Selskabslivet 2

Uheld ved Opvartningen
Hvis der i et Selskab lyder et Rabalder af ituslaaet Glas og Porcelæn fra en tilstødende Stue, maa Værtinden, selv om det er ildevarslende, ikke med en Mine lade sig mærke med det, endsige ile ud for at erkyndige sig om, hvad det er. Hun faar det tidsnok at vide. Sker et saadant Uheld i hendes umiddelbare Nærhed, maa hun, tilsyneladende ligegyldig, blot give sine Ordrer angaaende Katastrofens Udslettelse.
Værten og Gæsterne maa ligeledes lade som ingenting.

Naar man ved en Middag eller Souper faar sin Dragt plettet ved Bordfællers Uagtsomhed, maa man beherske sin Ærgrelse og forsikre, at det ikke gør det mindste. Selv om den Opvartende hælder Indholdet af en Sauceskaal ned over Ryggen af en Kjole til flere Hundrede Kr., maa man smilende bevare sin Fatning og sige, mod bedre Vidende, at det gaar af.
Hvis man som Gæst kommer til at vælte en Rødvinskaraffel ud over Dugen eller ituslaar en Glasgenstand, bør man, efter en Undskyldning, gaa nogenlunde let hen over Uheldet og ikke udtømme sig i for mange Beklagelser, der kun gør det vanskeligere for Værtinden at bevare sin ligeglade Mine.
Men fremfor alt – har man haft det Uheld at ituslaa eller ødelægge noget, maa man ikke søge at oprette det ved at sende en lignende Ting som Erstatning den næste Dag.
Dette betragtes ikke som hørende til god Tone.
Skaaltaler er ved at gaa af Mode ved et almindeligt Middagsselskab. I mere gammeldags Kredse bruges dog endnu, at den Herre, der har Værtinden tilbords, har Ret til at kunne udbringe hendes Skaal. Det maa da tilraades ikke at gøre det i altfor blomstrende Udtryk, men helst at holde paa den spøgefulde og kauserende Form.
At de andre Gæster tier stille under Bordtaler følger af sig selv. Ikke heller bor man afbryde Taleren medmindre et vel turneret Tilraab under en animeret Stemning kan hjælpe en stammende Demosthenes paa Gled.
Naar en Dame ser, at hendes Bordkavaler begynder at rulle Brødkugler og ved Adspredthed vise, at han spekulerer paa en Skaaltale, bør hun saa vidt muligt lade ham have Fred og hellige sig til sin anden Nabo saa længe.

Maaltidets Ophør
Værten bør, idet han rejser sig for at ønske Velbekomme, undgaa den klassiske Bemærkning: “Nu har min Kone ikke merel” hvilket var det, Gorm den Gamle plejede at sige om sin Hustru Thyra Danebod. Den Skik at gaa Kredsen rundt og med et Velbekomme trykke hinanden i Haanden i alvorsfuld Samdrægtighed, fordi man har spist et Maaltid sammen, er heldigvis ved at uddø og bruges kun i meget gammeldags Huse eller meget langt fra Hovedstaden.
Hvis man endelig vil give sin Erkendtlighed Udtryk, kan man nøjes med at sige Tak for Mad til Værtinden, men ogsaa det er ukendt i mere kosmopolitiske Forhold og forsvinder mere og mere. Værtinden gaar med sin Bordherre under Armen først ind i de tilstødende Stuer, og Selskabet følger parvis efter. Værten med sin Dame sidst. Herrerne bukker let for deres Borddamer, og Selskabet spredes gruppevis.
En Herre bør helst i Aftenens Løb tale lidt med den Dame, han har haft tilbords, da hun ellers vil have en trykkende Fornemmelse af, at han er glad ved at være bleven hende kvit.

Tobaksrygning i Selskab
Den stadig om sig gribende Nydelse af Tobak gør sig selvfølgelig ikke mindst gældende i Selskabslivet, og ved et større Selskab er Luften ofte tyk og blaa af Røg, saa snart Maaltidet er sluttet.

