have det lynsnare Lyvetalent – man har tværtimod som Regel det barnlige Blik paa Forholdet, at man forlanger, Folk skal tro det, man siger. At lyve skriftligt er lettere, hvis man overhovedet kan bruge saa tungt et Ord om de høflige og af Alle vedtagne Paaskud, der lyder bedre end det ligefremme: Jeg vil ikke.
Men enten De vil eller ikke, opsæt ikke at lade Folk det vide. Hurtighed med Svar er en betydelig Lettelse i Selskabelighedens Besvær.
Svar altid omgaaende.
Siger De Nej, da giv ikke mere end een Grund dertil. Flere Aarsager indgyder Mistillid.
Har De først sagt Ja, da svigt ikke uden tvingende Nødvendighed.
Naar det ikke gælder et meget stort Selskab, undgaa da helst at benytte trykte Kort, men indbyd hellere gode Venner i en personligt skrevet Billet med et Par venlige Ord til hver især. Dette lille Udtryk for Venskab giver de Indbudte Lyst til at komme og kan bevirke, at der paa Forhaand skabes den hjertelige Stemning, som er mere værd end al ydre Luksus.
At give tilbords er den Opgave, der foreligger, naar man omsider efter Afslag, Afbud og Erstatningsindbydelser er naaet til en forhaabentlig definitiv Liste. Det er ved en stor Liste eller en, der er belemret med Uvenskaber, et rent Generalstabsarbejde, der maa udføres med overlegen Kløgt for at disponere over de forskellige Enheder, der ofte er stærkt uensartede.

Som Hovedregel gælder, at Værten skal have den fornemste Dame tilbords, eller, hvis ikke noget paabydende i den Retning gør sig gældende, eventuelt en Dame, der besøger Huset for første Gang. Værtinden føres helst ikke ind af den Herre, hvis Frue har Værten tilbords, men hun har ham, hvis ogsaa han er en Gæst, man ønsker at hædre, siddende ved sin højre Side ved Bordet. Saafremt Selskabets Pragtfigur er uden Hustru, har Værtinden selvfølgelig ham tilbords. Eventuelle Døtre anbringes helst med Husets Sønner eller omvendt.

Hvis der i Selskabet findes en Minister eller Gesandt, har Værtinden ham tilbords.
Hvor saadanne formelle Forhold ikke foreligger, maa Værtinden ofte trække af med den mindst omstridte Herre, som ellers er vanskelig at anbringe hos de andre Damer, da der lægges en overraskende Vægt paa, hvem man faar tilbords.
Ved Tilbordsgivning bør man prøve at bringe Afveksling og ikke give en Herre den Dame, som oftere har haft den Glæde. Det sker saa let, naar man synes de passer sammen, men man hører ofte den Klage fremsat: Jeg skal altid have N. N. tilbords her i Huset. Dette er en Klage, der ikke kan rejses af forlovede Par, der ifølge en mærkværdig Skik altid skal have hinanden tilbords. Livet kan saamænd blive langt nok for dem endda.
Ved Fordelingen af Damer og Herrer bør man have for Øje, at de to Paagældende har let ved at finde Samtalestof gennem fælles Interesser.
Ved Placeringen af Parrene omkring Bordet, gælder det som oftest, at Vært og Værtinde sidder vis á vis, enten for Enden af Bordet eller paa Midten af Langsiden.
I Huse, hvor der lægges Vægt paa en munter Tone, siges det at være Brug, at Ægtepar altid anbringes paa samme Side af Bordet, hvor begge Parter kan udfolde sig lidt ugenert uden at være under Kontrol af Ægtefællens Blik.
ANKOMST TIL SELSKAB
Det er en selskabelig Umulighed, at Vært og Værlinde ikke er fuldt færdige ved Gæsternes Ankomst
afventende dem i Modtagelsesværelset, ligesom alt andet i Huset maa være i fuld Orden, før Nogen kommer.
Præcision ved Selskab. Det forventes, at Gæsterne møder nogenlunde til den fastsatte Tid. Naar denne overskrides med et Kvarter, maa der gives motiveret Undskyldning, hvorved det er rart, naar den Paagældende kan finde paa en frisk og ikke altfor ofte brugt Forklaring paa, at det sultne Selskab har været holdt ventende. 20 Minuter over Tiden har Værtinden Lov til at lade Gæsterne gaa tilbords, idet Pladsen for den endnu ikke Ankomne holdes aaben, og Borddamen, hvis det er en Herre, der lader vente paa sig, føres ind af en Anden.
Man maa hellere komme 35 Minuter for sent end 25, da man i saa Fald kan faa Værtinden til at tro, at man har taget en halv Time fejl af Tiden.
Hvis man af den Oplukkendes forfjamskede Mine og en paafaldende Tomhed i Entreen kan forstaa, at man er kommen en halv Time for tidlig, bør man gaa en Tur i Mellemtiden.
Hvis man af uforudsete og uopsættelige Forretninger eller andre Forhindringer bliver klar over, at man ikke kan naa, frem til et Selskab i rette Tid, bør man telefonere derhen i Tide og anmode, om Selskabet vil gaa tilbords.
Tidspunktet for et Middagsselskab varierer for Tiden fra Kl. 6½ til Kl. 8.

