Omgangstone og Samtale

At have et indtagende Væsen tør vel nok siges at være en af de Naturens Gaver, der bringer de største Fordele.
Det Medfødte er her det mest afgørende, men naturligvis kan man ogsaa selv bidrage ikke saa lidt til at virke behageligt paa sine Omgivelser ved at stræbe at iagttage alle de Smaahensyn, der med Rette eller Urette har faaet Hævd i Omgangstonen, og ved at studere sig selv og sine Medmennesker en Smule.
Først og fremmest bør man gaa ud fra, at Høflighed er saa noget nær det stærkeste Vaaben, man kan have i Hænde. Jo mere Uhøflighed man møder hos en Modpart, jo stærkere staar man, naar man selv er fuldt ud høflig. 
Ikke alene handler man rigtigt derved, men det er ubetinget behageligst for En selv. Hvis man er et blot nogenlunde fintfølende Menneske, kan selv en lille Hensynsløshed, som man har gjort sig skyldig i, paa den mærkeligste Maade nage En og atter og atter komme igen i Ens Bevidsthed.
Hvis De har handlet ukærligt eller blot været mindre høflig mod En eller Anden, bær da ikke Nag til Vedkommende derfor, hvilket desværre er det almindelige. Vær da højmodig nok til at gøre en Undskyldning. Den, der kan det, har en Rigdom i Sjælen, som Intet og Ingen kan berøve En.
Vær overhovedet ikke bange for at indrømme, at De har haft Uret, hvis De inderst inde føler, at saaledes er det.
De allerfleste store Fjendskaber har udviklet sig af taabeligt Rethaveri og Mangel paa Evne til at se Sagen ogsaa fra Modpartens Synspunkt.

Intet afvæbner i højere Grad Vrede end en fremstrakt Haand i Forbindelse med de Ord: Jeg har maaske haft Uret – glem det, og lad os være gode Venner. Næsten Ingen kan staa for det. Den Modpart der ikke da tager Deres Haand, fortjener ikke at faa den rakt, og De kan tage Dem Afvisningen let.
Tro ikke, at det Vigtigste er at besmykke Deres Fejl. Det er ikke Fejlene, man har noget imod, det er Mangelen af det Gode.

Gaa roligt ud fra, at lidt af Livets Kunst bestaar i at skelne mellem Bagatellerne.
Nogle er Avner, der flyver bort for Vinden, andre er Frøkorn, hvoraf noget skæbnesvangert kan gro frem. Det gælder at kunne sondre, hvad der er hvad.
Vær ligelig i Væsen og aldrig lunefuld. Vær venlig mod Mennesker. Det kommer igen.
Ubeherskethed. Søg at bekæmpe opblussende Heftighed og sig Deres Mening paa en stille men bestemt Maade.
Vær ikke bange for at optræde med Myndighed, selv om De ikke har den. Det lønner sig.

Tjenstagtighed
Vær ikke unødig tjenstvillig. Ingen takker Dem derfor. Tværtimod trækker man paa Smilebaandet ad Dem, hvis De paanøder Folk en ukaldet Tjenstagtighed.

