Aabent Visir 1898

PERSONERNE:

GENERALINDE WALLIN KAPTAJN KARL WALLIN, hendes søn
FRØKEN ELINE MALLING JONNA MALLING, hendes søster
KONSUL STENBERG IDA
KAPTAJN SALVESEN FRØKEN VON SVITZER
FRU MADSEN To FRØKNER LILJENFELDT
En Tjener

3. AKT
4. SCENE
Stenberg. Eline. Senere Jonna.
ELINE (efter at de et Øjeblik har set paa hinanden). Hvad vil De mig?
KONSUL
STENBERG
De har jo skrevet til mig.
ELINE Ja, jeg har skrevet, men —
KONSUL
STENBERG
Og i det Brev siger De, at De og jeg nu er helt færdige med hinanden. I saa Henseende kan jeg ikke være ganske enig med Dem. Vi „er” jo ikke færdige, siden vort Barn lever. Saa rejste jeg hjem, lidt før end jeg havde tænkt. Kan det undre Dem saa meget? Jeg maatte jo tale med Dem.
ELINE Jeg havde i hvert Fald ikke ventet Dem.
KONSUL
STENBERG
De synes at betragte mig som en Art Romanskurk, der pludselig lader sig til Syne for at udbrede Skræk og Uro om sig. Det hele er, at jeg ønsker at bringe Klarhed i vort gensidige Forhold. Men jeg forstaar godt, at det ikke nu er Dem belejligt, saa hvis De maaske vil bestemme en Tid i Morgen Formiddag —
ELINE Ligesaa godt nu som siden. Vil De ikke tage Plads.
KONSUL
STENBERG
(sætter sig). Tak. De agter altsaa at gifte Dem med Kaptajn Wallin?
ELINE Ja.
KONSUL
STENBERG
Og De har ingenting at forklare mig eller anmode mig om desangaaende?
ELINE Ikke ud over det, jeg har skrevet.
KONSUL
STENBERG
(venlig). De er saa kold og sky overfor mig. Er jeg Dem virkelig saa meget imod?
ELINE Det har i hvert Fald aldrig staaet mig saa klart som i denne Time, at det er Dem, jeg skylder mit Livs Ulykke.
KONSUL
STENBERG
Det føler jeg vist fuldt saa stærkt som De. Det har tidt naget mig, og ingenting i mit Liv vilde jeg heller have ugjort. Men alligevel tror jeg, at De ogsaa skylder mig en Lykke, der var større end nogen anden, De har følt. Har De ganske glemt den?
ELINE (bittert). Nej. Jeg kender den tilbunds, den Lykke, der sætter ormstukken Frugt. Den glemmer jeg saa vist ikke.
KONSUL
STENBERG
(ser paa hende). De er smuk endnu, Eline.
ELINE (retter sig). Jeg maa Bede Dem —
KONSUL
STENBERG
Vær rolig! Det være langt fra mig at ville forsøge paa at begynde, hvor vi dengang slap. Mellem os To ligger den Slags ikke mere for – De er for mig kun mit Barns Moder. Men forstaar De ikke — jeg følte en ganske naturlig Uro ved at skulle gense Dem — det er altid tungt at se, at Roserne i Ens Liv er blevne til Hyben. — Jeg havde glemt den Gave, som Nordens Døtre har faaet til at holde sig unge og friske, for De ser jo næsten ud som dengang, kun mere skiftende og sjælfuld i Udtryk, som Den kommer til at se ud, der har tænkt og lidt.
ELINE I saa Fald kan jeg takke Dem for mit forbedrede Ydre.
KONSUL
STENBERG
De taler bittert. Kan Tiden mon ikke lære Dem at se paa mig — om ikke med Venskab, saa med lidt Forstaaelse og Godhed?
ELINE Forstaa mig ret jeg er ikke hildet i Forestillinger om den skændige Forfører og sligt. Jeg ved, at man er To om Kærligheden og dens Lyst, men jeg ved ogsaa, at man kun er Een om dens Nød og Vaande. Denne Ene har, jeg været, og det har sat saa dybe Marker i mit Liv, at jeg aldrig senere har kunnet føæe mig rigtig fri og glad. Mærk vel jeg bebrejder Dem ingenting, men naar jeg tænker paa Dem, saa er det med det Nag, som er Følgen af Ens egne store Fejlgreb.