Hvor Hensynet til en eller flere bedagede Damer ikke gør sig gældende, ryges der i alle Stuer. Damer maa nødig træde hindrende i Vejen for Rygning. Naar de har ondt ved at taale den, maa de blive hjemme.
Man kan ikke i Selskab ryge medbragte egne Cigarer, med mindre man af Sundhedshensyn beder om Tilladelse dertil.
Kun i en mere fortrolig Kreds bydes der Cigaretter ved Middagsbordet mellem Retterne.
Ved Bortgangen tænder man den dertil beregnede Cigar. Naar man er saa uheldig at have en Cigartyv til Gæst, der ses at liste sig til at stikke sin Værts Cigarer i Lommen, bør man tie dermed. Men man indbyder ham ikke gærne oftere.

Musik i Selskab er af Mange anset for at være en af Selskabslivets værste Plager. Det kommer af, at der er noget selvmodsigende i at kalde Folk sammen og ved Hjælp af Mad og Vin at bringe dem i en munter og animeret Stemning og derpaa pludselig at forlange af dem, at de skal sidde gravalvorlige og i andagtsfuld Tavshed høre paa en Strygekvartet eller en Duo med saa og saa mange Satser. Der er naturligvis Kredse, der er saa udpræget musikalske, at Eksperimentet altid vil lykkes, men hvor disse højere Væsener er blandet med lavere Aander, bør der aabnes disse en Nødhavn i Form af et isoleret og tillukket Værelse, hvor de kan dyrke Samtalens lavere Kunst, og hvor de plejer at more sig ypperligt, hvilket i Parantes bemærket ogsaa vil indtræffe, hvor denne Sikkerhedsventil ikke findes. Klangen af Musik sammen med Forbudet mod at tale, virker nemlig altid yderlig animerende, og Fristelsen bliver uimodstaaelig. Dette er Synd for de Optrædende, der lægger hele deres Sjæl i Tonerne, for ikke at tale om deres Paarørende, der forarges. Der opstaar derved den Splittelse i Værtens Sind, at han vilde ønske, hans Gæster morede sig noget mindre. Men selvfølgelig bør man kunne tie stille, mens der musiceres.
Heldigst er det dog, selskabeligt set, naar En eller Anden med godt Humør sætter sig hen og spiller eller synger, uden at forlange Tavshed om sig. Det hæver Stemningen og kaster et Skær af Festlighed over Sammenkomsten.
Man kan ikke i et Selskab tage Afsked og bortfjerne sig midt under Udførelsen af et Musikstykke. Det kan være slemt nok, hvis det f. Eks. er en Trio i tre lange Satser eller Beethovens Adelaide, men Velopdragenheden fordrer det afgjort.
Hvis man skal naa et Tog, og de musikalske Elementer er ved at udføre en endeløs Kvartet, mens Bilen tuder, og man sidder paa Naale, maa man saa stille som muligt se at faa fat i Værtinden og efter en Forklaring til hende bortfjerne sig lydløst uden at tage Afsked med Andre.
Naar en fejret udøvende Kunstner er til Stede i et Selskab, er det heldigst at betragte ham eller hende som en Gæst som enhver anden og ikke presse ham til at optræde, medmindre en tilfældig Vending i Samtalen gør en Henstilling ganske naturlig.
Hvis den Paagældende derimod selv tilbyder det, tager man med Taknemlighed derimod.

