Velgørenhedskongressen 1910

velgørenhedskongres



FORLØB AF KONGRES OG FESTMIDDAGE


Nationaltidende, 3. august 1910.

Programmet for denne Kongres, der afholdes her i Byen, i Rigsdagsbygningen, d. 9. til d. 13. ds. er følgende:

Tirsdag den 9. August:
Kl. 11 Formiddag: Kongressens Aabning.
Kl. 2½ Eftm.: 1. Kongres-Emne: Sygeplejen paa Landet. Ordfører: Kabinetssekretær A. Krieger og Lic. theol. A. Th. Jørgensen, København.
Kl. 8½ Aften: Kongressens Deltagere modtages af Kommunalbestyrelsen paa Stadens Raadhus.

Onsdag den 10. August:
Kl. 10 Formiddag: 2. Kongres-Emne: Understøttelse af Udlændinge; praktisk Undersøgelse som Grundlag for internationale Aftaler. Ordfører: Generaldiektør Chr. van Overbergh, Bryssel.
Kl. 2½ Eftm: Fortsættelse af Forhandlingerne.
Kl. 7 Aften: Middag i Paladshotellet (Raadhuspladsen).

Torsdag den 11. August:
Besøg i Anstalter og Institutioner indenfor Forsørgelsesvæsenet og den private Velgørenhed (se det færdige Program for Besøgene).
Om Aftenen: Sammenkomst i Tivoli.

Politiken, 9. august 1910. – Paa Bureauet i Rigsdagsbygningen
Fredag den 12. August:
Kl. 10 Formiddag: 3. Kongres-Emna: Kvindens Betydning i Velgørenhedsarbejdet. Ordfører: Statrat, Dr. E. Muensterberg, Berlin.
Kl. 2½ Eftm.: 4. Kongres-Emne: Forsørgelse af Enker og deres Børn. Ordfører: Direktør i Seinepræfekturet H. Derauin, Paris.
Om Aftenen: Sammenkomst i Rigsdagsbygningens Have.

Lørdag den 13. August:
Kl. 9½ Formiddag: Foredrag af kgl. ungarsk Ministerialraad og Chef for Departementet for Børnebenyttelse, Dr. Zoltán von Bosnyák eller eventuelt i hans Forfald af Dr. Alexander Szana, Chef for Statsbørnehjemmet i Budapest: Det forladte Barns Retsstilling og internationale Beskyttelse.
Kl. 11½ Formiddag: Almindelige Forhandlinger; Kongressens Afslutning.
Ca. Kl. 2 Eftm.: Udflugt til Helsingør med Modtagelse paa Kronborg.



Aarhus Amtstidende, 9. august 1910.

I Rigsdagen herskede der i Gaar den syndigste Travlhed med at faa alt i Orden til Kongressen i Dag. Over et Par Hundrede Kongressister indfandt sig og fik det dyrebare Emblem udleveret, og alle de europæiske Sprog summede en om Ørene. Ogsaa Hr. Emile Loubet saas paa en kort Visit i Landstingssalen. 50 af Deltagerne var i Aftes sammen med Hr. Loubet til Taffel paa Fredensborg. De øvrige maa nøjes med den kommunale Soupåer paa Raadhuset i Aften. Københavns Kommune, der i mange Retninger er overmaade sparsommelig, er en i Sandhed overdaadig Vært ved de stilfulde Modtagelsesfester i den smukke Raadhushal. Vi spaar, at Hr. Borgbjerg i Aften vil svinge sig i Dansen paa Stenfliserne. “Social-Demokraten”s Redaktør er en lidenskabelig Danser, der absolut ikke kan staa for “Jens Vejmand” som sagte Vals.



Politiken, 10. august 1910.

