En Advarsel 1890

Det kongelige teater wiki 1890-1900
Det kgl. Teater (1890-1900)

ANMELDELSE

EMMA GAD: EN ADVARSEL.

Premiere paa Det kgl. Teater, 15. November 1890.

*

KJØBENHAVNS ADRESSECOMPTOIRS EFTERRETNINGER – 17. november 1890
JYLLANDS POSTEN – 18. november 1890
HVAD VI VIL – nr. 29, 1890
HORSENS FOLKEBLAD – 28. november 1891

PERSONERNE:

FRITZ ROSEN. ANNIE, hans Hustru.
STUDENT KRUSE. OBERSTEN.
OBERSTINDEN. EN TJENER.



Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger, 17. november 1890

En AdvarselFru Gads lille Enaktslystspil “En Advarsel”, der i Løverdags opførtes for første Gang, er igrunden høist ubetydeligt.
En ung Frue forsømmes af sin Mand, der musikalsk sværmer for en rødhaaret Baronesse. Fruens Tante, der er i Besøg hos hende netop paa hendes tredie Bryllupsdag, bemærker dette og stiver Niecen af til Modstand mod Manden, der netop samme Aften vil besøge den bedaarende Dame. I Mørkningen foretager Fruen da en ret mærkelig Flirtation med en ung, heldigvis tilstedeværende, sværmerisk Student og sørger for, at Manden kan høre, hvad der foregaar. Naturligvis farer saa Manden løs paa sin Hustru og bebreider hende, aldeles i Modstrid med de Argumenter, hvormed han selv kort i Forveien har forsvaret sit eget Kurmageri, hendes Flirtation. Under Replikverlingen gaar der pludselig et Lys op for ham: Forsoning; den for Baronessen bestemte Bouket udleveres i Krigsomkostninger; Tanten, Onkelen og Studenten kunne nu komme med Toget til Kjøbenhavn. Herren og Fruen spadserer saa en Tour langs Mølleaaen, hvor de spadserede for tre Aar siden.

Man vil af dette korte Resumé se, at der ikke findes noget Nyt i “En Advarsel”; ikke een Theatergjænger vil efter de første Par Scener være i Tvivl om, hvad det skal ende med. Men hist og her blusse enkelte Morsomheder op, hist og her findes ret gode Observationer og Stænk af Lune. Mærkeligt er det, at Dialogen er saa uens skreven; paa sine Steder falder den naturlig og let, paa andre kunde man tro, at der forelaa en Oversættelse af en eller anden fransk Bagatel, hvilket Stykket ogsaa i Meget minder om. Stykket betegner absolut ikke nogen Fremgang i Fru Gads Produktion.

Lystspillet fik en god Udførelse af Fruerne Hennings og Æchard, henholdsvis Fruen og Tanten, Herrerne Jerndorff og O. Poulsen, henholdsvis den flirtende Ægtemand og Onkelen, den gamle Oberst, der er bange for ikke at naae Togen. Som den keitede Student var Hr. Liebmann ikke uheldig.
Publikum modtog Stykket med megen Velvillie, og Adskilligt kunde tyde paa, at der vil blive en meget benyttet piéce de rideau.
A.B.


Anmeldelse: Jyllands Posten, 18. november 1890

Det kgl. Theater – Kjøbenhavn, 15. November.
Fru Emma Gad føjer stadig ny Led til Rækken af sine smaa sceniske Arbejder. Hun opfinder kvikt, har gjort gode Studier og haft et godt Studiefelt i den finere Selskabsverden, skriver endelig let og behændigt, men hun holder sig til det smaa og er godt tilfreds med Bagatellen. Fru Gad burde ubetinget give sig i Kast med en stor Opgave; Evne og Talent har hun, og begge Dele vilde udvikles ved at komme fra Smaamarscherne ud paa det større Togt.

Fruens nye lille 1. Akts Lystspil “En Advarsel”, som det kgl. Therater præsenterede første gang i Aften, var elskværdig, fornøjeligt, dygtigt lagt til Rette og ofte ganske villigt i Dialogen, ganske som vi forlængst have set, at Fru Gad kan skrive, men kun en Bagatel.