Bland Dem ikke i Andres Anliggender, medmindre De opfordres dertil. Det er derved man oftest kommer mellem Hammer og Ambolt.
Sid stille som en Mus under en Ordstrid mellem to Paarørende. Hvis De tager Parti, ender det let med at gaa ud over Dem selv.
Hvad man vil opnaa. Hvis De vil opnaa noget hos en formaaende Mand, vær da for enhver Pris hensynsfuld mod hans Kone. Hvis hun er af metet folkelig Oprindelse, eller hvis han er kommet lidt akavet ind i Ægteskabet, hvad ikke er ualmindeligt, vil han være særlig følsom overfor Hensyn og Venlighed imod hende. Ogsaa det modsatte.
Gaa om muligt direkte til Spidserne, naar der er noget, De vil opnaa. Som oftest er Ministeren mere høflig og forekommende end Kontorchefen og Kontorchefen end Kontoristen og denne igen end Portneren. 
Men har De faaet et halvt Løfte tvunget igennem hos Den, der svæver over Vandene – sædvanligvis for at blive af med Dem – vil De handle klogt i at skaffe Dem en af hans Hjælpere, f. Eks. en Sekretær, til Bundsforvandt [(af ty. Bundesverwandt(er)), forbundsfælle, red.], mens Tid er, ved at udfolde al Deres Elskværdighed. En Sekretær er netop udmærket, særlig hvor det gælder om at blødgøre en hel Bestyrelse, fordi han er til Stede og kan henlede Opmærksomheden paa Dem lige i det Øjeblik, hvor det gælder, mens De sidder intetanende hjemme ved Deres beskedne Frokost.
Kendte man blot her i Livet de Øjeblikke, hvor det gælder, var det hele nemmere, end det er.
Bed ikke Fremmede om noget, hvis det kan undgaas. Vi kender det halv ængstede, halv stramme Udtryk, hvormed Resultatet af en Anmodning afventes. Hvis De vil undgaa denne Ubehagelighed, da lad Dem heller ikke besnære af Ordet om, at det er lettere at bede for Andre end for sig selv. Det er i Øjeblikket de Fleste ret ligegyldigt, om de anmodes til Fordel for den Ene eller den Anden – de konstaterer blot, at de skal af med et Beløb.
Tag til Gengæld med Glæde imod, hvad der bliver Dem tilbudt som Udtryk for en venlig Tanke. Sig fremfor alt ikke nej uden Nænsomhed og Omsvøb.
Det tilgives ikke, hvis det, der var venligt tænkt, modtages med Afslag eller blot med Kulde.
Hvis en Dame vil opnaa et eller andet hos en Mand, handler hun i de fleste Tilfælde kløgt ved først at søge at vinde hans Frue for Sagen. Hvis Denne hører om den og modarbejder den, er der en vis Sandsynlighed for, at den uafvendeligt vil mislykkes.
Hustruers Indflydelse er uransagelig.
En Dame bør ikke undervurdere Betydningen af at vinde andre Damer for sig. Den Kvinde, der sejrsstolt lader haant om sine Medsøstre, fordi hun gør Lykke hos Herrer, kan let en skøn Dag staa berøvet et solidt Rygstød. Der er Øjeblikke, hvor een Kvinde er mere værd end ti Mænd.
Taarer betragtes som et næsten ufejlbarligt kvindeligt Vaaben. Ganske vist føler de fleste Mænd sig forsvarsløse overfor Kvindetaarer, men der gives forstokkede mandlige Væsner, hvem Graad irriterer, saa de ligefrem gør sig haarde, og kalder det for at tude.
Gør derfor ikke Brug af dette yndede Vaaben, hvor De ikke er nøje kendt med Deres Modparts Temperament, og overhovedet ikke, hvis De har Erfaring for, at det ikke klæder Dem at græde. Taarerne vil da være udgydt omsonst.
Selv om De nages af Misundelse over en Andens større Held, Tiltrækning, Talent, Velstand, og det er jo baade menneskeligt og nationalt, saa bid det dog i Dem. Man mærker altid, naar en hvas Kritik har sit Udspring i Misundelse og ikke i uhildet Bedømmelse. Den forfejler da sin Virkning og skader En selv, men ikke den Anden.
Vær klog nok til at deltage i den almindelige Ros og at ærgre Dem i Stilhed. Men lad det være Dem en Trøst, at intet ansporer mere end Misundelse og Rivalitet. Jo mere De nages, jo bedre er De rustet til at kampe og vinde op paa Siden af Den, der i Øjeblikket er et Hestehoved foran. Man skal aldrig opgive Ævred.
Kunsten at behage er en af de vigtigste Egenskaber for en Kvinde. Det gælder derfor at finde den Hemmelighed at gøre det mest mulige ud af sit Væsen. Enhver har noget særegent, noget ganske personligt i sit Væsen og sin Væren, som Andre lægger Mærke til, Smilets Tiltrækning, Stemmens Klang, Ævnen til at lytte, eller hvad det kan være. Lad dette Særegne danne Grundlaget for Deres Væsen, uden at De dog derfor synes kunstlet eller unaturlig.
Damers Væsen bør altid være saaledes, at enhver Herre uvilkaarligt handler og tænker kavalermæssigt i deres Nærhed. Selv den mest kyniske Mand lader sig paavirke af en virkelig fin Kvinde, om hvem han føler, at hun under alle Forhold vil opføre sig som en Dame, der er hævet over al Dadel.
Man bør vaage nøje over sin egen Vandel og lade Andre om deres; streng mod sig selv, men liberal i sit Blik paa andre Kvinders Færd.
At indtage et saadant Standpunkt gør Ens Stilling som Dame stærk.