KONSUL
STENBERG
Og ingenting havde dog været mig saa kært som at opfylde enhver Pligt imod Dem.
ELINE (vender sig heftigt imod ham). Opfyldte De den første — den at lade Dem skille fra Deres Hustru og ægte mig — som De havde lovet?
KONSUL
STENBERG
(varmt). Nogen større Lykke havde ikke været til for mig. Jeg skrev jo til Dem, at det var ugørligt.
ELINE (smiler). Ja, det skrev De.
KONSUL
STENBERG
Den blotte Antydning truede min hysterisk anlagte Hustru med Vanvid, og Lægens Erklæring — (Trækker paa Skulderen.) der er jo Ting, man ikke kan gøre. Desuden hvad hjalp mit Ønske — hun vilde ikke — jeg maatte vige.
ELINE Er en saadan Mangel paa Stolthed mulig, naar De foretrak en Anden!
KONSUL
STENBERG
Ikke alene mulig, men ret almindelig.
ELINE Den kom Dem maaske endog ret tilpas.
KONSUL
STENBERG
Tro ikke, at jeg har været fri for Lidelse — nej, heller ikke jeg. Skinsyge og pinefulde Forklaringer hærgede mit Liv sammen med det, jeg led ved Tanken om Dem.
ELINE Paa forsigtig Afstand — ja!
KONSUL
STENBERG
De ved, at mange Ting bragte mig til at rejse, nye Baner aabnedes, og det viste sig, at jeg var egnet til at tage Kampen op paa fremmed Jord. Jeg taler om den ydre Lykke — den har jeg vundet — den indre var mig allevegne lige krank.
ELINE Det gør mig ondt. Men lad os ikke fortsætte denne Samtale. Lad mig blot med faa og klare Ord faa at vide, hvorfor De har søgt mig?
KONSUL
STENBERG
Sig mig først — er det en ganske afgjort Sag, at De vil gifte Dem med denne Kaptajn Wallin?
ELINE Ja, det ved De. Det angaar jo iøvrigt ikke Dem. De har ingen Ret over mine Handlinger.
KONSUL
STENBERG
Det ved jeg. Jeg taler ikke paa egne Vegne, men paa mit Barns, der er i Deres Verge.
ELINE (studser lidt). De har heller ingen Ret over hende, og hendes Vel har hidtil ikke ligget Dem stærkt paa Sinde.
KONSUL
STENBERG
Er De nu retfærdig! Har jeg ikke atter og atter skrevet til Dem med Bøn om at maatte være noget for Dem og hende.
ELINE (køligt). Jo, det er sandt. Jeg takker.
KONSUL
STENBERG
De har haardnakket afslaaet enhver pekuniær Hjaelp. Lad mig endnu engang sige Dem, at min Pung staar til Deres ubeskaarne Raadighed. Hvad der er mit, er Deres.
ELINE Føler De ikke, at De fornærmer mig med de Tilbud. Var der Penge mellem Dem og mig, da først vilde jeg hetragte min Ære som tabt.
KONSUL
STENBERG
Ikke, hvis Deres Hjerte var lidt med deri. Ser De, Eline, jeg forstaar godt, at De maa trænge haardt til en Hjæ1per og Ven.
ELINE Hvad mener De?
KONSUL
STENBERG
Deres Liv er vist vanskeligt, men det bliver ikke lettere for Dem at være gift. Kan ikke jeg, Deres Barns Fader, bedre i Stilhed være Deres Beskytter, end en Fremmed?
ELINE (gaar tæt hen til ham). Forstaa mig vel — jeg gifter mig ikke med Karl Wallin for at faa en Forsørger, men fordi jeg elsker ham af min ganske Sjæ1 med en Kærlighed, der først vil tage Ende med mit Liv.
KONSUL
STENBERG
Naa saadan tilgiv! (I en køligere Tone.) Jeg beder Dem — fortæl mig lidt om vort Barn. Hvordan er hun?
ELINE (forbeholden). De saa hende jo selv.
KONSUL
STENBERG
Ja. Hun lover at blive yndefuld og fin af Ydre. Det saa jeg straks med Glæde.
ELINE (kaster et ængsteligt Blik til ham).
KONSUL
STENBERG
Men ellers — hvordan er hun af Sind?
