Henry Christian Gad

UNDER INDSKRIVNING JULI 2019

Emma og Urban Gads ældste søn, fulgte, som det ofte hændte i tidens karrierevalg, i faderens fodspor. Det ville her sige en karriere i søværnet. Henry Christian Gad fulgte så at sige den lige vej i marinen, og opnåede titel af Kommandørkaptajn.
Mange af de arbejdsopgaver han bestred gennem sin karriere, havde hans far også gennemgået; en start med fast arbejde på en postdamper til kaptajn og chef for Kongeskibet, og andre sejladser med kongelige, danske som udenlandske.


Kommandørkaptajn
18. august 1873 – 3. marts 1957.

*

Der er ikke beskrevet meget af Henry Gads privatliv. I forbindelse med sit ægteskab med Helga Havsteen, datter af amtmanden på Island, Julius Havsteen (Haffstein), fik han orlov fra Marinen, for i stedet at fungere som Kaptajn på en fast rutesejlands med postdamper til Island. Det samme havde faderen, Nicolaus Urban Gad gjort ved sit ægteskab med Emma Gad, hvor han postsejlede Korsør-Kiel.
Ud over at Helga har oversat “Halla”, en islandsk bondefortælling (1909) er der ikke mange informationer at hente i dagspressen. Thit Jensen har dog beskrevet hende efter et møde i 1904 (Jens Andersen: Den sidste valkyrie, 1990): »Jeg så denne dobbelte natur i hendes gang, denne besynderlige gang, der er særlig og i høj grad præget af vilje og selvstændighed og dog både præget af usikkerhed og ufærdighed. Hun tager lange skridt, går på engelsk lady facon, gangen rytmisk, men rytmen er brudl, brydninger skaber hendes legemes, hendes lemmers bratte uindbyrdes harmoni. Der er noget i den gang jeg ikke formår at beskrive. Sagen er, at den giver udtryk for to personers natur og sjælelige udtryk. Den er harmonisk skabt af brydninger, der er behersket på overfladen, brydningerne stammer fra to lejre, som begge ligger i samme individ, hver lejr en verden for sig«.

Amtmanden Julius Havsteen dør i maj 1915, og datteren Helga følger efter to måneder efter. I øvrigt uden nogen beskrivelse – blot en konstatering i en dødsannonce.

Henry Christian Gad.
Henry Gad gifter sig igen året efter, med Else Gad, født Ræder.

Selv om broderen Peter Urban, med sit arbejdsliv indenfor filmbranchen, så absolut blev den mest kendte af brødrene, var Henry også interreseret i de nyeste tendenser i samfundet. Det nye var flyvemaskiner, der kunne trække ligeså mange mennesker efter en lang oversøisk tur som filmspremierer. En nyskabelse han var med til at øve i de store flådeøvelser, var at gøre sig usynlig; – Ved at udlægge kunstig tåge!

En stor del af arbejdet som chef på fartøjer der officielt besøger fremmede havne, er repræsentation. Officerer bliver budt på frokoster med mad og drikke; dette bliver gengældt med selskaber om bord på skibene, der er leveringsdygtig i såvel vådt som tørt, og ogte også musik til den efterfølgende dans
Der skal også holdes mange taler – og så hører der sig en mængde hurra’er til.
T.H.


1892


Aarhus Stiftstidende, 22. maj 1892.



Ilandsatte Kadetter.
Korvetten “Dagmar” ankom i Førgaars på Kjøbenhavns Rhed for at landsætte er Kadet, der var angrebet af Hjernebetændelse. Den unge Kadet er Søn af Kaptajn Gad og Forfatterinden, Fru Emma Gad. En anden Kadet landsattes forleden af samme Aarsag paa Bornholm.
Korvetten krydser ifølge “Pol.” i disse Dage i Østersøen, men vil paa Guldbryllupsdagen igjen indfinde sig paa Rheden for at paradere.
[Kong Christian IX og Dronning Louises guldbryllup i maj 1892, red.]

*


1894


Kolding Folkeblad, 31. august 1894.

Kadetterne Jacob Borg, Hans Nørrregaard, Louis de la Cour, Axel Jensen, Hans Smith og Henry Gad (en Søn af Forfatterinden Fru Emma Gad) er udnævnt til Sekondløjtnanter.

*


1895.


Dannebrog, 26. november 1895.

*


1902 titel


Dannebrog, 3. august 1902.

*


1904 titel


Dannebrog, 25. januar 1904.



Efter at ovenstaaende var skrevet, modtog vi Meddelelse om, at der paa Regeringens Foanstaltning vilde blive udsendt en Undsætnings-Expedition herfra til Aalesund.
De Oplysninger, vi derefter søgte paa kompetent Sted, bekræftigede denne glædelige Meddelelse.
Efter Ordre fra Marineministeriet blev i Løbet af Eftermiddagen og Aftenen i Gaar Fyringsinspektionsskibet “C. F. Grove” gjort klar til at afgaa til Aalesund for ogsaa fra Danmark at bringe et Bidrag til Lindring af Nøden blandt den hærgede Bys Befolkning.
Der herskede naturligvis som følge af denne Ordre til “hurtig Udrykning” en uhyre Travlhed i Gaar paa Orlogsværftet og om Bord i “C. F. Grove”. Skibets Last blev i Dagens og Aftenens Løb stuvet fuld. Der medgaves saaledes 500 hele Sæt Mandsklæder (“Matrostøj, som jo ogsaa Kvinder i Nødsfald vil kunne trække i), 500 uldne Tæpper, en Masse Køjer, store Mængder af, hvad man i Marinen kalder “Spisegrejer”: Tallerkener, Kopper, Knive og Gafler og endelig en overordentlig rig Beholdning af Proviant, bestaaende af Smør, Margarine, Flæsk, Ærter, Øl, Kaffe, The, forskellige henkogte Sager osv.
Arbejdet gik, takket være den fortrinlige Orden og Forsynlighed, der raader paa vort Orlogsværft, rask fra Haanden, og skønt Ordren til Skibets Udrustning først kunde gives i Gaar Eftermiddag, var “C. F. Grove” allerede om Aftenen Kl. 9 fuldstændig sejlklart.
Kl. 9½ i Gaar Aftes lagde Skibet ud fra Flaadens Leje og dampede bort over Rheden.
“C. F. Grove” føres af Kaptajn J. F. Saxild; endvidere er Premieløjtnant Henry Gad om Bord som tjenestegørende Officer, og endelig medfølger Reservelæge i Marinen Knud Hansen.
Efter Ordre fra Hs. Exell. Marineministeren skal “C. F. Grove” fremskynde Rejsen op det mest mulige. Skibet gør en Fart af 9 Knob og vil rimeligvis kunne være i Aalesund i Løbet af Torsdag.

Varde Folkeblad, 6. oktober 1904.

København, 7. oktober 1904.

Et Rygte, der ogsaa har været gengivet her i Bladet, meddelte forleden Dag, at en Søn af Admiral Gad var bleven forlovet med en Datter af den islandske Minister. Nu er Minister Hafsteins Datter imidlertid en lille Pige paa en halv Snes Aar, der sikkert ikke har tænkt paa at forlove sig foreløbig. Den omtalte Dame er derimod Frk. Helga Havsteen – en Datter af Amtmand paa Island Julius Havsteen.

*


1905 titel


Berlingske, 10. november 1906.

*


1906


Dannebrog, 6. januar 1906.
Dannebrog, 17. april 1906.

Premierløjtnant i Marinen Henry Gad, er i disse Dage vendt hjem fra Island med sin Brud, en Niéce af Minister Hafstein.
I Anledning af de nygiftes Ankomst er der i Morgen Familiemiddag i Admiral Gad Hjem.

Roskilde avis, 25. januar 1906.
Nationaltidende, 1. maj 1906.

Adresseavisen, 2. juni 1906.

D. F. D. S.s “Ceres”, Kaptajn H. Gad, ankom til Leith Torsdag Aften paa Rejse fra Island og Færøerne til København. Alt vel.


Morgenbladet, 19. juli 1906.

Berlingske, 19. juli 1906.

Allerede Kl. 5½, igaar Eftermiddags meddeltes gennem Telefonen, at “Botnia” med Islands Altingsmænd ombord nu passerede Helsingør. Det var da sikkert, at Skibet vilde naa Kjøbenhavn Kl. 8, som bestemt, og da Klokken nærmede sig dette Tidspunkt, var mange Mennesker i den smukke Sommeraften samlede paa Langelinie og paa Toldboden, for at se Indsejlingen og Ankomsten. Paa nordre Toldbod, hvor “Botnia” skulde lægge til, var der hejst Flag, og ved Anlægspladsen holdt Wienervognene, hvori Altingsmændene efter Indstigningen skulde køre til Hotel Kongen af Danmark, medens en talrig Forsamling ved Bolværket afventede “Botnia”s Ankomst. Blandt de Tilstedeværende her saas Hs.Excell. Konseilspræsidenten, Rigsdagens Formænd og Viceformænd, Lars Dinesen samt mange andre Rigsdagsmænd. Kammerherre Bardenfleth, Havnekaptajn Drechsel, Konferensraad Halldorsson, Admiral Richelieu, Professor Finnur Jonsson, Docent Valtyr Gudmundsson, Kaptajn Scack, Kaptajn Daniel Bruun o. m. a. Fra det Forenede Dampskibsselskabs Islandsafdeling var mødt en særlig Repræsentation bestaaende af Kontorchef Hendriksen, Kaptajn Christiansen og Premierløjtnant Henry Gad, hvis unge Frue, f. Havsteen, ogsaa ventede sin Fader, Formanden for Lagtingets øverste Afdeling, med Skibet. Kl. lidt over 8 tonede “Botnia” flagsmykket frem forbi Trekroner, og kort efter sejlede den op langs nordre Toldbods Kaj, medens man saa de islandske Altingsmænd sammen med Hs. Excell. Hannes Hafstein og Kaptajn Ryder, der har været deres Ledsager, samlede paa øverste Dæk. Fra Land udbragtes der nu et med kraftige Hurraer besvaret “Leve de islandske Altingsmænd” og fra Skibet hilstes og vinkedes tilbage. Saa lagde “Botnia” til, og efterat der var fortøjet og Landgangen sat op, gik Hs. Excell. Konseilspræsidenten ledsaget af Tingenes Formænd og Viceformand o. fl. a. straks ombord for at hilse paa Gæsterne. Modtagelsen var som bekendt ikke officiel – den officielle Modtagelsesfest finder Sted idag paa Universitetet — og der blev ikke holdt Taler. Islands Minister forestillede Konseilspræsidenten Dg Rigsdagsformændene for de islandske Altingsmænd og livlige Samtaler udviklede sig hurtig mellem Danske og Islændere. Rejsen var forløbet i alle Maader godt under gunstige Vejrforhold, og de islandske Altingsmænd roste det gode Skib og dets fortræffelige Fører, Kaptajn Kofoed.


Dagens Nyheder, 19. juli

Slagelseposten, 21. juli 1906.

Julius Havsten (i Virkeligheden naturligvis det samme Navn som Hafstein) indtog, indtil den ny Forfatningslov kom, Stillingen som en af Islands mest fremstaaende Embedsmænd, idet han nemlig var Amtmand. Men ogsaa efter at have taget sin Afsked er Havsteen stadig knyttet til Amtsstyrelsen, idet han virker som Amtsraadsformand i Sønderamtet. Havsteen, der er født i 1839, er et fremtrædende Medlem paa Altinget, idet han er øverste Afdelings Formand; til denne Post er han kongevalgt. Fremdeles har Tinget valgt ham til Revisor ved Landsbanken. Han er Kommandør af 1ste Grad samt Dannebrogsmand.


Berlingske, 21. august, 1906.

Dampskibet “Ceres”, D.F.D.S.’s Postdampskib “Ceres”, Kaptajn Gad, der grundstødte ved Nolsø, er, efter at være tætnet, ifølge Telegram fra Thorshavn, Lørdag Eftermiddag afgaaet fra Færøerne til Kjøbenhavn.

*


1908


Randers amts avis, 25. januar 1908.
De islandske Altingsmænd, der skal deltage i den islandske Kommissions Forhandlinger, ankommer til København i Slutningen af Februar.
Premierløjtnant Henry Gad fører dem herned paa “Ceres”.


Dagens Nyheder, 29. februar 1908.
Den islandske Kommissions Virksomhed er nu begyndt.
“Kommissionen vedrørende Islands Stilling i det samlede danske Rige”, som dens officielle Navn er, nedsattes, som det vil erindres, under Hs. Maj. Kongens og de danske Rigsdagsmænds Ophold paa Island sidste Sommer og kon til at bestaa af tyve Medlemmer:
– – –
De syv islandske Medlemmer kom hertil i Forgaars Middags med D.F.D.S.s Islandsdamper “Ceres”, om hvis Kaptajn, Premierløjtnant Henry Gad de havde mange Lovord for hans udmærkede Værtsskab.
– – –
Man ansatte dernæst næste Møde til i Dag otte Dage, til hvilken Tid Sekretæren vil have sit forberedende Arbejde færdigt, saa at de egentlige Kommissionsarbejder kan tage deres Begyndelse.

*


1909


Nationaltidende, 20. august 1909.

Det er sidste Aar, man træffer det Hagerupske Forlag i Mellembygningen i Gothersgade bag Boghandelen.
Kommunens elektriske Lysstation kræver Udvidelse, og det kommer da til at gaa ud over de gamle Steder, hvor mangen Virksomhed gennem Aartier er øvet.
Da Hr. Hagerup imidlertid ikke vilde gaa en usikker Fremtid i Møde med hensyn til Forlagets Beliggenhed, har han foretrukket at sikre sig ved at købe Stedet, der støder op til Provstegaarden i Fiolstræde, og som ligger lige over Universitetsbibliotheket. Her vil man fra næste Foraar finde Forlaget installeret under betydelig bedre Vilkaar, end Tilfældet er nu.
– – –
Paa Forlaget vil der udkomme et islandsk Bidrag, nemlig en islandsk Bondefortælling, ‘Halla’, af Trausti. Den er oversat af den tidligere islandske Minister [amtmand!, red.] Havsteens Datter, der er gift med Fru Emma Gads Søn, Premierløjtnant Gad.

*


1910


Aarhus Stiftstidende, 15. oktober 1910.

(Specialkorrespondance til “Aarhus Stiftst.”)

Lørdag Formiddag lægger den gamle Krydser “Ingolf” efter endt Eftersyn ud fra Havnen og stavner frem imod sit fjerne Maal: Dansk Vestindien.
Øverstkommanderende er Kaptajn Carl Carstensen, Søn af den gamle Admiral C. Blandt Officererne træffer man fremdeles to kendte Navne, nemlig Premierløjtnanterne Gad og Gotfred Hansen (“GjøaEkspeditionen”). Den unge Prins Aage deltager i Togtet som Kongehusets Repræsentant.

Besætningen bestaar af 125 Mand, udelukkende Værnepligtige fra Jylland, Fyn og Lolland-Falster.
‘Ingolf’ er sat i Vandet 1878 og er saaledes af en noget forældet Type, den er det sidste af Marinens Skibe, der har Sejlrigning – men den anses endnu for at være sikker nok selv for en hvas Tørn.
Formaalet for Togtet kan væsentligst udtrykkes ved, at man ønsker det danske Flag vist ved Amerikan Kyst.
Paa Udrejsen anløbes Southhampton og Madeira for Indtagning af Kul. Efter Ankomsten til Dansk Vestindien vil “Ingolf” fungere som Søpolitiskib og som Stationsskib til Raadighed for Guvernøren.
I Januar og Februar foretages et Kryds til La Guiara, Havnestaden for Veenezuelas Hovedstad Carracas; derefter gaar Turen tilbage over St. Domingo og Portorico til Vestindien.
Omkring 1. Marts tiltrædes Hjemrejsen, og “Ingolf” anløber da efter Bestemmelsen Azoerne oh Havre. Midt i April er Skibet hjemme paa Københavns Red.

*


1911


Riget, 31. august 1911.

Schichau Værftet i Elbing, der har bygget Marinens nyeste Torpedobaad Tumleren, skulde efter Kontrakten allerede have afleveret den i April Maaned. Arbejdet blev imidlertid forsinket – det viste sig under Prøveturene paa Schichau Prøveværft i Pillau, at Baaden ikke kunde holde Dampen – og først forleden Dag kunde Kaptajn Henry Gad, hvis Udkommando som Chef ombord i Tumleren oprindelig lød paa 15. April, sætte Foden paa eget Dæk. Sammen med sin næstkommanderende, Premierløjtnant Preben Lembeke, og Besætningen rejste han ned til Pillau for at hente Baaden og Kaptajn Schou, der har inspiceret Arbejdet.
Tirsdag Formiddag stod Tumperen Sundet ind og fortøjede ved Dokøen i Flaadens Leje. Igaar blev Kommandoen imidlertid strøget for, naar Holmens egne Folk har fuldendt Installationen af Radiotelegraf og Torpedo-Udskydningsapparaterne – begge Dele er nemlig dansk Arbejde – atter at blive hejst den 7. september. Efter et Par Dages foreløbige Prøveture slutter Tumleren sig den 10. September til Øvelseseskadren, og først naar dennes Øvelser er endt, foretages de nøjagtige Prøver med den nye Baad.

Betykning og Besætning.
Tumleren er Søsterskib til Søridderen og er sammen med denne Marinens største Torpedobaadtype. Baadens Deplacement er 230 Tons – ca. 100 Tons mere end næststærste Type – dens Længde er 56 Meter. Bredden 6 Meter og Dybgaaendet 2,3 Meter. Farten sker ved to Turbiner, der tilsammen udvikler 5000 H. K. Der er i Kulrummene Plads til 52 Tons Kul, og kontraksmæssigt skal dette være nok til 1000 Sømil med 14 Knob. Med fuld Kraft løber Tumleren 27,5 Knob.
Der findes ombord fem Torpedo-Udskydningsapparater: et i Stævnen, to paa Fordækket og to paa Agterdækket. Yderligere er de to rundskydende 87 mm. Patron-Kanoner, én for- og én agterude.
Besætningen tæller ialt 34 Mand. Foruden Chef og næstkommanderende: 1 Reservekadet, 1 Marineingeniør, 1 Ingeniørassistent, 7 Maskinister – hvoraf de 3 er Torpedo-Specialister – i Underkanoner og to Underbaadsmænd, 9 Fyrbødere, 9 værnepligtige Matroser og 1 Radiotelegrafist.

Paa “Tumleren”s Bro.
Et Uvejr har lige fejet hen over Orlogsværftet. Det gule Løv, der svirrede i Alleerne, falder atter til Ro langs Kantatenen, Damphammernes Sang vinder igen Overtaget over Blæstens alt slugende Sus og paa Tumlerens blanksorte Dæk, hvor løse mønjerøde Metaldele ligger hulter til bulter, genoptager Montørerne deres Arbejde.
Kaptajn Henry Gad foreviser den nye Baad med samme Stolthed, hvormed vi andre præsenterer vore nygifte Hjem. Stoltheden er berettiget. Tænksomme Mennesker har kælet for alt dette Jern og frembragt den ene lille Overraskelse efter den anden.
Det er morsomt, naar man staar oppe paa Broen foran den tykke asbestbeklædte Skorsten, at forestille sig Tumleren i en mere aktiv Situation end den nuværende fredelige – i Solskinnet mellem Bygerne med Nik over til Københavns Tage og Taarne, solidt fortøjet ved Dokøens Kaj.
Nej, var det Alvor – Angreb i Natten, og Vandet spredte sig som en lysende hvid Vifte foran den spidse Stævn, mens Tumleren jog frem i Mørket, saa Malingen dryssede i hede Lapper af Skorstenen. Saa vilde Kaptajnen ikke staa her paa Broen og kærtegne de mange Kontakter – han vilde lade dem sige Knæk-knæk, og alle Lanternerne vilde være blændede. Kun agterude lyste paa Flagstangen en enkelt Prik – af Hensyn til den efterfølgende Torpedobaad i Kølvandslinien. Og Kaptajnen kunde fra Broen dæmpe og øge Prikkens Lys ved en hel Række Kontakter – det er ikke mere som den Gang, da man paa Torpedobaadene dæmpede Lanternerne med noget saa diskret som W.C.-Papir.
Alle Baadens Nerver løber sammen paa Broen som i en Hjerne endda en Hjerne der ikke svigter. Mtalrørene der fører til Radiotelegrafen, til Udskydningsapparaterne, til Turbinerne – hvor Ingeniøerne staar med Haanden paa sejlgarnomvundne Styrehjul – alt er det samlet her paa faa Kvadratalen. Semaforen spjætter forgæves i Mørket, men Blinklanternen taler gennem Natten, og bag Projektørens fastskruede Dække lurer det hvide Lyd.
Og kommer det Nu, da der skal handles – saa griber Kaptajnen blot om et af de fire Haandtag, og Torpedoen slipper med et Svab ud af sit Leje og borer sig frem mod Maalet. Baadens Chef retter med egen Haand Fordækkets og Stævnens Torpedoer. ;ems nede i de hermetisk tillukkede Kedelrum Fyrbøderne hvis tynde Klæder blafrer i det kunstige Træk, lader Skovlene flyve for at sikre Farten tilbage.
Det er morsomt at staa og lege med alle de Talerør og Kontakter – meget morsommere end at se den fredelige Officermesse med Hestehaarssofaen og “Mænnerne”s Banjer forude. For Folk ombord er disse Ting dog ikke uden Betydning, ingenlunde!
Pjerrot.


*


1914


Nationaltidende, 8. februar 1914.

En Aftren, der tør paaregne mere end almindelig Opmærksomhed, er under Forberedelse, idet Foreningen “De danske Atlanterhavsøer” med det formaal i videre Kredse at øge Interessen for de Lande, den virker for, har til formaaet fire af vore yngre, vidt berejste Søofficerer til at holde hver et kort Foredrag om dem med Fremvisning af taltige Lysbilleder.
Studenterforeningens store Sal, Tirsdag den 17. Februar Kl. 8.
Kaptajn Henry Gad, der gentagne Gange har færdedes længe paa Island, vil søge at opvække Tilhørernes Lyst til at foretage en Sommerrejse til den minderige Sagaø ved at paapege Rejseruter og Naturskønheder. Premierløjtnant Henning Bistrup, der er født i Grønland, beretter om sine Barndomserindringer fra Livet blandt Eskimoer. Premierløjtnant Harald de Bang vil meddele noget af sine Oplevelser fra de stormombruste Færøers mærkelige Fugleklipper, Fiskefangst og Naturejendommeligheder. Og Premierløjtnant, Hs. kgl. Højhed Prions Axel vil fortælle om Omgangslivet og Naturforholdene på vore vestindiske Øer.
Foredragene ledsages af Lysbilleder.
Meningen er ikke at give tørre og videnskabelige Beretninger om Forholdene i disse vore saa forskellige Vis tilknyttede Lande, men at vise vores paa forskelligartede Skønheder og Ejendommeligheder, som i en stor, broget Billedbog, egnet til her i Moderlandet at vække stedse forøget Interesse for deres Formaal og Fremskridt.
Et eventuelt Overskud tilfalder Foreningens Formaal. Billetter faas i Wilhelm Hansens Musikhandel og i Nordisk Musikforlag.
Efter Foredragene afholdes en tvangfri Sammenkomst med fælles Thebord, hvortil Tegning kan ske samtidig med Bestilling af Billetter til Foredragene.

Nationaltidende, 17. februar 1914.
Berlingske, 18. februar 1914.

Der har jo ikke altid været ligefrem Trængsel, naar Foreningen „De danske Atlanterhavsøer” holder Mødeaften, men iaftes meldte en rød Plakat ved Opgangen til Studenterforeningens store Sal alt udsolgt, og det store Rum var ved 8-Tiden fyldt til sidste Plads af en repræsentativ Forsamling. Det havde aabenbart været en god Idé at faa de fire Søofficerer — deriblandt Hs. kgl. Højhed Prins Axel — til at holde Foredrag om vore Atlanterhavsøer: faar Foreningen mange af den Slags Idéer, vil Fremtiden sikkert tegne sig lys for den.

Præsidenten taler.
Præsidenten, Folketingsmand N. Neergaard bød Velkommen, idet han trak Hovedlinjerne op i Foreningens Program: at danne et Bindeled mellem Moderlandet og vore fjerne Rigslande, udbrede Kendskab til dem og knytte Forbindelsen fastere. I vort Dage staar Kampen mellem de store Stater jo oftere om Magten under de fjerne Himmelstrøg, om „Pladsen i Solen”. De Landsdele, som Foreningen ønsker at virke for, ønsker vi dog ikke at bevare af Magthensyn, og jeg kan, fortsatte Hr Neergaard, som fhv. Finansminister bevidne, at det heller ikke er for det finansielle Fordels Skyld. Men vi vil ikke af med dem alligevel. Island er knyttet til os ved Minder og ved Blodets Baand, der kan være Familiestridigheder imellem os, men vi vil ikke undvære den Indsats, Island har ydet i vor Kultur – saa vist som dansk Kultur har haft sin store Betydning for Island. Grønland har været Tumleplads for dansk Virkelyst og Videnskab, og Vestindien har været noget af Eventyret i vor lidt ensformige Tilværelse. St. Thomas har engang været et Center for Handelslivet derude, og den Tid er nu ved al oprinde, da den ved danske Mænds Foretagsomhed og Energi vil blomstre frem igen.
Paa mange Maader har den danske Marine været Bindeleddet mellem Danmark og de danske Atlanterhavsøer,den har ydet sin store Indsats ved at beskytte Fiskerierne og ved Opmaalinesarbejder, som nu ved Vestindien, et betydningsfuldt Forarbejde for Udviklingen af Sejladsen ved Panamakanalens Aabning.