Kortspil er i nogle Perioder et meget yndet Tidsfordriv i Selskabslivet, i andre er det mindre paaagtet. Det er en Adspredelse, der særlig egner sig for de Ældre, for hvem det tidt er meget kærkomment at kunne sætte sig til et Spillebord.
I Huse, hvor der spilles, maa Kort, Bøger, Jettons og alt andet Tilbehør være i fuldstændig Orden paa Forhaand. Værten byder ved et Selskab Kort rundt, men kan ikke selv spille med, saafremt der er Gæster, som ikke spiller. Det samme gælder Værtinden. Selv om hun med Iver dyrker Kortspil, maa hun ofre sig for at underholde de underlig uensartede selskabelige Elementer, der i stærkt kortspillende Huse bliver tilbage i Dagligstuen, Hustruer, der har bridgedyrkende Mænd, og Herrer, hvis Fruer ikke kan blive færdige med de uendelige Rubbere – disse faa Usalige, der ser i illustrerede Hefter og Albumer og synes, at Timerne aldrig faar Ende.
Før man sætter sig til Spillebordet, afgøres det, hvor højt man spiller. En af de Spillende kan ikke godt foreslaa en højere Sats end den, der er Stemning for, men altid en lavere.
Kortspillere føler sig ofte ilde berørte ved, at Ikke Spillende stiller sig bag deres Stol for at betragte Chancerne. Det maa derfor tilraades at lade de Spillende i Fred, og i hvert Tilfælde maa Tilskuere afholde sig fra al Art af Raadgivning.
Naar der spilles med Damer, maa deres Samtykke indhentes til, at Herrerne ryger, med mindre Damerne ogsaa tænder Cigaretter.
Hvis De spiller Kort, forsøm da ikke at medbringe alle Arter Smaamønt til Byttepenge.
Selv om De ikke spiller synderlig godt Bridge, og ikke føler stor Lyst dertil i Øjeblikket, vil det blive paaskønnet af Værtinden, at De tager et Kort, hvis De dermed kan forhindre, at et Parti gaar i Vasken.
Saa vidt muligt bør Vært og Værtinde forhindre, at der spilles højt i deres Hus. Det er ikke aandsfornemt og kan være højst pinligt for enkelte af Gæsterne.

Afskedstagen
Hvornaar Gæsterne forlader et Selskab, beror paa Stemningen og Husets Traditioner.
Det er hensynsfuldest imod Vært og Værtinde, især naar disse er ældre Folk, ikke at trække det meget længe ud over almindelig Sengetid. Er der voksne Børn, kan disse dog overtage Værtepligterne, især naar det lykkes at faa gennet de tiIbageblivende Gæster ind i de Unges Værelser.
Det vanskeligste Spørgsmaal ved Afskedstagen er, hvem man bør give Haanden og sige Farvel til, naar man forlader et Selskab. Selvfølgelig maa man altid med en Tak tage Afsked med Vært og Værtinde, eventuelt i stort Selskab kun med den Ene af dem med en Tak og Hilsen til den Anden, samt med Husets Børn. Dernæst gærne med de Gæster, man i Aftenens Løb er kommen i Berøring med, saavel som dem, der tilfældigvis, ved at staa i Nærheden, ser, at man forsvinder.
Man bør bestræbe sig for ikke at gøre Afskeden langtrukken, men med et Par korte venlige Bemærkninger til hver Enkelt hurtigt forføje sig bort.
Er det første Gang man har været sammen med Folk, i hvem man har fundet Behag, er det venligt ved Afskeden med et Par Ord at udtale, at det har glædet En at have gjort de Paagældendes Bekendtskab.
Man kan forsvinde uden nogensomhelst Afskedstagen, naar det er en stor Fest paa et Hotel eller andet offentligt Sted, hvor der ikke er en personlig Vært eller Værtinde, og som Regel kan man ved en saadan Lejlighed ikke smigre sig med at ville blive savnet.
Er man Gæst ved en større Fest i et privat Hjem, et Bal e. lign., behøver man kun at tage Afsked med Vært og Værtinde.
Med de Kortspillende tager man ikke Afsked. De ynder ikke at blive forstyrret midt i et spændende Spil.

Glemte Genstande
Det maa indprentes Damer ved Bortgangen fra et Selskab at huske sig om angaaende det, de har haft med sig. Der findes næppe et Selskab, hvor man ikke næste Dag er belemret med glemte Handsker, Vifter, Tasker, Sjaler og Boaer, hvilket er til en Del Besvær og Tidsspilde. Herrer glemmer ikke noget. Lad Damerne tage Eksempel heraf.