Paaklædning
Det er praktisk paa Indbydelserne at angive, hvilken Paaklædning der skal anvendes for Herrernes Vedkommende, da deres Selskabsdragt jo er en Art Uniformering.
Naar Dragten ikke er angivet i Indbydelsen, kan man forespørge telefonisk.
I hvert Tilfælde gælder det, at Husets Herrer er mindst festligt paaklædte. Det sker endda, at en Vært skifter Dragt fra det mere til det mindre elegante, for at berolige Gæster, der underligt nok kan være forpinte over ikke at være i det rette Antræk.

Denne for Kvinder noget uforstaaelige KorrekthedsOptagethed bunder sikkert i, at Mandsdragten i sig selv er saa uskøn, at Korrekthed bliver det eneste forsonende ved den.
Er man imidlertid kommen i et Selskab i en ukorrekt Dragt, bør man ved dette som ved alle andre selskabelige Smaa-Uheld tale saa lidt om det som muligt.
For Damer gælder det, at man ikke altid ved, om en Indbydelse gælder et større eller et lille Selskab. Man bør derfor bestandig have en Kjole, der i al Tarvelighed er syet saaledes, at den – blot ikke helt højhalset eller med Ærmer til Haandleddet – kan gaa til begge Dele. En god Kniplingskrave og et Par lange Handsker gør Udslaget.
Vær hellere for enkelt end for elegant klædt til Anledningen. Malplaceret Pragt virker tarveligst af Alt.
Spar saa lidt som muligt paa Handsker og Fodbeklædning. Naar disse Ting er i Orden, gør det hele Ens Ydre soigneret.
En smuk Frisure gør ogsaa Underværker.
Naar De har klædt Dem paa til Selskab, efterlad da ikke et uordentligt og sjusket Værelse med brugt Vaskestel, Klædningsstykker, der flyder o. I. Ingenting bidrager mere til at give Ens Husassistent ringe Tanker om Ens huslige Værd.
Er det Dem, der har Selskab, hav da altid et Værelse, der er hyggeligt i Stand til eventuelt Brug for Gæster.

Ordener
Ved et almindeligt Middagsselskab bruges det saa godt som ikke mere at bære Ordener, ikke engang i smaat Format. Det forbeholdes til større festlige Lejligheder. Kun en Roset i Knaphullet angiver, at den paagældende Medborger er i Besiddelse af det af saa Mange eftertragtede Kendetegn paa Samfundets Anerkendelse.
For Hofmænd og Officerer foreligger der et indviklet Ceremoniel ang. inden- og udenlandske Ordensdekorationer, f. Eks. om, hvorvidt en udenlandsk Orden skal bæres ved Nærværelsen af en Potentat fra det Rige, hvorfra Dekorationen er tildelt, o. s. v. Som en Hovedregel kan det kun angives, at man helst skal være tilbageholdende med at pynte sig med Ordener, og at disse i hvert Fald tager sig meget lidt smagfulde ud for civile Herrer om Formiddagen i Forbindelse med Kjole og Hvidt, som man kun altfor ofte kan se det paa vore hjemlige Breddegrader.
Der bæres kun Ordensroset i Knaphullet, naar man er iført civil Formiddagsdragt.