De 4 Søofficerers Foredrag.
Af de fire Søofficerer, der havde delt Atlanterhavsøerne imellem sig, havde Kaptajn Henry Gad valgt Island. Han udtalte først, at det er en Pligt for alle Danske at vide lidt Besked om disse Egne — „vi kom maaske lettere over Modsætningsforhokdet, hvis vi gjorde os lidt mere Ulejlighed for al lære Island og Islænderne at kende” — og Marinen føler det ogsaa som lidt af en Pligt at udbrede Kendskabet dertil. Kaptajn Gad havde iøvrigt nærmest anlagt sit Foredrag saaledes, at det kunde vække Interesse for Island som Maal for en Sommerrejse, og apostroferende Søsygens Trusler med en Spøg og med Støtte af udmærkede Lysbilleder førte han virkelig Tilhørerne paa den fornøjeligste Tur rundt om Sagaøen og flere af den mest berømte Punkter.
Premierløjtnant Bistrup fortalte dernæst Barndomserindringer fra Grønland — „mit Fødeland som Danmark er mit Fædreland”; og efter et overordentlig smukt Sangforedrag af Fru Ellen Münter førte Premierløjtnant H. de Bang Selskabet til Færøernes trange Fjorde og Fugleklipper.
Derefter fortalte Hs. kgl. Højhed Prins Axel fornøjeligt og instruktivt – med tørt og elskværdigt Lune — om de dansk-vestindiske Øer, om Naturforhold og Erhverv, om vore sorte Landsmæds Pudsigheder og
Ejendommeligheder. „Jeg maa desværre modsige en af Kammerater”, bemærkede Prinsen. „For naar den foregaaende Taler siger, at Færøerne er de bedste af vore øer at være ved, saa vil jeg sige, at der er bedst i Vestindien.”
— Alle Foredragsholderne lønnedes med levende Bifald, og sluttelig takkede Præsidenten for Forevisningen af den store, brogede Billedbog. „Forhaabentlig har Aftenen ved at gere det altsammen mere levende for os bidraget til at vække vor interesse for Atlanterhavsøernen. Gid den ogsaa maa have vakt Deres Interesse for Foreningen, og vis Deres Godhed for den ved al virke for Indmeldelser i den.”
– Derefter samledes man ved Tebordene, hvor en Timestid gik paa fornøjeligste Maade.


Riget, 27. november 1911.

Heldigvis lader det til, at der atter er kommen nogen Interesse for vore vestindiske Øer. St. Croix og St. Thomas har jo imidlertid helt forskellige Erhvervskilder, idet den første Ø kan leve af sit Jordbrug, medens den sidske kun har sin Havn at falde tilbage paa. Derfor haaber man jo nu, at Panama-Kanalens Aabning skal bringe Skibsfarten om ad St. Thomas og atter sætte lidt Liv i Forholdene.
Helt og holdent som i “de gode Tider”, da St. Thomas var den vigtigste Stabelplads i de Farvande, bliver det vel næppe, men Chancerne er vist ikke saa daarlige for at faa lidt ag Guldstrømmen ledet ind i de ret tomme Pengekasser. Men der er naturligvis mange, der spekulerer i det samme, saa det gælde jo om at lokke Kunderne.
St. Thomas har en stor Fordel fremfor mange Konkurrenter i sin centrale Beliggenhed og i den fra Naturens Haand gode Havn. Men Konkurrencener stor, og Kunderne er fordringsfulde nu til Dags; man maa trække dem til sig – først hen til Døren og dernæst indenfor. Med andre Ord: Sejladsen udefra til Havnen maa gøres saa let som mulig og ligeledes selve Ind- og Udsejlingen af Havnen. Der maa sørges for nem og hurtig Adgang til Forsyninger – samt en hurtig Ekspedition fra de lokale Myndigheders Side.
Først og fremmest er Spørgsmaalet altsaa, om det i det hele taget er noge Udsigt til, at de almindelige Sejl-Ruter vil blive lagt forbi Øen. Man vælger jo selvfølgelig saa vidt muligt altid den korteste Vej, men der maa ogsaa tages Hensyn til, at Ruten ikke frembyder for store Vanskeligheder eller ligefrem Farer ved Navigationen – og navnlig tager man Hensyn til, om Farvandet et godt belyst – d. v. s. tilstrækkelig forsynet med Fyr.
En betydelig Del af Sejladsen gennem Panama-Kanalen vil naturligvis blive af amerikanske Skibe mellem New York og San Franaisco, og den kan vi ikke gøre os noget Haab om at nyde godt af. Som vist paa omst. Skitse vil denne Trafik enten gaa forvi St. Salvador, langs Fyrene paa de sønderfor liggende Øer og ned gennem Windward-Passagen, eller den noget længere, men lettere Sejlads gennem Mana-Passagen. Ved disse Ruter – og navnlig den første – er der endnu den Mangel, at Haitis Kyster er daarligt belyst, og det bliver vel ikke andeledes, saa længe Negrene og Mulatterne behersker Øen. Men længe kan det vel ikke vare, før Amerika gør Ende paa den fuldstændig taabelige Komedie, som Negrene har faaet Lov til at opføre paa en af Verdens dejligste Øer.
Trafikken mellem Panama og Sydamerikas Østkyst falder naturligvis saa sydlig, at den kan lades ude af Betragtning.
Tilbage bliver altsaa Skibene fra Evropa til Panama – og det er dem, vi skal prøve at tjene lidt paa. Et Skib der kommer fra den engelske Kanal, kan enten styre efter Porto-Rico for at benytte sig af de kraftige Fyr paa Øens Nordkyst og derpaa gaa gennem Mana-Passagen, eller det kan styre efter Sombrera (en lille engelsk Ø men et kraftigt Fyr) og derpaa ned mellem St. Thomas og St. Croix, hvilket som vist paa Skitsen, er paa ret Kurs til Panama. Denne Rute er vel nok den bedste – vel at mærke under Forudsætning af, at det projekterede Fur paa St. Croix N.V.-Pynt bliver til Virkelighed.
Skibsfarten paa St. Thomas.
For Skibe fra Middelhavet og Skibe, der kommer med Passaten, vil det være det naturligste at styre efter Sombrera og derefter mellem St. Thomas og St. Croux.
Skibe kommende fra Panama kan sætte Kursen direkte paa St. Croix Fyr og derefter til Sombrera.
Fyret paa St. Croix vil altsaa være af stor Betydning for Sejladsen og vil maaske bevirke, at mange Skive vil lægge Vejen mellem vore Øer – og saa er jo det første Skridt naaet, nemlig at faa Kunderne forbi Døren – det næste bliver at faa dem indenfor.
Endnu er Forholdene jo saa gammaldags, at Skibe, der kommer op til St. Thoman om Natten, maa ligge udenfor til det bliver lyst. Dette bliver jo imidlertid forandret nu, idet der bliver bygget to Indsejlingsfyr, ligesom ogsaa selve Anduvningsfyret bliver forbedret.
Skonnerten “Ingolf” foretager for Tiden en grundig Opmaaling af Farvandene omkring St. Thomas og St. Jan og St. Thomas’ Havn bliver uddybet til 30 á 32 Fod i den Del, hvor der var for lægt Vand, hvorved der vindes en Del Plads.
Naar disse Forbedringer er udført, maa det antages, at Havnen hvad Besejling angaar er parrat til at tage Konkurrencen om med Naboerne – nærmest den amerikanske Havn San Juan paa Porto-Rico. Der er ofret mange Penge paa St. Juans Havn, idet den blev uddybet med en nu opgivet Marinestation for Øje, men Besejlingen er ikke saa let som ved St. Thomas.
Naar Skibe søger Havn paa Rejsen, er det for at faa Kul, Vand og Proviant, samt for at reparere. Med Hensyn til Kul og Vand, har jo Østasiatisk Kompagni i de sidste Aar haft stadig stigende Afdætning, og der er gode Chancer for, at den vil holde sig, da det er nemt at komme til Kajen. Kulfyldningen gaar hurtigt, og Vandet er godt. Som Provianteringssted er St. Thomas ikke særlig godt endnu, men Kød og Is kan man da som Regel faa. Med Reparationer er det kun smaat bevendt, idet Flydedokken kun kan tage mindre Skibe og kun lettere Maskinreparationer kan udføres.
Forbedring af Fyr, Opmaaling af Farvande og Uddybning af Havnen er altsaa, hvad der foreløbig bliver gjort, og Resten kommer vel nok, efterhaanden som det viser sig nødvendigt. Saafremt det virkelig lykkes – og med St. Croix’s nye Fyr er der meget der taler for det – at drage Skibsfaten ned mellem vore Øer, vil ogsaa flere Skibe søge St. Thomas’ Havn, og Skibe i Havnen giver altid Penge. Det nødvendige til Skibenes Forsyning vil komme af sig selv gennem Byens Købmænd, men et andet Spørgsmaal er, om man med lokale Midler kan skabe et Reparationsværft; med dette ligger i Fremtiden, da det engelske Selskab, der ejer den nævnte Flydedok, har Koncession til 1919.
Imidlertid synes St. Thomas at have Chansen for at gaa bedre Tider i Møde, og man maa blot haabe, at der er dygtige Folk parate til at gribe til, naar Øjeblikket kommer – ellers skal Amerikanerne nok være der.
Henry Gad

*


1915


Berlingske, 21. marts 1915.

Aarhus Stiftstidende, 10. maj 1915.

Fhv. Amtmand Julius Havsteen i Reykjavik, er i Følge Telegram fra Island afgaaet ved Døden i en Alder af omtrent 76 Aar. Afdøde, der nedstammede fra en dansk-islandsk Købmandsslægt, blev i 1866 cand. jur. fra Københavns Universitet og ansattes derefter i nogle Aar som Amtsfuldmægtog i Holbæk, for derpaa i 1870 at blive Assistent i det islandske Ministerium o København.

I 1881 udnævntes afdøde til Amtmand i Akurenri paa Nord-Island, men forflyttedes nogle Aar senere til Reykjavik.

Amtmand Havsteeen var i en længere Aarrække kongevalgt Altingsmand og Formand for Tingets øverste Afdeling, og hørte som Politiker til de Mænd, der stadig arbejdede for en god Forstaaelse mellem Danmark og Island.

Han var gift med en dansk Dame, en Datter af afdøde Oberst v. Westergaard, og en Datter er gift med Marinekaptajn Gad, en Søn af Admiral og Fru Emma Gad.

Berlingske, 14. juli 1915.

Et stort Antal Danske er under Besøg paa Island kommet i Berøring med Hr. og Fru Havsteen, i hvis Hjem ikke mindst vore Marineofficerer, under deres Togt til Island, nød en enestaaende Gæstfrihed.

Afdøde er dekoreret med Kommandørkorset af 1. Grad og Sølvkorset, samt en fransk Orden.

*


1916


xxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxOBSxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxx
Berlingske, 10. juli 1916.

*


1919


København, 15.juni 1919.
– – –
Officererne fra det italienske Krigsskib “Libia” med Chefen Commander Rey di Vallerey i Spidsen, deltog i Gaar efter Marineministeriers Indbydelse i en Automobiludflugt til Helsingør.
I Turen deltog endvidere den italienske Minister, Grev di Carnobio, Generalkonsul Glückstadt og af danske Officerer, Kommandørerne Schultz og Cold, Kaptajn Gad og Departementschef Rechnitzer.
I fem Automobiler gik Turen først til Frederiksborg, hvor Museet blev beset, og hvor Selskabet drak Te. Derfra fortsatte man til Helsingør og Kronborg. Senere spistes der Lunch paa Marienlyst.

I Aftes var Italienerne indbudt til en stor Middag med paafølgende Havefest og Bal hos Generalkonsul Glückstadt i dennes Villa paa Frydendalsvej. Middagen indtoges i Villaens smukke Gallerisal, der i Anledning af Festen var dekoreret med italienske Flag og Blomster i de italienske Farver. Ved Festen talte Professor Kr. Nyrop paa italiensk for Italien.
Ved 10-Tiden tog Ballet sin Begyndelse og endnu til langt hen paa Natten genlød det stille Villakvarter af Musikkens smægtende Dansetoner.
– – –

Bornholms Tidende, 2. august 1919.

Foruden Krydseren “Valkyrien”, som fra Port Said, Malta og Azorerne vil hjemføre sønderjydske Krigsfanger, har Marineministeriet bestemt, at Krydseren “Heimdal” udrustes for at hjemføre sønderjyske Krigsfanger fra England og Frankrig.
Krydseren hejser Kommando den 4. august med Kaptajn Gad som Chef.

Horsens Socialdemokrat, 15. august 1919.

Der var ikke saa lidt Slinger i Rapporterne om Tidspunktet for “Heimdal”s Anlomst til Horsens med de 182 sønderjydske Krigsfanger. Der manglede ikke paa Telegrammer, men det ene ophævede i Reglen det andet, saa Komiteen var i land Tid ikke saa lidt desorienteret. Endelig i den 11. Time kom et Telegram fra Krydserens Fører, Kaptajn Gad, og efter dette Telegram besluttede Komiteen at lægge Slagplanen, hvilket var saare heldigt, thi den Meddelelse, Hr. Gad sendte, var rigtig, Damperen vilde være ved Snaptun omkring Kl. 2.

Med “Horsens” til Snaptun.
Komitemedlemmer og enkelte andre, der vilde have den Oplevelse med, gik om Bord i “Horsens” Kl. 12, og et Kvarter senere stod den lille Skude ud af Havnen. Vejret var koldt og blæsende og forinden Snaptun var naaet, begyndte det at ruskregne. En Times Tid senere, sa “sammenstødet” med “Heimdal” fandt Sted, regnede det ret tæt og det blev ved hermed til henved 4-Tiden. Da Ankomsten til Horsens fandt Sted, var det heldigvis Opholdsvejr.

“Heimdal” i Sigte.
Da “Horsens” var naaet omtrent helt ud til Snaptun blev “Heimdal” synlig i Disen forude. Synet vakte baade Glæde og Sorg. Passagererne, hvoraf adskillige “gik paa et Rundstykke”, trængte til noget varmt, da “Horsens” var ganske blank for Nydelses- og Næringsmidller, og det var ikke blevet noget Skaar i Glæden, om Krydseren havde været nogle Sømil længere borte, saa der var blevet Tid til at gaa i Land og drikke Kaffe, Det blev der nu intet af,

Den første Hilsen.
Et Kvarters Tid senere var de to Skibe saa nær hinanden, at man kunde hilse med Flagene. “Horsens” kippede og “Heimdal” strøg sit Topflag. Lidt senere stod Lodsbaaden over imod “Horsens” og meldte, at Skibene paa Grund af Uro i Søen ikke kune gaa paa Siden af hinanden. De Mennesker, der skulde om Bord i “Heimdal”, maatte sættes over i Lodsbaaden. Komiteen kravlede saa ned i Jollen og endnu før denne naaede op paa Siden af “Heimdal”, lød Hurraraabene fra Sønderjyderne og en af Fangerne stak et stort Dannebrogsflag ud over Rælongen.

Om Bord paa “Heimdal”.
Det første Indtryk, man fik, da man havde sat Foden paa “Heimdal”s Dæk, var, at Sønderjyderne var i straalende Humør og glædede sig til Fritiden og Besøget i Horsens. De fleste af Fangerne er ganske unge Mennesker, nogle af dem kun en Snes Aar, enkelte endnu yngre. Deres Ekvipering var solid og god, men Kravetøj var der kun meget faa, der kunde flotte sig med. Det var bart Skjortebryst eller bart Bryst ned til den første Vestknap.

Det første Velkommen.
Da den første Præsentation var overstaaet, tog Købmand Holmboe paa Komiteens Vegne Ordet fra en af Broerne og bød Sønderjyderne hjertelig Velkommen til Danmark. Naar De gaar i Land, sagde Hr. Holmboe, vil De faa et djærvt Haandtryk, som er den Maade, hvorpaa vi Jyder altid hilser en kær Gæst.
Pastor Troensegaard Hansen, der har været Feltpræst for Fangerne og som er Sjælen i Ordningen af Fangernes Hjemsendelse, takkede paa “Drengenes” Vegne. Hjertelig Tak, fordi De saa gæstfrit aabner Hjemmenes Døre og Hjerterne for dette Hols af sønderjydske Krigsfanger, der nu har forladt Fangelejrene for at begive sig hjem til Friheden og Frederns Gerning. Lad vor Tak gaa videre til Værterne i denne dejlige By Horsens.
Et Leve for Komiteen ledsagedes med et rungende dansk Hurra.

Komiteen i Arbejde.
Med “Horsens” i Kølvandet gled “Heimdal” nu for halv Kraft ind gennem Fjorden. Paa Vejen indefter hilstes Sønderjyderne Velkommen af Folk, der var taget ud i Sejl- og Motorbaade. En Baad med en Del ivrigt viftende unge Piger fik naturligvis et særligt kraftigt Hurra.
De arbejdende Komitemedlemmer tog nu en Messe i Besiddelse for at ordne Indkvarteringen, saa alt kunde gaa glat ved Ankomsten til Horsens. Jeg og en Kollega kneb udenom Pligtarbejdet i Dybet og begav os paa en mere interessant Expedition blandt Krigsfangerne. Den første, vi slog ned paa, var en Københavner, Vigararbejder Kix Müller hos Hirschsprung & Sønner, der som tysk Statsborger var bleven kaldt til Fronten 1. April 1915. Han var saa heldig at blive taget til Fange uden saa meget som en Skramme under hele Bataillen. Hovedbind, sort Øjeklap og Briller viser, at det ikke er alle, der er sluppet saa heldigt. Kix Müller blev taget i Cambrai i Frankrig og han fortæller, at Fjenden kom over dem som et Lyn fra en klar Himmel.
Ingen vidste, hvad der var gaaet forud, han og Kammeraterne blev taget “paa Sengen” en tidlig Morgen i Skyttegraven. Umiddelbart forud var der kommen Ordre yil at gaa tilbage, men da var det for sent. Ringen var sluttet. Müller og 45 Kammerater slap fri for Geværet den 29. September 1918 og blev ført bagud som engelske Krigsfanger.
Hr. Müller og andre Fanger, som vi taler med, fortæller, at Krigsforplejningen var ret upaaklagelig, hvilket jo er i god Overensstemmelse med hvad man tidligere har hørt. Soldaterne er den bleven sørget for, medens Sulten har plaget den civile Befolkning i en uhyggelig Grad.
En Fange fortæller, at de engelske Soldater, der stormede og tog Fanger, var berusede. De behandlede Fangerne paa en alt andet end hensynsfuld Maade, berøvede dem strax alle deres private Ejendele, saasom Punge med Penge, Uhre, Breve og Fotografier. Endogsaa Ringene søgte de at rive af Fingrene paa Fangerne, forinden Sejrherrerne stormede videre.

Dessertøren, der blev taget til Fange i Belgien.
Et ganske ungt Menneske med et rundt, smilende Ansigt, er taget til Fange paa en ikke helt almindelig Maade. Han havde været saa uheldig at miste nogle Munderingssager og skulde straffes herfor. Han foretrak da at gøre sig usynlig i Belgien, og ombytte den feltgraa Uniform med cicilt Tøj. Da Englænderne senere forjog Tyskerne blev han opdaget og sendt til de øvrige Fanger, som Englænderne tog paa “reglementeret” Maade. Den unge Mand var ogsaa sluppet helskindet og var svært tilfreds med Tingenes Tilstand.
Vi taler endnu med en Del Fanger, men deres Udtalelser er saa ensartede, at vi ikke finder Anledning til at gengive dem. Endnu skal vi dog meddele, at alle Fangerne i stærke Ord roser

Behandlingen på “Hejmdal”.
De siger, at Kosten er udmærket og rigelig og at hele Krydserens Besætning med Kaptajn Gad i Spidsen har gjort alt for at gøre Opholdet om Bord saa godt som mulig for de hjemvendende Krigere.
Da vi ikke mener, at der er stort mere at pumpe ud af Krigsfangerne, kravler vi op ad Trappen til Kommandobroen, hvor vi faar

En Samtale med Kaptajn Gad.
Hr. Gad er en Type paa en sympatisk og elskværdig Sømand. Han begyndte med at interviewe os, idet han spørger os ud om forskellige Horsensianere af ældre Dato. Sagen er, at Hr. Gad har Ungdomsminder fra Horsens, hvor han har været med en – vi tror, at det var en lille Kanonbaad – og er i Slægt med Lærerinderne Gad.

Aalborg Stiftstidende, 5. september 1919.

Kaptajn Gad siger i Samtalens Løb, at der har været det bedste Forhold imellem Fanger og Besætning og at alle er flinke og elskværdige Folk, det har været let at have med at gøre. En Del af dem var søsyge til at begynde med, væsentlig fordi de var skrupsultne, da de kom om Bord. Men da de først var blevet rigtig godt mætte blev Søsygen mindre. Fangerne fortæller ogsaa, at de var godt udhungrede forinden de kom i Nærheden af “Hejmdal”s rummelige Kødgryder og elskværdige Besætning.
Som Kuriosum fortæller Kaptajn Gad, at en Fange under Ofringen til Havets Guder klagede: “Bare man igen var ude i Skyttegravene”. Saa slemme kan Søsygens Kvaler altsaa være. Godt, at man ikke kender dem.

Havets Vagabonder.
Vi spørger Kaptejnen, om han paa sin Fart befter Fanger, er truffet paa Miner. Ja, svarer Hr. Gad, baade paa denne Turs Ud- og Hjemrejse har vi set drivende Miner, men vi er ikke bange for dem. Om Dagen kan vi sagtens komme uden om dem, om Natten løber vi jo Risikoen. Men naar de bare ikke komme lige ind for Stævnen, saa gør de saamænd ikke noget.
Længere tør vi ikke opholde Kaptejnen, idet “Heimdal” nu er svært inde paa Havnen og der skal manøvreres med et Øje paa hver Finger.
Forinden “Heimdal” er helt i Havn, tager Pastor Troenseghaard Hansen Ordet for efter Opfordring at bringe Chefen, Officererne og Mandskab Fangernes hjertelige Tak for al den Elskværdighed og den gode Bahandling, som Fangerne er blevet til Del. Et rungende Hurra for Besætningen understreger Talen.

Ankomsten til Horsens.
En overordentlig stor Mængde Mennesker havde taget Opstilling paa Havnekajen for at byde Sønderjyderne Velkommen til Danmark og til Horsens By. Hvor mange, der var, ved vi ikke, men der var ikke saa faa Tusinder. Paa den ikke afspærrede Del af Kajen stod Folk tætpakkede, paa Baadene og i Pakhusenes Porte og Vinduer var der fuldt op af Mennesker, ja, oppe paa et Pakhustag stod en hel Del Ungdom, og op over den alle knejsede er Murer paa Taget af Jydsk Andels Pakhus.
De gamle Veteraner i et Antal af 12 stod ret, prydede med Krigsmedailler og øjensynlig stærkt bevægede. Hr. Marquards Musikkorps spillede danske Melodier.

Baneformand Møller byder Velkommen.
Da “Heimdal” laa fortøjet besteg den fungerende Borgmester, Baneformand Møller, Talerstolen og bød i faa, men jævne og hjertelige Ord paa Byens Vegne Velkommen til Horsens. Han sluttede med at udbringe et kraftigt besvaret Leve for Byens sønderjydske Gæster.
Pastor Troensegaard Hansen takkede for de uforglemmelige Dage, Horsensianerne havde beredt Sønderjyderne. Horsens var en Station paa Vejen imod Friheden, Freden og imod det største af alt, imod Hjemmets Arne. (Haandklap)

Processionen gennem den flagsmykkede By.
Landgangen blev nu lagt ind og de Fremmede forlod efterhaanden “Heimdal”. Mange af Fangerne saa Lejlighed til forinden at trykke Medlemmer af Mandskabet i Haanden og sige dem Tak for den Gang. Kokkene og Hovmestrene, der havde sørget saa godt for Forplejningen, fik mange venlige Ord til Afsked.
Med Byens Fane og Vaabenbrødrenes Fane i Spidsen marcherede en stor Procession igennem den flagsmykkede By til Fritidshjemmet, hvorfra Fangerne dirigeredes i Bad og derfra i Kvarter. Det gik uden Vanskeligheder og først paa Aftenen var Fanger og Værter præsenterede for hinanden.
Senere paa Aftenen samledes de fleste af dem ude i Karoline Amalielund til den i Hast arrangerede kommunale Koncert. Vejret var ikke henrivende, men en stor Mængde Mennesker var alligevel mødt op for at høre den gode Musik og se og tale med Sønderjyderne, der nu havde faaet hvidt om Halsen og lignede alle andre almindelige Mennesker.
Den almindelige Tro var vistnok, at der kun var yderst faa dansktalende i denne Transport, men det viste sig, at mindst en Tredjedel af dem taler dansk. Af de 182 Fanger er 26 Officerer, vel nærmest Reserveofficerer. En enkelt er Officer til Søs. Der er ogsaa 2 Flyvere iblandt.
[Kaptajn/Kaptejn og Heimdal/Hejmdal som det blev skrevet af]Jacob.

Sorø Amts Dagblad, 8. september 1919.