ELINE (tøvende). Det er vanskeligt i faa Ord at skildre det Mangfoldige, som i den Alder spirer frem og brydes.
KONSUL
STENBERG
Hun var fornuftig og sød at tale med.
ELINE (hurtigt). Har De talt med hende?
KONSUL
STENBERG
Ja, før De kom.
ELINE (kort). Ja saa!
KONSUL
STENBERG
Er hun blid og bevæelig som De, eller energisk anlagt som jeg. Ligner hun mig?
ELINE (farer hen imod ham). Vil De forsøge paa at tage hende fra mig? Stenberg — er det derfor, De er kommen?
KONSUL
STENBERG
Jeg er kommen for med egne Øjne at se, hvordan Sagerne staar.
ELINE Jeg vil sige Dem — det er forgæves. Paa det Punkt viger jeg ikke et Skridt.
KONSUL
STENBERG
Det turde dog være, at det var det heldigste for Deres Barn at vige lidt. Husk, jeg kan give hende alle Livets Goder.
ELINE Og jeg det, der er mere værd — Kærlighed. Hvad vil De hende?
KONSUL
STENBERG
Jeg vil gærne have Del i hende og Glæde af hende. I mit Ægteskab har jeg kun Sønner, der ikke har udviklet sig helt efter mine Ønsker. Jeg føler, at jeg vilde komme til at forgude denne Dater.
ELINE Hvordan vil De forklare det? De kender hende jo ikke.
KONSUL
STENBERG
Instinktet kan man ikke forklare. Det er derfor lige stærkt.
ELINE Hvornaar er det mon vaagnet, det Instinkt?
KONSUL
STENBERG
Ved at se hende. Hun var mig forunderlig kær med det samme.
ELINE Det kom i en Hast!
KONSUL
STENBERG
Vær ikke ubillig, Eline! De gifter Dem jo, og er lykkelig igennem det, siger De. Naa, det kunde jo hændes, at ogsaa jeg trænger til lidt Kærlighed og Glade! Jeg har læenge tænkt paa den Datter.
ELINE Kærlighed, siger De! Den har De næppe savnet!
KONSUL
STENBERG
De mener Elskov! Aa nej! Men netop naar man Livet igennem har været stærkest hildet i den, saa kommer der en Tid, hvor man staar tom og drages af den Fred og Ømhed, der gaar ud fra de Stores Kærlighed til de Smaa. Det er den, jeg trænger til, og for den, jeg vil kæmpe, om det gøres nødigt.
ELINE Aa min Gud —
Jonna kommer ind fra venstre.
ELINE (vender sig). Jonna, han vil tage Ida fra mig.
JONNA (kommer nærmere). Hvad er nu det — lad mig høre!
KONSUL
STENBERG
(lidt utaalmodig). Vist ikke. Deres Søster fører Sagen ud til den yderste Grænse. Jeg har blot gjort hende opmærksom paa, at jeg er Idas Fader og som saadan maa have Ret til at faa nogen Del i hende og bidrage Mit til hendes Velfærd og Lykke.
ELINE (stærkt bevæget). Ret, siger De, – Ret — hvormed har De tilkøbt Dem den! Nej, jeg har Retten. Om ogsaa Skæbnen har kuet mig, her er jeg den Stærke ja, jeg, Kvinden. Lad Livet være haardt, saa grænseløst ubilligt er det dog ikke, at De, der nu for mig er en Fremmed, pludselig kan staa frem og kræve Deres Del af et Barn, hvis Kærlighed De ingenting har gjort for at fortjene ja ikke engang ved mere om, end at De maa spørge, hvordan hun er.
KONSUL
STENBERG
(vil tale). Men —
ELINE Hvordan hun er! Jonna, behøves der mere for at vise hans Afmagt end de tre Ord, rettede til mig, der fra Idas første Time kun har levet i Tanken om hende.
JONNA Lad os nu tale roligt om det.
ELINE Til hvad Nytte?
KONSUL
STENBERG
Jeg maa dog have Lov at fastholde, at Pigebarnet er mit Kød og Blod saa vel som Deres.
ELINE Ja vist, gentag det de hundrede Gange. Her gælder ligefuldt en højere Lov.
KONSUL
STENBERG
Hvilken?