Blikkets Høflighed
Høflig Tale og anden net Optræden slaar ikke til for at være fuldt ud korrekt. Ogsaa Øjnene maa være under Kontrol. Først og fremmest maa De se paa Den De taler med, uden derfor at stirre den Paagældende i Øjnene.
Under en lang Udvikling kan man skue tankefuldt mod det Fjerne, hvorved man faar en kærkommen Lejlighed til ikke at høre efter.

Man bør ikke veksle forstaaende Blikke med andre Tilstedeværende, selv om en Bemærkning opfordrer nok saa meget dertil. 
Man maa heller ikke give sin Beundring for en Tilstedeværende Udtryk ved en fortvarende Stirren. Især maa Herrer være forsigtige paa det Punkt overfor Damer, der ofte saares ved en Herres vedholdende Blik. Hvis en Dame f. Eks. er nedringet, eller hendes Kjole ved et Uheld kommer til at vise lidt mere af Smalbenet end beregnet, bør en Herre ligesaa lidt lade sit Blik hvile derpaa, som han vilde gøre, hvis hun var højhalset eller iført lang Kjole.
Se ikke under en Samtale vedholdende paa en Gevækst, en Filipens, en Guldplombe, et Modermærke eller lignende uheldigt Punkt i et Ansigt. Det skal indrømmes, at det i et saadant Tilfælde er vanskeligt at kommandere sine rebelske Øjne, men man bør stræbe.

Kedsomhed
Selv om De keder Dem nok saa meget, naar De er sammen med Andre, lad det ikke ytre sig i Deres Væsen eller Udtryk. Øv Kommando over Deres Ansigt og undertryk alt, hvad der kunde ligne en Gaben. Selv den mindste Trækning ved et Næsebor vil røbe Dem.
Udprægede Meninger, der afviger stærkt fra de Andres, bør ikke sættes under Debat i Selskabslivet. Sker det, maa det være under saa let en Form, at det ikke støder.

Hensyn overfor Gæster

Enhver Gæst bør være En hellig, saa længe Vedkommende er i Ens Hus.
Selv om en af Deres Gæster maatte have vakt Deres Mishag ved ukorrekt Optræden enten overfor Dem eller overfor andre Gæster, maa De beholde Deres Ærgrelse hos Dem selv, indtil Alle er gaaet. Intet gør et mere ufint Indtryk, end naar en Værtinde udtaler sig nedsættende eller latterliggørende om en af sine Gæster til det øvrige Selskab, mens den Paagældende intetanende opholder sig i den tilstødende Stue.
Tillad ikke i Deres Paahør kritiserende eller saarende Bemærkninger af Deres Gæster om en anden tilstedeværende Gæst uden at tage Vedkommende i Forsvar, men gør det saa lidt opsigtsvækkende som muligt.
Gør Nogen i Selskabet en anden tilstedeværende Gæsts private Forhold til Genstand for indiskret Omtale, bør De som Værtinde eller Vært lede Samtalen hen i en anden Retning.
Vært og Værtinde maa passe vel paa ikke at vise enkelte af Gæsterne større Venlighed og Hensynsfuldhed end Andre, men lade Alle føle sig som lige velkomne og kære Gæster, selv om Nogle af dem nok saa meget i Hjertet foretrækkes for Andre. Kun derved skabes den rette Tone.
Alene Alderen kan for saa vidt fremkalde en Forskel, som man uvilkaarligt viser de Ældre større Omhu og Hensyn end de Unge, der som oftest hellere end gærne klumpvis skøtter sig selv.
At byde enkelte fornemme og forvænte Gæster finere Ting end de Andre, f. Eks. Vine og Cigarer, er saa lidet stemmende med god Tone, at Ord ikke kan udsige det.
Læg ikke Vægt paa, om Folk er rige eller ikke, ved Valget af Deres Omgang. Det er i dette Forhold kun Sympathien og de fælles Interesser, der bør føre Folk sammen. Tro ikke, at rige Folk, naar de er elskværdige, er mere fordringsfulde i selskabelig Omgang end de mindre velbeslaaede. Det modsatte er snarere Tilfældet. Rige Mennesker er saa forvænte med Hensyn til Luksus, at de som oftest, hvad det Selskabelige angaar, sætter langt mere Pris paa det Morsomme end paa det Kostbare. Her som alle Vegne er det, der kommer indefra, Hovedsagen.