I Lørdags ankom „Hejmdal” med et Hold sønderjyske Krigsfanger til Korsør. Havnen og Byen var rigt smykket med Flag, selv paa Bølgebryderen vajede Dannebrog.
Krigsfangerne var alle velklædte. De fleste talte Dansk; de hører alle hjemme i 1. og 2. Zone. Der er mange ganske unge Mænd imellem –
lige fra 18 Aar -, fra den Tid,
Tyskerne skrabede Bunden og tog selv 17-aarige med i Krigen. De fleste har været i franske Fangelejre, hvorfra de nu blev overført
til Felthamlejren (mellem London og Southampton) for derfra at sendes hjem over Danmark. I Frankrig havde Forplejningen ikke været saa god, derimod bedre i England. Og Kosten om Bord i „Hejmdal” var de alle begejstrede for – den havde været storartet, udtalte de.
Sønderjydernes Ophold i Fangelejrene havde været højst forskellig, lige fra 4 til 1 Aar.
Rejsen fra Hull til Korsør var forløbet udmærket.
Krigsfangernes Udseende var godt og deres Sundhedstilstand udmærket, skønt den overvejende Del af dem bragte blivende Mindelser med hjem fra den frygtelige Krig. Og det var en Fornøjelse at se, hvor soignerede de alle var.
Ved Havnen var samlet en stor Menneskemængde. Under rungende Hurraraab lagde „Hejmdal” ind til Bolværket. Fra Toldbodens Trappe bød Borgmester Grevsen Sønderjyderne Velkommen til Korsør, og et Orkester spillede.
Inden Sønderjyderne gik fra Borde traadte en ung Mand frem – Bager Niels Nielsen fra Sønderborg — og bragte Kaptajn Gad og hele Besætningen en Tak for Opholdet om Bord. Takker sluttede med 3 kraftige Hurra.
Fra „Hejmdal” gik Vejen til Toldbodens store Lokaler, hvor Sønderjyderne blev tildelt Kvarterværter, fik udleveret nyt Fodtøj, Undertøj, Kraver, Slips osv. Dernæst førtes de unge Mænd i Bad — de saa for Resten ikke ud til at behøve det — og derefter fordeltes de til Hjemmene, hvis Gæster de skulde være.
– – –
Formiddagen i Gaar tilbragtes hos Værterne. Kl. 12 samledes man ved Lovsøerne, hvorfra Turen pr. Vogn gik ud til Skoven, hvor der var arrangeret Middag i „Skovhuset” hvis Sal var nydelig dekoreret med Flag og Vimpler, ligesom Bordene var pyntet med Roser. Menuen bestod af Fiskefilet, Lammesteg og Lagkage samt Øl, Madeira, Kaffe og Cigarer.
Efter Sangen “Jeg elsker de grønne lunde” bød Borgmester Grevsen, som Festkomiteens Formand, Gæsterne Velkommen.
En Sønderjyde, Hermann Petersen fra Flensborg, takkede paa sine Kammeraten Vegne for den venlige Modtagelse i Korsør og for god Behandling om Bord paa „Hejmdal”.
Borgmester Grevsen holdt derefter den officielle Tale, hvori han udtalte Fædrelandets Tak til Sønderjyderne, der har været med til at skrive Verdenshistorien, mens vi andre har været Tilskuere. Han dvælede ved de tunge Augustdage i 1914, da Sønderjyderne maatte med
i den blodige Leg og kæmpe for en Sag, der var dem fremmed. Danmark ser nu sine nationale ønsker opfyldt, og vi byder Eder med aabne Arme Velkommen. Et Leve for Danmark og Dannebrog.
Kaptajn Gad takkede for den gode Disciplin, der var udvist under Overfarten, og Overlærer Wøldike udtrykte sin Glæde over, at Korsør havde faaet Lov til at tage imod et Hold Krigsfanger.
— Om Eftermiddagen afholdtes et talrigt besøgt Folkemøde ved „Sommerlyst”.
Hr. Grevsen bød Velkommen, hvorefter Højskoleforst. Munch, Høng, holdt et længere Foredrag, hvori han udtalte, at Festen i Dag var et Forspil til den store Fest efter den endelige Genforening. Udfra forskellige Soldaterbreve fremhævede han Sønderjydernes Pligttroskab mod Danmark og mindede om de 6000 døde.
En ung Sønderjyde, Peter Philipsen, fra Sønderborg bragte en varm Tak for Modtagelsen. En anden Sønderjyde, Krichau fra Flensborg udtalte, at naar Dannebrog vajer dernede, vil vi ikke glemme, hvad der er gjort for os. Vi vil da bringe en Tak, ikke i Ord, men i Gerning.
I Formiddags fandt Afrejsen Sted. Under Hurraraab gled Færgen bort, og Senderjydernes Besøg i Korsør var til Ende.

*


1920


Nationaltidende, 23. marts 1920.

*


1923


Aarhus Stiftstidende, 19. januar 1923.

Søværnet. Kommandør, H.L.E. Wenck beordres til Chef for den Øvelsesafdeling, der vil blive udrustet i Løbet af Sommerhalvaaret 1923.
Efternævnte Søofficerer beordres til Chefer for følgende Skibe paa deres forestaaende Togter: Kommandør G.C. Amdrup for Krydseren “Valkyrien” som Øvelsesskib for Kadetskolen og Dæksofficerselevskolen, Kommandør T.A. Topsøe-Jensen for Orlogsskibet “Niels Juel”, Orlogskaptajn H.C. Gad for Kongeskibet “Dannebrog” og Orlogskaptajn G. Hansen for Krydseren “Gejser”.
Under 4. d. M. har Ministeriet udnævnt Underlæge N. Nyfeldt til Reservelæge i Flaaden fra 1. n. M. og bestemt ham til Udkommando med Inspektionsskibet “Fylla”.

Berlingske, 26. maj 1923.

København, 27. maj 1923.

Kongeskibet “Dannebrog”, der i Sommer skal føres af Kommandørkaptajn Gad, gik i Gaar Eftermiddags fra Flaadens Leje ud i Yderhavnen, hvor det fortøjede i Bøjerne.
I Dag gaar “Dannebrog” op i Sundet for at rette Kampasser. I Morgen Formiddag tages det kongelige Køkken samt Proviant m.m. ombord, og i Morgen Aften afgaar “Dannebrog” herfra med Kongen og Dronningen ombord.

Hejmdal, 30, maj 1923.

Haderslev, Onsdag. (Fra vor Lokalredaktion.)

Ganske uventet indløb der i Gaar Meddelelse om, at Kongen vilde besøge Sønderjylland. Stiftamtet fik i Huj og Hast truffet de nødvendige Forberedelser til Modtagelsen, men allerede i Dag Kl. 9 vilde Ankomsten finde Sted. Kl. 6 i Morgen ankom “Dannabrog” til Fjordindsejlingen ved Aarøsund, hvor der kastedes Anker.
I den tidligste Morgenstund begyndte Byen at smykke sig til Modtagelsen. Flagene blev overalt hængt ud og overalt i Byen var der Travlhed.

Kongens Ankomst,
Et kvarter i 9 gled “Dannebrog” ind i Havnen og lagde til paa det sædvanlige Sted ved Kajen. Straks efter viste Kongen sig paa Kommandobroen smilende til alle Sider. Han modtoges med et dundrende Hurra, som blev intoneret af Skydebrødrene som med deres Fane i Spidsen var opmarcheret forrest paa venstre Fløj. Bag ved Afspærringen havde ca. 3-400 Mennesker taget Opstilling for at byde Kongen det første Velkommen. Lige ved Landgangen havde forskellige af Byens Honoratiores taget Opstilling, Stiftamtman Kammerherre Haarløv, Biskop Ammundsen i Ornat, Borgmester Christensen, Postmester Nielsen, Politimester Rendahl i Gala, Rektor Mortensen, Oberstløjtnant Ortved, Amtsassessor Smith, Kammerherre og Kammerherreinde Steemann, Dommer Balthazar Christensen o. fl. Strakts efter at “Dannabrog” havde lagt til, lød Baadsmandsfløjten, et Par Kommandoraab lod sig høre, og Kongen gik fra Borde. Han hilste først paa Stiftamtmanden derefter paa Biskop Ammundsen, med hvem han underholdt sig en kort Tid. Derefter hilste Kongen paa forskellige af de tilstedeværende og underholdt sig med flere af Skydebrødrene og med Kammerherre og Kammerherreinde Steemann.

I Kongens Følge bemærkedes Hofmarskal Kammerherre Juel og Yachtkaptajn Kommandør Cold samt Adjudant Laub og Kaptajn Gad. Kongen er selv i Admiraluniform og ser meget glad og fornøjet ud, øjensynlig af den friske og smukke Morgentur paa Fjorden. Efter at han endnu havde underholdt sig mere flere af de tilstedeværende kørte det kongelige Automobil frem, og efter at Kongen havde taget Plads i Bilen sammen med sit Følge, kørte han ind til Byen hilst af de tilstedeværende med Hurraraab.

Kongen aflagde derefter et Besøg i Vor Frue Kieke, hvor han vistes rundt af Biskop Ammundsen. Hele Opholdet i Kirken varede et Kvarter. Saa gik Turen videre til Starup, hvorfra han kørte ud til Aastrup Prtæstegaard for Traditionen tro at hilse paa sin lille Veninde fra Ridtet over Grænsen,

Besøget hos den lille Pige.
Den lille Johanna var i Skolen, da Kongen ankom til Præstegaarden. Hun blev saa afhentet af den kongelige Bil, og efter at Kongen havde underholdt sig livligt med hende og hendes Plejeforældre, kørte han med hende tilbage til Skolen, hvor han underholdt sig med Læreren og flere af Børnene. Kongen satte sig paa Skolebænken og talte fortroligt med mange af Børnene. Blandt andet spurgte han dem om de var tyske eller danske. Først var Smaafyrene lidt benauede over Majestætens Tilstedeværelse, men senere blev de helt fortrolige med ham, og da Kongen tog Afsked fik han et dundrende Hurra med paa Vejen. Før Afrejsen gav Kongen Børnene fri fra Skole.
Han tog derefter tilbage til Haderslev, og efter en Frokost paa “Dannebrog” vil Kongen i Eftermiddag besøge forskellige Byer i Amtet.
– – –

Nationaltidende, 16. juli 1923.
Helsingør avis, 16. juni 1923.

Kongeskibet “Dannebrog” ankommer hertil Havnen Fredag den 29. ds. ved Middagstid og forbliver her under Kgl. Dansk Yachtklubs Kapsejlads i Dagene Fredag, Lørdag og Søndag.
Chefen er Kommandørkaptajn Gad.
Kongens Yacht “Rita” kommer ogsaa til Havnen og skal have Plads paa Siden af Kongeskibet.

Berlingske, 17. august 1923.

Kommandørkaptajn Henry Gad, der i Morgen passerer 50-Aarets Mærke, har baade fra fædrene og mødrene Side taget markante ydre og indre Træk i Arv. Han har sin høje, tanke Skikkelse og sir karakteristiske Ansigt baade efter sin Fader og sin Moder. Fra den gamle Admiral Urban Gad har han bl. a. arvet et djærvt og frejdigt Sømandssind, fra sin Moder, Fru Emma Gad, en livlig Aand, en elskværdig, u-imponeret bon sens. Der er ni gaaet næsten 30 Aar, sinde Henry Gad fik sine første Officerspauletter, og han har i dette Spand af Tid gjort udmærket Tjeneste i Marinen paa mange forskellige Omraader – en Tid lang iøvrigt ogsaa som Fører af Postdampskibet paa Island.Kommandørkaptajn Gad er Typen paa den praktiske, sejlende danske Søofficer. Støt og ligefrem, en god Sømand – helt til Bunds interesseret i al Søens Gerning og i sin Tjeneste – og samtidig repræsentativ og elegant Verdensmand paa Landjorden. Baade i og udenfor Marinen har Kommandørkaptajn Gad en Mængde Venner – og der vil sikkert i Morgen naa mange Ønsker frem til ham om god Vind for Sejladsen videre frem paa den anden Side af 50-Aarets store Vager.

København, 4. oktober 1923.
Kommandoen i Kongeskibet “Dannebrog” stryges paa Lørdag, hvorefter Chefen, Kommandørkaptajn Gad, tiltræder som Stabschef hos Viceadmiralen og Kaptajnløjtnant Wodschow som Adjudant hos samme.

*


1924


Roskilde Dagblad, 10. februar 1924.

Kongen, Kommandør Gad, Valdemar og Christian Nielsen, Grosserer Schiørring, Grosserer Rodkjær, Fru Wessel og endnu et Par københavnske Issportserhusiaster dyrkede i Gaar Landets fornemste Vintersport paa Roskildefjorden. Kongen kom ved 11½-Tiden og kørte i Bil ud til Højskolen, hvor Valdemar (eller var det Christian) Nielsen laa i Læ af Bakkerne og holdt paa »Kretora«.
Selskabet sejlede derpaa med Kongeskibet i Teten — »Kretere« havde netop i Gaar den Vind, den sætter mest Pris paa — over til Gershøj, hvor der spistes Frokost.
Derpaa gik Turen til Selsø Mølle, hvorfra Selskabet til Fods begav sig til Selsø Slot, som Kongen besaa med stor Interesse.
De københavnske Isfolk, de I Mellemtiden var blevet suppleret med Direktør Winther, Roskilde, holdt til paa Bredningen til langt hen paa Eftermiddagen. Kongen tog afsted ved 3½-Tiden, fulgt af muntre Hurraraab og omgivet at store Opløb paa Højde med Jensens Baadhus.
— — —
Mens den fashionable Sports do. Udøvere holdt til paa Bredningen det meste af Eftermiddagen, dyrkede Roskildenserne Isen paa de mere hjemlige Gebeter.
Isbaadstraflken paa Fjorden er efterhaanden blevet sat i System. Man tager en Isbaad, ligesom man andre Steder tager en Bil. Der var sort af Kaperbaade udfor Jensens Værft; de kørte paa faste Ruter og til faste Priser; d. v. s. paa denne Side at Veddelevpynten. For de længere Ruters Vedkommende var der Kaos — navnlig havde de fleste Isbaadsførere en afgjort Uvilje mod at komme hen paa den anden Side Veddelevpynten.
– Saa maa vi krydse tilbage, sagde de, og Roskildenserne holdt sig af den Grund paa denne Side Pynten.
Men der var iøvrigt rigtig morsomt og hyggeligt inde ved Land — Masser af Mennesker paa Isen, frisk Vind og Søndagshumør over det hele. Blot man lod staa til, kunde man selv arrangere Issejlads, Vinden var saa stærk og Isen saa glat, at man hverken behøvede Skøjter eller Isbaad til den Sport.
Det var en rigtig Søndag paa Isen.
— Men, sagde en Mand, der dog paa forskellige Maader kunde have Grund til at ønske sig de bestaaende Tilstande opretholdt en Stund endnu — nu maa det forresten gerne snart blive Tøvejr, det er kedeligt at se paa den Is hele Tiden, jeg længes efter igen at se Fjorden blaa og frisk. Har De ikke lagt Mærke til, at Isen er gammel og snavset. Nu maa den godt forsvinde.
Det er saa sandt — hvad skal vi med det bestaaende, naar det nye fylder vore Tanker?
Cyr.

*


1925


København, 28. februar 1925.

Det danske aeronautiske Selskab holdt i Gaar Generalforsamling. Kommandør Andersen havde nedlagt sit Hverv som Formand, hvortil Kommandørkaptajn H.C. Gad valgtes. Selskabet har i Aarets Løb udstedt eet Flyvercertifikat til Dr. Brinck i Roskilde. En Portion af det aeronautiske Legat var blevet tildelt Alfred Nervøs Enke.

Berlingske, 21. maj 1925.

Det franske Kæmpeaëroplan, der i Forgaars kom hertil, ført af Frankrigs Mesterpilot, og med vor tapre Landsmand, Kaptajn Krause-Jensen, ombord som Repræsentant for Farman-Fabrikerne, der har bygget denne gigantiske Luftskude, foretog igaar forskellige Præsentationsflyvninger for at demonstrere Maskinen for Trafikminister Friis-Skotte, Flaadens Chef, Viceadmiral Konow og enkelte andre Indbudte.

Blandt disse var Formanden for Aeronautisk Selskab, Kommandør Gad, Overingeniør Holætermann, Flyvehavens Arkitekt Valdemar Jørgensen, samt Medlemmer af Rigsdagens Lufthavnsudvalg.

Kort før Kolossen skulde til at starte, svingede Hs. kgl. Højh. Kronprinsen ind paa Pladsen i sit fikse Automobil. Han vilde se den franske Maskine, og – hvad der var mere sensationelt – han vilde selv med op i Luften.

Lidt efter sad Hs. kgl. Højhed placeret i Kabinens første Parket, det vil sige helt foran ved Ruderne i Aëroplanets høje Forrunding. Trafikministeren, Admiral Konow og de øvrige indbudte – ialt 10 Personer – tog ogsaa Plads derinde, og kort efter fandt saa Starten sted.

Flyveturen gik ind over Byen, lige ind over Amalienborg Plads, hvor Skildvagterne spankulerede om, lidet anende, at Landets Tronfølger svæved over Hovedet paa dem.

Da Aëroplanet en halv Times Tid senere landede ude paa Flyvesletten, havde der samlet sig et talrigt Selskab af prominente Besøgende. Den polske Gesandt Roszadowski og Frue var saaledes kommen for at beskue den franske Flyvemaskine.

Naturligvis bad de galante Franskmænd straks ogsaa disse Besøgende ud paa en Flyvetur, og saa gik det igen ind over Byens Tage og skønne Taarne, indtil saa ogsaa dette Selskab igen stod trygt paa Grønsværet ude i Kastrup, og alle var begejstrede over Luftrejserne.
Kun havde Motorlarmen været lovlig voldsom – det var den eneste Klage, der lød.

Nationaltidende, 16. juli 1925.

Konkurrencen mellem vore to hjemlige Luftfartsfirmaer, Det danske Luftfartsselskab og Dansk Lufttransport, har som bekendt i den senere Tid affødt en hel Del Stridigheder, som dog forleden syntes foreløbig at være blevet bilagt, idet Dansk Lufttransport efter mange Kampe fik overladt passende Administrationslokaler, Værkstedsrum og Hanharplads i Lufthavnen ved Kastrup. Men nu ser det ud til at være blevet baaret nyt Ved til det ulmende Baal, som herefter ikke vil være helt let at slukke.

Løjtnant Foltmanns Lufthaandbog.
For kort tid siden udsendte Løjtnant Foltmann, der som bekendt er Stationschef hos Dansk Lufttransport, en Haandbog for Luftfart. Paa Bogens Forside bemærkede man, at den var udgivet af Det danske aëronautiske Selskab, og inde i Bogen fandt man en Række fortrinlige, saglige Artikler fra Løjtnant Foltmanns Haand om alle mulige Emner indenfor Flyveomraadet.

Løjtnant Foltmann

Bogen var forsynet med et Forord af selveste Trafikminister Friis-Skotte der udtalte sin Glæde over Bogens Fremkonst. Direktør Willie Wulff, Luftfartsselskabet, havde skrevet en interessant Artikel om Danmark og den internationale Lufttrafik og Direktør Bendt Rom, Lufttransporten, et fortræffeligt Kapitel om Økonomi og Luftfart. Iøvrigt indeholdt Bogen paa en Del af sine Sider, Annoncer fra Firmaer, som havde nærmere eller fjernere Tilknytning til Luftfaten – samt en Række udmærkede Billeder. Man undrede sig maaske nok ved Gennemlæsningen over, at saa mange af Fotografierne forestillede Junkers Maskintyper, og over, at de af Junker befløjne Luftruter paa et Oversigtskort bag i Bogen var fremhævet paa særlig maade. Særlig Luftkyndigede havde maaske ogsaa lagt Mærke til, at det var en Junker-Maskine, der svævede i Forside-Vignetten, men paa den anden Side var det ogsaa Junkers og det med dette Selskab affilierede Dansk Lufttransport, som havde købt den langt overvejende Den af Bogens Annoncer – og noget for noget, ræsonnerede man.

Men indenfor Dansk Aëronautisk Selskab ser man helt anderledes paa Bogen. Lige siden den for 14 Dage siden udkom, har man været meget fortørnet over, at den har faaet det Udseende og det Indhold, den har, og man var klar over, at noget maatte der gøres.
Formanden, Kommandør Gad, der var paa Ferie i Kolding, blev over Hals og Hoved kaldt til Byen, og i Gaar samledes Bestyrelsen, i hvilken en meget stor Del af Dansk Luftfartsselskabs Mænd – men ingen af Dansk Lufttransports Repræsentanter – har Sæde, til et Møde, paa hvilket man vedtod at udsende en Erklæring om Bogens efter Selskabets Mening og trods Selskabets Protektion meget uneutrale Holdning og en Fordømmelse heraf. Erklæringen som dog først bliver udsendt en Gang i Løbet af Dagen i Dag, vedtoges, efter hvad vi erfarer, enstemmigt og gaar bl. a. ud paa, at Løjtnant Foltmann slet ikke har forelagt Manuskriptet til sin Bog for det af Aëronautisk Selskab nedsatte Redaktionsudvalg, som bestod af Kommandør Gad og Kaptajn Ramm, hvorfor man betegner Løjtnant Foltmanns Udsendelse af Bogen i sin nuværende Form med dens ensidige Protektion af Junker for en Snigløbelse af Aëronautisk Selskabs neutrale Stilling mellen de konkurrerende Selskaber.

Efter at vi i Aftes havde bragt i Erfaring, at denne Erklæring vilde blive udsendt, søgte vi i en Samtale med Løjtnant Foltmann selv og bad ham fortælle os, hvordan Bogen var blevet til, og hvorledes Sagen efter hans Mening forholdt sig.
– For det første maa jeg sige, forklarede Løjtnant Foltmann, at det er mig selv, der har faaet Ideen til Bogen. Det var i Januar i dette Aar, og jeg var den Gang ikke inde med noget af de to konkurrerende Selskaber og stod altsaa ganske neutral.
Jeg gik først til Direktør Willie Wulff og spurgte ham, hvad han mente im Ideen – om han ikke syntes, det kunde være en god Propaganda for Luftfarten i det hele taget. Hertil svarede han jo (man maa huske, at der jo den Gang kun fandtes det ene Luftfartsselskab, som Wulff var Direktør for), og et Par Dage efter ringede han mig op og sagde, at han syntes det vilde være en god Ide paa en eller anden Maade at faa Aeronautisk Selskab til at interessere sig for Bogen og tage sig af den, og det kunde jeg jo ikke have noget Imod.
Paa Selskabets næste Bestyrelsesmøde, hvor jeg var til Stede, erklærede jeg, at jeg ikke havde noget imod at Aeronautisk Selskab kom til at staa som Bogens Udgiver, skønt det ikke vilde have noget med den økonomiske Side af Sagen ag gøre.

J. Foltmann: Haandbog for Luftfart (1925).

Bogen var skrevet, før Rom engagerede Foltmann.
Jeg begyndte saa at arbejde paa egen Haand for at skaffe den fornødne økonomiske Faranti i Form af Annoncer. Jeg henvendte mig først til Direktør Wulff, der erklærede, at han ikke vilde tegne Annoncer, men senere skulde komme tilbage til Sagen. Aeronautisk Selskab ønskede heller ikke saa meget som at tegne en Annonce, man mente, at det var en Ære for mig, at Selskabet kom til at staa som Udgiver,,,,
Jeg manglede altsaa stadig økonomisk Støtte, og efter at have gaaet forgæves til flere Selskaber henvendte jeg mig til Dansk Lufttransport, som da var blevet startet, og fik straks Annoncer baade fra det, Junker og Svensk Aerotransport – og saa blev Bogen til.
– Dette var altsaa, før De blev knyttet til Lufttransporten?
– Ja, Borgen var skrevet, og Annoncerne blev tegnet, før der overhovedet var Tale om at engagere mig til Roms Selskab.
Jeg ønskede at gøre Bogen saa upartisk som mulig. Jeg har bl. a. flere Gange bedt Fuldmægtig Gregersen om ar skrive en Artikel i den, uden at faa Svar. Heller ikke nogen af Aeronautisk Selskabs Folk kunde jeg faa til at skrive noget, og ingen vilde sætte Penge i den. Jeg løb selv hele den økonomiske Risiko.
– Man har bedrejdet Dem, at Billedmaterialet fortrinsvis var hentet fra Junkers Fabrikation.
– Der er mange Junker-Billeder – det er rigtigt, men hvor skulde jeg skaffe andre fra? Jeg fik en Gang to Billeder fra det danske Luftfartsselskab, men de blev straks forlangt tilbage Dagen efter, og desuden er der jo ogsaa mange Billeder foruden Junkerne.

Kommandør Gad har godkendt Bogen.
– Man har ogsaa hævdet, at De er gaaet udenom Aeronautisk Selskabs Redaktionsudvalg?
– Jeg har drøftet Bogens Indhold baade med Kommandør Gad og Kaptajn Ramm, men da Bogen endelig var færdig, var Flyvesæsonen saa fremskreden, at det maatte sættes den stærkest mulige fart paa, og jeg forelagde derfor hele Korrekturtrykket for Kommandør Gad, som godkendte det.
. Ogsaa Forsidebilledet med Junkeren?
– Ja, ogsaa det. To Billeder forelagde jeg ham, og han sagde, at jeg kunde tage det, jeg synes bedst om.
– Og Kortet med de stærkt optrukne Junker-Ruter?
– Har jeg selv lavet – nærmest som en gratis Annonce for Bogens bedste Annoncør.
Som Helhed maa jeg sige, at jeg ikke kan anerkende Aeronautisk Selskab som en neutral Dommer, saa længe en stor Part af dets Bestyrelse bestaar af Det danske Luftfartsselskabs Mænd – og jeg føler mig meget brystholden over den Behandling, som jeg nu faar af det Selskab, som jeg kun har villet gøre en Tjeneste, og som jeg slet ikke har bedt om at udgive Bogen.
Silvestre.

Nationaltidende, 22. juli 1925.

