Hensynsforhold og Gaver

Menneskene føler en stadig om sig gribende Trang til at hædre hverandre, og deres Ævne til at paalægge sig selv Skat og Told, er utrolig. Den, der har en Del Forbindelser af forskellig Art, staar neppe mere op nogen Morgen, hvor der ikke er et Jubilæum, en Familiefest, en Fødselsdag eller anden Hædersdag, som skal ihukommes med haandgribeligt Vidnesbyrd om Deltagelse i Begivenheden.

LYKØNSKNING
er derfor et stort Besvær og en betydelig Bekostning. Men det klogeste er at bøje sig for Udviklingen og gøre det til en daglig Pligt at passe paa, og at afsende det behørige Brev, Telegram eller Blomster-Arrangement, og at være glad, hvis der kun er een Anledning den Dag. En Forsømmelse kan blive lagt Mærke til, ja, der er Lejligheder, hvor den kan have mere vidtrækkende Følger.
Har man glemt en formaaende Hædersgubbes 70aarige Fødselsdag, kan man være sikker paa, at man kort derefter mindes derom ved at maatte henvende sig til ham i Anledning af et Legat til Tante Mine eller en lignende Sag af længere Rækkevidde.
Ikke at den Formaaende vilde have haft Spor af Fornøjelse af den Lykønskning mere! I enhver Avis ser man daglig, hvordan Jubilarer og Sølvbrudepar overvældes af Blomster, saa de maa stilles ned ad Trapperne, og hvordan Telegrammer, Breve og Takadresser bunker sig op til uhyre Hobe, mens Deputationer og Gratulanter fylder Huset fra den tidlige Morgen. Vi kender Alle Taksigelsen pr. Avis: “Da det vilde være uoverkommeligt at takke hver Enkelt” o. s. v. saa man kan i Sandhed sige, at Verden er fyldt med fortjenstfulde Mennesker.

Nej, Sandheden turde snarere være den, at den ene Haand vasker den anden, og at denne uhyre Masse af Sympathi-Tilkendegivelser er en Slags gensidig Forsikring til Gen-Hensyn, naar Dagen og Timen kommer for En selv.

Den udebliver sjælden. Det var en klog gammel Dame, der sagde: “Lad være at komme med de Gaver, for Gaver, det er blot et Laan.”
Forsøm ikke at passe paa Dagens Festligheder, og antegn Datoerne paa en Almanak, De daglig har for Øje.
Vær nøjeregnende som Afsender, men ikke som Modtager. Livet er saa mangelunde, og Pligterne saa hurtigt vekslende, at en Forglemmelse af den Art er undskyldelig.
Tro ikke straks, at en Ven nærer Ligegyldighed for Dem eller for Deres Sorger og Glæder, selv om Vedkommende i et Øjeblik, der var betydningsfuldt for Dem, forsømte at sende Dem en Hilsen. Det kan hændes den Bedste.
Men naar De selv ikke forsømmer det, pas da at sende Hilsenen lige i det rette Øjeblik. Jo hurtigere det sker, jo kortere behøver den at være.
At sakke agterud med en Lykønskning, er at tage dens halve Værdi fra den.
Stræk kun Deres Interessesfære i Retning af Lykønskninger og Deltagelse ud i en ret vid Periferi. Lykønsk ikke alene Slægtninge og Venner, men Alle, De har staaet i Forbindelse med i Forretninger eller Samfundsarbejde.

Gratulationsbreve
Skriv helst et personligt haandskrevet Brev. Det er kønnest og billigst. Bryd Dem ikke om Vanskeligheden ved Affattelsen. Anstreng Dem fremfor alt ikke for at være aandrig eller vittig, hvis ikke De er det fra Naturens Haand, men udtryk blot i nogle faa venlige Ord den Sympathi, De føler. Undgaa Vers, hvis De ikke er Lyriker af Fag.
Telegrammer spiller i Tidens hastige Tempo en større Rolle end Lykønskningsbreve. Ikke Alle gider skrive, og de der gider, gør det ikke, fordi de ikke har husket Datoen i Tide, men mindes om den i Bladene samme Dag. Det skal hertil bemærkes, at det er ulige vanskeligere at affatte et Telegram lidt originalt og virkningsfuldt end et Brev.
Den sædvanlige Formel: “Hjertelig Lykønskning” maa siges at være saa banal og udbrugt, at man ikke kan være bekendt at benytte den, og den berettiger ganske hin Afsender til at drive Spøg dermed, som nøjedes med at telegrafere: “Fra mig ogsaa” i Tillid til, at mindst tyve Depecher med “Hjertelig Lykønskning” lige var blevet oplæst.
Hvis man ikke selv er opfindsom, kan det være praktisk i Bladene at studere Ordlyden af Telegramforsendelsen ved celebre Lejligheder og deraf uddrage Lærdom, til senere Anvendelse.
Lad aldrig et Telegram være langt og vrøvlet. Jo kortere jo bedre. Kortfattethed og Fyndighed er Telegrammets Væsen.