Forlegent Væsen
Man bør med Venlighed hjælpe forlegne Mennesker. Medfødt Forlegenhed er en saadan Kval i Omgangslivet, især for de Unge og Uøvede, at lidt Bistand til at komme paa Gled føles som en varmende Solstraale.
Hvor der blandt Gæster indtræder pludseligt Ildebefindende, bør Vært og Værtinde eller deres voksne Børn hurtigt og venligt være Patienten til Hjælp, men lade det vække saa lidt Opsigt som muligt af Hensyn til den almindelige Stemning.
Paarørende af Patienten bør saa vidt muligt afholde sig fra at fare ud for at erkyndige sig, medmindre noget ret alvorligt er paa Færde.
Husets voksne Børn, baade Døtre og Sønner, maa ikke noget Øjeblik glemme, at der paahviler dem nøjagtigt de samme Værtepligter som deres Forældre. Ved at udfylde disse smukt, faar de med det samme deres Uddannelse for Fremtiden.
Bortgaaende Gæster bør helst ikke udtale sig stærkt kritiserende om den Sammenkomst, de lige har bivaanet. Enhver Gæst bør have for Øje, hvad den udviste Gæstfrihed ikke alene selskabeligt, men ogsaa pekuniært set betyder for det Hus, der har begaaet den dog ret skikkelige Handling at indbyde Venner og Bekendte.

Genkendelse
Hvis man tiltales og spørges, om man erindrer Vedkommende, er det klogest at svare: “Ja bevares!” selv om man ikke aner, hvem det er. Man redder sig som oftest, og det gør altid et mindre gunstigt Indtryk paa Folk, naar man ikke kan huske, hvem de er.

At rejse sig ved Tiltale
Hvornaar man i en Selskabskreds bør rejse sig og hvornaar man kan blive siddende, er et Spørgsmaal om Takt, og for denne er det vanskeligt at give Regler. Man kan dog vist fastslaa, at man altid bør rejse sig, Damer ogsaa, naar Nogen kommer hen til En og tiltaler En, forestiller eller siger Goddag og Farvel, det være sig en Dame eller en Herre. Det er kun en Vane altid at rejse sig ved Tiltale af en Person, der kommer hen til En, en Vane, der bidrager meget til at virke behageligt og velopdragent.
Naar en Dame og en Herre er i Samtale, og Damen under denne rejser sig, maa Herren følge hendes Eksempel. Det samme gælder med to Damer, hvoraf den ene er ældre.
Det gør ligeledes et tiltalende Indtryk, naar unge Piger rejser sig, hvis en ældre Dame kommer ind i Stuen.
Det siger sig selv, at saadanne Høflighedsformer bortfalder i meget nære Forhold.
Naar Talen er om at gaa først ud af en Dør, vides det sagtens, at Hovedreglerne er: Den Ældre først, og Herren efter Damen.

Haandtryk
Skikken at trykke Folk i Haanden ved Hilsen og Farvel, ved Lykønskning eller Deltagelse, kort sagt ved enhver tænkelig Lejlighed, er en engelsk Skik, der i Nutidslivet har udviklet sig til at bruges af Alle, hvorimod det i Fortiden kun anvendtes ved mere højtidelige Anledninger.
Dog er der endnu Kredse, særlig blandt Damer, hvor det kun betragtes som korrekt at give Haanden til Personer indenfor det Samfundslag, man selv tilhører i Omgangslivet, og ikke f. Eks. til dem, man handler med i en Forretning eller overhovedet betjenes af i en eller anden Retning.

Det er Damen, der byder til Haandtryk, og ikke Herren.
Naar Alle trykker hverandre i Haanden hvorsomhelst, er det jo nærmest blevet til en Vane og intet andet, men endnu kan dog et ømt og dvælende Haandtryk sætte et ungt følsomt Hjerte i salig Bevægelse.
Haandkys er saa godt som helt gaaet af Mode, men bruges dog endnu af og til af galante Herrer overfor Damer, især udmærkede ældre Damer, hvem et Haandkys jo er en ret nem Hyldest at vise. Det bruges dog nærmest spøgefuldt.

Forsvundne Sager
Har man glemt en Paraply eller Taske i et Hus eller faaet sin Muffe e. lign. forbyttet, bør man ikke vise sig i altfor høj Grad forhippet efter at faa Fejltagelsen rettet.
Derimod bør man i det Hus, hvor en Genstand er glemt eller forbyttet, gøre sig al Umage for hurtigst at levere Tingen tilbage eller faa Fejltagelsen rettet.