Kommandørkaptajn H. C. Gad offentiiggjorde i Aftes følgende Erklæring:
I Anledning af den “Haandbog for Luftfart”, som Løjtnant Foltmann har udsendt, og som bærer paategningen “Udgivet af Det Danske Aeronautiske Selskab”, skal undertegnede Formand for dette Selskab udtale følgende:
Selskabet har i sin Tid truffet Aftale med Løjtnant Foltmann om Udgivelsen at en saadan Bog under den selvfølgelige og udtrykkelige Forudsætning at Bogen skulde fremtræde som en fuldt ud neutral Haandbog om Luftfarts-spørgemaal. Det var endvidere aftalt, at Bogen inden dens Udgivelse skulde forelægges et af Selskabet nedsat Redaktionsudvalg bestaaende af Kaptajn Raamm og mig, til Godkendelse.
Ved et for nylig afholdt Møde har samtlige mine Kolleger I Bestyrelsen med Undtagelse af Direktør la Cour, der for Tiden er I Grønland, henledt min Opmærksomhed paa, at Bogen i den Skikkelige, hvori den nu er udkommet, ikke opfylder den angivne Forudsætning. Idet den tværtimod I høj Grad har Karakter at Reklame for et enkelt Luftfartsforetagende. Bogens Rutekort, der kun kender Betegnelserne: “Ruter, der beflyves med Junkers Maskiner” og “Andre Luftruter”, og som viser de fra Danmark udgaaende Ruter som Ruter, der flyves med Junkers Maskiner, er derhos positivt urigtigt, idet begge de af Det Danske Luftfartsselskab drevne Ruter paa Berlin og Hamborg, som Løjtnant Foltmann utvivlsomt bekendt, ikke befares med Junkers Maskiner.
Jeg har i den Anledning meddelt Bestyrelsen, at jeg for nogen Tid siden havde besøg af Løjtnant Foltmann, som viste mig et ufuldstændigt og rettet Eksemplar af Bogen, uden at jeg dog havde Forstaaelsen af, at der herved var Tale om en Forelæggelse til Godkendelse, ligesom det ved den hurtige Gennemgang undgik min Opmærksomhed, at Bogen var I Strid med den aftalte Forudsætning, hvad jeg nu efter at have set det rentrykte Eksemplar, erkender, al den er.
Jeg har overfor Bestyrelsen udtalt min Beklagelse af, at jeg ikke ved den paagældende Lejlighed overfor Løjtnant Foltmann nedlagde Protest imod, at Selskabet kom til at staa sem Udgiver af Bogen i dens foreliggende Skikkelse.
Ligeledes har jeg overfor Trafikministeren udtalt min Beklagelse over det skete, idet jeg har forstaaeet, at den Omstændighed, at Selskabet stod som Udgivet af Bogen, i alt Fald har været medbestemmende for, at Ministeren har medgivet Bogen sit Forord.
H. C. Gad,
Kommandørkaptajn.
Vi har gjort Løjtnant Foltmann bekendt med foranstaaende Erklæring fra Det danske Luftfartselskabst Formand, og Løjtnant Foltmann udtalte hertil:
— De Mennesker, der staar bag Angrebet paa min Bog, er, vil jeg hævde, Det danske Luftfarlselskabs Folk. De er aabenbart meget misfornøjet med, at der ikke er lavet nogen Reklame for Luftfartselskabet, der forøvrigt ikke ønskede gennem nogen Annonce at henlede Opmærksomheden paa sig. Og Bogen er derved kommet til at optræde væsentlig som Reklame for eet Selskab, fordi de fleste Luftfartsannoncer i Bogen er fra “Dansk Lufttransport”, der jo anvender Junker-Maskiner. Det er, synes jeg, ikke noget, man kan bebrejde mig.
At Det danske aeronautiske Selskab ikke nu ønsker at lægge Navn til Bogen, kan jeg naturligvis kun beklage. Det havde været ønskeligt, om det var sket tidligere, da jeg viste Kommandør Gad et Korrekturtryk af hele Bogen, ogsaa med Annoncerne.
Jeg vil gerne tilføje, at det Kort, der angribes, er en redaktionel Reklame for Bogens største Annoncør.
Der staar i Bogens Tekst selvfølgelig intet illoyalt om Det danske Luftfartselskab, og dets Ruter er selvfølgelig nævnt lige saa fyldigt som Dansk Lufttransports Ruter.
Jeg kan iøvrigt, sluttede Direktør Foltmann, ikke anerkende den Dom, Det danske aeronautiske Selskab nu fælder over mig, som en neutral Dom, idet der i Selskabets Bestyrelse sidder tre Mænd, som repræsenterer Det danske Luftfartselskab. Iøvrigt var det ikke mig, der i sin Tid bad Aeronautisk Selskab om at lægge Navn til Bogen, det var et af dettes Bestyrelsesmedlemmer, der henvendte sig til mig og spurgte, om Selskabet ikke paa en eller anden Maade kunde faa sit Navn knyttet til Bogen som ren og skær Reklame for sig.
Jeg vil nu som Forsvar mod Kampagnen mod mig søge at faa indkaldt til en ekstraordinær Generalforsamling for at høre Medlemmerne om, hvorvidt Bestyrelsens Stilling til Sagen er korrekt. Jeg har et bestemt Indtryk af, at Bestyrelsen I denne Sag har handlet under Tryk fra forskellige Sider.

B.T., 12. august 1925.

KOMMANDØR GAD har gjort et godt Greb i Lykkens Pose, da han foreslog B. T.s Læsere at lære Københavns Havn — og senere Orlogsværftet – at kende. Det viser sig, at Interessen for den planlagte Kanal- og Havnetur er endnu større, end vi havde turdet haabe.
Vi havde ventet en Tilslutning af det store Publikum, og vi har faaet Bevis for, at selv de Mennesker, man skulde tro kendte havn og Orlogsværft af Erfaring, har anmodet om at komme med paa Turen. Naar vi imorgen aabner Billetsalget, er vi sikre paa, at de Baade som Direktørerne Thomsen og Aage Petersen har stillet til Disposition, vil blive fyldte af et interesseert Publikum, der tragtes efter den gode Adspredelse som et Besøg i vor store og smukke Havn vil være.

Og Kanalturen kommer til at Foregaa under det bedst mulige Førerskab. Forsvarsministerens 1ste Adjutant, Kaptajn Pontoppidan, har givet os Tilsagn om, at der af Marinens forskellige hjemmeværende Befalingsmandsstab vil blive stillet sagkyndig ledelse til Raadighed; der kommer saaledes et velinstrueret Mandskab tilstede der kan instruere vore Gæster om Orlogsværftets til daglig skjulte Herligheder.

Forfatteren Carl C. Christensen.

Men, er selve Orlogsværftet maaske den største Attraktion, er Farten gennem det gamle Københavns Knaler ikke mindre interessant og underholdene. Og Førerskabet til denne Del af Turen har vi den store Glæde at overlade i de bedst mulige Hænder.

Det er den kendte Københavnshistoriker, Forfatteren Carl C. Christensen, der velvilligt har stillet sig til B.T.s Raadighed paa Søndag. Faa – om nogen – kender Københavns Historie som han. Han vil fortælle om de Virksomheder, og de Mænd, der har givet det København Præg, vi passerer paa vor Kanalfart.
Carl C. Christensen er kendt af et stort publikum, han har skrevet læseværdige og kyndige Bøger og et stort Antal Afhandlinger om det gamle København, og hans næste Bog bliver antagelig “Kanalturen”. Det er denne „Bog”. B. T.s Gæster vil faa levendegjort gennem Turen paa Søndag.
Alle de nærmere, nødvendige Oplysninger om Deltagelsen vil blive meddelt vore Læsere imorgen.
Stb.



Nationaltidende, 13. august 1925.
“Olfert Fischer”, “Peder Skram” og “Skjold” staar Sundet ud.

Ude I Nyboder, i Vildandegade, hilser vi paa Hs. Ekscellence, Viceadmiral Konow, hvis Stab for Tiden har travlt med at tilrettelægge de store Eskadreøvelser, der jo plejer at foregaa hvert Efteraar.

Viceadmiral Konow.

— De skal, siger Admiralen, af min Stabschef, Kommandørkaptajn Gad, blive sat ind i de Dispositioner, der er truffet med Hensyn til Flaadens Efteraarsøvelser, og Kommandørkaptajnen, Sønnen af Admiral og Admiralinde Gad, begynder at fortælle:
— Efter at alle Eskadrens Skibe er blevet samlet her i København den 1. September, hejser Eskadrechefen, Viceadmiralen, sit Flag Kl. 10 præcis om Formiddagen paa Orlogsskibet “Niels Juel”s Stortop, og Klokken 10¼ damper Eskadren formeret Nord paa. Alt i alt bestaar den af 23 Enheder med en Besætning paa 1100 Mand, der fordeles paa Skibsgruppen, bestaaende af Orlogsskibet “Niels Juel” og Krydserne “Hejmdal” og “Gejser” samt “Fenris”, som er Tender.

Om Bord i “Niels Juel”, der føres at Kommandør Aage Bojesen, befinder sig foruden Eskadrechefen dennes Stab, der tæller følgende: Stabschefen Kommandørkaptajn Gad, Souschefen Orlogskaptajn Ipsen og Adjutanten, Kaptajnløjtnant Ørsted.
“Hejmdal”, der har Nordpolforskeren Kommandør Godfred Hansen til Chef, er Øvelsesskib for Kadetterne, medens “Gejser” føres af Fætteren Kommandør Harald Jonquiéres Hansen og har Dæksofficerselevskolen om Bord.
Torpedobaadsflotillen bestaar at 9 Torpedobaade, delt i 3 Grupper med Orlogskaptajn Trap som Flotillechef. 1. Gruppe bestaar af “Søulven”, “Flyvefisken” og “Søridderen”. 2. Gruppe af “Hvalrossen”, “Delfinen”, “Sværdfisken”, og 3. Gruppe af “Narhvalen”, “Søløven” og “Støren”.
Mineskibsflotillen har Kapt. Bondesen til Chef og bestaar af “Lossen” Minekran 5 og Minekran 6,
meden Undervandsflotillen, bestaaende af 6 Undervandsbaade i 2 Grupper, har Orlogskaptajn Wolfhagen til Chef.
Endelig er der en Luftgruppe, bestaaende af 3 á 4 Flyvebaade under Kommando af Kaptajnløjtnant Victor.


– Ser De, fortsætter Kommandørkaptajn Gad, det er Styrken. Og i Aar har vi af Besparelseshensyn udelukkende lagt Eskadreøvelserne fast i Store Bælt med tilstødende Farvande, og med Hovedstation i Nyborg, i Stedet for, som tidligere, at sejle omkring. Det er gjort af Besparelseshensyn, idet vi i Aar gennem Orlogsværftet, det er forøvrigt Baron Schaffalitzky de Muckadell, som har ordnet det, har indgaaet faste Kontrakter med Eskadrens Leverandører, som altsaa i Aar bliver Forretningsdrivende i Nyborg. Tidligere, da Eskadren sejlede fra Sted til Sted, hændte det ikke saa sjældent, at Leverandørerne i de forskellige Byer enten benyttede sig en Smule at det Job, det var, at en Mængde Orlogsskibe pludselig provianteredes i stor Udstrækning, og skruede Priserne op, eller at disse ved den større Efterspørgsel ganske naturligt steg. Det undgaar vi nu ganske ved som sagt I Nyborg at have sluttet faste Kontrakter med Slagtere, Bagere. Grønthandlere o. s. v., der skal forsyne alle Eskadrens Skibe i September Maaned, medens Øvelserne varer.

En stor kombineret Øvelse.
— De Tider er jo for længst forbi, da vi I Marinen kunde flotte os, siger Kommandørkaptajnen og tænker vel para de skønne Dage, da hans Fader hørte til den danske Flaades Ypperste …. men nye Tider nye Skikke. Modet blev aldrig tabt under det rødhvide Splitflag, selv on en vrangvillig Bevillingsmyndighed indskrænkede de Midler og det Mandskab, der skulde anvendes til Landets Forsvar. Siden Forsvarslovene af 1922 indkaldes der kun 1400 Mand til Marinen aarlig, medens Forsvarsordningen af 1909 endnu gac Flaaden 2000 Mand.
— Men, vedbliver Kommandørkaptajn Gad, der foreløbig er den eneste Officer i Flaaden, som har denne Charge, stilles der Krav til os, søger vi, saa godt det er muligt, at imødekomme dem, og det mener vi i Aar at have gjort ved at gøre Eskadreøvelserne fastliggende med een Basis, nemlig Nyborg, for samtlige Øvelser, saa længe disse varer.

En Eskadrille Undervandsbaade før Neddykningen.

En stor kombineret Øvelse.
— De Tider er jo for længst forbi, da vi I Marinen kunde flotte os, siger Kommandørkaptajnen og tænker vel para de skønne Dage, da hans Fader hørte til den danske Flaades Ypperste …. men nye Tider nye Skikke. Modet blev aldrig tabt under det rødhvide Splitflag, selv on en vrangvillig Bevillingsmyndighed indskrænkede de Midler og det Mandskab, der skulde anvendes til Landets Forsvar. Siden Forsvarslovene af 1922 indkaldes der kun 1400 Mand til Marinen aarlig, medens Forsvarsordningen af 1909 endnu gac Flaaden 2000 Mand.

Kommandørkaptajn Gad.

— Men, vedbliver Kommandørkaptajn Gad, der foreløbig er den eneste Officer i Flaaden, som har denne Charge, stilles der Krav til os, søger vi, saa godt det er muligt, at imødekomme dem, og det mener vi i Aar at have gjort ved at gøre Eskadreøvelserne fastliggende med een Basis, nemlig Nyborg, for samtlige Øvelser, saa længe disse varer.

En foreløbig Skoleeskadre.
— For at øvelserne i September kan foregaa saa glat som muligt, er der for Tiden flere øvelses-Eskadrer ude, fortsætter Viceadmiralens Stabschef. I øjeblikket er der saaledes en Torpedobaadsflotille under Kommando af Kommandør Harttung, som afholder øvelser med Torpedoskydninger og Mineudlægning og -optagning, ligesom de store Artilleriskydninger foregaar i en anden Eskadre under Ledelse af Kommandør Bojesen, saaledes at Eskadren, naar de 23 Enheder samles den 1. September under Viceadmiralens Kommando, kun behøver at beskæftige sig med strategiske og taktiske øvelser. Nogen Skydning, saavel med Artilleri som Torpedo, skal vel nok finde Sted i Eskadren til September, men de skolemæssige øvelser foregaar nu rundt omkring i Farvandene, saaledes at vi kan drage praktisk Nytte heraf til September og, slutter Kommandørkaptajnen, lægge Vægten paa, hvad der i Eskadren er det væsentligste: Det strategiske og det taktiske.
—dan.

Nationaltidende, 27. oktober 1925.

Den italienske Minister, Fyrst Aliata og Fyrstinde Aliata gav i Gaar en Femte i Anledning af Flyverbesøget fra deres Land. I Legationspalæet i Amaliegade, hvor der er saa god Plads til Selskabelighed, har Ministeren lettere ved at se Gæster hos sig end hans Forgængere, og det var et meget elegant og talrigt Selskab, der var samlet. Efterhaanden som Gæsterne ankom, sørgede Ministeren og Fyrstinden eller Legationens Attache, Silvestri og Konsul Luzi for, at de gjorde Bekendtskab med Chefen for Flyvereskadrillen, Maggiori Umberto Maddalena, hans tre Kammerater og Redaktør Mattioli fra Fascist-Bladet „Il Menagere” som ledsager dem paa Rejsen. Flyverne fortalte bl. a., at man i Rom i de nærmeste Dage venter den modige Flyver, De Pinedo hjem fra hans Togt til Afrika, Australien, Japan osv., og at der nu indsamles over hele Italien til en Hædersgave til ham. Ved Femteen saa vi mellem mange andre kendte Herrer og Damer den belgiske Minister, Allart, den franske Minister, Hermite, den czekoslovakiske Minister, Bozinov, den amerikanske Minister, Dr. Prince, den brasilianske Minister, Dr. Bueno, den kinesiske Minister, Hoo, den portugisiske Minister, d’Almeida, den norske Minister, Huitfeldt, alle med deres Fruer, den finske Chargé d’affaires, Pallin, Legationssekretærerne, Baron Coche og De Mello, General Ellis Wolf og Frue, Admiralerne Scheel og Konow, Kommandør Gad, Redaktør Svenn Poulsen og Frue, Redaktør Holger Angelo, Ingeniør Holtermann og hans Frue, som er Romerinde af Fødsel, og mange Unge, der med Iver kastede sig ud i Dansen i den store Festsal. Der blev ingen Taler holdt, men i Spisesalen blev der skænket Champagne i nogle særligt smukke venetianske Glas, og med dem hilste man paa de raske Flyvere. Overalt i Legationen Saloner er der gamle, prægtige Malerier, Kunstglas fra Venedig, Marmorbuster og Møbler fra italienske Slotte, og da mange at Gæsterne I Gaar besøgte Fyrsteparret for første Gang, fik de hele Palæet at se. Efter at det nu er fuldt monteret fra Italien danner det en meget stilfuld og værdig Ramme om det gamle Kulturlands officielle Repæsentation.


Nationaltidende, 7. november 1925.

Kl. 2 i Eftermiddags fandt Trafikflyver Aage Mortensens Begravelse Sted fra den smukke Filips-Kirke ved Kastrup Landevej, som “Morten Luftkusk” saa ofte er sejlet sen over paa sin Vej fra og til Lufthavnen. Deltagelsen var meget stor. Der var sendt en Mængde Kranse med signerede Baand, og Kirken var fyldt lil Trængsel. Den hvide Kiste smykkedes at blegrøde Nelliker, og foran paa Laaget hvilede et mægtigt Blomsterkors af brogede Asters, der tog Form som et Aeroplan — fra Redningskorpsets Station i Eskildstrup. Desuden var der signerede Kranse fra Trafikministeriet, det danske Luftfartselskab, det aeronautiske Selskab, Dansk Lufttransport, Flyverkorpset. Foreningen af danske Flyvere. Aktieselskabet Aerotransport, Stockholm. Marinens Flyvevæsen, Kolonne 92 i Eskildstrup, Junkers Luftverkehr i Dessau, Emil Steffensens Efterfølger, Stationspersonalet og Postbude i Eskildstrup, det hollandske Luftfartselskab, de hollandske Flyvere, de tyske Flyveres Fagforening. Nordiske Pool for Luftfartsforsikr., Aero-Lloyds Flyvere, Dansk Rejsebureau, Dansk Flyveklub, Rohr-back Metal Aeroplanfabrik. Montørerne samme Steds, Dansk Luftfartselskabs Personale og Kornetskolen 1916-17. Det store Følge. Længe før Højtideligheden skulde begynde havde Følget fyldt Kirken. Der var Repræsentanter til Stede for saa at sige alt, hvad der herhjemme har med Flyvning at køre. Lad os nævne fra Flyverkorpset Oberst Koch, Kaptajn Hansen, Værkmester Peter Nielsen, Chefen for Flyseskolen Kaptajn Kofoed-Jensen og desuden et stort Antal Militterflyvere og Flyvemekanikere, Kommandør Gad sammen med Kaptajn Kofoed-Jensen repæsenterede det aeronautiske Selskab. Desuden var der Repræsentanter for Flyvebaadsstationen, Direkt. Wulff, Kontorchef Tafteberg, Trafikleder Leo Sørensen og næster alle Flyvere og Mekanikere fra Dansk Luftfartselskab, Direkt. Bent Rom og Løjtnant Foltmann fra Dansk Lufttransport o. s. v. Højtideligheden. Efter et Orgel-Præludium sang Koret Salmen “Du Herre Krist, min Frelser est”, hvorefter Kirkens Præst Pastor Dreiøe, holdt en gribende Tale ved den dræbte Flyvers Baare. Efter Talen sang man “Kirkeflokke, ej til Hovedstæder”, og Kisten blev baaret ud at Flyverkammerater. Den førtes over Vejen til Sundby nye Kirkegaard, hvor Jordfæstelsen fandt Sted. I det kolde Solskin kredsede en Flyver — Løjtnant Bjarkow – over Graven. * Rodeassistent John Hansens Jordefærd. Rodeassistent John Hansen, der omkom ved Flyveulykken i Søndags, blev i Dag begravet fra det store Kapel paa Assistens Kirkegaard. Der var udkommanderet en lille Politistyrke til at holde Orden paa Pladsen foran Kapellet i Tilfælde af stærk Tilstromning. Men det viste sig, at der kun var mødt ca. 100 Mennesker udover den Sørgeskare, som optog hver Plads inde i Kapellet. Her stod Medlemmer at Roklubben Skjold som Æresvagt ved Kisten. Omkring denne var der henlagt signerede Blomsterdekorationer fra Ministeriet for offentlige Arbejder, Det danske Luftfartselskab, Det danske aeronautiske Selskab, Skattedirektoratet, Oppebørselsklubben, forskellige Rodekontorer, Dansk Forening for Rosport, Roklubben Skjold, dennes Bestyrelse, Roklubben Kvik og Handelsstandens Gymnastikforening m. fl. I Følget saa vi Ekspeditionssekretær Maagaard fra Kontrolkontoret under Skattedirektoratet og iøvrigt en talrig Repræsentation for Rodeforvaltningen. Det danske Luftfartselskab var repræsenteret ved Kontorchef Tafteberg. Efter Salmen “Hvo véd, hvor nær mig er min Ende” talte Pastor Svelmøe-Thomsen, der har kendt den Afdøde lige fra den Tid da han som Barn besøgte Søndagsskolen. Præsten skildrede ham som en frejdig, ung Mand med et lyst og ærligt Sind, og han mindede om, al den Dag, da den store Ulykke fandt Sted, var Allehelgensdag. Just paa den Dag, da en stor Kreds var samlet i dette Kapel for at mindes Kære, der var gaaet bort, skete Ulykken, og en Flok yngre, raske, stærke Mænd knustes mod Jorden. — Da Præstens Tale var endt sang man “En liden Stund i Rosens Lund”. Medens Æresvagten bar Kisten ud af Kapellet, sang Koret “Den store hvide Flok vi se”. Cik.

Aarhus Stiftstidende, 10. novemver 1925.

København (Specialtelegram).
Aeronautisk Selskab havde i Gaar Besøg af den norske Flyver, Løjtnant Dietrichson, der førte den ene af Amundsens Nordpolsmaskiner. Dietrichsen holdt et klart og interessant Foredrag om Amundsens Ekspedition mog Nordpolen og foreviste en Række fortrinlige Lysbilleder fra Turen. Meget gribende var hans Skildring af de frygtelige Øjeblikke, han havde gennemlevet, da han og to af hans Fæller faldt igennem Isen og en rivende Strøm trak gem ind under Isdækket, saa de kun ved Anspændelse af deres yderste Kræfter kunde holde sig oppe, indtil Elsworth kom og redede dem.
Aeronautisk Selskabs Formand, Kommandør Gad, takkede for Foredraget og overrakte Selskabets Æresplakette til Løjtnant Dietrichsen, der i det hele taget var Genstand for stærk Hyldest.

*


1926


Nationaltidende, 11. januar 1926.

I Sankt Angarskirken fandt der i morges en Sørgegudstjeneste sted i Anledning af Dronning Margherita at Italiens Død. Paa Kirkens Stentrappe ud mod Bredgade var bredt smukke gamle, haandbroderede Tæpper, og indenfor Døren tog den italienske Minister, Fyrst Alliate de Monteriale imod dem, der vilde være med til at ære den afholdte gamle Dronnings Minde. Ministeren blev bistaaet af Legationens Førstesekretær Cittadini, Konsul Luzi pg Presseattacgé Silvestri. De var iført Uniformer, og Lagationens Tjenere, som hjalp til med at anvise Pladser, var i Livrée med Sørgebind om Armen. Da Kongen kom, ledsaget af Kronprinsen og Prins Knus, Prins Valdemar, Prins Harald, Prins Gustav, Prins Axel og Prins Viggo, deltog Biskop Brems i Modtagelsen, og Kongen underholdt sig nogle Minutter med Biskoppen og Fyrst Alliata, før han gik op til sin Plads. Alteret var smykket med grønne Planter og Voksærter, omvundet med Sørgeflor. Nedenfor Alteret, i Midtergangen, var stillet en Kiste, som det bruges ved Sjælemesser i de katolske Lande. Den var dækket med det italienske Flag og stod mellem to Rækker floromvundne Lys, hvis gyldne Skær faldt ud over de mange straalende Uniformer. De kongelige Herrer, Diplomaterne, Udenrigsministeriets Embedsmænd, Adjudantstaben og alle de øvrige tilstedeværende Officerer var i Uniform. Nærmest ved Kisten sad Fyrstinde Alliata, klædt i dyb sorg. Blandt de Tilstedværende saa vi den fungerende Statsminister Borgbjerg, Udenrigsminister, Grev Molkte, Grev Brockenhuus-Schack og Admiral Castensen fra Enkedronningens Hofstat, Dronningens Kabinetssekretær Hansen, Diplomatiets Doyen, den belgiske Minister Allart og samtlige de fremmede Ministre med deres Legionssekretærer, Baron Meyendorff og General Potozki fra den tidligere russiske Legation, kgl. Konfessionarius, Provs Fenger, Generalerne Ellis Wolff og Nyholm, Admiral Konow, Kommandør Gad og mange flere af Hærens og Flaadens Officerer, Politidirektør, Etatsraad Dybdal, italiensk Generalkonsul Chr. Holm og Frue, Formanden for “Foreningen af fremmede Magters Konsuler i Danmark”, Generalkonsul Adolf, alle Udenrigsministeriets Embedsmænd, de samlede Bestyrelser for de to italienske Foreninger, “Dante Alihhierri” og “umberto Primo”, og alle den italienske Kolonis Herrer og Damer. Bagert i Kirken saas nogle af de sortklædte St. Josephssøstre, kælende i Bøn. Messen forrettedes af Biskop Brems, der bl. a. blev bistaaet af Pastor Kettenburger. En Kvartet af Strygere spillede oppe fra Koret, og hele Sørgegudstjenesten virkede overordentlig stemningsfuld. Ved Udgangen takkede Fyrst og Fyrstinde Alliata for den Deltagelse, der var vist Italien i dets Sorg. Haagen.

København, 21. februar 1926.

Det gik, som Arkitekt Gundlach-Petersen havde lovet: Udstillingshallen i Rosenørns Alle stod færdig, da den internationale Automobiludstilling i Gaar Eftermiddag Kl. 2 aabnedes for de særligt indbudtes store og repræsentative Skare. Udstillingen tog sig pragtfuld ud, man havde slet ikke Følelsen af at staa i en Kæmpebygning, som først var blevet færdig faa Timer forinden. Høje Palmer, Blomster, Flag og grønne Guirlander gav det Hele et festligt Skær, og de Indbudte følte sig straks vel tilpas. Præcis Kl. 2 ankom Kronprinsen ledsaget af Kommandør Gad. De modtoges af Udstillingskomitteen, Grossererne Hans Lystrup, Chr. Gottschalck, F. C. Jacobsen og Axel Semler samt Direktørerne Buschholm, Hermann Prins o. fl. Aabningshøjtideligheden foregik i Restaurationssalen.

Overpræsidiet paabegynder Rundgangen i den store Udstillingshal. Her ses i Forgrunden Kronprinsen, Grosserer Hans Lystrup, Statsministeren, Direktør Heimann, Direktør Jacobsen og Direktør Semler. I Baggrunden ses Borgmester Hedebol, Finansminister Bramsnæs, Fru Statsminister Stauning, Justitsminister Steincke, Raadmand Fr. Andersen og Overpræsident Jensen.