En fornem og yderst distingveret Udlænding tiltrak sig Alles Blik. Han sad midt paa første Række mellem de allerfineste Honoratiores, ældgammel, med et ædelt formet Ansigt og langt hvidt Haar ned ad Nakken. Medens Hr. Loubet aabnede Mødet med sit Præsidentssmil og Fuldmægtig Haarløv oplæste den lange Liste paa Kongressens Ærespræsidenter, Præsidenter og Vicepræsidenter, spørger vi rundt. Ingen kender den fornemme Olding. Hr. Haarløv slutter Oplæsningen med Fru Louise Hansen og Fru Gad. De to Damer er ogsaa Vicepræsidenter. Gudskelov, nu føler vi os atter paa tryg dansk Grund!
– – –

Den ukendte Fremmede tager Ordet.
Og saa kom det højtidelige Øjeblik, hvor den mystiske Udlænding som ingen kendte, Oldingen med det lange snehvide Haar, rejste sig, gik op til Præsidenten og overrakte sit Kort. Spændingen i Salen var stor. Hvad vilde Monacos Repræsentant mon sige?
– Le pasteur Hansen, meldte Præsidenten.

Oldingen var dansk! Det var derfor, ingen kendte ham i denne kosmopolitiske Forhandling.
Pastor Hansen tumlede sig paa Fransk. I en Menneskealder, fortalte han, havde han interesseret sig for Sygeplejen paa Landet. Og det var ham der havde taget Sagen op herhjemme sammen med to gode Venner, som han nævnede: den ganle Feltpræst og Stiftsfysikus Trautner. Han forlod Talerstolen, medens Bifald og Sympati ombølgede hans lange hvide Skæg.
– – –
Men Salen havde efterhaanden faaet et helt andet Udseende. Over Halvdelen af Tilhørerne var listede af. Selv de to Vicepræsidenter, Fru Louise Hansen og Fru Gad. Tilbage sad nogle Nonner, et par Mænd i Frelsens Hærs Uniform, nogle katolske Plejesøstre med fine hvide Pibestrimler og Loubet. Samt i en Krog en Klynge meget indtagende Damer, som man ikke begreb kunde holde Stand.



Fyens Stiftstidende, 10. august 1910.

København, Tirsdag.
Allerede lidt over Kl. 10 i Formiddags begyndte Automobilerne at suse ind i Rigsdagens Gaard, og et Kvarter før den fastsatte Tid – Kl. 11 – var Landstingsalen det rene Babel.

Fra den store Forsamling, der talte 4-500 Mænd og Kvinder, lød alle mulige europæiske Sprog; om det saa var i Referentlogen, saa var her Dansk lige ved at være i Mindretal.

Blandt de tilstedeværende Danske bemærkedes Ministrene Kl. Berntsen, Jensen-Sønderup, Bülow og Ahlefeldt Laurvigen, Statsraadssekretær Koefoed, Departementschef Vedel, Døvstummeforstander Bech, Fredericia, Gehejmeetatsraaderne Bramsen og Goos, Klosterlæge C. Christiansen, Vemmetofte, Borgmester Drechsel, Aarhus, Højesteretssagfører Dietrihson, Professor Kn. Faber, Fru Emma Gad, Fængselsdirektør Goos, Horsens, Gaardejer Hejlesen, Biskop Johs. v. Euch, Professor Axel Hertel, Læge, Fru Hoff, Postmester Holbøll, Overretssagfører Hvass, Landstingmand Harald Jensen, Oberst N. P. Jensen, Professor Kaarsberg, Auditør Knox, Aarhus, Borgmester P. Knudsen, Borgerrepræsentationens Form., Lamm, Overpræsident Oldenburg, Fattiginspektør Lehmeier, Randers, Folketingsmand Marott, Fabrikant Chr. Møller, Aarhus, Kriminalretsassessor Axel Petersen, Læge Trautner, Bogense, Oberst Rist, Læge Tiemroth, Nykøbing, F., Folketingsmand Rørdam, Borgmester Scharling, Fredericia, Nationalbankdirektør Strøm, Borgmester Swane, Randers, Grosserer Vett og Professor Wilkens. Iøvrigt saas foruden mange Diplomater, Fattiginspektører og Læger fra hele Landet samt spidserne af Frelsens Hær.

Pludselig forstummede den babyloniske Sprogforvirring, thi nu var Klokken 11, og ind traadte, ledsaget af Hovedkomiteen, Kongen, Dronningen, Kronprinsen, Prins Gustaf, Prinsesse Dagmar, Prins Roland Bonaparte.

Efter at de kgl. Herskaber og Følget havde taget Plads i Konge- og Diplomatlogen, begyndte Talerne.