Det kan være besværligt, især hvor det drejer sig om lange Afstande, men man maa finde sig i det, siden Naturen nu en Gang har indrettet det saadan, at Damer altid glemmer noget i Selskab. 
Et glemt Lommetørklæde vaskes, før det afleveres.
Selv om man har god Brug for en Paraply, Parasol, Stok el. lign., der har henstaaet i Ens Forstue i lang Tid uden Ejer, bør man lade hengaa mindst et halvt Aars Tid, for Genstanden gaar over til Paraplyers egentlige Bestemmelse – at blive menneskeligt Fælleseje.

Smaagæld
Send altid hurtigst tilbage, hvad De har laant af Folk, hvad enten det gælder et lille tilfældigt Pengebeløb eller laante Smaagenstande. Ved længere Tids Opsættelse risikerer man nemlig at glemme det hele, hvilket Den, af hvem man har laant Genstanden eller Beløbet, sjælden gør, og man faar da et Skær af Upaalidelighed over sig, hvorimod Punktlighed med den Slags Smaating efterlader et fortræffeligt Indtryk.

Bøger
Køb helst de Bøger, De har Lyst til at læse. Ikke alene gavner De dermed Literaturen, men De faar ogsaa Bøgerne kær og skaber Dem derved Venner, som ikke skuffer.
De Bøger, De laaner, maa De huske at levere tilbage efter ikke altfor lang Tids Forløb. At Efterladenhed paa det Punkt er almindelig, gør den ikke mindre dadelværdig.
Lad det være Dem særlig magtpaaliggende at tilbagegive enkelte laante Bind af en Forfatters samlede Værker. Disse har nemlig for Ejeren tabt megen for ikke at sige al Værdi, naar et enkelt Bind mangler.
Har De faaet en Bog tilsendt i Foræring med en egenhændig Dedikation af Forfatteren, kan De ikke afhænde den til en Antikvar. I literære Kredse betragtes det ikke engang som hensynsfuldt at lade en saadan Bog gaa rundt til Laans i sin Kreds.
Hvis De omgaas en Bogs Forfatter, da lad ikke Bogen henligge uopskaaret paa Deres Bord. Skær den op. Hvis ikke, vil Deres Ligegyldighed røbe sig ved hans første Besøg hos Dem. Forfattere har i den Henseende Argusøjne, især hvis deres Bøger ikke gør Lykke.

Kunstgenstande som Gaver
Hvis De har faaet et Maleri, en Tegning eller andet Kunstværk i Gave af en Kunstner, kan De ikke sælge det, bytte det bort eller paa anden Maade afhænde det uden at bære Dem ufint ad. At sætte Gaver af den Art ind paa en Kunstavktion, er ligefrem haarrejsende.
Det kan maaske være haardt nok at maatte give Afkald paa at indkassere et større Beløb for en Ting, man ikke bryder sig om, særlig i Tider, hvor Kunstgenstande er lige saa gode som Dampskibsaktier. Men der er ikke andet for end at bringe sin Taktfølelse dette Offer. Man kan ikke engang godt lade en saadan Gave gaa videre som Foræring.

Hvis De synes, De er blevet beriget ved Tilegnelsen af et Kunstværk, det være sig en Bog eller et Billede, et Musikstykke eller en Skuespillerydelse, og De føler den Trang, som vi Alle kender, til at bringe en Tak derfor, da lad ikke denne Trang forflygtige, men tag Pen og Papir med det samme; skriv, hvad De føler, og send det til Den, der har bragt Dem en aandelig Nydelse.
Et saadant venligt Ord glæder altid, og det kan i mange Tilfælde, især naar det kommer til en Begynder eller til En, der er lidt paa Hældingen, virke mere opmuntrende og stimulerende, end man kan tænke si,-.
Naar De har bedt Nogen om en Tjeneste, og denne er ydet, send da ikke omgaaende Blomster eller en Gave som Tak, hvor vigtigt det end var Dem, og hvor glad og taknemmelig De end er. Et saadant synligt Erkendtlighedsbevis vil af fine Mennesker blive betragtet som et Bevis paa, at De ikke staar paa samme kulturelle Trin som Vedkommende selv.
Hvad det er, der skaber Succes i Omgangslivet, er ikke let at afgøre. I alle Byer og Lande findes der Damer og Herrer, som hverken er særlig underholdende, kloge, fornemme eller rige, som ses overalt, indbydes af Alle i de bedste Kredse omtrent som et Inventar, der ikke kan undværes. Men unegtelig aldrig, medmindre de Paagældende er godt trænede i de mange smaa Lovbud, der ikke bør syndes imod. Det skulde da være, at en ødsel Rigmandsgæstfrihed af og til faar Lov til at dække over selskabelige Mangler.
At kende Formerne, at kunne optræde fuldkommen tvangløst, at kunne tale med Alle, og at kunne gaa ind paa Spøg, er vel nok Hovedpunkterne i Omgangstonen.