Hvem der var tilstede.
Her var en Mængde “kendte Ansigter”, blandt hvilke vi nævner den franske, den svenske og den russiske Gesandt, Stiftamtmand, Kammerherre Ammentorp, Statsminister Stauninf, Finansminister Bramsnæs, Justitsminister Steincke, Trafikminister Friis-Skotte, Borgmestrene Godskesen, Kaper, Hedebol og P. J. Pedersen, Raadmændene Stein, Jessen og Fr. Andersen. Direktør Benny Dessau, Prins Axel og Rentier Dahl fra K. D. A. K., Direktør Kyhl, F. D. M., Brandcheferne Müllertz (Kbhvn.) og Folke (Frdbrg.), Direktør Arne Petersen, Direktør A. B. C. Hansen, Afdelingschef Valeur, Kontorchef Bilfeldt (Trafiken), de Sagkyndige, Ingeniørerne Falck, Dam, Christensen og Skakke, Grosserer Ove Bendixen, Præsident i D. M. M., Ingeniør Schmitte, Frihavnsdirektør Bergsøe, Direktør i Industriraadet G. E. Hartz, Direktør O. Olesen (Købestævnet), Direktørerne Brodersen, Kjettinge og Westergaard (Frdbrg. Kommune) o. m., m. fl.

Aabningsliøjtideligheden.
Udstillingskomitéens Formand, Grosserer Hans Lystrup, bød Velkommen og bragte Dansk Købestævne en Tak for det gode Samarbejde. Hr. Lystrup takkede Bygningens Arkitekt og hans Medhjælpere. — Kun ved gensidig Tillid og Forstaaelse var det lykkedes at faa Bygningen rejst paa 5 Maaneder. En særlig varm Tak bragte han Myndighederne, der paa alle mulige Maader havde stillet sig imødekommende overfor Bygningskomittéen. — Bygningen, udtalte Hr. Lystrup, vil forhaabentlig faa en god og varig Betydning for dansk Erhvervsliv. Den kan blive en Spore til Fremdrift. Jeg bringer en Tak til alle Udstillerne, som i den 11. Time er rykket ind, og jeg kan paa Automobil- og Cykle-Grosserer-Foreningens Vegne udtale en dyb og oprigtig Glæde, fordi vi har formaaet at rejse dette Hus i vort 25. Jubilseumsaar. Jeg vil haabe, at Hallen maa blive et Centrum for Automobilhandelen i Nordeuropa, og at den iøvrigt maa komme til at tjene de mange kulturelle Formaal, som vi havde for Øje, da Tanken om at rejse Bygningen blev til Virkelighed.

Statsministeren taler.
Herefter fik Statsminister Stauning Ordet. — Det Hus, der i Dag indvies, udtalte han, er et Vidnesbyrd om den tekniske Udvikling, vort Land kan opvise. Dette Hus er rejst paa den samme Tid, som man almindeligvis bruger til at opføre et beskedent Sommerhus, og det taler et smukt Sprog om Sammenhold, Dygtighed og Energi til Efterretning for Nutid og Fremtid. Her vil Handelens, Industriens, Haandværkets og Landbrugets Mænd møde og vise, hvad de formaar, og her kan andre søge hen for at hente Raad og Vink til deres Dygtiggørelse. Her kan virkes for aandelige og kulturelle Opgaver; men først og fremmest vil Huset dog være viet Erhvervet til Held og Gavn for vort Land. Her skal altid lyde en Lovsang til det ærlige Arbejdes Pris!

Overpræsidenten takker paa Stor-Københavns Vegne.
Efter Statsministeren betraadte Overpræsident Jensen Talerstolen: — Hovedstaden, begyndte han, er ved denne Bygning blevet beriget med et Lokale, der vil vække Opmærksomhed og blive et nyttigt Led i vor kulturelle Udvikling. Bygningen er et Udtryk for Samarbejdet mellem Københavns og Frederiksberg Kommuner; thi den ligger paa Københavns Grund, men hører under den sidstnævnt Kommune. Bygningen er tillige et Udtryk for et Samarbejde mellem Automobil- og Cykle-Grosserernes Forening og Dansk Købestævne. Den kalder paa alle gode Kræfter, og det trænger vi til, at vi kan lære at løfte i Flok. At Bygningen aabnes med en Automobiludstilling er maaske et Tegn paa, at vi nu er ved at arbejde os ud at Dødvandet og frem til den Hastighed som kun Motoren giver. Jeg takker paa Københavns Vegne for dette Hus. Det skal ikke konkurrere med andre Udstillingslokaler, men være et Supplement til dem. Jeg vil haabe, sluttede Overpræsidenter, at det Samvirke, der har rejst denne Bygning, maa følge den til Gavn for Erhvervene og til Velsignelse for vor By og vort land!

Kronprinsen aabner Udstillingen.
Nu var det Kronprinsens Tur at foretage den endelige Aabningsakt, som fik Udtryk i følgende faa, men velvalgte Ord: — Idet jeg ønsker Automobil- ug Cykle-Grosserer-Foreningen til Lykke med Jubilæet og med Bygningen her, der, som vi ser, er rettidigt rejst, vil jeg tillige udtale det Ønske, at Udstillingen vil bringe Lys og Lykke til alle, som udstiller her, og at Bygningen vil kaste Glans over vort Land set udefra. Med Haab om, at disse Ønsker maa gaa i Opfyldelse, erklærer jeg Udstillingen for aaben. Orkestret spillede “Der er et yndigt Land”, og derefter begav Selskabet sig paa Rundtur omkring i den store Hal. *** Hvad man bør se og erindre En af de smukeste Stands paa Udstillingen har ubestridt det gode, gamle Firma F. Büllow & Co., hvis Seniorchef, Direktør Bülow, er en af Automobilismens Pionerer her i Danmark. Firmaets Stand ligger lige up til Restaurantens Terrasse, hvorfra man har en herlig Udsigt over de smukke Vogne. Vi behøver kun at nævne Vognmærker som “Buick”, “Cadillac”, “Oldsmobile” og “Chevrolet”, saa ved vore Læsere Besked. Ved Siden af disse Personvogne har Firmaet udstillet en Række lastvogne og en stor Mængde Tilbehør, saa her er noget for enhver at se paa. Stiler man ikke saa højt som til en Vogn, lønner det sig at aflægge et Besøg hos den kendte og altid elskværdige Motormand Axel Ketner, hvis “B. S. A.”-Motorcykler er berømte. Her er de sidste nye Modeller, lækre og fine Ting, og den 2-Personers Sidevogn til den store “G. 26 de Luxe”-Model vil sikkert falde i god Smag. At her ogsaa er en Sidevognstype beregnet for Varetransport, følger af sig selv, og Bogstaverne „B. S. A.” garanterer for Varernes Holdbarhed. Der er iøvrigt paa Udstillingen tre andre Bogstaver, som er ligesaa berømte, og det er “S. K. T.”, hvis Kuglelejer har vundet Indpas overalt. S. K. T., som fremstiller sfæriske Kugle- og Rullelejer, eenradede Spor-Kuglelejer, cylindriske og koniske Rullelejer, har det rigtige Lejested til ethvert Lejested i Bilen. Udstillingsbygningen er en Ideel Musikhal. Medens vi vandrer rundt fra Stand til Stand, fyldes Luften med Musik fra det store Orkester. Ja, om det saa er “Kong Christian”, faar vi den, og efter alt at dømme er her en vidunderlig Akustik i Hallen. Selv det fineste Pianissimo kommer til sin Ret, saa her er sikkert Stedet, hvor de store Kæmpekoncerter kan afholdes i Fremtiden. Da Klokken slog 3 aabnedes der for Publikum, der strømmede ind i store Skarer. Da var Kronprinsen imidlertid forlængst taget af Sted; men midt i Folkevrimlen saas to glade Mæend, d’Hrr. Hans Lystrup og Chr. Gottschallck. De var lykkelige, ikke alene over, at alt havde klappet, som det skulde; men ogsaa over de to Ridderkors, der herefter vil smykke deres Frakkeopslag. Automobiludstillingen Gaar besøgt af ca. 5000 Mennesker. Rajo.


Aarhus Stiftstidende, 27. februar 1926.

København. (Specialtelegram.)
Aeronautisk Selskab holdt i Gaar Generalforsamling. Under Forhandlingen oplyste Formanden, Kommandørkaptajn Gad, at det er Hensigten til Sommer at arrangere nogle Flyveselskabsrejser med store Maskiner til forskellige Hovedstæder i Evropa, og at man desuden i Forbindelse med en nordisk Aeroplanudstilling i Luftfarthavnen vil afholde et stort internationalt Luftfartsstævne, hvad man ikke har gjort i flere Aar. Planens Gennemførelse kræver dog nogen Støtte fra Stat og Kommune, saa om den bliver realiseret, kan endnu ikke siges med Bestemthed. Ved Valget til Bestyrelsen skete en hel Revolution, idet det lykkedes Dir. Bent Rom fra Dansk Lufttransport at faa Dansk Luftfartsselskabs Repræsentanter i Bestyrelsen stemt ned. Da man skulde skride til Valg af Bestyrelsesmedlemmer i Stedet for Dir. Willie Wulff, Ingeniør Eskildsen og Kamtajnløjtnant Victor, foreslog Dansk Lufttransports Repræsentant under Henvisning til den standende Luftfartkrig i Stedet for Willie Wulff og Eskildsen at vælge Kaptajn Ferslev og Mester Nielsen. Kaptajnløjtnant Victor havde selv nedlagt sit Mandat, fordi han er blevet Direktør for Sydfynske Dampskibsselskab. Ved Afstemningen valgtes Kaptajn Førslev og Mester Nielsen med stor Majoritet, og i Stedet for Kaptajnløjt- nant Victor valgtes Premierløjtnant Schenstrem enstemmigt.

Berlingske, 2. marts 1926.

H.C. GAD.

Kontreadmiral Carl Carstensen, som i seks Aar har været en meget værdsat Formand for “Søofficerforeningen”, trækker sig nu tilbage fra dette Hverv, fordi han ifjor, paa Grund af Alder, er traadt ud af Marinens Tjeneste. I hans Sted er Kommandørkaptajn H.C. Gad valgt til Formand for den gamle, højt ansete Forening.

Den nye Formand, som er Søn af afdøde Kontreadmiral H.U. Gad og Forfatterinden Emma Gad, er nu godt 52 Aar gammel. Han har tjent i Flaaden i 26 Aar, blev Kaptajn 1911 og var den første, der efter de nye Forsvarslove udnævntes til Kommandørkaptajn. Bland de mange Hverv, som denne dygtige og ansete Søofficer har haft, kan nævnes, at han i en Del Aar var Fører af Postdampskib paa Island, har været Næstkommanderende ved Kadetskolen, og under Sikringsstyrkens Indkaldelse Chef for 2. Torpedobaadsflotille. Næstkommanderende i Panserskibet “Olfert Fischer” og Chef for Krydseren “Heimdal”, der hjemførte de sønderjydske Krigsfanger fra Frankrig og England. I de senere Aar har Kommandørkaptajn Gad beklædt den vigtige Post som Stabschef hos Viseadmiralen.


Horsens Folkeblad, 24. juni 1926.

Det var en udmærket Idé af Statsradiofonien at besørge Tokio-Flyveren Kaptajn Botveds og hans Mekaniker, Overofficiant Olsens, Hjemkomst til København i Aftes udsendt pr. Radio, saa Lytterne i Hundredetusindvis hele Landet over kunde deltage i den stormende Hyldest, der af Københavnerne blev beredt de kække Flyvere. Efter at “Berlingske Tidende”s Radio-Avis — der stadig ganske umotiveret indledes med en gyselig Polyphon-Plade uden Spor af Interesse — var oplæst, blev det fra Studiet meddelt, at Tokio-Flyverne, der var naaet frem til den sidste Station før København, Königsberg, ved Middagstid og atter var startet derfra Kl. 3½, om alt gik vel, kunde være over København Kl. 7½; baade Københavns Radiofonistation og Sorø Radio var sendeklare, og vi tør holde en Styver paa, at Lytterne Landet over paa dette Tidspunkt fik udsøgt sig de mest følsomme Punkter paa Krystallen eller lod Audionerne svinge for ikke at gaa Glip af den interessante Oplevelse. Hovedtelefonerne klemtes om Hovedet, eller Højttalerne intonerede deres kendte sagte hvæsende Melodi. Talerne for Flyverne kunde begynde. Og hermed var Radiolytterne atter midt inde I Begivenhederne. Først talte Forsvarsminister L. Rasmussen, hvis jyske, let rustne, Stemme man genkendende hilste. Ministeren udtrykte i meget jævne Ord sin Glæde over, at alle de fire Flyvere var kommet raske og med Maskinerne i Behold hjem fra den farefulde Færd. Det var den behageligste Opgave, Ministeren havde haft, at byde dem velkommen. Tak, fordi De har baaret Danmarks Navn i de fjerne Egne til Hæder og Ære! Derefter talte Flyverchefen, Oberst Koch: — Vi fulgte Deres farefulde Færd med Ængstelse, men vi vidste tillige, hvad det var for Folk, vi havde sendt ud. Inden for Flyverkorpset har vi en stærk Famillefølelse, og det var Barn af vor egen Famille. Vi er stolte over, at De har overvundet Vanskelighederne. Endvidere blev der talt af Kommandør Gad, en Repræsentant for 2. Regiments Soldaterforening, der bragte Blomster, og Mester Peter Nielsen, der paa de danske Flyveres Vegne overrakte Botved og Olsen to Mindebægre Mage til dem, Herschend og Petersen havde faaet ved deres Hjemkomst. Alle Talerne hilstes med kraftige Leveraab for Flyverne og uden for hyldedes disse stadig af den forsamlede Folkemængde.

København, 27. juni 1926.

Vejret saa just ikke alt for lovende ud, da de mange Deltagere I Distancesejladsen stod ud til Startpladsen ved Stubbekosten, men trods alt blev det helt fint Vejr med en enkelt lille Byge oppe i Nivaabugten. Virden var til at begynde med vestlig, benved 3 m pr. Sek., men senere under Sejladsen trak den sig noget nordligere og friskede lidt en kort Tid for igen senere at gaa sydligere og løje fælt at, saa det tilsidst næsten blev helt stille. Der var da ogsaa et Par Timers Forskel paa første og sidste Baads Ankomst til Helsingør. Kl. 10,05 knaldede det første Startskud fra Dommerskibet “Grønsund”, hvorombord Dommeren, Kommandørkaptajn Gad, residerede. Baron Reedtz-Thotts Timeter “Nurdug VI” (ex. “Seawauhaka”) med Holger Rodkjer ved Roret gik over Linien som Nr. 1 og satte straks stor Ballonfok. Som Nr. 2 kom Skibsreder Marius Nielsens skønne Yawl “Ellen” med flyingjib og alt, hvad trække kunde. Iøvrigt var Starten præget af stor Forsigtighed. Det samme gjaldt anden Start, hvor Grosserer Melchiors hæderkronede “Fox”, der nu tilhører Direktør A. C. Nielsen, Korsør, blev Nr. 1. I 3. Start, 6 Seksmetere, glimrede Madame Heriot, der i Anledning af Kapsejladsen er kommet hertil fra Oslo for at deltage med den franske Seksmeter “illusion” ve at være paa Linien, lige efter at Startskudet var faldet. Chilensisk Minister Wessels “Carmela” gik over som en smuk Nr. 2. Fjerde Start var lidt mere hidsig end de foreganende, Tempoet var hurtigere. “Guld” førte an. Maagerne, der udgjorde næste Start, havde, paa en enkelt Undtagelse nær, en smuk samlet Start med “Mascot” i Spidsen. Endelig skal vi anføre, at Sydskandinaverne fik en meget smuk Start. Som sædvanlig var det Direktør Ole Sundøs “Ragna”, der var paa Linien som Nr. 1. Lige efter kom de to nye 22 Kvadratmetere “Vupti” og “Jasda” Side om Side. De fleste af Baadene satte straks Kurs direkte mod Helsingør, dog var der enkelte, der at Frygt for Nordenvandet søgte lidt ind under Land, men det betalte sig ikke. “Nurdug” førte til at begynde med, men da det friskede lidt, gik “Ellen” forbi den omtrent ved Skodsborg og passerede Maallinjen ca. 3 Minutter i Forhaanden. Paa Grund af Respiten blev det dog “Nurdug”, der løb af med Præmien. Blandt Sekserne holdt “Illusion” sin Plads som Nr. 1 og kom ind godt 3 Min. før Direktør Vetts “Banzo”, der fik 2. Præmie. Madame Heriots Sejr vakte stor Begejstring, og Publikum ude paa Molehovedet gav hende et kraftigt Hurra, da hun passerede Maallinjen. Sydskandinaveren “Ragna” præsenterede en usædvanlig fin Sejlads, idet den kom ind over 15 Min. fer sin nærmeste Konkurrent. De to nye 22 Kvadratmetere fulgtes pænt ad lige til Snekkersten, da den danske Bad “Jasda” var saa heldig at faa lidt Luft, medens “Vupti” kom ind i et stille Bælte. “Jasda” sejrede med ca. 4½ Minut.

Fra Flyvestævnet i Malmø igaar, – Tilvenstre den svenske Generalmajo Sjögreen, – Tilhøjre: En Række af den svenske Hærs Dront-Maskiner.

Berlingske, 6. september 1926.

Der var 30,000 Svenskere og godt en Snes Danskere til den Nordiske Flygdagen i Malme igaar. Blandt de nordiske Landes Flag, der kransede Malmø-Aerodromen, havde Svenskerne galant ogsaa hejst Danmarks, skønt vi meget beskedent holdt os til Jorden hele Dagen og kun blev repræsenteret af en Rohr-bach Maskine, hvis Nationalitet strængt taget nok saa meget er tysk. Indbydelser havde det ikke manglet paa, men Marinens Flyvere sagde Nej, fordi de er til Eskadreøvelser. Hærens sagde Nej, fordi Oberst Koch ikke syntes de havde Tid, og Jabiruerne mente — ifølge ondskabsfulde Luftfartsfolk — ikke de havde nok Reserveringe disponible, og sagde derfor ogsaa Nej. Kaptajn Botved og LøjtnantHerschend var indbudt til at præsentere Tokio-Maskinerne, den første var endda meget kraftigt opfordret til at slutte Dagen med et Foredrag om sin Japen-Flyvning. Men heller Ikke de fik Lov. Altsaa mødte Danmark op til Fods og nøjedes med at se til. Aeronautisk Selskabs Formand, Kommandør Gad gik rundt og saa helt træt ud af at svare paa Spørgsmaalene om den udeblevne Deltagelse. Premierløjtnant Schrøder mødte som Repræsentant for Dansk Flyveklub, medens Leo Sørensen, Løjtnant Foltmann og Trafikflyveren Hansen var kommet fra Lufthavnen i Kastrup. Direktør Bent Rom og Fru Kirsten Rom bor ganske vist i Malmø, men blev taget til Indtægt for det danske Kontingent, ligesom Fru Margot Linnet-Smirnoff, der er gift hollandsk. Præcis Kl. 1, som Programmet lovede, begyndte Opvisningen. De deltagende Flyvere stod opstillet i Halvkreds, Formanden for Kungl. svenska Aeroklubben i Skåne, Generalmajor Sjögreen, holdt en kort Tale til dem og trykkede hver enkelt i Haanden. Saa begyndte Motorerne at dnurre, og alle Maskinerne startede til den store Præsentatinos-Parade. Svenskerne mødte naturligvis selv med det største Antal Maskiner. Marinedivisionen havde sendt 3 og Hæren ikke færre end 15. Fra Horten var der kommet 3 norske Marineflyvere, det hollandske Luftfartsselskab deltog med sine 2 Fokkere, tysk Lufthansa havde sendt en 3 Motors Junkers og det svenske Aerotransport 3 Junkere. Fra Flygindustri i Limhamn kom en 3 og en 1 Motors Junkers, og fra Rohrbach i Kastrup en Vandflyver. Ialt larmede saaledes 30 Maskiner paa en Gang hen over Tilskuernes Hoveder, og gav Stævnet en ganske imponerende Indledning. Selve Opvisningerne var de sædvanlige og fulgte Slag i Slag de følgende 2 Timer. En Patrulje svenske og norske Marineflyvere gav Opvisning i Eksercits og Flyveformationer, det samme gjorde den svenske Hærs kraftige og solide Dront-Maskiner. Ingeniør Lindner fra Flygindustri lavede med sin lille Jager de samme Kunstflyvninger, som han i Lørdags improviserede ude i Kastrup, og 5 svenske Nieuport-Militær-Maskiner gav nogle halsbrækkende og dygtige Prøver paa rolling og andre luftige Akrobatkunster. Ogsaa de store Trafikmaskiner var paa Vingerne. og navnlig Hollændernes Fokkere imponerede ved deres Manøvredygtighed og den Sikkerhed hvormed de stod stille i Luften. Til Slut gav de svenske Løjtnanter en lille rask Prøve paa Stafetflyvning, og da det var overstaaet, kunde de 30,000 Tilskuere drage tilfredsstillet hjem. For de enkelte, der ikke havde haft nok i at se, men ogsaa selv vilde være med, endte Dagen med korte Passagerflyvninger i de store Junkers-Maskiner. Bk.

Fru Birgit Engell Optræder – Chefen paa “Jaguar” gaar i Land.

København, 19. september 1926.

Der var ikke overvældende mange Mennesker paa Langelinie i Gaar Middags, da den franske Eskadres Chefskib, Torpedokrydseren “Jaguar”, gik ind i Havnen og vekslede Salut med “Sixtus”. Folk vidste ikke hvornaar den vilde komme, og selv Festkomitéen var lidt i Tvivl derom. Alligevel var dog de fleste af Komitéens Medlemmer til Stede med Professor Ehlers i Spidsen, men der fandt ingen officiel Modtagelse Sted, fordi Eskadren ikke var samlet. Efter at den franske Legationssekretær, Baron Coche, paa Gesandtens Vegne havde budt Eskadrechefen, Commandant de Pontever, velkommen, gik Chefen i Land, og aflagde, ledsaget af Baron Coche og Søløjtnant Schmidt, der er attacheret ham under Opholdet her, de traditionelle Visiter. Det har været en haard Dravat, Eskadren har værret ude for i Østersøen under de orkanagtige Storme i de sidste Dage. Søen var saa voldsom, at den skyllede en stor Redningsbaad væk fra Dækket paa en af Torpedobaadene, men heldigvis er ingen Mennesker kommen til Skade. De øvrige tre Skibe kommer hertil i Dag, man haaber saa betids, at Officererne og Besætningerne kan deltage i Søndagens Festligheder. Medens Københavnerne, der efterhaanden fyldte Langelinie, beundrede det moderne indrettede Skib, blev der ombord holdt Landgangsparade over de af Besætningen, der skulde i Land, og ligesaa ombord i den noget mindre Krydser “Simoun”, der ankom hertil i Torsdags. Ved 3-Tiden myldrede det paa Strøget af flotte unge franske Officerer og solbrændte Matroser, der var paa Vej til Glyptoteket, hvor Besøgets første Festlighed skulde afholdes Kl. 4. Mellem Palmer og Kunstværker. Fra Glyptotekets Tag vajede Tricoloren og Dannebrog som en festlig Velkomsthilsen til de franske Gæster, der i Glyptotekets pragtfulde Palmehal blev modtaget af Brygger Helge Jacobsen og Frue, Hr. Jacobsens Søster, Fru Vøgg, og Dr. Fred. Poulsen. Foruden Skibenes Officerer og Besætninger var der hele den franske Legation med Gesandten, Mons. Hermite, i Spidsen, og endvidere den spanske Minister d’Aguera, fransk Konsul de Cummines og Frue, den franske Redaktør Caro, og af danske Gæster naturligvis Komiteens Medlemmer samt Borgmester Kaper, Direktør Scheibel fra den kgl. Porcelænsfabrik, Direktør Simonsen fra Bing & Grøndahl, Etatsraadinde Wilh. Hansen, Ordrupgaad, Professor Frantz Dahl, Direktør Oluf Christensen fra d’Angleterre, der overfor en anden Festdeltager præsenterede sig som Indehaver af “en lille Beværtning paa Kongens Nytorv”, Thomas S. Lorentzen, og Direktør Valdemar Nielsen og Frue fra Lorry. Under Førerskab af Dr. Fred. Poulsen gik Selskabet en Rundgang gennem Glyptotekets Sale med de uvurderlige Kunstskatte, der blev beundret af de franske Gæster, som næppe havde ventet at se en Kunstsamling af den Art heroppe i det vilde Norden. Poul Reumerts franske Sukcea. Turen sluttede i den vidunderlige Festsal, hvor der var dækket lange Teborde med lækre Kager en mase. Brygger Helge Jacobsen bød Gæsterne velkommen, og haabede, at de maatte befinde sig som om de var hjemme. Saa blev Teen drukket. De unge franske Søofficerer hjalp galant Damerne til Rette med at balancere med en Kop Te og en Tallerken med Kager paa én Gang, og Stemningen blev snart fornøjelig og fortrolig i Selskabet, medens de franske Matroser sad sammen ved et langt Bord og nød Teen og de fristende Kager, der jo ikke er daglig Skibskost ombord. Saa lød et Flygels Toner, og Poul Reumert viste sig oppe paa en Tribune sammen med Komponisten Fritz Crome, der sad ved Flygelet. Hr. Reumert sang først “Econte, oh, mon coeur”, og derefter under Jubel og Bifald “á la Bastoche” og endelig “le petit Tambour” De franske Tilhørere var begejstrede, de troede først, han var en landsmand, og da de fik at side, at han var Dansk, steg Begejstringen yderligere nogle Grader. Med første Vers af “Marseillaisen” sluttede Festen. Aftenselskab hos den franske Minister Det franske Ministerpar M. Hermite og Madame Hermite gav i Aftes en smuk Fest i den franske legation. Da Ministeren og Fruen havde taget imod Gæsterne, begyndte med det samme Dansen i Musiksalen. Senere paa Aftenen samledes man om en overdaadig Souper. Blandt de indbudte saas den franske Eskadrechef, Commandeur de Pontevez med sine Officerer, Prins og Prinsesse Aage, Prins og Prinsesse Viggo, Admiralerne Topsøe-Jensen, Scheel og Carstensen, Viceadmiral Kunow, Kommandør Gad, Havnedirektør Borg, Professor Ehlers, Kontorchef Louw, den kommanderende General, Ellis Wulff, Grev og Grevinde Raben-Levetzau og corps diplomatique in pleno. *** Festen paa Frederiksberg i Dag Frederiksberg første franske Folkefest, som begynder I Eftermiddag Kl. 5 i Lorry-Etablissementet i Allégade, og som er arrangeret til Fordel for det danske Børnehjem i Frankrig, byder paa en Overflod af Underholdning. Klokken 4 marcherede Franskmændene ind i Haven, hvor de beværtes og hvor der vil være Musik og Solistoptræden af en lang Række Navne, iblandt hvilke Operasangerinde, Fru Villie Hagbo Petersen og Fru Ayoé Willumsen. Samtidig er der Matiné i Guldaldersalen med optræden af Operasangerinderne Fru Birgit Engell og Fru Ingeborg Steffensen, den unge Skuespillerinde, Frk. Karen Nellemose, der i “Onkel Vanja” havde saadan en smuk Sukces, Skuespille Poul Reumert, kgl. Operasanger Paul Widermann, kgl. Kapelmusikus Wilh. Bartholdy og endelig Storm-Petersen – hvad vil man saa mere? I Riddersalen er der Kabaret-Matiné, bl. a. under Medvirkning af Fru Lilly Lamprecht, Fru Ayoé Willumsen, Carl Fischer, Tavs Neiiendam, og om Aftenen en afvekslende Kabaretforestilling, der ligeledes tæller en Række kendte Navne fra Kunstnerverdenen. Naar dertil kommer, at der er Fest over det hele, Dekorationer fra Lysterg & Hansen, Illumination, Festsouper og Bal til den lyse Morgen, og endelig som den sidste Nyhed, at det franske Flaadeorkester vil spille fra Kl. 6-10, medens de franke Matroser svinger sig paa en nyopført Estrade, skulde man tro, der maatte blive et klækkeligt Overskud til det danske Børnehjem i Frankrig.

