På visit og i selskab

På visit og i selskab
På visit og i selskab (LensGo)

 


Man skal aldrig tale om mennesker, der ikke er de tilstedeværende bekendte.

Man skal aldrig, selv på den korteste visit, gå med overfrakke eller galocher på ind i modtagelsesværelset. Når man aflægger en kort visit, beholdes hat og stok men aldrig paraply i hånden.

Man skal aldrig indlade sig på at give alle tilstedeværende hånden. Når herren eller fruen giver hånden, tager man den; for alle andre behøver man kun at bukke.

Man skal aldrig under nogen omstændighed række en dame hånden først. Initiativet må altid udgå fra hende. På samme måde bør man forholde sig overfor den, der er ældre eller står højere i rang.

Man skal aldrig i egenskab af husfrue søge at skille en besøgende ved hat og stok. Man skal ikke lægge mærke til disse genstande. Det er passende, at den besøgende beholder dem, men det er upassende, at der skænkes dem nogen opmærksomhed.

Man skal aldrig skynde sig at komme til at sidde. Det ser ligeså godt ud at stå op, og det er lige så let og lige så passende; endvidere er denne stilling for underholdningens skyld den hensigtsmæssigste, thi man konverserer bedst stående.

Man skal aldrig være kold eller frastødende, og lige så lidt skal man strømme over af hjertelighed og sødme. Idealet er: elskværdig, men rolig.

Man skal aldrig stirre på møbler, malerier eller lignende genstande; allermindst på nogen af de tilstedeværende personer.

Man skal aldrig glemme at rejse sig, når en dame træder ind.

Man skal aldrig strække sig i sofaen eller i en gyngestol. At gå op og ned skal man aldrig tillade sig undtagen i sovekammeret.

Man skal aldrig slå benene overkors. Næsten alle mænd gør det – men alligevel skal man ikke gøre det.

Man skal aldrig sidde og vippe med stolen. Man bør indtage en utvungen stilling og sidde rolig.

Man skal aldrig sidde og dingle med fødderne. Man skal aldrig lege med kvaster, knapper eller hvad der ellers findes i ens nærhed. Man skal aldrig sidde og dreje tommelfingrene om hinanden. For at kunne kaldes beleven må man først og fremmest være rolig og aldeles behersket.

Man skal aldrig være selvbevidst. »den sande høflighed,« siger en forfatter, »er altid beskæftiget så meget med andre, at den ikke har tid til at tænke på sig selv.«

Man skal aldrig præsentere en dame for en herre; hvor høj en stilling en herre end beklæder, bør det ubetinget altid være ham, der forestilles for vedkommende dame. Unge herrer skal altid forestilles for ældre herrer og ikke omvendt; med damerne indbyrdes forholder det sig på ganske lignende måde.

Man skal aldrig afslå at spille eller synge, når man bliver opfordret dertil, medmindre det er ens faste forsæt, at man ikke vil. Siger man nej blot for at få værtinden til at bede og plage, viser man sig kun utålelig forfængelig og lunefuld. Derfor gælder følgende for alle fruer:

Man skal aldrig opfordre nogen til at spille eller synge mere end en gang efter hans første vægring. Når en første gang siger nej, kan det være af beskedenhed eller undselighed, men det andet svar må anses for at være det sidste.

Man skal aldrig berøre den, man taler med. Det er en overtrædelse af dannelsens bud at tage folk i armen, lægge hånden på deres skulder eller prikke til dem med fingeren for at vække deres opmærksomhed.

Man skal aldrig tale for højt eller forsøge at bemægtige sig konversationen.

Man skal aldrig tale med den ene fremfor med den anden. Det bør være enhver i selskabet magtpåliggende at få alle med i samtalen.

Man skal aldrig hviske i et selskab. Kan man ikke sige højt, hvad man vil, får man vente, til der frembyder sig en passende lejlighed.

Man skal aldrig tale om sig selv, sine privatanliggender eller sine specielle interesser. Vil man gøre sig yndet eller være elskværdig, så bør man tale med andre om, hvad der interesserer dem.