SAMTALE

At faa begyndt er jo altid det sværeste, især hvis man er lidt genert af sig. Man bør ikke begynde en Samtale med at tale om Vejret. Man skal helst indlede med en for den anden Part behagelig ting som f. Eks.: Jeg har med Glæde set, at Deres Søn – o. s. v. Man gør paa den Maade et gunstigt Indtryk i Starten.
Hvis man mærker, at man ved et Spørgsmaal eller en Bemærkning er kommet galt af Sted og har traadt ind imellem Brændenælder, bør man lynsnart dreje af og ikke søge at hjælpe efter, som f. Eks. hin Mand, der havde Værtinden til Bords og sagde: “Ah, det er ikke saa ilde at have Gaasen ved sin Side – ja, jeg mener – den stegte.”
At tale med Folk og at kunne tale med Folk er ikke ensbetydende. Selv om man har Ordet nok saa meget i sin Magt, nytter det kun i Samvirken med en sympatisk, tillidvækkende Fremtræden.
Utidig Spørgen. Spørg ikke Folk for meget om deres rent personlige Forhold, undtagen det er meget fortrolige Venner.
Tilbageholdenhed med Spørgsmaal hører f. Eks. i England med til de mest elementære Regler for Velopdragenhed, hvorimod man her kan høre Spørgs maal omtrent som disse: “Hvordan er det – er Deres Broder ikke ved at gaa Fallit?” Eller: “Besøger De sommetider Deres fraskilte Kone?” Ligesom man kan se en endnu ungdommelig Dame se lidt stram ud ved Spørgsmaalet: “Hvor gammel er det nu egentlig, De er?” Vor utvungne Tone er behagelig, men den maa underbygges med Takt.

At kunne forstaa Spøg og selv at kunne anvende den er en af de vigtigste Betingelser for at have Tiltrækning. Den, der ikke forstaar Spøg, er i kultiverede Forhold uhjælpeligt henvist til at regnes blandt de Tørre og de Stikne.
At have en Skælm bag Øret og en lun Udtryksmaade er derfor noget af delt bedste, man kan faa i Vuggegave af en venlig Fé – mangen Fordel kan vindes og mangen Ubehagelighed afværges for Den, der kan turnere en Spøg, som kalder Smilet frem.
Men hvis man mærker, at Den, man taler med, er ganske uimodtagelig for en spøgefuld Form, bør man øjeblikkelig slaa Kontra med en rask Passage over i det kedelige, hvor man altid er mere sikker paa ikke at gaa paa tynd Is.
Naturligvis kan en spøgefuld Tone være højst ilde anbragt, naar det gælder Livets pinlige eller sørgelige Øjeblikke, og kun en instinktmæssig Taktfølelse kan sige En, naar den er betimelig og naar ikke.
Det er en almindelig og ikke helt klædelig Form for Spøgefuldhed, at Ægtemænd fremstiller det for Fremmede, som om de ingenting kan sætte igennem for deres Kone. Søg at undgaa den.
Giv aldrig en Meddelelse, der indeholder noget trist, som Svar paa en munter og venlig Forespørgsel. Naar f. Eks. en ganske Fremmed i Uvidenhed spørger til en fjern afdød Slægtning eller fraskilt Ægtefælles Befindende, da sig helst blot: “Jo, mange Tak!” En pinlig Forklaring er til ingen Nytte paa et ilde anbragt Sted.
Vær forsigtig med at sige til Folk, at de ligner Den eller Den, selv om Ligheden forekommer Dem saa slaaende, at De synes, De maa af med Deres Mening. Folk synes aldrig saa godt om den Paagældende som om sig selv, næppe nok, hvis det var selve Kleopatra. Mænd er i Grunden kun tilfredse med Napoleon.
Sig aldrig til en Dame, at hun har lagt sig ud. Slankhed er til den Grad, Tidens Løsen, at en Udtalelse om tiltagende Embonpoint er det samme som at antyde en Aftagen i Skønhed.
Nævn ikke til Den, De taler med, hvad sjelden undlades, at Vedkommende har et Saar i Panden, et svollent Øje, en Filipens e. l. Den Paagældende ved det kun altfor godt og vil i de fleste Tilfælde nødig have det paatalt.
Afbryd saa vidt muligt ikke den Talende.