Først besteg Kabinetsekretær Krieger Landstingets Formandsstol og holdt paa Fransk en Tale, der varede en halv Time. Den begyndte med Mindeord om afdøde Casimir Perier, hvorefter fulgte en Velkomst til Laubet, som alle var stolke over at se som Kongressens Præsident. Dernæst fulgte en Tak til Kongehuset og Autoriteterne, ledsaget af de kendte Kongresklap. Sluttelig gav Taleren en forholdsvis kort og klar Gennemgang af, hvad Danmark havde gjort paa den private og offentlige Velgørenheds Omraade.

Da de stærke Klap, der lød ved Talens Slutning, havde lagt sig, besteg fhv. Præsident Loubet, hilst med voldsomt Bifald, Formandspladsen.

Først takkede han de Kongelige for Nærværelsen, særlig var han lykkelig ved at se Prins Roland Bonarparte. Han priste under Bravoraab Danmark, der var Foregangsland paa dette Omraade, og gav dernæst en Oversigt over, hvad der var udrettet i Frankrig.

Talen blev holdt højt og navnlig i Begyndelsen meget tydeligt; senere blev den lille, hvide Præsident ivrig, og da strømmede Ordene fra ham med gallisk Hurtighed.

Hermed var Talerne dog ikke færdige.

Først bragte Medlem af Italiens Statsraad Camillo Peano en Hilsen fra Rom, og sit Hjemland, hvorefter M. Dreyfus, Paris, og Fattigbormester, Dr. Muensterberg, Berlin, i ikke faa Ord gjorde det samme for deres Landes Vedkommende, hvortil de knyttede forskellige sociale Betragtninger.

M. Lobet bad nu Hs. Majestæt aabne Kongressen, hvad Kongen gjorde, idet han takkede for de Ord, der var henvendt til ham og hans, og ønskede alt godt for det kommende Arbejde.

Klokken var nu næsten blevet et Kvarter over 12, og saa hurtigt som muligt – meget hurtigt var det ikke – tømtes den lumre Sal.

Kongefamilien fulgtes af Komiteen til Bredgade porten, hvor navnlig Prins Bonapartes hjertelig Afsked med Loubet vakte Opmærksomhed.

Henad 2½-Tiden samledes mange af Kongresteltagerne, mest Danske, atter i Landstingssalen, hvor det første almindelige Forhandlingsmøde aabnedes Kl. 2½ under Ledelse af Præsident Loubet.

Paa forslag af Loubet valgtes til Kongressens Ærespræsident Indenrigsminister Jensen-Sønderup.

Til Præsident for de forskellige Dages Møder valgtes Landshøvding Widén, Stockholm, Gehejmeetatsraad Goos, Dr. Nolens, Haag, Peano, Rom, Statsraad Witte, St. Petersborg, Stadtrat, Dr. Muensterberg, Berlin.

Endvidere valgtes en Række Vicepræcidenter, deriblandt af Danske Overretsassessor Brun, Professor Knud Faber, Etatsraad, Stadslæge Hoff, Direktør for Statens Statistiske Bureau Koefoed, Oberst Rist, Borgmester i Helsingør Lyngby. Til Medlem af Kongressens Bureau valgtes bl. a. Admiralinde Emma Gad.

Efter de forskellige Valg havde fundet Sted, overgav Loubet Ledelsen af Mødet til Landshøvding Widén.

Dagsordenen for Mødet var, som tidligere omtalt,
“Sygeplejen paa Landet”,
hvorom Kabinetssekretær Krieger indledede.

Der forelaa Rappoprter fra 12 Lande angaaende denne Sag. Taleren gennemgik den i korte Træk.

I Tyskland gaar Bestræbelserne som Regl ud paa at faa en faguddannet Sygeplejerske. Omkostningerne bæres i stort Omfang af Forsikringsanstalter, navnlig gælder dette Rhinprovinserne. Den frivillige Sygepleje, der skal uddanne frivillige Sygeplejersker gennem Foreningen “Frauenhilfe”, der har 1600 Underafdelinger.