ELINE Den, der siger, at det er ikke nok at have Del i et Barn med sit Kød og Blod, man maa ogsaa eje det med sin Sjæl. Det gør jeg — De ikke. Hun er min, fordi jeg har lidt for hende — har jeg ikke, Jonna? Jeg har fortjent hende med min Omhu og mine Taarer og med selve mit Hjertes inderste Liv. Og den Ejendom, hører De, den vil jeg forsvare som Moder og som Kvinde til sidste Aandedrag! Mig hører hun til — mig alene! Om saa De talte til Verdens Ende, min Mening forandres ikke, og dermed er vel alting sagt imellem os.
Hun gaar hurtigt hen imod Baggrunden.
JONNA (kalder). Nej, Eline, gaa ikke. Om den Sag maa der tales bedre ud.
Eline standser, men bliver i Baggrunden og gaar under det Følgende hurtigt frem og tilbage i stærkt Sindsoprør, idet hun af og til lytter til det, der siges.
KONSUL
STENBERG
(trækker paa Skulderen). Ja, Frøken Jonna, jeg vilde ønske, De havde hørt det hele. Jeg tror, Deres Søster er uretfærdig.
JONNA Formodentlig. Det er Kvinder som oftest, naar de bliver angrebne i deres stærkeste personlige Følelser, og man kan vel overhovedet ikke komme dybere end til en Moders ulykkelige Kærlighed til sit Barn. Det maa De huske.
KONSUL
STENBERG
Har hun da ikke hele Tiden haft sit Barn?
JONNA Hvordan har hun haft hende — i Skjul hos Fremmede! Har hun kendt en Moders Glade — nej, kun Afkald og Angst! Og nu – – nu endelig, hvor hun har naaet den Lykke at kunne leve med sin Datter, saa falder De ned fra Skyerne og vil forplumre alt.
KONSUL
STENBERG
Fra Skyerne! Jeg synes dog, man maa have regnet med min Eksistens. Skriftligt har jeg tidt nok mindet om den — til ingen Nytte. Nu er jeg her.
JONNA Ja, men var ikke derfor hensynsløs. Tænk paa Deres egen Moder og paa Dem selv, da De var Barn. Kunde en Anden have været det for Dem, som hun var? Kan overhovedet en Moder erstattes? Nej, hvis De vil Deres Datter vel, saa lad hende vokse op i Fred, uden Kamp og Kiv, hos sin Moder.
KONSUL
STENBERG
Hvad De der siger, kan jeg forstaa, og jeg bøjer mig ganske for det.
JONNA (glad). De erkender, at min Søster maa have Ret til sit Barn?
KONSUL
STENBERG
Ja, fuldt, ud, men vel at mærke, kun indtil det Øjeblik, hvor hun gifter sig med en anden Mand.
JONNA (studser og ser hurtigt paa ham). Altsaa —
KONSUL
STENBERG
De maa selv kunne indse, at det gør min Pligt til Hensyn mindre.
JONNA Længe nok har Eline forsaget, synes jeg. Vil De nu formene hende omsider at komme i en tryg Havn, blot fordi den er udenfor Deres Rækkevidde.
KONSUL
STENBERG
Jeg formener hende ingenting. Jeg gør blot mit eget Synspunkt gældende. Det maa jeg have Lov til.
JONNA De kan jo ikke hindre, at Eline gifter sig og beholder sit Barn. De har jo overhovedet ingen Ret.
KONSUL
STENBERG
Ret — hvor tidt skal jeg bore det Ord. Nej, nogen lovlig Ret har jeg ikke — det ved jeg, men jeg maa have moralsk Ret til at leve i min Datters Nærhed, om jeg vil.
JONNA Aldeles ikke. De kan da tænke, det vil gore Elines Stilling tifold vanskeligere, end den i Forvejen er. Saa sandt De har været Aarsag i hendes Livs Ulykke, maa De ogsaa nu bringe hende det Offer at rejse igen og blive borte for bestandig.
KONSUL
STENBERG
Tror De om mig, at jeg vil gøre det?
JONNA Ja. Jeg tror om Mennesker, at de, idetmindste en enkelt Gang, formaar at handle stort.
KONSUL
STENBERG
Gid jeg havde Deres Venskab, Frøken Jonna!