København, 22. september 1926.

Langeliniemolen var i Gaar Eftermiddags afspærret for alle andre, end dem, der var forsynet med Indbydelseskort til Receptionen ombord i de franske Skibe, men oppe paa den ophøjede Promenade var der fri Adgang, og her flokkedes i Tusindvis af Tilskuere for paa Afstand at faa lidt af Festen med. Chefskibet “Jaguar” laa flagsmykket ved Kajen, og ved Siden af det laa “Chacal” med en overdækket Passage mellem de to Skibe. Ved Hjælp af Solsejl og Flag var begge Skibenes Agterdæk forvandlet til hyggelige saloner. Eskadrechefen, Cummandant de Pontevez, stod ved Falderebet og modtog Gæsterne. Man afleverede Overtøjet i en improviseret Garderobe, hvor Garderobedamerne var et Par raske Orlogsmatroser. Inde I den første Salon gik Dansen allerede til “Jaguar”s egen Musik, der domineredes af en vældig Saxofon. Ovre paa “Charcal” blev der ogsaa danset. De unge franske Søofficerer førte galant de smukke Damer og passede paa, at de ikke stødte Foden mog de Bøjler og Ringe, som hist og her ragede op over Dæksplankerne. Hvem der var. Blandt Gæsterne saas Prins Viggo og hans Gemalinde, den belgiske, svenske og spanske Gesandt, den amerikanske Minister, Mr. Dodge, den franske Minister, M. Hermite og Frue, den statelige Militærattache for Skandinavien, Commandant Saint Denis i sin klædelige Uniform, og af hjemlige Navne Admiralerne Konow og Scheel, Kommandør Gad, Forsvarsministerens Adjutant, Kaptajn Pontoppidan, Professor Ehlers og Frue, Gesandtskabssekretær Edouard Hansen og Frue, Amtmandinde Lundbye med Datter fra Sønderborg, Kaptajn Sally fra Den kongelige Porcelænsfabrik, Fru Elna Munck, Overlæge Kraft, Fru Overlæge P. N. Hansen, Grosserer J. C. Just, med sin franskfødte Frue, Professor, Schmiegelow, Poul Reumert, Grosserer Thomas S. Lorentzen med Frue, Direktør Vald. Nielsen og Frue. Direktør Oluf Christensen med Datter, Kammerherre Linnemann, Kaptajn Harrel og en Vrimmel af unge Damer og Herrer, hvis Navne ikke er kendt endnu, men nok bliver det en Gang med Tiden. Musiker lød lokkende ug indsmigrende fra Skib til Skib, nu og da afbrudt af Saxofonens Sirenebrøl. Mellem de dansende Par snoede behændige Blaakraver sig med Forfriskninger og Cigaretter. De, der foretrak at sørge for sig selv, havde rig Lejlighed dertil ved store Borde, der bugnede af fristende Kager, hvortil serveredes Te eller Ispunch. Man tilbragte nogle fornøjelige Timer ombord. Saa matte der sluttes af. Musiker forstummede, og Gæsterne tog Afsked. I Dag er det Besøgets sidste Dag. Den bliver bl. a. benyttet til en Udflugt til Helsingør for de franske Officerer, og i Morgen tidlig damper Eskadren af Sted til Cherbourg. Afrejsen er foreløbig bestemt til Kl. 6, men Festkomittéen vilde gerne tage Afsked med deres franske Venner, og der agiteres for, at Eskadren først afsejler Kl. 9. Om det til lykkes at faa Klokkeslettet forandret, kun endte ikke siges. * Den franske Eskadres Officerer aflagde i Gaar Besøg paa Den kgl. Porcelænsfabrik. Direktør Dalgas overrakte dem Porcelænsgenstande til Minde om Besøget og meddelte Eskadrechefen, at han vilde sende nogle smukke Vaser til Opstilling i Skibenes Underofficersmesser.


Nationaltidende, 5. november 1926.

Social-Demokraten, 10. november 1926.

En anselig Tilhørerskare fyldte “Polyteknisk Læreanstalt”s Festsal, da “Aeronautisk Selskab”s Formand Kommandørkaptajn Gad i Aftes viste sin Amundsen-Profil paa Talerstolen og bød velkommen. Kaptajn Riiser-Larsen tog straks Ordet. Friskt og fornøjeligt skildrede han i ligefremme Vendinger Togtet til Polen. Beretningen fortalte om Ekspeditionens Planlæggelse, “Norge”s Anskaffelse og Udrustning. Starten fra Svalbard og Turen over Polhavet til Alaska – detaljeret og indgaaende og yderst levende. Gribende var I sin Enkelthed Riiser-Larsens Ord om Farerne, om Dø- den, der lurede paa de kække Forskere, indtil Maalet, Alaskas mørke Kyst forude hilstes af Mændene med et svagt lykkeligt Smil. Ingen havde Kraft til at tale, Udmattelsen var for stor efter den overmenneskelige Anstrengelse 100 Timer igennem. Nyt bragte Foredraget ikke, men den djærve Kaptajns raske Fortælling om Daaden i den hvide Stilhed var af stor Virkning. Tilhørerne fulgte lydhørt og spændt Udviklingen, og et brusende Bifald hilste Slutningsordene om de Bedrifter, der endnu staar tilbage at udføre af skandinaviske Forskere. Kommandør Gad takkede i en kort hjertelig Tale. Da han til Slut overrakte Riiser-Larsen Selskabets Æresplaquette og bad ham modtage Udnævnelse til Æresmedlem, fornyedes Klapsalverne, mens Forsamlingen staaende hyldede Polens Besejrer. Bech.

Nationaltidende, 4. december 1926.

En i Sydjylland meget kendt Dame Fru Othilie Ræder er afgaaet ved Døden kort før sin 86-aarige Fødselsdag.
Hun var født i Nakskov som Datter af Købmand Fr. Vilh. Aarestrup og saaledes Broderdatter til Digteren. I 1866 ægtede hun Proprietær Gustav Ræder, der købte Dyrehavegaard ved Kolding, og medens han blev den mønsterværdige Landmand, skabte hun et sjældent hyggeligt og gæstfrit Hjem.
Ogsaa efter Mandens Død i 1887, beholdt hun Ejendommen, og var en udmærket Moder for sine seks Børn, meget godgørende og iøvrigt interesseret og hjælpsom i mange humane Anliggender i Koldingegnen; paa sin 80-Aars Fødselsdag gav hun 50,000 Kr. til “Marielund”, og var Æresmedlem af “Rebekkasøstrene”.
Hendes to overlevende Sønner er Direktør for Dansk Frøhandel Jacob Ræder og Postmester i Sønderborg, Kaptajn Oscar Ræder; af Døtrene er Molly gift med Ober-Landgerichsrad Otto Kirschstein i Kiel og Else med Kommandørkaptajn Henry Gad.

*


1927


Berlingske, 18. februar 1927.

Fra ca. 10. Juni til 23. Juli skal der rustes en Flaadestyrke.
Kontreadmiral Cold skal være dens Chef og Orlogsskibet “Niels Juel” bliver Kommandoskib.

Kommandørkaptajn Gad skal være Chef for “Niels Juel”…
Hs. kgl. Højhed Kronprins Frederik skal være Chef for Torpedobaaden “Søhunden”, medens Prins Knus skal forrette Tjeneste i Torpedobaaden “Delfinen”.

Berlingske, 21. februar 1927.

I Formiddags gav Ha. kgl. Højhed Kronprinsregenten offentlig Audiens paa Christiansborg.
Lidt før Kl. 10 kørte det kgl. Automobil ind i Slotsgaarden, Vagten, der idag kommanderedes af Premierløjtnant B. Rohde, raabtes ud, og Kronprinsregenten, der ledsagedes af sin Adjudant, Kaptajnløjtnant F. Krølsen, hilste venligt paa de i Slotsgaarden samlede Tilskuere.
Blandt de Audienssøgende var idag særlig en Række Marineofficerer, der har faaet tildelt Kommando i Sommerens Eskadre. Der var først og fremmest Chefen, Kontraadmiral Fr. Cold, dernæst Chefen for Flagskibet “Niels Juel”, Kommandørkaptajn Gad, Chefen for “Dannabrog”, Orlogskaptajn H. de Jonquiére Hansen, “Gejser”s Chef, Orlogskaptajn Briand de Crevecoeus og Kaptajn Michaelsen, som takkede for sin Udnævnelse til Orlogskaptajn. Endvidere mødte Direktør for Ridshuspitalet H. F. Øllegaard og Stabschef ved 1. jydske Division, Kaptajn J. V. Larsen, der har faaet Dannebrogsordenens Sølvkors, samt Proprietær Jessen Friis, som er udnævnt til Ridder af Dannebrog.
Allerede ved 11-Tiden var Audiensen forbi, og Hs. kgl. Højhed Kronprinsregenten kørte tilbage til Amalienborg.

Sorø amts dagblad, 21. februar 1927.

I Lighed med i Fjor udrustes ogsaa i Aar en Flaadestyrke, der i Sommer skal paa Øvelsestogt med vore blaa “Mænner”. Kontreadmiral F. Cold skal være Chef paa Eskadren, og Standeren hejses en Gang i Maj Maaned om Bord paa Orlogsskibet “Niels Juel”. Eskadren komme iøvrigt til at bestaa af Krydseren “Hejmdal” og “Gejser”, 5-6 Undervandsbaade, 9 Torpedobaade, 3 Mineskibe og Opmaalingsskaibet “Willemoes” samt en Luftgruppe. Kommandørkaptaj, Baron Gyldenkrone bliver Stabschef og Kaptajnløjtnant Vedel Adjutant.
Kommandørkaptajn Gad skal føre “Niels Juel”, Orlogskaptajn Trap Krydseren “Hejmdal” og Orlogskaptajn de Crévecour Krydseren “Gejser”.

Vestkysten, 21. april 1927.
Kommandørkaptajn Gad har nedlagt sit Hverv som Formand for Det kgl. aeronautiske Selskab.
Nationaltidende, 7. maj 1927.
I Orlogsskibe “Niels Juel” er der oprettet et Artilleriinstruktionskursus, som ledes af Kommandørkaptajn Gad.


Eskadrechefen, Kontreadmiral F. Cold, gaar i Land, efter at “Niels Juel” har strøget Flaget. – Torpedobaaden “Søhunden” med Chefen, Kronprins Frederik, paa Kommandobroern. – Admiralskibet, Orlogsskibet “Niels Juel”. – Mineskibet “Lossen”.
Nationaltidende, 23. juli 1927.

Eskadrens øvelser er endt. De fleste af Skibene ligger Klokken 10 i Formiddags i Yderhavnen, Admiralskibel “Niels Juel” er det høje, graablaa Midtpunkt. Pludselig spyer Skuden Ild og Damp — først lidt efter hører man Drønene derovre mod Toldbodens Ruder. Ved det trettende og sidste Skud glider Dannebrog ned fra Stortoppen, medens Eskadrechefen, Kontreadmiral F. Cole. gaar fra Borde med sin Stabschef, Kommandørkaptajn E. M. Baron Gyldenkrone og Kronprins Frederiks tidligere Hovmester, Kaptajnløjtnant A. H. Vedel — kort eller gaar de i Land paa Toldboden og kører bort. I Kolvandslinie staar nu Torpedobaade og Undervandsbaade ind gennem Løbet, ind i Flaadens Leje. Snart efter glider Torpedobaaden “Søhunder” ind med Chefen, Kronprins Frederik, paa Kommandobroen. Den er fulgt af Admiralskibet “Niels Juel”, der lægger sig ved Dokøen klos op ad den lille Landgangsbro. Og endnu et lille Øjeblik, saa træder jeg op ad “Niels Juel”s Landgang — straks efter sidder jeg ved Skrivebordet i Chefens Kahyt den høje. Naa, det eneste høje herinde i den hyggelige lille Salon er nu Kommandørkaptajn Gad — Sønnen af Emma Gad og Admiral Urban Gad, hvis Billeder pryder Væggen. Og med slægtstro Elskværdighed er Admiralskibets Chef straks klar. — Vi har hejst Kommando den 19. Maj. Og vi har været i Eskadre fra 10. Juni med Kontreadmiral Cold, der har haft Kommandørkaptajn Gyldenkrone som Stabschef. Eskadren har bestaaet af “Niels Juel”, 9 Torpedobaade med Orlogskaptajn Lowzow som Flotillechef, og en Undervandsbaadsflotille, bestaaende af “Lossen” og 2 Minekraner med Orlogskaptajn Andersen som Chef. Det var Styrken. Og vi har altsaa holdt øvelser i den sydlige Del at de danske Farvande. Det var mest Skydninger oppe omkring Samsø. Eskadren har nærmest haft Karakteren af en udvidet Torpedo- og Sømandsskole med en Del Artilleriskydninger og indlagte taktishe og strategiske øvelser — altssa Indøvelse af Personellet i Behandling og Skydning med Torpedoer og Udlægning og Optagning at Miner. Vi har ogsaa haft mange og interessante Forsøg mod kunstig Taage. Her paa Orlogsværftet fabrikeres “Flaskerne”, der ligner de bekendte Ilt-flasker. Naar de aabnes, udstrømmer Gassen og danner sig som tæt taage. Den er ganske ufarlig og ligner fuldstændig: almindelig hvid Taage. — Naar man er inde i den, har man ingen Anelse om, hvor man er henne — den er ikke morsom at sejle i. I stille Vejr kan den hænge der i Timevis, og den er altid god. Den kan bruges selv i frisk Kuling. Vi har gjort Forsøgene nu i de sidste to Aar og er nu kommet til et helt godt Resultat, takket være cand. polyt. K. F. A. Jensen, der er Forstander paa Orlogsværftets kemiske Laboratorium og har interesseret sig levende for Opgaven. Han var selv med ude og se paa Forsøgene. Hvor Øvelserne efterhaanden foregik. Under første Del af Øvelsestogtet opholdt Eskadren sig paa Issefjorden, navnlig med Henblik paa Mineøvelserne. Derefter gik vi op ved Saamsø-Afsnittet og afholdt Skydeøvelser inde over Svanegrunden. Od saa sejlede vi ned igenne Lille Bælt og anløb Assens og afholdt Øvelser i den sydlige Del af Lille Bælt. Og vi gik igennem Svendborg Sund – store Skibe med stærk Fart, husk paa det! — op til Nyborg og derfra gennem Smaalandsfarvandet. Grønsund og op i Køge Bugt, hcor vi har afholdt de afsluttende Kanonskydninger. Vi brugte store Skiver som Maal, og de blev ret ramponerede, tør jeg nok sige — heldigvis naaede vi ret gode Resultater. I de sidste Dage af Togtet stødte skoleskibene, Krydserne “Geiser” og “Heimdal” til os for at deltage i de Mere, strategiske øvelser, og vi trak op over Køge Bugt og Drogden og endte saae i en øvelse i Forbindelse med Søforterne – særdeles interessanr. Hs. Maj. Kongens Besøg paa Ekadren. Et Par Dage før denne Øvelse kom Majestæten og inspicerede Eskadren. Der foretoges Øvelser Nord for Saltholm, blandt andet under Udvikling af kunstig Taage. Da det saa var vel overstaaet, var der Taffel om Bord paa “Dannebrog”, hvor Eskadrechefen og Skibscheferne var til Stede. Kongen var om Bord paa Admiralskibet og var meget interesseret og tilfreds med øvelserne. Forøvrigt gik ogsta de store Øvelser i Forbindelse med Søforterne udmærket godt og var lærerige, ikke mindst for Forterne – det var de saakaldte ildfordelingsøvelser. Og gennemgaaende maa det siges, at hele Togtet er forløbet heldligt og godt. Navnlig for”Niels Juel”s Vedkommende her maa jeg sige, at vor Besætning har værret overordentlig flink — men desværre har vi jo af Hensyn til Bekostningen haft en stærkt reduceret Besætning. Men vi har klaret det, fordi de var saa usædvanlig flinke.


Berlingske, 30.juli 1927.

Der har i forrige Uge som Afslutning paa Eskadrens Sommertogt været afholdt en stor maritim Manøvre, som varede to Døgn, og hvis forskellige Faser udfoldede sig over en Række af de mest glorværdige Valpladser i Danmarks Søkrigshistorie. Feltet strakte sig nemlig fra Farvandet udenfor Møens Klint (1. Juni 1977) over Køge Bugt (1. Juli 1977) til Kongedybet (2. April 1801). Manøvrens Formaal var Indøvelse af det under Krig meget vigtige Samarbejde mellem Flaadekommandoen, Sødefensionen (Fortene omkring København) og en søgaaende Eskadrestyrke, og det er – betegnende for dansk Forsvars kummerlige Kaar – at Sparegrunde femten Aar siden, en lignende Manøvre har fundet Sted. Berlingske Tidendes Medarbejdere overværede Manøvrenn, dels ombord i Flagskibet “Niels Juel”, dels ombord i Torpedobaaden “Havørnen”.

I Kølvandslinie.

DEN BLAA FLAADE
Under Manøvren er Øvelseseskadren delt i to Flaader, en blaa og en rød. Den danske Styrke, Kystforsvaret, repræsenteres af Niels Juel, som tænkes at forestille to Orlogskibe, samt A-Gruppen af Torpedobaadene, tre næsten 3Oaarige Baade, der hver for sig tænkt som tre. Angriberen, en Østersøstat udenfor Folkeforbundet — saa kan man selv gætte hvilken! —, raader over Krydserne Heimdal og Gejser samt Torpedobaadenes D- og E-Grupper. Den blaa Flaade foretager et Raid over mod Sundet og besætter undervejs Hammeren paa Bornholm med en mindre Styrke. Derefter bombarderer den Københavns Sydfront og trækker sig tilbage for — stadig tænkt — at gaa Syd om Sjælland og op gennem Storebælt, hvorefter den trænger ned i Sundet nordfra. Her nedkæmper den Søforterne og møder tilsidst den danske Styrke, som har holdt sig i Læ af Middelgrunden til en afgørende Kamp. Manøvrefeltet, et af Verdens tættest trafikerede Farvande, er selvfølgelig det uheldigst mulige — navanlig under Udviklingen af kunstig Taage opstaar Gang paa Gang Fare for den praktiske Sejlands men netop af Hensyn til Søforternes haardt paakrævede Indøvelse maa Manøvren foregaa her, selvom de mange Koffarskibe nok saa meget hemmer Kræfternes frie Udfoldelse.

KENDSGERNINGER
Det danske Søofficerskorps har altid staaet meget højt, og ogsaa nu — under de vanskelige Kaar, der bydes det — arbejder hver enkelt af dets Medlemmer med den yderste personlige Indsats. Enhver forsvarer sin Post, saa godt han formaar, men det skal dog ingen Hemmelighed være, at Søofficererne er klare over, at de Forhold, der nu bydes Flaaden, ikke kan vedvare, hvis denne skal kunne løse de Opgaver, som er strengt nødvendige for Landets Sikkerhed og folkeretlige Forpligtelser, og som er fastsat i Søværnsloven. En Krise er latent, og Stemningen indenfor Korpset er præget af dyb Bekymring for Fremtiden. Men man gaar dog til Tjenesten med mandig Energi og Pligtfølelse. Det vil her være paa sin Plads al referere et Par Kendsgerninger: I Norge raaader Flaaden over en aarlig Bevilling paa 5 Millioner Kr. alene til Nybygninger. I Danmark er Nybygningskontoen kun paa 2 Millioner Kr. og omfatter baade Flaade og Flyemateriel. Sdstnævnte sluger for sig de 500,000 Kr. I de sidste fire-fem Aar har man derfor kun været i Stand til at bygge de to Undervandsbaade Daphne og Dryaden. Maalet, som man indenfor Søoffirerskorpset kæmper for, er Flaadens Genskabning i Løbel af en Periode paa ti Aar. Det er naaet i Sverige. Marinens Budget i Danmark er for Tiden paa 12 Millioner Kr. Med 18 Millioner, hævder de Sagkyndige, vilde Flaaden blive i Stand til fuldstændig at løse sin Opgave. Loven af 1922 doreskriver 6 Orlogsskibe paa tilsammen ca. 18,000 Tons, 12 Torpedobaade og 2 Urse den andshaide paa tilsammen ras 7000 Tons. Mineskibe paa tilsammen 1000 Tons foruden Værkstedsskive, Skoleskibe m. m., og Niels Neergaard skrev dengang til Folkeforbundet, at dette var det absolutr Minimum for, at Danmark skulde kunne opfylde sine internationale Forpligtelser. Men selv med en meget højere Aldersgrænse for de enkelte Skibskategoriers Vedkommende, end man tillader sig at beregne i fremmede Mariner, og som bl. a. blev lilstaaet den overvundne tyske Flaade af Sejrherrerne til dens Genskabelse efter VersaillesTraktaten, vil Flaaden – efter de Sagkyndiges Udsagn – værre færdig, simpelthen slidt op, i Løbet af de kommende seks-syv Aar. Ogsaa for Menneskematerialets Vedkommende er de nuværende Tilstande trøstesløse. Den normale Udrustningstid for Mandskabet er kun fra een til halvanden Maaned, og man regner med, at fire Maaneder er nødvendige; Besætningen ombord i Niels Juel er paa 211 Mand. Den burde være paa 315 Mand. De Værnepligtiges Antal er halveret, og kun fire af de ti Kanoner kan derfor besættes.

Der udsendes kunstig Taage.

NIELS JUEL GAV AGT –
Tenderen Fenris fører mig fra Køge hvor Stauning sidder i anden Klasses Ventesal og drikker en Hofpilsner og hvor Hyldebuskene dufter omkring Obelisken, rejst til Minde om Søheltene, ud over Juels Grund…. Tangkvaster rækkes op i Bugtens glitrende Overflade som Havfolkets Hænder, der griber efter Solen. I den hvide, varmeflimrende Kiming gror Københavns Taarne og Skorstene frem af Vandet. Kongelundenkikker som en Blaannen over Horisonten. Køges Tegltage gaar til Bunds som en rød Fornemmelse. Stevns Klint lyser fjernere og fjernere, til Gengæld bliver Møens Silhuet massivere. Undervandsbaade myldrer i Dybet og Hydromonoplaner oppe i Højden, og midt i det Hele sejler en hollandsk Kuf sin støtte Kurs. Først i Nærheden af Falsterbo Fyrskib antager nogle sitrende Linier i Soldisen fast Form og bliver til Niels Juels trebenede Mast, et Staaltaars i mange Etager, der øverst bærer Eskadrechefen, Kontreadmiral Fr. Colds Flag med den hvide Stjerne. Admiralen modtager tager mig paa Agterdækket …. den tidligere Adjudant hos Kongen og senere Chef for Kongens Adjudantstab genkalder hos den rejsende Reporter Minderne om en Række straalende Optrin. Fester ved fremmede Hoffer, hvor den blonde, danske Søofficerstype, saa rank og selvfølgeligt elegant, altid gjorde sig smukt gældende. Kontreadmiral Cold Staar paa Agterdækket, omgivet af sine Officerer, Stabschefen, Kommandørkaptajn, Baron Gyldencrone og Adjudanten, Kaptajnløjtnant Vedel. Her staar ogsaa i en Uniforn som ligner den danske, men hvis Guldstriber har en rødere Glans, en ung Siameser, Phya Prija, trods sine kun 42 Aar allerede commander og Excellence …. han har forladt sit Hjem mellem Lotusdammene ved Sportsklubben udenfor Bangkok for at studere de europæiske Mariner, efter et længere Ophold i England er han kommet til Danmark for at overvære Flaadeøvelserne her, hvis Format bedre end Stormagtens passer paa Forholdene i hans Fædreland.