Man skal aldrig i en selskabskreds tale med en enkelt tilstedeværende om ting, der kun angår ham og en selv eller kun forstås af indviede.

Man skal aldrig tale om sine sygdomme eller andre onder. Folk, der gå og klage til enhver tid, betragtes af alle som store plageånder.

Man skal aldrig tale om mennesker, der ikke er de tilstedeværende bekendte.

Man skal aldrig være vittig på andre menneskers bekostning; Man skal aldrig søge at gøre nogen latterlig; ligesom man aldrig skal forstyrre selskabets endrægtighed ved noget som helst.

Man skal aldrig skumle eller bringe verserende skandalehistorier videre.

Man skal aldrig omtale tvetydige personer eller dvæle ved uappetitlig passiar.

Man skal aldrig opholde sig for længe ved fremmede damers skønhed, – andre huses flothed, – andensteds afholdte selskabers glans, – kort sagt ved andres overlegenhed. Roser man altfor stærkt andre mennesker eller forholdene andensteds, ser det ud, som om man ikke var fornøjet med menneskene eller forholdene i ens umiddelbare nærhed.

Man skal aldrig være taktløs. Hvis man ikke ved, hvad takt er, så kan man i det mindste tænke først på andre og sidst på sig selv, hvilket nogenlunde erstatter den.

Man skal aldrig begynde at tale om politik eller religion. I almindelighed fremkalder sådanne samtaler bitterhed, og derfor er det bedst at undgå dem aldeles.

Man skal aldrig fernisere sine meddelelser med usandhed. Sandhedskærlighed er simpelthen en vane. Det er vel kun få, der lyver af ondskab eller i bedragerisk hensigt, men der er såre mange, som ikke desto mindre er fuldkommen upålidelige.

Man skal aldrig afbryde nogen. Det er en utilgivelig taktløshed at falde en i talen; mens han er midt i en fortælling.

Man skal aldrig ligefrem sige imod. Meningsforskel er en så selvfølgelig ting, at ingen, blot fordi den er til stede, bliver fornærmet, men direkte modsigelse er unødvendig og upassende.

Man skal aldrig yppe strid om alt muligt og med alle mulige mennesker. Når et stridsspørgsmål optages af alle, får det passere; men når to i selskabet komme i heftig ordstrid og lader alle andre samtaleemner ligge, bør fruen i huset uden videre blande sig i sagen og bede vedkommende bilægge striden snarest.

Man skal aldrig være langtrukken. Fortæller man en historie, bør man ikke tage alle detaljer med eller foretage digressioner ved hvert ord – men man skal være kortfattet, klar og tydelig i sin tale og se at nå slutningen på fortællingen så snart som muligt.

Man skal aldrig blive hængende ved et og samme tema; Man skal aldrig tale om ting, der i almindelighed ikke interessere andre; man skal kort sagt ikke være kedelig.

Man skal aldrig gentage fortærskede vittigheder eller gamle historier. Man skal aldrig lave altfor tydelige ordspil eller brandere. Når et godt ordspil kommer ved passende lejlighed, er det altid morsomt, men en uophørlig strøm af brandere kan bringe de fleste til fortvivlelse.

Man skal aldrig sidde og lure i et væk på lejlighed til at være morsom. Den mand, der stadig er på springet til at rive vittigheder af sig, er kun latterlig og generende for hele selskabet.

Man skal aldrig gentage den samtale, der er ført i det ene hus, i det andet, ikke engang i sit eget. Man ved aldrig, hvilke farlige småting den kan indeholde.

Man skal aldrig være for rask til at svare, når man bliver spurgt om sin mening om en anden, thi man kan let få ubehageligheder, hvis svaret går videre.

Man skal aldrig opfriske gamle minder eller anekdoter om sine slægtninge eller venner, som måske de tilstedeværende aldrig har hørt omtale, og hvis bedrifter sikkert er dem så temmelig ligegyldige.