JONNA Aa — Tak
KONSUL
STENBERG
Men De kender Livet daarligt, naar De tror, at et Par løse Ord er nok til at Ændre en Mands Fortsæt. Nej, mit Liv har lært mig at gøre, hvad jeg synes er rigtigt for mig selv og mine Egne. Derfor bliver jeg her. Ja, jeg sætter, at Elines Mand ikke er god imod min Datter og ikke gør hendes Liv lykkeligt, hvem skal saa beskytte hende — hvor skal hun ty hen?
ELINE (kommer pludselig derhen). Jeg svarer Dem for, saa vidt som det ene Menneske kan svare for det andet, at Karl Wallin vil opfylde enhver Forpligtelse — ja, mere end det! Alene Livet i hans Nærhed og i hans Hjem vil gore Ida mere finttænkende og god. Har jeg Ret, Jonna?
JONNA Ja. Stoler De paa, hvad vi siger?
KONSUL
STENBERG
Ikke rigtigt. For jeg tror aldrig, at det ene Menneske kan svare for det andet. Svært nok at svare for sig selv.
JONNA Tal med ham selv derom, og De vil føle, at vi taler sandt.
KONSUL
STENBERG
Som De vil.
JONNA (gaar hen til Døren og kalder). Karl, er Du der — jeg beder Dig — kom!
Wallin kommer ind fra højre.

3. AKT
5. SCENE
Eline. Jonna. Wallin. Stenberg. Senere Ida. Tilsidst Generalinden og Frøknerne Liljenfeldt.
JONNA Undskyld, at jeg kaldte paa Dig.
WALLIN (kort). Jeg beder.
JONNA Konsul Stenberg maa tale med Dig.
WALLIN Det var netop mit eget Ønske.
KONSUL
STENBERG
Jeg er til Tjeneste.
JONNA (ser lidt ængstelig til Wallin). Du kender jo Sammenhængen, Karl!
WALLIN (rynker Brynene).
JONNA Hr. Stenberg er lidt urolig for at betro sin Datters Fremtid i dine Hander. Sagen er – han kender Dig jo ikke rigtigt – ved kun, at Du vil have Eline til Hustru.
WALLIN Det har hidtil været mit højeste Ønske.
JONNA (overrasket). Er det da ikke mere det?
ELINE (farer sammen og støtter sig til en Stol.)
WALLIN (bestemt). I samme Øjeblik jeg hørte, at De vil bosætte Dem her, Hr. Konsul, saa stod det mig klart, at mit Ægteskab med Frøken Malling da er umuligt.
ELINE (stirrer forfærdet paa ham). Du mener, at —
WALLIN (vender sig hurtigt til hende). Du ved, Eline, jeg har fra første Færd forstaaet, at vort Samliv, saaledes som det stiller sig, kunde frembyde vanskelige Punkter – ja, at det i hvert Fald vilde kræve ikke saa lidt Hensyn og Takt. Men naar man holder af hinanden som Du og jeg, saa klares jo mange Skær. Noget andet er — ja, jeg taler uforbeholdent – noget andet er, naar et fremmed Element kommer til — (vender sig halvt mod Stenbergl et Menneske, der har en vis Ret over os og dog ingen Ret, Ønsker men ingen Forpligtelser, Adkomster, men ikke noget Ansvar. Med ham imellem os er vi ude over Grænsen for det, der er gørligt. Det kan ikke gaa.
KONSUL
STENBERG
(trækker tavs paa Skulderen).
ELINE (vil sige noget, men holder modløs inde).
JONNA Sig ikke det, Karl, Du har blot i din Ensomhed derinde ægget Dig selv op til Modvilje og Vrede.
WALLIN (med en afværgende Bevægelse). Vist ej — her gælder ingen Øllebrøds-Medynk; jeg taler Alvor.
(Vender sig rask mod Stenberg.) De forstaar, vi kan ikke være her begge. Efter det maa De nu rette Deres Adfærd.
KONSUL
STENBERG
Meget vel.
ELINE (kryster sine Hænder i nervøs Uro).
JONNA Har Du tænkt over det, Du der siger, Karl! Konsul Stenberg er nemlig ligesaa bestemt som Du. Han rejser ikke.
WALLIN Om jeg tænkte derover, til ingen anden Tanke var tilbage, saa vilde min Mening være den samme.
