En Advarsel 1890

PERSONERNE:

FRITZ ROSEN. ANNIE, hans Hustru.
STUDENT KRUSE. OBERSTEN.
OBERSTINDEN. EN TJENER.



4. SCENE Rosen. Annie.
ROSEN Ja, kære Annie, jeg kom egentlig kun ind for at sige Dig Farvel.
ANNIE Du vil altsaa virkelig gaa?
ROSEN Ja, Du tager mig det jo ikke ilde op?
ANNIE Jo, jeg gør.
ROSEN Du plejer jo bestandig at være saa liberal i saa Henseende.
ANNIE Det kan man ogsaa blive ked af. Du skal blive hos mig i Aften, Fritz, aa hvad, jeg beder Dig om det.
ROSEN Du ser saa sød ud, men jeg kan alligevel ikke.
ANNIE Glemmer Du da helt, at det er en Festdag — idetmindste for mig.
ROSEN Det er det virkelig ogsaa for mig. Det har jeg idetmindste hele Dagen bestræbt mig for at vise.
ANNIE Men det er netop disse Aftentimer, jeg vilde sætte Pris paa at være sammen med Dig.
ROSEN Ah, Du vilde maaske overraske mig med en lille landlig Fest.
ANNIE Det var just ikke det, jeg mente.
ROSEN Det vilde ærligt talt ogsaa have undret mig.
ANNIE Ja, det kommer i Grunden an paa, hvad man forstaar ved en Fest. Jeg vilde have spaseret en Tur med Dig. Du gætter nok hvorhen.
ROSEN Jeg tilstaar — ikke rigtigt.
ANNIE Langs Mølleaaen, hvor vi gik sammen i Maaneskin for tre Aar siden, saa lykkelige, som man vel kun er det een Gang i sit Liv. Husker Du det, Fritz?
ROSEN Ja, det ved Gud jeg gør, min søde Annie, men en saadan Stemning kan jo ikke vare ved.
ANNIE Det tror jeg heller ikke, den kan, men jeg tror, den kan kaste Genskin paa Ens Samliv siden hen, og gør den ikke længer det, saa kan der maaske være lidt Fare for Ens Lykke.
ROSEN Du nærer da ikke Frygt i saa Henseende?
ANNIE Smaating kan undertiden være betegnende.
ROSEN Mener Du, det er betegnende, at jeg vil gaa min Vej i Aften?
ANNIE Der ser Du! Du føler det selv.
ROSEN Vær ikke vred, men havde Du, trods Din Familiefølelse, fundet en lidt morsommere Anvendelse for Dagen end at snakke om Syltning med Tante Mille, saa var jeg ogsaa bleven hjemme.
ANNIE Aa fy, de er virkelig saa rare, de To, og desuden, de tager jo nu bort.
ROSEN Men nu kan jeg ikke bestemme det om — for Baronessens Skyld.
ANNIE Hvad kommer egentlig den — Person os ved?
ROSEN Den Person! Se se, Fruen er da vel ikke en Smule skinsyg?
ANNIE Det maa Du jo, bedst af Alle, vide, at jeg ikke har Grund til.
ROSEN (lidt usikker) Ja, naturligvis.
ANNIE Men jeg synes nu ikke om den Dame.
ROSEN Hvorfor? Er hun ikke altid elskværdig?
ANNIE Jo. Snarest for elskværdig.
ROSEN Du mener, hun gør for megen Lykke.
ANNIE Jeg mener, hun har ikke andet Maal end at drage Kurmagere til sig, og det, synes jeg, gør hendes Omgangstone ufin.
ROSEN Kære Annie, Du er virkelig noget vel snærpet.
ANNIE Det kan være, men jeg befinder mig ikke vel i hendes essensduftende Salon.
ROSEN Der har vi det! En Dame skal altid forkætres og angribes af sit eget Køn, saa snart hun er lidt koket — har lidt Herretække.
ANNIE Hvori bestaar Herretække?
ROSEN ubestemmelige medfødte Tiltrækning, som enkelte Kvinder har for Mænd.
ANNIE Saa —!
ROSEN Men ve Den, der har den Gave i vort smaaborgerlige Samfund.
ANNIE Aa, tror Du!
ROSEN Jo, I er for dydige og artige, mine Damer, det ved Gud I er. Snærperiet omgiver os jo paa alle Kanter, nej, jeg kan sige, omspænder, omsnærer os, saa det formelig kan krible i En af Lyst til at sprænge Baandene og faa noget andet, noget friskere og morsommere i Samkvemmet mellem Mand og Kvinde.
ANNIE Da synes jeg, at Herrerne i Almindelighed saa udmærket kan undvære Damernes Selskab, naar man er sammen.
ROSEN Ja vel ! Det kommer jo netop af den megen Dyd. Herregud, man kommer fra et festligt og muntert Bord, hvor Vinen og de smukke Øjne har bragt Blodet i Kog og Fantasien i Flugt. Man er kommen i en Stemning, hvor man føler sig dobbelt dragen mod det, der fængsler og bedaarer hos Kvinden — hvad ved jeg — en Antydning af fin let Erotik, en Spøg, der spiller paa Grænsen af det Tilladte, ja blot et Blik — et Smil, og hvad faar man saa?
