Helle Hvenegård-Lassen 2008

Helle Hvenegård-Lassen
Et andet hjem – Kvindelig Læseforenings historie 1872-1962


Helle Hvenegård-Lassen: Et andet hjem.

Titel: Et andet hjem – Kvindelig Læseforenings historie 1872-1962
Forfatter: Helle Hvenegård-Lassen
Udgiver: Museum Tusculanums Forlag
År: 2008
ISBN: 978 87 635 0453 9
480 sider, illustreret.


Hele den spændende historie om Kvindelig Læseforening er her tilgængelig i en velkonstrueret og smuk bog af Helle Hvenegård-Lassen.

Kvindelig Læseforeningen begyndte 1870’erne, og flyttede en del rundt hvor der var plads til bøgerne.
Sophie Alberti der næsten havde været med fra begyndelsen, blev formand i 1890. Hun drev læseforeningen til den store succes, der muliggjorde byggeri af eget hus i 1910.
Det foregik ikke altid i god ro og orden. Der var stor diskussionslyst, men når stærke personligheder styrer mod et ønsket mål, er modstand blot en mere eller mindre forventelig detalje.

Emma Gad var også aktiv i årene efter Kvindernes Udstilling i 1895, mens hun også forsøgte at samle midlert tit eget projekt Kvindernes Bygning.
Emma Gads utrættelige indsats med artikler og mange foredrag gav dog ikke nok midler til hendes husbyggeri – eller hun turde ikke rigtig at tage det afgørende skridt.

Sophie Alberti turde godt tage springet i det ukendte, og lod det endog blive et kabinetsspørgsmål da der var en modstandsgruppe mod byggeriet; formand og byggeri eller ny formand. Hun vandt kampen og fik stor succes med læseforeningen.

Emma Gad fik sine succes’er på mangfoldige andre områder. Udstillingsproduktionen fik sit helt store gennembrud i 1905 med Koloniudstillingen. Emma Gad modtog Kongens Æresmedalje i Guld kort tid efter.
For Sophie Albertis var Kvindelig Læseforening hele hendes projekt, men hendes store arbejde og de fine resultater resulterede også for hende Kongens Æresmedalje i Guld, i 1926. 10 år senere opleved hun at Emma Gads gamle projekt med Kvindernes Bygning ændre sig fra forening til en reel bygning; der stadig bærer dette navn i dag.

Man kan måske begræde at Emma Gad og Sophie Alberti ikke kunne blive enige om fælles byggeri; men forløbet var muligvis i stedet det der gav Emma Gad det drive, der så resulterede i alle hendes andre succes’er.

Bogen “Et andet hjem” er den spændende fulde beretning om Kvindelig Læseforening der eksisterede til 1962.
Bygningen Gammelmønt 1 står imidlertid stadig.

Her følger uddrag, der viser at Emma Gad der sad centralt i læseforeningens bestyrelse 1895 til 1901, derefter stadig til fulde støttede læseforeningen og Sophie Alberti.

…..