Titler er noget af det vanskeligste at lære at benytte rigtigt, naar man er Udlænding eller forlægger sin Personlighed fra eet Samfundslag over i et andet. Der er saa mange Snurrigheder. Kammerjunker er f. Eks. en fin Titel og Jægermester ligesaa, hvorimod Benævnelsen “Kammerjæger” ikke just forbinder Tanken med en hofmæssig Levevej. Og hvem kan forstaa, hvorfor man i Tiltale ikke gærne siger Hr. Minister, men bør sige Ministeren, hvorimod man godt kan sige: Hr. General, og om man vil Hr. Professor. Man kan sige baade Deres Exellence og Exellencen. Men man kan ikke benævne f. Eks. General G. F. Jensen som Hr. Jensen.
Det samme gælder kvindelige Titler. Man kan ikke kalde Grevinde N. N. for Fru N. N. men man skal ikke benytte Titelen meget i en Samtale. Dog bruges den uheldigvis mere her end f. Eks. i Frankrig, hvor en Grevinde kun tiltales som saadan af Betjeningen, men af sin Omgangskreds kaldes Madame. I England kan endog Dronningen og Prinsesserne tiltales som Madam.
Hvis man mener at have en god Ven i en betitlet Dame, skal man kun benytte hendes Titel i Omtale eller udenpaa Breve. I Tiltaleform vil den give hende et Indtryk af Fjernhed, som vil gøre hende ondt og let kan forrykke Forholdet.
Hvert Land har sine Egenheder. I England kan f. Eks. en Baronet ikke benævnes uden sit Fornavn, og dette bruges i Tiltale uden Efternavn sammen med Titelen Sir, f. Eks. Sir Arthur, Sir Charles.

Afbud kan være noget af en Hensynsløshed mod Huset, der har udstedt Indbydelsen og bør derfor kun anvendes, naar der er tvingende Grund dertil saasom virkelig forhindrende Sygdom, pludselig Sorg o. l.

Tretten tilbords
Et Afbud kan især virke som en Katastrofe, naar man ligger og krydser omkring Tallet 13, da den protestantiske Guddom af sine Tilbedere menes at ville ihjelslaa en af dem, der har siddet tilbords med 12 andre, et Forhold der ikke virker saa irriterende paa Katolikernes Skaber, heldigvis for dem.
Undgaa derfor paa vore hjemlige Enemærker at blive 13 tilbords, da De risikerer at føle Dem skyldbevidst, hvis En af dem maatte vandre heden i Aarets Løb.
Det kan være fortvivlende, naar Telefonen i en Influenzaperiode kimer Gang paa Gang for samme Dag at melde Afbud. Man kan nemlig være sikker paa, at det træffer saa uheldigt som muligt. Er der for mange Damer, er det Herrer, der sender Afbud, og er det knapt med Damer, er det dem, der faar et Feberanfald. Og allerværst er det, naar enten Hædersgæsterne, for hvem det liele var lavet, melder Forfald, eller naar det er det forbindende Element, det selskabelige Kit, der skulde holde sammen paa de hinanden ubekendte Gæster.
I sin Nedstemthed begaar man da som oftest den Dumhed at forsøge paa at faa Hullet udfyldt ved i sidste Øjeblik at telefonere til nære Venner. De første man henvender sig til, kan naturligvis aldrig, eller er ikke indrettede paa det, og mere og mere febrilsk kimer man videre, og faar tilsidst nogle Mennesker til at give Møde, der er den øvrige Kreds ganske uvedkommende og nærmest er til Besvær. Oven i Købet skal man takke dem varmt for deres Elskværdighed.
Derfor – hvis Uheldet sker, at De faar Afbud samme Dag, gør da ikke fortvivlede Forsøg paa at faa det oprindeligt fastsatte Tal af Gæster udfyldt, men indskrænk roligt Antallet og gør det bedste ud af Situationen.
Ankomst. Søg at anbringe Deres Overtøj, saa det ikke er for vanskeligt at finde, ifald De maatte mene det ønskeligt at forsvinde i god Tid.