Følgen hjem
Det er en Uhøflighed af en Dame at lade sig følge hjem af en Herre uden at være sikker paa, at hun har sin Portnøgle med. Det er en pinlig Situation for en Herre at staa paa Gaden med en ung Pige eller en Andens Kone ved Totiden om Natten og ikke ane, hvorledes han skal blive af med hende og blot være glad, hvis han i en Razzia i Kvarterets Nattebeværtninger kan finde Natvægteren, hvem han maa give Drikkepenge for at faa den Skønne afleveret.
Heldigvis er det en aftagende Skik, at Herrer behøver at følge Damer hjem, da disse efterhaanden bliver saa uafhængige, at de er vant til at klare sig selv. Som Regel bliver Ledsagelsen kun til en Sporvogn eller til en ledig Bil.

AFTENSELSKAB

Støre Soiréer har den Fordel, at man kan se Mange paa eengang, og de gør et festligt Indtryk, fordi Damer ved et stort Aftenselskab gør deres Yderste i Retning af Toilette. Det maa dog siges, at Formen, for at falde heldig ud, forudsætter en vis selskabelig Øvelse hos Gæsterne, en Ævne til efter en kort Samtale med den Ene at vende sig til den Næste. Denne Ævne kan desværre ikke siges at være udbredt. Gæsterne ved en saadan Soirée vil i de fleste Kredse vise sig at være mærkelig uøvede. De er lidet oprømte og viser deres Generthed ved ikke at ville indlade sig med Fremmede og ved at stille sig dels i Kroge, dels, hvad der er værre, i Døraabninger, hvorved de spærrer baade for Passage og Udsigt.
Det maa derfor tilraades ved en stor Aftensammenkomst at samle sine Gæster om en Idé, det være sig Koncert, Foredrag, Tableauer, Amatørkomedie etc., hvorved de for en Tid forvandles til Tilskuere, hvilket jo ikke er vanskeligt at klare.
Ved Souper’en, der som oftest ved saadanne Lejligheder er staaende, bør enhver Gæst bestræbe sig for med godt Humør og Elskværdighed at gaa ind som et Led i det store Hele, at hjælpe ikke alene sin Borddame, men ogsaa andre Damer med Serveringen og at betragte Tilfredsstillelsen af sin egen Appetit som et underordnet Moment.
Vært og Værtinde bør ved en staaende Souper ganske give Afkald paa at sidde ned og selv faa noget at spise, men udelukkende hellige sig til at sørge for Gæsternes Velbefindende.
Det maa betones, at megen Mad og Vin ikke er en Nødvendighed ved en stor Soirée, hvorimod der bør sørges for at være særdeles rigeligt med alle Arter af forfriskende Drikke.
Vigtigt er det ogsaa ved Udflytning af Møbler at skaffe gode Pladsforhold og nem Passage. Man bør saaledes aftage Døre, hvor de er i Vejen, og Garderobeforholdene bør behandles med Omsigt. Lys, Planter og Blomster vil altid bidrage til at skabe Fest.
Et bestilt Musik-Ensemble er ved en saadan Lejlighed en udmærket Hjælp, særlig fordi betalt Musik ikke kræver Tavshed.
Det kan ikke negtes, at trods alle BestræbeIser for at gøre en Soirée festlig, er der lave Sjæle, som ikke betragter en saadan Indbydelse som et tilstrækkeligt Vederlag for en ydet Middag med mange Retter Mad og tilhørende Vine. Store Soiréer er som oftest mere yndede af Damer end af Herrer.

Dans
Der er to Arter af Indbydelser til Dans. Den ene og mest yndede er ung Middag med straks paafølgende Dans. Trods Middagen maa der alligevel serveres en Souper senere paa Aftenen.
Den anden Form er en Aftensammenkomst med Souper, hvor Anretning og Arrangement er nogenlunde som ved en Soirée.
Private Baller afholdes paa Grund af Boligernes Knebenhed nuomstunder ofte paa Hoteller og Restauranter. Det er bekvemt men kostbart, og den hyggelige Tone, som karakteriserer Selskabelighed i Hjemmet, bortfalder paa den Maade. Men de Unge ynder denne Form mest.
Vært og Værtinde bør, hvis der ikke er Sønner, anmode et Par unge Herrer om at være en Slags Marskaller til at lede Dansen, forestille og sørge for, at alle Damer kommer til at danse.
De unge Gæster bør lade sig forestille for alle Ældre, der er til Stede.