Stykkets Ide er den ikke ukjendte Sandhed, at Dhrr. Ægtemænd ikke tager det saa nøje, om de selv morer sig en Smule med lidt Koketteri, Kurmageri osv. og naturligvis ogsaa siger til deres unge Frue: “Værsgod! Mor Du dig ogsaa, som Du vil, – jeg er ikke saa smaalig at jeg skulde bryde mig om, at Du var en Smule koket!” Men betaler saa Fruen virkelig sig Ægtemand med samme Mønt, som han giver ud, er Manden strax parat: “Nej, det er dog for galt, at Du ægger Herrerne til ligefrem Kjærlighedserklærringer – -!” Fritz Rosen priser det lette Koketteri som noget, der just hører sig til, som det, der giver Duft over det daglige Liv. Det er kun Sippethed og Snerpethed, der tager en Dame ilde op, at hun har noget “Herretække” og strax af den Grund ikke synes om hende. Sagen er, Fritz Rosen er ikke saa lidt optaget af en ung Baronesse og vil endogsaa nu paa hans og hans Hustrus Bryllupsdag forlade Hjemmet for at spille 4-hændigt med den kokette Baronesse. Hans Hustru beder ham blive hjemme, men hun faar blot læst og paaskrevet for sin Bornerthed, der kan tage ham hans Besøg hos Baronessen ilde op. Saa giver hun sin Mand sin “Advarsel”. Da hun veed, at han fra sit Værelse maa høre hvert Ord, hun siger, giver hun for et Øjeblik Koketten og faar snart sit ulykkelige Offer, en ung sværmerisk Student til at falde for hendes Fødder med en varm Kærlighedserklærring. Manden bliver rasende – Advarslen var paa rette Plads, og hans unge Frue faa den Buket gule Roser, der egentlig var tiltænkt Baronessen.

Det lille Stykke vakte meget Bifald skjønt det egentlig ikke fik nogen absolut udmærket Udførelse. Hr. Jerndorff og Fru Hennings spillede Hovedrollerne, men man har ondt ved at tænke sig Hr. Jerndorff som det lette Kurmageris Prædikant, og Fru Hennings spillede altfor stærkt i den store Scene med Studenten, saa tykt Koketteri vil ikke faa mange til at gaa i Fælden. Hr. Liebmann gav den unge Student særdeles troværdigt i hans Generthed og Sværmeri. Endelig var Fru Eckardt og Hr. O. Poulsen fortrinlige i et Par Biroller.


Anmeldelse: Illustreret Tidende, 7. december 1890

Det kongelige Theater.
Af nyt har det kongelige Theater spillet ‘En Advarsel’, Lystspil i en Akt af Fru Emma Gad.
Stykket har et morsomt Indgangsoptrin med en utaalmodig Oberst og hans koldblodige Frue der under en evig Afskedstagen paa en Villa ved Strandvejen kommer for sent til Toget og paa ny slaar sig til Ro i Villaen hos deres Værter, Hr. og Fru Rosen. Men naar denne Scene er forbi, hører unægtelig Morskaben op. Det viser sig, at Hr. Rosen har Tilbøjelighed til at tilbringe sine Aftener uden for Huset i en musikalsk Baronesse Platens Selskab, og at hans Hustru lider derunder, at Oberstinden faar Færten af, hvordan Sagerne staar, og ildner den unge Frue op til at gjøre sine Rettigheder giældende. Dette sker saa i en Samtale mellem Mand og Hustru, hvor Publikum maa faa Indtryk af, at naar Herren søger ud af Huset, hidrører det fra, at Fruen gjør det til et Snærperiets Kastel, som kjeder ham fordærvet, Hun taber i Samtalen, men hævner sig ved at lade Manden i Skjul høre paa, at hun gjør et purt ungt Menneske tosset af Forelskelse ved et for den unge Mand overmaade farligt Koketteri. Efter dette er man paa det rene med, at har den unge Frue kjedet sin Mand ved Snærperi og Smørpriser, saa er det ikke, fordi hun ikke kunde finde paa noget andet, noget fra Smørpriser endog meget forskjeiligt.
Men det hele interesserer ikke. Det er ikke det ubevidst umoralske hos den unge Frue, Forfatterinden vil skildre, ikke det letsindige hos Manden, Stykket er simpelthen en Gjentagelse af den paa Theatret adskillige tusende Gange fremstillede Tarvelighed, at kan en hustru ikke holde paa sin Mand ved andre Midler, skal hun gjøre ham skinsyg.
Replikkerne falder flinkt som altid i Fru Gads Lystspil, men denne Gang synes de ikke at bære Bud om andet end ønsket om, ikke at rive i Censors Næse.
Udførelsen er god. Navnlig er Obersten og Oberstinden, Hr. Olaf Poulsen og Fru Eckardt, et vellykket Par. Hr. Jerndorff illuderer vel ikke netop som den til Amorinernes Sommerfugleflugt søgende Ægtemand, og Theatret har næppe valgt rigtig ved at lægge det purt unge Menneskes Rolle i Hænderne paa den yngste af sine Skuespillere, Hr. Liebmann. Det er ikke let at gjøre sin egen Alder komisk eller blot underholdende paa Scenen. Men til Gjengjæld spillede Fru Hennings som en Guldfisk i sin Kumme den dydsirede unge Frue, der, naar det endelig kommer an derpaa, kan forføre saa mange unge Fyre, det skal være.
E. Skram.