NØDTVUNGNE BIDRAG OG GAVER
Er der noget Forhold i det borgerlige Liv, hvor det geniale Ord: “At være tvungen til at gaa frivllig med” staar skrevet paa en Stentavle, saa er det ved de utallige Anmodninger, ethvert nogenlunde velstillet Menneske modtager om at bidrage til Formaal eller Hædring af Personer. Hvem faar dem ikke, disse mange trykte Opfordringer med Fortroligt for oven til venstre, paafulgt af en Udvikling af, at den 20de Marts fylder Digteren X. 50 Aar, og at en Kreds af beundrende Medborgere er traadt sammen for at tilvejebringe Midler til et Rekreationsophold i Norge for Digteren, eller Andre er traadt sammen for at fejre Kvindevalgrets-Forkæmperinden Fru P. med en kunstnerisk udstyret Adresse; “Gobelinsagens Fremme” trænger til Penge, eller en Sangerinde skal uddannes i Dresden, eller en Filantrop skal males, eller en Udstilling skal garanteres eller en Bygning skal bevares! Alt mellem Himmel og Jord trænger til Penge – hele Samfundet strækker bedende eller halvt truende Hænder ud imod det Meget eller det Lidet den Enkelte besidder, og i de allerfleste Tilfælde er der et eller andet Hensyn, en Ven, en Forbindelse blandt Underskriverne, maaske en lige modtaget Tjeneste e. l. som bevirker, at man ikke har Mod til at lade Opfordringen gaa i Papirkurven, men tegner sig til Fesimiddagen, bidrager til Adressen, er med til at sende Digteren til Norge, kort sagt er en Slave af alle de Paafund, som fødes i Hjernen paa foretagsomme Medborgere, der ligesaa meget bevæges af Lyst til at gøre sig bemærkede, som af Interesse for det Foretagende, de gør sig til Tolk for. Og vi er Alle lige gode.
Følgen af dette stærkt udviklede Prelleri fra Samfundets Side er, at de notorisk Rige flaas forskrekkeligt, og at de mindre Rige næsten ingenting beholder til eget Brug. Hvis Den, der har mange Forbindelser, men faa Penge, fører Regnskab over sine Udgifter, vil det uundgaaeligt vise sig ved Maanedens Udgang, at den Slags representative Udgifter, lagt til de almindelige Gaver ved Fødselsdage o. l. omtrent har slugt det Beløb, der var til Raadighed ud over det nødvendige Husførelsesforbrug.

Da alle saadanne Udgifter spares, naar man er bortrejst, er det i Grunden ikke dyrere at rejse til et Sted, hvor man er ukendt, end at blive hjemme, hvilket trygt kan tages med i Beregningen, naar man planlægger et længere Rejseophold;
og selv om man bliver kort Tid borte, er det med en vis Lettelse, at man ved sin Hjemkomst i den Bunke Tryksager, der venter En, bortkaster Opfordringer til Sølvbægre indeholdende en Sum, der er afleveret, eller til en Buste, der er modelleret, eller et Gravsted, der er restaureret. Saa vidt slap man.
Hvis De er knebet udenom en Opfordring til Bidrag til et eller andet, da undskyld Dem ikke til Nogen af Komiteen, men omtal det aldeles ikke og lad som ingenting.
Hvis De selv af Samfundsinteresse er med paa den aktive Side, husk da fremfor alt, at man aldrig maa benytte det private Selskabsliv til Pengeindsamling af nogen Art, ikke heller til Afsætning af veldædige Koncertbilletter, Lodsedler eller Bidrag til de saakaldte Snebolde o. l. Selskabslivet bør være fredhelligt.