JONNA (tager Eline om Skulderen). Stakkels Eline!
WALLIN Naa, ogsaa jeg gaar jo i saa Fald glip af det, jeg nu forstaar ved Lykken.
JONNA Hvorfor saa ikke gifte jer alligevel? Hvorfor skulde det ikke kunne gaa?
WALLIN Har I ikke forstaaet, at Ægteskabet og Hjemmet for mig betyder Livets fredlyste Side!
KONSUL
STENBERG
I saa Fald opstiller De en Fordring, som Livet kun sjældent fyldestgør.
WALLIN Kan hænde! Men sikkert og uhjælpeligt at lukke Tvedragt med sig ind i Huset paa selve sin Bryllupsdag, det staar for mig som Helligbrøde mod et Samliv.
ELINE (ser paa Jonna som for at bede om Hjælp).
JONNA Naar der er Fred mellem Eline og Dig, saa er jo alt andet udenfor.
ELINE (ser hurtigt spørgende paa ham).
WALLIN Spørg Konsul Stenberg derom. (Vender sig til ham.) Kan De da paa Forhaand love at opgive ethvert Krav paa Deres Datter, enhver Appel til hendes Kærlighed, enhver Rettighed, enhver Mening om hendes Ve og Vel?
KONSUL
STENBERG
Nej, det kan jeg afgjort ikke.
ELINE (der har set paa ham, drejer sig med Uvilje).
WALLIN Og ikke om De lovede det de hundrede Gange, vilde De holde Deres Ord, fordi det er imod Naturens Bud.
KONSUL
STENBERG
Akkurat.
JONNA Herregud, hvorfor kan man dog ikke komme overens om at være god imod et Barn. Jeg synes, det er saa let.
WALLIN Du forstaar vist ikke, som Kvinde, at dette bunder dybere end som saa! Her staar vi Mand mod Mand. (Vender sig rask.) Jeg siger Dem det Ærligt, Konsul Stenberg, allerede nu ulmer der hos mig en Gnist af Had mod Dem som den Mand, der har røvet Lykken fra mig og fra den Kvinde, jeg elsker. Den blotte Tanke volder mig Afsky. (Gaar truende hen imod ham.) Ja, jeg ved,
at jeg kommer til at hade Dem.
KONSUL
STENBERG
(koldt). Det ved jeg ogsaa. De gør det allerede.
ELINE (farer sammen og trækker sig angst tilbage).
JONNA (trækker haabløst paa Skulderen) Det evig Uforanderlige! Hvad er Verdens ældste Kunstværk — to Hjorte, der slaas om en Hind.
WALLIN Jeg indser godt, at min Uvilje er urimelig, ja, maaske helt uretfærdig. Jeg søger at bekæmpe den. Jeg formaar det ikke.
ELINE (kommer nærmere igen og ser angst fra den Ene til den Anden).
WALLIN (taler sig hidsig). Naar jeg tænker paa, hvor rig en Lykke der kunde være timedes Eline og mig, og hvor haabløst alt nu er, saa jog jeg Dem helst af alt i dette Øjeblik ud af min Moders Hus som hendes Søns argeste Fjende. Eline selv kunde jeg tilgive — helt! (Heftigt.) Men aldrig Dem — aldrig!
KONSUL
STENBERG
(retter sig truende). De kan finde mig, Hr. Kaptajn, naar og hvor De vil —
ELINE (bedende). Karl –
WALLIN Indser Du da ikke, Eline, at hvis Du blev min Hustru, og jeg skulde føle ham, den Mand, der har krænket din Ære, lige op ad mig som en uundgaaelig Parthaver i dit foregaaende og nuværende Liv, ja, hvis jeg bestandig skulde løbe ham paa Armet, saa vilde mit Had flamme op, saa det maaske kunde ende med ogsaa at gaa ud over det Barn, der, trods min bedste Vilje, aldrig kunde ophøre at være et lyslevende Vidnesbyrd om ham og hans Eksistens. Jeg kan det ikke.
ELINE (bøjer Hovedet og skjuler Ansigtet i Hænderne).
WALLIN (til Stenberg). De ved, som Mand, at jeg taler sandt.
KONSUL
STENBERG
Ja. Jeg tror, det vilde blive en Kamp fra Dag til Dag.