At komme ind i en Selskabssal er for generte Mennesker en sand Gru, en Følelse af Ubehag, som Nogle dækker med en friskfyragtig Frejdighed, mens Andre kommer ind med en sky og kejtet Mine. Vært og Værtinde bør helst holde sig i Nærheden af Døren og ikke fordybe sig saa stærkt i samtalende Grupper, at de ikke straks kan modtage de Indtrædende med Venlighed, saa de straks befinder sig vel. Den Nyankomne hilser først paa Husets Frue og dernæst paa de Tilstedeværende efter deres Placering i Rummet, dog med noget Hensyn til at hilse først paa særlig fremragende Tilstedeværende.
Presentation. Vært og Værtinde sørger for – eventuelt bistaaet af deres voksne Børn – at alle Gæsterne bliver forestillede for hverandre, naar de ikke før har truffet hinanden.
Er der Tale om Presentation mellem en Ældre og en Yngre, nævnes den Yngres eller mindre betydelige Persons Navn først, for ligesom at antyde, at man forestiller den Paagældende for den Ældre.
Det samme er Tilfældet ved Presentation mellem en Dame og en Herre.
Hvis Presentationen forsømmes, maa Gæsterne enten anmode derom eller eventuelt selv nævne deres Navn.
I meget store Selskaber, Baller, Fester o. I. er det selvfølgelig ugørligt at gøre Alle bekendte med hinanden.
Da maa de Tilstedeværende selv sørge for af fælles, Bekendte at blive forestillede for dem, de ønsker at underholde sig med.
Ved saadanne Lejligheder er det, at en Herre kan gaa hen til en anden Herre og nævne sit Navn, hvorpaa den Anden rækker ham Haanden og ligeledes nævner, hvem han er. Naar en Yngre tiltaler en Ældre, siger han: “Hr. N. N. tillad mig at forestille mig for Dem.”
Denne Fremgangsmaade anvendes af Herrer kun i Nødstilfælde overfor Damer. Man faar hellere en Anden til at forestille sig.
Har man ved en Presentation ikke opfattet Navnet, spørger man ikke om det, men erkyndiger sig hos en Anden.
Det er heldigst at være forestillet for Alle, da enhver Gæst i et Selskab af almindelig Størrelse helst maa have talt med alle Tilstedeværende, selv om det kun er nogle Ord i en fælles Samtale.
Tiden før man gaar tilbords er det mindst tiltalende Tidspunkt ved et Selskab. Det er vanskeligt for Værtinden, trods alle Anmodninger, at faa Gæsterne til at sprede sig og sætte sig ned, og man bør derfor søge at gøre denne afventende Stund saa kort som muligt.

 Hvis en Husfrue formaar at skabe en utvungen Stemning i den fatale halve Time, hvor man staar og venter enten paa Maden eller Efternølerne, har hun Værtindetalent. Det er ikke let at sætte Humør i sultne Gæster. 

Gaaen tilbords
Værten meddeler stille, hvilke Damer Selskabets Herrer skal have tilbords, medmindre der i Entreen staar en Skaal med smaa Sedler, som man holder stærkt Udkig efter, idet man dog kun søger efter sit eget Navn, uden at bryde sig om de Andres. Der vises kun Glæde, selv om det er en gammel Snerpe man har faaet tildelt. Værten maa i saadanne Tilfælde afholde sig fra deltagende og undskyldende Forklaringer.
Naar der gives Signal til at gaa tilbords, gaar Værten i Spidsen med sin Dame, og hjælper, før han sætter sig, de Indtrædende med at finde deres Plads, saafremt ikke denne, hvad der ved store Selskaber er praktisk, er angivet paa det Kort, hvor Herrens Borddame stod anført.
Gæsternes Plads ved Bordet bør i hvert Fald være angivet ved Kuverten.
Husfruen gaar sidst ind med sin Herre, hvorefter man sætter sig.

Spisebordet og Maden
Det vil altid glæde en Værtinde, hvis Nogen blandt Gæsterne udtaler en Ros over Bordets smagfulde Ordning. Der er her Grund til at lægge Vægt paa at gøre denne Ordning nogenlunde enkel og dog festlig uden alle de Kruseduller af smaa Glas med Violer, haandmalede Menuer, Baandsløjfer, Blomster plantede paa Knappenaale, samt Servietter som langhalsede Svaner, der er betegnende for den næsthedste Smag.