Blomstergaver
Paa intet Punkt viser den stigende Velstand sig mere afgørende end i den Luksus, der mere og mere udfolder sig i Blomstergaver. For en Menneskealder siden var det saa sparsomt med Blomster om Vinteren, som det vel nu er paa Island, men nu er her om Vinteren ligesom om Sommeren en saadan Rigdom af Blomster ved alle Lejligheder, at der snarere er for mange end for faa, hvad Skønhedsvirkning angaar.

I alle Anledninger og i alle Samfundsklasser ødsles der med Blomster.
Den ene Vaskekone kan ikke besøge den anden paa Hospitalet uden at medbringe et Bundt Tulipaner, og en ung Frøken kan ikke foretage en Ferierejse, uden at hendes Beundrere møder paa Stationen med en Violbuket.
Dog, det er jo godt, ikke alene fordi det viser, at Folk har rigeligt med Penge, men ogsaa fordi det er en Luksus, som giver Fortjeneste til et smukt Erhverv, hvad Gartneriet maa siges at være.
Herrers Gaver til Damer. En Herre kan sende Blomster til en Dame, saa kostbare de end monne være, naar han vil vise hende en Opmærksomhed, i Tilfælde, hvor andre Gaver vilde være ilde anbragte.
En Herre kan ikke saa godt forære en fjernerestaaende Dame noget, der i sig selv har Værdi. Men Emballagen kan nok være kostbar. F. Eks. kan Konfekt anbringes i en værdifuld Metaldaase eller Porcellænskrukke.
Herrer kan ligeledes sende Blomster anonymt til den Dame, han tilbeder, men vanskeligt kan komme i Berøring med.
Hun vil blive henrykt, og i de ni af ti Tilfælde gætte, fra hvem de kommer.
Andre Gaver end Blomster, f. Eks. Smykker, kan ikke sendes anonymt, eller rettere sagt ikke modtages af en Dame. Hun bør derfor aldrig omtale det, bl. a. fordi det ikke bliver trot.
Hvis en Herre vil sende Blomster til en fejret Kunstnerinde, vil det være klogt at vælge en Lavrbærkrans. Der er jo noget ved Lavrbær, som fanger Kunstneres Sind. Og det er billigere.
Naar man besøger en Syg, der ikke er særlig ombejlet, f. Eks. en gammel svag Patient, er det kønt at medbringe lidt Blomster. Et Sygeværelse uden en Blomst er saa trist.
Spørg ikke efter Gaver, De har givet Folk. De kan nemlig være gaaet videre.
Søg at finde paa andre Gaver end Blomster, noget der kan blive til varigere Glæde og Nytte for Modtageren.
Glæd undertiden Deres Kære med en Gave helt uden ydre Anledning, naar De ved, den er ønsket.

Foreninger
Hvem er ikke Medlem af en Snes Foreninger eller noget der omkring? Ligefra Hestens Værn til Fædrelandets Vel, Kammermusikforeningen og Kvindernes Nationalraad – hvad ikke?
Naar det staar allerværst til med Ens Finanser, og man ikke aner, hvordan man skal klare den Maaneden ud, bringes der En uvægerligt en af de smaa kulørte Papirlapper, der betyder saa og saa mange Kr. til en af alle disse Foreninger og Institutioner, som har den djævelske Tendens tilfælles altid at opkræve Kontingentet paa de sidste Dage i Maaneden, med særlig Forkærlighed for Kvartalsmaanederne, hvor man er værst udpint. Saa lover man sig selv, at man hurtigst muligt vil melde sig ud. Det glemmer man naturligvis for andre Bekymringer, og ad Aare bringes den samme lille Papirlap ind til En uden Barmhjertighed. Indtil man engang i et Anfald af finansiel Desperation gør en Razzia og melder sig ud af Foreninger en masse. Saa gaar der en Tid, og paa eengang opdager man atter sig selv som Medlem af en ny Serie. Eller er det de gamle, der gaar igen? Eet staar fast – “vort Fædreland var altid rigt” paa Foreninger af den forskelligste Art.
Hvis Udgifter ikke er Dem ligegyldige, meld Dem da ud af de Foreninger, til hvilke De ikke er fastere knyttet enten gennem Deres Fag eller ved en virkelig Interesse, af hvilken Art den end er.
Tro ikke, at De i Længden faar Udbytte eller Fornøjelse af en Forening, som kun har et rent selskabeligt Formaal. De Venner for hvis Skyld, De indmeldte Dem, gaar ud, og De tilfredsstilles mindre og mindre, ikke mindst derved, at man saa godt som altid er forhindret paa Foreningens Mødeaftener.