ANNIE (lidt mut) Ja, det ved jeg ikke.
ROSEN Saa skal jeg sige Dig det. Man faar en tætsluttet Kreds af højhalset borgerlig Dyd, der snakker løs om Dagens Smørpriser, mens der bliver strikket og hæklet, som det galdt Livet. Hu ha, en sand Spidsborgerlighedens Apotheose. Nej, saa priser jeg gamle Dage!
ANNIE Hvilke Dage, mener Du?
ROSEN Vore Oldemødres Tid, hvor kaade Amoriner smykkede Væg og Loft som et Tidens Symbol. (kysser paa Fingeren) Det var noget!
ANNIE Gudved, om Verden nogensinde har været saa fuld af bedaarende kvindelige Væsener. Jeg ved ikke, om Du for Eksempel vilde være saa henrykt over et Skær af Erotik hos Tante Mille, eller et lokkende Smil af hendes Søster Kancelliraadinden.
ROSEN Nej, Vorherre bevares — hun har jo Gebis. Men Ulykken er, at i Tankegang er I Kancelliraadinder Alle til Hobe, hvad enten I er naat til at gaa med Gebis, eller I er smukke unge Koner.
ANNIE Tænk!
ROSEN Unge Koner! Alene det Begreb fremtryller jo noget pikant og tiltrækkende for En. Den unge Kvinde, der lige har set Sløret trukket bort fra alle Gaader og ser ud i Livet i fuld Bevidsthed om sin Skønhed og Magt.
ANNIE Men unge Koner har som oftest en Mand, og de Herrer Ægtemænd vilde vist næppe synes særlig godt om den Tone, Du attraar.
ROSEN Aa hvad, af Naturen er Mænd ikke smaalige i det Kapitel.
ANNIE Heller ikke paa deres egne Enemærker?
ROSEN Vist ej. Med lidt mindre dydsirede Sæder vilde der ganske af sig selv komme et mere frit og storstilet Syn paa Livet istedetfor al den stive Bornerthed, vi nu er syltede ned i.
ANNIE Ja, det er sørgeligt — det er vore Mødres Skyld. Det er dem, der har opdraget os til at tro, at det er smukkest at lægge hele sit Liv i een stor Kærlighed.
ROSEN Bum. Den Slags Sandheder er for tunge Vaaben mod det, jeg mener, noget, der er saa let som Sommerfugleflugt. Du tager alting saa forskrækkeligt for Alvor.
ANNIE Ikke din Sommerfugleflugt — heldigvis for Dig.
ROSEN Nej, for den forstaar Du ikke. Du er den sødeste, bedste lille Kone af Verden, men for Dig er Livet ligesaa solidt og haandfast som de tolv Pudevaar af bedste hollandske Lærred, som jeg i Dag har haft den Ære at overrække Dig.
ANNIE (ærgerlig) Ja, istedetfor en Buket gule Roser.
ROSEN (studser lidt) Hvorfor just gule Roser?
ANNIE (troskyldig) Hvad mener Du, min Ven?
ROSEN Jeg vilde sige, Du har alle gode Egenskaber, men — det gør mig ondt at maatte sige det — Du mangler netop Sans for Livets Buket, for det lette vekslende Sammenspil mellem Mand og Kvinde, der er det mest tillokkende af alt.
ANNIE Naa, det Du spiller firhændigt med Baronesse Platen.
ROSEN Hvis vi endelig skal nævne Navne, saa indrømmer jeg, at med den slanke, bøjelige Ynde, der er hende egen, saa forstaar hun i en sjælden Grad den Kunst at bedaare.
ANNIE Ja, ligesom en Kat! Uf, jeg synes, den Slags Væsen er ækelt — ækelt!
ROSEN Annie dog — —
ANNIE Ja undskyld, jeg tror nu ikke, det er saa svært at være koket, naar man vil det.
ROSEN Man vil det i Almindelighed, naar man kan det. Og i saa Tilfælde vilde Du — tilgiv mig, dømme mindre snæversynet og mindre smaat om en Dame, hvis eneste Fejl er den at være — for elskværdig.
ANNIE Den Fejl har jeg dog altsaa undgaaet.
ROSEN Kæreste Annie, bliv ikke hæftig. Du ved da, at jeg i Dig ser indbefattet alt, hvad der er smukt og godt.
ANNIE Og snæversynet og smaat — jeg takker. Du har allerede sagt mig saa mange Artigheder i Aften, at jeg nu vil bede Dig gemme Resten til din ligesaa beundrede som henrivende Veninde Baronessen.
Hun hilser og gaar ud til venstre.
ROSEN (ser efter hende) Hvor det er kedeligt, at hun tager det paa den Maade. Naa! —
Obersten og Oberstinden komme ind fra Haven.