Vigtige Samtaler
Man bør ikke i Selskabslivet tale om Forretninger som almindeligt Samtalestof, hvad der paa Engelsk kaldes at tale shop.
Noget andet er, at man i en Selskabskreds søger at faa en formaaende Person paa Tomandshaand for at fremme et bestemt Formaal. Det gælder med Behændighed at udnytte Chancerne her i Livet.
Naar De skal have en afgørende Samtale, stiv Dem da ikke af med stimulerende Drikke. Vær heller ikke for mæt. Det skærper ikke Intelligensen.
Naar De søger en Myndighed eller Potentat for at forebringe en Sag eller sætte noget igennem, kom da ikke med en lang Indledning. Gaa lige løs paa Fænomenet efter i Tide at have overvejet vel, hvad det gælder om at faa sagt, og udbred Dem ikke om personlige Forhold. Beklag Dem ikke heller, selv om De har Grund til det. De fleste afskrækkes og trættes ved Klager.

Tro ikke, at en vigtig Sag kan forelægges pr. Telefon. I de fleste Tilfælde vil det mislykkes. Gaa selv, og brug den personlige Charme, De raader over.
Naar De er sammen med en Person, hvem det er Dem magtpaaliggende at faa talt med om en Sag, da pas paa at benytte Øjeblikket med Behændighed. Bras ikke paa, men lad det heller ikke glide over. Det kommer sandsynligvis aldrig igen.
Naar De fører en for Dem afgørende Samtale, og der er noget, De bestemt ønsker at faa sagt, giv da ikke efter, hvis Den, De taler med, er en Aal og ønsker at glide bort fra Æmnet med en Sidebemærkning. Svar ikke paa denne, hold et Øjebliks Pavse og gaa upaavirket videre med det, De vil have frem.
Væn Dem ikke, for at virke behageligt, til at sige eet til den Ene og noget forskelligt til den Anden om det samme Forhold. Naar det mærkes, troes De af Ingen.
Gentag aldrig letsindigt, hvad ufordelagtigt De hører sagt af den Ene om den Anden. Ikke alene er det uelskværdigt, men De kan selv blive hængende paa det. Derimod hvad godt der bliver sagt, kan ved at blive bragt videre gøre megen Glæde og sprede mangen mørk Sky.
Gamle Folk bør ikke gøre deres eventuelt nærforestaaende Død til et foretrukket Samtaleæmne. Det er vanskeligt for Tilhørerne at vide, hvorledes det ønskes optaget.
Tal ikke for meget om Deres Helbred, selv om det er daarligt. Det keder Folk usigeligt.
Angiv ikke Deres Kilde, naar De fortæller en Nyhed eller en Skandale videre. Sig ikke: “Jeg kan ikke svare for det, men jeg har det fra Fru N. N.” Vedkommende kan faa Ubehageligheder deraf, som kan finde Vej ogsaa til Dem selv.
Utidig Hvisken. Man bør aldrig under en FællesSamtale om et bestemt Æmne give sig til at hviske med en enkelt af Deltagerne. Det vidner ikke om god Tone og leder uvilkaarligt Tanken hen paa Underhaandsaftaler.
En altfor fortrolig Hvisken kan ligeledes let give de Andre Indtryk af, at der tales om de Tilstedeværende.
Bliv heller ikke under den længste Tid af en Sammenkomst siddende i en Krog i Samtale med en Enkelt. Det bliver ikke velset af de Andre.

Snakkelyst
Alle Mennesker taler mere, end de selv tror, og det er derfor en udbredt Overtro, at Andre idelig falder dem i Talen for selv at komme til at tale. Eller rettere sagt – det er ingen Overtro.