HENSYN VED JUBILÆER.
I et af ti Tilfælde kan man se bort fra det Synspunkt, at Jubilaren ønsker at tilbringe Dagen i Stilhed.
Nej. Han ønsker at faa denne Hyldest. Kun, hvis han virkelig rejser bort, kan man gaa ud fra, at han ikke ønsker nogen Staahej, og man bør i saa Fald afholde sig fra at fylde hans Eksil eller hans Hjem med Telegrammer og Blomstersendinger.
Venskab og Hyldest maa aldrig blive paatrængende. I og for sig er det dog en privat Sag, om en Mand fylder saa og saa mange Aar, eller om det er et kvart Aarhundrede siden han aabnede sin Butik.

Man maa have Følehorn ude for at faa Færten af, hvordan Vedkommende ønsker Mærkedagen fejret. Hvis man faar Indtrykket af, at han absolut ønsker Stilhed, skal man lade ham have Fred, og især ikke foranstalte nogen venskabelig Invasion i hans Hjem som en velment Overraskelse.
Det gælder om ved et Jubilæum at tænke lidt over, hvad en Jubilar kan ønske sig. Er det en Kunstner, vil han som oftest helst have Reklame. Man bør da, hvis man har Adgang dertil, skrive eller foranledige skrevet Artikler, der kan glæde ham og støtte hans Position, og ikke indeholder Kritik. Paagældende har Kritik nok i de 5 å 10 Aar, der ligger mellem hvert af hans Jubilæer.
Men stræb dog efter, at al den Hyldest, der vederfares ham, staar i noget Forhold til hans Position.
Overdreven Hyldest skader mere end den gavner.
Saa er der de Jubilarer, der trænger til pekuniær Støtte. Denne bør da gives dem i en saadan Form, at den ikke blot støtter men ogsaa glæder, og ikke borttager den tilsigtede Karakter af Hæder. Enten bør en saadan Pengegave være beregnet til en Rejse eller endnu bedre tage Sigte paa et Omraade indenfor Vedkommendes Fag, f. Eks. en udmærket Violin til en Musiker.
Den almindelige Jubilar er dog en reusseret Borger, for hvem ingen af disse Synspunkter passer. Staar man ham nærmere, vil følgende Faser gøre sig gældende: Indsamling til en Sølvopsats eller til et malet Portræt eller en Buste, eller – mindst – en Adresse udgaaet fra et eller andet Kunstetablissement, hvorfra der da fremkommer et haandmalet Produkt, som det senere er umuligt for Jubilaren at faa anbragt i en Boghylde; dernæst kommer Pengebidrag til et Fond eller Rekreationshjem bærende Jubilarens Navn. Selve Festdagen indledes med et personligt Brev fuldt af Hyldest og til Damer Blomster, der er en Tribut, som erlægges uden Hensyn til andre Ydelser. Derpaa en Chokoladevisit, hvis man ikke er Medlem af en Deputation og som Slutningseffekt en Festmiddag å saa og saa mange Kr. pr. Kuvert. Som Vederlag for alt dette faar man nogle Dage efter et trykt Kort, hvorpaa der staar: “Hjertelig Tak for udvist Opmærksomhed ved mit Jubilæum”, en Maade at takke paa, der lader noget tilbage i Retning af Venlighed.
Har De været vist Hyldest og har sat Deres Venner i Bekostning og Besvær, bør De idetmindste sende et Par personlige og paaskønnende Ord til Tak.
En Art af Jubilæer forekommer noget ubeføjede. Det er, naar en Mand tiltræder en Forretning, der er 23 Aar gammel, og da 2 Aar derefter ombølges af Virak. Dog har et saadant Jubilæum den gode Side, at det giver den nye Chef en sikkert velkommen Lejlighed til at vise et veltjent Personale sin Erkendtlighed og Paaskønnelse.