PAA BROEN
Chefen for Niels Juek, Kommandørkaptajn Henry Gad. Urban og Emma Gads Søn, opholder sig pas Broen, en af Afsatserne omkring den taarnlignenede Mast, og det er i det sidste Par Døgn ikke mange Minutter han har kunnet forlade den. Ordonnanser afleverer og modtager traadløse Telegrammer paa forskelligtfarvede Blanketter …. lyserøde for de udgaaendes Vedkommende, hvide for de indløbendes, og grønne, hvis det drejer sig om Dechifrering af Kode! I Bestiklukafet sidder en Dæksofficer med Hørerør for ørerne, oppe i Rummet drejer sig en Papegøjering paa en Stang. Det er Radiopejlingen, der spiller saa stor en Rolle i de senere Aar …. Papegøjeringen fanger Fjendens Bølger, og Dæksofficeren bestemmer derefter Fartøjernes Beliggenhed. — Melder, at Søulven kan høres i Retning af Køge Havn! siger han. Jeg ved, at han har hørt rigtigt, thi jeg har selv for nogle Timer siden set Søulven ved Bolværket derinde ifærd med at kulle. Nede paa Fordækket er der — som altid om Torsdagen — Revolverskydning for Befalingsmændene. Ogsaa Chefen maa afgive et vist Antal Skud. Kommandørkaptajn Gad kommer tilfreds op paa Broen igen: — Seks Træffere! Jeg er da heldigvis endnu i første Klasse. En Em af stegte Sild staar omkring Panserskibet, Skruen fangede i Formiddags et fyldt Bundgarn, og alle fik stegte Sild til Frokost. Nu gør Mandskabet fritstaaende øvelser til Tonerne at Billie Boy, denne søde lille engelske Melodi har en mærkelig opflammende Indflydelse paa moderne Gemytter …. selv Befalingsmændene bliver revet med af dens Rhytme og springer ind i de løbendes Rækker. En Guldsmed med harlekinsbroget Bagkrop danser paa Ruden foran Rorgængeren. Maager kredser om Skibet …. nej, nu er det pludselig et Hydromonoplan, der skiller sig ud af Fugleflokken og sætter sig paa Bølgerne, mens en Vifte af Hvidt Vand hvirvles op foran Pontonerne. Sommetider stryger Hydromonoplanerne sølvlysende tæt henover Fordækket, og Observatøren strækker Haanden i Vejret og lader en Depecheholder falde …. den svømmer i Solstriben Paa Vandet, en lille Metalcylinder med en vajende rød rød Fane, der raaber stumt: Her ligger jeg…. Depecheholderen fiskes op af roende Matroser. Cylinderen aabnes paa Broen, og en Seddel falder ud: Krydsere observerer Kl. 16 udfør Møens Klint. Nordgaaende! Den vagthavende Officer pejler: Pas paa! varskoer han Rorgængeren. Dennes rolige Røst siger: Elleve! Og Officeren svarer tilbage: To Hundrede og neine og tredive! Luftfornyernes, Blæsernes Brummen danner ligesom et isolerende Lag mellem Broen Dækket, ingen Støj trænger op gennem den usynlige Plade af Monotoni, alle Bevægelser dernede er lydløse. Vasketøjet, de hvide udspillede Overtræksbusseronner, svajer for Vinden. Fra en lavereliggende Bro, hvor Signalgasterne opholder sig, flyver Bogstaver i Flagenes Alfabet til Vejrs…. Torpedobaaden Havørnen, i hvilken Kaptajnløjtnant Fritz Kjølsen har hejst sin blaa Stander som Fører for A-Gruppen, kommer paa Prajehold og modtager gennem Raaberen en Ordre. Da Ordren er vel forstaaet og Chefen (hin høje) har fjernet sig, griber en af de yngre Officerer, en rød Skælm, den blaa Megafon og hvisker over til sin Kammerat paa Havørnens Bro: – Hvis Du er bange for at sejle alene, saa tag de to supponerede Baade med Dig! Hver enkelt af A-Gruppens Baade tænkes jo at forestille tre Baade.

HVOR KONGEN OG DRONNINGEN BOR
Niels Juel er bygget ikke blot som et kraftigt Led i Forsvaret, men ogsaa til Representation. Det er et festligt Skib, vel egnet til at vise Flaget. Der er Plads ombord og god Luft overalt under Dækket. Da Kongen og Dronningen sidst benyttede det til deres Islandsfærd, var det muligt i Fryserummene, at medføre Mad til hele Togtet. Hvert enkelt Maallid var at Hofhusholdningen planlagt inden Afrejsen. Søhelten, som gav Skibet Navn, mindes først og fremmest i Trapperummet agterude, hvor hans Vaabenskjold er ophængt: Den seksoddede Guldstjerne over de tre Sølvstrømme i et blaat Felt. To jernklædte Arme holder ogsaa Stjernen over Hjelmen med det lukkede Visir. Vaabenet var kendt i Ribe allerede i det fjortende Aarhundrede. Lige overfor – paa den modsatte Skod – hænger, skaaret i lyst Træ, en Gengivelse af Fregatten Niels Juels Agterstavn, Suensons Flagskib ved Helgoland. Derunder staar et Sølvbæger, som Kongen engang udsatte som Præmie i en Fodboldkamp. Naar Kongen og Dronningen er ombord i Niels Juel, indretter de sig i Eskadrechefens Saloner agterude, og de to Kamre, som nu beboes af Skibschefen, Henry Gad, og Stabschefen, Baron Gyldencrone, gør Tjeneste som Majestæternes Sovekahytter. Den agterste Salon er udstyret med Mahognimøbler, og her hænger Christian Mølsteds Maleri, forestillende Niels Juel i Køge Bugt …. Søhelten med Kommandostav i sin Haand, iøvrigt klædt paa som en af Datidens Søofficerer: I rød Frakke. Uniformen er i Danmark af forholdavis ny Dato. Endnu i Kongedybet kæmpede i hvert Fald en stor Del af Mandskabet i deres egne Klæder. Del er ikke saa forfærdelig længe siden, at Skibscheferne selv bekostede Uniformerne til deres Chaluproere, hvis de vilde have, at disse skulde være ensartede og se Pyntelige ud. Og der lever vistnok Officerer, som kan huske, da Uniformsreglementet endnu intet foreskrev med Hensyn til Overfrakke. I Spisesalonen, hvor Træeværket er blond med indlagte Empire-Amoriner i Felterne, hænger Christian Molsteds Skildring af selve Slaget den 1. Juli 1677, og i Ufficersmessen, har han malet Slaget ved Møen Maanedsdagen forud. Under Middagen hos Eskadrechefen løber Ordonnanserne stadig til og fra med Telegrammer paa hvide og grønne Blanketter. Af Hensyn til Phya Prija føres Konversationen baade paa Engelsk og Dansk. Man taler om de gamle Sejlfregatters Skønhed. Om Sjælland, hvori Admiral Cold har været frivillig Lærling, om Jylland og dens Skæbne, og korvetten Dagmar, som paa Middelhavet her La Belle …. I Officersmessen har Marinemaleren Benjamin Olsen med Tegnestifter sat alle sine Skitser fra Togtet op paa Skoddet. Benjamin Olsen er hjemme i Marinens Skibe: Han var med baade paa Island og Grønland og paa det baltiske Togt …. her hændte det under Opholdet i Helsingfors og Reval, at de unge Damer, som var Officersmessens Gæster, tog Plads langs Væggene uden at ane, at Marinemalerens Skitser endnu ikke var tørre. Og da Damerne atter dansede ud, havde de Torpedobaade i Solnedgang og lignende Motiver paa deres Rygge. Benjamin Olsen malede sit første Billede, da han var Værnepligtig ombord i Kongeskibet Dannebrog, og nuværende Kommandør Maegaard købte det af ham for fem Kroner.

NU ER DET TID
— Solen synker bag Københavns Taarne, da Niels Juel slaar ind i Sejlløbet mellem Amager og Saltholmen …. om Bagbord de lysende hvide Beholdere ved Kastrup, om Styrbord Græs, Køer og Gæs! Færger skærer Sundet paa tværs, Koste og Sømarker vipper. Maagesværme fylder Rummet med Skrig. Et mærkeligt Amfibium, halvt Skib, halvt Pakhus flyder forbi …. det er et tidligere tysk Panserskib af Siegfried-Klassen, nu omdannet til Transportdamper for Ford-Automobiler? Skumringen tætner. Fyrenes Glimt faer noget at bore i. I Dragør tændes Illumination foran Badehotellet, og løsrevne Musikstrofer høres ud fra Land. Ovre i Sverige blinker Lygterne paa Guldkysten, den Strandvej mellem Malmø og Lindhamn, hvor den skaanske Gullash byggede sine Paladser. Nu kommer Natten. Slaget kan begynde. Henry H.


Berlingske, 16. august 1927.

Forsiden Berlingske, 5. september 1927.

Se hele forsiden som PDF

*


1928


Berlingske, 26. januar 1928.

København, 28. februar 1928.

Officielt meddeles:
Hs. Maj. Kongen vil i Maj Maaned afsejle til Helsingfors for at gengælde det af Finlands Præsident i Oktober 1926 aflagte Besøg i København. Kongen ledsages af Hs. kgl. Højhed Prins Knud, der gør Tjeneste om Bord som Søløjtnant.

Eskadrechef bliver Kommandør Bojesen, der vil opholde sig om Bord paa Kongeskibet “Niels Juel”, hvor Kommandørkaptajn Gad er Skibschef.
“Niels Juel” eskorteres af Krydseren “Hejmdal”, der faar Orlogskaptajn Barfor som Skibschef.
Dronningen agter, saa vidt vides, ikke at deltage i Rejsen, men definitiv Bestemmelse er muligt ikke truffet.
Afrejsen sker fra København midt i Maj og Besøget i Finland ventes at vare i 3 Dage.


Aarhus Stiftestidende, 13. maj 1928.

I Gaar Eftermiddag Kl. 5 sejlede Kongen til Finland. København tog en baade festlig og hjertelig Afsked med Majestæten. Ved Nordre Toldbod laa Orlogsskibet »Niels Juel« nymalet og pyntet med Flag fra for til agter og paa Reden laa Krydseren »Hejmdal«, ogsaa med Flagpynten hejst og »Mænnerne« stod i snorlige Rækker langs Rælingen. De hvide Huer trak en lysende Stribe langs det graa Skrog. Paa Hønsebroen ved Orlogsværftet var Værftets Mandskab opmarcheret. Men Billedet fik en særlig hjertelig Karakter ved de Tusinder af Københavnere, der var mødt op for at sige Farvel til Kongen. Paa »Niels Juel«s Agterdæk var et Skansekompagni opmarcheret. Ved Falderebet ventede Skibets Chef, Kommandørkaptajn Gad, Kommandør Topsøe-Jensen og Kommandørkaptajn Godfred Hansen, medens Prins Knud var tjenestegørende Søofficer ved Falderebet. Islands Førsteminister deltager i Rejsen. Efterhaanden som de kongelige Personer ankom, hilstes de med Honnørsignal. Det samme gjaldt Udenrigsminister Moltesen, som skal ledsage Kongen til Finland, og Islands Førsteminister, Thorhallson, der paa kongens Opfordring ledsager ham pas Rejsen, en Beslutning, der er blevet taget i de allersidste Dage. Den islandske Minister syntes til at begynde med lidt uvant med det militære Ceremoniel, men han fandt sig dog hurtigt tilrette. Forsinkede Ministre. I Land ventede de sædvanlige Honoratiores. Min savnede dog en Række af Ministrene, men Forklaringen skulde senere blive givet. Efter at Kongen og Dronningen var ankommet og havde paabegyndt Rundturen for at sige Farvel, bl. a. til Københavns Kommandant, den kommanderende General, Overpræsidenten, Holmens Provst, Gardens Chef og de andre Repræsentanter for den civile og militære Administration, ankom efterhaanden fire forsinkede Automobiler. Det var Statsminister Madsen-Mygdal, Indenrigsminister Kragh, Justitsminister Rytter og Finansminister Neergaard, der forsinkede og vi har maaske Lov til at sige en Smule røde i Hovederne ankom for at tage Afsked. Kongen maatte vende tilbage til Ministerrækken, hvor han smilende modtog de upræcise Ekcellencers Undskyld0ninger. Saa gik Kongen, Dronningen og den Øvrige kongelige Familie om Bord, hilst af Honnørmarchen og »Kong Christian«. Da Kongen satte Foden paa Orlogsmandens Dæk, gled Kommandoflaget ned og Kongeflaget til Tops. Samtidig begyndte Batteriet »Sixtussa« og »Hejmdal«s Kanoner at dundre Kongesaluttens 21 Skud. En Mand, der gik til Tops. Opmærksomheden samlede sig et Øjeblik om en Dæksofficerselev, der gik tilvejrs helt op under Flagknappen. Hvad havde han der at gøre? Uvilkaarligt gled et Billede fra Danmarkshistorien gennem Hjernen: Billedet at hin Sømandsgut, der i Slaget paa Kolbergheide naglede Flaget fast til Masten. Han maa have haft et lignende Udseende som denne Dækselev, hvis strittende hørgule Haar blæste i Vinden. Hans Formaal var dog denne Gang mindre heroisk: han skulde blot løsgøre Flatgpyntens Liner, hvilket han udførte til alles Tilfredshed. Dronningen fulgte med til Dragør. Imens var alt gjort klart til Afrejsen. Den kongelige Familie med Undtagelse af Dronningen og Prinsesse Ingeborg fra Sverige, der ledsagede Kongen til Dragør, gik fra Borde. Kommandørkaptajn Gad besteg Kommandobroen og gav Ordre til at kaste los. Kongen opholdt sig sammen med Dronningen paa Agterdtekket, og fra Tilskuertmængden udbragtes nu et Leve for Kongen, der blev besvaret med ni kraftige Hurraraab, og disse gentoges atter og atter, da »Niels Juel« lettede og gled ud paa Reden. Kongen var øjensynlig glad for Hyldesten og smilede og vinkede tilbage. Paa Hønsebroen stod Mænnerne med Huerne udstrakt i højre Arm, og fra »Hejrndal« lød Mandskabets taktfaste Hurraraab ud imod Kongeskibet. Det var et smukt og festligt Billede, da » Niels Juel« gled ud af Havnen efterfulgt af »Hejmidal«. Ved Dragør gik Dronningen og Prinsesse Ingeborg fra Borde i Lodsbaaden, og de to Krigskihe fortsatte deres Vej mod Helsingsfors.

 

Aarhus Stiftstidende, 21. maj 1928.

Kongen vendte i Gaar Morges tilbage fra Finland. Vejret var straalende, og Kongen stod da ogsaa paa »Niels Juel«s Agterdæk med sin hvide Uniformskasket paa Hovedet. Da Eskadren stod Havnen ind, hilste Batteriet »Sixtus« Kongestanderen med 27 Skud, og da Kongeflaget senere blev strøget, tordnede paany Kanonerne. Alle Skibene I Havnen havde deres Flagpynt hængt ud, og ved Nordre Toldbod stod mange Tusinde Københavnere, som var kommet for at modtage Kongen og hilste ham med rungende Hurraraab. Da Kongeskibet havde lagt til ved Bolværket, gik alle Kongefamiliens Medlemmer med Dronning Alexandrine, Kronprinsregenten og Prins Valdemar i Spidsen om Bord og bød Kongen hjerteligt Velkommen. Derefter kom Turen til Statsminister Madsen-Mygdal, der, denne Gang ikke forsinket, gik op ad Landgangsbroen med en stor, gul Konvolut indeholdende det kgl. aabne Brev om, at Kongen nu igen selv overtager Regeringens Førelse. Inden Kongen forlod Skibet, passerede han Besætningens Front til Fanemarchens Toner og holdt en smuk lille Tale til Mandskabet, som han takkede for mønsterværdig Opførsel paa hele Togtet og gav de bedste ønsker med ud i Livet, naar Værnepligten nu Snart er overetaaet. Efter at have trykket Eskadrechefen, Kommandørkaptajn Boysen og Skibschefen, Kommandørkaptajn Gad i Haanden gik Kongen i Land, mens Kongeflaget blev strøget, og Tilskuerne raabte Hurra. Efter en kort Kur kørte de Kongelige bort.

Jyllands-Posten, 27. maj 1928,

Bornholms avis, 23. juli 1928.

Som kort meddelt ankrede Kystforsvarsskibet “Niels Juel” op paa Neksø Rhed Lørdag Eftermiddag ved 3-tiden. Orlogsskibet, der har været ude paa øvelse, skulde egentlig have anløbet Rønne, men grundet paa vestlig Kuling, valgte man Neksø. Det er første Gang, Danmarks største Krigsskib gæster øen — bortset fra den lille Lynvisit, der blev gjort ved Hammeren, da Kongen sejlede fra Finland til København, — saa Nexøboerne er selvsagt stolte over, at det ved Skæbnens Gunst blev Neksø! Kort efter, det smukke Skib havde ankret faa Hundrede Meter fra Havnen, for Chalupperne frem og tilbage og bragte en Mængde Søgutter ind til Byen, og “Byens gadeliv” har i disse Dage været yderst maritimt præget. “Niels Juel” føres af Kommandørkaptajn Gad, og hele Besætningen udgør Officererne iberegnet 240 Mand. I I Gaar Formiddags var Chefen i Land og gjorde Visit hos Borgmester Harild, Dommer Rosenmeier, Kaptajn Ødbergsen og Dr. Hempel-Jørgensen, og disse blev indbudt til Middag ombord Kl. 6½; paa dette Tidspunkt blev Gæsterne, hvoraf Dommeren og Doktoren dog var forhindret, afhentet i en pragtfuld lille Motorchalup forsynet med en Flyvemaskinemotor — der pilede hen over Vandfladen. Søndag Eftermiddag fra Kl. 2 til 5 var der Adgang for Besøgende, og en Mængde her fra Byen tog dels med Lodsbaaden, der gjorde flere Ture derud, og dels med andre Baade ud og besaa vor sjældne Gæst. Kommandørkaptajn Gad og flere af Skibets Olficerer var i Gaar Formiddags en Tur oppe og travede i Paradisbakkerne. I Formiddags foretog Landgangsholdet en Marchudflugt, og i Eftm. Kl. 2 lettede “Niels Juel”, og Orlogsskibet gaar nu til Køge Bugt, hvor det skal møde “Olfert Fischer”, ombord paa hvilket bl. a. Prins Knud gør Tjeneste. Da “Niels Juel” skal være i Køge Bugt Tirsdag Nat, og i København Onsdag Middag, bliver Rønneboerne denne Gang snydt. ek

Aalborg Amtstidende, 7. juli 1928.

I Gaar Aftes Kl. 6 indkom til Aalborg Havn en Eskadre af den danske Flaade, bestaaende at Depotskibet “Henrik Gerner”, Torpedojageren “Havhesten” og Undervandsbaadene “Daphne”, “Dryaden”, “Rota”, “Ægir”, “Belona” og “Nymfen” under Ledelse at Orlogskaptajn Wolfthagen,
Ca. en halv Time efter ankom Krydseren “Niels Juel” til Kajen. U-Baadsflotillen og “Niels Juel” er uafhængige at hinanden, og kun ved et Tilfælde er de kommen til Aalborg samtidigt. “Niels Juelc” føres at Kommandørkaptajn Henry Gad.
Hele Flaaden bliver liggende i Aalborg til MandagFormiddag, da U-Baadsfotillen afgaar til Kattegat og Aalbæk-bugten, hvor der skal afholdes Skydeøvelser i nogle Dage. Efter øvelserne her, gaar Flotillen til Skagen, og senere til København, hvor den afventer den øvrige Del af Flaaden, der den 30. Juli skat afholde en stor Manøvre, antagelig omkring Samsø.
“Daphne” og “Dryaden” er fuldstændig nye Baade, medens de øvrige jo er velkendte i Aalborg. Flotillen har ialt en Besætning paa 130-140 Mand, de større U-Baade hver 18 Mands og de mindre 11 Mands Besætning.
Om Bord paa “Niels Juel” herskede der i Formiddag Travlhed. Af Besætningen paa 185 Mand er der 30 Dæksofficerselever og 12 Reservekadetter. Paa Foranstaltning af Aalborg Marineforenings Formand, Konsul Stuhr, er der bleven arrangeret

en to Dages Tur for Eleverne og Kadetterne til Ræbild.
Det var først Meningen, at de skulde ligge i Teltlejr derude, men da Vejret ikke just er indbydende, har man arrangeret det saadan, at de kommer I Husly for Natten. En Lastvogn med deres Køjer og Bagage rullede Kl. 10 fra Havnen ud til Ræbild, og kort efter marcherede Deltagerne i Udflugten af Sted mod Lyngbakkerne.
“Niels Juel” begyndte sit Togt den 5. Maj med kongebesøget i Helsingfors. Derefter har Krydseren været i Lübeck i fire Dage og har afholdt Skydeøvelser I Aalbækbugten, indtil den nu er indkommen hertil. Paa Mandag afsejler den til fortsatte øvelser i Køge Bugt. Krydseren har været i Skagen, men paa Grund at Stormen kom Mandskabel ikke i Land.
Saavel “Niels Juel” som U-Baadsflotillen giver i Morgen Publikum Tilladelse til at bese Skibene. Paa “Niels Juel” fra Kl. 2 til 4½ og paa U-Baadene fra Kl. 2 til 4.

En Fest i Kilden.
Aalborg Marineforening er i Morgen Eftermiddag Vært ved en Souper i Kilden, hvortil Skibenes Officerer er indbudt. Til den øvrige Del af Mandskabet bliver der uddelt Bons til Indløsning i Kilden. Anlæget vil om Aftenen blive festligt illumineret.

*


1929


Morgenbladet – København, 19. februar 1929.

Se hele siden som PDF


Korsør avis, 11. april 1929.

Kommandør Topsøe-Jensen oplyser om den danske Flaas Øvelser i Foraaret og Sommeren: „Vore Undervandsbaade er allerede nu ude paa øvelsestogt. Onsdag Morgen ankom 6 danske U-Baade til Karlskrona i Sverige. De bliver liggende der nogle Dage og vender derefter tilbage til de danske Farvande, hvor de skal have en længere Række øvelser. I Juni skal U-Baads-Moderskibet „Henrik Gerner” og 4 af vore U-Baade paa et Togt til Portsmouth i England. Togtet vil vare c. 10 Dage, og Hjemturen lægges gennem Kieler-Kanalen. Togtet har til Hensigt at vise vore U,Baades Aktionsradius, de er jo af langt mindre Dimensioner end Stormagternes U-Baade. Øvelseseskadren begynder sine Togter d. 9. Maj under Førerskab af Kommandør Wenck, først som Skole-Eskadre, med „Peder Skram”, Mineudlægningsskibet „Lossen”, 3 Minestrygere og en Torpedobaadsflotille paa 6 Torpedobaade samt endelig 6 U-Baade og en Del Hydroplaner. Øvelserne vil helt og holdent finde Sted i danske Farvande. Den 20. August slutter „Niels Juel” sig til og de samlede øvelser vil derefter vare en Maaned.

„Niels Juel” afsejler d. l. Maj, under Kommando af Kommandørkaptajn Gad, til Marseille, Barcelona (i Udstillingstiden), Neapel, Tripolis, Lissabon og derfra direkte herhjem. Skibet skal paa dette Togt fungere som Skoleskib for Kadetterne og Dæksofficersskolen.

Endelig er der at nævne, at Marinens to Opmaalingsfartøjer „Willemoes” og „Marstrand” Sommeren igennem skal fortsætte Opmaalingerne i vore egne Farvande, og især konstatere de mange Puller.


Aarhus Stiftstidende, 4. maj 1929 – ORLOGSSKIBET “NIELS JUEL” med Kommandørkaptajn Gad som Chef forlod i Gaar Københavns Red paa sit Togt til Middelhavet. Flaadechefen, Admiral Amdrup, foretog i Gaar Formiddag Kl. 11 Inspektion og blev hilst med Salut, da han gik fra Borde. Ved Totiden kom Provst Fenger ombord for at holde Gudstjeneste, og Kl. 2½ lettede “Niels Juel” og stak tilsøs. Vort Billede er taget under Gudstjenesten ombord før Afrejsen.

Nationaltidende, 15. maj 1929.

Aalborg Stiftstidende, 19. maj 1929.

Barcelona, Lørdag.
I Dag har Barcelona-Udstillingens danske Dage officielt taget deres Begyndelse. I Morges tidligt ankrede “Niels Juel” op paa Rheden, og Kl. 11 tog Chefen, Kommandørkaptajn Gad, i Land for at aflægge de officielle Visitter hos Barcelonas Kommandant m. fl. Visiterne blev gengældt ved ef officielt spansk Besøg om Bord. Den danske Konsul Enberg holdt en Reception paa Hotel “Ritz”, hvortil var indbudt de tilrejsende Danske og Medlemmer af Kolonien, ialt et halvt Hundrede Personer.
Selve Aabningsdagen for Udstillingen, Pinselørdag, falder udenfor de danske Rammer. Kong Alfonso, Dronningen og Primo de Rivbera aabner Udstillingen, og om Aftenen finder en Kæmpebanket Sted, hvortil Kongen og Dronningen og ca. 1000 Deltagere er indbudt, deriblandt enkelte Danske.

Henry Christian Gad (th) ved verdensudstillingen i Barcelona. Foto:
2. Pinsedag staar, som tidligere omtalt, i Danmarks Tegn, idet den danske Pavillon indvies, og her kommer det spanske Kongepar til Stede, desuden “Niels Juel”s Passagerer, Medlemmer af det danske Kommissariat i Barcelona, den danske Koloni osv. Umiddelbart derefter kører Kongen sammen med Kommandør Gad til Havnen for at blive sat om Bord i “Niels Juel”, hvor der er Frokost for 22 Personer.
Barcelona gløder, og Termometret viser 30 Grader i Skyggen

Naar den danske Bygning paa Mandag faar sin Indvielse i Overværelse af Kong Alfonso, Prins Knud og de øvrige Notabiliteter, vil den danske Pristager i den store Konkurrence om Barcelonas Frihavn, Ingeniør Chr. Bjørn Petersen, faa sin Første-Præmie. 40,000 Pesetas,. overrakt af Kong Alfonso.
Ingeniør Petersens Projekt er i Detailtegninger udstillet i den danske Udstillings Forhal og vil sikkert samle megen Interesse. Ved Konkurrencen sejrede han overlegent, og hans Projekt høster megen Ros. Det er Meningen, at Frihavnen til sin Tid skal bygges Syd for den egentlige Havn. Udsigterne for Projektets Udførelse svæver vistnok i Øjeblikket i det uvisse. Barcelona vil rimeligvis faa nok at gøre med at forvinde det Underskud, Verdensudstillingen giver,
I hvert Fald foreligger der forløbig intet om Arbejdets Paabegyndelse.