Den meste Samtale bestaar af en ivrig Kamp om at føre Ordet alene.
Hvis De derfor ønsker at blive betragtet som et usædvanlig sympatisk og taktfuldt Menneske, saa væn Dem til paa det Punkt at resignere og lade de Andre snakke.
Hør med tilsyneladende Interesse paa endeløse Udviklinger og fremfør ikke Deres egne beskedne Betragtninger, før De er sikker paa, at den Anden er løbet træt. De vil herved erhverve Dem særligt Ry for en aarvaagen og intelligent Forstaaelse af Andres Intelligens.
Forudsæt ikke, at Den, med hvem De taler, interesserer sig for det samme, som interesserer Dem. Udfind hellere, hvad der ligger den Anden paa Sinde og tal om det.

Gode Historier
Væn Dem helst ikke til selv at være underholdende ved at fortælle Anekdoter og Historier, hvorved man sjælden undgaar i Længden at blive stillestaaende. De rette underholdende Egenskaber bestaar i det lette á propos, Evnen til i Samtalens Flugt at kunne faa den til at lyse med lystige Indfald og uventede Svar.
Undgaa fremfor alt Bredde i Udviklingen. Vil De fortælle noget, spring da en lang og unødvendig Indledning over. Lad den første Bemærkning være frisk og indbydende som Kaviar.
Hvis De under Fortællingen af en Historie kommer under Vejr med, at De har fortalt den før til Nogen af de Tilstedeværende, da bryd ikke af, men lad den hellere løbe durk med al den Aplomb, De raader over.
Naar paa den anden Side Nogen paabegynder en Historie, som De har hørt før af den samme Person, da sig det ikke, men se stærkt interesseret ud. Sig det ikke engang, hvis Vedkommende spørger Dem, om han har fortalt det før. Folk kan ikke lide at blive grebet i at gentage den samme Historie.
Naar Nogen i Deres Paahør fortæller noget der morer de Tilstedeværende, og De ved, at det berettes fejlagtigt og med Overdrivelse, saa grib ikke ind med kedelige Rettelser. En saadan Punktlighed virker ødelæggende paa den muntre Stemning.
Hvis De har det Uheld, hvor Flere er til Stede, at komme til at høre noget, der ikke var bestemt for Deres Øren, et urigtigt Forlydende eller et fornærmeligt Rygte, enten om Dem selv eller Deres Nærmeste, vis Dem da paa Højde med Situationen. Røb ikke med en Mine eller med den mindste Trækning, at De har hørt det, men tag først bagefter Deres Forholdsregler og lad gerne disse være kraftige.
Naar Folk udtaler en meget beskeden Bedømmelse af sig selv, giv dem da ikke Ret, selv om De i Deres Hjerte er ganske af samme Mening. En Ting er nemlig at kalde sig selv for et meget almindeligt Menneske, en anden er ved denne Meningstilkendegivelse at faa ubetinget Medhold hos Andre. Det gør absolut ikke Lykke.
Fremfør i saadanne Tilfælde en lidt vag Protest.

Tal saa lidt som muligt om Penge, hvis De ønsker at bevæge Dem indenfor det Omraade, hvor god Tone hersker.
Beklag Dem aldrig, hvis De har for faa Penge. Det er blot pinligt for Andre at høre paa og pral ikke med, hvad De har Raad til, hvis De har mange Penge. Intet er mere umuligt indenfor det virkelig gode Selskab.
Lad Pengene blot være den usynlige Motor, der driver Værket, uden at man nogen Sinde omtaler, hvor vidt det er med flere eller færre Hestes Kraft.

Fremmede Sprog
Hvor der er Udlændinge til Stede, som ikke forstaar Sproget, der tales, hav da Mod til at devovere Dem og om muligt tale med de Paagældende i deres eget Sprog, saa at de ikke har Indtrykket af at være skyllet op paa en øde Ø mellem Vilde.
Det er taabeligt at genere sig for at tale et fremmed Sprog, fordi Landsmænd paahører det. Ofte kan det tværtimod virke meget pudsigt og bidrage til den almindelige Munterhed, naar der tales lidt forkert Tysk eller Engelsk, at sige, hvis den Talende selv ler med. Saa meget Humør bør Enhver sidde inde med.
Lad Dem ikke henrive til i Vrede at sige de uoprettelige Ord, der aldrig kan tilgives. Talen er det vigtigste Bindemiddel Mennesker imellem og kan benyttes til det Onde som til det Gode. Husk altid paa, at nogle faa Ord kan volde baade den dybeste Smerte og den højeste Lykke.