JONNA Er da ingen Løsning mulig?
KONSUL
STENBERG
Jo maaske. Jeg ved et Middel.
ELINE (ser hurtigt op). Hvilket — sig det!
KONSUL
STENBERG
Det ligger langt fra mig at ville foraarsage Splid og Sorg — jeg ønsker kun at hævde mit Eget. De tror altsaa, Eline —
WALLIN (gør en Bevægelse).
KONSUL
STENBERG
(retter). De tror, Frøken Malling, at kunne finde Lykken sammen med Hr. Kaptajn Wallin! Vel, saa lad det ske.
JONNA (glad overrasket). De vil altsaa dog rejse og blive borte?
KONSUL
STENBERG
Ja, men vent lidt. (til Eline.) For at der ikke skal være noget Minde om mig — for at De og Deres tilkommende Mand kan staa overfor hinanden som to Mennesker, der begynder Livet helt fra Nyt, saa vil jeg gøre et Forslag, som jævner alt — baade for Dem og mig.
ALLE Hvilket hvordan —
KONSUL
STENBERG
Jeg tager min Datter med mig herfra og beholder hende helt og altid.
JONNA (skuffet). Ah, saadan!
ELINE (halvt for sig selv). Det var for den Pris!
KONSUL
STENBERG
Hun kommer i de bedste Forhold og i rige Kaar.
WALLIN (med en glad Bevægelse). Hvad siger Du, Eline? Var det ikke en Løsning, der var heldig for alle Parter! Ida vilde faa det godt, og det vilde jo gøre vort Liv — ja, selve Samlivet mellem os To saa meget lettere.
ELINE (ser bedrøvet paa ham, men svarer ikke).
JONNA (til Eline). Kan Du gøre det?
ELINE (smerteligt). Forstaar I ikke, at det er, som I med et saadant Valg splittede selve mit Hjerte i to Dele og sagde: Hvilken af dem vil Du beholde — den ene maa Du miste.
Ida gaar igennem Stuen.
JONNA Ida — aa, kom lidt her!
IDA Men Generalinden sagde, jeg skulde bede om lidt mere Fløde.
JONNA Lige meget, kom blot.
Ida kommer nærmere.
JONNA Vi staar netop og taler om Dig, Ida! Nu kan Du selv give dit Besyv med. Saa faar vi se, hvordan det gaar.
IDA (lidt urolig). Hvad er det da?
JONNA Konsul Stenberg, som jo talte med Dig før og syntes saa godt om Dig, gør her det Forslag at tage Dig med til Udlandet – tænk blot – til de store Byer, som Du saa tidt har bedt mig fortælle Dig om. Kunde Du have Lyst til det?
KONSUL
STENBERG
Du skal have det som en lille Prinsesse, Ida; alt, hvad Du har Lyst til, skal Du faa?
IDA (ser forskrækket rundt paa dem) Skal Eline med?
JONNA Nej. Du alene.
IDA (forvirret) Jeg kan ikke sige noget – jeg – jeg ved jo ikke, hvad det betyder. (Gaar hen til Eline) Eline. Du maa sige mig – vil Du gerne have, at jeg skal rejse bort? For saa vil jeg ogsaa helst gøre det.
ELINE Ida – min egen Pige – hvad skal jeg svare?
JONNA Er De nu sikker paa, Konsul Stenberg, at denne lille Pige vilde blive opdraget med Kærlighed og Omhu hos Dem?
IDA (vender sig hurtigt og ser paa dem)
KONSUL
STENBERG
Ja, selvfølgelig –
JONNA Jeg mener – faar hu det, der er mere værd end den Rigdom, De lover? Kan De svare for. at Deres Hustru vilde tage godt imod hende og være en Moder for hende i Ordets bedste Forstand?
KONSUL
STENBERG
(lidt usikker). Min Mening er at slutte hendes Opdragelse i et udmærket udenlandsk Pensionat; saa faar vi siden at se. De kan trygt stole paa, at Barnet frem for alt andet skal være i min kærligste Varetægt.
IDA (sætter sig paa Kanten af en Stol og brister stille i bitterlig Graad).
JONNA (kærligt). Saa saa, Ida!
WALLIN Hvorfor græder Du saadan, Barn?