A.I.J.


Berligske, 21. maj 1929.

Først af alle Nationers Afdelinger indviedes idag den danske Pavillon og Udstilling i Palazio Victoria Eugenia paa Verdensudstillingen i Barcelona i Overværelse af det spanske Kongepar, Infantinerne Maria, Christine og Beatrice samt Infant Jaime.
Klokken 11 ankom Prins Knud, hilst af “Niels Juel”s Marineorkester, der spillede Fanemarchen. Tilstede var desuden den spanske Justitsminister, Finansminister, Socialminister og Kulturminister, Udstillingens Ledelse, Repræsentanter for høje civile og militære Myndigheder, en Række fremmede Gesanter og Generalkommisærer samt hele den danske Kologi.

Stilfuld Modtagelse.
De kongelige Herskaber hilstes med den spanske Nationalhymne og modtoges af bl. a. Kammerherre Bernhoft, LagationsraadBil, Direktør Dessau, DirektørerneLmonsen, Valdemar Jacobsen, Overggard og Louis Cohn samt Presseattaché Wamber, Generalkommisær Knudsen og Arkitekt Hvas.
I den smukke Festsal, der er smykket med Tuxens Maleri af Kongen og Johannes Larsens skønne Arbejder, overrakte Fru Dessau den spanske Dronning Roser i de danske Farver, hvorefter Kammerherre Bernhoft paa Regeringens og Kommissariatets Vegne takkede Kongeparret for deres Nærværelse.

Aabningstalerne.
Prins Knud erklærede i Kongens Navn Udstillingen for aaben. Kong Alfons tog straks Ordet og takkede i Spaniens Navn Danmark og den danske Konge for den udmærkede Interesse, dette Land havde lagt for Dagen ved Verdensudstillingen i Barcelona. Ved et Glas Champagne henvendte Kong Alfons derefter Komplimenter til Direktør Dessau for den særprægede, om dansk Kultur mindende Bygning, som Arkiteks Hvass havde skabt, og fremhævede, at Danmark havde forstaaet at udnytte Terrænet saaledes, at det ene af alle Nationer kom til at nyde godt af den pragtfunde Udsigt over Catalonien og Middelhavet.

Kong Alfonso og Henry Gad på rundtur i udstillingen. Foto:

En vellykket Rundtur.
Ledsaget af de danske Herrer gennemgik Kongefamilien med en Interesse, der vakte de danske Udstilleres Glæde og Beundring, samtlige Stands. Det var naturligt, at de høje Besøgende opholdt sig længe ved de store Stands, saaledes ved Bing & Grøndahl rige og afvekslende Udstilling, hvor Dronningen modtog et af Frøken Hegermann-Lindencrones større Arbejder, ligesom Infantinderne udvalgte smukke Genstande.
Kongen prøvede at læse ved P. H. Lampen, og blev saa tilfreds med Resultatet, at Kommissariatet straks bad Majestæten modtage en Læselampe.
Stands som Hellesens Engkes, “Nilfisk”, Sabroes Maskiner, Georg Jensens velkendte Arbejder, Hofjuveler Michelsens Sportspræmier, Just Andersens Tin og Bronzer, “Norden”s Højspændingsisolatorer, Grønlandske Handels Afdeling og Holmegaards Glasarbejde vakte alle Majestæternes Opmærksomhed.
Før Bortkørsel besaa Kongen Ingeniør Bjørn Petersens præmierede Forslag til Barcelonas Frihavm og den udstillede Model af Københavns Frihavn.
Jean Gauguins Kæmpefontæne i Bing & Grøndahls Porcelæn, der idag sendte spillende Vaandstraaler i Vejret, vakte ved Bortkørslen de Kongeliges Beundring.

Kong Alfonso til Frokost paa “Niels Juel”.
Kl. 1½ gav Kommandørkaptajn Gad paa “Niels Juel” en Frokost for Kongen. Tilstede var ved denne Lejlighed foruden Prins Knud Kammerherre Bernhofr, Direktør Dessau, den danske Konsul Enberg, Generalkonsul Knudsen, den spanske Rivera og høje spanske Myndigheder.

Billedet, der er fotograferet, da Kong Alfons foretog den officielle Aabning af Barcelona-Udstillingen, er pr. Flyvepost sendt til Paris, hvorfra det er videretelegraferet.

Næstved Tidende, 23. maj 1929.

Berlingske, 2. juni 1929.

Blaanende, blaa under Sydens Sol spænder Neapelbugten sine Arme ud mod Middelhavet. I Bugtens Dyb ligger Byen klatrende op ad Bjergenes Skraaninger: Varmen staar som en Dis I de snævre Gader, hvor hver en Lyd, de klaprende Sporvogne, tudende Biler, raslende Vogne, de Handlendes Skrig og Skraal giver mangefoldigt Ekko mod de solstegte Mure. Kun i Havnen er der Kølighed med den friske Brise, som staar ind fra Bugten. Lidt ud fra Kajen, i det store Krigsbassin, ligger „Niels Juel”s lange, graa Skrog, spejlende sig i det asurblaa Vand. Skibet er saa nypudset, saa fint, det funkler af Messing og Staal. Alle „Mænnerne”, Officerer og de 60 Kadetter, er i Middelhavstemperaturen trukket i hvidt, de renvaskede Uniformer klæder det stoute Mandskab med de vejrbidte Træk, de nordiske, blaas øjne, godt.
Det er den første Dag, Lørdag. Skibet ligger her efter en god Rejse fra Barcelona. Kommandørkaptajn Gad aflægger straks Ankomstdagen de officielle Visitter i Neapel. Visitter, som gengældes samme Dag, saa Chaluppen har travlt med at bringe til og fra.
Da Sol gaar ned, luerød bag Bugten, stryges Splitflaget, mens Skibets flinke Orkester intonerer “Kong Christian”, Italiens Kongemarche og “Giovinezza”.
Søndag Morgen besøger al “Niels Juel” Nationalmuseet under Ledsagelse at Neapels danske Konsul, Schweizeren, Monsieur Orelli, som under hele Flaadebesøget er den elskværdigste, mest gæstfri Vært for Skibets Kommandør, dets officerer og Prins Knud. løvrigt er den tidligere danske Konsul i Rom, nu svensk Konsul, Salomon, ogsaa i Neapel for at byde „Niels Juel” velkommen. Søndagen sluttes for manges Vedkommende med Besøg i Neapels skønne Opera, “Don Carlo”, der just den Dag har Slutforestilling for sæsonen.
Atter Mandag gyder Solen sine Straaler over Himlen. Mandag purres det meste at Mandskabet tidligt ud for i Flok og Følge med de øverstkommanderende at begive sig til Pompeti – en haard Tørn, synes de danske Vikinger, at være Landkrabbe i den glødende Solhede i den sydvendte Pomp lidal. Dog. Anstrengelsen belønnes med en stor Fællesfrokost, hvorefter der ilsomst sættes Kurs mod “Niels Juel”, der i Eftermiddagstimerne har Indbudt et udsøgt Selskab at Neapels højeste Autoriteter, den danske Konsul med Frue, Datter og Søn, samt skønne Neapolitanerinder til Dans om Bord.
„Piften” gaar fra Klokken er fem, da alle er sagt til, paa marinevis byder “Niels Juel” sine Gæster velkommen.
Og det kan nok være, at der danses til det store Marineorkester, der ikke giver et Italiensk noget efter i smægtende Valse, drømmende Tangoer, synkoperede Jazz’er — Dansen gaar under det hvide Solsejl paa det renspulede Agterdæk Med Iver danser der Prins Knud med et Smil saa indtagende, at det er forstaaeligt, at den kongelige Højhed er populær om Bord. Officererne, Kadetter lader sig ikke konkurrere ud af de elegante, mørke, italienske Marineofficeer, tværtimod, de friske, danske, lyse Typer er i højeste Kurs.
Ved Solnedgangstide forlades “Niels Juel”, der vugges blideligen Ind i den stjernefunklende Nat af smaa, krappe Bølger, mens Vesuv spyer rødt.
Sidste Dag i Havn — “Niels Juel” damper tidligt af, ud af den blaa Bugt til Amalfi Befolkningen i det maleriske Fiskerleje er henrykt ved dette uventede Besøg, og da det graa Skrog anker op der udfor, plasker mørkladne Fiskerunger i knapt sødygtige Joller som en Sværm ud mod Skibet, glødende, brune øjne maaler nysgerrigt det fremmedartede Liv om Bord.
Officererne, Kommandørkaptajnen bliver sat i Land, for i Bil at blive kørt op til San Cataldoklostret, hvis danske Ejer, Hr. Wiinstedt, er den glade Vært ved en stor Frokost i det smukke Kloster, der nu huser danske Kunstnere og Videnskabsmænd.
Og da Eftermiddagslyset blaaner over Bugten, sættes Kursen nok en Gang tilbage til Kajen i Neapel. Efter et kort Hvil her, letter “Niels Juel” Anker “for good”, og med en Røgsøjle, der er en værdig Konkurrent til Vesuvs, damper det graa Skrog mod aabent Hav, mens Dannebrog hænger slapt i Aftenstilheden — videre gaar Middelhavsfærden med de danske Farver.
Det er femten Aar siden, det danske Splitflag har vajet i Neapels Havn, en Begivenhed, som Byen end ikke har belønnet med de Fester, der vanligt foranstaltes fremmede Krigsskibe til Ære; det var „Niels Juel”, som viste den danske Gæstfrihed ved Dansen om Bord — Dannebrog har vajet over Bugten.

„Niels Juel” i Tripolis.
TRIPOLIS, LØRDAG. (RB)
Prins Knud har i Dag aflagt Besøg I Omegnen. Efter at Repræsentanter for de herværende Myndigheder havde aflagt Besøg paa det danske Krigsskib, aflagde “Niels Juel”s Officerer Besøg i Byen.


Herning Folkeblad, 11. juni 1929.
Herning Folkeblad, 19. juni 1929.

„Niels Juel” kom hjem i Mandags Aftes. Skibet lagde ind ved Dokken, som det forlod den 3. Maj. Alt stod godt til ombord, baade Mandskab og Officerer, straalede af en solbrun Lød, som vi ikke har Mage til i Danmark. Men de har jo ogsaa levet halvanden Maaned i Sydens Sol.
Da alle Formaliteter var afsluttet, blev en Medarbejder ved Dagens Nyheder modtaget af Chefen ombord, Kommandør Henry Gad.
– Det har været en ganske usædvanlig Tur, sagde Kommandøren. Helt vellykket fra vi sejlede ud indtil dette Øjeblik, hvor alt er overstaact. Ikke et eneste Uheld om Bord. Ingen Ubehageligheder noget Sted, skønt vi var 250 Mand om Bord. De var storartet allesammen. Men alligevel; der hører Held til at være Sømand, og vi har haft Heldet med os.
– Hvad oplevede De?
– Vi begyndte i Marseille. Der var vi i tre Dage. Vi laa fortøjet for Enden af den berømte Hovedgade La Cave Viere, og det var pragtfuldt. Hvor tog vort Skib sig godt ud, naar man kom
spadserende ned imod Havnen! Eftermiddagene der, med Musik af Skibets Orkester var en hel Folkeforlystelse.
Vi var til Middag hos den danske Generalkonsul Carr. Han er fransk, men talte dansk som vi andre, en Mand, som
har været allevegne, hvor han førte os hen. Han gav ogsaa Bal for Officerer og Kadetter, vi havde Reception om Bord med alle Honoratiores som Gæster. Vi tog ogsaa ud til Byens Soldatergrav med en Krans, en Coronne kalder man det i Frankrig, og den var
mægtig stor. Det gjorde et Saadan Indtryk, at Marseillerne raabte Bravo, da vi kørte gennem Byen.
Kommandør Gad fra Dagens Nyheder 18/6 der bragte samme artikel.

I Barcelona. Kongen om Bord.
Fra Marseille tog vi lige til Barcelona. Det har De naturligvis hørt en Del om. Kongen var til Frokost om Bord hos os, fornøjelig og elskværdig. Han ledsagedes af Primo de Rivera med Følge. Vi
serverede udelukkende dansk Mad, Kødet fra Vore egne Kølerum, dansk Smørrebrød, Akvavit, Cloc og Heering. Det gjorde Lykke hos de Fremmede. Kong Alfons var usædvanlig stærkt interesseret i vort Togt. Han er selv uddannet Marineofficer og færdes altid i
Admiralsuniform. Han lægger stor Vægt has et kraftigt Flaadeværn som alle i de Lande der nede. Under et Taffel, hvortil vi var indbudt sammen med forskellige andre Officerer, underholdt han sig hele Aftenen med et Par enkelte om Flaadespørgsmaal, Prins Knud var med alle Vegne ved de store Begivenheder sammen med Kongefamilien. Det var en Fornøjelse for os at træffe ham der nede i deres Hus, hvor vi ellers kun mødte Fremmede.

Om Bord gav vi en Reception for alle de danske paa Udstillingen, alle uden Undtagelse ogsaa Haandværksevendene. Det var en morsom Afveksling fra de store Modtagelser af fornemme Honoratiores.

Sommer ved Neapel, Besøg i San Cataldo.
I herligt Vejr gled vi over ad Neapel til. Middelhavet var blikstille, saa skønt som ellers kun i Digtene. Hele Besætningen besøgte Pompeji i to Hold og vi aflagde Visit hos de forskellige Autoriteter. Det er mærkeligt, hvor Fascismen helt har gennemtrængt Italien. Jeg kender Landet gennem mange Aar, men det er næsten umuligt at genkende det. Orden, Disciplin, Properhed, Flid og alt sammen en aaben venligsindet Fællesaand. Et civilt militært organiseret Styre, hvis alvorlige Hensigter præger hele Landet; vi vil leve, vi vil arbejde.
Vi aflagde ogsaa Visit i Amalfi paa det gamle Kloster, San Cataldo, som nu staar aabent for danske Kunstnere og Videnskabsmænd. Ejeren, Hr. Viensted, modtog os sammen med Peder Gram, som for Tiden bor dernede. Det er svært at komme derop, en ordentlig Klatretur. Men hvor er der Dejligt!
– Saa De Vesuvs Udbrud?
– Nej. Det begyndte først et Par Dage efter at vi havde forladt Neapel.

Hos Italienerne i Tripolis.
Vor næste Station var Tripolis. Der har jeg været for 25 Aar sden. Da var det en Araberby med tyrkisk Garnision. Nu er Byen helt italiensk præget. Det vil sige, den har selvfølgelig sit Araberkvarter. Men italienerne hersker. De sloges stadig dernede. Ofte mødte vi Panserbiler, som kom hjem fra Slag ude i Ørkenen.
– Besøgte De ikke Ørkenen?
– Nej, men vi kørte en Tur ud til den berømte Oldtidsby Lettis Magna, i sin Tid life saa stor en By som Rom. Den blev begravet af Sand, fordi en Flod skiftede Leje, og rummer en Oldtidskultur, som Italienerne nu er i Færd med at afdække. Atter Mussolini! Da vi kom ud til Byen, saa vi en romersk Statue, netop udgravet af Sandet Aftenen i Forvejen. Pragtfulde Ruiner med mægtige Søjlerækker, vældige Granitmure, Marmorvægge, private Huse, Templer, offentlige Bygninger stiger paany op af Sandet, som i mange Aarhundreder skjulte det hele.
Selve Havnen var helt synlig. Bassinet selvfølgelig fyldt med Sand, men de solide Kajmure helt afdækket og Fyrtaarnet, som havde vist Vej om Natten. Jeg var glad over denne Oplevelse. Det
er sjældent, at man faar Lov til at se den Slag Ting.
Vejen derud og tilbage igen var som herfra til Korser. Vi kørte langs Ørkenens Rand. Alle Vegne Forter og Befæstninger, Soldaterpatrouiller, Lejre. Tripolis er under skarp Organisation.

Hjemturen over Lissabon.
– Var De endnu længere inde i Middelhavet?
– Nej, fra Tripolis sejlede vi til Lissabon. Der blev vi modtaget af Præsidenten, sem har den usædvanlige Egenskab, at han anerkendes af alle, ogsaa sine Modstandere, Monarkisterne. Vi
mødte Minister Bernhoft fra Paris der, sammen med en Række af Legationens Embedsmænd. Besøget var, som alle andre Steder, fornøjeligt og vellykket.
Men det var jo ellers ikke egentlig en Fornøjelsestur, blot til vor Glæde og Adspredelse. Vi havde et alvorligt og vigtigt Formasl: at vække Interesse for Danmark. Det tror jeg, vi har gjort. Vi søgte alle Vegne at finde Tilknytning til de Kredse. som vore Repræsentanter paa Stedet anbefalede os, og vi viste
dem alt, hvad dansk er, ogsaa dansk Høflighed og Gæstevenskab.
Naar jeg mindes den venskabelige Hjertelighed, hvormed vi selv blev modtaget, tror jeg, det er lykkedes for os at løse vor Opgave. En skønnere, et heldigere Sommertogt har jeg ikke op-
levet.
Nationaltidende, 13. juli 1929.

Orlogsskibet “Niels Juel” ankom i Aften ved 6-tiden til Aarhus, hvor det bliver liggende til Mandag. Orlogsskibet staar under Kommando af Kommandørkaptajn Gad, og Prins Knud er blandt dets Officerer. Skibet har Kadetskolen og Dæksofficerskolen om Bord.


Fyens Stiftstidende, 5. august 1929.
I Løbet af denne Uge hæver Øvelsesdelingen Stationen ved Nyborg og forlægger sine Øvelser til Smaalandsfarvandet og derfra til Køge Bugt.
I Begyndelsen af September vil Nyborg dog atter blive Basis for Flaadeøvelser, denne Gang for Øvelseseskadrens. Denne Eskadre vil ligeledes være under Kommando af Kommandør Wenck og bestaa af de samme Skibe forøger med Orlogsskibet “Niels Juel”, der med Kommandørkaptajn Gad som Chef er udrustet som Øvelsesskib af Kadetter og Dæksofficerselever; endvidere vil de i den nuværende Deling værende 2 Minekraner blive erstattet med 3 ældre Torpedobaade, der er omdannet til Minestrygningsfartøjer.
Under Eskadrens Stationering ved Nyborg vil der blive afholdt store samlede Manøvrer i Store Bælt og Østersøen.
Da Eskadren stod ud af Nyborg igaar spillede Musiken “Kong Christian stod -“.

Berlingske, 26. september 1929.

Det er nu Slut med Eskadrens Øvelser for iaar, og alle de deltagende Krigsfartøjeer har igaar, efter at være gaaet ind i Flaadens Leje, strøget Kommandoen.
– Disse Manøvrer, fortæller Chefen for “Niels Juel”, Kommandørkaptajn Gad os, har været meget lærerige og interessante. Eskadren, der stod under Kommando af Kommandør Wenck, talte foruden de to Kystforsvarsskibe “Peder Skram” og “Niels Juel”, en Undervandsbaadflotille paa syv Enheder inklusive Moderskibet “Henrik Gerner”, yderligere en Mineflotille bestaaende af Mineskibet “Lossen” og tre Minestrygere, og endelig en Hydroplan-Eskadrille paa fire Maskiner med “Beskytteren” som Moderskib.
Formaalet med Øvelserne, der er foregaaet dels i den sydlige Del af Kattegat, dels i Storebælt, har været at indøve Samarbejde mellem Overfladefartøjer, Ubaade og Flyvere.

Aarhus Stiftstidende, 21. oktober 1929.

Særlig Interesse har de knyttet sig til Eksperimenterne med Udvikling af kunstig Taage til Dækning mod “fjentlige” Efterstræbelser og for at skjule de Bevægelser, man foretager sig. I Løbet af faa Minutter lader det sig gøre ved Hjælp af disse moderne Taageapparater, der særlig anvendes i Amerika, at lægge et tykt uigennemtrængeligt Bælte mellem sig og “Fjenden”. I visse taktiske Situationer er det under Øvelserne i Løbet af forsvindende kort Tid lykkedes at indhylle Sundet i et Taagedække saa tær at “Fjenden” er bleven fuldstændig desorienteret med Hensyn til Bestemmelser af de paagældende Krigsfartøjers Position og Bevægelser.- Ved Siden af selve de egentlige Manøvrer i rum Sø, fortsætter Kommandørkaptajnen, har der været foretaget forskellige Landgangsøvelser, og det har iaar særlig været Kalø Slotsruiner, som Marinens Kampe i Land har koncentreret sig om. Takket være det herlige Vejr, der har begunstiget Manøvrerne fra først til sidst, er alt iaar gaaet som en Leg, og jeg tror, at baade Officererne og Mandskabet, hvis tal tilsammen har andraget ca. 1100 Mand, kun har følt Glæde og Opmuntring ved at være med.


1930


Nationaltidende, 7. april 1930.

Allerede længe før Hs. Maj. Kongen i Formiddags kom kørende fra Amalienborg i en lukket Ekvipage med Jæger og i Prins Jørgens Gaard hilstes af den præsenterede Vagtafdeling af Livgarden, var Direktør Benny Dessau og Proprietær J. J. Tvedegaard fra Langemosegaard ved Ringsted kommet kørende til Christiansborg – de var de første, der kom til Audiens i Formiddags.
Deres vigtige Ærinde var at formaa Hs. Maj, Kongen til at overtage Protektoratet for De sjællandske Landboforeningers store Dyrskue paa Fælleden nu i Juli Maaned – og Majestæten gav sin Billigelse.
– – –
Berlingske, 14. september 1930.
Fra Orlogsmarinen meldte Flaadestationens nys udnævnte Chef, Kontreadmiral C. G. Bastrup, den nys udnævnte Kommadør Henry Gad, den nys udnævnte Kommandørkaptajn H. de J. Grut, den nys udnævnte Orlogskaptajn H. C. S. Ørsted og Orlogskaptajn P. C. S. Jensen – et af “Geiser”- Katastrofens Ofte, der takkede Kongen for Ridderkorset.
– – –
Først henimod Ettiden kunde Hs. Maj. Kongen slutte den offentlige Audiens og køre tilbage til Residensen paa Amalienborg.
Emil Aars.


1933


B.T., 18. august 1933,

1934


Berlingske, 4. juni 1931.

I Anledning


1937



1940


*


1943


Nationaltidende, 18 august 1943.

1946



1948



1952



1953


*


1957


Berlingske, 4. marts 1957.
Kommandør Henry Gad er død, 83 aar. Han hørte i en menneskealder til søværnets mest befarne officerer, kendt og agtet af alle i flaaden og siden i marinens kystudkiksvæsen, hvor han gjorde frivillig tjeneste som chef i tre aar efter sin afgang fra linien i 1935.

Kommandør Henry Gad.

Kommandør Gad stammede fra et velstaaende københavnsk milieu. Hans far var kontreadmiral Nicolaus Urban Gad, hans mor den i sin tid meget kendte forfatterinde Emma Gad. Henry Gad gik fra sin tidligste ungdom i faderens fodspor. Han blev søløjtnant og søgte udenlands. I tre aar gjorde han tjeneste i den italienske marine, hvor hans kærlighed til Sydeuropa blev vakt. Siden blev han fører af postdampskibet til Island. I 1911, udnævntes han til kaptajn og førte i nogle aar krydseren Heimdal, bl. a. paa skibets togt med krigsfanger hjem fra Frankrig og England. En tid kommanderede han det gamle kongeskib Dannebrog og var siden chef for artilleriskibet Niels Juel, der eskorterede Christian X paa det officielle besøg til Finland og som aaret
efter gjorde et middelhavstogt. Fra 1929 til 35 var han ekvipagemester paa Holmen, hvor han forestod orlogsskibenes udrustning. I 1939 blev han udnævnt til kommandør.

Kommandør Gad havde det ægte danske sømandsblod i aarerne, og hans evner som skibschef var legendariske. Han var et fint dannet selskabsmenneske, der ved flaadebesøg her og paa sine togter udenlands bidrog til at give højtstaaende udlændinge det bedste indtryk af den danske flaade. I aarene 1924-27 var han en meget virksom formand for Det Danske Aeronautiske Selskab. Interessen for flyvningen delte han med adskillige af flaadens officerer. I en længere aarrække var han ogsaa formand for Søofficersforeningen.

Berlingske, 5. marts 1957.

De sidste aar tilbragte kommandør Gad tilbagetrukket, men han fulgte stadig interesseret med i søværnets udvikling, og det var ham en glæde, at hans søn, nuværende orlogskaptajn Gad, fortsatte slægtens traditioner og bl. a. udførte en bedrift i august 1943, da han førte sin minestryger forbi næsen af de tyske vagtskibe til Sverige, camoufleret som det gode skib Sorte Sara.


1957 SØNNEN – ORLOGSKAPTAJN URBAN HENRY GAD.


Berlingske, 18. marts 1957.

Hans Majestæt Kongen gav i formiddags offentlig audiens paa Christiansborg Slot.
– – –
For forfremmelse takkede ogsaa oberst Christensen, flyvevaabnet, og oberstløjtnant Nielsen, artilleriet.
Orlogskaptajn Gad, søn af fornylig afdøde kommandør Henry Gad, kom for at takke; overtoldinspektør Bregnbak fra Aarhus takkede for ridderkorset af 1. grad, og i samme anledning mødte den konstituerede
direktør for haandværkerundervisningen, kontorchef Roelsen. En række forsikringsmænd takkede for tildelingen af prædikatet Leverandør til Det kgl. danske Hof eller fornyelse af det. Bl. a. saas direktør
Kærgaard fra A. C. Bang, forlagsboghandler Lind fra Høst & Søn, direktør Ole Olsen fra Skinkekogeriet Hafnia, direktør Berg fra Anthon Berg, direktør Lundberg fra Danske Andelsslagteriers Konservesfabrik i Roskilde og direktør Rosenvinge fra Grenaa Dampvæveri.


1992



2001


*




www.marinehist.dk