I England søger Fattigkommissionen at faa indført en særlig Kommission for Sygepleje. Enestaaende for dette Land er den saakaldte “Education act”, som har indført en systematisk Undersøgelse af Skolebørnenes Sundhedstilstand.

Frankrig har lovfæstet, at enhver syg Franskmand skal have en af det offentlige betalt Pleje, og efter dansk Mønster har man forsøgt at anvende rejsende Sygeplejersker; men de har mødt forskellige Hindringer.

I Italien har de allerfleste Landkommuner indført Sygepleje. Derved undgaar aarlig 246,000 Mennesker Døden.

I Norge arbejder man stærkt paa det samme, men uden Tilskud fra Staten, hvorimod Spørgsmaalet ikke har vakt Interesse i Nordamerika.

Den russiske Stat gør meget for Lægevæsenet, hvortil der anvendes mere end 77 Mill. Rubler.
Bønderne vil dog nødig søge Lægerne, hellere Kvaksalverne. Men baade Stat, Menighederne og “Røde Kors” gør meget for at faa et uddannet Sygepersonale.

I Sverrig er Sygeplejen offentlig organiseret og saaledes god overalt, hvilket ogsaa gælder Schweiz, hvor det er en Grundregel, at alle fattige Syge kan faa den nødvendige Pleje paa offentlig Bekostning.

Lic. teol. A. Jørgensen holdt nu er Foredrag om Sygeplejen, som kunde inddeles i tre Systemer; Foretningssystemet, som særlig er udbredt i de nordlige Lange med deres forskellige Foreninger, Hospitalssystemet, hvorefter Hospitalerne udsender Sygeplejersker, mest anvendt i Canada, samt Kolonisystemet, som mest bruges i England. Sluttelig bebudede han at ville stille en Resolution, gaaende ud paa, en Opfordring til, at danne Foreninger i de enkelte Landsbyer og Sogne, for derved at skaffe de fornødne Midler til Ansættelse af Sygeplejersker. Kommunerne bør støtte disse under Forudsætning af, at de fattigste Syge ogsaa tilses. Ogsaa Staterne bør hjælpe til ved at sikre Plejeskerne en forsvarlig Uddannelse og støtte dem i deres Alderdom.
Pastor Dalhoff omtalte Diakonissesagen.
Pastor Arnold, Barmen, talte stærkt for et frivilligt, ikke tilfældigt, men fast organiseret Sygeplejevæsen og støttedes heri af Monsignore Vertmann fra Fraiburg. Miss Saddy, New-York, hævdede ogsaa kraftigt de frivillige Sygeplejeskers Fortrin fremfor de virkelig uddannede.

Efter at en Del Talere havde haft Ordet, sluttede Mødet ved 5-Tiden med, at Jørgensens Resolution vedtoges.



Nationaltidende, 11. august 1910.

Det er dog en ganske uhyre Masse velgørende Institutioner, vi har her i København. Det faar man et levende Indtryk af naar man i disse Dage kaster et Blik paa Væggen i Gangen foran Landstingssalen. Den er helt bedækket med Opfordringer til Kongressisterne om at aflægge Besøg her og der. Nogle af disse Institutioner ligger vel nok paa det falantropiske Overdrev, saaledes f. Ex. Kvindeligt Læseselskab, der indbyder de feminine Kongresdeltagere til en Kop The. Men skulde alle Indbydelser fra Institutioner, der direkte har noget med Velgørenhed at gøre, efterkommes, kunde Deltagerne ikke bestille stort andet end at fare rundt i Automobil fra Sted til Sted.

Maaske de københavnske Filantroper virkelig havde Besøg af Kongressister i Gaar Eftermiddags. Muligt de ogsaa har foretrukket en Underholdning, som laa den daglige Virksomhed noget fjernere. Tyndt besat i Salen var der i hvert Fald.