En Herre kan danse flere Danse med en Dame, men hvis det overskrider Begrebet flere, ventes en Forlovelse. 
En ung Dame bør ikke, som det ofte finder Sted, lade en Herre følge sig hjem i en Bil. Hvis hun er ængstelig for at køre alene, maa hun lade et Bud sende efter sig.
Hvis Ballet finder Sted paa et offentligt Etablissement, men efter privat Indbydelse, er det taktløst at gøre private Bestillinger i Restauranten.
Kostumebal afholdes under de samme, maaske dog lidt mere utvungne Former, og efter Indbydelse møder Gæsterne i Fantasidragter. Det maa tilraades, især for Herrer, ikke at gøre disse altfor fantastiske eller fordringsfulde. En spansk Ridderdragt paa et Par mindre velformede Ben har ødelagt mere end en Chance i Livet. En Domino er det sikreste.
Børnebal afholdes ganske paa samme Maade som mellem Voksne, kun paa et lidt tidligere Klokkeslet. Forældre bør være lidt forsigtige med at lade deres Børn, især Smaapiger, komme for meget til Børnebal. Det gør dem let fordringsfulde og raffinerede. Man kan endog høre Børn kritisere Traktementet.

FROKOST
En Sammenkomst om Formiddagen er betimelig i to Tilfælde, enten naar det gælder Vildfremmede, f. Eks. Tilrejsende, der staar ganske udenfor Ens Kreds, eller naar man i stor Fortrolighed gerne vil have en Passiar med nære Venner.
Ved en Sammenkomst til Frokost beholder Damer Hatten paa, selv om Maaltidet tæller mange Retter Mad.
I London modtager endog ofte selve Værtinden sine Gæster til Lunch iført Hat med vajende Buske af Paradisfugle og Strudsfjer, et umiskendeligt Tegn paa, hvor nødig Damer opgiver Hatten, denne flatterende Ramme om Ansigtet, som forfølges saa stærkt af grumme Teaterdirektører.
Tag aldrig Diamantsmykker eller andre Juveler paa ved en Frokost. Det er lige saa forkasteligt, som naar Herrer iklæder sig Kjole og Hvidt tidlig paa Dagen.
Ved en Frokost er man som oftest samlet højst en Timestid efter Maaltidet, da Hver har Sit at passe midt paa Dagen. Det kan jo ikke negtes, at en Indbydelse til Frokost ofte er et stort Afbræk i Dagens Arbejde.
EFTERMIDDAGSTHE
I alle Storbyer spiller den saakaldte Five-o-clock en kolossal Rolle begrundet paa denne selskabelige Forms Nemhed og ydre Skønhed. Hvad enten det er en sommerlig Havesammenkomst med lysklædte Damer paa Grønsværet mellem Blomster, eller det er oplyste Vinterstuer, hvor de Besøgende passiarer gruppevis ved en Kop The i Skæret af de kulørte Lampeskærme, er Skuet altid smukt og storstadsmæssigt, og koster meget lidt ud over det, der altid er for Haanden i hele Husets Arrangement.
En saadan Sammenkomst med Musik o. l. er en ypperlig Udvej til Afdrag paa selskabelig Gæld i Huse, hvor den pekuniære Side af Sagen maa tages i Betragtning.
Husets Døtre eller nærstillede unge Damer paatager sig da som oftest det Hverv at skænke The, forsyne de Besøgende, forestille, følge ud og lignende smaa Værtindehverv. De handler fornuftigt heri. En smuk Thepotte er et højst flatterende kvindeligt Attribut i en ung Piges Haand.
Eftermiddagsthe er hovedsagelig Sammenkomster beregnet paa Damer. Det er nærmest kun Herrer, der er stærkt interesserede i Selskabslivet, der giver Møde, ved dem, og saa naturligvis de, der er forelskede og haaber at træffe deres Hjertenskær.
FASTE MODTAGELSESDAGE

