Verden og Vi 1918

Verden og Vi
5. april 1918


Fru Emma Gad indtager en Særstilling mellem de moderne danske Forfatterinder. Hun er den personificerede bon-sens, hendes litterære Virksomhed har et ligefrem rationalistisk Anstrøg, der minder om hin forlængst forsvundne Litteraturperiode, da man i Kunsten søgte at forene det gavnlige og det fornøjelige.

Emma Gad Verden og Vi 1918
Foto: Verden og Vi
Fru Gad har virkelig forstaaet at gavne og fornøje. Alle hendes Lystspil viser en mærkelig sympatetisk Forening af Filantropi og dramamatisk Kunst; hun vil noget godt og samfundsgavnligt med sine sceniske Arbejder, det er øjensynligt hendes ønske at reformere og at aabne Publikums øjne for skadelige Fordomme indenfor den københavnske Overklasse, som hun selv tilhører. Set fra et strengt kunstnerisk Synspunkt kan det jo ikke nægtes, at de filantropiske Hensigter undertiden træder noget for tydeligt frem i Fruens Arbejder, der til tider kan minde om dramatiserede Foredrag fra Kvindelig læseforening.

Hendes ivrige og virksomme Natur har valgt Scenen som et Virkefelt for socialt Arbejde. Tydeligst kom Tendensen frem i Skuespillet “Barnets Ret”(1912), der var et varmhjertet Indlæg i Debatten om det uægte Barns Stilling indenfor Samfundet. Fru Gad kæmpede her bravt for sin frisindede Morallære, og hun sagde Borgerskabet mange fornuftige og velovervejede Ting, tilpas krydret med den hjemmebagte Mallice, der navnlig hører hjemme i Kabenhavns Bredgadekvarter.

En vis tør og ubestikkelig Fornuft kendetegner alt, hvad Fruen har skrevet. Hendes Aandsforrn hører ganske hjemme i Halvfemserne i forrige Aarhundrede, den Periode, hvor Teatrene endnu besværedes af Debatstykker med Talerørsfigurer. Kulturhistorisk hører hun sammen med Otto Benzon, der ogsaa søger at virke ved et udpræget rationalistisk farvet Vid. En senere Tidsalder vil sikkert vanskeligt kunne forstaa den store Lykke, som disse to Dramatikere har gjort i deres taknemmelige Samtid. Det altfor lokale og stavnsbundne, næsten revyagtige Humor vil naturligvis blive studeret af vordende Litteraturhistorikere, der med Interesse vil undersøge et forsvundent Københavns Lokaltone i Emma Gads Lystspil.

Men man vil studere hende, som man nu studerer Charlotte Dorothea Biehl, der er Fruens aandelige Forgængerske i den danske Litteratur. Jomfru Biehls sarkastiske og gavnelystne Lystspil fra Christian den Syvendes Dage var jo, som bekendt, ogsaa københavnske Sædeskildringer med moralsk Sigte. De havde ikke meget med Kunst at gøre, men de var udsprungne af en ærlig og sund Stræben efter at gøre Nytte paa en behagelig Maade. Der er Berøringspunkter mellem den Biehlske Komedie “Den kærlige Datten” og Fru Gads Skuespil “Aabent Visir” (1898). Med et helt Aarhundredes Mellemrum virker begge Damers Arbejder omtrent paa samme Maade. Københavns evige Præg af stor Provinsby fornægter sig ikke gennem Tiderne, og den fantasifattige Atmosfære hviler endnu den Dag i Dag over Bourgeoisiets Hjem. Bag ved Jomfru Biehls trivelige Person ragede Voltaires uhyre Skikkelse i Vejret, og bag ved Fru Gad og Otto Benzon anes Georg Brandes’ ny-voltaireanske Profil. I begge Tilfælde maa man sige, at Fornuftens store Apostle ikke altid har været med til at inspirere levedygtig Kunst.

Fru Emma Gads sceniske Arbejder er alle tydeligt mærkede al at være blevne til i en fantasifattig og reformivrig Tidsalder, hvor Frisind og Fordomsfrihed stod paa Dagsordenen. Ogsaa Forfatterinden af “Et Aftenbesøg” og “Et Forspil”, har været følsom for den Tidsparole, der forlangte, at Problemer skulde sættes under Debat. I det Tog af Forfattere, der litteraturhistorisk følger i Georg Brandes’ Fodspor, ses ogsaa Fru Gad, der som en Slags Muse for den sunde Fornuft følger Mesteren paa hans rationalistiske Triumftog. Under ivrig Samtale om Dagens og Døgnets mange løbende Sporgsmaal bevæger Triumftoget sig hen imod Udødelighedens Porte, der dog kun lader et Par i Optoget slippe indenfor.
Svend Leopold.