På generalforsamlingen i 1896 berettede Sophie Alberti om læseforeningens deltagelse i Kvindernes Udstilling i sommeren 1895. Udstillingen anvendte de udlånte portrætter, og derudover stillede læseforeningen sit bibliotek af kvindelige forfattere til rådighed for udstillingens litterære afdeling, som Emma Gad var formand for. Illustreret Tidende fandt denne afdeling en smule tynd, selvom den var smagfuldt indrettet:
Det lille Bibliotek-Værelse danner et smagfuldt Kabinet, hvor Udstillingens Gæster kan udhvile sig og endda underholde sig med alt, hvad Kvinden har præsteret med Pennen, lige fra Jule- og andre Hæfter, redigerede af Damer, og til tykke Romaner, Dramer og Lystspil. Rammen om disse Værker er ganske naturligt bleven et Boudoir.
*
Forfatterinden Laura Kieler var indigneret over, at udstillingen svigtede sit program ved at tage afstand fra kvindesagen teoretisk set. For eksempel havde udstillingens vicepræsident, fru Emma Gad, udtalt til en journalist, at kvindens arbejde aldrig før havde interesseret hende, og at kvindesagsdamer var hende imod.
*
25-års jubilæum i 1897.
På jubilæumsdagen pyntede funktionærerne læseforeningens lokaler med guirlander og efterårsløv, og der kom en overvældende mængde blomster fra jubilarens venner. Af store gaver modtog foreningen …en chaiselong og en Sofokles-statue. Sidstnævnte var en gave fra Emma Gad.
Sophie Alberti (holdt) festtalen…, hvorpå Emma Gad talte for foreningens æresmedlemmer… Annette Vedel udbragte en skål for de fremmede gæster fra den litterære verden — en skål, som Selma Lagerlöf takkede for.
Emma Gad udtalte…, at hun holdt så meget af Kvindelig Læseforening “fordi her endelig af Kvinder er skabt en Institution, hvor man har forstaaet Aar efter Aar at holde Vrøvlet ude. Her er aldrig Kiv, og her kendes Intet til Intriger og Misundelse og alle de lumske Smaasynder, som man plejer at tillægge Kvinderne, og som de vel heller ikke kan sige sig ganske fri for”.
*
Forfatterinden Emma Gad gav i et interview til Politiken den 30. september 1897 et levende billede af stemningen i foreningen. Hun sagde, at der herskede en god, hyggelig og elskværdig tone.
“Bestyrerinden i Biblioteket, Frk. Møller, er mageløs imod alle Damerne! Man har aldrig truffet hende utaalmodig eller gnaven, selv om Folk var nok saa urimelige. Hun synes ikke blot at kende alle Medlemmerne personlig, men hun kender ogsaa deres litterære Smag; hun har en haarfin Følelse af, hvilke Bøger der passer bedst for hver Enkelt.
Og som de gamle Stamgæster deroppe bliver behandlede! Der er jo en Del gamle, enlige Damer, som i de mørke Vinterdage kommer henad den Tid, det begynder at skumre, og som saa bliver siddende der, lige til der skal lukkes. De indfinder sig regelmæssigt hver Dag. Paa den Maade sparer de jo Lys og Brændsel hjemme, og — hvad der maaske er det vigtigste — de føler sig lettede for noget af den Ensomhedens Tyngde, som hviler over deres Liv. Nu kunde det jo godt tænkes, at Funktionærerne, som har Besværet, saa lidt surt til disse gamle Damer. Men lige det Modsatte er Tilfældet; de er Kæledæggerne deroppe; der hygges om dem, og man søger paa alle Maader at bibringe dem Følelsen af, at de befinder sig i deres Hjem. Det er et kønt Træk, synes jeg, og det er i Virkeligheden karakteriserende for hele Aanden i Foreningen.”
*
Henrik Ibsen henvendte sig til bestyrelsen med det smigrende ønske, at han ville besøge læseforeningen lørdag den 2. april 1898. Da den store dag oprandt, blev han hentet af Sophie Alberti og Emma Gad på Hotel d’Angleterre lidt før kl. 19.30. Og hvilket storslået syn, der mødte ham, da han trådte ind i foreningens læsesale! Under de elektriske lampers lys modtog 100 festklædte kvinder ham med bifald i noget, der lignede en tropisk blomsterhal.
Henrik Ibsen blev anbragt midt på langsiden af det ene bord, så alle kunne se ham.