Den store Bombe, Forslaget om Forsøg paa at sammenkalde en international diplomatisk Kongres, var jo ogsaa sprungen om Formiddagen, og der var ingen Fare for, at denne udmærkede Idé skulde falde med en Minoritet af et Par Stemmer eller to. Der kunde maaske nok blive Diskussion om et eller andet Punkt, men i Hovedsagen vilde der ingen Divergens være, man kunde rolig nyde et Par Timer under Dyrehavens Bøgekroner, ved Sundet, paa Musæerne eller søge den Attraktion, som huede én bedst.
[wpex more=”Læs mere” less=”Læs mindre”] Atter valgtes en ny Vicepræsident. Denne Gang en Dame, den elegante Kvindelæge fra Bukkarest Madame Cutzavida Cratunesco, der bliver en Pryd blandt Filantropernes talrige Tillidsmænd.

Geheimeetatsraad Coos maatte præsidere nogle Minutter i Mødet, thi hans Afløser Professor ved Universitetet i Haag, Dr. med. Rolens, vilde, før han besteg Formandspladsen, udtale sin Tilslutning til Overberghs Program. Professor Rolens synes at være en ung Universitetslærer, eller maaske er det blot det, at han er glatraget, der giver ham et ungdommeligt Udtryk. Men han var foriøvrigt i Besiddelse af en vis Nerve og Dristighed, han var end ikke bange for at sige den indtagende Rumænerinde, at hun fjernede sig fra Sagen. Med megen Gratie bøjede Damen sit Hovede og forlod stille Talerstolen.

Foreløbig gav han imidlertid Ordet til Overbergh. Han oplyste, at der i Resolutionen efter den franske Delegations Ønske under Afsnittet om Propaganda ville blive indflettet en Passus, der var et Udtryk for Hr. Billeneuves Idé. Der skulde staa: Kongressen henleder i Ægbødighed den danske Kongres og den danske Regerings Opmærksomhed paa, om ikke Tidspunktet skulde være belejligt til at forsøge at sammenkalde en diplomatisk Konference, der kunde behandle Spørgsmaalet: Hjælp til Fremmede.

Stor Tilslutning. Fattigborgmester Muensterberg sagde rent ud, at Revolutionen i den Skikkelse var en Fane, hvorunder Sejret maatte vindes.

Den ungarske Delegerede, Kaiserlicher Rat, Dr. Szann kunde dog nok ønske, at Børnehjælpssagen fik en mere fremtrædende Plads i Resolutionen, og han formulerede skriftlig en Tilføjelse, hvorefter den eventuelle internationale Kongres i første Række skulde beskæftige sig med Børneforsorg.

Senator Dreysus mente, at det vilde blive en kompliceret Affære, Man maatte nøje skelne mellem de Børn, som Kvinder saa at sige smed fra sig i et fremmed Land, og som naturligvis maatte hjælpes, og saa f. Ex. dem, man tager fra Forældre af udenlandsk Nationalitet, fordi de er ude af Stand til at opdrage dem. Men hvilket Land tilhører de saa?

Han vilde ogsaa henlede Opmærksomheden paa den hvide Slavehandel. Man maatte være i Stand til at faa en international Konvention om den Sag. Hvorledes var det, havde man ikke en Konvention om “les petits oiseaux”, saa kunde det vel ikke være saa vanskeligt af få en om “les petits filles”. Man havde forhindret, at Fuglene blev taget under Vingerne, det skulde man netop gøre med de unge Piger.
– – –
[/wpex] Borgmester Muensterberg erindrede om, at Præsident Laubet i Morgen forlader Kongressen. Vi kunde da ikke gaa fra hinanden uden at have takket ham. Han kastede ikke blot Glans over Kongressen med sit ansete Navn, men han arbejdede paa dens Gerning med enestaaende Iver og Interesse. Gid han atter maa præsidere om 5 Aar. Det lod til at komme den gamle Præsident helt uventet. Han blev bevæget ved denne hjertelige Hyldest fra den berlinske Borgmester. Disse to Dage havde været ham en Glæde i hans Livs Aften. Her var bleven arbejdet med Alvor og Energi. Var det virkelig saaledes, at hans Person havde særlig Værdi for Kongressen, saa eh-bien, saa kunde de for hans Skyld holde Filantropkongres “au bout du monde”, han skulde nok møde.

Haandklap og Jubel og Trængsel omkring Præsidenten for at trykke hans Haand og saa af Sted til Hotelværelserne for at klædes om til Middagen i Palladshotellet.