i Saisonen bruges i store og gæstfrie Huse, hvor det vilde være et Kors for Husfruen daglig at skulle tage imod Visiter. Damer, der er fuldt up to date, lader deres Modtagelsesdag trykke paa deres Visitkort. Paa saadanne Dage er Huset i saa festligt Antræk som muligt med BlomsterArrangements og Theservering i bedste Orden.
Herrer, der kommer meget i Huset, bør, selv om de nødig vil, et Par Gange i Saisonens Løb give Møde ved saadanne Modtagelsesdage. I hvert Fald vil Værtinden sætte Pris paa. denne Høflighed.
En fast Modtagelsesdag hver Uge bliver let vel meget. En Værtinde vil staa sig ved at have en Dag engang om Maaneden i hele Saisonen eller engang om Ugen i een eller to Maaneder. Det bruges i England.
Visiter. De selskabelige Former har altid deres Betydning, for stor for nogle, for ringe for andre. Det Punkt, der trænger sig mest i Forgrunden, er vel VisitSpørgsmaalet. Med al Respekt for den Ringeagt, hvormed denne Formalitet betragtes som tidsspildende af dem, der staar midt i Livskampen for sig selv og sine, kan man ikke komme helt udenom Visiter, og der er Tilfælde, f. Eks. ved Tilrejsendes Ankomst, hvor det falder ganske af sig selv, at man aflægger dem en Visit, og ved Sygdomstilfælde og Dødsfald ikke mindre. Visiter hører nu en Gang uundgaaeligt med til Samfundslivet, men det er selvfølgelig umuligt at give Vejledning for de utallige særlige Tilfælde, hvor det er passende at aflægge et Besøg, og hvor alene Taktfølelsen kan vise En Vej.

Naar man ønsker at indlede et Omgangsforhold med et Hus, aflægger man en Visit, og en Genvisit maa da finde Sted, før den første indbydelse udstedes.
Naar en ugift Herre ønsker at blive indbudt i en Familie, kan han udtrykke det ved at aflægge Visit hos Fruen, helst paa hendes Modtagelsesdag. Denne Visit gengældes af Husets Herre, før den første Indbydelse udstedes.
Er man blevet indbudt i et Hus uden i Forvejen at have gjort Visit, aflægges en saadan, forinden man giver Møde til Selskabet. En forfærdelig Straf, naar man skal have Bal, og en Skare Ungersvende, man næppe kender af Navn, tropper op, En efter En, og tager Ens Tid.
Afslaar man en første Indbydelse og ikke derefter aflægger nogen Visit, er det et ret talende Udtryk for, at man ikke føler Trang til at komme i vedkommende Familie.
Hvis man lægger Vægt paa Formerne, aflægges en Visit en fjorten Dages Tid efter et Selskab. Mellem gode Venner overholdes dette dog heldigvis sjældent. Man nøjes med at gøre dem et Besøg i Ny og Næ, helst paa Fruens Modtagelsesdag.
Ved Selskabssæsonens Begyndelse og Slutning aflægges i formfulde Kredse Visit, især af Herrer, der ikke selv fører Hus, men kommer meget i en Familie.
Ved længere Tids Bortrejse aflægger man før Afrejsen og ved Tilbagekomsten Besøg hos nære Venner og Slægtninge.
Alle Familiebegivenheder medfører Visiter.
Den formelle Visittid regnes fra c. Kl. 2-5, for Middagsmaaltidet, men hos Slægt og nære Venner kan man selvfølgelig aflægge Besøg paa, alle Tider. En formel Visit bør ikke vare ud over et Kvarterstid.
De Besøgende, særlig Damer og ældre Herrer, ledsages ved Afskeden helst til Entrédøren. I store Huse, hvor en Tjener opholder sig i Forværelset, følges de kun til Dagligstuens Dør.