Annette Vedel holdt derpå festtalen (og) Emma Gad udbragte en skål for Ibsens hustru, Susanne Ibsen. Emma Gad mente, at Ibsens store viden om kvindernes væsen måtte være inspireret af hans hustru. Han forstod at tolke den modne kvindes sjæl og længsler.
Henrik Ibsen takkede synligt rørt for hyldesten og blev ved 21-tiden afhentet af en deputation fra Studentersamfundet til dets fest for digteren. Kvindeforsamlingen sagde farvel til ham med hurraråb. Harald Høffding skrev i sine Erindringer, at Henrik Ibsen var meget glad for hyldesten i Kvindelig Læseforening. »Og som de kunde tale« gentog han flere gange.
*
Kirstine Frederiksen skrev i 1901, at Kvindernes Udstilling i 1895 førte nye og indflydelsesrige kredse ind i kvindebevægelsen. De udfoldede en energi, som satte ny fart i arbejdet. Her sigtede hun uden tvivl bl.a. til Emma Gads virksomhed.
*
Da Hafnia i 1905 meddelte, at de i fremtiden selv skulle bruge de lokaler, læseforeningen rådede over, på Amagertorv 6, måtte foreningen se sig om efter en anden bolig. Sophie Alberti fandt ud af, at det var dyrt at leje centralt beliggende lejligheder, så derfor var hun på udkig efter en grund til foreningens hus.
*
Men også modstanderne af byggeplanerne var aktive. På opslagstavlen i udlånsværelset var et stort opråb fra Emma Gad m.fl., som advarede og opflammede til kamp mod de uforsigtige projekter.
*
Til generalforsamlingens afstemning i salen sås en kompakt, ubevægelig masse af frisurer og promenadekjoler i alle kulører. Damerne stod i vinduesnicherne, og der lød krigeriske kampråb fra trapperne. Forsamlingen rummede både valgretskvinder og andre af byens kendte navne samt en mængde mindre kendte ansigter. Gamle damer stod ved siden af unge piger, og foran på tribunen sad formanden og bestyrelsen. Kun seks mænd var til stede: journalisterne, som skulle referere mødet til aviserne. Efterhånden blev heden ulidelig, og et par damer besvimede langt nede i salen.
*
Ida Falbe-Hansen udtalte sin bekymring for læseforeningens bibliotek og funktionærer. Hun mente ikke, at sidstnævnte fik en ordentlig løn, og biblioteket og katalogerne fandt hun forsømte. Disse mangler ville ikke kunne afhjælpes, hvis foreningen skulle sætte alle sine penge i et hus. Imens sad en ældre dame og råbte ustandseligt: »Kan afhjælpes! Kan afhjælpes!«.
Sophie Alberti svarede, at frk. Falbe-Hansen aldrig før havde fremsat sine klager, men tværtimod gjorde god brug af biblioteket. Bl.a. havde frøkenen hjemlånt et leksikon, som foreningens medlemmer måtte undvære!
*
Ugen efter generalforsamlingen gav Emma Gad i Kvindernes Blad en syrlig kommentar til parlamentarismen i Kvindelig Læseforening, som hun kaldte for et kulturcentrum. Hun misbilligede, at den famøse generalforsamling viste, hvordan intelligente danske kvindekredse opførte sig. Generalforsamlingen var en dårlig prøve på kvindens fremtidige rolle i kommunalpolitik. Kvindernes opførsel på generalforsamlingen afkræftede også det meget anvendte argument, at kvindens deltagelse i det offentlige liv ville gøre det værdigere og bedre. Det var uheldigt, at kvinderne ikke ville lytte til modpartens argumenter. De optrådte ligeså simpelt som mændene, når de var i partikamp. De mange kvindevalgretsforeninger burde snarest undervise i mødedisciplin (»god Tone«), og Kvindelig Læseforening kunne passende arrangere en foredragsrække om emnet, helst inden næste generalforsamling.
*
Alberti-tilhængeren, den gamle fru Ellen Plum, svarede 14 dage efter på Emma Gads indlæg. Fru Plum anfægtede, at Kvindelig Læseforening var et kulturcentrum. Det kunne den ikke være, når den ikke fordrede dannelsesbevis før optagelse. Enhver ung pige kunne optages, når blot hun havde et hæderligt navn og rygte. I en by, hvor der som i København fandtes et Videnskabernes Selskab, kunne Kvindelig Læseforening ikke kalde sig et kulturcentrum. Generalforsamlingens mange afbrydelser i form af bifalds- og mishagsytringer skyldtes foreningens mange unge medlemmer, der i deres »Hjerters Varme« ønskede Kvindelig Læseforening et eget hjem. »Er det ikke lidt urimeligt at vente særegen behersket, parlamentarisk Optræden af de i Parlamentarisme saa uøvede Kvinder?«