Det var altsaa Debut, hvad kun faa af Kongressens Deltagere syntes at ane. De troede, at dette var et af de traditionelle Steder, hvor man bespiste Fremmede i store Masser. Hermed turde ogsaa være sagt, at der ikke mærkedes Debutantfadæser, og alt gik glat og jævnt, som om det var den Tusinde og et og andet Kongresdiner, der serveredes i Hotellets Festsale.

Der synes at kunne spise et ubegrænset Antal Gæster i det nye Hotel. De sex syv Hundrede, som Værter, Fremmede og indbudte danske Gæster vel nok tilsammen udgjorde, fyldte ikke videre i de vældige Rum. Men i Virkeligheden var det ogsaa to Selskaber, et, der spiste i den inderste Sal, og et, der maatte tage Plads neden for Terassen. Hvad der blev sagt det ene Sted, havde de ingen Anelse om det andet: hvert Parti holdt sine Taler og lod sig henrive til Applaus og Ord, der vel var forskellige, men i Hovedsagen gik ud paa det samme.

Det førstnævnte Sted træffer vi utvivlsomt Extrakten af Selskabet. Her sad midt for Hovedbordet Kabinetssekretær Krieger med Loubet paa højre og den berlinske Borgmester Muensterberg paa venstre Side. Her sidder ogsaa Senator Dreyfus, Grev de Beaucaire, Dr. Egan og de mest fremtrædende udenlandske Repræsentanter, allerede kendt fra de to forløbne Dages Forhandlinger. Blandt andre Madame Kratunesca fra Bukarest, der straalede i et fantastisk halvt orientalsk Kostume.

Og imellem de Fremmede i den inderste Festsal en Bataillon af kendte Københavnere. Indenrigsminister Jensen-Sønderup, græsk Generalkonsul Holm, Kammerherre Krag og Kammerherreinde Krag, Fru Sigurd Berg, Borgerrepræsentationens Formand, Veksellerer Lamm, Fru Emma Gad, Admiral Gad, Borgmester Dybdal, Professor Simonsen, Oberst R. P. Jensen, Kammerherre Bull, Etatsraad Krag, Professor Fløystrup, Professor Leopold Meyer, Kammerherre, Hofs´chef Bardensieth, Fabriksejer Hasselbalch, Professor Tscherning, Geheimetatsraad Goos, Geheimetatsraad Ludv. Bramsen, Fru Dr. Thorvald Madsaen, Generaldirektør Umbt, Professor Ehlers og Frue, Overretssagfører Salomonsen, Biskop v. Euch, Overretssagfører Hvass, Toldinspektør Ivar Berendsen, Kontorchef Trap og endnu mange flere.
[wpex more=”Læs mere” less=”Læs mindre”] – – –
Man hørte Kabinetsekretær Krieger med faa Minutters Mellemrum tale for Kongen og Dronningen og derefter for alle de fremmede Statsoverhoveder, hvis Undersaater var til Stede. Saa for Landet.
Men da Schweizeren Dunand netop var begyndt paa en Festtale, der var tænkt som den egentlige officielle Tale for Danmark, blev Andestegen baaret ind, og Serveringen i Forbindelse med den fortsatte Konverseren ved Bordene bevirkede, at man ikke en Gang kunde høre hans Stemme, man saa kun, at hans Mund bevægede sig. Lige saa galt gik det Departementchef Vedel. Ivar Berendsen, der talte paa Italiensk for de italienske Delegerede, vakte et Øjeblik Opmærksomhed delv ved at raabe meget højt, og dels fordi den uvante Lyd af italiensk interesserede. Han kunde have havt en Succes, men Talen hørte til de meget langstrakte, og saa lige paa en Gang fandt Folk paa at drukne Fortsættelsen i Klap og Jubel.

Japaneren Rogumue, Legationssekretær i Brüssel, talte paa Japansk, og da han kun lagde Beslag paa faa Minutter, fik han Ørenlyd. Baron Horthausen oversatte, hvad han sagde, paa Fransk, og det var ikke ueffent. Rogumue paastod, at det nu var gaaet op for ham, at der ikke var Forskel paa de orientalske og occidentalske Folkeslag. Han havde her i det høje Nord fundet et Flag, der var omtrent Magen til hans egent. Kun var det røde i hans rundt og i det danske korsformet. Han gjorde derefter en behændig Overgang til andre mere væsentlige Lighedspunkter.