Visitdragt er vanskelig at angive, da den er afhængig ikke alene af de vekslende Moder men af de økonomiske Kaar. Det kan kun for Damers Vedkommende siges, at man ved en Visit beholder Overtøjet paa, i hvert Fald Hat og Hansker, der helst maa være hvide, og at man, da det er før Middag, bor være ret enkelt klædt, med et diskret Farvevalg og saa højhalset som Moden tillader det. I daarligt Føre lader man Galoscher og Paraply blive i Entréen.
For yngre Herrer bestaar for Tiden den mest passende Visitdragt i en sort Jaket (ogsaa kaldet cut away) med mørkstribede Benklæder, høj sort Silkehat og kulørt Slips i diskrete Farver. For ældre Herrer er en saakaldt Diplomatfrakke det mest passende.
En Herre affører sig ved en Visit Overfrakken i Entréen og kommer ind med højre Haands Handske i Haanden, medmindre det gælder et Forretningsbesøg. Dette angives ved, at Overfrakken beholdes paa. Spaserestok tages ikke med ind.

Visitkort
Etiketten for Visitkorts Anvendelse er en indviklet Videnskab, som vist kun Diplomater trænger til Bunds i. Men nogle Hovedregler er der jo.
Herrer afgiver i en Familie to Kort, det ene til Husets Herre, det andet til Fruen. Damer lægger derimod kun ét Kort til Fruen. En gift Dame kan aflevere sin Mands Kort ved Døren sammen med sit eget, selv om han ikke er med – hvad han jo nødig er. Fælles Visitkort bruges en Del, saasom Hr. og Fru N. N., Etatsraad H. med Frue o. s. v. Naar en Dame aflægger Visit med sin nylig voksne Datter, kan der paa Kortet staa: Fru Y. med Datter.
Ved Lykønskning sættes for neden paa Kortet p. f. (pour féliciter), ved Bortrejse: p. p. c. (pour prendre congé), ved Taksigelse: p. r. (pour remercier). Ved Dødsfald: p. c. (pour condoler).

Har man mange Forbindelser med Udlændinge, eller rejser man en Del, lader man trykke franske eller engelske Kort. Ligeledes hvis man har fine Fornemmelser.
Er man up to date, lader man sætte Mandens Fornavn og ikke sit eget. F. Eks. Madame Viggo Jensen eller Mrs. Viggo Jensen, hvorimod Enhver kan sige sig selv, at Madame Marie Jensen er umuligt. Man maa da hellere holde sig til det hjemlige Fru Marie Jensen.
Har Fruen en Modtagelsesdag, trykkes denne forneden paa Kortet saavel som Adressen.
Naar man personligt afleverer Visitkort, bør hele den højre Side af Kortet ombøjes, og sender man en Tjener op fra Vognen, bøjes det højre Hjørne, hvis Ingen er hjemme. Sædvanligvis ombøjes dog kun Hjørnet, ogsaa naar man selv afgiver Kortet, da Folk sjældent er inde i disse indviklede Regler. Kun endnu et: Forsøg at undertrykke en altfor tilfreds Mine ved Budskabet om, at Ingen er hjemme. Det kan blive rapporteret derinde.
Det blotte Ord Visit er nok til at skramme Mange, men man behøver blot at omskrive det med den hjemlige Glose: Besøg, for straks at føle, at det ikke altid er en tom Formalitet at se til Frænder og Venner. Fører Forholdene ikke med sig, at man paa en eller anden Maade træffer sammen, maa man i Ny og Næ besøge hinanden, hvis ikke Venskabet efterhaanden skal dø ud. Og det vil man ofte bittert beklage siden hen.
Tilrejsende udgør en af Selskabslivets største Besværligheder. De vælger saa godt som altid at indtræffe, naar det er En allermest ubelejligt, f. Eks. ved en Hovedrengøring eller Storvask. Der er da ikke andet for end at afbøde Vanskeligheden saa godt man kan, for at kunne modtage de Ankomne med Elskværdighed og godt Humør, idet man bør tænke paa, hvor erkendtlig man har været for venlig Gæstfrihed, naar man selv opholdt sig paa et fremmed Sted.
Hvis Rejsende ikke aflægger et Besøg eller paa. anden Maade lader høre fra sig, er man ikke forpligtet til at søge dem eller indbyde dem, da man har Lov at gaa ud fra, at de helst er fri.
Hvis De selv er Rejsende, vær da helst, hvis det ikke gælder nære Forhold, saa beskeden at vente med at søge Bekendte til et Par Dage før Afrejsen, for ikke at paalægge dem Besvær.