Man skal aldrig, selv om man tror, at man er en meget stor mimiker eller har talent for at kopiere sine medmennesker – og der er mange, der med eller uden føje går i den salige indbildning – være forhippet på at komme til at vise sin kunst i selskab. Ikke mange holder af at vide, at man iagttager deres særheder, og man tager sjældent fejl, når man forudsætter, at der sikkert nok er en villig og velmenende ven, der lader b. Vide, at a. I et selskab hos hr. Jespersen har lavet en ganske afskyelig (eller en ganske udmærket) kopi af ham.

Man skal aldrig gentage anekdoter, lige meget om de er gode eller slette. Selv det bedste forekommer os tåbeligt, når vi høre det for ofte.

Man skal aldrig svare på nogen af de bemærkninger, der gøres, med en enkelt stavelse. Det virker ikke blot frastødende, det er næsten fornærmeligt. Man kan altid finde, og man skal altid give et ordenligt svar.

Man skal aldrig se uopmærksom eller ligegyldig ud eller tilkendegive utålmodighed, når andre taler. Det er også en vigtig betingelse for at kunne kaldes beleven, dette, at man hører høflig på alle.

Man skal aldrig være indbildsk. Man skal aldrig udbrede sig vidtløftig om sine egne bedrifter eller store evner; heller ikke om sine planer. Man skal aldrig gøre sig selv til den stadige helt i de historier, man fortæller.

Man skal aldrig fortælle i en evighed om fremmede byer, man har set, eller om eventyr, man muligvis har oplevet på rejser. Man skal aldrig fremstille andre landes indbyggere som nødvendigvis ringere eller bedre end ens landsmænd, fordi deres nationalejendommeligheder er noget forskellige fra vore.

Man skal aldrig finde fejl eller undervurdere andre. Kritikløs ros er naturligvis modbydelig; men på den anden side vækker man kun forbitrelse ved at dadle over en lav sko. En verdensmand må forstå at anvende rosende og nedsættende kritik vel, det vil sige være skarpsindig nok til at se det fortjenstfulde ved enhver ting, men heller ikke være blind for dens fejl.

Man skal aldrig være gnaven, fordi man føler sig overset. Man bør kun tænke på det behagelige og søge at være behagelig selv; resultatet bliver, at man føler sig tilfreds.

Man skal aldrig vise aversion, ikke engang mod en plageånd. Det er en udmærket prøve på, hvor vidt man virkelig er i besiddelse af høflighed, om man kan underkaste sig forskellige selskabelige forhold uden knurren.

Man skal aldrig væde fingrene, når man spiller kort, for lettere at kunne give kort omkring. Dette er en meget udbredt og meget upassende skik. De aristokratiske kredse ved et tysk hof blev for nogle år siden yderlig forfærdede ved at se den amerikanske gesandt bære sig således ad.

Man skal aldrig lade sig bringe i slet humør, fordi man er uheldig i spillet.

Man skal aldrig tillade sig nogen dispensation fra de pligter, man skylder de gamle. Unge mennesker viser ofte en oprørende nonchalance overfor alderdommen, navnlig overfor døve eller med lignende svagheder plagede folk. Der er intet, der bedre vidner om et godt hjerte og en fin opfattelse af, hvad virkelig høflighed er, end en venlig opmærksomhed mod alderdommen.

Man skal aldrig i selskab åbne en bog og læse i den. Er man træt af selskabet, bør man trække sig tilbage, men ellers må man venligst beære det med sin opmærksomhed.

Man skal aldrig stille sig foran ovnen, hvorved man kan spærre varmen for de andre. Det er desuden ikke rigtig anstændigt.

Man skal aldrig gå foran en dame ind eller ud ad en dør. Damer bør altid gå først.

Man skal aldrig se flere gange på uret; thi det ser ud, som om man derved vil udtrykke sin længsel efter at komme bort.

Man skal aldrig udnytte en gæstfri modtagelse ved et for langt ophold; på den anden side skal man heller ikke opløse selskabet ved at bryde for tidlig op. En lille smule iagttagelse og en sund forstand vil hjælpe en med at finde det rigtige tidspunkt til at sige godnat.