Veldædighedsfester
Naar den fashionable Ungdom trænger til at more sig, og et Formaal trænger til Penge, hvad jo gemenlig Formaal gør, træder en Komité af kendte og fornemme Damer sammen og arrangerer under stor Reklame en Fest med Tableauer og Koncerter i et offentligt Lokale, hvor de selv staar i Boder og sælger Genstande, de først har brandskattet de Handlende for, eller sælger Champagne i Glas til Fordel for pjaltede Børn.

Hvis enkelte Medborgere trænger til yderligere Stimulans til at gnide sig op ad Folk, der er fornemmere end de selv, burde der laves endnu flere af saadanne Fester, der er sande Mistbænke for Snobberi, og som sikkert afsætter nogen Uvilje hos de ulykkeligt stillede, der agerer Reklamestof for den mondæne Forlystelse.
Disse Festers virkelige Formaal er at bane Vej for selskabelige Opkomlinge, der i og for sig godt kan høre til fine Kredse, men ønsker at albue sig ind i endnu finere Selskab.
Hvis De altsaa synes, at Deres Kreds og selskabelige Niveau ikke er fint nok for Dem, kan De, ved at arbejde Dem ind i Komiteen for saadanne Markeder, ved Flothed tilkøbe Dem en Omgang med de efterstræbte Notabiliteter, hvilken dog ikke maa forveksles med de Paagældendes Venskab.
Har De derimod Trang til at forme Deres Kreds som en naturlig Udvikling af Deres Tilbøjeligheder og Deres Liv, da hold Dem fjernt fra saadanne Foretagender.

Godgørenhed
Den Godgørenhed som bør vises, er den, hvori Stavelsen god er det afgørende. Den bør helst gavne og glæde i direkte Samkvem mellem den Ydende og Modtagende. Disse store upersonligt velgørende Foreninger, for hvem de, der skal have Hjælp, bliver til Løbenumre i en Protokol, de gør vel nok deres Nytte, men andet gør de heller ikke. De fremkalder ikke hos Giveren Glæden ved at kunne hjælpe Den, der er ulykkeligere stillet, og hos Modtageren ikke den direkte menneskelige Taknemlighed, der bringer ham til at føle, at han staar overfor et Medmenneske med et varmt Hjerte.
Tro ikke, at De har gjort Deres Pligt overfor Deres Medmennesker, naar De lægger Kvitteringen fra en velgørende Forening ned til de andre Bilag i Deres Kassebog; søg at komme i et personligt Forhold til de Trængende, som De vil hjælpe. Giv dem ikke blot materielle Gaver, men ogsaa Deltagelse i Livskampen igennem Samtale og Raad. Og hjælp helst ved at give Arbejde, saa let og lille det være vil; de Penge, som troes fortjente, er altid til større Gavn end den blotte Almisse.

Eller giv Hjælp til Selvhjælp, helst manglende Redskaber til at udføre Arbejdet, en Symaskine til Syersken, en Høvlebænk til Haandværkeren, og sky intet Besvær for at skaffe Ansættelse for dygtige Folk, som De kender og ved om, at de fortjener Støtte.
De kan paa den Maade bidrage til at sikre og betrygge mange af Samfundets beskedne Eksistenser.
Men gør Dem haard overfor den professionelle Plattenslager, o. søg at bibringe Deres Husassistent Ævnen til at sigte mellem Deres Besøgende. Henvis de Trængende, som De ikke kender personligt, til de velgørende Foreninger, som her har deres store Mission.
Vær altid rede til at hjælpe dem af Deres eget Erhverv, som det kniber for, enten Unge, der skal frem, eller Gamle, som det kun altfor ofte gaar tilbage for.
Lad de helt Unge og de meget Gamle søge Dem med Tillid. Det vil i Regelen være dem, der trænger mest baade til Opmuntring og til Hjælp.
Vent ikke Taknemlighed og vær ikke krænket, naar De ikke faar den. Det er nemlig en kun altfor menneskelig Egenskab at glemme Velgerninger.
Vær saa rundhaandet, De kan, med at yde Hjælp, baade med pekuniær Støtte og med Opmuntring, om ikke andet, fordi det bærer en Løn i sig selv. Man faar det man fortjener, og den Sum af Kærlighed og Taknemlighed, som et Menneske sanker sig Livet igennem, er det bedste Værn mod Følelsen af kold Ensomhed, – Alderens nagende Følelse af at have levet et goldt Liv til Glæde for Ingen.