Anmeldelse: Hvad vi vil, nr. 29, 1890

Fru Emma Gads en Akts Lystspil “En Advarsel”, som er denne Forestillings “Piéce de rideau”, udmærker sig ved de samme gode Egenskaber som Forfatterindens tidligere sceniske Arbejder. Handlingen er unægtelig konventionel og kendt fra utallige andre dramatiske Værker, men det lille Stykke vidner om Evne til at skrive mundrette Repliker og om, at Fru Gad har et skarpt Blik for sine Medmenneskers smaa Lyder og Naragtigheder: Den gamle Oberst og hans Kone, der skal med Toget til Byen og stadig ikke kan komme afsted, ere sete og opfattede med Lune.

Derimod er de to Hovedpersoner: Rosen, der kurer til en rødhaaret Baronesse, med hvem han spiller firhændigt og endelig vil besøge paa sin Bryllupsdag, og hans Hustru, som giver sin ustadige Mand en alvorlig Advarsel, uden dybere Interesse, døde Teaterfigurer, som Skuespillerne ikke formaar at puste Liv i. Fru Hennings spillede den unge Frue paa samme Maade som hun har spillet utallige Roller af samme Snit. Fru Hennings Replikbehandling truer mere og mere med at stivne i Affektation og Manér. Hvorfor sige Ju-u-ra eller Kru-u-se i Stedet for at udtale Ordene naturligt og ligefrem?
Carl Behrens


Anmeldelse: Horsens Folkeblad, 28. november 1891

“En Advarsel”, et 1. Akts Lystspil af Fru Emma Gad, behandler Skinsygens første Tilsynekomst hos et Par iøvrigt oprigtigt elskende nygifte. Synderlig vægtige Bidrag til Skinsygens Psykologi indeholder Stykket ikke. Men dets ret naturlige Dialog og populære “Sujet” gjør, at det let tilvinder sig Publikums Sympati. Hertil bidrager ikke mindst, at man hurtigt kommer paa det rette med, at alt vil være jævnet, inden Tæppet gaar ned. Et ganske lille ægteskabeligt Uvejr med smilende Solskin til Slut gjør aldrig forgjæves Regning paa Parkettets forstaaende Tilslutning.

Hovedrollerne fik en respektabel Udførelse af Hr. Joh. Jensen og Fru Marie Schmidt. Det er en fornøjelse at lægge Mærke til, hvor sikkert Hr. Jensen avancerer paa det jævne Fremskridts Landevej. De mindre Roller udførtes af Fru Lamberth, Hr. Emil Helsengreen og Hr. Willumsen. Hr. Helsengrren bandt atter an med en ældre Militær – med afgjort Held. Hr. H. hører til de faa, der kan tiltvinge sig Opmærksomhed i den allermindste Rolle, han har altid faaet fat i et eller andet “karakteristisk”, véd, at det som oftest er rene Ubetydeligheder, der giver Figuren Relief. Vi betænker od ikke paa at bruge Prædikatet “kostelig” om hans “tragedie”forfatter i “Hvor man kjeder sig”. Han havde knap to Ord at sige, men han kunde som des Millets godt gjælde for selve den Berømthed, vi kjender under Betegnelsen “Poeten fra Aabenraa”.