Lys og Blomster, Krystal, og – hvis man har det – Sølv er tilstrækkeligt til at gøre selv den enkleste Borddækning elegant.
Det maa anbefales ikke at pryde Bordet med Blomster, der har en bedøvende Duft som f. Eks. Hyacinther og Liljer, da Mange faar Hovedpine deraf. Er det imidlertid sket, bør man som Gæst ikke volde Forstyrrelse ved at udbede sig Blomsterne fjernede.
Tro ikke at De frembringer Virkning af Elegance ved en overvældende Masse af Retter eller Geledder af Vinglas. De opnaar det stik Modsatte, nemlig at komme til at virke som en nyopdukkende Rigmand, der ved Hjælp af haandgribelige og let paaviselige Udgifter forsøger at dække over Mangelen paa virkelig Kultur. Dette bliver særlig grelt, naar nogensomhelst Art af Priser bliver omtalt, selv om det blot sker i Form af, at Gæsterne underrettes om, at Rødvinen er fra 1868, for saa ved man, at den er dyr. I virkelig fine Huse serveres kun faa men udsøgte Retter og enkelte gode Vine.
God og smuk Frugt er altid Maaltidets bedste Prydelse saa vel dekorativt som gastronomisk set.
Ingen bør tale om Maden, især ikke Vært og Værtinde.
Det maa tilraades at anbringe rigeligt med Vand og Selters paa Spisebordet, da Mange ønsker det enten som Fortynding af Vinen eller som særlig Drik. Paa de fleste Spiseborde savnes der Vand, og man maa skaffe sig det gennem de Opvartende, ofte efter længere Venten. Dette er ikke heldigt.
Tonen ved Bordet bør være munter uden at udvikle sig til at blive larmende. Mens det i Udlandet, særlig i England, helst undgaas at tale over Bordet, er man her mindre formfuld, men det bør dog holdes indenfor rimelige Grænser og helst indskrænkes til kortere Bemærkninger.
Læg Vægt paa altid at tale med Deres Sidemand, ikke alene Den De har tilbords, men ogsaa Den, der sidder ved Deres anden Side, hvilket er et nødvendigt Hensyn til Vært og Værtinde, og hvis De kommer i Samtale med Den, der sidder paa Plads Nr. 2 fra Dem, søg da at inddrage den Mellemsiddende i Samtalen, som ellers vil sidde med en knugende Følelse af Forladthed.
Hvis begge Deres Naboer ved Bordet er optagne af Samtale, er der ikke andet for Dem at gøre end med muntert Udseende at passe Deres Fortæring og søge den første Anledning til at komme ind i en af Samtalerne, hvilket ikke vil vare længe, hvis det er velopdragne Mennesker, De har ved Deres Side.

Herren hælder, første Gang han skænker, et Par Draaber Vin først i sit eget Glas, hvilken Skik skriver sig fra den Tid, hvor man kunde frygte et Stykke Prop i Vinen, dernæst fylder han sin Dames Glas, indtil hun siger Stop. Han kan da forsyne sig selv, hvis ikke Damen paa hans anden Side ogsaa er vansmæglende. En Dame kan ikke godt skænke Vin for sig selv, men maa, som den svage Kvinde, søge Mandens Beskyttelse, i hvilket Tilfælde han gør det med en Undskyldning for sin Uagtsomhed.