IDA Jeg ved ikke – jeg kom til at tænke paa, at det var allerbedst, jeg slet ikke var til, fordi at — ja, jeg er jo kun til Sorg.
ELINE (ser hen for sig med ubevægelig Mine).
KONSUL
STENBERG
(bøjer sig kærligt over Ida).
Sig ikke det, Ida! Tror Du ikke, at vi to kan blive gode Venner?
IDA Det ved jeg jo ikke.
WALLIN Jeg ser paa Dig, Eline, at det er svært for Dig at lade hende rejse! Ganske vist — det var en nem og god Ordning, men man har maaske ikke Lov at skille en Moder fra hendes Barn. Vel, behold hende — Du ved, for Dig kan jeg gøre alt. Lad det da blive os der viger Pladsen, siden een of Parterne maa vige! Vi fæster Bo et andet Sted — paa Landet — og tager Ida med? Vil Du?
ELINE (svarer ikke).
WALLIN Jeg opgiver saa min Stilling — naa, vi maa vel begge bringe Ofre! Men vi har jo hinanden, saa gaar alt andet nok.
ELINE (uden at røre sig). Tak, Karl, Tak for de Ord! Jeg skal altid mindes dem.
IDA (rejser sig og ser ængstelig fra Wallin til Eline). Ja men — jeg vil heller afsted — ud at rejse! (tørrer Øjnene). Jeg vil gærne se de fremmede Lande og alt det Store og Smukke, jeg har hørt om. Jeg kom blot saadan til at græde, fordi — fordi jeg blev saa forskrækket lige straks, men nu — nu er jeg glad for det.
KONSUL
STENBERG
Er Du, Ida! Kom, lad saa os To gaa lidt ud i Haven og tale sammen om det. Vil Du?
IDA Ja! (husker sig om). Ja, men Fløden, som jeg skulde sørge for! Vil Du da bede om den, Jonna!
JONNA Jo!
IDA (til Stenberg). Saa vil jeg gærne gaa med Dem.
Hun ser paa Eline og gaar nogle Skridt hen mod Baggrunden med Stenberg.
ELINE (med et Udraab). Nej Ida, nej, kom til mig! Kom!
Ida vender sig, ser et Øjehlik paa hende og kaster sig saa i hendes Arme.
ELINE Min egen Pige – nej, nej, Du skal ikke græde som en hjemløs lille Stakkel!
IDA Maa jeg blive hos Dig, maa jeg?
ELINE (varmt). Ja. Ida!
JONNA Har denne Aften endelig lært Dig, Eline, at Du i hendes Fødselsstund har forskertset en anden Lykke end Livet for og med hende?
ELINE Ja, nu er Fejgheden rystet af mig — det er, som jeg nu ser saa klart, hvad jeg ikke før har forstaaet. (ser paa Stenberg.) Lad Ida siden engang træffe Valg for sit Liv, naar hun er kommen til Skelsaar og Alder, og Du Karl, gør ad Aare, som Du vil — Du kender mit Hjerte! Kun en eneste Ting staar nu fast for mig —
KONSUL
STENBERG
(ser hurtigt paa hende.)
WALLIN (studser)
ELINE (rank og rolig). Fra denne Stund er jeg Moder for mit Barn, Moder af Navn som af Gavn, og kun det Ene, saa længe trænger til mig. Det er hende, der har Krav paa mit Liv. Lad saa Andre sige om mig, hvad de vii — jeg kan bare det altsammen, for nu ved jeg, at dybest inde, der har jeg Ret i det, jeg vil.
WALLIN (gør en nedslaaet Bevægelse). Jeg ærer Dig i hvert Fald for dit Mod Eline.
JONNA Ja, i dette Øjeblik er hun en Heltinde, den første paa Skansen og sent eller tidlig vil hun faa sin Løn.
KONSUL
STENBERG
(halvt hen for sig). Den bliver dyrekøbt.
Under den sidste Replik er Generalinden og Frøknerne Litjenfeldt komne ind fra venstre og blive staaende med bestyrtede Miner. Stenberg tager sin Hat for at gaa.
IDA (tager Eline om Halsen). Nu er du helt min Moder, ikke?
ELINE (kysser hende paa Panden). Ja, Ida, nu har vi To kun hinanden!
JONNA (gaar hen til dem). Glemmer I da ganske mig!
TÆPPE