Professor Ehlers talte paa fire Sprog for Nationerne, Italieneren Philipson for Indenrigsministeren.

Strax efter at de indledende Talere var holdt, var der bleven læst et Telegram op, som Loubet havde affattet, og som Krieger udbad sig Forsamlingens Tilladelse til at sende Kongen.

Det lød saaledes:
“Hans Majestæt Kongen, Fredensborg.
Kongressen for offentlig Forsorg og privat Velgørenhed sender sine ærbødigste Hilsner til Kongressens høje Protektor og udtaler de bedste Ønsker for deres Majestæter Kongens og Dronningens og hele Kongefamiliens Lykke samt for Danmarks Held og Fremgang.
(underskr.) Emile Loubet”.

Men først til aller sidst rejste Præsidenten sig og talte for fjerde Gang i to Dage for Danmark og Velgørenheden. Han gik ligesom ved Raadhusfesten ud fra en af Personerne i Nærheden, denne Gang fra sin Sidemand til venstre Jensen-Sønderup. Velgørenheden sorterer under Indenrigsministeren, sagde Loubet, men det er forkert, og det bliver ikke helt rigtigt, før hvert Land faar sin Velgørenhedsminister. Saa drak han paa Danmarks og Kongressens Velgaaende. Imedens talte hans Landsmandsinde, Madame Vailier, nede i den anden Sal, staaende paa Terrassen med Champagneglas i Haanden. Emnet var omtrent det samme, og Talen, der lige saa lidt som Loubets hørtes i fin Helhed, gjorde ikke mindre Lykke.
[/wpex] Thi det var det gode ved Aftenen, at hørte man kun meget lidt af Talerne, saa var Bifaldet ikke ringere af den Grund, ja, det var maaske allerkraftigst overfor dem, af hvis Foredrag man ikke havde opfattet et levende Ord.
Først da Kaffen var kommen paa Bordene, begyndte man til Gavns at interessere sig for Ordlyden, og rundt omkring hørte man paa forskellige Tungemaal:
Hør, sig mig en Gang, hvad var egentlig det, de sagde, og hvem talte de for?


Øverst og nederst Scener fra “Skovskolen.
I Midten: Kongressisterne forlader Spisepavillonen.
Politiken, 12. august 1910.

Fra Velgørenhedskongressens Besøg
paa “Wesselminde” igaar.

70 Medlemmer af den store Velgørenhedskongres aflagde igaar Besøg paa Feriekolonien “Wesselminde” og paa et Par andre Børne- og Optagelseshjem.

Det der mest interesserede Selskabet, var maaske “Wesselminde”s Skovskole, der er udsprunget af den samme Tanke, som skabte Friluftsteatret. Paa øverste og nederste Billeder ses Scener fra denne Skole. Billederne forklarrer bedre end Ord Virksomheden. I Midten bringes et Billede af Politikens fra Aarhusudstillingen kendte Pavillon, der nu tjener Børnekoloniens Medlemmer til Spisesal. Kongressisterne var meget imponerede ved synet af Pavillonen, som de næsten syntes var for flot.
– – –
Med 62 syngende Børn i Spidsen begav selskabet sig nu ind paa selve Kolonien, hvis Sovesale besaas. Børnene gik derpaa til Bords i Politikens fra Aarhusudstillingens kendte Glaspavillon, og da alle var bænkede, traadte Redaktør Cavling frem og holdt paa Fransk en Tale.

Redaktør Cavling:
Mine Damer og Herrer!
Det er vistnok unødvendigt at gøre Dem opmærksom paa, at De befinder Dem i et lille Land, og der er et lille Blad som ved sine Læseres Medhjælp har anlagt denne lille Koloni. Det er Meningen at gøre Kolonien større, og den vil blive større; i det lille Land banker der et stort Hjerte.