At drikke Glas med hinanden
Værten hilser paa sine mandlige Gæster ved at drikke et Glas med dem. Undertiden ogsaa med Damerne, i det mindste nogle af dem, med mindre han overlader denne Høflighedsakt til Værtinden.
En Herre drikker som oftest med sin Borddame og ligeledes med sin Hustrus Bordkavaler.
Den mindre Fornemme eller Yngre kan ikke godt være den opfordrende.
Naar Kongen gør en Bordfælle den Ære at drikke med sig, rejser Vedkommende sig og drikker staaende. Dette bruges ogsaa, omend i aftagende Grad, under mindre hofmæssige Forhold, naar det er en ældre, højt værdsat Bordfælle, særlig en ældre Dame, der opfordrer en Yngre til at drikke med sig. Især gøres det blandt Officerer. I andre Krese rejser man sig som oftest kun halvvejs eller lægger en vis Ærbødighed i sit Udtryk og Blik, maaske afpasset efter det, man har at vente af den Paagældende.
Efter dansk Skik returneres Opfordringen ikke.
Den gamle Vedtægt, at Glasset skulde tømmes, er heldigvis gaaet af Brug, hvorved mange blussende Ansigter efter Bordet undgaas.
I øvrigt er hele Skikken ikke ueffen. Den giver Stemning ved et Festbord og kan undertiden udjævne et Mellemværende ved at vise Den, der opfordres, at det hele var ikke saa slemt ment. Og den gamle Skik opretholder stadig sin Popularitet, fordi det er en Opmærksomhed, der er nem – og billig. I det mindste for Gæsterne.
Tøm ikke gerne Deres Karaffel helt, saaledes at der maa hældes mere Vin paa den.
Vis ikke nogen iøjnefaldende Interesse for Maden. Forsyn Dem tilsyneladende ligegyldigt, selv om De er sulten, hvilket ikke vil klæde Dem at tale om, hverken før eller under Maaltidet.
Forsyn Dem ikke flere Gange af samme Ret, medmindre det er nogenlunde almindeligt ved Bordet, saaledes at De saa at sige rives med af Stemningen, idet det er heldigt, at samtlige Tilstedeværende er færdige nogenlunde samtidigt.

Naar man er tilfredsstillet, kan det markeres ved, at man lægger Kniv og Gaffel i ret Linje ud fra sig som Tegn paa, at man ikke ønsker mere.
Undgaa saa vidt muligt at levne og gør Deres Bedste for, at Deres Tallerken ikke har et utiltalende Udseende, naar De er færdig.

Hvis De af Naturen er begavet med en særlig udmærket Appetit, maa De helst berolige den noget ved de beskedne hjemlige Kødgryder, inden De gaar i Selskab, for ikke at falde ud af Ensemblet ved en isoleret Hunger.
Serveringen. Værtinden bør aldrig med et Ord berøre Besværet, der er gaaet forud for det Selskab, der afholdes.
Hun maa heller ikke virke, som om Opvartningen i mindste Maade bekymrer hende. Hun opnaar ikke det mindste ved at vise sig nervøs. Naar en Ret ikke er færdig, kan det ikke nytte, at hun rejser sig og farer ud og veksler bitre Ord med Kogersken, og er der Kludder og Fejltagelser ved Opvartningen, bøder hverken Bebrejdelser eller straffende Blikke derpaa, da det i heldigste Tilfælde kun bidrager til at gøre den Skyldige mere forfjamsket, ligesom det giver Gæsterne et ubehageligt Indtryk af, at hele Maskineriet virker daarligt.
Bedst er det at have saa rigeligt med øvet Opvartning, som man kan, for ikke at have unødig lange Pavser mellem Retterne, og især at have givet fyldestgørende Besked paa Forhaand, for at undgaa unødig indbyrdes Diskussion mellem de Opvartende.
Det maa betragtes som heldigst at begynde Ombydningen med den Dame, der har Værten tilbords, og naar der er to Serveringer, da ved en Dame ved den modsatte Side af Bordet, og de Opvartende bevæger sig tilhøjre, saaledes at Vært og Værtinde tager sidst, hvilken Rækkefølge ogsaa følges med de Vine, der ikke staar paa Bordet, men skænkes omkring.
Ved et Middagsselskab lader Gæsterne, som de ikke kender Lejetjenerne, skønt de idelig har set dem under hele Saisonen. Ved et saadant Gensyn at sige højt: “Goddag, Smith! Hvordan gaar det?” og derved antyde, at Smith ikke er Tjener i Huset, er ligesaa hjerteløst overfor Værtens Følelser, som at antyde, at en Sovesofa er en Sovesofa. En af Hovedreglerne ved selskabelig Tone er overhovedet at gaa ud fra, at Ens Vært og Værtinde ikke har noget Privatliv, men at alle deres Dage henleves i den samme Glans som i den forhaandenværende Time.