HOFFET

har sine egne Vedtægter og Former for Samkvem, der ændres mærkværdig langsomt i Sammenligning med det Tempo, der ellers bevæger os fremad.

Tilsigelse
Fra Hoffet udstedes ikke Indbydelser i almindelig Forstand. Man modtager en saakaldt Tilsigelse undertiden trykt men oftest mundtlig ved et højrødt Bud om at give Møde til angiven Tid i den og den Paaklædning, det være sig til Middagstaffel eller til Soirée.
Man giver intet Svar, hvis ikke man er forhindret ved Sygdom, Sorg eller Fraværelse, da alle andre Forhindringer bortfalder, ogsaa tidligere modtagne Indbydelser.
Kongen og Dronningen modtager ikke deres Gæster som en almindelig Vært og Værtinde. De representeres ved Ankomsten af Hofkavalerer, Adjutanter og Hofdamer, som modtager de Indbudne og anviser dem Plads, ved større Festligheder efter Rang, Herrer og Damer hver for sig.
Naar Alle er samlede, kommer de Kongelige ind fra et indre Gemak, først Kongen og Dronningen og efter dem hele Kongefamilien. De taler med de fleste af Forsamlingen, men nøjes undertiden overfor de mere Fremmede med et venligt Haandtryk, og naar denne Akt, som benævnes Kur er overstaaet, begynder Dansen eller Koncerten ved en Soirée. Ved et Middagstaffel underholder de sig en kort Tid med deres Gæster efter Bordet.
Et stort Hofbal aabnes som Regel med en Vals, danset af kongelige Damer og Herrer og dem, der staar dem nærmest.
De Kongelige har hverandre tilbords, saa længe det rækker til med tilsvarende Damer og Herrer. Ellers nyder nogle faa særlig Begunstigede Æren.

Avdiens
Ved Hoffet gøres ikke Visiter i almindelig Forstand. Er man i Aarets Løb blevet tilsagt til Festligheder ved Hove, afgiver man ved Nytaarstid Visitkort paa vedkommende Palæ, Damer til Overhofmesterinden og Hofdamerne, Herrer til baade Damerne og de Kavalerer, man er kommet i Berøring med. Denne Opmærksomhed returneres nogle Dage efter ved Kort bragt af en Tjener.

Fremlagte Lister.
Paa Nytaarsdag, ved Fødselsdage, Sygdom og andre Familiebegivenheder er der i Forværelset fremlagt Lister, hvori man Skriver sit Navn. Dette sker i stor Udstrækning, da det er et Hengivenhedsbevis, som baade er nemt og billigt.
Hvis en Dame er kendt ved Hoffet, og ønsker Avdiens, sender hun efter Nytaar sit Visitkort til Overhofmesterinden paaskrevet Bogstaverne p. d. a. (Pour demander audience). Hun tilsiges da nogen Tid derefter til en af de Morgenavdienser, ved hvilke Dronningen modtager en Række Damer.
Naar en Dame ønsker særskilt Avdiens hos en af de kongelige Damer, henvender hun sig skriftligt eller mundtligt derom til en af Vedkommendes Hofdamer, gennem hvem Svar da vil modtages.
Naar Avdiensen er tilstaaet, møder man præcis, modtages af den jourhavende Hofdame i en Salon og føres af hende til Døren til Avdiensværelset. Under ingen Omstændigheder kan man selv tage Initiativet til Afsked. Kongelige Personer angiver selv, ved at rejse sig, naar Avdiensen er forbi.
Herrer, der ønsker Avdiens, henvender sig selvfølgelig til en af Kavalererne.
Til offentlig Avdiens hos Kongen kan Enhver indfinde sig, men da det gaar efter Rang eller anden Adkomst, kan det for Manges Vedkommende vare ret længe. Hvis det gælder Ansøgninger, henvises man som oftest til en Adjutant.
De yngre Medlemmer af Kongehuset deltager i Samfunds og Selskabslivet under mere utvungne og almindelige Former.