*
Kvindelig Læseforening kunne indvie sit eget hus i 1910, og hvilket hus! Den store røde bygning var i fire etager med elevator og marmortrappe i midten. I stuen var der butikker og en stor, billig restaurant for kvinder med kvindelig betjening, i de to midterste etager var bibliotekslokalerne med udlån, læsesale, møde- og undervisningslokaler samt en stor foredrags- og festsal og på de to øverste etager Damehotellet med hjemlige gæsteværelser for kvinder, et nyt fænomen dengang.
*
Emma Gad konstaterede i en artikel om »Kvindelige Institutioner« fra samme år, at der overalt i storbyerne fandtes elegante dameklubber med kunstneriske og litterære formål og med tilhørende hotel og selskabslokaler, men ingen så prisbillig og med et så demokratisk grundlag som Kvindelig Læseforening, der var tilgængelig for de mange. De gode engelske dameklubber havde et årskontingent på omkring 80 kr., mens et årligt medlemskab i læseforeningen kun kostede 10 kr. og 50 øre. Kvindelig Læseforening indeholdt et af landets righoldigste biblioteker og var åben fra morgen til aften og dertil centralt beliggende og med moderne indrettede sale samt restaurant og tearoom.
Emma Gad oplyste, at uenigheden omkring den stadigt uopførte Kvindernes Bygning havde været stor, og at det gav strid, at så mange skulle have medbestemmelse. Måske var det bedre med en handlekraftig formand:
Sagen er vist kun gennemførlig, hvis en enkelt energisk og dygtig Personlighed, ligesom i Kv. Læseforening, har Mod til at skære igennem alt Vrøvlet og tage Ansvaret paa sig under megen Modstand og hvas Kritik.
*
Foredragssæsonen startede meget flot den 3. januar 1911 i den nye bygning med skuespiller Emil Poulsens foredrag: »Personlige Minder om Fru Heiberg«… Foredraget blev mødt med varmt bifald og fremkaldelser. Bagefter samledes ca. 90 herrer og damer til te med dessert og senere kaffe. Blandt forsamlingen sås bl.a. Emma Gad, den norske kvindevalgretsforkæmper Fredrikke Mørck, forfatterinderne fru Sophie Elkan, fru Lucie Hørlyk og frk. Sophie Breum samt fru Vibeke Salicath m.fl.
*
Fra Norge talte forfatterinderne fru Barbra Ring og fru Regine Normann. Sidstnævnte fortalte fra Nordlandets verden et lille norsk-dansk eventyr, der gjorde megen lykke. Den estiske forfatterinde fru Aino Kallas bragte en poetisk hilsen, og den danske frk. Ingeborg Maria Sick afsluttede med en skandinavisk digterhilsen. I arrangementet deltog ud over de nævnte bl.a. de svenske forfatterinder Elin Wågner og Sophie Elkan, den norske Hulda Garborg og de danske Emma Gad, Emma Kraft, Olga Eggers og Charlotte Eilersgaard.
*
Ved jubilæumsfestlighederne for Sophie Alberti den 20. februar 1916 var skærmydslerne fra husets tilblivelse gledet i baggrunden, og Sophie Alberti stod som den ubestridte førstedame i foreningens liv. Uden hende havde læseforeningen aldrig vokset sig så stor og stærk. Hendes 25-års jubilæum som formand blev fejret med maner. Hun modtog et væld af blomster og flere hundrede telegrammer, bl.a. fra kongen.
Kvindelig Læseforening realiserede således flere af de ideer, der lå til grund for Kvindernes Bygning.
*
Den 15. september 1926 blev hun beæret med fortjenstmedaljen i guld for sin livslange indsats for Kvindelig Læseforening. Først som 83-årig gik Sophie Alberti i 1929 af som formand for læseforeningen efter 38 år på denne post. Samtidig blev hun udnævnt til foreningens ærespræsident. Hun levede mange år endnu og døde den 17. juni 1947 som knap 101 år gammel åndsfrisk dame, der til det sidste fulgte levende med i tidens spørgsmål.