Jeg skal nu give Dem nogle Oplysninger om Kolonien “Wesselminde”.
Det er en filantropisk Institution, der aldrig har søgt, ej heller modtaget Legater eller anden offentlig Støtte. Efter nogle spredte Forsøg anlagdes Kolonien paa dette Sted i Aaret 1907. Den havde ifjord 40 Børn, den har iaar i 2 Hold 122 Børn. Samtlige disse Børn kommer fra de fattigste Familier i Kjøbenhavns Arbejderkvarterer, og Forudsætningen for deres Optagelse vil som Regel være, at de lider af en eller anden ikke smitsom Sygdom. Forinden Optagelsen indhentes Skolens Erklæring samt Lægeattest.

Kolonien er i Virksomhed fra Midten af Maj til Midten af September. For Øjeblikket modtages 2 Hold, hvert Hold paa 60, ialt 120 Børn. Børnene faar delvis Beklædning og daglig 2 Timers Skoleundervisning; de staar op Kl. 7 Morgen og gaar i Seng Kl. 8 Aften, de faar Søbade og daglig 4 Maaltider.
Vægtforøgelsen er fra 2-4 Kilo pr. Barn. Hvert Barn koster, alt iberegnet, daglig 1¼ Franc, hvoraf selve Forplejningen 75 Centimer. Personalet omfatter 1 Husbestyrerinde med Pige og 2 Lærerinder. Bygningen med Inventar har kostet 14,000 Francs. Kolonien tilhørte oprindelig Politiken. Den er nu en selvejende Institution, der ledes af en Komité, bestaaende af 3 Mænd, Konsul P. Nørgaard, Kommunelærer Chr. Jensen og jeg. Idag modtager denne lille Virksomhed for første Gang fremmede Gæster. Om et Øjeblik gaar De videre. Tak fordi De kom. Naar De har forladt os, skal vi her længe med Glæde mindes Deres Besøg.

Da Hr. Cacling sluttede, genlød Hallen af Bifald. Derpaa uddeltes en lille paa Fransk affattet illustreret Beskrivelse af Kolonien, og Selskabet begav sig op til Frokosten.

[Emma Gad har ogsaa beskrevet Wesselminde i en Kronik.]


Holbæk Amts Venstreblad, 12. august 1910.

Paa Velgørenhedskongressen har der i Middags fundet et mærkeligt Optrin Sted. Medens en Franskmand stod og talte om Kvinders Deltagelse i Velgørenhedsarbejdet, rejste en Russerinde sig op og forlangte Ordet. Dirigenten gjorde hende opmærksom paa, at hun maatte vente, til Franskmanden var færdig; men Damen blev nu aldeles rasende, løb op til Talerstolen, trak en Dolk frem og fægtede med den i Luften.
Franskmanden forsøgte at tage Dolken fra hende; men han blev saaret i Haanden, og et Par Rigsdagsbude maatte tilkaldes for at overmande den rasende Russerinde.

En tilstedeværende Læge tog hende nu under Behandling, men da hun stadig opførte sig som en sindssyg, blev hun transporteret til Kommunehospitalet og indlagt paa 6. Afdeling.

Selvfølgelig gjorde dette Optrin et pinligt Indtryk paa Kongresdeltagerne, og Mødet blev udsat et Par Timer.

Den paagældende Dame lider – efter hvad Forfatterinden Fru Ingeborg Marie Sick fortalte vor Meddeler – – af den fikse Idé, at hun har været Offer for en Retskrænkelse.


Da den franske Læge, Dr. Ledé, afvæbnede den russiske Selvmorderske.
Politiken, 13 august 1910.

En meget bevæget Scene afsluttede Velgørenhedskongressens Formiddagsmøde igaar. En russisk Dame ved Navn Sasslovska, der ikke maatte faa Ordet, trak en Dolk og forsøgte Selvmord, men blev afvæbnet af Dr. Ledé, der sprang ned fra Talerstolen. Bagefter førte det bekendte Landstingsbud Russer-Christensen hende ud af Salen. Til højre for disse tre ses paa vort Billede Berlins Fattigborgmester, Dr. Muensterberg, der i flere Dage har været overhængt af den forstyrrede Selvmorderske, og som var synlig afficeret. Længere til højre Dr. Biancout, der fungerede ved Protokollen, samt Dirigenten Hr. Plano, der havde Aandsnærværelse nok til at hæve Mødet.