Julebogstekst 1893

Nu, da Fristen er ved at udløbe, maa jeg med Ruelse bekende, at jeg ingenting har til Deres Kalender. De maa ikke tro, at det er Mangel paa Interesse — tværtimod, jeg har ærligt forsøgt at skrive Dem en eller anden lille Spøg i Dialogform, men det blev til noget Juks, som hverken De eller jeg kan være tjent med.

SKUESPILFORENINGENS JULEBOG
Kære Hr. Zinck!
Grunden er vel den, haaber jeg, at jeg i denne Tid er lidt optagen af Forberedelserne til mit nye Stykke — ja, jeg kan næsten sige til mine to Stykker, for det svenske Lystspil ved Dagmartheatret, som jeg har overført paa Dansk, det faar jeg vist ogsaa staa inde for, hvad det uundgaaelige Vrøvl angaar. Ak ja, ak ja, De kan tro, det er ikke saadan at skulle være Forfatter, Husmoder og Verdensdame paa eengang. Man sætter sig viljestærk og vel oplagt tilrette om Morgenen for at fuldføre en Akt. Man begynder: «Det er sandt, først det huslige fra Haanden.»

Kokkepigen giver Møde med Regnskabet, der straks nedstemmer En ved at være dobbelt saa stort, som det skulde være. Det bekymrer hende ikke, den Sjæl, den literære Stræben endnu mindre! Hun ønsker kun at faa at vide, om Madam Sørensen skal bestilles til Storvasken, og hvor mange Pund Blommer, der skal købes til Syltning. Ære være baade Vask og Syltning, men de hjælper ikke paa den Aktslutning, som det kniber med. Imidlertid, Regnskabet afmarscherer, man samler Tankerne — det begynder at dæmre. «Akten maa altsaa ende med, at —» saa, det ringer! Man iler ud for at lade sige, at man ikke er hjemme og falder i Armene paa Onkel Klaus fra Jylland, der glad og hengiven kommer for at spise Frokost. Langt bort fra Slutningsscenen flyver Ens Tanker ud i Spisekammeret og finder intet andet derude end Rullepølse.
Hvad bryder Onkel Klaus sig desuden om Slutningsscenen, ikke det mindste — nej, heller ikke om Rullepølse! Han vil tværtimod have en god Frokost, for derefter at benytte En til Cicerone ved Indkøb af en Kaabe til Tante Mille og seks Matroskraver til lille Karl. Dog — ved diplomatiske Forestillinger bringes han til foreløbig at nøjes med Frokosten, og man sætter sig atter til sit Værk med et lidt arrigt Ryk i Stolen.
«Naa, det var alttaa de Repliker —» Flemming spørger Grevinden, hvorfor hun viser ham Kulde – ja, hvorfor egentlig.

Mens man grunder paa det, ses Pigens Hoved i Døren.
«Der er en ung Herre derude.»
«Jeg har jo sagt, at jeg vil have Ro.»
«Ja, men det er en Herre fra Theatret, som er Elev, og som vil tale med Fruen om en Rolle i et af Fruens Stykker, og som har været her to Gange, men som kuns vil komme ind, hvis det er Fruen belejligt.»

Resigneret Suk! Ind træder Eleven med hver Fiber optagen af Tanken om sin mulige Debut og overbevist om, at Ens Ord kan gøre Udslaget. «Saa vanskeligt at komme frem. Modstand – Intriger — moderne Repertoire — ønsker at spille Frierscenen i anden Akt for Fruen,» og mens han reciterer de velkendte Repliker, slaar den forfærdelige Tanke som et Lyn ned i Ens Sjæl, at det er Tante Rikkes Fødselsdag, og at man har glemt Gave, Gratulation, Chokolade og hele Stadsen.
«Hun tilgiver det aldrig, ikke andet for, end at styrte derhen efter Middag og købe noget paa Vejen! Mon en Atlaskes Trøster? Naa, og Hansker til Soireen i Aften!»
«Hvad mener saa Fruen?»
«Det er jo lidt vanskeligt at bedømme, maaske lidt usikkert endnu — men utvivlsomt Talent.»

Julebog 1893
Skuespilforeningens Julebog 1893

Man lover at tale med Direktøren, skønt man saa udmærket ved, at det ikke hjælper det fjerneste — man ønsker al Lykke til det fremtidige Kald – farvel!

Naa, det var altsaa den Aktslutning, men Energien er tabt paa Vejen. Enfin, endnu er der dog Tid til at tænke lidt over det. Jo pyt! Der møder Ens Dreng med det mest berettigede Krav paa at blive hørt i Verbet «Aare». Det kan sandelig ikke forsømmes — det Verbum har voldt megen Fortræd, siden det blev opfundet.
«Du kan det jo ikke, Dreng, gaa og læs paa det og lad mig have Fred.»
«Men Petrine bad mig spørge, om hun skal hente Kakkelovnsmanden? Hun tør ikke selv komme herind. Jo, der er hun.»

«Undskyld, men jeg vilde blot lade Fruen vide, at Fru Schack har været her for at sige, at de ikke kan have den Fornøjelse paa Torsdag Middag, og at jeg har lagt ud for en Gasregning – ja – og saa at Klaverstemmeren er her.»



Og han er her endnu, kære Hr. Zinck! Om ikke just han, saa alle de andre af det daglige Livs brydsomme smaa Forhindringer, der stjæler Ens Tid og Ens Ævner. Se, saadan omtrent er det gaaet til, at jeg har forsømt noget saa vigtigt som Skuespillerforeningens Julebog. Vær ikke vred! De maa tværtimod være forvisset om, at jeg betragter Skuespillerne som mine Hjælpere og mine Venner og som saadan ikke mindst Dem selv.

Deres hengivne
EMMA GAD.